Lov om ændring af lov om radiokommunikation (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1992/231@1992-04-09/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Stk. 1. § 1 I lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 6. april 1976, som ændret ved lov nr. 933 af 19. december 1986, foretages følgende ændringer: 1. § 1 affattes således:
» § 1. Oprettelse og drift af anlæg for radiokommunikation (radioanlæg) må på dansk territorium kun ske med tilladelse fra kommunikationsministeren. Dette gælder dog ikke
1) radioanlæg, der benyttes i det nationale forsvars tjeneste,
2) radioanlæg, der alene er bestemt til modtagning af radiofoni eller fjernsyn,
3) radioanlæg, der er indrettet til modtagning af programstof, der sendes via satellit bestemt for direkte modtagning hos almenheden eller med kabelfordeling for øje, og
4) radioanlæg, der alene er indrettet til modtagning på frekvensbånd under 30 MHz eller frekvensbånd, der her i landet er anvist for amatørradio.
Stk. 2. Kommunikationsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at andre kategorier af radioanlæg end dem, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-4, kan oprettes og drives uden tilladelse.
Stk. 3. Ved bedømmelse af, om tilladelse efter stk. 1 kan gives, vil der bl.a. blive lagt vægt på:
1) At anvendelsen af radioanlægget sikrer en effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret.
2) At anvendelsen af radioanlægget respekterer hensynet til at forhindre uautoriseret modtagning af radiokommunikation, som ikke er bestemt til brug for almenheden.
Stk. 4. Ved radiokommunikation forstås enhver overføring, udsendelse eller modtagning af tegn, signaler, skrift, billeder, lyd eller efterretninger af enhver art ved hjælp af radiobølger.«
2. §§ 3 og 4 affattes således:
» § 3. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om vilkår for tilladelser til radioanlæg efter § 1, herunder radioanlæg i skibe og luftfartøjer under dansk flag.
Stk. 2. I vilkår efter stk. 1 kan der bl.a. fastsættes bestemmelser om:
1) Krav om typegodkendelse eller godkendelse af kvalitetsstyringssystemer.
2) Frekvensanvendelse, herunder at radioanlægget kun må benytte de frekvenser, som er anvist til formålet.
3) Krav om, at brugeren af radioanlægget skal have bestået foreskrevne prøver.
4) Tidsmæssig begrænsning for tilladelser samt om tilbagekaldelse af tilladelser, når forholdene efter kommunikationsministerens skøn gør det nødvendigt.
§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte bestemmelser om indretning, benyttelse og markedsføring af radioanlæg, herunder dem, der er omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 2-4, og § 1, stk. 2. Der kan bl.a. fastsættes bestemmelser om:
1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, herunder salg og udlevering af radioanlæg.
2) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.«
3. Efter § 4 indsættes:
» § 4 a. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om bl.a. markedsføring, ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg, som er omfattet af Rådets direktiv 91/263/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse.
§ 4 b. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af de udgifter, der er forbundet med administrationen af loven. Der kan fastsættes gebyrer for bl.a. udstedelse og ændring af tilladelser, typegodkendelser og andre godkendelser.«
4. I § 5 indsættes som stk. 2:
» Stk. 2. Ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde kan kommunikationsministeren, hvis forholdene gør det nødvendigt, bestemme, at brugen af radioanlæg, herunder dem, der er omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 2-4, og § 1, stk. 2, skal ophøre.«
5. § 6 affattes således:
» § 6. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om tavshedspligt for brugere af radioanlæg, herunder radioanlæg, der er omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 2-4, og § 1, stk. 2.«
6. Efter § 6 indsættes:
» § 6 a. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om tilsyn og kontrol med overholdelsen af loven og de i medfør af denne fastsatte bestemmelser, herunder om
1) adgang til, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse at foretage kontrolbesøg og -undersøgelser og
2) adgang til i forbindelse med den kontrol, der er nævnt i nr. 1, at plombere radioanlæg, hvortil der ikke foreligger en tilladelse, eller hvis vilkårene for en tilladelse ikke er overholdt.«
7. § 7, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.«
8. Efter § 7 indsættes:
» § 7 a. I sager om overtrædelse af § 7, stk. 1 eller stk. 2, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde på 2000 kr., kan kommunikationsministeren tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erklærer sig rede til at betale en bøde inden en nærmere angiven frist.
Stk. 2. I sager, der afgøres efter proceduren i stk. 1, kan afgørelsen betinges af, at den pågældende erklærer sig indforstået med konfiskation af det radioanlæg, der er genstand for overtrædelsen.
Stk. 3. Betales en bøde efter stk. 1 ikke i rette tid, eller misligholdes et vilkår om konfiskation efter stk. 2, overgives sagen til politiet.
Stk. 4. For en tilkendegivelse efter stk. 1 finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af anklageskriftet i politisager tilsvarende anvendelse.«
9. Efter § 8 indsættes:
» § 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
Stk. 1. § 2 Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Stk. 1. § 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele.
Underskrift 1
Givet på Amalienborg, den 8. april 1992 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Torben Rechendorff