Gelex

Lov om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed)

OphævetVersion 1987-06-17fra 1987-06-17 til 1992-12-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1987/386@1987-06-17/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Stk. 1. § 1 I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 60 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt han tidligere i sagen har truffet beslutning om at varetægtsfængsle den pågældende alene efter § 762, stk. 2, medmindre sagen behandles efter § 925 eller § 925 a.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. § 762, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.«

Stk. 1. § 2 Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

Underskrift 1

Givet på Christiansborg slot, den 10. juni 1987 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /ERIK NINN-HANSEN

Versioner

  1. 1987-06-17 · til 1992-12-16