Lov om beskatning ved sammenslutning af aktieselskaber m.v.
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1967/143@1967-05-02/da
VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1. Sammenslutning af selskaber.
§ 1.
Stk. 1. Ved sammenslutning af registrerede aktieselskaber eller af selskaber som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2, i lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven) kan finansministeren eller den, han bemyndiger dertil, tillade, at selskaberne beskattes efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Hvis tilladelse efter stk. 1 meddeles, skal beskatningen af selskabernes aktionærer eller anpartshavere ske efter reglerne i §§ 4 og 5.
Stk. 3. Sammenslutning foreligger, når et selskab overdrager sin formue som helhed til et andet selskab eller sammensmeltes med dette.
§ 2.
Stk. 1. Finansministeren eller den, han bemyndiger dertil, fastsætter de nærmere vilkår for den i § 1, stk. 1, nævnte tilladelse.
Stk. 2. Tilladelsen i henhold til § 1, stk. 1, skal betinges af, at mindst 90 pct. af værdien af aktierne i det ophørende selskab alene vederlægges med aktier i det fortsættende selskab.
Stk. 3. Tilladelsen skal endvidere betinges af, at beslutningen om aktieselskabernes sammenslutning gennemføres og afmeldelse til aktieselskabs-registeret sker senest 8 måneder efter, at den anmeldelse, der nævnes i § 70, stk. 1, i lov om aktieselskaber, er registreret. Er det ophørende selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, skal tilladelsen i stedet betinges af, at selskabet inden 8 måneder efter beslutningen om sammenslutning er frigjort for enhver forpligtelse over for kreditorer og deltagere.
Stk. 4. Ved sammenslutning af banker kan tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kun meddeles efter indstilling fra tilsynet med banker og sparekasser. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse.
§ 3.
Stk. 1. Det ophørende selskabs indtægter og udgifter i tiden indtil ophøret medregnes ved opgørelsen af det fortsættende selskabs skattepligtige indkomst i det omfang, de ikke er taget i betragtning ved det ophørende selskabs tidligere skatteansættelser.
Stk. 2. Formuegoder, der er i behold hos det ophørende selskab ved ophøret, behandles ved opgørelsen af det fortsættende selskabs skattepligtige indkomst, som om de var anskaffet af dette på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af det ophørende selskab, og for de anskaffelsessummer, hvortil goderne er erhvervet af dette selskab. Eventuelle skattemæssige afskrivninger samt nedskrivninger på varelagre og bindende kontrakt, som det ophørende selskab har foretaget, anses for foretaget af det fortsættende selskab. Har det ophørende selskab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnet urealiseret fortjeneste og tab på værdipapirer, behandles værdipapirerne ved opgørelsen af det fortsættende selskabs skattepligtige indkomst, som om fortjeneste og tab var medregnet ved indkomstopgørelsen hos det fortsættende selskab. Henlæggelser til investeringsfonds, der er foretaget af det ophørende selskab, og som henstår ubenyttet ved ophøret, betragtes, som om de var foretaget af det fortsættende selskab i de respektive indkomstår.
Stk. 3. Foreligger der ved sammenslutningen i et af selskaberne underskud fra tidligere år, kan dette uanset bestemmelsen i ligningslovens § 15 ikke bringes til fradrag ved det fortsættende selskabs indkomstopgørelse.
Stk. 4. Det forhold, at et formuegode ved sammenslutningen er overgået fra det ophørende til det fortsættende selskab, jfr. stk. 2, 1. punktum, er uden betydning ved afgørelsen af, om formuegodet må anses for erhvervet i spekulationshensigt eller som led i næring.
Stk. 5. Bliver den aktiekapital, hvoraf størstebeløbet for det i selskabsskattelovens § 17, stk. 1 og 2, omhandlede indkomstfradrag beregnes, ved sammenslutningen større i det fortsættende selskab end det samlede tilsvarende beløb i selskaberne før sammenslutningen, lægges det sidstnævnte beløb til grund ved beregningen af indkomstfradraget for det fortsættende selskab.
§ 4.
Stk. 1. Aktier i det ophørende selskab anses for afhændet af aktionæren til tredjemand i det omfang, de vederlægges med andet end aktier i det fortsættende selskab. Afhændelsen anses for sket til kursen på det i § 2, stk. 3, nævnte opløsningstidspunkt.
Stk. 2. Fortjeneste eller tab i forbindelse med indløsning som nævnt i stk. 1 af aktier i det ophørende selskab medregnes ved opgørelsen af aktionærens skattepligtige særlige eller almindelige indkomst i henhold til § 2, nr. 6 og 7, i lov om særlig indkomstskat m.v. eller § 16C i ligningsloven.
Stk. 3. Har aktionæren flere aktier i det ophørende selskab end dem, der anses for indløst, og er de erhvervet på forskellige tidspunkter, anses de tidligst erhvervede aktier for indløst. Samtidigt erhvervede aktier, som ikke er forbundet med ensartede rettigheder, eller hvoraf nogle er anskaffet som led i aktionærens næringsvej, anses for indløst efter forholdet mellem aktiernes kursværdi på det i § 2, stk. 3, angivne opløsningstidspunkt.
§ 5.
Stk. 1. Aktier i det fortsættende selskab, som aktionæren modtager som vederlag for aktier i det ophørende selskab, behandles ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige eller særlige indkomst, som om de var erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede aktier. Modtagne aktier i det fortsættende selskab anses for anskaffet som led i aktionærens næringsvej, såfremt de ombyttede aktier var anskaffet som led heri.
Stk. 2. Er ombyttede aktier anskaffet på forskellige tidspunkter, eller er nogle erhvervet som led i aktionærens næringsvej, anses de af den enkelte erhvervelse omfattede aktier for ombyttet med en tilsvarende andel af de modtagne aktier i det fortsættende selskab. Andelen beregnes efter de ombyttede aktiers kursværdi på opløsningstidspunktet, jfr. § 2, stk. 3. Er de modtagne aktier forbundet med forskellige rettigheder, foretages beregningen særskilt for hver art af de modtagne aktier.
Kapitel 2. Sammenslutning af kooperative virksomheder.
§ 6.
Stk. 1. Bestemmelserne i § 1, § 2, stk. 1-3, § 3, stk. 1-4, samt §§ 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse 1) ved sammenslutning af de i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, eller stk. 2, 1. punktum, omhandlede brugsforeninger og hovedforeninger, eller 2) når en eller flere af de i nr. 1 nævnte foreninger sammensluttes med en eller flere af de indkøbsforeninger og hovedforeninger, som er nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3a, eller stk. 2, 2. punktum. Dette gælder dog kun, såfremt den fortsættende forening er omfattet af samme lovs § 1, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Den fortsættende forening beskattes efter reglerne i selskabsskatteloven og kan ikke efter samme lovs § 35A vælge at lade sig beskatte efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 377 af 20. december 1961.
§ 7.
Stk. 1. Ved sammenslutning som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1, kan tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, ikke meddeles, hvis alle foreningerne i henhold til selskabsskattelovens § 35A, stk. 2, beskattes efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 377 af 20. december 1961. Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 35A, stk. 3-7, finder anvendelse i det omfang, indkomst fra en forening, der hidtil har været beskattet efter de i 1. punktum nævnte regler, indgår i den fortsættende forenings første skatteansættelse efter sammenslutningen.
§ 8.
Stk. 1. Ved sammenslutning som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 2, kan tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, ikke meddeles, hvis samtlige de i § 6, stk. 1, nr. 1, nævnte foreninger, der er omfattet af sammenslutningen, i henhold til selskabsskattelovens § 35A, stk. 2, beskattes efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 377 af 20. december 1961. Bestemmelserne i selskabsskattelovens § 35A, stk. 3-7, finder anvendelse i det omfang, indkomst fra en eller flere foreninger som nævnt i samme lovs § 1, stk. 1, nr. 3a, eller stk. 2, 2. punktum, indgår i den fortsættende forenings første skatteansættelse efter sammenslutningen.
Kapitel 3. Andre bestemmelser.
§ 9.
Stk. 1. Ved sammenslutning af udenlandske selskaber eller foreninger kan finansministeren træffe bestemmelse om, at aktionærer eller andelshavere, der er fuldt skattepligtige her i landet, beskattes efter reglerne i §§ 4 og 5.
§ 10.
Stk. 1. Loven finder første gang anvendelse ved skatteansættelsen for skatteåret 1967-68. Reglerne i kapitel 2 finder dog først anvendelse ved skatteansættelsen for skatteåret 1968-69.
§ 11.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Underskrift 1
Givet på Amalienborg, den 2. maj 1967. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. FREDERIK R. Henry Gruenbaum.