Gelex

Lov for Grønland om udlændinges adgang til opholds- og arbejdstilladelse i anlægsfasen af et storskalaprojekt

GældendeVersion 2014-06-25
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2014/715@2014-06-25/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.

Lov for Grønland om udlændinges adgang til opholds- og arbejdstilladelse i anlægsfasen af et storskalaprojekt

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1.

Stk. 1. Der kan efter ansøgning gives opholds- og arbejdstilladelse til en udlænding, der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse til at udføre arbejdsopgaver omfattet af en tilladelse meddelt efter inatsisartutlov om bygge- og anlægsarbejder ved storskalaprojekter, når betingelserne i inatsisartutlovens §§ 10 a, 10 c, 10 d, 10 f og 10 g og § 11, nr. 2 og 3, er opfyldt.

Stk. 2. Opholds- og arbejdstilladelse efter stk. 1 kan meddeles med henblik på midlertidigt ophold for højst 1 år med mulighed for forlængelse i samme tidsrum, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Opholds- og arbejdstilladelse efter stk. 1 kan ikke forlænges ud over 5 år.

Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 skal være opnået inden indrejsen i Grønland. Efter indrejsen kan ansøgning herom kun indgives, hvis ingen særlige grunde taler herimod.

§ 2.

Stk. 1. Udlændingen skal senest samtidig med indgivelse af ansøgning efter § 1 betale 610 kr.

Stk. 2. For indgivelse af ansøgning om forlængelse af en opholds- og arbejdstilladelse efter § 1 skal udlændingen senest samtidig med ansøgningens indgivelse betale 690 kr.

Stk. 3. For indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag omfattet af § 1 skal udlændingen senest samtidig med ansøgningens indgivelse betale 795 kr.

Stk. 4. Beløb indbetalt efter stk. 3 tilbagebetales, hvis ansøgningen om genoptagelse imødekommes.

Stk. 5. En ansøgning kan afvises, hvis beløbet efter stk. 1-3 ikke er betalt.

Stk. 6. De beløb, der er angivet i stk. 1-3, reguleres fra og med 2015 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes til det nærmeste beløb, som er deleligt med 5 kr.

Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om indbetaling af de beløb, der er angivet i stk. 1-3, og om tilbagebetaling af sådanne beløb.

§ 3.

Stk. 1. En ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter § 1 skal vedlægges udtalelse fra Naalakkersuisut om, hvorvidt betingelserne i § 1, stk. 1, er opfyldt.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen kan uden udlændingens samtykke til brug for sagens behandling videregive oplysninger fra ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse efter § 1 til Naalakkersuisut.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen videregiver uden udlændingens samtykke oplysning om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse efter § 1 til Naalakkersuisut og til Politimesteren i Grønland.

§ 4.

Stk. 1. Afgørelser efter denne lov træffes af Udlændingestyrelsen, hvis afgørelser kan påklages til Justitsministeriet.

§ 5.

Stk. 1. Udlændingeloven finder i øvrigt anvendelse på personer, der meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter denne lov.

§ 6.

Stk. 1. Ind- og udrejse af Grønland for udlændinge, der omfattes af denne lov, tilrettelægges efter forhandling mellem Naalakkersuisut og Rigspolitiet.

§ 7.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2014.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Versioner

  1. 2014-06-25