Gelex

Lov om ferskvandsfiskeri

OphævetVersion 1965-03-29fra 1965-03-29 til 2002-02-14
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1965/66@1965-03-29/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Kapitel 1. Lovens område.
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
  3. Kapitel 2. Retten til fiskeri.
    1. § 6.
    2. § 7.
  4. Kapitel 3. Den fiskeriberettigedes færdselsret m.v.
    1. § 8.
    2. § 9.
    3. § 10.
    4. § 11.
  5. Kapitel 4. Faste fiskeredskaber, stemmeværker m.v.
    1. § 12.
    2. § 13.
    3. § 14.
    4. § 15.
    5. § 16.
    6. § 17.
    7. § 18.
    8. § 19.
    9. § 20.
    10. § 21.
    11. § 22.
    12. § 23.
    13. § 24.
  6. Kapitel 5.
  7. Fiskevande i rationel drift.
    1. § 25.
  8. Kapitel 6. Overtagelse af ålekisteret m.v.
    1. § 26.
    2. § 27.
  9. Kapitel 7. Fredningsbælter.
    1. § 28.
    2. § 29.
    3. § 30.
  10. Kapitel 8. Bortledning og Oppumpning af vand til engvanding m.v.
    1. § 31.
    2. § 32.
    3. § 33.
    4. § 34.
  11. Kapitel 9. Vandmøller, dambrug m.v.
    1. § 35.
    2. § 36.
  12. Kapitel 10. Afgørelse ved landvæsensretter.
    1. § 37.
  13. Kapitel 11. Mindstemål, fredningstider, redskaber og fangstmåder.
    1. § 38.
    2. § 39.
    3. § 40.
    4. § 41.
    5. § 42.
    6. § 43.
    7. § 44.
    8. § 45.
    9. § 46.
    10. § 47.
  14. Kapitel 12. Særlige bestemmelser.
    1. § 48.
    2. § 49.
    3. § 50.
  15. Kapitel 13. Regulativbestemmelser.
    1. § 51.
    2. § 52.
    3. § 53.
    4. § 54.
    5. § 55.
    6. § 56.
    7. § 57.
    8. § 58.
    9. § 59.
    10. § 60.
  16. Kapitel 14. Videnskabelige undersøgelser og tilvejebringelse af statistiske
    1. § 61.
    2. § 62.
  17. Kapitel 15. Tilsynet.
    1. § 63.
  18. Kapitel 16. Straf og påtale m.v.
    1. § 64.
    2. § 65.
    3. § 66.
    4. § 67.
  19. Kapitel 17. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
    1. § 68.
    2. § 69.
    3. § 70.
  20. Underskrift 1

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1. Lovens område.

§ 1.

Stk. 1. Denne lov finder anvendelse på fiskeri i søer, åer, bække og andre lignende naturlige ferske vande samt i kanaler, grøfter og lignende kunstigt frembragte ferske vande, der indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløbssystem.

§ 2.

Stk. 1. Bestemmelserne i §§ 12-24, 31-35, 44, 45, 49 og 61 finder ikke anvendelse på den del af kunstigt anlagte og lovligt bestående dambrug, der er afgitret mod andre vande som foreskrevet i § 36. Det samme gælder vande i enkeltmands, det offentliges, et selskabs eller lignende sammenslutnings eje uden afløb til sø, å eller strand, eller hvis afløb er af en sådan beskaffenhed, at fisk ikke kan passere det.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 38-43 samt kapitel 13 finder anvendelse på kanaler og grøfter, der ikke omfattes af § 1, samt på tørvegrave og lignende kunstigt frembragte ferske vande og oversvømmede arealer. Lovens øvrige bestemmelser kan helt eller delvis af fiskeriministeren på foranledning af en eller flere af de i de pågældende vande fiskeriberettigede gøres anvendelige, når disse har fiskerimæssig betydning.

§ 3.

Stk. 1. Fiskeriministeren kan under loven inddrage sådanne dele af søterritoriet, der ved deres naturlige beliggenhed, ved tilsanding, tekniske foranstaltninger eller på anden måde efter fiskeriministerens skøn enten er af en sådan beskaffenhed, at deres inddragelse under denne lov ville skabe betingelser for et i væsentlig grad forøget udbytte af fiskeriet, eller allerede er gået over til at være ferske vande med i alt væsentligt en bestand af ferskvandsfisk. Fiskeriretten i de inddragne områder tilfalder staten. Tilladelse til inddæmning, opfyldning m. m. kan uafhængigt heraf meddeles som hidtil.

§ 4.

Stk. 1. Den almindelige adgang til fiskeri i fjorde og vige, der hidtil har været undergivet reglerne for saltvandsfiskeri, og som endnu ikke er inddraget i henhold til § 3, selv om området i øvrigt har ferskvandskarakter, berøres ikke af nærværende lov.

§ 5.

Stk. 1. I tvivlstilfælde afgør fiskeriministeren, om de i denne lov indeholdte bestemmelser er helt eller delvis anvendelige på et fersk vand.

Kapitel 2. Retten til fiskeri.

§ 6.

Stk. 1. Retten til at drive fiskeri tilkommer ejeren af den tilstødende grund på den del af vandet, der ligger hans grund nærmere end nogen andens grund, medmindre der haves anden gyldig regel, eller nogen har ejendomsret til fiskevandet eller har erhvervet en særlig ret til fiskeri i det pågældende vand.

Stk. 2. Retten til at drive fiskeri må ikke adskilles fra den tilstødende grund og må ikke bortlejes for længere tid end 25 år ad gangen. Dog kan fiskeriretten skilles fra grunden, når den derved forbliver i eller kommer i statens eje.

§ 7.

Stk. 1. Hvor ejerne af de til et fiskevand stødende grunde ikke ejer retten til fiskeri, er de berettiget til at forlange fiskeriretten afløst, såfremt de udgør flertallet af de pågældende grundejere og repræsenterer mindst halvdelen af den samlede længde af fiskevandets bredder.

Stk. 2. Begæring om afløsning indbringes af de pågældende ejere for en landvæsenskommission, der afgør alle spørgsmål vedrørende afløsningen, derunder fastsættelse af erstatningens størrelse. Afgørelsen kan indbringes for en overlandvæsenskommission.

Stk. 3. Vedkommende landvæsensret skal tilkalde fiskerisagkyndig medhjælp, der deltager i sagens behandling i overensstemmelse med § 31, stk. 1, i lov om landvæsensretter. Den sagkyndige medhjælps honorar fastsættes af kommissionen og henregnes til sagens omkostninger.

Stk. 4. Undtagne fra afløsningen er fiskerirettigheder, der grunder sig på lov, eller som helt eller delvis ejes af staten eller er under dennes administration.

Kapitel 3. Den fiskeriberettigedes færdselsret m.v.

§ 8.

Stk. 1. Hvor retten til at drive fiskeri er adskilt fra den tilstødende grund, har den fiskeriberettigede adgang til at færdes på bredden, for så vidt dette er nødvendigt for udøvelsen af fiskeriet eller tilsynet med fiskevandet. Grundejerne kan til enhver tid forbyde færdsel i have og på gårdsplads.

§ 9.

Stk. 1. Under udøvelsen af fiskeri har den fiskeriberettigede adgang til, hvor dette er nødvendigt, midlertidigt at lande sine både og sine redskaber på den tilstødende grund.

§ 10.

Stk. 1. Den fiskeriberettigede skal på begæring af grundejerne kunne godtgøre sin ret til fiskeri.

§ 11.

Stk. 1. Såfremt der under udøvelsen af færdsels- eller landingsretten forvoldes skade, fastsættes erstatningens størrelse i mangel af overenskomst af de i henhold til lov om mark- og vejfred udnævnte vurderingsmænd.

Kapitel 4. Faste fiskeredskaber, stemmeværker m.v.

§ 12.

Stk. 1. Fiskegårde eller andre faste fangstindretninger, ruser, sætte- eller nedgarn og lignende garn samt afspærringer (risgærder, dæmninger, boblerad o. lign.), der kan hindre fiskenes fri gang, må ikke anbringes længere ud fra bredden end til midtstrøms, dvs. midten af det til enhver tid værende strømløb, eller, for så vidt intet strømløb findes, til midten af det pågældende vand.

Stk. 2. Anbringes de i stk. 1 nævnte indretninger fra begge bredder af et vand, enten lige over for hinanden eller i kortere afstand fra hinanden end 35 m, må dog ingen af dem bringes midstrømslinjen nærmere, end at der åbnes strømmen en uhindret gennemgang svarende til en tredjedel af hele vandløbets bredde. Anbringes nævnte indretninger på samme måde på steder, hvor ingen strøm findes, må ingen af dem bringes midten af vandet nærmere, end at der i midten af dette lades et rum åbent af en tredjedel af dets bredde. Afstanden måles mellem de dele af fangstindretningerne eller redskaberne, der er hinanden nærmest.

Stk. 3. For søer, hvor der ingen midtstrømslinje findes, lægges den midtlinje, der drages fra tilløbets eller afløbets midtstrømslinje til midtlinjen i søen, til grund for bedømmelsen af afstanden mellem fangstindretninger, der anbringes ud for tilløbet eller afløbet.

Stk. 4. Fiskeriministeren kan, hvor hensynet til bestanden af vandrefisk ikke gør det betænkeligt, dispensere fra bestemmelsen i stk. 2 for et helt fiskevand, for enkelte dele af det eller for enkelte redskaber og kan fastsætte mindre afstande, dog ikke under 12 1/2 m.

§ 13.

Stk. 1. Tvistigheder om, hvor midststrømslinjen i et vand går, afgøres af et nævn bestående af

1. en af fiskeriministeren beskikket formand,

2. amtsvandinspektøren,

3. formanden for landvæsensnævnet,

4. et medlem udpeget af Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og

5. et medlem udpeget af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Stk. 2. Nævnets afgørelse, der forkyndes, kan indbringes for domstolene inden 4 uger efter dens forkyndelse.

Stk. 3. Omkostningerne ved forretningen afholdes af det offentlige, medmindre nævnet finder, at forholdene taler for, at parterne eller en af disse helt eller delvis afholder dem. Stk. 4. Berettiget til at indbringe sager for det i stk. 1 anførte nævn er det offentlige eller en fiskeriberettiget i det pågældende vand. Begæring fremsættes over for fiskeriministeren.

§ 14.

Stk. 1. Hvor der ifølge særlig hjemmel eller uden særlig hjemmel upåtalt fra tiden før den 1. januar 1889 er drevet fiskeri med en fast fangstindretning (ålekiste, laksegård, ørredtene el. lign.), der uden at stå i forbindelse med mølle, engvandings-, industrielt eller lignende anlæg ikke lader et sådant rum som anført i § 12 åbent for fiskenes op- eller nedgang eller helt spærrer for disse, må der fremdeles drives fiskeri på samme måde som hidtil.

Stk. 2. Alle løse spærringer skal optages og alle fangstindretninger holdes fuldstændig åbne hver dag fra solopgang til solnedgang samt, for så vidt angår laksegårde, ørredtener eller lignende indretninger til fangst af opgangsfisk, tillige fra solnedgang fredag aften til solopgang mandag morgen.

§ 15.

Stk. 1. Er der med den i § 14 nævnte fangstindretning forbundet et stemmeværk udelukkende i fiskeriets interesse, skal dette holdes åbent samtidig med fangstindretningen på en sådan måde, at der er fri gennemgang for fisken.

§ 16.

Stk. 1. Sker der spærring for fiskenes fri gang ved stemmeværker, møller, engvandingsanlæg, industrielle eller lignende anlæg, hvor der ikke i frivandsslusen er anbragt fangstindretning, skal frivandsslusen være indrettet således, at der, når der åbnes for frivandet, er fri gennemgang for fiskene.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt omkostningerne og ulemperne ved indretningen efter de i § 37 nævnte myndigheders skøn ikke står i rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

§ 17.

Stk. 1. Er der efter den 26. december 1917 ved de i § 16 nævnte anlæg enten ved brugsvandet eller ved frivandet anbragt fangstindretninger, skal disse være indrettet således, at der, når der åbnes for vandet, gives dette frit løb og lades fri gennemgang for fisken uden om fangstindretningen i halvdelen af løbets bredde.

Stk. 2. Er fangstindretningen anbragt før den 26. december 1917, men efter den 19. juli 1898, skal gennemgangen udgøre en tredjedel af løbets bredde.

Stk. 3. Hvis der før den 19. juli 1898 er drevet fiskeri med faste fangstindretninger ved et af de i § 16 nævnte anlæg, må der drives fiskeri som hidtil. Ejeren skal dog holde fangstindretningen åben på den for fiskenes frie gennemgang mest hensigtsmæssige måde fra solopgang til solnedgang samt, for så vidt angår laksegårde, ørredtener og lignende indretninger til fangst af opgangsfisk, tillige fra solnedgang fredag aften til solopgang mandag morgen.

§ 18.

Stk. 1. I tiden fra 1. marts til 31. maj skal ålekister eller andre faste fangstindretninger bestemt til fangst af fisk, der trækker med strømmen, holdes åbne og alle løse spærringer i forbindelse hermed optages. Fiskeriministeren kan dog, når hensynet til ålefiskeriet gør det ønskeligt, gøre undtagelser på nærmere fastsatte vilkår, der skal sikre lakse- og ørredungfiskenes nedtræk.

§ 19.

Stk. 1. Ved stemmeværker, styrt, møller, engvandingsanlæg, industrielle og lignende anlæg skal ejeren på egen bekostning anbringe og vedligeholde ålepas, der er godkendt af fiskeriministeren.

Stk. 2. Ålepassene skal være i virksomhed fra 15. april til 30. september.

§ 20.

Stk. 1. Hvor de i § 19 nævnte anlæg er anlagt efter den 19. juli 1898, skal ejeren endvidere efter bestemmelse af de i § 37 nævnte myndigheder på egen bekostning anbringe og vedligeholde fisketrapper eller andre indretninger, der sikrer fiskenes opgang.

Stk. 2. Hvor der ved de i § 19 nævnte anlæg efter den 19. juli 1898 er installeret turbiner af en størrelse eller type, der ikke tillader en rimelig brøkdel af nedadsøgende ål eller ungfisk af laks og ørred at passere uskadt, skal ejeren efter bestemmelse af de i § 37 nævnte myndigheder på egen bekostning anbringe og vedligeholde omledningsindretninger for fiskene samt afgive fornødent vand til driften af disse indretninger.

Stk. 3. Berettigede til at indbringe sagen for de nævnte myndigheder er ejeren af anlægget, en eller flere af de fiskeriberettigede i det pågældende vand, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund eller fiskeriministeren.

§ 21.

Stk. 1. Såfremt anlægget er anlagt eller de impassable turbiner installeret før den 19. juli 1898 og ikke senere er ændret i det i stk. 2 angivne omfang, skal ejeren efter bestemmelse af de i § 37 nævnte myndigheder lade anbringe fisketrappe, omledningsindretning eller lignende.

Stk. 2. Såfremt der senere er foretaget eller foretages sådanne ændringer i anlæggets indretning eller benyttelse eller i turbinernes konstruktion, at fiskenes fri gang derved yderligere vanskeliggøres eller helt standses, er anlægget omfattet af bestemmelsen i § 20.

Stk. 3. Berettiget til at indbringe sager for de nævnte myndigheder er enhver fiskeriberettiget i det pågældende vand.

Stk. 4. Omkostningerne ved fisketrappers og omledningsindretningers anbringelse og vedligeholdelse bæres af de fiskeriberettigede i det forhold, som i mangel af overenskomst fastsættes af den nævnte myndighed.

Stk. 5. Ejeren af de pågældende anlæg, ved hvilke fisketrapper eller omledningsindretninger skal anlægges, kan vælge, om han selv vil anlægge dem eller overlade dette til rekvirenterne. Vælger han selv at anlægge dem, kan han til sikkerhed for omkostningerne derved forlange et passende beløb deponeret af dem, der skal deltage i udgifterne ved anlægget. Vedligeholdelsen af de nævnte indretninger udføres derimod ved foranstaltning af dem, der skal bekoste anlægget.

Stk. 6. Påføres der ved anbringelse og vedligeholdelse af de nævnte fisketrapper eller omledningsindretninger ejeren af det anlæg, ved hvilket de anbringes, nogen skade, bliver denne efter bestemmelse af de i § 37 nævnte myndigheder at erstatte ham af dem, på hvis bekostning de anbringes, i samme forhold som de bærer udgifterne ved anbringelsen.

Stk. 7. Bidrag til udgifter ved anskaffelse, anbringelse og vedligeholdelse af fisketrapper og omledningsindretninger kan inddrives ved udpantning, for så vidt beløbene er fastsat ved afgørelse af de i § 37 nævnte myndigheder.

§ 22.

Stk. 1. Hvor anbringelse i henhold til §§ 20 og 21 af fisketrapper, omledningsindretninger el. lign. efter fiskeriministerens skøn har en mere almindelig betydning for fiskeriet i de pågældende vande, kan der af statskassen ydes et tilskud til de nævnte foranstaltninger og til den erstatning, der tilkommer ejeren af det anlæg, hvorved de anbringes.

§ 23.

Stk. 1. Det kan ikke pålægges vedkommende ejer at anbringe fisketrapper, omledningsindretninger el. lign. i henhold til bestemmelserne i §§ 20 og 21, såfremt omkostningerne og ulemperne ved anbringelsen ikke står i noget rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

§ 24.

Stk. 1. Fisketrapper og omledningsindretninger skal, medmindre der tilvejebringes overenskomst med fiskeriministeriet, være sat i virksomhed efter nærmere bestemmelser af de i § 37 nævnte myndigheder.

Kapitel 5.

Fiskevande i rationel drift.

§ 25.

Stk. 1. For at fremme fiskeri, der agtes drevet på rationel måde, kan fiskeriministeren for søer, åer samt for andre vande, der har afløb til sø, å eller strand, dispensere fra de i §§ 12-24 nævnte afspærringsforbud og give tilladelse til at flytte eller opstille faste fangstindretninger, såfremt det pågældende vand er i enkeltmands, det offentliges, et selskabs eller lignende sammenslutnings eje eller brug eller der er oprettet regulativ.

Kapitel 6. Overtagelse af ålekisteret m.v.

§ 26.

Stk. 1. Hvor de fiskeriberettigede ved et fiskevand, der udgør hele eller den mest betydende del af oplandet for en ålekiste eller anden fangstindretning, hvortil der knytter sig rettigheder, som strækker ud over de i § 12 nævnte, har dannet en fiskeriforening med regulativ for fiskeriet i det pågældende område, skal foreningen være berettiget til mod fuld erstatning at overtage den til fangstindretningen knyttede ret til fiskeri, derunder retten til fiskeri ved afspærring. Hvor fangstindretningen ikke står i forbindelse med mølle eller lignende anlæg, skal oplandets fiskeriforening desuden være berettiget til at overtage selve fangstindretningen.

Stk. 2. I tvivlstilfælde afgør fiskeriministeren, om den del af fangstindretningens opland, som er undergivet regulativ, er tilstrækkelig til, at overtagelsen kan forlanges af de fiskeriberettigede.

Stk. 3. De i henhold til foranstående bestemmelser erhvervede fiskerirettigheder kan ikke afhændes uden fiskeriministerens samtykke.

§ 27.

Stk. 1. I mangel af overenskomst om erstatningens størrelse fastsættes denne af et ved fiskeriministerens foranstaltning nedsat nævn på 3 mand, hvoraf den ene udpeges af fangstindretningens ejer, den anden af oplandets fiskeriforening og den tredje, der fungerer som nævnets formand, af fiskeriministeren. Udpeger ejeren ikke inden en af fiskeriministeren fastsat frist et medlem af nævnet, udpeges også dette medlem af fiskeriministeren.

Stk. 2. Såfremt der forefindes opgørelse over fangstudbyttet, kan fangstindretningens ejer kræve udbyttet i de nærmest forudgående 5 år lagt til grund for beregningen af rettighedens værdi. For så vidt opgørelse over fangstudbyttet ikke foreligger, er fangstindretningens ejer og tillige fiskeriforeningen berettiget til at kræve, at fangsten i de påfølgende 5 år lægges til grund for beregningen af rettighedernes værdi, i hvilket tilfælde den frist, som afgørelsen skal indeholde for overtagelsen, skal udstrækkes til 5 år. Nævnets afgørelse, der forkyndes, kan indbringes for domstolene inden 4 uger efter forkyndelsen.

Kapitel 7. Fredningsbælter.

§ 28.

Stk. 1. I sådanne dele af søterritoriet, som i henhold til § 3 eller lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler er inddraget under denne lov, må uden særlig adkomst intet fiskeri finde sted nærmere ved åers, bækkes eller indvandes naturlige eller ved kunst frembragte udløb eller udmunding ved almindeligt dagligt højvande end 300 m, når åen, bækken eller indvandet ved udløbet eller udmundingen har en bredde af mindst 2 m. I lige retning ud for vandløbets eller indvandets udløb eller udmunding skal der altid være uhindret gennemgang til fredningsbæltet på en strækning, der har en bredde af mindst 200 m og en længde af mindst 100 m.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte bestemmelser kommer også til anvendelse ved udløbet eller udmundingen af vandløb, hvis bredde ved udløbet eller udmundingen er mindre end 2 m, fra 2 måneder før den i de pågældende vandløb for laks og ørred fastsatte fredningstids begyndelse til fredningstidens udløb.

Stk. 3. I øvrigt må fangstredskaberne ikke anbringes på en sådan måde, at der spærres for fiskenes opgang til og nedgang fra åer, bække eller indvande.

Stk. 4. Er der tvivl om grænserne for de i stk. 1 og 2 nævnte fredningsbælter og gennemgangsstrækninger, kan fiskeriministeren fastlægge deres beliggenhed. Ministeren kan, hvor forholdene efter hans skøn måtte gøre det ønskeligt, fastsætte et større eller mindre fredningsbælte end foran angivet samt fastsætte anden retningslinje og anden længde for den fredede strækning end ovenfor angivet.

Stk. 5. Hvor det begæres af Dansk Fiskeriforening, Vestjysk Fiskeriforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark eller Danmarks Sportsfiskerforbund, kan de beføjelser, der ved stk. 4, 2. punktum, er tillagt fiskeriministeren, overlades til et nævn, hvortil foreningerne vælger hvert et medlem, medens fiskeriministeren udpeger et 5. medlem, der fungerer som nævnets formand. Nævnets afgørelser stadfæstes af fiskeriministeren. Foreningerne afholder selv udgifterne ved deres repræsentanters deltagelse i nævnets arbejde. Nævnets afgørelse kan først ændres, når der er forløbet 5 år efter stadfæstelsen, medmindre ændringer i naturforholdene gør en ny afgørelse påkrævet.

§ 29.

Stk. 1. Hvor forholdene ved vandløbs udløb i søer eller større vandløb gør det ønskeligt af hensyn til laksefiskenes adgang til legepladser, kan fiskeriministeren fastsætte fredningsbælter og gennemgangsarealer til disse fredningsbælter eller henvise sagen til afgørelse ved det i § 13 omhandlede nævn.

§ 30.

Stk. 1. Ingen fisk må fanges eller forulempes under gangen over en fisketrappe samt ved fremtidige anlæg inden for en afstand af 50 m fra dens indgang dertil eller udgang derfra. De i § 37 nævnte myndigheder kan fastsætte vidererækkende begrænsninger i adgangen til at drive fiskeri i nærheden af en fisketrappe.

Stk. 2. Fiskeri inden for fredningsbæltet er tilladt med lovligt bestående faste fangstindretninger. Fiskeriministeren kan give tilladelse til i fisketrapper og inden for de ellers for fiskeri forbudte områder at indfange fisk til klækkeanstalters forsyning med befrugtet rogn, tilladelse til fangst af rovfisk samt til rusefiskeri efter nedadvandrende ål.

Stk. 3. Eventuel erstatning for tab som følge af de nævnte fredningsbælter fastsættes efter reglerne i §§ 20-22 af de i § 37 nævnte myndigheder.

Kapitel 8. Bortledning og Oppumpning af vand til engvanding m.v.

§ 31.

Stk. 1. Hvor vand ledes eller pumpes bort fra sit løb for at anvendes til engvanding, skal de heri interesserede, såfremt de i § 37 nævnte myndigheder skønner det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, tillade anbragt gitre eller lignende for at forhindre opgang af fisk eller fiskeyngel i anlægget. Berettiget til at indbringe sagen for den pågældende myndighed er en eller flere af de fiskeriberettigede, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund eller fiskeriministeren.

Stk. 2. Såfremt der i henhold til vandløbslovens § 38 er nedsat en vandløbsret til afgørelse af spørgsmålet om oprettelse af et engvandingsanlæg, afgøres spørgsmålet om vandingsgitrets anbringelse af denne vandløbsret. Der vil i så fald samtidig være at træffe afgørelse om, hvorledes gitrene m. m. skal indrettes og anbringes, og til hvilke tider de skal være i brug m.m.

§ 32.

Stk. 1. Fordelingen af omkostningerne ved anbringelsen, pasningen (rensningen) og vedligeholdelsen af gitrene m. m. mellem de i vandets brug ved engvandingen interesserede og de fiskeriberettigede foretages i mangel af overenskomst af de i § 37 nævnte myndigheder, eventuelt af den vandløbsret, for hvem sagen er indbragt, dog således at mindst halvdelen af omkostningerne udredes af de i vandingen interesserede. Beløbene kan inddrives ved udpantning, for så vidt de er fastsat ved de nævnte myndigheders afgørelse.

Stk. 2. Hvor anbringelsen af gitre eller lignende efter fiskeriministerens skøn har en mere almindelig betydning for fiskeriet, kan der af statskassen til fordel for fiskeriinteresserne ydes tilskud til omkostningerne ved anskaffelsen og anbringelsen af de pågældende indretninger.

§ 33.

Stk. 1. Såfremt de i engvandingen interesserede, efter at de pågældende indretninger har været i virksomhed i et tidsrum af i alt 6 måneder, mener, at disse er til skade for engvandingen, kan de på ny indbringe sagen for de nævnte myndigheder, der da har at træffe afgørelse om, hvorvidt indretningerne skal forandres eller borttages.

§ 34.

Stk. 1. Sker bortledning eller oppumpning til andet formål end det i § 31 nævnte, skal vandindtagningsstedet på de i indtagningen interesserede parters bekostning afspærres med et gitter eller net med største tremmeafstand 5 mm eller største maskevidde 5x5 mm.

Kapitel 9. Vandmøller, dambrug m.v.

§ 35.

Stk. 1. Oven for møller og andre industrielle anlæg, der drives ved turbiner, skal der i tiden fra 1. marts til 14. oktober være anbragt gitterværk således, at alt vandet til turbinen må passere gitteret. Åbningerne i gitteret må være højst 20 mm. Gitteret anbringes så vidt muligt ved indgangen til turbinens tilledningskanal. Ved nyanlæg skal gitterets konstruktion og anbringelse godkendes af fiskeriministeren.

Stk. 2. Fiskeriministeren kan tillade gitteråbninger på indtil 80 mm, såfremt vedkommende turbine er indrettet således, at en rimelig brøkdel af de nedadsøgende fisk kan passere uskadt.

§ 36.

Stk. 1. Hvor et dambrug forsynes med vand fra et vandløb direkte eller gennem fødekanaler, skal der i ethvert indløb og i ethvert udløb være anbragt gitter, rist eller netværk. Åbningerne i gitteret eller risten må, medmindre særlige foranstaltninger træffes efter afgørelse af de i § 37 nævnte myndigheder eller ved overenskomst, ved indløbene højst være 10 mm og ved udløbene højst 30 mm.

Stk. 2. På begæring af en fiskeriberettiget, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund eller Danmarks fiskeri- og havundersøgelser skal dambrugsejeren, medmindre der opnås enighed om de nødvendige og tilstrækkelige foranstaltninger til sikring af vildfiskenes frie gang forbi dambrugene, indbringe dette spørgsmål for en vandløbsret.

Stk. 3. Såfremt der i henhold til vandløbsloven er nedsat en vandløbsret til afgørelse af spørgsmålet om oprettelse af dambrug, afgøres spørgsmålet om de nævnte foranstaltninger af denne vandløbsret.

Kapitel 10. Afgørelse ved landvæsensretter.

§ 37.

Stk. 1. Afgørelsen af de i §§ 16, 17, 20-24, 31-34 og 36 omhandlede spørgsmål, der ikke kan afgøres af fiskeriministeren, henhører, når det pågældende vand er et sognevandløb eller et privat vandløb, under landvæsensnævnet. Er det pågældende vand et amtsvandløb, henhører afgørelsen under landvæsenskommissionen.

Stk. 2. Vedkommende landvæsensret skal tilkalde fiskerisagkyndig medhjælp i overensstemmelse med reglerne i § 31 i lov om landvæsensretter.

Kapitel 11. Mindstemål, fredningstider, redskaber og fangstmåder.

§ 38.

Stk. 1. (* 4) For nedennævnte fiskearter fastsættes følgende mindstemål, regnet fra snudespids til halefinnens spids (totallængde): Millimeter Laks (Salmo salar)....................................... 400 Havørred (Salmo trutta forma trutta)..................... 400 Søørred (Salmo trutta forma lacustris)................... 400 Bækørred (Salmo trutta forma fario)...................... 250 Helt (Coregonus lavaretus), snæbel og andre heltformer... 340 (* 1) Gedde (Esox lucius)...................................... 400 Sandart (Lucioperca lucioperca).......................... 400 Skrubbe (Platichthys flesus)............................. 255 Ål (Anguilla anguilla) undtagen blankål, ................ 345 (* 2)

Stk. 2. Sandart, hvis totallængde er under 150 mm, må dog fanges og ilandbringes til brug som agn.

Stk. 3. For krebs (Potamobius astacus) fastsættes mindstemålet til 90 mm, regnet fra spidsen af pandetornen til den faste bagkant af svømmeviftens midterstykke.

§ 39.

Stk. 1. (* 4) For nedennævnte fiskearter samt krebs (Potamobius astacus) fastsættes følgende fredningstider: a. Laks og ørred: 1. november-28. (29.) februar. Nedfaldslaks og -ørred: Totalt fredet. Regnbueørred omfattes ikke af denne fredning. (* 3) b. Sandart: 1. maj-31. maj. Dog må sandart under 150 mm fanges i fredningstiden og ilandbringes til brug som agn. c. Hunskrubber, på hvilke rognsækkens bagspids strækker sig ud over midten af fiskens totallængde: 15. februar-14. maj. d. Hunkrebs: 1. oktober-31. juli og Hankrebs: 1. oktober-31. marts.

§ 40.

Stk. 1. (* 4) De i § 38 fastsatte mindstemål kan forhøjes, men ikke nedsættes, ved regulativ.

Stk. 2. De i § 39 a fastsatte fredningstider kan udvides, men ikke forskydes eller afkortes, ved regulativ. De øvrige fredningstider kan derimod ændres og ophæves ved regulativ.

Stk. 3. Fiskeriministeren kan for bestemte vandområder eller for hele landet efter forhandling med Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks fiskeri- og havundersøgelser for et tidsrum af indtil 5 år ad gangen såvel ændre som ophæve de fastsatte mindstemål og fredningstider samt fastsætte mindstemål eller fredningstider for andre end de nævnte fiskearter. I tilfælde af nedsættelse af mindstemål kan ministeren foreskrive særlige bestemmelser for opbevaring, forsendelse og forhandling m.m.

§ 41.

Stk. 1. (* 4) Fisk og krebs, der ikke opfylder de fastsatte mindstemål, må ikke landes, sælges, udbydes, holdes om bord, opbevares eller forsendes. Det samme gælder inden for fredningstiden for fredet fisk og krebs. Undermålsfisk og undermålskrebs samt fredet fisk og krebs skal straks efter fangsten genudsættes, så vidt muligt i levende tilstand. Er fangsten sket i faste fangstindretninger, skal genudsætningen ske i frit vand i fangstindretningens nedre side.

Stk. 2. For fisk og krebs, der er fanget inden fredningstidens indtræden, finder stk. 1, 2. punktum, først anvendelse 48 timer efter fredningstidens indtræden. Sådan fisk må indtil 6 døgn efter fredningstidens indtræden forsendes direkte til udlandet. For så vidt der i disse frister indtræder helligdage, forlænges fristen tilsvarende.

Stk. 3. Fisk og krebs, der er fanget inden fredningstidens indtræden og oplagt på frysehus inden udløbet af den i stk. 2, 1. punktum, nævnte frist, må opbevares i frysehuse i fredningstiden. Udtagelse må i fredningstiden kun ske til forbrug i egen husholdning.

Stk. 4. Modtageren af en sending fisk eller krebs, hvori forefindes fisk eller krebs under de fastsatte mindstemål eller fredet fisk eller krebs, kan fri sig for ansvar, når han umiddelbart efter modtagelsen gør anmeldelse til tilsynet, jfr. kapitel 15, og opgiver afsenderens navn og adresse.

§ 42.

Stk. 1. Bestemmelserne i §§ 38, 39 og 40 finder ikke anvendelse på fisk og krebs, der godtgøres at være kunstigt klækket eller opdrættet i og leveret fra klækkeanstalter eller dambrug.

§ 43.

Stk. 1. (* 4) Tilladelse til fangst, landing, forsendelse og salg af fiskeyngel og sættefisk samt -krebs til udsætning i ferske og salte vande kan uanset bestemmelserne i §§ 38 og 39 gives af fiskeriministeren under hensyn til de lokale forhold på de steder, hvor fangsten skal foregå og udsætningen finde sted.

Stk. 2. Såfremt der i medfør af stk. 1 gives tilladelse til fangst, landing, forsendelse og salg af fiskeyngel og sættefisk til udsætning, skal fangsten og udsætningen foregå efter anvisning af fiskerikontrollen. Fangsten kan ske uden hensyn til forbudsbestemmelser i øvrigt i denne lov eller de i kap. 13 omhandlede regulativer.

Stk. 3. Fiskeriministeren kan tillade fangst og landing af fredede fiskearter og krebs i fredningstiden, men kun til klækkeanstalters forsyning med befrugtet rogn, ligesom han kan tillade, at fisk, benyttet til dette formål, af klækkeanstalterne i fredningstiden sælges og forsendes direkte til udlandet. Sådan fisk kan tillige tillades indlagt på frysehus til fredningstidens ophør.

§ 44.

Stk. 1. Følgende redskaber og fangstmåder må ikke anvendes: a. Fiskeri ved dragning eller slæbning af vod, net, fletværk eller lignende redskab eller med drivgarn, der under brugen spænder ud over vandets halve bredde. Under fiskeriet må redskaberne ikke være hinanden nærmere end 200 m. b. Fiskeri med elektricitet, eksploderende, giftige eller bedøvende stoffer samt ved tørlægning. c. Stangning eller hugning ved kunstigt lys samt hel eller delvis spærring med lys eller elektricitet for fiskenes frie gang. d. Ålekam (ålepryne), pig- og savlyster, huggekrog på skaft eller line samt i øvrigt ethvert stangeredskab, herunder spyd og pile, der er forsynet med kroge eller kroglignende anordninger beregnet til at fastholde den spiddede fisk, skrabepilk og skydevåben, herfra undtaget fangstkrog til landing af fisk fanget med andet redskab.

§ 45.

Stk. 1. I åer, bække, kanaler, grøfter og lignende vande må endvidere følgende redskaber og fangstmåder ikke anvendes: a. Alt fiskeri med garnredskaber fra solnedgang lørdag aften til solopgang mandag morgen. Undtaget herfra er i tiden 1. juni-31. marts ruser, der er bestemt til fangst af blankål, og hvis munding og fangarme vender imod strømmen. b. Garnredskaber undtagen de i litra a nævnte åleruser i tiden 1. november-31. januar. c. Al jagen (pulsning) af fisk i glib, toggergarn, ketsjer og andre redskaber.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, punkt a og b, finder anvendelse for alle redskaber fremstillet af garn, jerntråd, vidjer, syntetiske stoffer, tremmeværk eller lignende samt i forbindelse hermed stående boblerad eller luftslør, der tjener til at lede fisken ind i redskabet.

§ 46.

Stk. 1. Bestemmelserne i §§ 44 og 45 kan ændres eller ophæves ved regulativ. Endvidere kan fiskeriministeren efter forhandling med Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og Danmarks fiskeri- og havundersøgelser gøre undtagelser, hvor særlige forhold taler herfor.

§ 47.

Stk. 1. Tvistigheder om, hvor grænsen går mellem sø og å, afgøres af det i § 13 omhandlede nævn.

Kapitel 12. Særlige bestemmelser.

§ 48.

Stk. 1. Når fiskeri afsluttes eller afbrydes, må de herved brugte pæle eller dele af disse ikke henstå i en sådan tilstand eller under sådanne forhold, at de er en fare for sejladsen eller en hindring for udøvelsen af fiskeri. Fiskeriet anses ikke for afsluttet, når afbrydelsen sker i kortere tid for tørring eller udbedring af et redskab.

Stk. 2. Afbrækkede pæle under vandet skal straks optages af den, der sidst har benyttet pladsen.

§ 49.

Stk. 1. Hvor der for et fiskevand foreligger en af fiskeriministeriet udarbejdet eller godkendt plan for udsætning af fisk (herunder fiskeæg og fiskeyngel) og krebs, må udsætning kun foretages i overensstemmelse med denne plan, medmindre fiskeriministeren tillader eller de i § 37 nævnte myndigheder bestemmer andet.

Stk. 2. I andre vande er udsætning af stalling, gedder og sandart samt krebs- og fiskearter, der ikke hører til den oprindelige danske fauna, forbudt, medmindre fiskeriministeren forud godkender udsætningen.

§ 50.

Stk. 1. Til fangst og udsætning af fiskeyngel og sættefisk i ferske vande samt til klækning af fiskeyngel kan der af fiskeriministeren ydes tilskud af statskassen.

Stk. 2. Fiskeriministeren kan bestemme, at enhver, der driver fiskeri i et vand, hvor udsætning er sket med statsstøtte, skal give oplysninger om fangsten, særlig af de udsatte fiskearter.

Kapitel 13. Regulativbestemmelser.

§ 51.

Stk. 1. Nærmere bestemmelse om fiskeri i vande, i hvilke flere er berettiget til at drive fiskeri, kan træffes i regulativer for vandområder, som i almindelighed skal omfatte et helt vandløbssystem, og som af fiskeriministeren findes egnet hertil. Et vandløbssystem omfatter hovedvandløbet med tilløb og eventuelt i forbindelse hermed stående søer o. lign.

Stk. 2. Fiskeriministeren kan, når forholdene i det enkelte tilfælde skønnes afgørende at tale herfor, godkende regulativer omfattende mindre enheder.

Stk. 3. Regulativer skal indeholde nøjagtige angivelser af, hvilke områder de omfatter.

§ 52.

Stk. 1. Begæring om oprettelse af et regulativ kan fremsættes af enhver ejer af fiskeriret i vandområdet, uanset om han er ejer af en bestemt grund, såvel som af Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og Danmarks Sportsfiskerforbund. Begæring rettes skriftligt til fiskeriministeren ledsaget af et forslag til regulativbestemmelser. Fiskeriministeren kan til enhver tid selv tage skridt til at søge oprettet et regulativ.

Stk. 2. Finder fiskeriministeren, at en regulativordning for fiskevandet er påkrævet, foranlediger ministeren derpå med mindst 4 ugers varsel gennem bekendtgørelse i lokale blade de interesserede indkaldt til møde til behandling af det foreliggende udkast. Samtidig foranlediger fiskeriministeren udkastet fremlagt til eftersyn på passende steder på egnen og bekendtgør dette i de lokale blade.

Stk. 3. Fiskeriministeren fastsætter nærmere bestemmelse om ledelsen af det pågældende møde, om stemmeafgivning samt om valg og sammensætning af en regulativbestyrelse.

§ 53.

Stk. 1. Det vedtagne forslag stadfæstes af fiskeriministeren, for så vidt denne finder det egnet. Regulativet bekendtgøres i de lokale blade.

§ 54.

Stk. 1. ndringer i eller ophævelse af et regulativ skal vedtages på en generalforsamling, jfr. § 59, og godkendes af fiskeriministeren. En vedtagelse om ophævelse af et regulativ kan fiskeriministeren dog henvise til fornyet behandling på førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 2. Regulativer kan ikke ændres eller ophæves i 5 år, regnet fra deres ikrafttræden, medmindre ændring i naturforholdene gør det påkrævet.

Stk. 3. ndringer i eller ophævelse af et regulativ bekendtgøres på samme måde som oprettelsen.

§ 55.

Stk. 1. Fiskeriministeren er efter forhandling med Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks fiskeri- og havundersøgelser berettiget til at ophæve et regulativ, såfremt der i 5 på hinanden følgende år ikke har været afholdt generalforsamling i en regulativforening og en opfordring fra fiskeriministeren, bekendtgjort i de lokale blade, til at lade afholde generalforsamling ikke er efterkommet inden 3 måneder fra bekendtgørelsesdatoen.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere henvise et regulativ, der indeholder forældede, overflødige eller som følge af forholdenes udvikling åbenbart urimelige bestemmelser, til revision.

§ 56.

Stk. 1. Er der tidligere oprettet regulativ for en del af et større vandområde, for hvilket fiskeriet nu ordnes ved regulativ, bortfalder regulativet for det mindre vandområde.

§ 57.

Stk. 1. Hvor rationelt fiskeri drives i enkeltmands, det offentliges, et selskabs eller lignende sammenslutnings eje eller brug værende fiskevand, kan fiskeriministeren stadfæste sådanne bestemmelser, som kunne være optaget i et regulativ.

Stk. 2. Når sådanne bestemmelser er godkendt, kommer reglerne om regulativer til anvendelse i den udstrækning, det er muligt.

§ 58.

Stk. 1. Regulativbestyrelsen skal inden et halvt år efter, at regulativet er stadfæstet, til fiskeriministeriet indsende en udførlig driftsplan for de fiskevande, regulativet omfatter.

Stk. 2. I øvrigt skal bestyrelsen bestræbe sig for at ophjælpe fiskebestanden f. eks. ved 1) bekæmpelse af uønskede fiskearter, indfangning af legefisk til afstrygning, klækning og udsætning af yngel, eventuelt opdræt og udsætning af sættefisk, 2) at søge at forbedre fiskenes mulighed for vandring gennem åmundinger og forbi kraftstationer, møller og andre hindringer, 3) at påtale forureninger, som er skadelige for fiskeriet, og varetage dettes interesse over for andre for fiskeriet uheldige indgreb i fiskevandets naturlige tilstand såsom regulering, rørlægning, oprensning og engvanding.

§ 59.

Stk. 1. Bestyrelsen afholder med mindst 14 dages varsel mindst eet årligt møde og sammentræder i øvrigt, når to af dens medlemmer kræver det. Bestyrelsen indkalder til ordentlig generalforsamling en gang årlig.

Stk. 2. På den årlige generalforsamling træffes bestemmelse om, hvorledes det af regulativet omfattede fiskevand skal udnyttes i økonomisk henseende, om der skal opkræves medlemsbidrag og om størrelsen heraf, samt om, hvorledes et eventuelt overskud skal fordeles.

§ 60.

Stk. 1. Bestyrelsen ansætter, medmindre fiskeriministeren finder det ufornødent, en eller flere faste opsynsmænd.

Stk. 2. Valget af opsynsmænd skal godkendes af fiskeriministeren, der forsyner opsynsmanden med et fiskeripolitiskilt. Opsynsmandens instruks skal godkendes af fiskeriministeren.

Stk. 3. Gør nogen opsynsmand sig skyldig i misbrug af den ham overdragne myndighed, eller viser han i øvrigt utilbørligt forhold, kan fiskeriministeren eller vedkommende politimester forlange ham afskediget.

oplysninger.

Kapitel 14. Videnskabelige undersøgelser og tilvejebringelse af statistiske

§ 61.

Stk. 1. Fiskeriministeren kan i videnskabeligt øjemed til bestemte personer og på begrænset tid meddele undtagelser fra bestemmelserne i nærværende lov, jfr. dog § 2, stk. 1, og fra bestemmelserne i de i henhold til kapitel 13 oprettede regulativer.

Stk. 2. De personer, der på statens foranledning foretager fiskeriundersøgelser i ferske vande, såvel som personer, der på forslag fra Danmarks Sportsfiskerforbund eller Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark hertil autoriseres af fiskeriministeren, har ret til mod forevisning af behørig legitimation at færdes på de jorder og private veje, der støder til de i denne lov omhandlede vande, jfr. dog § 2, stk. 1.

Stk. 3. Fiskeriministeren skal efter indstilling af Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund eller Danmarks fiskeri- og havundersøgelser være bemyndiget til at erklære et bestemt afgrænset vandområde for forsøgsvand, således at denne lovs bestemmelser helt eller delvis ophæves for området, og således at andre bestemmelser kan fastsættes, dog kun for 10 år ad gangen.

§ 62.

Stk. 1. Fiskere og andre fiskeriberettigede samt fiskehandlere skal på forlangende af fiskeriministeriet give oplysninger om deres fiskeri og omsætning efter bedste overbevisning. Hvor der er oprettet regulativ for et vandområde, påhviler det dog bestyrelsen for reguativforeningen at indsamle oplysninger og indsende disse til fiskeriministeriet.

Stk. 2. Enhver, der driver handel med ferskvandsfisk eller krebs, skal på forlangende af fiskeritilsynet oplyse, af hvem han har erhvervet disse, og skal til brug ved afgivelsen af disse oplysninger, når han erhverver ferskvandsfisk eller krebs af personer, der er ham ubekendt, forlange, at vedkommende legitimerer sig, og opnotere vedkommendes navn og adresse.

Kapitel 15. Tilsynet.

§ 63.

Stk. 1. Tilsynet med overholdelse af bestemmelserne i denne lov, de i henhold til loven givne forskrifter samt med overholdelse af bestemmelser i de for fiskeriet oprettede regulativer og pålæg, givet i henhold til nærværende lov af de i § 37 nævnte myndigheder, påhviler den under fiskeriministeriet hørende fiskerikontrol, politiet og, for så vidt angår regulativvande, tillige de i § 60 nævnte opsynsmænd. Fiskeriforeningerne ved andre vande kan ansætte opsynsmænd i overensstemmelse med bestemmelserne i § 60.

Stk. 2. Tilsynet har ret til at færdes over de jorder og private veje, der støder til de i denne lov omhandlede vande, samt adgang til enhver klække- og opdrætningsanstalt. Endvidere kan fiskerikontrollen og politiet foretage undersøgelser af ethvert lager og udsalg af fisk samt foretage undersøgelser af fangst, ladning og redskaber overalt i fiskerfartøjer og fisketransportfartøjer.

Stk. 3. Fiskerikontrollens tjenestemænd såvel som de i stk. 1 nævnte opsynsmænd har politimyndighed under udøvelsen af den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed.

Kapitel 16. Straf og påtale m.v.

§ 64.

Stk. 1. Overtrædelse af bestemmelserne i § 6, § 12, stk. 1 og 2, § 14, § 15, § 16, stk. 1, §§ 17, 18, 19, § 20, stk. 1, § 21, stk. 1 og 2, § 24, § 26, stk. 3, § 28, stk. 1-3, § 30, stk. 1, § 34, § 35, stk. 1, § 36, stk. 1 og 2, § 41, jfr. § 38 og § 39, § 43, stk. 2, § 44, § 45, stk. 1, § 48, § 49, § 50, stk. 2, § 58, stk. 1, og § 62 straffes med bøde.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at efterkomme de påbud og ordrer, som fiskerikontrollen og de i § 60 og § 63 nævnte opsynsmænd giver i henhold til denne lov eller de i medfør af denne udfærdigede forskrifter, såvel som den, der undlader at overholde de pålæg, der er givet af de i § 37 nævnte myndigheder, samt overenskomster, der er indgået med fiskeriministeriet.

Stk. 3. I de forskrifter og regulativer, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne og regulativerne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden bødeansvar.

Stk. 5. Fredet fisk (krebs) eller undermålsfisk (undermålskrebs) skal af fiskerikontrollen eller de af fiskeriministeriet godkendte opsynsmænd umiddelbart efter forvaringstagelsen eller beslaglæggelsen, jfr. retsplejelovens kapitel 68, udsættes i frit vand, for så vidt fisken er i levedygtig stand.

§ 65.

Stk. 1. Såfremt forseelsen er begået på et område, for hvilket der er oprettet fiskeriregulativ, tilfalder bøder efter denne lov regulativets kasse. I øvrigt tilfalder de Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og Danmarks Sportsfiskerforbund i fællesskab. De nævnte foreninger tilfaldende bødebeløb anvendes til fremme af ferskvandsfiskeriet efter indhentet godkendelse af fiskeriministeren.

§ 66.

Stk. 1. Den, som uberettiget har fisket i anden mands fiskevand eller på steder, hvor anden mand er eneberettiget enten til fiskeri i det hele eller til den pågældende art af fiskeri, skal erstatte den fiskeriberettigede den skade, som denne derved måtte have lidt.

Stk. 2. Den, som overtræder de i nærværende lov i øvrigt indeholdte forbud, såvel som den, der undlader at træffe de af de i § 37 nævnte myndigheder påbudte foranstaltninger eller at overholde en med fiskeriministeriet indgået overenskomst, er pligtig at erstatte de fiskeriberettigede og det offentlige den skade, der herved måtte være forvoldt.

Stk. 3. Hvor forholdene taler herfor, skal erstatningen i medfør af stk. 2 ydes i form af udsætning af fisk til fiskebestandens retablering eller opretholdelse enten som en engangsforanstaltning eller som en årligt tilbagevendende forpligtelse.

Stk. 4. Krav om erstatning til det offentlige kan fremsættes af fiskeriministeren samt af Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening.

§ 67.

Stk. 1. Sager angående uberettiget fiskeri i anden mands fiskevand påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

Kapitel 17. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 68.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1965. Samtidig ophæves lov nr. 501 af 19. december 1951 om ferskvandsfiskeri, som ændret ved lov nr. 184 af 28. juni 1956.

§ 69.

Stk. 1. Så længe de i henhold til tidligere lov om ferskvandsfiskeri oprettede regulativer ikke er ophævet eller ændret i overensstemmelse med reglerne i denne lov, forbliver disse regulativer gældende således, at overtrædelse af disse straffes med bøde, jfr. denne lovs § 64, stk. 3.

Stk. 2. De i denne lov givne bestemmelser, som ikke kan ændres ved regulativ, bliver dog gældende for regulativområderne fra lovens ikrafttræden. De herefter nødvendige tillæg til de bestående regulativer udfærdiges og offentliggøres af fiskeriministeren.

§ 70.

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Underskrift 1

GIVET PÅ AMALIENBORG, DEN 23. MARTS 1965. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. FREDERIK R. -------------------- J. Risgaard Knudsen.

Versioner

  1. 1965-03-29, til 2002-02-14