Lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2000/347@2000-05-17/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I lov nr. 415 af 26. juni 1998 om en garantifond for indskydere og investorer foretages følgende ændringer:
1. § 1 affattes således:
»§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en privat selvejende institution.
Stk. 2. Fonden skal yde indskydere og investorer i de i § 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11 i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.
Stk. 3. Fonden kan herudover medvirke til foranstaltninger som nævnt i § 2.
Stk. 4. Ved valget mellem dækning af indskydere og investorer efter stk. 2 og medvirken til foranstaltninger som nævnt i § 2 skal Fonden vælge den løsning, som skønnes at påføre Fonden færrest omkostninger.«
2. § 2 affattes således:
»§ 2. Opfylder et institut ikke længere betingelserne for at drive virksomhed, kan Fonden i forbindelse med indhentelse af overtagelsestilbud, jf. stk. 4, medvirke til en afvikling af instituttet ved at tilføre midler eller stille garanti til dækning af instituttets ikke efterstillede kreditorer. Fonden må dog ikke overtage et institut.
Stk. 2. Fondens foranstaltninger i medfør af stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.
Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garanti, uanset at der forudgående er stillet likviditetsgaranti fra andre.
Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter regler vedrørende samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden samt regler vedrørende krav om indhentelse af overtagelsestilbud.«
3. I § 18, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »stemmeflerhed«: », jf. dog stk. 5 og § 19, stk. 2, 2. pkt.«
4. I § 18 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Beslutninger om iværksættelse af støtteforanstaltninger efter § 2 kan ikke træffes, såfremt et af de medlemmer af bestyrelsen, der repræsenterer institutter af den kategori, jf. stk. 2, som beslutningen vedrører, stemmer imod støtteforanstaltningen.«
5. Efter § 22 indsættes som nyt kapitel:
§ 22 a. Medlemmer af Fondens bestyrelse, revisorer, direktører og øvrige ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med.«
6. Efter § 23 indsættes i kapitel 9:
»§ 23 a. Overtrædelse af bestemmelsen i § 22 a straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.«
Loven træder i kraft den 1. juni 2000.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg Slot, den 17. maj 2000 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Marianne Jelved