Lov om ændring af lov om hjemmeservice\n(Ændring af den bidragsberettigede persongruppe m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2003/1175@2003-12-21/da
Indhold
(Ændring af den bidragsberettigede persongruppe m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om hjemmeservice, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 23. januar 2003, som ændret ved § 23 i lov nr. 418 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 1, affattes således:
»Bidrag kan ydes til forbrugeres køb til privatforbrug af hjemmeservice i form af rengøring, som en virksomhed, jf. § 4, udfører på eller i direkte tilknytning til husstandens bopæl eller anden bolig, som husstanden jævnligt benytter, når mindst én person i husstanden er
1) fyldt 65 år,
2) tilkendt førtidspension efter § 20 i lov om social pension eller
3) tilkendt førtidspension efter § 14, stk. 1-3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.«
2. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan indhente oplysninger i elektronisk form fra kommunerne til samkøring med styrelsens data til kontrol af, om en forbruger er omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
3. I § 2, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
4. § 3, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. En husstand kan højst få 6.000 kr. pr. kvartal i bidrag til hjemmeservice udført af en enkelt virksomhed.«
5. I § 4, stk. 2, nr. 5, indsættes efter »stk. 6,«: »og«, og § 4, stk. 2, nr. 6, ophæves.
Nr. 7 bliver herefter nr. 6.
6. I § 4, stk. 4, ændres »nr. 3-6« til: »nr. 3-5«.
7. I § 7, stk. 1, nr. 10, ændres »nr. 3-6« til: »nr. 3-5«.
8. I § 10, stk. 1, udgår »eller hæfte«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2004 og finder anvendelse på ydelser udført fra denne dato.
Underskrift 1
Givet på Amalienborg, den 19. december 2003 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Bendt Bendtsen