Gelex

Lov om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk

AfløstVersion 1969-07-01fra 1969-07-01 til 1989-03-08
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1969/283@1969-07-01/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
  2. Underskrift 1

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarksen, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1.

Stk. 1. Ved ferskvandsfisk forstås i denne lov alle fiskearter, der lever eller yngler i dambrug, vandløb og søer.

§ 2.

Stk. 1. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med fiskeriministeren bestemmelser om, hvilke smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk loven skal omfatte, samt om, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at bekæmpe sådanne sygdomme eller hindre eller begrænse deres udbredelse.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med fiskeriministeren nærmere regler om, hvorledes der skal forholdes i tilfælde af mistanke om, at nogen i et dambrug værende ferskvandsfisk er angrebet af eller døde af en af loven omfattet sygdom.

§ 3.

Stk. 1. Landbrugsministeren kan efter forhandling med fiskeriministeren for at hindre smittespredning fastsætte bestemmelser om kontrol med handel her i landet med ferskvandsfisk samt æg og sæd af disse og ved udførsel her fra landet stille krav med hensyn til attestation for, at nævnte fisk m.m. er sygdomfri.

§ 4.

Stk. 1. Der ydes erstatning af statskassen for fisk, der af veterinærdirektoratet påbydes dræbt og destrueret på grund af en af loven omfattet sygdom. Erstatningen fastsættes af 3 vurderingsmænd, hvoraf 2 udpeges af ministeren efter indstilling af det i § 5, stk. 1, omhandlede udvalg og 1 udpeges af ejeren. Fiskens værdi bestemmes efter den tilstand ved aflivningen. I beløbet fradrages fiskens destruktionsværdi.

Stk. 2. Såfremt ejeren selv ved sit forhold har givet anledning til, at således aflivede fisk er blevet angrebet af den pågældende sygdom, fortaber han den ret til erstatning af det offentlige, der ellers ville have tilkommet ham.

Stk. 3. Udgifterne ved taksationsforretningen afholdes af statskassen.

§ 5.

Stk. 1. Ved administrationen af denne lov og de i medfør heraf udstedte bestemmelser bistås landbrugsministeren af et udvalg, der nedsættes af ham, og hvori repræsentanter for de interesserede organisationer skal have sæde.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan pålægge dambrugere at give veterinærdirektoratet de oplysninger, der er nødvendige til at føre et register over dambrug, som er fri for de af denne lov omfattede sygdomme.

§ 6.

Stk. 1. Til delvis dækning af udgifterne ved de i medfør at loven iværksatte bekæmpelsesforanstaltninger pålægges der hvert dambrug en afgift, der fastsættes af landbrugsministeriet efter forhandling med det i § 5, stk. 1, nævnte udvalg.

Stk. 2. Udgifterne ved gennemførelsen af en i medfør af loven fastsat kontrol med udførsel af ferskvandsfisk samt æg og sæd af sådanne fisk afholdes af vedkommende eksportør.

§ 7.

Stk. 1. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne eller af forbud eller påbud i henhold til forskrifterne.

Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 8.

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Forslag om revision af loven fremsættes for folketinget i folketingsåret 1971-72.

§ 9.

Stk. 1. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Underskrift 1

Givet på Christiansborg slot, den 18. juni 1969. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. FREDERIK R. /Peter Larsen

Versioner

  1. 1969-07-01 · til 1989-03-08
  2. 1988-01-15 · til 2025-10-20