Lov om etablering af en færgefart til overførsel af gods mellem Københavns frihavn og Helsingborg
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1986/199@1986-04-15/da
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1.
Stk. 1. Med det formål at etablere en færgefart til overførsel af gods mellem Københavns frihavn og Helsingborg som led i et nyt godsforbindelsessystem, DanLink, med jernbane gennem det østlige Danmark bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til 1) at ombygge de eksisterende jernbanefærgelejer i Københavns frihavn med henblik på at skabe mulighed for anløb af større færgetyper, 2) at afholde udgifterne til i nødvendigt omfang at udføre støjbeskyttelse ved afskærmning eller vinduesisolering langs godsbanen Københavns frihavn-Ryparken-Vigerslev på strækningen fra dennes krydsning med S-banesporene ved Vordingborggade til underføringen ved Valby Langgade og 3) at indgå overenskomst med Københavns kommune om anlægs- og driftsmæssige løsninger på de vejtrafikale problemer, der kan være en følge af godsforbindelsens etablering.
§ 2.
Stk. 1. Ministeren for offentlige arbejder kan, om fornødent ved ekspropriation, erhverve fast ejendom m.m., der er nødvendig til gennemførelse af § 1, nr. 1.
§ 3.
Stk. 1. Statens udgifter ved denne lov afholdes på de årlige finanslove.
§ 4.
Stk. 1. De i § 1, nr. 1 og 2, nævnte arbejder kan iværksættes straks efter lovens ikrafttræden.
§ 5.
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg slot, den 9. april 1986 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /ARNE MELCHIOR