Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Undersøgelse af arrestanter m.v. i forbindelse med transporter)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2019/463@2019-04-29/da
Indhold
Lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Undersøgelse af arrestanter m.v. i forbindelse med transporter)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1541 af 18. december 2018 og senest ved lov nr. 370 af 9. april 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 765, stk. 7, indsættes som 2. pkt.: Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden retskendelse af personer, der er anbragt i en institution eller på et hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.
2. I § 777, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden retskendelse af personer, der er anbragt på et hospital m.v. i medfør af stk. 1, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.
3. I § 811, stk. 3, indsættes som 2. pkt.: Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden retskendelse af personer, der er indlagt på et hospital for sindslidende m.v. i medfør af § 809, stk. 2, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.
§ 2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. september 2018, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 1541 af 18. december 2018 og senest ved lov nr. 330 af 30. marts 2019, foretages følgende ændring:
1. I § 73 a, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden retskendelse af personer, der er anbragt på et hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2019.
§ 4
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl