Gelex

Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved besættelse af visse bestyrelsesposter i den statslige forvaltning

OphævetVersion 1990-06-14fra 1990-06-14 til 2026-09-15
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1990/427@1990-06-14/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
  2. Underskrift 1

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1.

Stk. 1. Statslige forvaltningsmyndigheder, der ledes af en bestyrelse, repræsentantskab eller tilsvarende kollektiv ledelse, bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder i bestyrelsen.

Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med statsministeren fastsætte regler om, at stk. 1 også skal gælde for nærmere angivne selvejende institutioner, interessentskaber, anpartsselskaber og aktieselskaber, der ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved de selvejende institutioners virksomhed overvejende dækkes af de statslige midler, eller hvis den overvejende del af selskabet ejes af staten eller selskabet udøver virksomhed i henhold til koncession eller lignende offentlig godkendelse.

§ 2.

Stk. 1. Udpeges bestyrelsen m.v. af de i § 1 nævnte myndigheder og institutioner helt eller delvis af en minister, skal de myndigheder og organisationer, der indstiller et medlem til bestyrelsen, foreslå både en mand og en kvinde. Såfremt der skal stilles forslag om flere medlemmer, skal der foreslås lige mange mænd og kvinder og i tilfælde af ulige antal een mere af det ene køn end af det andet. Ministeren afgør, hvem der skal udpeges som medlem. Tilsvarende gælder, hvor myndigheder eller organisationer efter lovgivningen skal udpege medlemmer.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis medlemmerne af bestyrelsen helt eller delvis vælges ved direkte afstemning.

§ 3.

Stk. 1. Foreligger der særlige grunde, kan myndigheden eller organisationen fravige bestemmelsen i § 2, stk. 1. Myndigheden eller organisationen skal i så fald samtidig angive begrundelsen herfor.

§ 4.

Stk. 1. Vedkommende minister skal hvert 3. år indberette til Statsministeriet om udviklingen på det pågældende ministeriums område.

§ 5.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1990.

Stk. 2. Indberetning efter § 4 skal foretages første gang den 1. januar 1994.

§ 6.

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Underskrift 1

Givet på Christiansborg Slot, den 13. juni 1990 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Poul Schluter

Versioner

  1. 1990-06-14 · til 2026-09-15