Lov om konsulære forbindelser. (* 2) (* 3)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1972/67@1972-03-25/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1.
Stk. 1. Fremmede staters konsulære repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer nyder de rettigheder og den immunitet, som er fastsat ved den i Wien den 24. april 1963 udfærdigede konvention (* 1) om konsulære forbindelser og den til konventionen knyttede protokol om erhvervelse af statsborgerskab.
§ 2.
Stk. 1. Udenrigsministeren kan gøre sådanne afvigelser fra konventionen, som ifølge dennes artikel 72, stk. 2, litra a, måtte være berettigede i forhold til stater, der anvender konventionen begrænsende over for danske konsulære repræsentationer og de dertil knyttede personer.
Stk. 2. Udenrigsministeren kan ligeledes gøre afvigelse i forhold til stater, der ikke har tiltrådt konventionen.
§ 3.
Stk. 1. Der kan ved kgl. anordning fastsættes nærmere bestemmelser til lovens gennemførelse.
§ 4.
Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af udenrigsministeren.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg slot, den 8. marts 1972. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. MARGRETHE R. /K.B. Andersen.