Gelex

Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Skærpet straf-zone og skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv)

OphævetVersion 2018-12-18fra 2018-12-18 til 2019-12-03
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2018/1543@2018-12-18/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1
    2. § 2
    3. § 3
    4. § 4

Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Skærpet straf-zone og skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. september 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 81 b ændres »forhøjes indtil« til: »forhøjes med indtil«.

2. Efter § 81 b indsættes: § 81 c. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119, 123, 132 a, 132 b, 134 a og 181, § 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, og §§ 288, 291, 293 og 293 a eller i lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed. Stk. 2. Ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet straf-zone udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed og er egnet til at skabe utryghed i denne zone.

3. I § 156 indsættes som stk. 2: Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende stilling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.

4. I § 157 indsættes som stk. 2: Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende stilling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.

§ 2

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1722 af 27. december 2016, § 1 i lov nr. 671 af 8. juni 2017, lov nr. 131 af 27. februar 2018 og § 1 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, foretages følgende ændring:

1. Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7: 6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område (skærpet straf-zone), hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse. Stk. 2. Udpegning af en skærpet straf-zone efter stk. 1 kan ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en skærpet straf-zone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området. Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som beslutningen gælder for.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Versioner

  1. 2018-12-18 · til 2019-12-03