Lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (opfølgning på aftale om den kommunale økonomi for 2006)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2006/492@2006-06-07/da
Indhold
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1.
Stk. 1. Der modregnes et beløb i statens tilskud til kommunerne i 2007, såfremt kommunernes revisionspåtegnede regnskaber for 2006 udviser et højere niveau for serviceudgifterne i 2006 end det niveau, der er forudsat i kommunernes revurderede budgetter for 2006 pr. 15. februar 2006.
Stk. 2. Modregning efter stk. 1 har alene virkning for 2007 og opgøres og fordeles af indenrigs- og sundhedsministeren mellem de kommuner, hvor der kan konstateres et højere niveau for serviceudgifterne i de revisionspåtegnede regnskaber for 2006 end det niveau, der er forudsat i kommunernes revurderede budgetter pr. 15. februar 2006. Modregningen fordeles mellem kommunerne i forhold til afvigelsen i serviceudgifterne mellem det revisionspåtegnede regnskab og det revurderede budget for 2006.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler for opgørelse og fordeling af modregningen, herunder om indhentelse af særlige revisionserklæringer vedrørende regnskabsaflæggelsen for 2006.
§ 2.
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for tilskudsåret 2007.
Underskrift 1
Givet på Christiansborg Slot, den 7. juni 2006 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens Navn: FREDERIK Kronprins /Lars Løkke Rasmussen