Gelex

Lov om ændring af lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre\n(Mulighed for udvidelse af voksenuddannelsescentrenes uddannelsesudbud)

OphævetVersion 2004-02-18fra 2004-02-18 til 2004-06-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2004/94@2004-02-18/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Mulighed for udvidelse af voksenuddannelsescentrenes uddannelsesudbud)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre, jf. lovbekendtgørelse nr. 668 af 7. juli 2000, som ændret ved § 63 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, § 45 i lov nr. 418 af 6. juni 2002 og § 1 i lov nr. 1078 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »afdelinger«: », jf. dog § 13, stk. 3«.

2. § 12, stk. 1, affattes således:

»Amtsrådene opretter og driver voksenuddannelsescentre, som udbyder almen voksenuddannelse. Voksenuddannelsescentrene kan endvidere efter amtsrådets nærmere bestemmelse udbyde

1) studieforberedende enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen (hf) og til studentereksamen (stx),

2) anden voksenundervisning og

3) uddannelsen til studentereksamen (stx) tilrettelagt som studenterkursus.«

3. § 13 affattes således:

»§ 13. Voksenuddannelsescentret ledes af en forstander, der har den administrative og pædagogiske ledelse af centrets virksomhed.

Stk. 2. På voksenuddannelsescentre, der udbyder undervisning på gymnasialt niveau, skal forstanderen samt lærere, der står for denne undervisning, have undervisningskompetence inden for gymnasiets eller hf’s fagrække, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Hvis forstanderen ikke har den i stk. 2 nævnte undervisningskompetence, skal undervisningen til højere forberedelseseksamen (hf) og til studentereksamen (stx) organiseres i en afdeling under ledelse af en afdelingsleder, der har den i stk. 2 nævnte undervisningskompetence.

Stk. 4. Ansættelse af en forstander, jf. stk. 2, eller ansættelse af en afdelingsleder, jf. stk. 3, sker, efter at Undervisningsministeriet har udtalt sig om, hvilke ansøgere der har de fornødne kvalifikationer til at bestride stillingen.

Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om forstanderens og afdelingslederens beføjelser.«

4. I § 14, nr. 4, udgår »ved den almene voksenuddannelse«.

5. Efter § 17 a indsættes i kapitel 2 :

»§ 17 b. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelserne i dette kapitel med henblik på at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan efter ansøgning fra et amtsråd om at udvide voksenuddannelsescentrenes virksomhed tillade fravigelse af § 12, stk. 1.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2004, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Beslutning om, at VUC skal kunne udbyde uddannelsen til studentereksamen tilrettelagt som studenterkursus efter lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre § 12, stk. 1, nr. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, eller efter indhentet tilladelse fra Undervisningsministeriet andre uddannelser efter lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre § 17 b, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, kan træffes fra den 1. april 2004.

Stk. 3. Lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre § 13, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, har, for så vidt angår studieforberedende enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen (hf) og til studentereksamen (stx), virkning for forstandere henholdsvis afdelingsledere, der ansættes den 1. august 2004 eller senere.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som følger af de særlige grønlandske forhold.

Underskrift 1

Givet på Christiansborg Slot, den 18. februar 2004 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Ulla Tørnæs

Versioner

  1. 2004-02-18 · til 2004-06-07