Lov om udbygning af Østjyske Motorvej mellem Skærup og Vejle Nord
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2010/523@2010-05-26/da
Lov om udbygning af Østjyske Motorvej mellem Skærup og Vejle Nord
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1.
Stk. 1. Transportministeren bemyndiges til 1) at udbygge hovedlandevej 60, Østjyske Motorvej (E45), på strækningen mellem motorvejskryds Skærup og tilslutningsanlæg 60, Vejle Nord, fra fire til seks spor og 2) at anlægge parallelspor i begge retninger på strækningen mellem tilslutningsanlæg 61, Vejle Syd, og et eventuelt nyt tilslutningsanlæg for en motortrafikvej Ødsted – Ny Højen – E45 og forberede afvandingssystemer m.v. til tilslutningsanlægget.
Stk. 2. Strækningen, der omfattes af udbygningen, fremgår af bilag 1.
§ 2.
Stk. 1. På den i § 1 nævnte strækning kan der pålægges byggelinjer med en indbyrdes afstand på op til 120 meter. Reglerne om byggelinjer i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse på byggelinjer pålagt i medfør af denne lov.
§ 3.
Stk. 1. Transportministeren kan i særlige tilfælde efter anmodning fra ejeren ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af det i loven nævnte projekt, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.
Stk. 2. Erstatningen fastsættes af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
§ 4.
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 1
Bilag 1
Under Vor Kongelige Hånd og Segl