Lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en børnefamilieydelse\n(Ændring af hjemstedsbestemmelsen til en opholdsbestemmelse)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2003/1166@2003-12-21/da
Indhold
(Ændring af hjemstedsbestemmelsen til en opholdsbestemmelse)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 765 af 11. september 2002, som ændret ved § 4 i lov nr. 1065 af 17. december 2002 og § 3 i lov nr. 398 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:
1. § 5, stk. 1, nr. 2 , affattes således:
»2) Barnet opholder sig her i landet, jf. dog stk. 2 og 3. «
2. I § 5 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Opholder barnet sig midlertidigt i udlandet som led i et uddannelsesforløb, der sigter på at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet, er bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ikke til hinder for, at der kan udbetales børnetilskud. «
3. Efter § 24 indsættes:
»§ 24 a . Socialministeren kan efter forhandling med undervisningsministeren fastsætte regler om, at institutioner, der har løbende kontakt med børn under 18 år, skal give meddelelse til kommunalbestyrelsen, hvis et barn udebliver i en periode og udeblivelsen kan skyldes, at barnet ikke længere opholder sig her i landet. «
§ 2
I lov om en børnefamilieydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 4. september 2000, som ændret ved § 8 i lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) at barnet opholder sig her i landet, jf. dog stk. 2, «.
2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Opholder barnet sig midlertidigt i udlandet som led i et uddannelsesforløb, der sigter på at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet, er bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ikke til hinder for, at der kan udbetales børnefamilieydelse. «
3. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. For at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt et barn kan anses for at have ophold her i landet, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen benytte oplysninger, der er modtaget efter de regler, der er fastsat i medfør af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. «
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Underskrift 1
Givet på Amalienborg, den 19. december 2003 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Henriette Kjær