Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00004@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Lovens almindelige anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.

Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at loven helt eller delvis

skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner,

foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige

forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres

virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,

eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt

beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes

vegne. Vedkommende minister kan herunder fastsætte nærmere regler

om opbevaring af dokumenter m.v. og om tavshedspligt.

§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil

blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 2 om inhabilitet gælder også for

behandlingen af sager om indgåelse af kontraktsforhold eller

lignende privatretlige dispositioner.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 8 gælder for al virksomhed, der

udøves inden for den offentlige forvaltning.

Stk. 4. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at lovens bestemmelser i

øvrigt helt eller delvis skal gælde for anden

forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1.

Kapitel 2

Inhabilitet

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil

i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse

i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været

repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller

nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller

andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse

i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan

interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær

tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat

juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller

tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og

vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den

afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen

angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække

tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af

interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den

pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan

antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive

påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe

afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved

behandlingen af den pågældende sag.

§ 4. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke, hvis det ville være umuligt

eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed

at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens

behandling.

Stk. 2. For medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gælder

bestemmelserne i § 3, selv om en stedfortræder ikke kan indkaldes.

Bestemmelsen gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin

beslutningsdygtighed eller det af hensyn til myndighedens

sammensætning ville give anledning til væsentlig betænkelighed,

dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og

behandlingen ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige

eller private interesser.

Stk. 3. Ved kollegiale forvaltningsmyndigheders valg af medlemmer

til hverv kan et medlem uanset bestemmelserne i § 3 deltage, selv

om medlemmet er bragt i forslag. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke

for kommunalbestyrelsers beslutninger om vederlag m.v. til

medlemmer.

§ 5. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

for bestemte områder fastsætte regler, der fastlægger den nærmere

rækkevidde af bestemmelserne i §§ 3 og 4.

§ 6. Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende

foreligger forhold, som er nævnt i § 3, stk. 1, skal snarest

underrette sin foresatte inden for myndigheden herom, medmindre

det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. For så vidt angår

medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives

underretningen til myndigheden.

Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af

den i stk. 1 nævnte myndighed.

Stk. 3. Vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen

af spørgsmålet om inhabilitet, jfr. dog § 4, stk. 1 og 2. Dette

gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til

lov.

Kapitel 3

Vejledning og repræsentation m.v.

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning

og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse,

som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så

vidt muligt til rette myndighed.

§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden

kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af

betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens

interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at

burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Kapitel 4

Partens aktindsigt

Retten til aktindsigt

§ 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort

bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag,

hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Stk. 2. Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i

offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give

aktindsigt efter dette kapitel.

Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager om

strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jfr. dog § 18.

Omfanget af aktindsigt

§ 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15 nævnte

undtagelser

1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de

skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må

antages at være kommet frem til adressaten, og

2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende

den pågældende sags dokumenter.

Stk. 2. Den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller

forfremmelse i det offentliges tjeneste, kan dog kun forlange at

blive gjort bekendt med de dokumenter m.v., der vedrører den

pågældendes egne forhold.

Udsættelse af sagen

§ 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om

aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes,

udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til

at gøre sig bekendt med dokumenterne.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Undtagelse af dokumenter

§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved

behandlingen af en sag,

2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed

og

3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg,

afdelinger og andre administrative organer eller mellem disse

organer indbyrdes.

Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene

indeholdes i interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i

stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

§ 13. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelserne i § 12

interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når

1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige

beslutning vedrørende en sags afgørelse,

2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som

myndigheden har haft pligt til at notere efter lov om offentlighed

i forvaltningen, eller

3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en

myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende

klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder.

§ 14. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og

dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne

møder.

2) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed

udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed.

3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af

forslag til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om

fortolkningen eller opfyldelsen af fællesskabsretlige regler.

4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.

Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene

indeholdes i de i stk. 1 nævnte dokumenter, skal uanset

bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i

dette kapitel.

Undtagelse af oplysninger

§ 15. Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang

partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens

dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private

eller offentlige interesser, herunder

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser,

straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner

eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær

forfølgning,

4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i

henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, eller

5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed.

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af

et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige

indhold.

Afgørelse af sager om aktindsigt

§ 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt

skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har

afgørelsen af den pågældende sag.

Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er

begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at

begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette

parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes

at foreligge.

Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine

interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal

en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis

dokumenternes karakter, antallet af dokumenter eller deres form

med afgørende vægt taler herimod. Justitsministeren fastsætter

regler om betaling for afskrifter og kopier.

Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til

den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den

sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder

tilsvarende.

Stk. 5. Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger

bestemmelserne i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.

§ 17. Hvor adgangen til at påklage afgørelsen i en sag er

tidsbegrænset og begæringen om aktindsigt fremsættes efter, at

afgørelsen er meddelt parten, men inden klagefristens udløb, kan

myndigheden bestemme, at klagefristen afbrydes. Klagefristen løber

i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt

parten eller er afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om,

hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til

andre klageberettigede, der har fået skriftlig meddelelse om selve

afgørelsen.

Aktindsigt i straffesager

§ 18. En part i en straffesag kan, når sagen er afgjort, forlange at

blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er

rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes

interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning

af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af

sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i

§§ 12-14 gælder tilsvarende.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke retsbogsudskrifter

vedrørende straffesagen og dokumenter, der har været fremlagt i

retten i forbindelse med sagen. Det samme gælder

retsbogsudskrifter og i retten fremlagte dokumenter vedrørende

andre straffesager, der har været benyttet under sagens

behandling.

Stk. 3. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt

kan imødekommes efter stk. 1, træffes af den myndighed, der har

truffet den administrative beslutning i straffesagen. Afgørelsen

kan påklages til vedkommende overordnede forvaltningsmyndighed.

Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og

kopier.

Kapitel 5

Partshøring

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før

myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog

kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan

fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses

for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag,

2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for

sagens afgørelse,

3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde

vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med

hensyn til de pågældende oplysninger,

5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af

personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med

væsentlige vanskeligheder, eller

6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten

adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden

afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne

sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i

almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af

bestemmelsen i stk. 1.

§ 20. I sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre

afgørelsen, kan myndigheden undlade at foretage partshøring, hvis

sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det.

Stk. 2. Er partshøring undladt i medfør af stk. 1, skal afgørelsen

ledsages af de oplysninger, som parten ellers skulle være gjort

bekendt med efter bestemmelsen i § 19. Parten skal samtidig gøres

bekendt med adgangen til at få sagen genoptaget. Myndigheden kan

fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om genoptagelse.

Stk. 3. Hvor adgangen til at påklage den trufne afgørelse til en

anden forvaltningsmyndighed er tidsbegrænset og begæringen om

sagens genoptagelse fremsættes inden klagefristens udløb, afbrydes

klagefristen. Klagefristen løber i så fald videre fra det

tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med

mindst 14 dage.

Retten til at afgive udtalelse

§ 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten

har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en

frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for

sagens afgørelse,

2) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde

vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

3) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten

adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen

træffes.

Kapitel 6

Begrundelse m.v.

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange

at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre

afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring

herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal

besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14

dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed,

skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår

begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de

hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige

interesser, jfr. § 15.

Kapitel 7

Klagevejledning

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning

om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om

fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel

tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at klagevejledning på

nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig

gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1.

§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under

iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være

ledsaget af oplysning herom.

Kapitel 8

Tavshedspligt m.v.

Tavshedspligt

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har

tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152c-152f,

når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er

betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige

eller private interesser, herunder navnlig til:

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser

samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller

andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i

henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed,

6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers

interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller

interne, herunder økonomiske, forhold, eller

7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers

økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske

indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller

forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges

tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt

at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til

bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for

den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til

fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den

pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om

tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3,

finder straffelovens § 152 og §§ 152c-152f tilsvarende anvendelse

på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.

Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder

oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske,

foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger

om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af

nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden

forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske,

når

1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,

2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at

oplysningen skal videregives,

3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige

interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der

begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen

angår, eller

4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er

nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller

kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte

tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når

det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal

træffe.

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og

indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må

videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket

formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens

karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter

det er givet.

Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en

selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter

stk. 1 og 3.

§ 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens

rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af

forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) ansøgeren har givet samtykke hertil,

2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov

eller

3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger

ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

§ 30. Fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med

henblik på statistiske uddrag eller som led i en videnskabelig

undersøgelse, må ikke videregives til en forvaltningsmyndighed til

anden anvendelse.

§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at

videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden

forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af

betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som

myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis

videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt

overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få

oplysningerne.

§ 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i

den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af

betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

Kapitel 9

Ikrafttræden, forholdet til anden lovgivning m.v.

§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. For kommunerne træder

reglerne i §§ 19 og 20 samt kapitel 6 dog først i kraft den 1.

januar 1989.

§ 34. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, som i videre omfang end bestemmelserne i kapitel 2

medfører inhabilitet, opretholdes.

§ 35. Bestemmelserne i lovens kapitel 4 finder anvendelse på

dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse den 1. oktober 1964 eller senere.

Bestemmelserne i lovens § 18 kommer ikke til anvendelse på

straffesager, der er afgjort inden lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i

dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse før den 1. oktober 1964, er dog omfattet af

bestemmelserne i kapitel 4, hvis dokumenterne er indgået i en sag,

der er eller har været under behandling af en

forvaltningsmyndighed efter det nævnte tidspunkt, og oplysningerne

er eller har været af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3. Bestemmelserne i andre love om parters aktindsigt

opretholdes. Dette gælder dog ikke bestemmelser, der i snævrere

omfang end denne lovs kapitel 4 giver parten adgang til

aktindsigt, medmindre de er trådt i kraft den 1. oktober 1964

eller senere.

§ 36. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i medfør

af lov, som stiller mere omfattende krav til begrundelsens indhold

end de, der følger af § 24, opretholdes.

§ 37. Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske

anliggender, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for sådanne

sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har

været under behandling af rigsmyndigheder.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 9

§ 1. Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.

Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at loven helt eller delvis

skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner,

foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige

forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres

virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,

eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt

beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes

vegne. Vedkommende minister kan herunder fastsætte nærmere regler

om opbevaring af dokumenter m.v. og om tavshedspligt.

§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil

blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 2 om inhabilitet gælder også for

behandlingen af sager om indgåelse af kontraktsforhold eller

lignende privatretlige dispositioner.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 8 gælder for al virksomhed, der

udøves inden for den offentlige forvaltning.

Stk. 4. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at lovens bestemmelser i

øvrigt helt eller delvis skal gælde for anden

forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1.

Kapitel 2

Inhabilitet

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil

i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse

i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været

repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller

nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller

andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk

interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har

en sådan interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær

tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat

juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller

tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og

vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den

afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen

angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække

tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af

interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den

pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan

antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive

påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe

afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved

behandlingen af den pågældende sag.

§ 4. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke, hvis det ville være umuligt

eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed

at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens

behandling.

Stk. 2. For medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gælder

bestemmelserne i § 3, selv om en stedfortræder ikke kan indkaldes.

Bestemmelsen gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin

beslutningsdygtighed, eller det af hensyn til myndighedens

sammensætning ville give anledning til væsentlig betænkelighed,

dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og

behandlingen ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige

eller private interesser.

Stk. 3. Ved kollegiale forvaltningsmyndigheders valg af medlemmer til

hverv kan et medlem uanset bestemmelserne i § 3 deltage, selv om

medlemmet er bragt i forslag. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke for

kommunalbestyrelsers beslutninger om vederlag m.v. til medlemmer.

§ 5. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

for bestemte områder fastsætte regler, der fastlægger den nærmere

rækkevidde af bestemmelserne i §§ 3 og 4.

§ 6. Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende

foreligger forhold, som er nævnt i § 3, stk. 1, skal snarest

underrette sin foresatte inden for myndigheden herom, medmindre

det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. For så vidt angår

medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives

underretningen til myndigheden.

Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af

den i stk. 1 nævnte myndighed.

Stk. 3. Vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen

af spørgsmålet om inhabilitet, jfr. dog § 4, stk. 1 og 2. Dette

gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til

lov.

Kapitel 3

Vejledning og repræsentation m.v.

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning

og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse,

som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så

vidt muligt til rette myndighed.

§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden

kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af

betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens

interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at

burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Kapitel 4

Partens aktindsigt

Retten til aktindsigt

§ 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort

bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag,

hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Stk. 2. Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i

offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give

aktindsigt efter dette kapitel.

Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager om

strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jfr. dog § 18.

Omfanget af aktindsigt

§ 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15 nævnte

undtagelser

1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de

skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må

antages at være kommet frem til adressaten, og

2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende

den pågældende sags dokumenter.

Stk. 2. Den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller

forfremmelse i det offentliges tjeneste, kan dog kun forlange at

blive gjort bekendt med de dokumenter m.v., der vedrører den

pågældendes egne forhold.

Udsættelse af sagen

§ 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om

aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes,

udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til

at gøre sig bekendt med dokumenterne.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Undtagelse af dokumenter

§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved

behandlingen af en sag,

2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed,

og

3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg,

afdelinger og andre administrative organer eller mellem disse

organer indbyrdes.

Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene

indeholdes i interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i

stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

§ 13. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelserne i § 12

interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når

1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige

beslutning vedrørende en sags afgørelse,

2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som

myndigheden har haft pligt til at notere efter lov om offentlighed

i forvaltningen, eller

3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en

myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende

klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder.

§ 14. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og

dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne

møder.

2) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed

udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed.

3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af

forslag til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om

fortolkningen eller opfyldelsen af fællesskabsretlige regler.

4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.

Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene

indeholdes i de i stk. 1 nævnte dokumenter, skal uanset

bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i

dette kapitel.

Undtagelse af oplysninger

§ 15. Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang

partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens

dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private

eller offentlige interesser, herunder

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser,

straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner

eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær

forfølgning,

4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i

henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, eller

5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed.

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af

et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige

indhold.

Afgørelse af sager om aktindsigt

§ 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt

skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har

afgørelsen af den pågældende sag.

Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er

begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at

begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette

parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes

at foreligge.

Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine

interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal

en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis

dokumenternes karakter, antallet af dokumenter eller deres form

med afgørende vægt taler herimod. Justitsministeren fastsætter

regler om betaling for afskrifter og kopier.

Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til

den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den

sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder

tilsvarende.

Stk. 5. Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger

bestemmelserne i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.

§ 17. Hvor adgangen til at påklage afgørelsen i en sag er

tidsbegrænset, og begæringen om aktindsigt fremsættes efter, at

afgørelsen er meddelt parten, men inden klagefristens udløb, kan

myndigheden bestemme, at klagefristen afbrydes. Klagefristen løber

i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt

parten eller er afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om,

hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til

andre klageberettigede, der har fået skriftlig meddelelse om selve

afgørelsen.

Aktindsigt i straffesager

§ 18. En part i en straffesag kan, når sagen er afgjort, forlange at

blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er

rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes

interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning

af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af

sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i

§§ 12-14 gælder tilsvarende.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke retsbogsudskrifter

vedrørende straffesagen og dokumenter, der har været fremlagt i

retten i forbindelse med sagen. Det samme gælder

retsbogsudskrifter og i retten fremlagte dokumenter vedrørende

andre straffesager, der har været benyttet under sagens

behandling.

Stk. 3. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt

kan imødekommes efter stk. 1, træffes af den myndighed, der har

truffet den administrative beslutning i straffesagen. Afgørelsen

kan påklages til vedkommende overordnede forvaltningsmyndighed.

Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og

kopier.

Kapitel 5

Partshøring

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før

myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog

kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan

fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses

for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag,

2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for

sagens afgørelse,

3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde

vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med

hensyn til de pågældende oplysninger,

5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af

personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med

væsentlige vanskeligheder, eller

6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten

adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden

afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne

sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i

almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af

bestemmelsen i stk. 1.

§ 20. I sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre

afgørelsen, kan myndigheden undlade at foretage partshøring, hvis

sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det.

Stk. 2. Er partshøring undladt i medfør af stk. 1, skal afgørelsen

ledsages af de oplysninger, som parten ellers skulle være gjort

bekendt med efter bestemmelsen i § 19. Parten skal samtidig gøres

bekendt med adgangen til at få sagen genoptaget. Myndigheden kan

fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om genoptagelse.

Stk. 3. Hvor adgangen til at påklage den trufne afgørelse til en

anden forvaltningsmyndighed er tidsbegrænset, og begæringen om

sagens genoptagelse fremsættes inden klagefristens udløb, afbrydes

klagefristen. Klagefristen løber i så fald videre fra det

tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med

mindst 14 dage.

Retten til at afgive udtalelse

§ 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten

har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en

frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for

sagens afgørelse,

2) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde

vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

3) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten

adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen

træffes.

Kapitel 6

Begrundelse m.v.

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange

at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre

afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring

herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1, skal

besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14

dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed,

skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår

begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de

hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige

interesser, jfr. § 15.

Kapitel 7

Klagevejledning

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning

om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om

fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel

tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at klagevejledning på

nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig

gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1.

§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under

iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være

ledsaget af oplysning herom.

Kapitel 8

Tavshedspligt m.v.

Tavshedspligt

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har

tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152c-152f,

når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er

betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn navnlig til:

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser

samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller

andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i

henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed,

6) offentlige myndigheders interne beslutningsproces,

7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers

interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller

interne, herunder økonomiske, forhold, eller

8) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers

økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske

indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller

forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges

tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt

at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til

bestemte offentlige eller private interesser, som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for

den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til

fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den

pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om

tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3,

finder straffelovens § 152 og §§ 152c-152f tilsvarende anvendelse

på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.

Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder

oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle

og strafbare forhold, samt oplysninger om helbredsforhold og

misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en

anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske,

når

1) den oplysningen angår har givet samtykke,

2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at

oplysningen skal videregives,

3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige

interesser, der klart overstiger hensynet til den, oplysningen

angår, eller

4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er

nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller

kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte

tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når

det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal

træffe.

§ 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens

rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af

forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) ansøgeren har givet samtykke hertil,

2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov

eller

3) særlige hensyn til ansøgeren eller trediemand klart overstiger

ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

§ 30. Fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med

henblik på statistiske uddrag eller som led i en videnskabelig

undersøgelse, må ikke videregives til en forvaltningsmyndighed til

anden anvendelse.

§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at

videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden

forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af

betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som

myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis

videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt

overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få

oplysningerne.

§ 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i

den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som er uden

betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

Kapitel 9

Ikrafttræden, forholdet til anden lovgivning m.v.

§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. For kommunerne træder

reglerne i §§ 19 og 20 samt kapitel 6 dog først i kraft den 1.

januar 1989.

§ 34. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, som i videre omfang end bestemmelserne i kapitel 2

medfører inhabilitet, opretholdes.

§ 35. Bestemmelserne i lovens kapitel 4 finder anvendelse på

dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse den 1. oktober 1964 eller senere.

Bestemmelserne i lovens § 18 kommer ikke til anvendelse på

straffesager, der er afgjort inden lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i

dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse før den 1. oktober 1964, er dog omfattet af

bestemmelserne i kapitel 4, hvis dokumenterne er indgået i en sag,

der er eller har været under behandling af en

forvaltningsmyndighed efter det nævnte tidspunkt, og oplysningerne

er eller har været af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3. Bestemmelserne i andre love om parters aktindsigt

opretholdes. Dette gælder dog ikke bestemmelser, der i snævrere

omfang end denne lovs kapitel 4 giver parten adgang til

aktindsigt, medmindre de er trådt i kraft den 1. oktober 1964

eller senere.

§ 36. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i medfør

af lov, som stiller mere omfattende krav til begrundelsens indhold

end de, der følger af § 24, opretholdes.

§ 37. Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske

anliggender, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for sådanne

sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har

været under behandling af rigsmyndigheder.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget er med visse ændringer en genfremsættelse af det

forslag, der blev fremsat første gang den 15. marts 1984

(lovforslag L 132 i folketingsåret 1983/84 (2. samling) blad nr.

253). Justitsministerens fremsættelse af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1983/84, folketingets forhandlinger, (2.

samling), spalte 2243 ff. Førstebehandlingen er gengivet i spalte

3315 ff. Lovforslaget blev genfremsat den 3. oktober 1984

(lovforslag L 13 i folketingsåret 1984/85, blad nr. 23).

Justitsministerens fremsættelse af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1984/85, spalte 66 ff. Førstebehandlingen er

gengivet i spalte 315 ff. Forslagene blev ikke færdigbehandlet

inden folketingsårets udgang. I forhold til de tidligere fremsatte

lovforslag er der på baggrund af forhandlingerne i folketinget og

på baggrund af retsudvalgets beretning af 1. august 1985 (blad nr.

962) i forhold til det tidligere lovforslag foretaget følgende

ændringer:

a) Nye regler om vejledning og repræsentation

Under retsudvalgets behandling af det tidligere lovforslag viste der

sig at være betydelig interesse for, at der i forvaltningsloven

indsættes nærmere regler om myndighedernes pligt til at yde

vejledning og bistand til borgerne og om borgernes ret til at lade

sig repræsentere af andre under forvaltningens behandling af en

sag.

Bestemmelser herom er på den baggrund indsat i lovforslaget som nyt

kapitel 3. Med hensyn til reglernes nærmere indhold henvises til

det neden for under pkt. 8 b anførte.

b) Nye regler om samtidig begrundelse m.v.

Under retsudvalgets behandling af det tidligere lovforslag blev der

givet udtryk for, at der allerede nu bør gennemføres regler om

samtidig begrundelse, således som det er tilfældet i den finske,

norske og svenske forvaltningslov. Det var endvidere retsudvalgets

opfattelse, at også afgørelser, der træffes af kollegiale

myndigheder, herunder af kommunalbestyrelser og deres udvalg, bør

begrundes fuldt ud.

På den baggrund er der i det nu foreliggende lovforslag som § 22

indsat en bestemmelse, hvorefter afgørelser, som meddeles

skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, når de ikke

giver den pågældende part fuldt ud medhold. Samtidig er

bestemmelsen i det tidligere lovforslags § 26 om visse

begrænsninger i kravene til begrundelsens indhold, når afgørelsen

træffes af en kommunalbestyrelse eller af et af dennes udvalg,

udgået. Ændringen er nærmere omtalt nedenfor uden pkt. 8 e.

c) Nye regler om tavshedspligt m.v.

I det foreliggende lovforslag er der, som et nyt kapitel 8, indsat

regler om tavshedspligt og om begrænsning i adgangen til at

videregive fortrolige oplysninger til andre

forvaltningsmyndigheder. Baggrunden for denne ændring er

tavshedspligtsudvalgets forslag i betænkning nr. 998/1984. Der

henvises nærmere om denne ændring af lovforslaget til de

almindelige bemærkningers pkt. 8 g.

2. Formålet med lovforslaget er at gennemføre en samlet lovfæstelse

af de væsentligste rettigheder og beføjelser, der tilkommer den,

der er part i en forvaltningssag. Gennemførelsen af lovforslaget

skal medvirke til at forbedre sagsbehandlingen i den offentlige

forvaltning og dermed øge sikkerheden for, at myndighedernes

afgørelser bliver lovlige og rigtige. Lovforslaget skal endvidere

sikre, at den enkelte borger kan få indflydelse på de

beslutningsprocesser, der vedrører den pågældendes egne forhold,

og forøge den enkeltes mulighed for at forstå indholdet af de

trufne afgørelser og baggrunden herfor.

For at opfylde de krav, der i et moderne samfund stilles til

regulering af forskellige områder, har lovgivningsmagten på en

lang række områder tillagt den offentlige forvaltning beføjelser

til at træffe afgørelser, der ofte er af vidtrækkende betydning

for de enkelte borgere og erhvervsvirksomheder.

Denne udvikling har medført behov for gennemførelse af en lovmæssig

regulering med henblik på at forbedre sagsbehandlingen i den

offentlige forvaltning og sikre den enkeltes retsstilling i

forhold til den offentlige forvaltning.

I de øvrige nordiske lande har disse overvejelser ført til, at der er

gennemført generelle lovmæssige reguleringer af den offentlige

forvaltnings sagsbehandling i form af generelle forvaltningslove.

I Norge trådte således en samlet forvaltningslov i kraft i 1970, i

Sverige i 1972 og i Finland den 1. januar 1983.

I Danmark blev der i 1964 gennemført en samlet generel regulering af

parternes adgang til aktindsigt i loven om partsoffentlighed, der

i 1970 blev videreført som kapitel 2 i loven om offentlighed i

forvaltningen. I 1978 blev der endvidere ved loven om offentlige

myndigheders registre gennemført en generel regulering af den

offentlige forvaltnings oprettelse og brug af edb-registre med

personoplysninger.

Sideløbende med denne udvikling er der i forbindelse med nogle større

lovgivningsreformer på områder, hvor forvaltningens afgørelser

ofte er af væsentlig betydning for den enkelte borger, blevet

fastsat regler om den administrative opbygning af den pågældende

forvaltning. I forbindelse hermed er der undertiden gennemført

relativt detaljerede regler for den administrative sagsbehandling.

Disse regelsæt har i et vist omfang indeholdt

forvaltningsprocessuelle regler til sikring af borgerens

retsstilling. Det gælder for eksempel lovgivningen om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, miljø-

og planlægningslovgivningen, de sociale styrelseslove og

skattestyrelsesloven.

Fordelene ved at fastsætte forvaltningsprocessuelle regler, der alene

gælder for et bestemt forvaltningsområde, er først og fremmest, at

disse regler vil kunne udformes således, at de specielt tilpasses

de særlige forhold, der gælder for netop dette forvaltningsområde.

Reglerne vil derfor kunne udformes relativt præcist og detaljeret,

og således at retssikkerhedsformålene tilgodeses bedst muligt på

den måde, der også i administrativ henseende er mest rationel.

Denne fremgangsmåde, hvorefter der inden for den enkelte sektor

fastsættes specielt udformede sagsbehandlingsregler, medfører

imidlertid, at det for den enkelte borger - og i øvrigt i nogen

grad også for den enkelte sagsbehandler - kan være vanskeligt at

få overblik over, hvilke forvaltningsprocessuelle regler der

gælder. Disse vanskeligheder afhjælpes kun i nogen grad af, at det

i forbindelse med reglernes fastsættelse tilstræbes at anvende en

ensartet udformning af de pågældende processuelle bestemmelser.

Hertil kommer, at denne sektorvise indførelse af

forvaltningsprocessuelle regler normalt ikke indebærer, at alle

disse centrale regler gennemføres på de enkelte områder, ligesom

denne fremgangsmåde ikke sikrer, at der sker en lovfæstelse af de

processuelle retsgarantier på de mange og til dels mindre

forvaltningsområder, hvor der ikke i øvrigt er behov for at

gennemføre større samlede lovgivningsreformer.

På denne baggrund har justitsministeriet fundet, at der nu kan være

behov for at gennemføre en generel forvaltningslov, hvori navnlig

mindstekravene vedrørende de mest centrale og grundlæggende

rettigheder, der bør tilkomme den, der bliver part i en

forvaltningssag, udtrykkeligt lovfæstes.

Hovedsynspunktet må være, at flest mulige af disse grundlæggende

regler samles i den generelle forvaltningslov. Hensynet til at

sikre en udtømmende regulering i en generel forvaltningslov kan

dog efter justitsministeriets opfattelse ikke i alle tilfælde

opveje de fordele, der består i, at der på særlige

forvaltningsområder indføres yderligere retssikkerhedsgarantier

vedrørende sagsbehandlingen, eller at reglerne på områder, hvor

forholdene og administrative hensyn gør det påkrævet, udformes på

en særlig måde. Det må i så fald blot sikres, at borgerne i disse

tilfælde bliver informeret i fornødent omfang om de særlige

regler, der gælder på de pågældende forvaltningsområder.

3. Forvaltningsprocessen er allerede i dag i et vist omfang

undergivet en generel retlig regulering gennem de uskrevne

grundsætninger, der igennem årene har udviklet sig med

udgangspunkt i domspraksis, den juridiske litteratur og i de

senere år navnlig på grundlag af ombudsmandens udtalelser.

Ved afgrænsningen af, hvilke af disse forvaltningsretlige principper

der er egnet til en generel lovmæssig regulering, må det

fremhæves, at der næppe opnås fordele ved at lovfæste

sagsbehandlingsprincipper, der alene kan formuleres som brede

målsætninger af mere upræcis karakter. En lovfæstelse af sådanne

regler vil ikke give borgeren nogen reel vejledning om de

rettigheder, der tilkommer ham i forhold til forvaltningen, og der

ville endog kunne opstå uberettigede forventninger hos de borgere,

der eventuelt påberåber sig sådanne bestemmelser i tillid til, at

reglerne i forvaltningsloven må være af samme karakter som andre

egentlige lovregler. Hertil kommer, at sådanne mere upræcise

forskrifter vil kunne give anledning til betydelige

fortolkningsproblemer for forvaltningsmyndighederne selv og for de

myndigheder, der udøver kontrol med forvaltningen.

Ved udvælgelsen af, hvilke forvaltningsretlige grundprincipper der

bør lovfæstes, vil det være nærliggende at lægge vægt på, om en

tilsidesættelse af reglerne kan medføre, at afgørelsen bliver

ugyldig.

Dansk rets uskrevne regler om forvaltningens sagsbehandling er

oprindelig i udpræget grad blevet udformet på baggrund af

ugyldighedslæren. Det ville på denne baggrund være nærliggende at

lovfæste de grundsætninger, hvis tilsidesættelse er egnede til at

medføre den pågældende afgørelses ugyldighed. Hertil kommer, at

ugyldighedskriteriets indhold nøje modsvarer en væsentlig

bestanddel af det reale hensyn, der ligger bag indførelsen af

almindelige forskrifter for forvaltningens sagsbehandling, nemlig

hensynet til at sikre, at forvaltningens afgørelser bliver lovlige

og rigtige. Efter gældende ret er det afgørende for, om

tilsidesættelsen af en formel forskrift medfører ugyldighed, netop

i første række, om den pågældende forskrift kan siges i

almindelighed at udgøre en væsentlig garanti for, at afgørelsen

får et rigtigt indhold.

Ugyldighedskriteriet er imidlertid efter justitsministeriets

opfattelse et for snævert kriterium for afgrænsningen af emnerne

for en forvaltningslov. Således knyttes ugyldighedsvirkningen

efter gældende ret i almindelighed kun til sagsbehandlingsfejl i

forbindelse med forvaltningsafgørelsers tilblivelse, men ikke til

efterfølgende tilsidesættelse af formelle forskrifter, f. eks. om

aktindsigt, efter at afgørelsen er truffet, efterfølgende

begrundelse efter begæring eller klagevejledning.

Ugyldighedsvirkningen som kriterium for afgrænsningen af emnerne for

forvaltningsloven må derfor suppleres med andre synspunkter.

Justitsministeriet har på denne baggrund taget udgangspunkt i de

retsvirkninger, der typisk vil være knyttet til en lovfæstelse af

forskrifter om forvaltningens sagsbehandling fremfor anvendelse af

cirkulære- eller vejledningsformen. En lovmæssig regulering af

forvaltningens sagsbehandling vil således medføre, at de

pågældende regler i forhold til parten bliver retligt forbindende

for de myndigheder og deres ansatte, der er omfattet af

lovgivningen, herunder også for kommunale myndigheder og for de

mange fritstående statslige nævn og råd, der ikke uden videre er

undergivet en ministers instruktionsbeføjelse. De ansattes

tilsidesættelse af sådanne lovregler vil efter omstændighederne få

karakter af en tjenesteforseelse, der vil kunne sanktioneres.

Hertil kommer, at en lovfæstelse af en forvaltningsprocessuel

regel også vil medføre, at reglen i hvert fald som hovedregel må

forventes håndhævet af domstolene, om ikke ved anvendelse af

ugyldighedssanktion så dog ved dom til opfyldelse eller i øvrigt

ved en anerkendelse af, at forskriften er tilsidesat.

Efter justitsministeriets opfattelse må indførelsen af

forvaltningsprocessuelle retsgarantier for den enkelte borger ikke

tillige medføre en formalisering af forvaltningsprocessen på samme

måde, som det kendes fra domstolsprocessen vedrørende civile

sager. Det må således i videst muligt omfang sikres, at

retsgarantierne udformes på en sådan måde, at der ikke pålægges

den enkelte borger processuelle pligter f. eks. med hensyn til

sagens oplysning eller egentlige formkrav, der kun vil kunne

opfyldes af borgere med særlige forudsætninger i form af

uddannelse og lignende, eller som nødvendiggør, at borgeren må

søge sagkyndig bistand. Det må endvidere undgås, at der alene ud

fra ønsket om formalisering indføres andre særlige krav til

parterne i forvaltningsprocessen f. eks. i form af tidsfrister,

som parten skal overholde, og hvis tilsidesættelse medfører

retstab for den pågældende.

I overensstemmelse med dansk forvaltningsretlig tradition bør

forvaltningsprocessen udformes således, at

forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et

modsætningsforhold til de enkelte borgere. Et grundlæggende

princip bør efter justitsministeriets opfattelse fortsat være, at

borgeren under opfyldelse af færrest mulige formkrav skal kunne

henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om en sag,

hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får

netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der

regulerer det pågældende forvaltningsområde, eller den for

borgeren bedst mulige retsstilling, hvis lovgivningen åbner

mulighed for flere løsninger.

Disse synspunkter har justitsministeriet lagt til grund ved

udarbejdelsen af lovforslaget, og de vil i øvrigt fortsat blive

anvendt i forbindelse med justitsministeriets almindelige

koordinerende arbejde ved udformningen af forvaltningsprocessuelle

regler i speciallovgivningen.

I overensstemmelse hermed har justitsministeriet fundet, at

hovedsynspunkterne for afgrænsningen af emnekredsen for

forvaltningsloven bør være, at der i loven i det væsentlige kun

optages bestemmelser, der kan udformes relativt præcist om

forhold, der skal iagttages generelt, og som i øvrigt tillægges en

sådan betydning, at de bør kunne håndhæves selvstændigt ved

domstolene under et fuldbyrdelses- eller anerkendelsessøgsmål

efter bestemmelsen i grundlovens § 63.

4. På denne baggrund har justitsministeriet i lovforslaget optaget

bestemmelser om speciel inhabilitet, vejledning og repræsentation,

parters aktindsigt, obligatorisk partshøring (kontradiktion),

begrundelse af forvaltningsafgørelser, klagevejledning og om

tavshedspligt og videregivelse af oplysninger til andre

forvaltningsmyndigheder.

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af bl.a. Betænkning om

begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.

(nr. 657/1972), Betænkning om offentlighedslovens revision (nr.

857/1978), Betænkning om tavshedspligt (nr. 998/1984) og en

undersøgelse af gældende ret med hensyn til speciel inhabilitet,

som justitsministeriet gennemførte i 1973. Endvidere er navnlig

den lovgivning om forvaltningens sagsbehandling, der er gennemført

i Norge og Sverige, indgået i justitsministeriets overvejelser.

Valget af de emner, der reguleres i en generel forvaltningslov, er

ikke noget statisk, og justitsministeriet vil i lyset af de

synspunkter, der er anført under pkt. 3, løbende overveje,

hvorvidt der er yderligere forvaltningsretlige regler, der er af

en sådan karakter, at de bør optages i den generelle

forvaltningslov.

Et centralt element i forvaltningsprocessen med henblik på at opnå de

fornødne garantier for endelige administrative afgørelsers

lovlighed og rigtighed er borgernes adgang til administrativ

rekurs, hvorunder en overordnet myndighed foretager en udtømmende

prøvelse af den trufne afgørelse.

I Betænkning om begrundelse af forvaltningsafgørelser og

administrativ rekurs m.v. (nr. 657/1972) anfører udvalget side 50

i forbindelse med overvejelser om udformningen af regler om

administrativ rekurs, at der - på baggrund af

udviklingstendenserne i den administrative struktur i den

offentlige forvaltning - bør foretages en mere indgående

undersøgelse og vurdering af det samlede gældende administrative

klagesystem. Justitsministeriet har ikke taget stilling hertil og

vil derfor ikke afvise, at det på et senere tidspunkt kan blive

aktuelt at tage denne opgave op. Der kan imidlertid være grund til

at fremhæve, at et sådant udvalgsarbejde ville være endog meget

omfattende og tidkrævende. Problemstillingen har ikke blot, som

påpeget af udvalget, nær sammenhæng med grundlæggende spørgsmål

vedrørende hele den offentlige forvaltnings struktur. I givet fald

måtte man formentlig også inddrage en vurdering af gældende rets

rammer for udøvelsen af domstolenes prøvelsesret med hensyn til

forvaltningens virksomhed. Justitsministeriet har på nuværende

tidspunkt og på baggrund af den administrative struktur, som den

offentlige forvaltning har i dag, alene fundet at burde medtage

regler om klagevejledning i den generelle forvaltningslov.

5. Spørgsmålet om, hvordan den enkelte borgers rettigheder bør sikres

i forhold til administrative myndigheder, har bl.a. været

overvejet i Europarådet, der i 1977 vedtog en resolution herom.

I resolutionen (nr. (77) 31), som Danmark har tiltrådt, fastslås det,

at medlemsstaterne i deres lovgivning eller administrative praksis

bør indføre en række grundlæggende rettigheder for parterne i en

forvaltningssag for at sikre den enkeltes retsstilling i

forbindelse med afgørelser, der træffes af den offentlige

forvaltning. Resolutionen indeholder følgende rettigheder:

- Retten til at blive hørt, inden en afgørelse træffes.

- Retten til på begæring af blive gjort bekendt med de relevante

oplysninger i sagen.

- Retten til, at en part kan møde med bistand eller lade sig

repræsentere over for myndigheden.

- Retten til at få en begrundelse for en administrativ afgørelse.

- Retten til klagevejledning i forbindelse med skriftlige

forvaltningsafgørelser.

Som det fremgår, er det foreliggende lovforslag i overensstemmelse

med resolutionen.

6. Som anført ovenfor under pkt. 3 er forvaltningsmyndigheders

virksomhed allerede i dag i et vist omfang undergivet en generel

regulering gennem uskrevne grundsætninger, hvis rækkevidde til

dels er gengivet i vejledninger og enkeltskrivelser udfærdiget af

ministerier, og som navnlig har fundet udtryk i det meget store

antal udtalelser, hvor folketingets ombudsmand har givet udtryk

for, hvad der må anses for at være god forvaltningsskik.

Det må imidlertid erkendes, at det for såvel borgerne som for ansatte

i den offentlige forvaltning undertiden kan være vanskeligt at få

et klart overblik over, hvilke fremgangsmåder der opfylder disse

uskrevne forvaltningsregler og kravene om god forvaltningsskik.

På den baggrund er det justitsministeriets hensigt i forbindelse med

gennemførelsen af forvaltningsloven at udarbejde en generel

vejledning, der foruden en uddybning af reglerne i

forvaltningsloven også skal angive de almindelige regler og

principper, som den offentlige forvaltning bør anvende i

forbindelse med administrativ sagsbehandling.

Det er hensigten, at vejledningen løbende skal suppleres i nødvendigt

omfang, ligesom justitsministeriet overvejer, hvorledes alle dele

af den offentlige forvaltning i større omfang end hidtil løbende

kan blive informeret om afgørelser af principiel

forvaltningsretlig betydning.

7. For at sikre, at myndighederne får lejlighed til at tilrettelægge

sagsbehandlingen, således at forvaltningslovens regler indpasses

heri, foreslås det, at loven først sættes i kraft den 1. januar

1987. Dette vil tillige medføre, at de ansatte i den offentlige

forvaltning får rimelig tid til at sætte sig ind i de nye regler

og den vejledning, som justitsministeriet vil udarbejde herom.

På baggrund af, at de kommunale organisationer har peget på, at

navnlig bestemmelserne i lovens kapitel 5 om partshøring og

kapitel 6 om begrundelse vil kunne medføre et administrativt

merarbejde og forudsætter, at medarbejderne i de kommunale

forvaltninger får lejlighed til at sætte sig ind i reglerne,

foreslås det, at disse bestemmelser først formelt sættes i kraft

for kommunerne den 1. januar 1989. Herved bliver det også muligt,

inden disse regler træder i kraft, at inddrage forvaltningsloven i

den almindelige efteruddannelse i forvaltningsret og

sagsbehandling af det offentliges personale, der navnlig finder

sted på Den kommunale Højskole og Danmarks Forvaltningshøjskole,

således at det ikke bliver nødvendigt at gennemføre et særligt

efteruddannelsesprogram alene med henblik på at informere om

reglerne i forvaltningsloven.

8. Hovedpunkterne i det foreliggende lovforslag er følgende:

a. Inhabilitet

Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2, der indeholder generelle

regler om personlig inhabilitet, har ikke noget sidestykke i

gældende lovgivning.

For domstolenes vedkommende indeholder retsplejelovens §§ 60 og 62,

jfr. § 66, en udtrykkelig og i princippet udtømmende angivelse af,

under hvilke omstændigheder dommere m.fl. skal vige deres sæde som

følge af risikoen for, at en foreliggende interessekollision skal

komme til at præge rettens afgørelse. Det er fast antaget, at

disse bestemmelser ikke i almindelighed kan anvendes analogt inden

for forvaltningen. Der har imidlertid - til en vis grad med

udgangspunkt i retsplejelovens regler - også inden for

forvaltningsretten udviklet sig en almindelig grundsætning om

inhabilitet, hvorefter den, der har en direkte og individuel,

personlig eller økonomisk interesse i en foreliggende sags udfald,

ikke bør befatte sig med behandlingen af den pågældende sag. Denne

grundsætning er blevet videreudviklet og præciseret, navnlig

gennem folketingets ombudsmands praksis. På en lang række

forvaltningsområder er denne uskrevne grundsætning blevet udfyldt

med udtrykkelige forskrifter om spørgsmålet i forhold til

forskellige kollegialt sammensatte forvaltningsmyndigheder (nævn

og råd). En undersøgelse, som justitsministeriet gennemførte i

løbet af 1973, gav således til resultat, at der på dette tidspunkt

eksisterede over et hundrede sådanne bestemmelser. Disse

bestemmelser frembyder indbyrdes adskillige variationer.

Nogle går ud på at gøre retsplejelovens regler anvendelige gennem en

henvisning hertil, andre på tilsvarende måde at give en

tilsyneladende udtømmende, men fra retsplejeloven afvigende

opregning af inhabilitetstilfælde, og atter andre på alene at

regulere enkelte typer af interessekonflikter, som antages at

kunne opstå særligt hyppigt på det pågældende forvaltningsområde.

Disse udtrykkelige forskrifter har imidlertid ikke bidraget til at

afklare retstilstanden, idet det almindeligvis antages, at der

hverken kan sluttes analogt eller modsætningsvis fra de specielle

forskrifter. I praksis er der således statueret inhabilitet ikke

blot på ulovbestemte områder, men også - på områder for hvilke

der gælder forskrifter om forholdet - uden for de lovbestemte

tilfælde.

Denne udvikling har resulteret i, at der kan herske nogen usikkerhed

med hensyn til, hvad der på et givet - det være sig et

lovreguleret eller et ulovreguleret - forvaltningsområde må

antages at gælde om inhabilitet. Denne usikkerhed er efter

justitsministeriets opfattelse uheldig, idet det må tillægges

væsentlig betydning for den almindelige tillid til den offentlige

forvaltnings virksomhed, at der gælder så klare regler som muligt

om dette forhold.

Dette er baggrunden for, at der i lovforslagets kapitel 2 er optaget

en række almindelige regler om inhabilitet i forvaltningen.

Ved udformningen af sådanne regler er det ikke muligt uden videre

generelt at overføre retsplejelovens bestemmelser.

I henhold til de senere års forvaltningslovgivning er der i en række

tilfælde oprettet nævn og råd, om hvis sammensætning der i loven

er fastsat regler, som sikrer en vis interesserepræsentation.

Allerede dette forhold indebærer uvægerligt, at der ikke generelt

kan stilles krav om en lige så upartisk og neutral holdning af

forvaltningsmyndighederne som af domstolene. Det nævnte forhold

har i øvrigt også medført, at der inden for forvaltningen jævnligt

kan forekomme former for interessekonflikter, som typisk slet ikke

er aktuelle inden for retsplejen. Hertil kommer, at det inden for

forvaltningen - i modsætning til hvad der gælder for domstolenes

vedkommende - efter omstændighederne ligefrem kan være umuligt

eller dog forbundet med betydelig vanskelighed eller betænkelighed

i givet fald at sætte en stedfortræder i den inhabiles sted.

Heroverfor står, at domstolene under udøvelsen af deres kontrol med

forvaltningens virksomhed i medfør af grundlovens § 63 blandt

andet også foretager en efterprøvelse af, om en anfægtet

forvaltningsafgørelse er motiveret af hensyn, som i den

foreliggende sammenhæng må karakteriseres som uvedkommende. Dette

forhold gør det forsvarligt i et vist omfang at tillade en

lempelse af inhabilitetskravene, herunder blandt andet i de

tilfælde, hvor indkaldelse af en stedfortræder eller anden

substitution giver anledning til særlige problemer.

Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2 er udarbejdet med

udgangspunkt i retsplejelovens bestemmelser og i øvrigt på

grundlag af det materiale, der blev tilvejebragt i forbindelse med

den ovenfor omtalte undersøgelse af eksisterende udtrykkelige

forskrifter om inhabilitet, samt af den foreliggende praksis. I

overvejelserne er også indgået de tilsvarende bestemmelser i den

norske og den svenske forvaltningslov.

Lovforslagets bestemmelser om inhabilitet vedrører alene spørgsmålet

om, under hvilke omstændigheder den, der virker inden for den

offentlige forvaltning, som følge af en foreliggende

interessekollision skal undlade at medvirke ved den pågældende

myndigheds behandling af en bestemt, allerede foreliggende sag.

Lovgivningen indeholder i et vist omfang bestemmelser, der tilsigter

at sikre, at der kun undtagelsesvis opstår situationer, hvor dette

spørgsmål bliver aktuelt. Loven om kommunernes styrelse indeholder

således i § 29, stk. 2 og 3, nærmere regler om, i hvilket omfang

kommunalbestyrelsesmedlemmer, der tillige står i et

ansættelsesforhold til den pågældende kommunalbestyrelse, kan

indvælges i økonomiudvalget og de stående udvalg. Endvidere følger

det af tjenestemandslovens § 17, at en tjenestemand kun kan have

beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt

og i det omfang det er foreneligt blandt andet med den

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen

knyttede pligter.

Denne beslægtede problemstilling er ikke yderligere reguleret i det

foreliggende lovforslag, men bestemmelserne heri indeholder en

forudsætning om, at man ved udnævnelse eller beskikkelse af

personer til at beklæde stillinger eller hverv inden for den

offentlige forvaltning tilstræber at undgå at udpege nogen, for

hvis vedkommende det på forhånd må forudses, at der jævnlig vil

opstå tilfælde af inhabilitet som omhandlet i disse bestemmelser.

Det foreliggende lovforslag regulerer endvidere spørgsmålet om

personlig inhabilitet, dvs. tilfælde hvor en enkelt eller enkelte

medarbejdere eller medlemmer af kollegiale organer er inhabile i

modsætning til tilfælde, hvor myndigheden som sådan kan befinde

sig i en interessekollision, f. eks. hvis der indgives ansøgning

til et amt om fri proces til gennemførelse af retssag mod amtet

selv. Den sidstnævnte problemstilling egner sig efter

justitsministeriets opfattelse ikke til en almindelig lovmæssig

regulering inden for rammerne af det foreliggende forslag.

Den uklarhed, der bl.a. som følge af den spredte og uensartede

regulering i dag består med hensyn til spørgsmålet om inhabilitet

for personer, der virker i den offentlige forvaltning, må i

væsentlig grad antages at blive afhjulpet ved, at der i videst

muligt omfang kommer til at gælde de samme bestemmelser inden for

alle dele af den offentlige forvaltning. Hermed vil det også blive

muligt for den enkelte forvaltningsmyndighed at drage nytte af

oplysninger om praksis på andre forvaltningsområder i forbindelse

med løsningen af konkrete tvivlsspørgsmål.

Efter justitsministeriets opfattelse kan det dog ikke ganske

udelukkes, at der undtagelsesvis på helt særlige

forvaltningsområder fortsat vil være behov for, at der gælder

bestemmelser, der medfører inhabilitet i videre omfang end efter

forvaltningslovens regler herom. En sådan fravigelse fra

forvaltningsloven må ud fra lovtekniske synspunkter i så fald

fastsættes udtrykkelig i den lov, der i øvrigt regulerer det

pågældende område. For at opnå formålet med en generel regulering

i forvaltningsloven af dette område er det imidlertid efter

justitsministeriets opfattelse af afgørende betydning, at

fravigelserne bliver så få som mulige, og at det derfor meget nøje

overvejes i hvert enkelt tilfælde, om der er et afgørende behov

for at fastsætte strengere krav med hensyn til inhabilitet end de,

der følger af forvaltningslovens regler.

Det er på denne baggrund ikke fundet påkrævet generelt at ophæve de i

øvrigt relativt få eksisterende lovbestemmelser om inhabilitet i

forbindelse med gennemførelsen af forvaltningsloven. Det

forudsættes imidlertid, at de enkelte ministerier i forbindelse

med kommende revisioner af lovgivning, der indeholder

inhabilitetsregler, på ny overvejer, om der er det nødvendige

behov for at opretholde sådanne regler. De enkelte myndigheder må

endvidere foretage en gennemgang af kollegiale organers

forretningsordener og andre administrative forskrifter, der

indeholder inhabilitetsregler, med henblik på den nødvendige

tilpasning af disse bestemmelser til forvaltningslovens regler,

inden denne lov træder i kraft.

Hvis en forvaltningsmyndighed har behandlet og truffet afgørelse i en

sag under tilsidesættelse af lovens regler om speciel inhabilitet,

vil bl.a. den, der er part i sagen, kunne påklage den trufne

afgørelse til en eventuel overordnet forvaltningsmyndighed med

påstand om, at afgørelsen tilsidesættes som ugyldig som følge af

den skete sagsbehandlingsfejl. Tilsvarende kan spørgsmålet om

inhabilitet indbringes særskilt for rekursmyndigheden, når sagen

er afgjort.

På nogle sagsområder vil en myndigheds afgørelse af et spørgsmål om

inhabilitet og om virkningen heraf endvidere kunne påklages

særskilt, dvs. umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse om

dette spørgsmål, men inden behandlingen af den underliggende sag

er tilendebragt.

Efter justitsministeriets opfattelse er der næppe i praksis et

generelt behov for at kunne påklage dette forhold særskilt, når

parten kan få spørgsmålet prøvet i forbindelse med en klage over

selve afgørelsen. Der er derfor i lovforslaget ikke medtaget

generelle regler om adgang til særskilt klage over

inhabilitetsafgørelser. Det vil således fortsat skulle afgøres for

hvert enkelt forvaltningsområde, i hvilket omfang der bl.a. ud fra

retssikkerhedsmæssige synspunkter er behov herfor.

De kommunale tilsynsmyndigheder vil undertiden også kunne behandle

klager, der udelukkende drejer sig om inhabilitetsspørgsmålet.

Dette gælder, uanset om der er mulighed for at indbringe

afgørelsen for højere administrativ myndighed. Efter den kommunale

styrelseslovs § 61 har tilsynsmyndigheden dog kun begrænsede

muligheder for at sanktionere en tilsidesættelse af

inhabilitetsreglerne.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af

inhabilitetsreglerne, vil - som hidtil - på nogle områder kunne

indbringes for andre myndigheder, der på særlige områder er

tillagt en tilsynsbeføjelse over for kommunale myndigheder.

b. Vejledning og repræsentation

Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3, der indeholder generelle

regler om forvaltningsmyndighedernes pligt til at vejlede borgerne

og om borgernes ret til at lade sig repræsenterere eller bistå af

andre under forvaltningens behandling af en sag, har, ligesom

reglerne om inhabilitet, ikke noget sidestykke i gældende

lovgivning.

Det følger imidlertid allerede i dag af reglerne om god

forvaltningsskik, således som disse bl.a. er kommet til udtryk i

ombudsmandens praksis, at forvaltningsmyndighederne i et vist

omfang bør vejlede personer, der retter henvendelse til

myndighederne. Tilsvarende gælder det som en almindelig regel, at

den, der er part i en sag under behandling i den offentlige

forvaltning, i almindelighed har adgang til at lade sig bistå

eller repræsentere under sagens behandling.

Der har i de seneste år været lagt stadig større vægt på, at

offentlige myndigheder informerer borgerne om deres rettigheder og

pligter, og at myndighederne giver borgerne den fornødne service.

På den baggrund er det nærliggende i en generel forvaltningslov at

optage en udtrykkelig bestemmelse om forvaltningsmyndighedernes

vejledningspligt over for borgerne.

Under retsudvalgets behandling af lovforslaget i sidste

folketingssamling blev der som nævnt ovenfor under pkt. 1 a givet

udtryk for, at der i forvaltningsloven bør indsættes udtrykkelige

regler om vejledning og repræsentation i lighed med, hvad der

gælder efter den finske og norske forvaltningslov og et udkast til

en ny svensk forvaltningslov. Justitsministeriet har derfor i det

nu fremsatte lovforslag medtaget regler herom.

c. Parters aktindsigt

Gældende rets almindelige regler om parters aktindsigt

(partsoffentlighed) indeholdes i kapitel 2 i loven om offentlighed

i forvaltningen.

Spørgsmålet om parternes adgang til aktindsigt var i tiden før

offentlighedslovens ikrafttræden reguleret af lov nr. 141 af 13.

maj 1964 om partsoffentlighed i forvaltningen. Denne lov indeholdt

regler dels om adgangen for en part til efter begæring at blive

gjort bekendt med dokumenterne i sin egen sag, dels om udsættelse

med sagens afgørelse med henblik på at sikre, at en part, der

havde fremsat begæring derom, fik lejlighed til aktindsigt og til

at fremkomme med en udtalelse over for den pågældende

forvaltningsmyndighed, inden sagen afgjordes.

I forbindelse med gennemførelsen af offentlighedsloven ophævedes

loven om partsoffentlighed i forvaltningen, idet man af

lovtekniske grunde fandt det mest hensigtsmæssigt at samarbejde

lovgivningens almindelige regler om parters, henholdsvis

offentlighedens adgang til aktindsigt m.v. i eön lov.

Bestemmelserne i den gældende offentlighedslovs kapitel 1, der

indeholder almindelige regler om adgang til aktindsigt, gælder

således for enhver, der forlanger at blive gjort bekendt med en

sags dokumenter, herunder også for den, der er part i den

pågældende sag. Disse bestemmelser suppleres imidlertid af lovens

kapitel 2, der indeholder nogle særlige regler for parterne i en

forvaltningssag.

Den første af disse bestemmelser - lovens § 10 - hjemler en udvidet

adgang til aktindsigt for den, der kan anses for part i den

pågældende sag. Udvidelsen består navnlig i, at flere af de

begrænsninger, der efter reglerne i kapitel 1 gælder for

offentlighedens adgang til aktindsigt, er gjort uanvendelige i

forhold til den, der som part ønsker at blive gjort bekendt med

dokumenterne i sin egen sag. Bestemmelsen indebærer, at

offentlighedslovens regler om partsoffentlighed kan betegnes som

en i alt væsentligt uændret videreførelse af reglerne herom i

loven om partsoffentlighed i forvaltningen.

Herudover indeholder den gældende offentlighedslovs kapitel 2 to

bestemmelser - §§ 11 og 12 - om udsættelse med sagens afgørelse,

der ganske svarer til de før da gældende regler herom i

partsoffentlighedsloven.

Det forhold, at de gældende regler om partens aktindsigt m.v. således

i lovteknisk henseende er udformet som en overbygning på reglerne

om almindelig offentlighed i forvaltningen, har i nogen grad gjort

det vanskeligt at skaffe sig overblik over indholdet af disse

regler. Hertil kommer, at reglerne om partens aktindsigt m.v.

systematisk har nærmere sammenhæng med de problemer, der reguleres

i det foreliggende lovforslag, end med det generelle princip om

offentlighed i forvaltningen.

Efter justitsministeriets opfattelse bør reglerne om partens

aktindsigt m.v. derfor udskilles af offentlighedsloven og i stedet

indarbejdes i forvaltningsloven. Dette har den lovtekniske fordel,

at forvaltningsloven herefter kommer til at indeholde en samlet

regulering af de væsentligste rettigheder og beføjelser, der

tilkommer parterne i en forvaltningssag i forbindelse med sagens

behandling, medens offentlighedsloven alene kommer til at

indeholde regler om offentlighedens, dvs. andre end parters, ret

til aktindsigt. Såvel i Norge som i Sverige har man valgt en

tilsvarende lovteknisk løsning.

I overensstemmelse hermed indeholder lovforslagets kapitel 4 et

selvstændigt regelsæt om parters ret til at blive gjort bekendt

med dokumenterne i deres egen sag. Bestemmelsen i den gældende

offentlighedslovs § 12 er optaget som § 21 i lovforslagets kapitel

5 om partshøring m.v., hvor denne bestemmelse systematisk hører

hjemme.

Det af justitsministeriet nedsatte udvalg om offentlighedslovens

revision havde efter sit kommissorium til opgave at overveje

eventuelle ændringer af den gældende lovs bestemmelser såvel om

offentlighedens som parters adgang til aktindsigt. I

overensstemmelse hermed blev udvalgsarbejdet tilrettelagt med

henblik på også at vurdere behovet for en revision af reglerne om

partens aktindsigt. Da det under justitsministeriets sideløbende

overvejelser om udarbejdelsen af et udkast til forvaltningslov

blev klart, at det kunne blive aktuelt at søge reglerne om partens

aktindsigt indarbejdet i denne lov, lagde udvalget dog efter

aftale med justitsministeriet under det senere arbejde hovedvægten

på at overveje en revision af reglerne om almindelig offentlighed

i forvaltningen, dvs. bestemmelserne i den gældende

offentlighedslovs kapitel 1 og 3.

Som nævnt i det foregående gælder de fleste af disse bestemmelser

imidlertid også for den, der er part i den pågældende sag. I de

beskrivelser af gældende ret, der indeholdes i de enkelte kapitler

af udvalgets betænkning, er der derfor i vidt omfang også

redegjort for retsstillingen i forhold til en sags parter, og i de

tilfælde, hvor dette måtte forekomme naturligt, har udvalget

overvejet, om der måtte være behov for at fastsætte særregler om

parters ret til aktindsigt i deres egen sag.

I det udkast til en ny lov om offentlighed i forvaltningen, som

udvalget har fremlagt som et resultat af sit arbejde, er der ikke

som i den gældende lovs kapitel 2 optaget særlige regler for

parterne i en forvaltningssag, og da det efter udvalgets

opfattelse måtte anses for mest hensigtsmæssigt, at de

bestemmelser, der skulle optages i udkastet til forvaltningslov,

udarbejdes under eöt, har udvalget heller ikke udarbejdet et

samlet udkast til en kommende lovgivnings regler om partens

aktindsigt. Udvalget har derimod i betænkningens kapitel XIII

(side 336 ff.) givet en sammenfatning af sine overvejelser om de

hovedspørgsmål i forbindelse med udformningen af sådanne regler,

der er behandlet i betænkningen.

Bestemmelserne i kapitel 4 i det foreliggende lovforslag, der er

udarbejdet på grundlag af betænkningen, betegner i alt væsentligt

en videreførelse af gældende ret med de ændringer, der er en

konsekvens af udvalgets udkast til en ny lov om offentlighed i

forvaltningen. Bestemmelsen i det foreliggende lovforslags § 2,

stk. 1, om, at loven alene gælder for behandlingen af

afgørelsessager, medfører i princippet en vis begrænsning i

anvendelsesområdet for de foreslåede regler om partens aktindsigt

i forhold til gældende ret. Som det er fremhævet nedenfor i sidste

afsnit af bemærkningerne til § 2, stk. 1, er denne begrænsning som

følge af de foreslåede regler om personers adgang til oplysninger

om egne personlige forhold (egenacces) i offentlighedsloven dog

næppe af praktisk betydning.

d. Partshøring

Den gældende offentlighedslovs regler om partsoffentlighed suppleres

af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, hvorefter den, der er

part i en sag, som er til behandling i den offentlige forvaltning,

normalt på ethvert tidspunkt af behandlingen kan forlange, at

sagens afgørelse udsættes, indtil han har afgivet en udtalelse om

sagen. Denne bestemmelse gælder uanset, om parten forinden har

udnyttet sin adgang til aktindsigt, men baggrunden for

fremsættelsen af en begæring efter § 12 vil i praksis ofte være et

ønske om at få mulighed for at kommentere det materiale, som

parten i kraft af en forudgående begæring om aktindsigt har haft

lejlighed til at gøre sig bekendt med.

Offentlighedsloven hjemler således allerede i dag den, der er part i

en forvaltningssag, ret til at gøre sig bekendt med det

foreliggende materiale og til at udtale sig herom og i øvrigt om

sit syn på sagen, inden den afgøres.

Den gældende offentlighedslovs regler er imidlertid karakteriseret

ved, at initiativet ligger hos parten selv. Loven hjemler kun

partsoffentlighed og partshøring efter derom fremsat begæring.

Denne begrænsning i rækkevidden af de gældende regler må sammenholdes

med det forhold, at vedkommende forvaltningsmyndighed - i

modsætning til hvad der gælder i retsplejen - har et selvstændigt

ansvar for tilvejebringelsen af et tilfredsstillende

afgørelsesgrundlag. Denne såkaldte officialmaksime indebærer

blandt andet, at den pågældende forvaltningsmyndighed ofte under

sagens behandling må tage skridt til en efterprøvelse og/eller

supplering af de oplysninger, som fremlægges af en part. Det kan

derfor meget vel forekomme, at en forvaltningsmyndighed i en sag,

hvor man på et tidligt stadium af sagens behandling har

imødekommet en begæring om partsoffentlighed og partshøring,

senere modtager yderligere oplysninger eller udtalelser, som

parten ikke har haft lejlighed til at tage stilling til.

Bestemmelsen i § 12 i den gældende offentlighedslov giver i og for

sig parten mulighed for at sikre sig imod denne eventualitet. I

justitsministeriets vejledning om lov om offentlighed i

forvaltningen, der er optaget som bilag 2 til

offentlighedsudvalgets betænkning (side 457 ff.), udtales det

således under pkt. 35, at den nævnte bestemmelse indebærer, at en

part på et tidligt stadium, f.eks. i selve ansøgningen, kan

forlange, at sagen ikke afgøres, før han har haft lejlighed til at

gøre sig bekendt med de dokumenter, der tilvejebringes i

forbindelse med sagens behandling, og til at fremsætte sine

bemærkninger hertil. En sådan begæring påfører med andre ord

vedkommende forvaltningsmyndighed en pligt til at gennemføre en

partshøring, når sagen efter myndighedens skøn i øvrigt er moden

til afgørelse. Forudsætningen for, at myndigheden efter

offentlighedslovens § 12 kan anses for forpligtet til at foretage

en partshøring, når sagsforberedelsen i øvrigt er tilendebragt, er

imidlertid stadig, at parten har fremsat begæring herom.

Det forhold, at anvendeligheden af den gældende lov således

forudsætter, at der fremsættes en begæring af den pågældende part,

indebærer også, at reglerne kun får praktisk betydning i forhold

til parter, der er bekendt med, at der verserer en

forvaltningssag, hvis udfald vil kunne gribe ind i deres retlige

interesser.

Denne forudsætning er naturligvis opfyldt i alle de tilfælde, hvor

sagen er rejst på den pågældendes eget initiativ, typisk ved

indgivelse af ansøgning eller klage, eller hvor parten direkte

inddrages i forbindelse med myndighedens oplysning af sagen. I

nogle tilfælde rejses en sag imidlertid på myndighedens eget eller

andre myndigheders initiativ eller i anledning af en henvendelse

fra andre private parter eller trediemænd, uden at sagens karakter

umiddelbart gør det nødvendigt at inddrage den pågældende selv i

sagens forberedelse. I forbindelse med behandlingen af sådanne

sager har parten ikke uden videre mulighed for at udnytte

offentlighedslovens regler om partsoffentlighed og partshøring.

Hertil kommer, at ansøgere og andre parter i en del tilfælde går

ud fra, at de er bekendt med myndighedens afgørelsesgrundlag uden

at være opmærksomme på, at myndighederne ofte af egen drift

indhenter yderligere oplysninger til brug for sagens afgørelse.

Indførelse af regler om partshøring på myndighedens initiativ har til

formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag, får

lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske

afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres, ligesom det i sig selv må

anses for at være af betydning for tilliden til den offentlige

forvaltning, at parten får lejlighed til at kontrollere

myndighedens beslutningsgrundlag, inden afgørelsen træffes. En

sådan regel er imidlertid ikke blot til fordel for parten selv. En

ret for parten til at få lejlighed til at påpege, hvad han anser

for misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det

foreliggende oplysningsmateriale, vil også i nogle tilfælde

medvirke til at sikre, at forvaltningens afgørelser træffes på det

bedst mulige faktiske grundlag.

På grundlag af hidtidige praktiske erfaringer må det dog kunne lægges

til grund, at for langt den største del af de sager, der

behandles, vil de faktiske oplysninger, som myndighederne lægger

til grund ved afgørelsen, ikke kunne omtvistes eller give en part

anledning til at fremkomme med indsigelser.

Det må endvidere erkendes, at regler om partshøring efter

omstændighederne vil kunne medføre en forlængelse af

sagsbehandlingstiden, hvilket navnlig vil kunne blive følt som en

ulempe af parterne selv. Særlig for så vidt angår sager, hvor

afgørelserne træffes i kollegiale forvaltningsmyndigheder -

herunder kommunalbestyrelser og kommunale udvalg - vil

partshøringsreglen i forbindelse med organets mødeturnus i nogle

tilfælde kunne give anledning til en betydelig forlængelse af den

samlede sagsbehandlingstid. Det gælder således navnlig i tilfælde,

hvor det først under behandlingen i det kollegiale organ viser

sig, at der burde have været iværksat partshøring, f.eks. fordi

organet - i modsætning til dets sekretariat - vil lægge afgørende

vægt på nogle for parten ukendte og ugunstige oplysninger. I et

sådant tilfælde må sagens afgørelse udsættes til et senere møde,

således at sekretariatet i mellemtiden kan gennemføre partshøring.

På denne baggrund kan det ikke udelukkes, at en sags parter i en del

tilfælde vil foretrække, at der hurtigt træffes afgørelse i sagen

fremfor at afvente gennemførelsen af partshøringen, og at

partshøringen i nogle tilfælde direkte ville kunne opfattes som en

overflødig og besværlig formalisme.

På denne baggrund og ud fra ressourcemæssige synspunkter finder

justitsministeriet, at reglerne om obligatorisk partshøring bør

begrænses til alene at omfatte tilfælde, hvor der er grund til at

antage, at parterne vil være interesseret heri, og hvor en

medvirken fra parternes side må antages at kunne forbedre

myndighedens beslutningsgrundlag.

Sådanne retningslinier for partshøring har i øvrigt fundet udtryk

igennem de senere års ombudsmandspraksis.

I en række udtalelser har folketingets ombudsmand givet udtryk for,

at det i almindelighed må anses for bedst stemmende med god

forvaltningspraksis, at en forvaltningsmyndighed under nærmere

angivne omstændigheder på eget initiativ giver den, der er part i

en sag, lejlighed til at fremkomme med en udtalelse til sagen,

inden den afgøres. Dette gælder navnlig, hvis myndigheden til brug

for afgørelsen af den pågældende sag har modtaget faktiske

oplysninger, der (1) ikke er af uvæsentlig betydning, som (2)

parten ikke er bekendt med, at myndigheden har modtaget, som (3)

der er en vis rimelig mulighed for, at parten vil kunne berigtige

eller supplere, og som (4) ikke er af et sådant indhold, at de

ville kunne unddrages partens ret til aktindsigt efter den

gældende lovs regler om undtagelser fra

partsoffentlighedsprincippet.

Efter justitsministeriets opfattelse bør denne praksis søges

lovfæstet i en generel forvaltningslov, idet bestemmelser udformet

efter disse retningslinier af lovtekniske grunde må foretrækkes

fremfor en mere abstrakt formuleret regel, hvorefter det pålægges

vedkommende forvaltningsmyndighed at gennemføre en partshøring

forud for udfærdigelsen af bestemte typer af

forvaltningsafgørelser.

De foreslåede bestemmelser i kapitel 5 må i praksis antages at

medføre, at parter i de få tilfælde, hvor en sag behandles af en

myndighed, uden at parten er bekendt hermed, vil blive gjort

bekendt med sagen, inden myndigheden træffer afgørelse.

De foreslåede bestemmelser om partshøring vil ikke overflødiggøre en

bestemmelse, der svarer til den gældende offentlighedslovs

generelle bestemmelse i § 12 om partshøring efter begæring. En

sådan bestemmelse er derfor medtaget i lovforslagets § 21.

På en del forvaltningsområder er der i de senere år gennemført

regler, der - afpasset efter de særlige forhold, der gælder for

disse sagsområder - skal sikre, at parter og andre interesserede

inddrages i sagsforberedelsen. Det gælder således f.eks.

lovgivningen vedrørende fysisk planlægning,

ekspropriationslovgivningen og skattestyrelsesloven. Disse regler

er netop udformet med henblik på at sikre, at parterne inddrages

på den mest hensigtsmæssige måde inden for de pågældende

forvaltningsområder. Sådanne regler vil derfor blive opretholdt.

e. Begrundelse

Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 6 om begrundelse m.v. er

udarbejdet på grundlag af indstillingen i Betænkning om

begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.

(nr. 657/1972).

Denne betænknings afsnit II om begrundelse af forvaltningens

afgørelser indeholder indledningsvis en gennemgang af de specielle

forskrifter om begrundelse, der fandtes i særlovgivningen (side

14-22), og en redegørelse for praksis på de forvaltningsområder,

hvor sådanne forskrifter ikke fandtes (side 22-28). Dernæst

refereres en række almindelige forskrifter om begrundelse i

udenlandsk lovgivning (side 28-31) samt overvejelser, der

tidligere har fundet sted her i landet om gennemførelse af en

almindelig regel om begrundelse af forvaltningsafgørelser (side

31-33).

Efter udvalgets opfattelse (betænkningens side 33ff.) taler hensynet

til retssikkerheden for, at der i videst muligt omfang gives

vedkommende borger en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en

konkret afgørelse har fået netop det indhold, den har.

Udvalget peger i den forbindelse navnlig på, at begrundelse har

særlig betydning for borgerens overvejelser om, hvorvidt han bør

søge en afgørelse ændret. Det er ligeledes efter udvalgets

opfattelse rimeligt at tro, at begrundelse vil kunne lette den

enkelte borgers akcept af den trufne afgørelse, og man kan derved

håbe indirekte at styrke tilliden til forvaltningen. Begrundelser

kan endelig lette de underordnede myndigheders administration og

bidrage til en klar og fast praksisdannelse.

Udgangspunktet for udvalgets overvejelser har derfor været det

hovedsynspunkt, at hensynet til retssikkerheden taler for, at der

- så vidt det er foreneligt med hensynet til en effektiv og smidig

forvaltning - i videst muligt omfang meddeles begrundelse for

forvaltningens afgørelser. Gennemførelse af en almindelig

lovbestemmelse om begrundelse vil derfor tjene til at fremme

retssikkerheden. Heroverfor peger udvalget imidlertid på, at en

almindelig lovregel om begrundelse må formuleres meget vagt og

ubestemt, og at en sådan bestemmelse derfor kan volde

vanskeligheder i den praktiske administration. Præcise regler om

begrundelse kan efter udvalgets opfattelse kun udformes med

bestemte sagsområder eller afgørelsesarter for øje.

På baggrund heraf anser udvalget det for den mest ønskelige løsning,

at man dels udsender et cirkulære til statsadministrationen om

pligt til efter begæring at meddele en begrundelse for en truffet

afgørelse, dels - og samtidig hermed - igangsætter den langvarige

proces, der består i efterhånden at indsætte veludformede og

præcise regler om begrundelse i de enkelte love (betænkningen side

35). Udvalget har udarbejdet et udkast til et sådant cirkulære

(betænkningen side 36), der forudsættes fulgt op af en tilsvarende

henstilling fra indenrigsministeriet til den kommunale

forvaltning.

For så vidt der måtte være ønske om at gennemføre en almindelig

lovbestemmelse om begrundelse, bør en sådan bestemmelse efter

udvalgets opfattelse udformes som en generel hovedregel om

efterfølgende begrundelse efter begæring. Udvalget har ikke

udarbejdet noget udkast til en sådan lovbestemmelse, men har i

stedet peget på en række problemer, som udformningen af en sådan

bestemmelse vil give anledning til, og givet udtryk for sit syn på

disse spørgsmål (betænkningen side 36-46). For så vidt der måtte

være ønske om at gå videre og fastsætte en almindelig

lovbestemmelse om, at en forvaltningsmyndigheds afgørelser skal

ledsages af en begrundelse uanset, om den, der er part i sagen,

har fremsat begæring derom (samtidig begrundelse), har udvalget

ønsket at understrege, at de praktiske vanskeligheder ved en sådan

ordning efter udvalgets bedømmelse er meget store (betænkningen

side 46-47). Efter udvalgets opfattelse bør en eventuel almindelig

lovbestemmelse om samtidig begrundelse derfor begrænses til

tilfælde, hvor begrundelsens betydning for parten er særlig

åbenbar, og hvor de almindelige retssikkerhedshensyn derfor er

særligt tungtvejende. Som sådanne tilfælde peger udvalget på

klagesager, sager, hvorved der træffes afgørelse i en tvist mellem

flere parter, og sager om tilbagekaldelse af en meddelt

autorisation eller om andre former for rettighedsfratagelse. I

andre tilfælde bør man efter udvalgets opfattelse indskrænke sig

til en almindelig regel om efterfølgende begrundelse efter

begæring. Denne mest subsidiære indstilling svarer til, hvad der

gjaldt efter den norske forvaltningslov i dennes oprindelige

affattelse.

Det fremhæves i betænkningen (side 35), at en eventuel almindelig

lovbestemmelse - det være sig om samtidig eller efterfølgende

begrundelse - bør søges suppleret af mere præcist udformede

begrundelsesforskrifter i særlovgivningen.

Som anført ovenfor under pkt. 4 hører regler om begrundelse af

forvaltningsafgørelser til blandt de centrale emner, der efter

justitsministeriets opfattelse bør inddrages i den foreslåede

almindelige regulering af de rettigheder og beføjelser, der

tilkommer den, der er part i en forvaltningssag, i forbindelse med

sagens behandling.

De principielle betænkeligheder over for en lovfæstelse af generelle

regler om begrundelse af forvaltningsafgørelser, som udvalget har

givet udtryk for i betænkningen (side 34), kunne anføres til

støtte for, at man i det hele afstod fra at søge gennemført en

almindelig regulering af dette forhold. Denne konsekvens har

udvalget imidlertid ikke villet drage. Som nævnt i det foregående

har udvalget stillet forslag om, at der administrativt - ved

udsendelse af et dertil sigtende cirkulære og en tilsvarende

henstilling til den kommunale forvaltning - pålægges

forvaltningsmyndighederne en almindelig forpligtelse til efter

derom fremsat begæring at meddele en begrundelse for en

foreliggende afgørelse. De nævnte betænkeligheder kan efter

justitsministeriets opfattelse ikke tillægges afgørende betydning

for valget mellem at fastsætte sådanne almindelige regler

administrativt eller ved lov.

Som fremhævet af udvalget (betænkningen side 33) kan opfyldelsen af

en begrundelsespligt efter omstændighederne være tid- og

arbejdskrævende. Udformningen af en begrundelse kræver betydelig

omhu, fordi den bliver af afgørende betydning for, om den trufne

afgørelse kan holde for en efterfølgende prøvelse, ligesom

begrundelsen vil blive opfattet som udtryk for myndighedens

generelle syn eller praksis på det pågældende sagsområde. Dette

kan indebære, at udarbejdelse af en skriftlig

forvaltningsafgørelse undertiden vil kræve anvendelse af særligt

uddannet eller kvalificeret arbejdskraft, og at udkast til

begrundelser eventuelt må forelægges for overordnede til

godkendelse.

På den baggrund var der ikke i de tidligere fremsatte lovforslag

medtaget en bestemmelse om samtidig begrundelse, men alene en

bestemmelse om begrundelse efter begæring. Under retsudvalgets

behandling af lovforslaget blev der, som nævnt ovenfor under pkt.

1 b, imidlertid givet udtryk for, at der allerede nu burde

gennemføres regler om samtidig begrundelse, således som det er

sket i den finske, norske og svenske forvaltningslov.

Justitsministeriet overvejede i forbindelse med det oprindelige

lovforslag at udforme begrundelsesreglerne således, at de tillige

umiddelbart skulle gælde for kollegiale myndigheder.

Dette spørgsmål er omtalt i begrundelsesudvalgets betænkning på side

45. Det anføres i den forbindelse, at vanskelighederne ved at

begrunde kan være særlig fremtrædende for så vidt angår

kommunalbestyrelser og andre kollegiale organer, hvori folkevalgte

eller andre ikke-professionelle administratorer er enerådende

eller dog i overvægt. Uanset at disse synspunkter i Norge og

Sverige bl.a. har ført til, at de besluttende forsamlinger,

kommunalbestyrelserne, er holdt uden for begrundelsespligten,

finder udvalget ikke, at der her i landet er tilstrækkelig grund

til at holde kommunalbestyrelsernes individuelle afgørelser uden

for en regel om efterfølgende begrundelse. Udvalget anfører

endvidere, at afgørelser truffet af de kommunale udvalg utvivlsomt

ikke kan holdes uden for en begrundelsespligt. Efter udvalgets

opfattelse bør de nævnte vanskeligheder føre til, at der eventuelt

ved en efterfølgende bedømmelse stilles mildere krav til

begrundelsens indhold, når afgørelsen er truffet af sådanne

organer.

I Sverige gælder forvaltningsloven ikke for kommunale afgørelser, der

kan påklages gennem kommunal besvaer m.v., og det vil i praksis i

det væsentlige sige afgørelser, der er truffet inden for den del

af kommunalforvaltningen, der ikke er lovreguleret. Da

kommunalbestyrelserne alene træffer afgørelse på sådanne områder,

vil begrundelsesreglen i praksis ikke gælde for den samlede

kommunalbestyrelse. Afgørelser, der træffes af kommunale udvalg,

skal begrundes.

I Norge har man ikke ment at kunne undtage kommunale udvalg og nævn

fra begrundelsespligten. Med henvisning til de praktiske

vanskeligheder, som begrundelsespligten kunne skabe for den

samlede kommunalbestyrelse, indeholder den norske forvaltningslov

imidlertid en undtagelse for afgørelser, der er truffet af

kommunestyret (den samlede kommunalbestyrelse) og det særlige

formandskab. Der er i den forbindelse grund til at fremhæve, at de

norske kommunalbestyrelser i almindelighed er langt større end de

danske, og at norske kommunalbestyrelser må antages at træffe

betydeligt færre individuelle afgørelser, end mange danske

kommunalbestyrelser i praksis gør.

Den finske forvaltningslov, der trådte i kraft den 1. januar 1983,

indeholder bl.a. regler om obligatorisk samtidig begrundelse.

Reglerne gælder også for afgørelser, der træffes af den samlede

kommunalbestyrelse og dens udvalg. Ifølge oplysninger, som det

finske justitsministerium har indhentet fra de kommunale

centralorganisationer, har indførelsen af begrundelsespligten i

forvaltningsloven ikke medført problemer for de finske kommuner.

I forbindelse med høringen over lovudkastet har de danske kommunale

organisationer bl.a. peget på, at en almindelig regel om

begrundelse efter begæring i forhold til kommunerne kunne give

anledning til dels nogle principielle betænkeligheder, og dels

nogle praktiske vanskeligheder med hensyn til de kommunale

kollegiale organers muligheder for at begrunde de trufne

afgørelser.

Som et synspunkt af mere principiel karakter er der således peget på,

at lovgivningsmagten ved at henlægge et bestemt sagsområde til

kommunerne kan have ønsket, at afgørelserne inden for det

pågældende sagsområde skulle træffes af kommunen på grundlag af

fri forhandling inden for de grænser, som følger af den pågældende

hjemmelslov og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger,

uden at blive afkrævet nogen begrundelse for udnyttelsen af

beføjelserne inden for disse grænser. Der er i den forbindelse

endvidere peget på, at henlæggelsen af afgørelserne til kommunerne

kan opfattes som et udtryk for, at lovgivningsmagten har lagt

hovedvægten på den politiske kontrol, der udøves af den enkelte

kommunalbestyrelse, fremfor den retlige kontrol.

De kommunale organisationer har endvidere peget på, at

begrundelsespligten vil kunne give anledning til praktiske

vanskeligheder for de kollegiale kommunale organer, herunder

navnlig at det i nogle tilfælde vil kunne vise sig vanskeligt at

opnå den fornødne enighed om, hvilke faktiske oplysninger og

synspunkter der skal lægges vægt på ved en afgørelse, hvis

resultat der i øvrigt er enighed om eller et flertal for. Hertil

kommer, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne i dag alene har pligt

til at deltage i afstemningen om afgørelsens udfald, men ikke

pligt til at tilkendegive nogen begrundelse for deres standpunkt.

Det er endvidere anført, at indførelsen af en begrundelsespligt

for de kollegiale organer i nogle tilfælde vil kunne gøre det

vanskeligere at opnå et kompromis med hensyn til afgørelsens

resultat.

Efter justitsministeriets opfattelse skal enhver

forvaltningsafgørelse som udgangspunkt træffes i overensstemmelse

med den lovgivning, der regulerer det pågældende område, og de

almindelige retsgrundsætninger, der gælder i Danmark. Det forhold,

at en bestemt lovgivning tillægger de kommunale myndigheder

kompetence til at træffe afgørelser i forhold til parter, kan

derfor ikke i sig selv antages at medføre, at de kommunale organer

får en videre adgang end andre myndigheder til at lægge friere

overvejelser til grund for afgørelserne. Der må derfor kunne

stilles de samme indholdsmæssige krav med hensyn til lovlighed og

rigtighed til de afgørelser, der træffes af kommunalbestyrelsen og

dens udvalg, som til alle andre forvaltningsafgørelser.

Ud fra et retssikkerhedssynspunkt og moderne principper for

samspillet mellem forvaltningsmyndigheder og den enkelte borger er

det efter justitsministeriets opfattelse vanskeligt at forklare og

begrunde, at en borger ikke skulle have krav på en begrundelse for

en forvaltningsafgørelse, der måske er af indgribende betydning

for den pågældendes personlige og økonomiske forhold, alene fordi

forvaltningsafgørelsen er truffet af en kommunalbestyrelse eller

et af dennes udvalg, medens afgørelser, der træffes af den

kommunale forvaltning på kommunalbestyrelsens vegne og ansvar kan

kræves begrundet.

Efter justitsministeriets opfattelse kan det imidlertid ikke afvises,

at begrundelsespligten i visse tilfælde vil kunne give anledning

til særlige vanskeligheder for de kommunale kollegiale organer.

Ved vurderingen af de praktiske vanskeligheder, som

begrundelsespligten vil kunne give anledning til, må det dog tages

i betragtning, at formentlig kun relativt få konkrete afgørelser i

forhold til parter i det hele taget vil blive forelagt den samlede

3310 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.

Versioner

1. 1988-05-21