Lov om anlæg af motorvej mellem Funder og Låsby (rute 15)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2009/344@2009-05-06/da
Indhold
Lov om anlæg af motorvej mellem Funder og Låsby (rute 15)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1.
Stk. 1. Transportministeren bemyndiges til 1) at anlægge en hovedlandevej som motorvej mellem Funder og Låsby med de fornødne tilslutninger til det eksisterende vejnet, 2) at nedklassificere den nuværende hovedlandevej 403, Århus-Silkeborg, til kommunevej mellem Låsby og Silkeborg, 3) at nedklassificere den nuværende hovedlandevej 404, Ringkøbing-Silkeborg, til kommunevej mellem Funder og Silkeborg og 4) at nedklassificere de to forbindelsesveje ved Pårup mellem hovedlandevej 348, Vejle-Viborg, og hovedlandevej 404 til kommuneveje.
§ 2.
Stk. 1. Efter anmodning fra Silkeborg Kommune kan transportministeren efter den 1. januar 2021 yde Silkeborg Kommune et tilskud på 130 mio. kr. (2007-priser) til opførelse af en ny bro over Gudenåen for lokal trafik på Østre Ringvej som erstatning for den nuværende ringvejsbro.
Stk. 2. Tilskuddet efter stk. 1 prisreguleres i givet fald, så det svarer til det vejindeks, som vil være gældende på udbetalingstidspunktet.
§ 3.
Stk. 1. Transportministeren kan i særlige tilfælde ekspropriere en ejendom, der berøres særlig indgribende af motorvejsprojektet, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.
Stk. 2. Erstatningen fastsættes af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
§ 4.
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl