Gelex

1985 LSF 7 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN (ERSTATNING OG FORSIKRING)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00007@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976, som ændret senest ved lov nr.

299 af 6. juni 1984 og lov nr. 158 af 24. april 1985, foretages

følgende ændringer:

1. § 101 affattes således:

»§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal

erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved

eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i

køretøjet.

Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan

nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt

har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og

i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved

grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde,

hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til

skaden.«

2. § 103 affattes således:

»§ 103. Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af

sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne

i § 101, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Sker der tingsskade ved sammenstød mellem motordrevne

køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende

omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør

ydes.«

3. § 105 affattes således:

»§ 105. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne

køretøjer skal være dækket af en forsikring i et

ansvarsforsikringsselskab, der er anerkendt af justitsministeren,

jfr. dog § 109.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på

indtil 50 mill. kr. og tingsskade på indtil 10 mill. kr. for den

ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres årligt med samme procent,

som ugelønnen for april kvartal er steget eller faldet i forhold

til april kvartal 1985. Reguleringen har virkning fra den følgende

1. april. Ugelønnen beregnes som den af Danmarks Statistik

offentliggjorte gennemsnitlige timefortjeneste (inkl.

dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle

arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i april

kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld

sædvanlig arbejdstid. De herefter fremkomne beløb afrundes til

nærmeste med 1 million delelige kronebeløb. Justitsministeriet

bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, i hvilket

omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.«

4. § 107, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Præmier for forsikringen er tillagt udpantningsret. Er

forsikring tegnet for et større beløb end efter § 105, stk. 2,

gælder denne regel hele præmien.«

5. § 108 affattes således:

»§ 108. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte

for erstatning efter § 105, stk. 1.

Stk. 2. En aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren

om, at selskabet skal have regres mod den, der efter § 104 er

ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af

den ansvarlige ved uagtsomhed, har kun retsvirkning, hvis

forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan

betegnes som grov hensynsløshed.«

6. I § 109, stk. 3, ophæves 2. pkt.

7. § 114 ophæves.

8. I § 115 ændres »§ 113, stk. 2 og 4, og § 114« til: »og § 113, stk.

2 og 4,».

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1986 og har virkning for skader,

der indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Stk. 1. Ansvarsforsikringer, der er tegnet inden lovens ikrafttræden,

og som ikke opfylder kravene i § 105, ændres i overensstemmelse

med denne bestemmelse. De ældre policer behøver ikke at forsynes

med påtegning herom.

Stk. 2. Forsikringsselskaber, der har tegnet ansvarsforsikring for

motordrevne køretøjer, kan uden iagttagelse af det i

forsikringsaftalen fastsatte varsel gennemføre en

præmieforhøjelse, som alene er begrundet med den ændring af

vilkårene for forsikringsdækningen, der er en følge af denne lovs

regler om erstatning og forsikring for skader forvoldt af

motordrevne køretøjer.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 12

§ 1

I færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976, som ændret senest ved lov nr.

299 af 6. juni 1984, foretages følgende ændringer:

1. § 101 affattes således:

»§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal

erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved

eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i

køretøjet.

Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan

nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt

har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og

i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved

grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde,

hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til

skaden.«

2. § 103 affattes således:

»§ 103. Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af

sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne

i § 101, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Sker der tingsskade ved sammenstød mellem motordrevne

køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende

omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør

ydes.«

3. § 105 affattes således:

»§ 105. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne

køretøjer skal være dækket af en forsikring i et

ansvarsforsikringsselskab, der er anerkendt af justitsministeren,

jfr. dog § 109.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på

indtil 50 mill. kr. og tingsskade på indtil 10 mill. kr. for den

ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres årligt med samme procent,

som ugelønnen for april kvartal er steget eller faldet i forhold

til april kvartal 1986. Reguleringen har virkning fra den følgende

1. april. Ugelønnen beregnes som den af Danmarks Statistik

offentliggjorte gennemsnitlige timefortjeneste (inkl.

dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle

arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i april

kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld

sædvanlig arbejdstid. De herefter fremkomne beløb afrundes til

nærmeste med 1 mill. delelige kronebeløb. Justitsministeriet

bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, i hvilket

omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.«

4. § 107, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Præmier for forsikringen er tillagt udpantningsret. Er

forsikring tegnet for et større beløb end efter § 105, stk. 2,

gælder denne regel hele præmien.«

5. § 108 affattes således:

»§ 108. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte

for erstatning efter § 105, stk. 1.

Stk. 2. En aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren

om, at selskabet skal have regres mod den, der efter § 104 er

ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af

den ansvarlige ved uagtsomhed, har kun retsvirkning, hvis

forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan

betegnes som grov hensynsløshed.«

6. I § 109, stk. 3, ophæves 2. pkt.

7. § 114 ophæves.

8. I § 115 ændres »§ 113, stk. 2 og 4, og § 114« til: »og § 113, stk.

2 og 4,».

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1986 og har virkning for skader, der

indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Stk. 1. Ansvarsforsikringer, der er tegnet inden lovens ikrafttræden,

og som ikke opfylder kravene i § 105, ændres i overensstemmelse

med denne bestemmelse. De ældre policer behøver ikke at forsynes

med påtegning herom.

Stk. 2. Forsikringsselskaber, der har tegnet ansvarsforsikring for

motordrevne køretøjer, kan uden iagttagelse af det i

forsikringsaftalen fastsatte varsel gennemføre en

præmieforhøjelse, som alene er begrundet med den ændring af

vilkårene for forsikringsdækningen, der er en følge af denne lovs

regler om erstatning og forsikring for skader forvoldt af

motordrevne køretøjer.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget er at foretage en revision af

færdselslovens kapitel 16 om erstatning og forsikring, især med

henblik på at opnå en forbedret retsstilling for de, der lider tab

ved personskade og tab af forsørger i forbindelse med trafikuheld.

Lovforslaget indebærer, at der for ejeren eller den selvstændige

bruger indføres et egentligt objektivt ansvar for trafikskader,

mens der i dag gælder et culpaansvar med omvendt bevisbyrde,

d.v.s. et ansvar, som i princippet forudsætter fejl eller

forsømmelse fra ejeren eller brugerens side som betingelse for, at

denne - og dermed ansvarsforsikringsselskabet - er

erstatningspligtig. Da det imidlertid kræves, at ejeren/brugeren

for at blive ansvarsfri beviser, at skaden, selv om der var udvist

den fornødne agtpågivenhed, ikke kunne være undgået, og da man i

retspraksis stiller meget strenge krav til beviset, nærmer

ansvaret sig et egentligt objektivt erstatningsansvar.

Samtidig foreslås reglerne om skadelidtes egen skyld og accept af

risiko ændret. Efter gældende ret kan en trafikskadeerstatning

nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller

uagtsomt har medvirket til skaden. Dette vil f.eks. kunne være

tilfældet, hvis en fodgænger er kommet til skade som følge af et

øjebliks uopmærksomhed i trafikken. Accept af risiko synspunktet,

som fører til, at erstatningen helt bortfalder, har i praksis

navnlig været anvendt i situationer, hvor en skadelidt har indladt

sig på at køre med en spirituspåvirket fører.

Denne ordning foreslås ændret, således at erstatning ved personskade

eller tab af forsørger kun kan nedsættes eller bortfalde, hvis

skadelidte har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Simpel

uagtsomhed - f.eks. et øjebliks uopmærksomhed - skal ifølge

lovforslaget ikke længere kunne begrunde bortfald eller

nedsættelse af erstatningen. Dette gælder, hvadenten skadelidtes

medvirken karakteriseres som egen skyld eller som accept af

risiko.

Reglerne om objektivt ansvar og om skadelidtes medvirken skal efter

forslaget også gælde for personskade, der i forbindelse med

sammenstød rammer føreren af et motordrevet køretøj. Dette

indebærer, at der skal betales fuld erstatning til føreren,

medmindre denne har handlet forsætligt eller har udvist grov

uagtsomhed.

Endvidere foreslås de gældende regler i færdselsloven om regres (den

legale regresordning) afskaffet, således at et forsikringsselskab,

som har måttet betale erstatning til en skadelidt, kun skal have

adgang til at søge beløbet betalt af den ansvarlige ejer,

selvstændige bruger eller fører, hvis dette er aftalt ved

fastsættelsen af policevilkårene. Samtidig foreslås der indført

visse begrænsninger i adgangen til at indgå sådanne regresaftaler,

således at gyldigheden af en regresaftale forudsætter, at den

ansvarlige har handlet forsætligt eller har udvist en uagtsomhed,

der har karakter af grov hensynsløshed.

Lovforslaget medfører herudover, at de forsikringssummer, som denne

lovpligtige ansvarsforsikring skal dække, forhøjes meget

betydeligt med henblik på at sikre, at der uanset omfanget af en

trafikskade bliver fuldstændig forsikringsdækning til de

skadelidte.

2. Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1036/1985 om erstatning og

forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne

køretøjer. Betænkningen er afgivet af justitsministeriets

trafikerstatningsudvalg, som blev nedsat i 1975 med den opgave at

foretage en gennemgang af færdselslovens regler om erstatning og

forsikring og fremkomme med de forslag, som gennemgangen gav

anledning til.

Et tidligere trafikerstatningsudvalg, nedsat i 1952, afgav i juli

1957 betænkning nr. 179/1957 om ændring af reglerne om erstatning

for skader voldt ved brugen af motorkøretøjer og om tvungen

forsikring til dækning af skaderne. Udvalgets forslag, der aldrig

blev gennemført, er gengivet i betænkning nr. 1036/1985 side

28-31, 50-51, 82-83, 101, 122-123 og 133.

3. Lovforslaget

3.1. Ansvarsgrundlaget

Efter de gældende regler i færdselslovens § 101, stk. 1, er ejeren

eller den selvstændige bruger af et motorkøretøj

erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler om ansvar

for skader, som køretøjet forvolder, hvis der er udvist fejl eller

forsømmelse (culpareglen). Dette gælder dog ikke, hvis det

godtgøres, at skaden kunne have været afværget ved den

agtpågivenhed og omhu, som kræves ved benyttelse af

motorkøretøjer, såvel i henseende til driften som materiellet,

jfr. færdselslovens § 101, stk. 2.

Bevisbyrden for skade, tab og årsagssammenhæng påhviler i

overensstemmelse med de almindelige bevisbyrderegler skadelidte.

Derimod er bevisbyrden med hensyn til uagtsomhed i forbindelse med

kørslen eller materiellet pålagt skadevolder, der således for ikke

at ifalde erstatningsansvar må godtgøre, at skadeforvoldelsen

ikke kunne være undgået, selv om der var udvist den fornødne

agtpågivenhed (præsumptionsansvar).

I retspraksis har anvendelsen af reglen om omvendt bevisbyrde

udviklet sig således, at ejeren eller brugeren i de fleste

tilfælde findes erstatningspligtig, når der blot er en fjern

teoretisk mulighed for, at uheldet kunne have været afværget ved

fornøden agtpågivenhed og omhu. Præsumptionsansvaret indebærer

derfor i praksis, at ansvaret for skader forvoldt af motordrevne

køretøjer nærmer sig et egentligt objektivt erstatningsansvar,

d.v.s. et ansvar uden skyld.

Trafikerstatningsudvalget finder, at denne praksis må tages som

udtryk for, at domstolene gennem det meget store antal sager, som

i årenes løb har været forelagt til prøvelse, har fundet det

påkrævet at pålægge et meget vidtgående ansvar på grund af den

særlige og meget betydelige fare, som brugen af motorkøretøjer

frembyder.

Udvalget finder det derfor misvisende, at den gældende lovtekst

umiddelbart synes at give ejeren eller brugeren af køretøjet

mulighed for under en retssag ved bevisførelse at frigøre sig fra

erstatningsansvar, når bestemmelsen i praksis fortolkes så

restriktivt, at det i realiteten nærmer sig et objektivt

erstatningsansvar.

Udvalget finder ikke, at økonomiske hensyn kan tale mod en revision

af ansvarsgrundlaget, idet en gennemførelse af et objektivt ansvar

næppe i sig selv vil medføre nogen stigning i præmierne for den

lovpligtige ansvarsforsikring.

På denne baggrund foreslår udvalget præsumptionsansvaret afskaffet og

erstattet af en regel om objektivt erstatningsansvar for

trafikskader forvoldt af motorkøretøjer.

Ved at gøre ansvaret for ejeren/brugeren objektivt sikres det, at der

ydes erstatning til de ganske enkelte skadelidte, som i dag ikke

kan opnå erstatning, fordi ejeren/brugeren i meget sjældne

tilfælde kan godtgøre, at det konkrete trafikuheld ikke kunne være

afværget ved al agtpågivenhed og omhu. Dette vil typisk kunne være

tilfældet, hvis uheldet udelukkende skyldes tredjemands

handlinger.

Færdselslovens ansvarsregler skal ses i sammenhæng med

forsikringsreglerne, der går ud på, at der for alle motorkøretøjer

skal være tegnet en ansvarsforsikring (den lovpligtige

ansvarsforsikring). Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over

for skadelidte. Når det er konstateret, at ejeren/brugeren er

erstatningspligtig - efter forslaget efter en objektiv

ansvarsregel - hæfter forsikringsselskabet således direkte over

for skadelidte for betalingen af erstatningen, jfr. færdselslovens

§ 108, stk. 1.

Om skade på føreren henvises til bemærkningerne nedenfor under punkt

3.3. og 3.6.

Udvalgets forslag til ændring af ansvarsgrundlaget er på linje med

retstilstanden i Finland, Norge og Sverige, hvor der allerede er

indført regler om objektivt erstatningsansvar for trafikskader

forvoldt af motordrevne køretøjer.

Om ansvarsgrundlaget kan nærmere henvises til betænkningen side 27-48

og 145-146.

Justitsministeriet er enig med trafikerstatningsudvalget i, at

retspraksis har fortolket ansvarsgrundlaget ved trafikskader så

strengt, at ansvaret i realiteten nærmer sig et egentligt

objektivt erstatningsansvar. På denne baggrund kan det forekomme

mindre rimeligt, at ganske enkelte skadelidte ikke kan opnå

erstatning, fordi den ellers ansvarlige i meget sjældne tilfælde

kan godtgøre, at den konkrete ulykke ikke kunne være afværget ved

den agtpågivenhed og omhu, der kræves ved benyttelse af

motordrevne køretøjer.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at det som følge af denne

retspraksis kan forekomme misvisende, at lovteksten umiddelbart

synes at give ejeren eller brugeren af et motorkøretøj mulighed

for under en retssag ved bevisførelse at frigøre sig fra

erstatningsansvaret. En gennemførelse af udtrykkelige regler om

objektivt erstatningsansvar vil således nok i et vist, omend

begrænset omfang kunne virke procesbesparende.

Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig, at der gennemføres et

objektivt ansvar for trafikskader forvoldt af motorkøretøjer.

3.2. Betydningen af skadelidtes egen skyld og accept af risiko

Efter de gældende regler i færdselslovens § 101, stk. 3, er der

mulighed for at nedsætte skadelidtes erstatning eller lade

erstatningen helt bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller

uagtsomt har medvirket til skaden. Undladelse af at benytte

sikkerhedssele eller styrthjelm kan dog ikke begrunde nedsættelse

eller bortfald af erstatningen. Efter bestemmelsen vil således

principielt enhver form for uagtsomhed kunne begrunde (bortfald

eller) nedsættelse af erstatningen.

Færdselslovens bestemmelse om nedsættelse eller bortfald af

erstatningen under hensyn til graden af den udviste skyld hos hver

af parterne er fakultativ. Domstolene har således mulighed for at

tilkende skadelidte fuld erstatning, uanset at denne har medvirket

til skaden. Dette er særligt kommet til udtryk i de tilfælde, hvor

det efter en afvejning af fejlene hos skadevolder og skadelidte må

lægges til grund, at ejeren eller brugeren af det motordrevne

køretøj har den overvejende skyld, selv om skadelidte måske kunne

have udvist større agtpågivenhed.

I disse situationer vil der i praksis ofte blive set bort fra disse

mindre graverende tilfælde af egen skyld hos skadelidte, mens den

for køretøjet ansvarlige dømmes til at betale fuld erstatning.

Det centrale i reglen om egen skyld er som nævnt, at ansvaret skal

fordeles efter forholdet mellem fejlene på de to sider. I en del

situationer er forholdet det, at det vel må lægges til grund, at

der er begået fejl på begge sider, men at der ikke er oplyst

tilstrækkeligt om fejlenes beskaffenhed til, at en egentlig

afvejning kan finde sted. I sådanne tilfælde, hvor det er givet,

at der skal ske en fordeling, er det almindeligt, at domstolene

falder tilbage på en ligedelingsnorm. Er det derimod uoplyst, om

skadelidte har udvist egen skyld, sker der ingen nedsættelse af

erstatningen, idet præsumptionsansvaret her fører til, at man

anser det skadeforvoldende motorkøretøj for at have hele skylden

for uheldet.

Hvis skadelidtes handlemåde må karakteriseres som accept af risiko,

vil skadevolderens erstatningsansvar helt bortfalde. Accept af

risiko er især statueret i tilfælde, hvor den skadelidte har

indladt sig på kørsel med en spirituspåvirket fører.

Der er i retspraksis ved bedømmelsen af, om erstatningen til den

skadelidte passager i disse situationer skal bortfalde, lagt

afgørende vægt på, om passagereren vidste eller burde vide, at

føreren var spirituspåvirket. Ved vurderingen heraf tages det i

betragtning, om den tilskadekomne passager uden væsentlige

afbrydelser har været sammen med eller i øvrigt overværet førerens

samlede ikke uvæsentlige spiritusindtagelse. Såfremt det antages,

at den tilskadekomne passager har overværet førerens samlede ikke

uvæsentlige spiritusindtagelse, eller at føreren har været

spirituspåvirket i betydelig grad, og det endvidere må lægges til

grund, at der er den fornødne årsagssammenhæng mellem førerens

indtagelse af spiritus og kørselsuheldet, antages det, at

passageren har accepteret den særlige risiko, der følger af at

køre med en spirituspåvirket motorfører, og erstatningspligten

anses herefter for bortfaldet.

Der er hverken efter den erstatningsretlige teori eller retspraksis

en klar skillelinje mellem de tilfælde, hvor ansvaret nedsættes

eller bortfalder på grund af skadelidtes egen skyld, og de

tilfælde, hvor erstatningen bortfalder, fordi skadelidte findes at

have accepteret en særlig risiko.

Om betydningen af skadelidtes egen skyld og accept af risiko kan

nærmere henvises til betænkningen side 49-79 og 146-149.

Det er erstatningsudvalgets opfattelse, at den motoriserede trafik -

selv om man i det seneste tiår har kunnet konstatere en nedgang i

antallet af personskader i trafikken - fortsat frembyder en

betydelig fare for andre trafikanters liv og helbred. Det gælder

navnlig for fodgængere og cyklister. Blot et øjebliks

uopmærksomhed fra en sådan trafikants side eller et barns handling

i kådhed kan få helt uforholdsmæssigt alvorlige følger for den

pågældende. Da ikke blot børn, men også voksne erfaringsmæssigt

ikke vedvarende under deres færden optræder så forsigtigt, som de

også efter deres egen opfattelse - i og for sig burde, er det

efter udvalgets opfattelse rimeligt at anlægge det synspunkt, at

den meget betydelige risiko, den omfattende motoriserede trafik

medfører, i øget udstrækning bør dækkes gennem færdselslovens

særlige ansvars- og forsikringsordninger. Selv om den eksisterende

sociale lovgivning i de fleste tilfælde vil føre til, at også den

skadelidte, som har udvist egen skyld, ikke kommer til at stå helt

uden dækning, taler væsentlige sociale og humanitære hensyn efter

udvalgets opfattelse for at sikre sådanne skadelidte en

videregående økonomisk dækning for personskade.

Udvalget foreslår på den baggrund, at erstatning for personskade, der

har ramt fodgængere, cyklister og passagerer, og som er forvoldt

af motorkøretøjer ved kørselsuheld, ikke bør nedsættes på grund af

skadelidtes egen skyld, når denne kun har karakter af simpel

uagtsomhed.

Udvalget finder det tvivlsomt, om et groft uagtsomt forhold fra

skadelidtes side bør medføre nedsættelse eller bortfald af

personskadeerstatning. Da den almindelige regel om skyldvurdering

formentlig må antages at indgå som et væsentligt led i den

enkeltes retsbevidsthed, kan det måske i visse situationer

forekomme stødende, om fuld erstatning under alle omstændigheder

skal udbetales til den, der har gjort sig skyldig i en alvorlig

overtrædelse af færdselsreglerne, og som således gennem betydelig

uagtsomhed selv har pådraget sig erstatningsansvar over for den

anden trafikant. Under hensyn hertil og til retstilstanden i de

øvrige nordiske lande, hvor der kan ske en lempelse af

erstatningsansvaret i tilfælde af groft uagtsom medvirken fra

skadelidtes side, finder udvalget, at der også i Danmark fortsat

bør være adgang til at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde,

når der foreligger en meget grov uagtsomhed fra skadelidtes side.

Skønner en domstol, at der i en konkret situation er udvist et så

groft uagtsomt forhold, at der bør ske nedsættelse af

erstatningen, vil det efter udvalgets opfattelse være rimeligt, at

nedsættelsen som udgangspunkt sker med 1/3.

Udvalget finder det så meget desto mindre rimeligt eller forsvarligt

ubetinget at fastslå et erstatningsansvar på objektivt grundlag

uden hensyn til skadelidtes egen skyld i de relativt få tilfælde,

hvor skadelidte har medvirket forsætligt til skaden, f.eks. i

forbindelse med selvmordsforsøg.

De regler, udvalget foreslår med hensyn til skadelidte eller afdødes

medvirken til skaden, skal efter udvalgets opfattelse ikke blot

finde anvendelse, hvor skadelidte eller afdøde har udvist egen

skyld, men også, hvor der foreligger accept af risiko, idet der er

en sådan lighed mellem egen skyld og accept af risiko, at de to

tilfældegrupper bør behandles mere ensartet end under den

nugældende retstilstand.

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af reglerne om

skadelidtes medvirken for så vidt angår tingsskade, hvor de samme

sociale og humanitære hensyn ikke gør sig gældende, ligesom

udvalget ikke finder at kunne se bort fra, at regler om egen skyld

kan have nogen præventiv virkning over for uagtsomme forhold ved

tingsskade.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets opfattelse.

3.3. Forbedring af førerens stilling ved personskade som følge af

sammenstød

Ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer vil der som regel ske

større eller mindre skade på de implicerede køretøjer og

eventuelt tillige på førerne. Ejeren eller brugeren af køretøjerne

vil således ofte være såvel skadelidt som skadevolder. Det samlede

opgør mellem parterne sker i dag efter færdselslovens § 103,

hvorefter det i tilfælde af skade ved sammenstød mellem

motordrevne køretøjer afgøres under hensyn til de foreliggende

omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes

fra en af siderne.

Denne bestemmelse angår erstatning for skade forvoldt på førerne,

ejerne eller brugerne af køretøjerne og på disse personers ting,

herunder køretøjerne. Derudover har den i retspraksis også fået

betydning for den indbyrdes fordeling mellem de køretøjer, der er

impliceret i sammenstødet for så vidt angår skade forvoldt på

tredjemand, herunder passagerer, ved sammenstødet.

Om spørgsmålet om en forbedring af førerens stilling ved personskade

som følge af sammenstød kan nærmere henvises til betænkningen side

81-98 og 149-150.

Som anført nedenfor vedrørende spørgsmålet om indførelse af en

lovpligtig ulykkesforsikring for førere af motordrevne køretøjer

(lovpligtig førerpladsdækning) er udvalget, navnlig på grund af de

omkostninger, der vil være forbundet med en generel

førerpladsdækning, og den ujævne stigning, ordningen vil medføre i

ansvarsforsikringspræmierne for de forskellige trafikantgrupper,

veget tilbage fra at foreslå, at der gennemføres regler om en

sådan lovpligtig ulykkesforsikring. Udvalget har i stedet

overvejet, om der på anden måde kan gives førere af motordrevne

køretøjer en bedre erstatningsretlig beskyttelse, end tilfældet er

i dag. »Fører« omfatter i denne forbindelse såvel den ejer eller

bruger, der fører eget køretøj, som den chauffør, der ikke tillige

er ejer eller bruger.

Udvalget har lagt vægt på, at der hvert år ved sammenstødsulykker

skades et ikke ubetydeligt antal førere, og at kun

erhvervschauffører altid er dækket af en forsikring gennem

arbejdsskadeforsikringsordningen. De fleste førere - den enkelte

private bilist, motorcyklist eller knallertkører - er derimod i

almindelighed ikke forsikret mod autoulykker, der rammer dem selv,

og kan langt fra i alle tilfælde opnå fuld erstatning for

sammenstødsskader fra det andet i sammenstødet implicerede

køretøjs forsikring. Den nugældende færdselslovs § 103 indebærer

således, at erstatningen for personskade nedsættes selv i de

tilfælde, hvor skadelidte kun har udvist en mindre uagtsomhed

eller endog (objektivt) har været uden nogen skyld i uheldet, men

ikke kan bevise dette, fordi de nærmere omstændigheder ved uheldet

ikke kan oplyses. I disse tilfælde opstilles der i loven en

formodning for, at den skadelidte fører, der tillige er ejer eller

bruger af køretøjet, er delvis skyld i uheldet, og erstatninge

halveres.

Udvalget har på denne baggrund og på baggrund af de sociale og

humanitære hensyn, der er anført til støtte for en lempelse af

reglerne om skadelidtes medvirken for så vidt angår fodgængere,

cyklister og passagerer, overvejet at foreslå færdselslovens

særlige regler om sammenstødstilfælde ændret, således at

personskade, som et motorkøretøj ved sammenstød med et andet

motorkøretøj objektivt forvolder på føreren, ejeren eller brugeren

af det sidstnævnte køretøj, erstattes i samme omfang som anden

skade, der forvoldes af et motordrevet køretøj. En sådan ændring

vil indebære, at ejeren eller brugeren af et køretøj, der

impliceres i et sammenstød - i praksis vedkommende

forsikringsselskab - vil være erstatningsansvarlig for personskade

forvoldt på føreren af et andet køretøj efter den foreslåede

almindelige regel om objektivt erstatningsansvar for skade

forvoldt af et motorkøretøj, og at skadelidtes medvirken til

skaden (egen skyld m.v.) kun medfører nedsættelse af erstatningen,

såfremt det bevises, at skadelidte har handlet groft uagtsomt, og

omstændighederne i øvrigt ikke taler imod en nedsættelse. Den

præmiestigning, en sådan forbedret erstatningsordning for

personskade, der overgår førere af motorkøretøjer, medfører, vil

kunne holdes inden for de grænser på ca. 12 pct., der er omtalt

nedenfor under punkt 4.

Den foreslåede ordning vil bl.a. indebære, at føreren får personskade

erstattet, uanset om denne i det konkrete tilfælde efter en

traditionel skyldbedømmelse alene selv har været skyld i

sammenstødet, men dog ikke har udvist grov uagtsomhed. Omvendt vil

pligten til at erstatte personskaden påhvile ejeren (brugeren) af

det andet køretøj, d.v.s. vedkommende forsikringsselskab, selv om

føreren af dette køretøj efter en traditionel skyldbedømmelse ikke

har nogen medskyld i sammenstødet. Skadelidte vil imidlertid kun

få personskade erstattet efter disse regler, hvis skaden kan

karakteriseres som en trafikskade, som er omfattet af

færdselslovens § 101, således som denne bestemmelse er blevet

fortolket i praksis. Dette betyder, at skadelidte f.eks. ikke vil

få erstatning for personskade, hvis sammenstødet sker ved, at han

påkører en parkeret bil. I et sådant tilfælde vil skadelidte

ligesom ved de såkaldte ene-ulykker normalt kun kunne få

personskade erstattet, hvis tredjemand har handlet culpøst, eller

skaden er dækket af en ulykkesforsikring.

Efter udvalgets opfattelse bør den forøgede skaderisiko, den

omfattende motoriserede trafik medfører, såvel med hensyn til

skade på tredjemand som med hensyn til skade på førere af andre

motorkøretøjer, i øget udstrækning bæres af alle, der benytter

disse køretøjer, gennem færdselslovens særlige ansvars- og

forsikringsordning. Det er i første række motorkøretøjernes

almindelige farlighed, der bevirker, at trafikuheld kan få endog

meget betydelige følger. På denne baggrund finder udvalget ikke,

at en traditionel skyldbedømmelse med hensyn til de tilfælde, hvor

skadelidte alene har udvist egen skyld i form af simpel

uagtsomhed, bør være afgørende for erstatningens omfang. Udvalget

finder heller ikke, at præventive hensyn taler imod den foreslåede

lempelse af egenskyldsreglerne i sammenstødstilfælde, da ordningen

alene skal gælde for personskade, og da udvalget forudsætter, at

erstatningen ved uheld, som står i forbindelse med selvmord og

selvmordsforsøg, altid vil bortfalde eller eventuelt blive nedsat

som følge af, at skadelidte anses for at have handlet forsætligt

eller groft uagtsomt.

Heller ikke set fra den objektivt ansvarlige skadevolders synspunkt

finder udvalget ordningen betænkelig, idet bonussystemerne i de

tilfælde, hvor skadelidtes modpart ikke har handlet uforsvarligt,

ifølge Assurandør-Societetets oplysninger vil kunne indrettes

således, at der hverken bliver tale om bonustab eller realisering

af eventuel selvrisiko på ansvarsforsikringen. Det følger

endvidere af udvalgets forslag, at det andet køretøjs

ansvarsforsikring ikke med hensyn til erstatning for personskade

på føreren skal kunne gøre regres over for den lovpligtige

ansvarsforsikring for det køretøj, skadelidte førte, selv om

skadelidte i øvrigt bærer hovedansvaret for sammenstødet.

De hensyn, som udvalget har anført til støtte for forslaget om en

ændring af sammenstødsreglerne for så vidt angår personskade, gør

sig ikke gældende for så vidt angår tingsskade. Færdselslovens §

103 har efter udvalgets opfattelse vist sig at være hensigtsmæssig

i praksis for så vidt angår tingsskade, og da der endvidere ikke

kan ses bort fra, at bonus- og selvrisikoordningerne her kan have

nogen præventiv og psykologisk effekt, foreslår udvalget

bestemmelsen opretholdt med hensyn til skade, der forvoldes på

førerens ting, på køretøjet eller på ting tilhørende ejeren eller

brugeren.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og har derfor

foreslået, at færdselslovens særlige regler om sammenstødstilfælde

ændres, således at den personskade, som ved sammenstød forvoldes

på føreren, ejeren eller brugeren, vil kunne kræves erstattet af

det andet motorkøretøjs ansvarsforsikring i kraft af det objektive

erstatningsansvar.

Justitsministeriet er opmærksom på, at der ved forslaget alene sker

en udvidet erstatningsretlig beskyttelse af føreren i

sammenstødstilfælde, mens dette ikke er tilfældet ved eneulykker.

Trafikerstatningsudvalget har overvejet spørgsmålet, om der bør

indføres en lovpligtig ulykkesforsikring for førere af

motorkøretøjer (lovpligtig førerpladsdækning). Der henvises

nærmere herom til betænkningen side 133-140.

Afgørende for udvalgets overvejelser om en eventuel lovpligtig

førerpladsdækning har været en afvejning mellem på den ene side

sociale og humanitære grunde og på den anden side navnlig den

forhøjelse af forsikringspræmierne, som en lovpligtig

ulykkesforsikring for føreren efter det oplyste må antages at

ville medføre.

Assurandør-Societetet har overfor udvalget oplyst, at der alene som

følge af en førerpladsdækning må forventes præmieforhøjelser på

gennemsnitlig 15 pct., dog væsentligt større for visse

risikogrupper. For særligt udsatte grupper (motorcyklister og

knallertførere) vil præmiestigningen formentlig være ikke under

henholdsvis 50 pct. og 130 pct. Societetet har endvidere fremhævet

det principielle synspunkt, at ulykkesforsikringer, der dækker

forsikringstageren selv, hidtil har været og også fremover kun bør

tegnes på frivillig basis.

Da der fortsat vil være mulighed for at tegne såvel specielle

autoulykkesforsikringer som generelle ulykkesforsikringer,

herunder fritidsulykkesforsikringer, og i betragtning af de

betydelige og meget ujævnt fordelte præmiestigninger, en

førerpladsdækning vil betyde for de forskellige grupper af

motordrevne køretøjer, har udvalget ikke fundet fornødent grundlag

for at foreslå en ordning med tvungen førerpladsdækning

gennemført.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der ikke på denne

baggrund bør søges gennemført en almindelig lovpligtig

ulykkesforsikringsordning for førere af motorkøretøjer.

3.4. Legal regres og policeregres

Efter færdselslovens § 105 og § 106 skal krav om erstatning og

godtgørelse for skader forvoldt af motordrevne køretøjer være

dækket af en ansvarsforsikring, der for registreringspligtige

køretøjers vedkommende skal tegnes af ejeren eller den bruger, der

har varig rådighed over køretøjet. Ansvarsforsikringen dækker det

ansvar, ejeren, brugeren og andre, der med ejerens eller brugerens

tilladelse benytter køretøjet, kan pådrage sig i forbindelse med

et trafikuheld. Ejeren, brugeren og den, der lovligt fører

køretøjet, betegnes derfor inden for ansvarsforsikringsordningen

som de sikrede. Det er ansvarsforsikringens formål at dække den

skade, de sikrede måtte forvolde, således at de normalt ikke

personligt skal erstatte skaden, der i stedet dækkes gennem den

ansvarsforsikring, som de løbende har betalt præmie til.

Færdselsloven indeholder i § 108 den særlige regel, at

forsikringsselskabet hæfter direkte over for skadelidte, hvilket

indebærer, at skadelidte umiddelbart kan rejse krav om erstatning

over for selskabet, når der er et ansvar hos ejeren/brugeren eller

føreren. Forsikringsselskabets ansvar er, når denne betingelse er

opfyldt, uafhængigt af, om skadevolderen har forvoldt skaden

forsætligt eller ved grov uagtsomhed, har givet

forsikringsselskabet forkerte oplysninger i forbindelse med

forsikringens tegning eller ikke har holdt forsikringen i kraft

ved rettidig betaling af præmie. Også skade, der forvoldes, mens

køretøjet føres af nogen, der ikke er berettiget dertil, f.eks.

brugstyven, dækkes i forhold til skadelidte af forsikringen,

uanset at ejeren/brugeren i dette tilfælde ikke er personligt

ansvarlig.

Den omstændighed, at forsikringstageren eventuelt handler imod eller

ikke efterkommer sine forpligtelser over for selskabet, berettiger

således ikke dette til over for den erstatningsberettigede at

nægte betaling. Dette udelukker imidlertid ikke, at det mellem

selskabet og forsikringstageren kan aftales, at forsikringstageren

helt eller delvist skal bære risikoen for de skader, der hører

under forsikringen (policeregres).

Den aftale, der indgås mellem forsikringsselskabet og

forsikringstageren, er reguleret af forsikringsaftalelovens

regler.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 108, stk. 2, har et

forsikringsselskab regres mod enhver, der er ansvarlig for skaden

(ejeren/brugeren efter en præsumptionsansvarsregel, føreren efter

almindelige erstatningsregler), og som har forvoldt skaden med

forsæt. Er skaden forvoldt ved grov uagtsomhed, afgøres det under

hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt, om selskabet

skal have regres, og i bekræftende fald i hvilket omfang.

Efter færdselslovens § 114 skal retten af egen drift afgøre

spørgsmålet om regres, hvis der i forbindelse med en straffesag

skal tages stilling til erstatningsspørgsmålet.

Regreskravet må efter færdselslovens § 108, stk. 3, ikke dækkes ved

forsikring.

Spørgsmålet om policeregres - altså en særlig aftalt regres, der

således har et andet grundlag end færdselslovens § 108, stk. 2 -

påkendes ikke under straffesagen, men må afgøres under et civilt

søgsmål mod skadevolderen, jfr. færdselslovens § 114

modsætningsvis.

Det fremgår af betænkningen side 110-111, at Assurandør-Societetet

har forespurgt de statsanerkendte forsikringsselskaber om, og i

givet fald i hvilket omfang selskaberne betinger sig regres i

videre omfang end efter færdselslovens § 108, stk. 2.

Det fremgår af besvarelserne, at enkelte selskaber under ingen

omstændigheder dækker skader forvoldt ved grov uagtsomhed, og at

nogle få selskaber forbeholder sig regres for skader forårsaget

ved simpel uagtsomhed under selvforskyldt beruselse.

Enkelte selskaber dækker efter policen ikke skade forvoldt under

særlige risikosituationer som f.eks. under kap- eller

væddeløbskørsel, baneløb eller terrænkørsel.

Enkelte forsikringsselskaber har også for så vidt angår

ansvarsforsikring en bestemmelse om selvrisiko, således at

selskabet efter udbetalt erstatning til skadelidte kan opkræve

selvrisikobeløbet hos den i øvrigt sikrede skadevolder.

Af en udtalelse, som udvalget indhentede fra Assurandør-Societetet om

den økonomiske betydning af policeregres, fremgår det, at ingen af

de eksisterende former for regres eller anden form for indtræden i

skadelidtes krav mod skadevolder har en sådan økonomisk betydning,

at regresansvaret under de nugældende regler har væsentlig

betydning for præmiestørrelsen. Det er på den anden side

societetets opfattelse, at retten til at indtræde i skadelidtes

krav mod skadevolder ved manglende præmiebetaling har afgørende

betydning for, at præmier bliver betalt uden det offentliges

medvirken, og at også de øvrige former for regres og indtræden i

skadelidtes krav har væsentlig præventiv betydning og betydning

for korrekt præmieberegning.

Ved en revision af motorloven i 1927 var begrundelsen for at indføre

en bestemmelse om lovpligtig regres alene, at den lovpligtige

forsikringsordning kunne virke svækkende på de motorkørendes

ansvarsbevidsthed, hvis de, uanset mulig grov skyld, ikke selv kom

til at udrede erstatning.

Der henvises vedrørende spørgsmålet om legal regres og policeregres

nærmere til betænkningen side 99-112 og 150-151.

Trafikerstatningsudvalget finder ikke, at færdselslovens bestemmelser

om regres i dag kan antages at have en så væsentlig præventiv

funktion, at der alene af den grund bør være særlige regler om

legal regres. Den legale regres har ikke nævneværdig økonomisk

betydning for præmieniveauet, ligesom den omstændighed, at der

under enhver straffesag skal tages stilling til regresspørgsmålet,

i praksis har givet anledning til unødige processuelle

vanskeligheder. Udvalget har på denne baggrund foreslået, at

bestemmelserne om den legale regresordning i færdselsloven

ophæves, således at adgangen til regres kræver en aftale herom i

policevilkårene.

Samtidig foreslår udvalget, at der indføres visse begrænsninger i

adgangen til at træffe aftale om regres ved fastsættelsen af

policevilkårene. Udvalget finder, at der kun er behov for at

ramme den bevidste tilsidesættelse af trafiksikkerheden - f.eks.

den bevidst hasarderede kørsel - men ikke den enkeltstående

handling, der er udslag af et øjebliks uopmærksomhed, selv om

uopmærksomheden må betegnes som grov. Udvalget foreslår på den

baggrund, at adgangen til, at der mellem forsikringsselskabet og

forsikringstageren indgås aftale om regres mod den ansvarlige,

begrænses til tilfælde, hvor den ansvarlige har fremkaldt

forsikringsbegivenheden ved grov hensynsløshed.

Begrænsningerne i adgangen til at indgå regresaftaler gælder kun

tilfælde, hvor regressen er begrundet i den ansvarliges forhold og

omfatter således f.eks. ikke aftaler om selvrisiko.

Udvalget har ikke ment at burde foreslå særlige regler om begrænsning

af adgangen til at træffe aftale om selvrisiko for så vidt angår

færdselsansvarsforsikringen.

Justitsministeriet er enig med trafikerstatningsudvalget i, at der

næppe i dag kan tillægges den legale regresordning væsentlig

betydning i præventiv henseende, og da regresordningen endvidere

har skabt unødige processuelle vanskeligheder i praksis, kan

justitsministeriet tiltræde, at den legale regresordning

afskaffes, således at regresspørgsmål fremover alene påkendes på

grundlag af et selvstændigt civilt søgsmål, uafhængigt af en

eventuel straffesag mod skadevolderen. Der skal derimod fortsat

være adgang til at tage stilling til almindelige

erstatningssøgsmål i forbindelse med straffesager, jfr.

færdselslovens §§ 110-113 og 115, som ikke berøres af

lovforslaget.

Justitsministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at den regres,

som herefter skal kunne gennemføres ved civilt søgsmål på grundlag

af en aftale ved fastsættelsen af policevilkårene, bør begrænses

til særlig graverende tilfælde, hvor præventive hensyn fortsat må

antages at spille en vis rolle, nemlig tilfælde, hvor

forsikringsbegivenheden er fremkaldt forsætligt eller ved en

uagtsomhed, der har karakter af grov hensynsløshed.

3.5 Ændring af forsikringssummerne.

Størrelsen af den lovpligtige forsikringsdækning behandles i

betænkningen side 119-131 og 151-153.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 105, stk. 2, skal den

lovpligtige ansvarsforsikring dække personskade med indtil 10

mill. kr. og tingsskade med indtil 1 mill. kr. for de skader, der

er forårsaget ved en enkelt begivenhed.

Siden der i 1918 blev indført særlige regler om lovpligtig

ansvarsforsikring, er disse forsikringssummer løbende blevet

reguleret.

De gældende beløbsgrænser blev for personskade senest ændret ved lov

nr. 162 af 28. april 1971, idet den tidligere gældende

forsikringssum for hver enkelt personskade blev ophævet samtidig

med, at der blev indført en maksimal dækning på 10 mill. kr. for

personskade ved en enkelt begivenhed. Der henvises til

Folketingstidende 1970/71, tillæg A, sp. 2299 f.

Ved færdselsloven af 1976 blev forsikringssummen for tingsskade

forhøjet til 1 mill. kr.

Trafikerstatningsudvalget anfører i betænkningen side 128, at det er

udvalgets opfattelse, at der under hensyn til den økonomiske

udvikling siden 1976 er et afgørende behov for en meget væsentlig

forhøjelse af grænserne for forsikringsdækningen efter den

lovpligtige ansvarsforsikring for trafikskader. Den stigning i

erstatningsniveauet, der må forventes efter ikrafttrædelsen (den

1. oktober 1984) af lov nr. 228 af 23. maj 1984 om

erstatningsansvar, vil yderligere aktualisere en regulering af

forsikringsdækningen.

Assurandør-Societetet har over for udvalget oplyst, at selv en

betydelig forhøjelse af forsikringsdækningen i sig selv næppe vil

medføre præmiestigninger. Udgifterne til genforsikring vil dog

kunne medføre nogen stigning. Assurandør-Societetet har dog

samtidig fremhævet, at det af forsikringstekniske hensyn er

ønskeligt, at der fastsættes et størstebeløb for

forsikringsdækningen.

Udvalget finder, at det af hensyn til skadelidte for så vidt angår

personskade er påkrævet, at den lovpligtige ansvarsforsikring for

motordrevne køretøjer i alle tilfælde giver fuldstændig

forsikringsmæssig dækning for de erstatningsbeløb, der skal

udredes.

Det kan med hensyn til tingsskade være tvivlsomt, i hvilket omfang

sådan skade bør dækkes af den lovpligtige ansvarsforsikring. Det

er imidlertid udvalgets opfattelse, at ikke alene hensynet til

skadelidte, men også hensynet til skadevolder taler for en

væsentlig forhøjelse af forsikringsdækningen for tingsskade. Den,

der tegner en lovpligtig ansvarsforsikring, bør kunne regne med at

være fuldstændig dækket med hensyn til de skader, han kan forvolde

ved kørslen.

Størrelsen af den lovpligtige forsikringsdækning har i færdselslovens

§ 105 som nævnt hidtil været fastsat til et bestemt beløb for

henholdsvis personskade og tingsskade.

For at undgå med regelmæssige mellemrum at skulle ændre færdselsloven

med henblik på at føre de lovpligitige forsikringsdækningsbeløb aô

jour under hensyn til den fremtidige udvikling i

erstatningsniveauet, foreslår udvalget, at der indføres regler om

regulering af forsikringsdækningsbeløbene. Reguleringen skal efter

udvalgets forslag ske i overensstemmelse med den måde, hvorpå

erstatningsbeløb reguleres efter erstatningsansvarsloven, jfr.

denne lovs § 15, dvs. en løbende indeksregulering, som

justitsministeren hvert år fastsætter i en bekendtgørelse.

På denne baggrund har udvalget foreslået forsikringsdækningen for

personskader forhøjet til 50 mill. kr. og for tingsskade til 10

mill. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Justitsministeriet er enig med trafikerstatningsudvalget i, at de

gældende forsikringsdækningsbeløb bør forhøjes væsentligt med

henblik på at sikre, at der bliver forsikringsdækning til alle

skadelidte uanset skadernes omfang. Justitsministeriet er

ligeledes enig med udvalget i at foreslå en løbende

indeksregulering af forsikringsdækningsbeløbene, således at det

høje niveau holdes i takt med inflationen og udviklingen i

erstatningsniveauet efter erstatningsansvarsloven.

Justitsministeriet finder, at de beløb (50 mill. kr. for personskade

og 10 mill. kr. for tingsskade for de ved enkelt begivenhed

forårsagede skader), som udvalget har foreslået, i tilstrækkelig

grad sikrer, at der bliver forsikringsdækning til alle skadelidte,

selv i tilfælde af meget omfattende ulykker.

Udvalget har endvidere overvejet spørgsmålet, om der udover

forsikringsdækningen bør kunne gøres et personligt

erstatningsansvar gældende mod den, der forvolder skade ved

trafikuheld, dersom forsikringsdækningsbeløbene i helt

ekceptionelle tilfælde ikke skulle strække til. Udvalget har

imidlertid ikke fundet, at der på dette område er grund til at

ophæve dansk rets almindelige princip, hvorefter den, der er

ansvarlig for skaden - uanset ansvarsgrundlagets karakter - hæfter

personligt for erstatningen. Udvalget har herved lagt vægt på, at

den lovpligtige forsikring - ved den foreslåede væsentlige

forhøjelse af forsikringsdækningsbeløbene - i de praktisk

forekommende tilfælde vil sikre skadevolderen mod det personlige

ansvar. Det har endvidere været taget i betragtning, at

erstatningsansvar ud over forsikringsdækningen vil kunne lempes

efter erstatningsansvarslovens § 24, når ansvaret vil virke

urimeligt tyngende for den ansvarlige, eller når ganske særlige

omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der ikke er grundlag

for på dette område at fravige dansk rets almindelige regler om

personlige ansvar.

For så vidt angår farligt gods har udvalget særlig påpeget, at der

ved sådanne transporter vil kunne være risiko for, at der

forvoldes skader af katastrofelignende omfang. Person- og

tingsskader herunder forureningsskader - kan få et så betydeligt

omfang, at grænsen for forskringsdækningen overskrides.

Assurandør-Societetet har over for udvalget oplyst, at der for så

vidt angår transport af farligt gods i vidt omfang tegnes

ansvarsforsikringer med væsentlig større dækning end den

lovpligtige.

Udvalget finder, at forsikringssummen for tingsskade bør sættes så

højt, at den tingsskade, der normalt kan forvoldes af en

almindelig motorkørende, dækkes fuldt ud. Derimod bør

forsikringssummen ikke sættes så højt, at også tingsskader

forvoldt ved transport af farligt gods i ethvert tilfælde dækkes.

En almindelig lovpligtig dækning af også disse skader ville nemlig

indebære, at alle motorkørende skulle bidrag til forsikring af

denne særlige skadetype over den lovpligtige forsikring.

Udvalget er derfor af den opfattelse, at der bør fastsættes regler om

en særlig forsikringsordning for dette område, eventuelt

administrativt efter færdselslovens § 82, stk. 5, hvorefter

justitsministeriet kan fastsætte bestemmelser om transport af

farligt gods, herunder om tvungen ansvarsforsikring til dækning af

erstatningsansvar, der opstår i forbindelse med transport af

sådant gods.

På baggrund af Seveso-affæren er der i EF vedtaget et direktiv af 6.

december 1984 om overvågning af og kontrol inden for Fællesskabet

med grænseoverskridende overførsel af farligt affald. Det

bestemmes bl.a. i direktivet, at Rådet inden 3 år fastsætter

bestemmelser om det civilretlige ansvar ved en eventuel skade,

ligesom der fastsættes en forsikringsordning.

Spørgsmålet om et sådant civilretligt ansvar har endvidere gennem

længere tid været behandlet i FN's specialorgan UNIDROIT (the

International Institute for the Unification of Private Law), hvor

der arbejdes med et udkast til en konventionstekst vedrørende

erstatningsansvar for skader, der er forårsaget ved

landevejstransport af farligt gods. Ifølge det oplyste må det

antages, at arbejdet kan forventes afsluttet i løbet af et års

tid.

Disse internationale foranstaltninger vil indgå i justitsministeriets

overvejelser om en særlig forsikringsordning for transport af

farligt gods, ligesom de berørte brancheorganisationer vil blive

inddraget i arbejdet.

4. Assurandør-Societetet har over for trafikerstatningsudvalget

oplyst, at gennemførelsen af et objektivt erstatningsansvar for

trafikskader forvoldt af motordrevne køretøjer - efter et skøn -

formentlig næppe isoleret set ville medføre præmiestigninger.

Derimod ville en samtidig lempelse af reglerne om egen skyld for

så vidt angår personskade på fodgængere, cyklister og passagerer

samt førere af motordrevne køretøjer medføre præmiestigninger.

Assurandør-Societetet skønnede over for udvalget, at

præmiestigningerne formentlig ville være på mindre end 10 pct. Man

forventede ikke, at de foreslåede regler om regres og justeringen

af forsikringssummerne i sig selv ville medføre præmiestigninger.

Assurandør-Societetet understregede, at der kun var tale om et skøn,

idet der ikke fandtes statistiske oplysninger eller anden eksakt

viden om forholdene på områder, hvor forsikringsselskaberne ikke

tidligere har reguleret skader.

Der henvises til betænkningen side 153-154.

Assurandør-Societetet har i forbindelse med forberedelsen af

lovforslaget meddelt justitsministeriet, at nye beregninger og

oplysninger nu peger i retning af, at ændringerne af reglerne om

egen skyld m.v. og den foreslåede førerpladsdækning vil medføre

præmieforhøjelser på ca. 10 pct. Hertil skal lægges virkningerne

af den forhøjede tingsskadedækning på 1-2 pct.

Assurandør-Societetets nye vurdering skal ses på baggrund af en

undersøgelse, der afdækker omfanget af ikke rapporterede skader.

Denne undersøgelse har man ikke tidligere haft kendskab til.

Assurandør-Societetet har endvidere meddelt justitsministeriet, at

det ny skøn ikke berøres af, at der ikke samtidig sker en

regulering af reglerne for indenlandsk vejtransport.

5. Trafikerstatningsudvalget har i betænkningen tiltrådt

godstranportudvalgets udtalelse i betænkning nr. 858/1978 om

fragtaftaler ved indenlandsk vejtransport om, at der bør søges

gennemført særlige regler for erhvervsmæssige indenlandske

transporter. Der henvises til betænkning nr. 1036/1985 s. 20-22,

129 og 152.

Justitsministeriet finder ikke, at de foreslåede ændringer af

færdselslovens erstatningsregler i sig selv gør det påkrævet at

gennemføre en særlig lovregulering af indenlandsk vejtransport.

6. Betænkningen har været sendt til udtalelse hos følgende

myndigheder og organisationer m.v.: Præsidenten for Østre

landsret, præsidenten for Vestre landsret, præsidenten for

Københavns byret, præsidenten for Århus by- og herredsret,

præsidenten for Odense by- og herredsret, pæsidenten for Ålborg

by- og herredsret, Den danske dommerforening, Foreningen af

dommerfuldmægtige i Danmark, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i

Danmark, Foreningen af politifuldmægtige i Danmark, advokatrådet,

Assurandør-Societetet, Forenede Danske Motorejere, industrirådet,

Dansk Cyklist Forbund, Dansk Speditørforening, Danske Vognmænd,

Erhvervenes Trafikudvalg, Forbrugerrådet, arbejdsministeriet,

socialministeriet og industriministeriet.

7. Lovforslaget vil ikke få administrative konsekvenser for det

offentlige. Forslaget indebærer, at trafikofre i videre omfang end

efter gældende ret vil kunne få udbetalt erstatninger. Dette vil i

enkelte tilfælde bevirke, at der sker nedsættelse eller bortfald

af en række sociale ydelser, navnlig pensionsydelser. Som anført

oven for under punkt 4 vil præmierne på de lovpligtige

motoransvarsforsikringer stige. I den anførte stigning er der

taget højde for afgiften af motoransvarsforsikringen. De årlige

merindtægter fra afgiften må antages at blive omkring 50 mill.

kr., idet der dog knytter sig nogen usikkerhed til dette skøn.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 1, i lovudkastet i betænkning nr.

1036/1982.

Der henvises for så vidt angår § 101, stk. 1, til betænkningen s.

27-48, 145-146, 155 og 158-160 og til lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 3.1.

Ved bestemmelsen i § 101, stk. 1, indføres der objektivt ansvar for

ejeren/brugeren for trafikskader.

Herudover er der foretaget den ændring i forhold til den gældende

bestemmelse i § 101, stk. 1, at der ikke længere er ansvar i den

situation, hvor et køretøj forvolder skade ved, at trafikanters

heste bliver sky for køretøjet som sådant, dvs. i situationer,

hvor der ikke foreligger culpa fra motorkøretøjsførerens side.

Baggrunden for denne ændring, der omtales i betænkningen s. 47-48,

er navnlig, at erstatningspligten for skader, der forvoldes i

anledning af, at en hest bliver sky for et køretøj, bør påhvile

den, der har ansvaret for, at en ikke- trafikvant hest færdes i

trafikken. Det er over for justitsministeriet oplyst, at

almindelige private familieforsikringer også omfatter det ansvar,

som en rytter måtte pådrage sig ved, at hesten forvolder skade i

trafikken. Endvidere er alle rideklubber, som er medlem af Dansk

Idrætsforbund, tilsluttet en kollektiv forsikringsordning.

Dernæst er ansvaret i den gældende bestemmelse for »eksplosion eller

brand, der opstår i køretøjets motor eller beholder« ændret til et

ansvar for »eksplosion eller brand, der hidrører fra

brændstofanlæg i køretøjet«. Der er ikke hermed tilsigtet en

ændring med hensyn til afgrænsningen af de skadetilfælde, der som

kørselsuheld omfattes af bestemmelsen. Ændringen tilsigter alene

at præcisere, at bestemmelsen ikke kun omfatter brand eller

eksplosion i selve motoren eller brændstoftanken, men også brand

eller eksplosion, der stammer fra den øvrige del af køretøjets

brændstofanlæg, som f.eks. rørforbindelser, jfr. betænkningen s.

48.

Ændringen af ordet »kørselsuheld« i den nugældende bestemmelse i §

101 til »færdselsuheld« er alene af redaktionel karakter.

For så vidt angår § 101, stk. 2 og 3, henvises til betænkningen s.

49-79, 146-149, 155 og 161-162 og til lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 3.2.

Med den ny affattelse af § 101, stk. 2, lempes reglerne om

skadelidtes egen skyld og akcept af risiko, således at bortfald

eller nedsættelse af erstatning for personskade eller tab af

forsørger nu kun skal kunne ske, hvis skadelidte eller afdøde har

handlet forsætligt eller har udvist grov uagtsomhed. Som følge af

ændringen findes det ikke længere nødvendigt udtrykkeligt at

fremhæve i lovteksten, at undladelse af at benytte sikkerhedssele

eller styrthjelm ikke kan begrunde nedsættelse eller bortfald af

erstatningen, da en sådan undladelse ikke vil kunne karakteriseres

som grov uagtsomhed, jfr. betænkningen s. 161.

Forslaget til § 101, stk. 3, svarer med hensyn til tingsskade til den

nugældende bestemmelse i § 101, stk. 3. For tingsskades

vedkommende kan bortfald eller nedsættelse af erstatning således

også fortsat komme på tale, hvis skadelidte har handlet simpelt

uagtsomt.

Udtrykket »medvirket til skaden« dækker - på samme måde som det

tilsvarende udtryk i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 2 - såvel

egen skyld som akcept af risiko.

Til § 1, nr. 2

Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 2, i lovudkastet i betænkningen.

Der henvises til betænkningen s. 81-98, 149-150, 156 og 162-163 og

til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Forslaget vedrørende § 103, stk. 1, indebærer navnlig, at der i

modsætning til den gældende retstilstand tilkommer føreren af et

motordrevet køretøj, der støder sammen med et andet motordrevet

køretøj, eller dennes efterladte erstatning for personskade eller

tab af forsørger fra det andet køretøj efter de almindelige regler

i forslagets § 1, nr. 1, vedrørende § 101, stk. 1 og 2, om

objektivt ansvar og egen skyld m.v.

Derimod foreslås de gældende regler om erstatning for tingsskade ikke

ændret, jfr. § 103, stk. 2.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 103 er ordene »fra en af

siderne« udgået. Ændringen er redaktionel med henblik på at sikre,

at lovtekteksten mere klart angiver, at der ofte finder en

skyldfordeling sted.

Til § 1, nr. 3

Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 3, i lovudkastet i betænkningen.

Der henvises til betænkningen s. 119-131, 151-153, 156-157, 161 og

163-164 og til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.5.

Ændringerne i § 105, stk. 1, er af redaktionel karakter. Ordet

»erstatning« dækker overalt i lovforslaget og i loven såvel

erstatning for økonomisk skade som godtgørelse for ikke-økonomisk

skade.

Ved ændringerne i § 105, stk. 2, forhøjes de lovpligtige

forsikringsdækningsbeløb fra 10 mill. kr. til 50 mill. kr for

personskade og tab af forsørger og fra 1 mill. kr. til 10 mill.

kr. for tingsskade for de ved en enkelt begivenhed forårsagede

skader. Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.5.

Samtidig indføres der ved bestemmelsen i § 105, stk. 3, en regel om

indeksregulering af forsikringsbeløbene, der nævnes i stk. 2.

Indeksreguleringen skal efter forslaget ske efter samme principper

som de principper, indeksreguleringen af erstatning m.v. i

erstatningsansvarslovens § 15 bygger på.

Til § 1, nr. 4

Ændringen er af redaktionel karakter

Til § 1, nr. 5

Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 4, i lovudkastet i betænkningen.

Der henvises til betænkningen s. 99-117, 150-151, 157 og 164-165 og

til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.4.

Der henvises endvidere til betænkningen s. 141-143 vedrørende

spørgsmålet om eventuel indførelse af en kanaliseringsordning,

dvs. en ordning, der går ud på i sammenstødstilfælde at samle

erstatningskrav hos det enkelte køretøjs eget forsikringsselskab.

§ 108, stk. 1, svarer med en redaktionel ændring til den gældende

bestemmelse i § 108, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 3, vedrørende § 105, stk. 1, om udtrykket

»erstatning«.

Med bestemmelsen i § 108, stk. 2, ophæves den nugældende legale

regresordning, hvorefter et forsikringsselskab altid har regres

mod den ansvarlige, hvis denne har fremkaldt

forsikringsbegivenheden (dvs. forvoldt skaden) forsætligt, og

hvorefter der endvidere efter en konkret vurdering kan blive tale

om regres, hvis den ansvarlige har handlet groft uagtsomt.

Et forsikringsselskab har efter forslaget kun regres mod den

ansvarlige, hvis dette er aftalt ved fastsættelsen er

policevilkårene. Samtidig begrænses adgangen til at indgå sådanne

regresaftaler til tilfælde, hvor den ansvarlige har fremkaldt

forsikringsbegivenheden ved en uagtsomhed, der kan betegnes som

grov hensynsløshed. Denne begrænsning rækker videre end

bestemmelserne i forsikringsaftalelovens §§ 18-20, som sætter

grænsen ved grov uagtsomhed. Forsætstilfældene er reguleret ved

forsikringaftalelovens § 18, stk. 1, og § 19, hvorefter der som

udgangspunkt ikke er krav mod forsikringsselskabet, hvis den

sikrede har fremkaldt forsikringsbegivenheden forsætligt.

§ 108, stk. 2, angår alene aftaler om regres, hvor regressen er

begrundet i den ansvarliges forhold med hensyn til fremkaldelse af

forsikringsbegivenheden.

Det tilsigtes således ikke med bestemmelsen at gøre indskrænkning i

adgangen til at søge hel eller delvis regres mod den sikrede på

grundlag af vilkår i policen om selvrisiko, objektive

risikobegrænsninger, overtrædelse af sikkerhedsforskrifter,

urigtige risikooplysninger eller fareforøgelse, eller til at

indtræde i skadelidtes ret mod den ikke sikrede skadevolder,

herunder i de tilfælde, hvor forsikringen er ophørt på grund af

manglende præmiebetaling, jfr. betænkningen s. 116 og 151.

Til § 1, nr. 6 og 7

Der henvises til betænkningen side 115 og til lovforslagets

almindelige bemærkninger pkt. 3.4.

Forslaget indebærer, at regresspørgsmål for fremtiden ikke kan

afgøres i forbindelse med straffesager, men må afgøres særskilt

efter almindelige regler om civile sager.

Ændringerne vedrørende § 109 indebærer endvidere, at spørgsmål om

statens og kommunernes regres over for førere af biler, der er

omfattet af selvforsikringsordningen, må afgøres i

overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige regler,

herunder reglerne om ansattes ansvar for skadegørende handlinger,

der rammer arbejdsgiveren, jfr. herved erstatningsansvarslovens §

23.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1986, og at de nye

regler skal have virkning for skader, der indtræder efter lovens

ikrafttræden. Retsvirkningerne af skader indtruffet forinden skal

bedømmes efter de hidtil gældende regler. Forslaget har således

ikke tilbagevirkende kraft.

Til § 3

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 3 i lovudkastet

i betænkningen og til overgangsreglerne i den gældende

færdselslov.

Der henvises til betænkningen s. 165-166.

Bilag

I dette bilag er kapitel 16 i færdselsloven gengivet, således som det

vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages. Med mindre skrift er

indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af

lovforslaget.

Kapitel 16

Erstatning og forsikring

Ansvarsgrundlaget m.v.

§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal

erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved

eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i

køretøjet.

Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan

nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt

har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og

i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved

grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde,

hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til

skaden.

--/

§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved:

1) påkørsel, sammenstød, væltning eller andre lignende kørselsuheld,

2) en eksplosion eller brand, der opstår i køretøjets motor eller beholder, eller

3) ved at trafikanters heste bliver sky for køretøjet, såfremt det må antages, at skaden ikke står i forbindele med nogen særlig skyhed hos hestene.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skaden ikke kunne have været afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der kræves ved benyttelse af motordrevne køretøjer, såvel i henseende til driften som materiellet.

Stk. 3. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden. Undladelse af at benytte det i kapitel 12 nævnte sikkerhedsudstyr kan ikke begrunde nedsættelse eller bortfald af erstatningen.

/--

§ 102. Hvis et motordrevet køretøj volder skade på anden måde end

nævnt i § 101, stk 1, skal den, der er ansvarlig for køretøjet,

betale erstatning efter lovgivningens almindelige regler.

§ 103. Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af

sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne

i § 101, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Sker der tingsskade ved sammenstød mellem motordrevne

køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende

omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes.

--/

§ 103. Sker der skade ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer, afgøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om og med hvor stort et beløb erstatning bør ydes fra en af siderne.

/--

§ 104. Erstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler den ejer eller

bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte.

Stk. 2. Føreren er erstatningsansvarlig efter lovgivningens

almindelige regler.

Forsikringspligt

§ 105. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne

køretøjer skal være dækket af en forsikring i et

ansvarsforsikringsselskab, der er anerkendt af justitsministeren,

jfr. dog § 109.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på

indtil 50 mill. kr. og tingsskade på indtil 10 mill. kr. for den

ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres årligt med samme procent,

som ugelønnen for april kvartal er steget eller faldet i forhold

til april kvartal 1986. Reguleringen har virkning fra den følgende

1. april. Ugelønnen beregnes som den af Danmarks Statistik

offentliggjorte gennemsnitlige timefortjeneste (inkl.

dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle

arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i april

kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld

sædvanlig arbejdstid. De herefter fremkomne beløb afrundes til

nærmeste med 1 mill. delelige kronebeløb. Justitsministeriet

bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, i hvilket

omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.

--/

§ 105. Krav om erstatning og godtgørelse for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der er anerkendt af staten, jfr. dog § 109.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade på indtil 10.000.000 kr. og tingsskade på indtil 1.000.000 kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, i hvilket omfang forsikringen skal dække skader forvoldt i udlandet.

/--

§ 106. For motordrevne køretøjer, der skal registreres eller

godkendes, påhviler forsikringspligten ejeren eller den person

(brugeren), der har varig rådighed over køretøjet.

Stk. 2. For andre motordrevne køretøjer påhviler forsikringspligten

den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej.

§ 107. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse.

Stk. 2. Præmier for forsikringen er tillagt udpantningsret. Er

forsikring tegnet for et større beløb end efter § 105, stk. 2,

gælder denne regel hele præmien.

--/

§ 107, stk. 2, var tidligere formuleret således: Præmier for forsikringen kan inddrives ved udpantning. Er forsikring tegnet for et større beløb end efter § 105, stk. 2, gælder denne regel hele præmien.

/--

Forsikringsselskabets hæftelse og regres

§ 108. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte

for erstatning efter § 105, stk. 1.

Stk. 2. En aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren

om, at selskabet skal have regres mod den, der efter § 104 er

ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af

den ansvarlige ved uagtsomhed, har kun retsvirkning, hvis

forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan

betegnes som grov hensynsløshed.

--/

§ 108. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning og godtgørelse efter § 105, stk. 1.

Stk. 2. Forsikringsselskabet har regres mod enhver, der efter § 104 er ansvarlig for skaden, og som har forvoldt denne med forsæt. Er skaden forvoldt ved grov uagtsomhed, afgøres det under hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt, om selskabet skal have regres, og i bekræftende fald i hvilket omfang.

Stk. 3. Regreskravet må ikke dækkes ved forsikring.

/--

Selvforsikrede køretøjer

§ 109. Motordrevne køretøjer, der tilhører staten eller en kommune,

er undtaget fra forsikringspligt efter § 105.

Stk. 2. Justitsministeren kan træffe tilsvarende bestemmelse med

hensyn til motordrevne køretøjer, der tilhører fremmede stater

eller internationale organisationer.

Stk. 3. Er et køretøj efter stk. 1 og 2 ikke forsikret, hæfter den

danske stat eller den kommune, der ejer køretøjet, for erstatning

i samme omfang som et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet

ansvarsforsikring efter § 105.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af

erstatning for skader, som forvoldes i udlandet af de køretøjer,

der er nævnt i stk. 1 og 2.

--/

§ 109, stk. 3, var tidligere formuleret således:

Stk. 3. Er et køretøj efter stk. 1 og 2 ikke forsikret, hæfter den danske stat eller den kommune, der ejer køretøjet, for erstatning i samme omfang som et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring efter § 105. § 108, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på statens og kommunens regres.

/--

Sagernes behandling

§ 110. Anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal

selskabet tilsige enhver, der er ansvarlig efter § 104, til

ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175

gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde

oplysning om reglerne i stk. 2.

Stk. 2. Enhver, der tilsiges efter stk. 1, kan ved at fremsætte

begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen. Indtræder

han ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller

forlig bindende for ham.

§ 111. Hvis der rejses tiltale for en skadeforvoldende

lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette

kapitel, skal der gives den eller de skadelidte lejlighed til at

påstå erstatning. Hvis der ikke opnås forlig om erstatningen, skal

erstatningspåstandene påkendes under sagen, selv om straf ikke

pålægges tiltalte.

Stk. 2. I særlige tilfælde, hvor erstatningskravet angår materiel

skade og er af indviklet beskaffenhed, kan retten dog, efter at

forlig forgæves er prøvet, nægte kravets forfølgning under

straffesagen.

§ 112. Påkendelse af erstatningsspørgsmålet kan ske før eller efter

afgørelsen af spørgsmålet om straf.

Stk. 2. Det forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet

ansvarsforsikring for det køretøj, som tiltalte benyttede, eller

den, der efter § 109, stk. 3, hæfter for den skete skade, anses

for erstatningsspørgsmålets vedkommende som part i sagen og skal

tilsiges til ethvert retsmøde med det varsel, som efter

retsplejelovens § 175 gælder for vidner i straffesager.

Stk. 3. Påhviler der efter § 104 andre end tiltalte

erstatningsansvar, skal tillige disse tilsiges til ethvert

retsmøde med det i stk. 2 nævnte varsel. Bestemmelserne i § 110,

stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når erstatningsspørgsmålet påkendes under sagen, kan retten i

overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 30 pålægge

rettergangsbøder og sagsomkostninger.

§ 113. Ankes en straffesag, under hvilken erstatningsspørgsmålet er

blevet påkendt, anses enhver, der for erstatningsspørgsmålets

vedkommende har været part i den indankede sag, tillige som part

under anken, hvis erstatningsspørgsmålet tages under påkendelse.

Stk. 2. Den i retsplejelovens § 996 nævnte adgang til at anke i den

borgerlige retsplejes former står åben for enhver, der, for så

vidt angår erstatningsspørgsmålet, har været part i sagen.

Stk. 3. Med hensyn til anke betragtes en særskilt påkendelse af

straffe- eller erstatningspåstanden som en selvstændig dom.

Stk. 4. Retsplejelovens § 995, stk. 4, finder ikke anvendelse i de

sager, der er nævnt i § 111.

--/

§ 114, der foreslås ophævet, var tidligere affattet således:

§ 114. Afgøres erstatningsspørgsmålet under en straffesag, skal retten af egen drift påkende spørgsmålet om regres i medfør af § 108, stk. 2, eller § 109, stk. 3, 2. pkt. På grundlag af en dom, der anerkender sådan regres, kan der foretages eksekution for regresbeløbet i det omfang, hvori forsikringsselskabet godtgør at have betalt den ved dommen pålagte erstatning. §§ 111-113 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til regreskravet.

/--

§ 115. Hvis spørgsmålet om straf for en skadeforvoldende

lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette

kapitel, er afgjort ved udenretligt bødeforlæg, skal politiet

efter anmodning fra en skadelidt indbringe erstatningsspørgsmålet

for den ret, for hvilken der ellers ville være blevet rejst

tiltale. Erstatningsspørgsmålet behandles herefter, som om der var

rejst tiltale i sagen. § 111, stk. 2, § 112, stk. 2-4, og § 113,

stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Politiet skal

underrette de skadelidte om deres adgang til at forlange

erstatningsspørgsmålet indbragt for retten.

--/

§ 115. Hvis spørgsmålet om straf for en skadeforvoldende lovovertrædelse, der kan medføre erstatningsansvar efter dette kapitel, er afgjort ved udenretligt bødeforlæg, skal politiet efter anmodning fra en skadelidt indbringe erstatningsspørgsmålet for den ret, for hvilken der ellers ville være blevet rejst tiltale. Erstatningsspørgsmålet behandles herefter, som om der var rejst tiltale i sagen. § 111, stk. 2, § 112, stk. 2-4, § 113, stk. 2 og 4, og § 114 finder tilsvarende anvendelse. Politiet skal underrette de skadelidte om deres adgang til at forlange erstatningsspørgsmålet indbragt for retten.

/--

Ansvar efter lov om fragtaftaler ved international vejtransport

§ 116. Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse på en

fragtførers ansvar, hvis dette er omfattet af lov om fragtaftaler

ved international vejtransport.

Versioner

  1. 1988-05-21