Gelex

Lov om Afvanding af Marsken ved Tønder (* 1)

AfløstVersion 1925-04-24fra 1925-04-24 til 1989-03-08
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1925/137@1925-04-24/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters, Hertug til Slegsvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:

Stk. 1. § 1 Landbrugsministeren bemyndiges til, efter at Bestemmelserne i Traktaten af 10. April 1922 om Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse er iagttaget, at bestemme, at der foretages Foranstaltninger til Afvanding og Beskyttelse af Marsken ved Tønder med tilstødende lave Geestarealer samt af Sejersbækdalen, herunder Anlæg af Havdige fra Højer til Emmerlev på indtil 7,0 m Højde over daglig Vande. Hvis Afvandingen kræver et særligt Kraftanlæg, er Landbrugsministeren ligeledes bemyndiget til efter Forhandling med Ministeren for offentlige Arbejder at bestemme, at et saadant Anlæg skal bringes til Udførelse.

Stk. 1. § 2 Af Udgifterne ved de i § 1 omhandlede Foranstaltninger, herunder det eventuelle Kraftanlæg, hvilke Udgifter anslås til i alt 4.235.000 Kr., udreder Statskassen to Trediedele, medens Resten udredes af Lodsejerne. Udgiften afholdes i Løbet af 4 aar, og saaledes at der i Finansåret 1925-26 kan anvendes indtil 200.000 Kr.

Stk. 1. § 3 For Arealerne i Sejersbækdalen, der beskyttes af Havdiget Højer - Emmerlev, oprettes en Kog under Tønder Amtsraads Tilsyn i Overensstemmelse med Lov nr. 53 af 10. April 1874 om Diger til Beskyttelse mod Oversvømmelse fra Havet, hvilken Lov ogsaa i øvrigt kommer til Anvendelse med de Ændringer, som følger af nærværende Lov. De tilgrænsende lave Geestarealer, der inddrages under Anlæget, organiseres ligeledes i en selvstændig Kog og indtræder tillige med førstnævnte Kog i Digelaget for Marsken ved Tønder. For de nydannede Koge gælder tilsvarende Bestemmelser som med Hensyn til de nuværende Koge i Marsken ved Tønder.

Stk. 1. § 4 De Beløb, som Lodsejerne skal udrede, ydes mod Garanti af Amtsrepartitionsfonden for Tønder Amt som laan af Statskassen, at afdrage og forrente med en aarlig Ydelse af 7 pCt., hvoraf 6 pCt. beregnes som Rente, Resten som Afdrag. Finansministeren bemyndiges til at tilvejebringe de til disse Laan nødvendige Midler ved i det Omfang, hvori det efter hans Skøn maatte være fornødent, at udstede og afhænde indenlandske fra Kreditors Side uopsigelige Statsobligationer til en Rente af ikke over 5 pCt. aarlig.

Stk. 1. § 5 Hvilke Ejendomme der skal deltage i Omkostningerne ved Udførelsen af de i § 1 anførte Anlæg, i hvilket Forhold dette skal ske, samt hvorledes Vandløbs- og Vejforbindelser skal ordnes m.v., bestemmes endeligt - under Hensyntagen til Bestemmelserne i Traktaten om Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse - af en Kommission, som i dette Øjemed nedsættes af Landbrugsministeren, og som ved sine Forhandlinger har at følge de i Lov af 30. December 1858 for Landvæsenskommissioner fastsatte Regler.

Stk. 1. § 6 For så vidt Bekostningen ved den aarlige Vedligeholdelse og Drift af de fuldførte Anlæg ikke kan udredes af de fra Anlægenes Benyttelse flydende Indtægter, paahviler den de samme Ejendomme, som har deltaget i Anlæget. Saafremt der ikke ved Forhandling mellem de interesserede Parter opnaas Enighed om Fordelingen af Udgifterne, fastsættes denne - under fornøden Hensyntagen til Bestemmelserne i Traktaten om Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse - af den i § 5 nævnte Kommission. De Udgifter, som paalægges de enkelte Ejendomme, udredes af Ejeren. Er en Ejendom bortforpagtet eller bortlejet, skal dog de Beløb, der medgaar til Forrentning af optagne Laan samt til Dækning af Vedligeholdelses- og Driftsudgifter, refunderes Ejeren af Brugeren. De til Afbetaling af Laanene samt disses Forrentning og til Vedligeholdelse og Drift skyldige Beløb kan inddrives ved Udpantning med samme Fortrinsret som for Skatter.

Stk. 1. § 7 Enhver er pligtig at afgive den til Udførelsen af Anlægene nødvendige Grund, dog gives der derfor saavel som for anden Skade og Ulempe fuld Erstatning. Dennes Størrelse fastsættes i Mangel af mindelig Overenskomst af den i § 5 ommeldte Kommission under fornøden Hensyntagen til Bestemmelserne i Traktaten om Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse. Enhver kan derhos tilpligtes at taale, at de til Udførelsen af Anlægene nødvendige Materialer af Græstørv, Jord, o.s.v. mod fuld Erstatning tages fra eller føres over hans Grund. I Mangel af mindelig Overenskomst afgør den fornævnte Kommission, hvorvidt saadant Materiale skal afgives og i bekræftende Fald, hvor dette maa tages, samt den Erstatning, der skal gives - alt under fornøden Hensyntagen til Bestemmelserne i fornævnte Traktat. Ved Erstatningens Beregning har Kommissionen at gaa frem efter de for Afstaaelse af jord m.v. til Jernbaner ved Forordningen af 5. Marts 1845 foreskrevne Regler. Overensstemmende med Forskrifterne i denne Forordning bliver det at afgøre, hvilken Del af Erstatningen der, hvis Jorden bruges af en anden end Ejeren, skal tillægges Brugeren.

Stk. 1. § 8 Anlægenes Udførelse samt Ledelsen af Digelagets (Afvandingsinteressentskabet) Anliggender overdrages til Bestyrelsen for Digelaget for Marsken ved Tønder, idet denne Bestyrelse dog udvides med 4 Medlemmer, hvoraf 1 Medlem vælges af Landbrugsministeren efter forudgaaende Forhandling med Ministeren for offentlige Arbejder, 1 Medlem af Tønder Amtsraad, 1 Medlem af den nye Kog i Sejersbækdalen og 1 Medlem af den nye Geestkog. Saavel Udførelsen som Vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte Anlæg sker under teknisk Kontrol fra Regeringens Side; Udgiften til Kontrollen med Vedligeholdelsen udredes paa samme Maade som til de Arbejder, hvormed Kontrollen føres. Meningsuligheder mellem Bestyrelsen og Kontrollen afgøres af Landbrugsministeren efter Forhandling med Ministeren for offentlige Arbejder. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.

Underskrift 1

Givet paa Christiansborg, den 18. April 1925. Under Vor Kongelige Haand og Segl. Christian R. (L.S.) Kr. Bording.

Versioner

  1. 1925-04-24 · til 1989-03-08
  2. 1988-05-13 · til 2003-05-29