Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/1998/908@1998-12-16/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes som stk. 5 og 6:
»Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om betaling for myndigheders og private organisationers behandling af ansøgninger om typegodkendelse af de i stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte anlæg, maskiner og indretninger m.v. For betaling opkrævet af de i stk. 4 nævnte myndigheder finder bestemmelserne i § 88 anvendelse.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer, herunder at afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.«
2. I § 30, stk. 7, indsættes som 2. pkt.:
»Spildevandsanlæg etableret af kommunalbestyrelsen efter § 7 a i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, er dog private, selv om de drives og vedligeholdes af kommunalbestyrelsen.«
Loven træder i kraft den 1. januar 1999.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg slot, den 16. december 1998 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Svend Auken