Gelex

Bekendtgørelse af lov om forbud mod tv-overvågning mv.

AfløstVersion 2000-02-07fra 2000-02-07 til 2005-08-25
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2000/76@2000-02-07/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 3 a.
    5. § 4.
    6. § 5.
    7. § 6.
    8. § 7.
  2. Underskrift 1

Herved bekendtgøres lov om forbud mod tv-overvågning mv., jf. lov nr. 278 af 9. juni 1982 med de ændringer, der følger af lov nr. 1016 af 23. december 1998 og lov nr. 939 af 20. december 1999.

§ 1.

Stk. 1. Private må ikke foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.

Stk. 2. Ved tv-overvågning forstås vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat. Lovens regler om tv-overvågning finder tilsvarende anvendelse på opsætning af sådant apparat med henblik på overvågning.

§ 2.

Stk. 1. Bestemmelsen i § 1 gælder ikke: 1) Tv-overvågning af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder, på hvilke der drives erhvervsvirksomhed, såfremt overvågningen foretages af den, der har rådighed over området. 2) Tv-overvågning, der ikke er forbundet med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader, indhegninger eller lignende.

§ 3.

Stk. 1. Private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden tydelig måde give oplysning herom.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke i de i § 2, nr. 2, nævnte tilfælde.

§ 3 a.

Stk. 1. Offentlige myndigheder, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal ved skiltning eller på anden tydelig måde give oplysning herom.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke tv-overvågning, som forestås af politiet eller kriminalforsorgen, eller med henblik på beskyttelse af militære anlæg.

§ 4.

Stk. 1. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om skiltning mv. efter § 3, stk. 1, og § 3 a, stk. 1.

§ 5.

Stk. 1. Overtrædelse af § 1, § 3, stk. 1, og § 3 a, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter udstedt i medfør af § 4 kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 6.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1982.

§ 7.

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 1016 af 23. december 1998 om ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning (Tv-overvågning af ansatte på arbejdspladsen mv.) 1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. april 1999. Lov nr. 939 af 20. december 1999 om ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning mv. (Offentlige myndigheders tv-overvågning) 2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

Underskrift 1

Justitsministeriet, den 1. februar 2000 Frank Jensen /Jens Kruse Mikkelsen

Versioner

  1. 2000-02-07 · til 2005-08-25
  2. 2005-08-25 · til 2007-10-16
  3. 2007-10-17 · til 2023-02-27
  4. 2023-02-27