Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet\n(Driftsoverenskomster med hospicer og frister for tilbud om alkoholbehandling)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2004/1432@2004-12-26/da
Indhold
(Driftsoverenskomster med hospicer og frister for tilbud om alkoholbehandling)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 28. august 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 441 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:
1. I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Amtsrådet indgår driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i amtskommunen, og som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om det antal hospicepladser, som et amtsråd skal tilbyde at indgå driftsoverenskomst om, samt om vilkår for driftsoverenskomsten.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
2. I § 5, stk. 14, indsættes som 2. pkt.:
»Det samme gælder for patienter, der er indlagt på et hospice, der har driftsoverenskomst med et amtsråd i henhold til § 3, stk. 5.«
3. I § 16 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til amtskommunen med ønske om at komme i behandling.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2005.
Underskrift 1
Givet på Marselisborg Slot, den 22. december 2004 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Lars Løkke Rasmussen