Gelex

Lov om forbud mod privates TV-overvågning m.v.

OphævetVersion 1982-06-12fra 1982-06-12 til 2005-08-25
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1982/278@1982-06-12/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
  2. Underskrift 1

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1.

Stk. 1. Private må ikke foretage TV-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.

Stk.2. Ved TV-overvågning forstås vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende TV-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat. Lovens regler om TV-overvågning finder tilsvarende anvendelse på opsætning af sådant apparat med henblik på overvågning.

§ 2.

Stk. 1. Bestemmelsen i § 1 gælder ikke: 1) TV-overvågning af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder, på hvilke der drives erhvervsvirksomhed, såfremt overvågningen foretages af den, der har rådighed over området. 2) TV-overvågning, der ikke er forbundet med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader, indhegninger eller lignende.

§ 3.

Stk. 1. Private, der foretager TV-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, skal ved skiltning eller på anden tydelig måde give oplysning herom.

Stk.2. Stk. 1 gælder ikke i de i § 2, nr. 2, nævnte tilfælde.

§ 4.

Stk. 1. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om skiltning m.v. efter § 3, stk. 1.

§ 5.

Stk. 1. Den, som overtræder § 1 eller § 3, stk. 1, straffes med bøde.

Stk.2. I forskrifter udstedt i medfør af § 4 kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk.3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk.4. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitler 72 og 73 finder anvendelse i samme omfang som i statsadvokatsager.

§ 6.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1982.

§ 7.

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Underskrift 1

Givet på Christiansborg slot, den 9. juni 1982 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /OLE ESPERSEN

Versioner

  1. 1982-06-12 · til 2005-08-25