Lov om ændring af lov om kontinentalsoklen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2000/1276@2000-12-20/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret bl.a. ved lov nr. 187 af 12. marts 1997 og lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:
1. § 4 affattes således:
»§ 4. Nedlæggelse af elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområde kræver tilladelse meddelt af miljø- og energiministeren. Der kan fastsættes vilkår for tilladelsen. Vilkårene stilles under hensyntagen til udforskning af soklen, udnyttelse af dens naturforekomster, forebyggelse og begrænsning af forurening fra rørledninger og muligheden for at kunne reparere eksisterende kabler og rørledninger. Tilladelse til nedlæggelse af rørledninger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, og efter at offentligheden og de berørte myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig herom.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om de nærmere vilkår, der kan fastsættes ved meddelelse af tilladelse efter stk. 1, og om vurderingen af de miljømæssige konsekvenser. Ministeren kan ligeledes fastsætte regler om opkrævning af betaling for udgifterne ved myndighedernes sagsbehandling og offentliggørelsen efter stk. 1, 4. pkt.
Stk. 3. Tilsyn med anlæg efter stk. 1 føres af miljø- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte regler om tilsynets udøvelse.
Stk. 4. Ejeren af et anlæg efter stk. 1 er erstatningsansvarlig for de skader, som anlægget forvolder, selv om skaden er hændelig.
Stk. 5. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om oprettelse af sikkerhedszoner omkring anlæg, som anvendes til udforskning eller udnyttelse. Zonerne kan højst have en udstrækning af 500 m omkring de pågældende anlæg målt fra ethvert punkt på disses ydre kant. Ministeren kan fastsætte forskrifter for sejlads i sikkerhedszoner og herunder forbyde uvedkommende skibe adgang hertil.«
2. § 4 a ophæves.
3. I § 6 a, stk. 1, ændres »§ 4 a« til: »§ 4« .
Loven træder i kraft den 1. februar 2001.
Regler, der er udstedt i henhold til §§ 4 og 4 a i lov nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret ved lov nr. 187 af 12. marts 1997, opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i henhold til § 4 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg Slot, den 20. december 2000 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Svend Auken