1985 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, KONKURSLOVEN OG LOV OM FORBRUGERKLAGENÆVNET (AFLASTNING AF HØJESTERET M.V., BEHANDLING AF SAGER OM VEKSLER OG CHECKS M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00009@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november
1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. § 2 a, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,
hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved
der alene tages stilling til spørgsmål om sagsomkostninger og
processuelle straffe, og«.
2. § 2 a, stk. 3, 2. pkt., affattes således:
»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om
afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«
3. I § 4, stk. 2, ændres »19« til: »22«.
4. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller
flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige
medlemmer.«
5. I § 9 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem
arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og
handelsretten i det omfang, disse sager er henvist til denne ret
efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.«
6. § 9 a, stk. 1, affattes således:
»I den enkelte sags behandling deltager præsidenten, en vicepræsident
eller en dommer og efter reglerne i stk. 2-7 eventuelt tillige et
antal af rettens sagkyndige medlemmer.«
7. I § 15, stk. 1, ændres »32« til: »33«.
8. I § 149 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne
i stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den
pågældendes eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat
til dansk, såfremt modparten forlanger det eller retten finder det
nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land
skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten,
oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.
Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et
andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme
gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten
kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i
overensstemmelse med lovens almindelige regler om
sagsomkostninger.«
Stk. 3-4 bliver herefter stk. 5-6.
9. § 225, nr. 3, affattes således:
»3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og
deres ansatte.«
10. § 225, nr. 4, ophæves.
Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.
11. I § 226, stk. 1, nr. 2, ændres »de i § 225, nr. 11 og 12, nævnte
sager« til: »de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager«.
12. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte
sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.
13. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,
nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i
København, såfremt
1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning
for sagens afgørelse, og
2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.
1, nr. 1-5.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
14. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således:
»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt
fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes
skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«
15. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således:
»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til
landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for
højere ret.«
16. § 361, stk. 1, affattes således:
»Anmoder en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for
forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er
godkendt af forbrugerklagenævnet, må blive behandlet ved det
pågældende nævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender
den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen,
eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«
17. § 368 affattes således:
»§ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af partene ankes til
den landsret, i hvis kreds byretten ligger.
Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-
og handelsretten i København, kan af parterne ankes til
højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.
Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,
for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.
Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i
domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i
København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse
fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende
anvendelse.«
18. § 369, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om
sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes
særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«
19. § 385, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det
appellanten at udarbejde og inden en af retten fastsat frist at
indsende en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten
til brug for dokumentationen af denne under domsforhandlingen.
Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte
almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til
højesteret.«
20. § 386, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt
behørigt udformet ekstrakt til højesteret.«
21. § 387 affattes således:
»§ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af
denne skal foregå skriftligt, hvis
1) parterne er enige herom,
2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller
3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes
hensigtsmæssigt.«
22. § 391, stk. 1, affattes således:
»Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger
og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret ved
kære.«
23. § 392 affattes således:
»§ 392. Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:
1) afgørelser i kæresager,
2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en
ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål,
som afgørelsen angår, og
3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under
sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jfr. kapitel 33-34,
eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af
en ankesag.
Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give
tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om
kæretilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger
efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog
undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,
men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
24. Kapitel 41 ophæves.
25. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således:
»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så
vidt angår regreskrav.«
26. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.
27. I § 501 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,
såfremt
1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig
heri,
2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og
indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at
kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,
3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var
umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom,
åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand
manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er
falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter
underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på
skyldnerens vegne uden fornøden fuldmagt, eller
4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er
benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2-4,
i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller
en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med
en forbrugeraftale.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 2
I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,
affattes § 252 således:
»§ 252. Fra sø- og handelsrettens skifteafdeling sker anke og kære
til østre landsret i overensstemmelse med reglerne i dette
kapitel.
Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om processuelle straffe og
sagsomkostninger i domme fra sø- og handelsrettens skifteafdeling
gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.
1.«
§ 3
I lov om forbrugerklagenævnet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 105 af 28.
februar 1986, affattes § 8, stk. 2, således:
»Stk. 2. Såfremt en sag er anlagt ved domstolene og forbrugeren
ønsker den indbragt for nævnet, udsætter retten sagen på ubestemt
tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart,
at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen eller sagen
ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.
Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15, nævnte bestemmelser i §
9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden
lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Lovens § 1, nr. 27, finder ikke anvendelse på anmodning om
tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens
ikrafttræden.
Stk. 5. Lovens § 1, nr. 27, finder også anvendelse for så vidt angår
dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 14
§ 1
I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november
1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. § 2a, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,
hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved
der alene tages stilling til spørgsmål om sagsomkostninger og
processuelle straffe, og«
2. § 2a, stk. 3, 2. pkt., affattes således:
»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om
afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«
3. I § 4, stk. 2, ændres »19« til: »22«.
4. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller
flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige
medlemmer.«
5. I § 9 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem
arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og
handelsretten, i det omfang disse sager er henvist til denne ret
efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.«
6. § 9a, stk. 1, affattes således:
»I den enkelte sags behandling deltager præsidenten, en vicepræsident
eller en dommer og efter reglerne i stk. 2-7 eventuelt tillige et
antal af rettens sagkyndige medlemmer.«
7. I § 15, stk. 1, ændres »32« til: »33«.
8. I § 149 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne i
stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes
eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk,
såfremt modparten forlanger det, eller retten finder det
nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land
skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten,
oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.
Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et
andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme
gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten
kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i
overensstemmelse med lovens almindelige regler om
sagsomkostninger.'
Stk. 3-4 bliver herefter stk. 5-6.
9. § 225, nr. 3, affattes således:
»3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og
deres ansatte.«
10. § 225, nr. 4, ophæves.
Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.
11. I § 226, stk. 1, nr. 2, ændres »de i § 225, nr. 11 og 12, nævnte
sager« til: »de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager«.
12. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte
sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.
13. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,
nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i
København, såfremt:
1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning
for sagens afgørelse, og
2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.
1, nr. 1-5.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
14. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således:
»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt
fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes
skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«
15. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således:
»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til
landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for
højere ret.«
16. § 361, stk. 1, affattes således:
»Anmoder en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for
forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er
godkendt af forbrugerklagenævnet, må blive behandlet ved det
pågældende nævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender
den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen,
eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«
17. § 368 affattes således:
»§ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af partene ankes til
den landsret, i hvis kreds byretten ligger.
Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-
og handelsretten i København, kan af parterne ankes til
højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.
Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,
for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.
Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i
domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i
København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse
fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende
anvendelse.«
18. § 369, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om
sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes
særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«
19. § 385, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det
appellanten at udarbejde og inden en af retten fastsat frist at
indsende en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten
til brug for dokumentationen af denne under domsforhandlingen.
Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte
almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til
højesteret.«
20. § 386, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt
behørigt udformet ekstrakt til højesteret.«
21. § 387 affattes således:
»§ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af
denne skal foregå skriftligt, hvis:
1) parterne er enige herom,
2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller
3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes
hensigtsmæssigt.«
22. § 391, stk. 1, affattes således:
»Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger
og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret ved
kære«.
23. § 392 affattes således:
»§ 392. Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:
1) afgørelser i kæresager,
2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en
ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål,
som afgørelsen angår, og
3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under
sasforberedelsen eller domsforhandlingen, jfr. kapitel 33-34,
eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af
en ankesag.
Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give
tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om
kæretilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger
efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog
undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,
men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
24. Kapitel 41 ophæves.
25. § 449 affattes således:
»§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i
en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, samt i sager efter § 448, nr.
6, om forældremyndighed, og finder retten, at den pågældende har
behov for advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for
denne, såfremt parten opfylder den i § 330 stk. 1, nr. 2, nævnte
betingelse.
Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på
forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har
advokatbistand, kan retten dog beskikke den pågældende part en
advokat, selv om parten ikke opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,
nævnte betingelse. Retten pålægger i så fald parten at erstatte
statskassen udgifterne i forbindelse med beskikkelsen.«
26. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således:
»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så
vidt angår regreskrav.«
27. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.
28. I § 501 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,
såfremt:
1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig
heri,
2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og
indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at
kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,
3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var
umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom,
åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand
manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er
falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter
underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på
skyldnerens vegne uden fornøden fuldmagt, eller
4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er
benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2-4,
i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller
en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med
en forbrugeraftale.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 2
I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,
affattes § 252 således:
»§ 252. Fra sø- og handelsrettens skifteafdeling sker anke og kære
til østre landsret i overensstemmelse med reglerne i dette
kapitel.
Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om processuelle straffe og
sagsomkostninger i domme fra sø- og handelsrettens skifteafdeling
gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.
1.«
§ 3
I lov om forbrugerklagenævnet nr. 305 af 14. juni 1974 som ændret
senest ved lov nr. 238 af 27. maj 1981, affattes § 8, stk. 2,
således:
»Stk. 2. Såfremt en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren
ønsker den indbragt for nævnet, udsætter retten sagen på ubestemt
tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart,
at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen
ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1986.
Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15 nævnte bestemmelser i §
9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.
4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden
lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Lovens § 1, nr. 28, finder ikke anvendelse på anmodning om
tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens
ikrafttræden.
Stk. 5. Lovens § 1, nr. 28, finder også anvendelse for så vidt angår
dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er først og fremmest en genfremsættelse af det
civilprocessuelle afsnit om aflastning af højesteret m.v. i det
forslag til lov om ændring af retsplejeloven og konkursloven, der
blev fremsat for folketinget den 1. februar 1985 (L 164), jfr.
Folketingstidende 1984-85, sp. 5403 ff, samt tillæg A, sp. 2955
ff. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i
Folketingstidende 1984-85, sp. 5985 ff. Under udvalgsarbejdet
viste det sig, at man af tidsmæssige grunde næppe kunne færdiggøre
dele af lovforslaget i den pågældende folketingssamling. I
forbindelse med andenbehandlingen af forslaget, jfr.
Folketingstidende 1984-85, sp. 10678 ff. blev forslaget derfor
delt i 2 dele, L 164A om telefonaflytning m.v., som blev vedtaget
(lov nr. 227 af 6. juni 1985), og L 164 B vedrørende de øvrige
dele af lovforslaget, der blev udskudt til den kommende
folketingssamling. Den udskudte del af det oprindelige lovforslag
fremsættes nu i form af to lovforslag, et vedrørende politiets
anvendelse af agenter som led i efterforskningen og det
foreliggende forslag, der vedrører civilprocessuelle emner.
Lovforslaget indeholder således en række forslag til ændringer i
retsplejeloven og konkursloven med henblik på at begrænse
tilgangen af mindre betydningsfulde sager til højesteret. De
foreslåede ændringer, der bygger på en udtalelse fra
retsplejerådet, har til formål at bidrage til en nedbringelse af
de for tiden meget lange berammelsestider ved højesteret.
Endvidere foreslås der en ændring af reglen i retsplejelovens §
449 om automatisk beskikkelse af advokat for sagsøgte i
ægteskabssager. Genfremsættelsen af retsplejeændringerne
vedrørende højesteret sker i uændret skikkelse, hvorimod forslaget
til ny § 449 er blevet ændret dels som konsekvens af lov nr. 226
af 6. juni 1985 om sager om ægteskab eller forældremyndighed dels
med henblik på en mere fleksibel ordning.
Samtidig er det fundet hensigtsmæssigt uændret at genfremsætte det
forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Behandling af sager
om veksler og checks m.v.), der blev fremsat for folketinget den
8. oktober 1981 (Folketingstidende 1981-82, 1. samling, sp. 172 f,
samt tillæg A, sp. 581 ff). Forslaget bortfaldt som følge af
folketingsvalget i december 1981. Førstebehandlingen af
lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1981-82, 1. samling,
sp. 597 ff.
Lovforslaget indebærer også en ændring af retsplejelovens § 361, stk.
1, og forbrugerklagenævnsloven § 8, stk. 2, om obligatorisk
henvisning af forbrugersager fra domstolene til
forbrugerklagenævnet og de godkendte private klage- og ankenævn.
Forslag herom har tidligere været fremsat for folketinget i
forbindelse med et forslag vedrørende behandling af sager af
mindre værdi, der blev fremsat for folketinget den 16. december
1980 (Folketingstidende 1980-81, sp. 4232 ff, samt tillæg A, sp.
575 ff) og i sin helhed trukket tilbage af justitsministeren i maj
1981. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i
Folketingstidende 1980-81, sp. 5007 ff.
Endelig stilles der nye forslag til visse mindre ændringer i
retsplejeloven. Der foreslås således bl.a. nogle tilføjelser til
retsplejelovens § 149 om retssproget med henblik på en dansk
ratifikation af den nordiske sprogkonvention.
I det følgende gives der en kortfattet redegørelse for lovforslagets
nærmere indhold. Bemærkningerne vedrørende lovforslagets
bestemmelser om aflastning af højesteret, behandling af sager om
veksler og checks og henvisningsordningen med hensyn til
forbrugersager svarer med mindre redaktionelle ændringer til dem,
der ledsagede de oprindelige lovforslag.
2. Aflastning af højesteret.
2.1. På baggrund af drøftelser med højesterets præsident og en
udtalelse af 10. december 1984 fra retsplejerådet (bilag 1 til
lovforslaget) stilles der forslag om forskellige
retsplejeændringer med det formål at frigøre højesteret for at
behandle en række sager, som efter deres karakter fuldt
forsvarligt kan afgøres endeligt af landsretterne. Herved vil det
blive muligt at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret.
Hovedindholdet af denne del af lovforslaget er for det første et
forslag om, at alle almindelige funktionærsager, der ikke
indeholder principielle spørgsmål eller lignende, henlægges til
byretterne. Dette vil bl.a. indebære, at 1. instansdomme i sådanne
almindelige funktionærsager ikke længere vil kunne indbringes
direkte for højesteret ved appel.
Endvidere stilles der forslag om forskellige andre lovændringer med
henblik på at begrænse adgangen til at indbringe mindre
betydningsfulde afgørelser for højesteret. I den forbindelse
stilles der navnlig forslag om, at den appelordning til østre
landsret, som bliv gennemført pr. 1. juli 1984 med hensyn til sø-
og handelsrettens skifteafdelings afgørelser i
gældssaneringssager, nu udvides til at omfatte samtlige
afgørelser, som træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling.
Endelig stilles der forslag om en udvidelse af adgangen for
højesteret til at anordne skriftlig ankebehandling af visse
sagstyper.
2.2. Der har igennem de senere år været en stærk stigning i antallet
af sager, som indbringes for højesteret. Dette gælder både med
hensyn til ankesager og kæresager og både med hensyn til
borgerlige sager og straffesager. Væksten i sagsantallet har i
betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens personale og har
endvidere bevirket, at antallet af uafgjorte borgerlige ankesager
er steget stærkt, idet man fra højesterets side har prioriteret
straffesager og kæresager fremfor borgerlige ankesager.
Herved er der sket en betydelig forlængelse af berammelsestiderne for
de borgerlige ankesager. Der kan i den forbindelse henvises til
oplysningerne i pkt. 1.2. i retsplejerådets udtalelse af 10.
december 1984, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. Som
det fremgår heraf, overstiger højesterets nuværende beholdning af
uafgjorte borgerlige sager et års tilgang af nye sager.
Højesterets præsident har i øvrigt givet nogle supplerende
oplysninger om udviklingen i sagsantallet i 1984. Det fremgår
bl.a. heraf, at der i 1984 indkom i alt 375 nye borgerlige sager,
at højesteret afgjorde i alt 354 borgerlige sager, og at antallet
af uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang udgjorde i alt 468.
Fra den 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225
forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr. og med virkning fra den 1.
juli 1984 er denne grænse forhøjet yderligere til 200.000 kr.
Formålet med disse ændringer har været at nedbringe
berammelsestiderne ved landsretterne, men det er klart, at
ændringerne som en refleksvirkning på længere sigt vil kunne
medføre en vis mindskelse i antallet af borgerlige ankesager for
højesteret.
De nævnte forhøjelser af byretsgrænsen til 100.000, henholdsvis
200.000 kr., berørte imidlertid ikke de sager, som på
ikrafttrædelsestidspunktet allerede var anlagt ved landsretterne,
og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket tilgangen af
sager til højesteret. Det fremgår dog af retsplejerådets
udtalelse, at det må forventes, at ændringerne i løbet af nogle år
vil medføre et vist fald i antallet af ankesager for højesteret,
men rådet fremhæver samtidig, at en væsentlig del af de borgerlige
ankesager, der indbringes for højesteret, ikke er afhængige af
værdigrænsen i retsplejelovens § 225.
Højesterets præsident har på baggrund af de nævnte vanskeligheder
givet udtryk for, at højesteret ikke anser det for forsvarligt at
lade en løsning på de problemer, som sagspuklen medfører, afvente
virkningen af den forhøjede byretsgrænse og af de forskellige
yderligere ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som
justitsministeriet har anmodet retsplejerådet om at tage op til
nærmere overvejelse. Præsidenten har derfor henstillet til
justitsministeriet, at man søger nogle retsplejeændringer af mere
begrænset rækkevidde gennemført med det formål at aflaste
højesteret ved at mindske tilgangen af nogle mindre betyningsfulde
sager.
Justitsministeriet har på denne baggrund anmodet retsplejerådet om en
udtalelse. Rådets udtalelse af 10. december 1984 er som tidligere
nævnt optrykt som bilag 1 til lovforslaget.
2.3. Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, afhænger sø- og
handelsrettens kompetence inden for området med funktionærsager
af, om sagen kan anses for en sø- eller handelssag, og det er i
denne henseende i princippet afgørende, om fagkundskab til sø-
eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens
afgørelse. Imidlertid har der udviklet sig den praksis på grundlag
af de gældende regler i retsplejeloven, at stort set alle
funktionærsager i det storkøbenhavnske område i dag behandles ved
sø- og handelsretten i København og under medvirken af fagkyndige
meddommere, jfr. herved retsplejelovens § 9a, stk. 2. Og dette
gælder i praksis, uanset at sagen må betragtes som en almindelig
bevissag, og uanset at den ikke rummer spørgsmål, der særligt
taler for behandling under deltagelse af fagkyndige meddommere ved
sø- og handelsretten.
Uden for det storkøbenhavnske område behandles funktionærsagerne
derimod ved de almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret
eller landsret afhængigt af, om sagsgenstandens værdi overstiger
200.000 kr., jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1 (den såkaldte
byretsgrænse). Retsplejelovens § 6, stk. 4, og §§ 18a og b
indeholder regler om, at de almindelige domstole uden for
Storkøbenhavn i søsager skal tiltrædes af søkyndige fagdommere og
i handelssager kan tiltrædes af handelskyndige fagdommere.
Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at der i årene 1981-1983
blev anlagt henholdsvis 204, 218 og 245 funktionærsager ved sø- og
handelsretten i København. I de samme år blev henholdsvis 11, 23
og 15 domme anket til højesteret.
Med henblik på at opnå en lettelse af højesteret har retsplejerådet
bl.a. på den baggrund overvejet spørgsmålet om, hvorvidt
funktionærsagerne også i Storkøbenhavn bør henlægges til
behandling ved byretterne. Retsplejerådet finder det (udtalelsens
afsnit 2) både rimeligt og forsvarligt at gennemføre en flytning
af de almindelige funktionærsager i det storkøbenhavnske område
fra sø- og handelsretten til de almindelige domstole. Rådet
henviser i den forbindelse bl.a. til, at disse sager oftest
udspringer af en tvist af ordinær bevismæssig betydning, samt til,
at disse sager uden for Storkøbenhavn i næsten alle tilfælde
behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.
Retsplejerådet finder endvidere, at alle sager mellem arbejdsgivere
og deres ansatte bør behandles ved byretten i 1. instans uden
hensyn til sagens økonomiske værdi. Retsplejerådets forslag
omfatter i øvrigt også sager mellem offentlige arbejdsgivere og
deres ansatte og adskiller sig herved fra et i 1975 fremsat
lovforslag vedrørende det samme spørgsmål, som dengang stødte på
modstand bl.a. fordi byretsgrænsen dengang lå på 30.000 kr.
Retsplejerådet finder dog, at der samtidig bør gives mulighed for at
få de funktionærsager, som rejser mere principielle spørgsmål
m.v., behandlet ved sø- og handelsretten under medvirken af
fagkyndige dommere. Henvisningsreglen i retsplejelovns § 227
foreslås derfor suppleret, således at byretterne kan henvise sager
mellem arbejdsgivere og ansatte om ansættelsesforholdet til
behandling ved sø- og handelsretten, såfremt fagkundskab til sø-
eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens
afgørelse, og såfremt der foreligger en af de almindelige
henvisningsgrunde, som er opregnet i retsplejelovens § 227, stk.
1, nr. 1-5. Den af retsplejerådet foreslåede nye henvisningsregel
gælder i øvrigt ikke kun for sager i det storkøbenhavnske område,
men for byretterne i hele landet. Henvisningsadgangen omfatter i
øvrigt ikke blot funktionærsager, men også andre sager mellem
arbejdsgivere og deres ansatte, der opstår af ansættelsesforhold.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter og
forslag om at aflaste højesteret ved at overføre funktionærsagerne
til behandling ved byretterne, således at der gennem en samtidig
ændring af henvisningsreglerne gives mulighed for at få
principielle sager m.v. behandlet ved sø- og handelsretten. Herved
opnås der også en højere grad af ligestilling mellem Storkøbenhavn
og det øvrige land. Justitsministeriets lovforslag er udformet i
overensstemmelse hermed.
2.4. Højesteretspræsidenten har endvidere peget på, at det efter
højesterets opfattelse ville være ønskeligt, såfremt der kunne
gennemføres en begrænsning i antallet af kæremål til højesteret. I
den forbindelse har præsidenten særlig peget på, at retten er
tynget af en del kæremål vedrørende sagsomkostninger samt af
kæremål fra sø- og handelsrettens skifteafdeling.
Retsplejerådet har i sin udtalelse (afsnit 3) indgående drøftet
spørgsmålet om disse kæremål og stiller på den baggrund forslag om
ændring i reglerne om appel af bestemmelser i domme om
sagsomkostninger og processuelle straffe og om en ændring af
reglen i konkurslovens § 252 om appel af afgørelser, som er
truffet af sø- og handelsrettens skifteafdeling.
Efter de gældende regler i retsplejeloven kan bestemmelser om
sagsomkostninger og processuelle straffe i domme kun indbringes
særskilt for højere ret ved kære, jfr. lovens § 369, stk. 2, og §
391, stk. 1. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret
(eller af sø- og handelsretten) om sagsomkostninger og
processuelle straffe kan også indbringes særskilt for højesteret
ved kære, og sådan kære kan endog iværksættes over for
bestemmelser i ankedomme uden tilladelse fra justitsministeriet.
Før 1980 kunne særskilt indbringelse af sådanne kæremål for højere
ret kun ske med tilladelse fra justitsministeriet.
Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at højesteret i perioden
fra 1. marts 1983 til 29. februar 1984 behandlede i alt 84
kæresager, og at 22 af disse sager angik bestemmelser i
landsretsdomme om sagsomkostningernes størrelse og fordeling
mellem parterne. Kun i 5 af disse sager ændrede højesteret
landsrettens (sø- og handelsrettens) afgørelse.
Højesterets præsident har over for retsplejerådet oplyst, at en
bedømmelse af de omkostningsspørgsmål, der indbringes for
højesteret, ikke kan ske alene på grundlag af dommen og parternes
skriftlige indlæg. Det er derimod i reglen nødvendigt at gennemgå
hele sagsforløbet i den foregående instans, og dette arbejde står
ikke altid i rimeligt forhold til afgørelsernes betydning.
Retsplejerådet fremhæver, at sagsomkostninger fastsættes med
udgangspunkt i vejledende takster, som størrelsesmæssigt afhænger
af sagens værdi, og at afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmål ved
en dom sker på grundlag af en fuldstændig prøvelse af parternes
tvist. Rådet finder det bl.a. derfor forsvarligt i almindelighed
at lade omkostningsspørgsmål i domme finde deres endelige
afgørelse ved landsretterne (sø- og handelsretten i København),
idet disse retter med deres praksis i et stort antal sager kan
opretholde den nødvendige ensartethed med hensyn til
omkostningsfastsættelsen.
Ligesom efter de før 1980 gældende regler bør der dog efter
retsplejerådets opfattelse være adgang til at få principielle
spørgsmål indbragt for højesteret, og rådet stiller derfor forslag
om gennemførelse af en ordning, hvorefter landsretternes (og sø-
og handelsrettens) afgørelser om sagsomkostninger og processuelle
straffe i domme - såvel i 1. instanssager som i ankesager - kun
kan indbringes særskilt for højesteret med tilladelse fra
justitsministeriet. Sådan tilladelse vil kunne gives af
justitsministeriet, såfremt sagen er af principiel karakter, eller
såfremt særlige grunde i øvrigt taler derfor. Retsplejerådet
foreslår endvidere, at indbringelse for højesteret i givet fald
skal ske ved anke, idet dette retsmiddel henset til afgørelsernes
principielle karakter må anses for bedst egnet, når det drejer sig
om prøvelse ved højesteret.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
2.5. Ved sø- og handelsrettens skifteafdeling behandles alle sager i
det storkøbenhavnske område vedrørende behandling af konkursboer,
ledelse af sager om gældssanering og akkordforhandling samt
betalingsstandsning. Uden for København behandles sådanne sager
ved de lokale skifteretter.
I medfør af retsplejelovens § 9a, stk. 6, tiltrædes sø- og
handelsrettens skifteafdeling af 2 sagkyndige ved afgørelse af
tvistigheder i konkursboer om anerkendelse af en anmeldt fordring,
såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en sø- eller
handelssag. Uden for disse tilfælde kan retten tilkalde sagkyndige
meddommere ved behandlingen af konkursboer. I praksis medvirker
der efter denne bestemmelse sagkyndige meddommere ved afgørelsen
af tvister om anmeldte fordringers eventuelle fortrinsret, såfremt
der er tale om en sø- eller handelssag. På tilsvarende måde
medvirker sagkyndige meddommere i omstødelsessager, der efter
parternes vedtagelse behandles ved skifteretten. Sagkyndige
deltager derimod ikke i afgørelsen af spørgsmål om
betalingsstandsning og gældssanering, åbning og stadfæstelse af
tvangsakkord og ved stillingtagen til konkursbegæring.
Sø- og handelsrettens skifteafdelings afgørelser kan efter de
gældende regler i almindelighed indbringes direkte for højesteret,
jfr. konkurslovens § 252. Med hensyn til sager om gældssanering er
der dog pr. 1. juli 1984 gennemført den ordning, at skifterettens
afgørelser i sager om gældssanering kæres til østre landsret. Den
særlige ordning vedrørende gældssaneringsafgørelser blev
gennemført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 for at undgå at belaste
højesteret med disse sager.
Retsplejerådet giver i sin udtalelse udtryk for, at afgørelser, der
træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling uden deltagelse af
sagkyndige meddommere, ikke adskiller sig fra de afgørelser i
gældssaneringssager, der kæres fra skifteafdelingen til østre
landsret, eller fra de afgørelser, der træffes af skifteretterne
uden for Storkøbenhavn under appel til landsretterne. Særlige
grunde for en direkte appeladgang til højesteret foreligger der
efter retsplejerådets opfattelse heller ikke.
På denne baggrund foreslår retsplejerådet konkurslovens § 252 ændret,
således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens
skifteafdeling uden deltagelse af sagkyndige meddommere, i
tilfælde af appel skal indbringes for østre landsret. Efter den af
retsplejerådet foreslåede ordning vil den direkte appeladgang til
højesteret som hidtil omfatte sager om anerkendelse af fordringer
i konkursboer, såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en
sø- eller handelssag. På tilsvarende måde vil afgørelser om
fortrinsret og afgørelse om omstødelse i sager, som er sø- eller
handelssager, fortsat kunne appelleres direkte til højesteret. I
de øvrige tilfælde vil der efter praksis ikke deltage sagkyndige,
og appel vil derfor efter retsplejerådets forslag skulle ske til
østre landsret.
I forbindelse med justitsministeriets høring over retsplejerådets
udtalelse og lovudkast er der i flere høringssvar, bl.a. fra
højesteret og Den Danske Dommerforening, peget på, at det ville
være ønskeligt, om den ændrede appelordning vedrørende sø- og
handelsrettens skifteafdeling blev udformet således, at appel fra
skifteafdelingen i alle tilfælde skulle ske til østre landsret.
Justitsministeriet kan tiltræde, at der bør gennemføres en
begrænsning i adgangen til at appellere sø- og handelsrettens
skifteafdelings afgørelser til højesteret. I den forbindelse er
det efter justitsministeriets opfattelse ønskeligt, at
aflastningen af højesteret bliver så stor som mulig, og at
ordningen samtidig gøres så enkel som mulig. Derfor har
justitsministeriet i overensstemmelse med de nævnte høringssvar
fra højesteret og dommerforeningen udformet lovforslaget således,
at skifteafdelingens afgørelser i alle sager skal appelleres til
østre landsret.
2.6. I retsplejerådets udtalelse er der udover de foran omtalte
forslag tillige stillet forslag om forskellige andre
retsplejeændringer med det formål at aflaste højesteret.
På baggrund af drøftelserne med højesterets præsident giver
retsplejerådet udtryk for, at rådet ikke har indvendinger imod en
ændring af retsplejelovens § 387, således at der gives højesteret
mulighed for i videre omfang end i dag at anordne skriftlig
behandling af ankesager. Der henvises til retsplejerådets
udtalelse, afsnit 4. Justitsministeriets forslag til ændret
udformning af retsplejelovens § 387 svarer med redaktionelle
ændringer til retsplejerådets forslag.
I retsplejerådets udtalelse stilles der endvidere forslag om en
ændring af retsplejelovens § 767, således at retten i forbindelse
med ankede straffesager (altså ved højesteret eller landsret) kan
undlade at fastsætte frist for varetægtsfængslingens længde, når
domsforhandling er berammet, og når tiltalte erklærer sig
indforstået med, at der sker varetægtsfængsling indtil
domsforhandling. Der henvises nærmere til retsplejerådets
bemærkninger til denne ændring af § 767. Det kan i den forbindelse
oplyses, at der under justitsministeriets høring over
retsplejerådets udtalelse fra flere høringsmyndigheders side er
givet udtryk for et ønske om, at reglen udvides til ikke kun at
gælde i ankeinstansen, men også når domsforhandling er berammet i
sager i 1. instans.
Justitsministeriet har indgående overvejet disse forslag. Selv om der
formentlig kan opnås en vis (mindre) arbejdsmæssig lettelse ved
ikke at skulle fastsætte fængslingsfrist i de nævnte tilfælde, har
justitsministeriet fundet, at disse fordele næppe fuldt ud kan
opveje de betænkeligheder, der er knyttet til, at der ikke med
jævne mellemrum sker en prøvelse af, om betingelserne for
varetægtsfængsling er opfyldt.
I øvrigt er der på grundlag af retsplejerådets udtalelse medtaget
enkelte andre retsplejeændringer med henblik på at aflaste
højesteret. Herom henvises til retsplejerådets udtalelse og de
specielle bemærkninger.
3. Advokatbeskikkelse for sagsøgte i ægteskabssager.
3.1. På baggrund af en udtalelse af 9. januar 1985 fra
justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget)
stilles der forslag om en ændring af retsplejelovens § 449 om
advokatbeskikkelse for sagsøgte eller appelindstævnte i
ægteskabssager.
Ændringen indebærer, at sagsøgte (appelindstævnte) fremtidig ikke
automatisk skal have beskikket en advokat, men at retten i det
enkelte tilfælde skal anlægge en vurdering af, om den pågældende
har behov for advokatbistand under sagen, og om den pågældende
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.
3.2. Udgifterne til fri proces har igennem de seneste år udvist en
meget betydelig stigning (fra ca. 34.9 mill. kr. i 1980 til 56.9
mill. kr. i 1983). Dette har i sig selv givet justitsministeriet
anledning til at overveje, hvorledes denne udvikling kan bringes
under kontrol.
Samtidig finder justitsministeriet, at de nugældende betingelser for
at kunne opnå offentlig retshjælp ved advokat (justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 574 af 17. december 1980) på baggrund af den
udvikling, der er sket siden bekendtgørelsens ikrafttræden pr. 1.
januar 1981, er utilfredsstillende, og justitsministeriet finder,
at der snarest muligt må gennemføres en forhøjelse af de gældende
indtægtsgrænser og eventuelt andre justeringer, således at
ordningen på ny kan få den placering i retshjælpssystemet, som
var forudsat.
Da der imidlertid ikke på nuværende tidspunkt er mulighed for at
tilføre yderligere midler til det samlede retshjælpsområde, er det
justitsministeriets opfattelse, at de nævnte justeringer må
finansieres ved hjælp af midler, der tilvejebringes inden for det
øvrige retshjælpsområde.
Justitsministeriets retshjælpsudvalg har overvejet den ovenfor
skitserede situation. Udvalget har i denne forbindelse peget på,
at den nugældende ordning med automatisk beskikkelse af advokat
for sagsøgte i ægteskabssager (retsplejelovens § 449) rummer
muligheder for ændringer, der uden betænkeligheder vil kunne
gennemføres og samtidig frigøre ressourcer fra fri procesområdet.
Udvalget har den 9. januar 1985 afgivet en indstilling til
justitsministeriet herom, jfr. bilag 2 til lovforslaget. Det er
denne indstilling, der danner baggrund for justitsministeriets
forslag om ændring af § 449.
Forslaget må imidlertid ses i sammenhæng med de fortsatte
overvejelser i udvalget om, hvorledes advokatretshjælpen på kort
sigt kan forbedres, og hvorledes der kan tilvejebringes de
yderligere midler, som er nødvendige til finansiering heraf.
Justitsministeriet har netop anmodet udvalget om at koncentrere og
fremskynde sine overvejelser herom.
3.3. Retsplejelovens § 449 er senest ændret ved lov nr. 226 af 6.
juni 1985. Ved denne lovændring, der er foretaget efter, at
retshjælpsudvalget afgav sin udtalelse den 9. januar 1985,
opretholdtes den hidtidige ordning, hvorefter der skal ske
beskikkelse af advokat for alle sagsøgte eller appelinstævnte, der
møder uden advokat, i sager om separation, skilsmisse og
omstødelse af ægteskab, i sager mellem ægtefæller til afgørelse
af, om separation består eller er bortfaldet, og i sager til
afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller. Herudover
blev det på baggrund af gennemførelsen af sager om fælles
forældremyndighed m.v. vedtaget, at der skal ske beskikkelse af
advokat i sager om ophør af fælles forældremyndighed, jfr. § 448,
nr. 2, i sager om overførelse af forældremyndigheden til faderen
alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har haft fælles
forældremyndighed, jfr. § 448, nr. 3, og endelig i sager om
statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter en indehavers
død, jfr. § 448, nr. 4. Beskikkelse af advokat skal efter de
gældende regler ske automatisk og uden hensyn til sagsøgtes
økonomiske forhold, og advokatens vederlag udredes af statskassen,
uden at der i almindelighed kan blive tale om at pålægge den
pågældende part at betale sagsomkostninger.
Mens situationen for den sagsøgte i en ægteskabssag m.v. således er
den, at den pågældende automatisk og uden hensyn til de økonomiske
forhold får beskikket en advokat, forholder det sig anderledes for
den, der er sagsøger. Her skal den pågældende ansøge statsamtet om
fri proces, og bevilling hertil gives kun, såfremt den pågældende
skønnes at have rimelig udsigt til at få medhold, og såfremt den
pågældende opfylder visse økonomiske betingelser, jfr.
retsplejelovens § 330.
Retshjælpsudvalget stiller bl.a. på denne baggrund forslag om, at man
ved en ændring af retsplejelovens § 449 fjerner denne
forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med hensyn til
fri proces m.v. Udvalget peger i den forbindelse også på, at man
ved denne ændring fjerner den mulighed, som parterne hidtil har
haft for ved aftale at sikre sig, at alle omkostninger ved deres
ægteskabssag vil blive afholdt af det offentlige. Den foreslåede
stramning af bestemmelsen vil efter udvalgets opfattelse også
betyde, at den mere velstående part ikke længere vil kunne have
nogen økonomisk interesse i at foretrække en separation/skilsmisse
ved dom fremfor ved bevilling, og udvalget finder derfor, at den
foreslåede ny bestemmelse også vil kunne virke procesbesparende.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og finder
endvidere, at synspunkterne med samme styrke kan anføres for så
vidt angår de sager, der som konsekvens af lov nr. 226 af 6. juni
1985 er inddraget under ordningen med obligatorisk
advokatbeskikkelse. På baggrund bl.a. af drøftelser med en
repræsentant for østre landsret, er det justitsministeriets
opfattelse, at retsplejemæssige hensyn i visse tilfælde kan gøre
det nødvendigt, at der beskikkes en advokat for en sagsøgt eller
appelindstævnt, der møder uden advokat i en ægteskabssag m.v.,
selv om den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser for
fri proces. I sådanne tilfælde må det imidlertid naturligvis være
den pågældende selv, der endeligt skal afholde udgifterne ved
beskikkelsen. Justitsministeriet har udformet lovforslaget i
overensstemmelse hermed.
4. Sager om veksler og checks m.v.
4.1. Lovforslaget indebærer på dette punkt en ophævelse af reglerne
i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig retsforfølgning i sager om
veksler og visse andre gældsbreve.
Efter forslaget bevares adgangen til at opnå hurtig retsforfølgning i
vekselsager uden for forbrugerforhold og i checksager, bortset fra
tilfælde hvor checken i forbindelse med en forbrugeraftale er
benyttet til opnåelse af kredit, men reglerne herom foreslås
overført til retsplejelovens fuldbyrdelsesregler.
Med hensyn til veksler, der er benyttet i forbindelse med en
forbrugeraftale, og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit
i forbindelse med en forbrugeraftale, vil en fordringshaver efter
lovforslaget ikke længere have mulighed for overfor en forbruger
at benytte sig af en særlig gunstig inddrivelsesprocedure, og
krav, der støttes på sådanne dokumenter, vil derfor fremover kun
kunne tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler.
Lovforslaget medfører ingen ændringer i de materielle regler i
veksel- og checkloven, herunder i reglerne om fortabelse af visse
indsigelser ved overdragelse af veksel- og checkkrav.
Lovforslaget bygger på et af retsplejerådet udarbejdet lovudkast.
Rådets udkast er optaget som bilag 3 til lovforslaget.
4.2. Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 41 har en
fordringshaver med hensyn til en række krav, herunder navnlig
visse veksel- og checkkrav, mulighed for en særlig hurtig
retsforfølgning. Der kan således i sager, som anlægges efter
reglerne i kapitel 41, som hovedregel ikke tages stilling til
indsigelser, som fremsættes af sagsøgte, ligesom adgangen til at
få påkendt modkrav er stærkt begrænset (§ 444 og 445). Skyldneren
er derfor, når fordringshaveren efter reglerne i kapitel 41 har
opnået dom for sit krav, henvist til at anlægge et selvstændigt
erstatningssøgsmål mod fordringshaveren vedrørende sådanne
indsigelser eller modkrav.
Efter de ændringer i retsplejelovens udlægsregler, der blev
gennemført ved lov nr. 258 af 26. maj 1976, og som trådte i kraft
den 1. januar 1977, kan der nu i medfør af retsplejelovens § 478,
stk. 1, nr. 7, foretages udlæg umiddelbart på grundlag af veksler
og checks for så vidt angår de krav, som er omfattet af reglerne i
retsplejelovens kapitel 41. Fordringshaveren vil derfor med hensyn
til sådanne krav kunne vælge mellem enten at anlægge en sag efter
reglerne i kapitel 41 eller at indgive anmodning til fogedretten
om foretagelse af udlæg direkte på grundlag af vekslen eller
checken. Søger fordringshaveren imidlertid udlæg foretaget
umiddelbart på grundlag af vekslen eller checken, vil skyldneren i
fogedretten kunne fremsætte indsigelser og modkrav i
overensstemmelse med retsplejelovens almindelige
fuldbyrdelsesregler (§§ 501 og 522).
De nævnte ændringer af udlægsreglerne bygger på et forslag fra
udlægsudvalget i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning.
Udvalget pegede i betænkningen (side 36) på, at der i forbindelse
med gennemførelse af en adgang til opnåelse af udlæg umiddelbart
på grundlag af veksler og checks kunne være anledning til at
overveje, om reglerne i kapitel 41 om hurtig retsforfølgning kan
ophæves. Sådanne overvejelser kunne som anført i bemærkningerne
til det pågældende lovforslag (Folketingstidende 1975-76, tillæg
A, sp. 262) ikke afsluttes inden lovforslagets fremsættelse.
Med henblik på en afklaring af, hvorvidt reglerne i retsplejelovens
kapitel 41 på baggrund af det ovenfor anførte bør søges ophævet,
anmodede justitsministeriet den 13. januar 1978 retsplejerådet om
en udtalelse. Rådet har den 21. juli 1980 indstillet, at de
gældende regler ændres i overensstemmelse med det under afsnit 4.1
nævnte lovudkast.
4.3. Retsplejerådet foreslår i sin indstilling, at reglerne i
kapitel 41 ophæves. Efter rådets opfattelse er der, når der kan
foretages udlæg direkte på grundlag af veksler og checks for så
vidt angår de krav, som er omfattet af kapitel 41, ikke behov for
at opretholde regler om adgang til særskilt sagsanlæg med henblik
på opnåelse af hurtig retsforfølgning.
Retsplejerådet har herudover overvejet, hvorvidt der overhovedet er
behov for at opretholde regler om hurtig retsforfølgning. Det er
rådets opfattelse, at der med hensyn til veksler, der er benyttet
i forbindelse med en forbrugeraftale, ikke bør gives
fordringshaveren adgang til en særlig gunstig retsforfølgning mod
forbrugeren. Tilsvarende gælder med hensyn til checkkrav, når
checken er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med en
forbrugeraftale. Retsplejerådet foreslår derfor, at adgangen
hertil helt afskaffes i disse sager, således at skyldneren ikke
afskæres fra at fremsætte indsigelser eller fra at gøre modkrav
gældende efter retsplejelovens almindelige regler herom.
Med hensyn til veksler, der er benyttet uden for forbrugerforhold, er
der efter retsplejerådets opfattelse af hensyn til tilliden til
veksler som kreditmiddel fortsat behov for en særlig let og hurtig
adgang for fordringshaveren til at opnå tvangsfuldbyrdelse.
Tilsvarende gælder for så vidt angår checks - både i og uden for
forbrugerforhold - når checken, som det normalt er tilfældet, er
benyttet som betalingsmiddel. Retsplejerådet foreslår på denne
baggrund, at reglerne herom i kapitel 41 i forbindelse med en
ophævelse af dette kapitel overføres til retsplejelovens
udlægsregler.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til retsplejerådets
lovudkast. Justitsministeriet kan, bortset fra navnlig den
nedenfor under afsnit 4.4. nævnte ændring, tiltræde
retsplejerådets forslag. Som anført i bemærkningerne til de
enkelte bestemmelser er der herudover i lovforslaget på enkelte
punkter foretaget mindre afvigelser fra rådets lovudkast.
4.4. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 445 er adgangen til at
gøre modfordringer gældende under behandlingen af en veksel- eller
checksag, som er anlagt efter reglerne i kapitel 41, stærkt
begrænset. Modfordringer kan således kun gøres gældende, når disse
støttes på, at der ved forsømmelse med at give en i veksel- eller
checkloven foreskreven underretning er forvoldt sagsøgte skade.
Retsplejerådet foreslår (lovudkastets nr. 7), at adgangen til
modregning, i det omfang den hurtige retsforfølgning henlægges til
fogedretten, begrænses på samme måde.
Der kan imidlertid allerede efter den almindelige regel i
retsplejelovnes § 522 kun i meget begrænset omfang foretages
modregning under en udlægsforretning. Dette kan således kun ske,
hvis modkravet kan tvangsfuldbyrdes eller anerkendes af den, der
har anmodet om udlægget, eller hvis kravets rigighed på anden måde
må anses for godtgjort. Efter justitsministeriets opfattelse bør
adgangen til modregning derfor ikke indsnævres yderligere i
forhold til bestemmelsen i § 522 i forbindelse med henlæggelsen af
den særlige veksel- og checkprocedure til fogedretten.
5. Henvisningsordning vedrørende forbrugersager
Lovforslaget indebærer en ændring af den gældende henvisningsordning
for forbrugersager fra domstolene til forbrugerklagenævnet og de
private klage- og ankenævn, der er godkendt af
forbrugerklagenævnet. Efter de gældende bestemmelser i
retsplejelovens § 361, stk. 1, og forbrugerklagenævnslovens § 8,
stk. 2, skal domstolene henvise sager, der er omfattet af
forbrugerklagenævnets eller et godkendt privat nævns kompetence,
til vedkommende nævn, hvis forbrugeren anmoder herom.
Erfaringerne har vist, at den gældende obligatoriske
henvisningsordning er for usmidig. Navnlig hvor det er åbenbart,
at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, forekommer det
ikke hensigtsmæssigt, at domstolene på begæring af forbrugeren
skal henvise sagen til nævnsbehandling. Men den obligatoriske
henvisningsordning er også mindre hensigtsmæssig, hvor det er
klart, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, f.eks. fordi den
nødvendiggør en vanskelig bevisbedømmelse, eller må antages bedre
at kunne oplyses ved mundtlig behandling efter retsplejelovens
regler om afhøring af parter og vidner, eller forudsætter
stillingtagen til komplicerede - og måske uafklarede juridiske
spørgsmål. Sådanne sager vil blive afvist fra nævnet i medfør af
forbrugerklagenævnslovens § 7. Det foreslås derfor, at retten får
mulighed for at nægte henvisning i disse tilfælde.
Efter aftale med industriministeriet fremsætter justitsministeriet
samtidig forslag om en tilsvarende ændring af bestemmelsen i
forbrugerklagenævnslovens § 8, stk. 2.
6. Den nordiske sprogkonvention
Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgik den 17. juni 1981
en konvention om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres
eget sprog i et andet nordisk land. Konventionen er optaget som
bilag 4 til lovforslaget.
Finland, Norge og Sverige har ratificeret konventionen.
Efter konventionen forpligter de kontraherende stater sig til at
virke for, at en statsborger i en kontraherende stat, hvis der er
behov herfor, skal kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse
til myndigheder og andre offentlige organer i en anden
kontraherende stat. I sager, der er til behandling ved domstolene
og andre offentlige organer, skal myndighederne så vidt muligt
sørge for, at statsborgere i en anden kontraherende stat får den
fornødne tolke- og oversættelseshjælp. I straffesager skal
statsborgerne altid have den nødvendige tolkehjælp.
Det følger af konventionen, at myndighederne så vidt muligt skal
sørge for, at statsborgere i en anden kontraherende stat får den
fornødne tolke- og oversættelseshjælp. Det betyder bl.a., at
myndighederne ikke er forpligtede til at yde bistand m.v., hvis
det af praktiske grunde ikke er muligt at skaffe autoriseret
tolkebistand.
Som anført følger det af konventionen, at bistand kun skal ydes, hvis
der er behov herfor. Behov for tolkebistand inden for den
offentlige forvaltning vil i praksis næsten udelukkende kunne
foreligge i forhold til finske statsborgere.
Det følger i øvrigt af konventionen, at den offentlige forvaltning
kun er forpligtet, hvis det er praktisk muligt at yde bistand. På
den baggrund må det antages, at den bistand, der skal ydes efter
konventionen i det væsentlige vil svare til, hvad der allerede i
dag følger af god forvaltningsskik. Eventuelle merudgifter ved
opfyldelsen af konventionen må derfor efter justitsministeriets
opfattelse antages at blive af uvæsentlig betydning.
Den nærmere gennemførelse af konventionen inden for den offentlige
forvaltning vil blive udformet i den vejledning til den offentlige
forvaltning, som justitsministeriet vil udarbejde i forbindelse
med gennemførelsen af en generel forvaltningslov.
Omkostningerne til tolkning og oversættelse i retssager, som er
omfattet af konventionen, bør afholdes af det offentlige. Disse
omkostninger må antages at blive af begrænset størrelse.
Omkostningerne til tolk i straffesager, der er undergivet
offentlig påtale, skal altid udredes af det offentlige. Der er dog
i nogle nærmere opregnede tilfælde adgang for det offentlige til
at kræve omkostningerne til tolk eller oversættelse refunderet.
F.eks. vil det kunne bestemmes, at udgifterne til oversættelse og
tolkning skal afholdes endeligt af parterne efter de almindelige
sagsomkostningsregler.
Med henblik på en dansk ratifikation af konventionen er det
nødvendigt, at der på retsplejens område gennemføres visse
lovændringer. Det foreslås derfor, at der til gennemførelse af
konventionens bestemmelser om tolkning m.v. for nordiske
statsborgere indsættes et nyt stk. 3 og et nyt stk. 4 i
retsplejelovens § 149 om retssproget.
7. Hørte myndigheder m.v.
7.1. Retsplejerådets udtalelse af 10. december 1984 om ændringer med
henblik på at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret, har
været sendt til høring hos præsidenten for højesteret,
præsidenterne for østre og vestre landsret, præsidenten for sø- og
handelsretten, præsidenterne for Københavns byret og for retterne
i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, politidirektøren i
København, Foreningen af politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, rigspolitichefen, Dansk
kriminalpolitiforening, Dansk politiforbund, Advokatrådet, Dansk
Arbejdsgiverforening, Grosserer-Societetet, Industrirådet,
Butikshandelens fællesråd, Håndværksrådet, Assurandør-Societetet,
Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Den Danske Bankforening,
Danmarks Sparekasseforening, Landsorganisationen i Danmark,
Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark,
Hovedorganisationen for Arbejdsleder- og tekniske
Funktionærforeninger i Danmark, Teknisk Landsforbund, Foreningen
af Arbejdsledere i Danmark, Radiotelegrafistforeningen af 1917,
Danmarks Styrmandsforening, Dansk Sø-restaurationsforening,
Sømændenes Forbund i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund (Metal
Søfart) og Specialarbejderforbundet i Danmark.
7.2. Retshjælpsudvalgets udtalelse af 9. januar 1985 om fri proces i
ægteskabssager er sendt til høring hos præsidenterne for østre og
vestre landsret, præsidenten for Københavns byret, præsidenterne
for retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Forbrugerrådet.
7.3. Der er indhentet udtalelser over retsplejerådets lovudkast om
behandling af sager om veksler og checks m.v. fra præsidenterne
for østre og vestre landsret, Københavns byret og retterne i
Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Forbrugerrådet,
Butikshandelens Fællesråd, Danmarks Automobilforhandlerforening,
Danmarks Sparekasseforening, Den Danske Bankforening,
Entreprenørforeningen, Grosserer-Societetet, Håndværksrådet,
Industrirådet og Provinshandelskammeret.
7.4. Spørgsmålene om ændring af henvisningsordningen vedrørende
forbrugersager og om kontorfunktionærernes kompetence har været
sendt til høring hos præsidenterne for østre og vestre landsret,
Københavns byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiets og
Domstolenes Tjenestemandsforening, Dansk Dommer- og
Politikontorfunktionærforening og Advokatrådet. Spørgsmålet om
henvisningsordningen vedrørende forbrugersager har tillige været
sendt til høring hos Forbrugerrådet.
7.5. Den nordiske sprogkonvention har været sendt til høring i
samtlige ministerier.
8. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget medfører en række til dels modsatrettede konsekvenser
vedrørende arbejdsmængden inden for justitsvæsenet.
De foreslåede ændringer vedrørende funktionærsager m.v., appel af
afgørelser om sagsomkostninger og af visse afgørelser, der træffes
af sø- og handelsrettens skifteafdeling, samt vedrørende skriftlig
behandling af ankesager må antages samlet at indebære en ikke
ubetydelig lettelse af arbejdsbyrden ved højesteret. Disse
ændringer vil således medvirke til at nedbringe berammelsestiden
ved højesteret.
Ligeledes vil forslaget vedrørende funktionærsager m.v. indebære en
vis lettelse af arbejdsmængden i sø- og handelsretten.
For så vidt angår landsretterne vil de omtalte ændringer medføre
såvel en lettelse på visse punkter som en vis udvidelse af
arbejdsmængden, navnlig ved østre landsret, på grund af forslagene
vedrørende funktionærsager m.v. og appel af visse afgørelser
truffet af sø- og handelsretten. Samlet vil der imidlertid være
tale om en begrænset forøgelse af arbejdsbyrden.
Forslaget om at henlægge funktionærsager til byretterne indebærer en
vis forøgelse af arbejdsmængden for byretterne, herunder navnlig
Københavns byret. Også de regler om særlige efterforskningsskridt,
der er foreslået i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ændring af retsplejeloven (Politiets anvendelse af agenter som led
i efterforskningen) vil kunne bevirke en vis forøgelse i antallet
og varigheden af visse retsmøder, hvilket tillige vil kunne
medføre et øget pres på politiets og anklagemyndighedens
ressourcer.
Sammenfattende må det antages, at de ovenfor nævnte foreslåede regler
ikke vil medføre væsentlige forøgelser i justitsvæsenets
arbejdsopgaver vurderet under et, men de foreslåede ændringer vil
kunne nødvendiggøre visse omlægninger af ressourcerne mellem
institutionerne inden for de eksisterende personalemæssige rammer
m.v. Disse spørgsmål - der tillige må vurderes i lys også af
tidligere gennemførte retsplejereformer, senest ved lov nr. 226 af
6. juni 1985 (Sager om ægteskab eller forældremyndighed) og lov
nr. 227 af s.d. (Telefonaflytning m.v.) - vil indgå i
justitsministeriets løbende vurdering af behovet for ressourcer
inden for ministeriets område.
Forslaget om ændring af betingelserne for fri proces i ægteskabssager
vil isoleret betragtet medføre en vis begrænsning af udgifterne
hertil, der med en betydelig usikkerhed anslås til ca. 3-5 mill.
kr. årligt. En sådan mindreudgift vil blive modsvaret af en senere
forøgelse af udgiften til advokatretshjælp.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1-2
Bestemmelserne svarer med en redaktionel ændring i nr. 1 til nr. 1-2
i retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at
nedbringe berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til
bemærkningerne til retsplejerådets lovudkast.
Til nr. 3-4 og nr. 6-7
De foreslåede ændringer af retsplejelovens § 4, stk. 2, § 9, stk. 1,
1. pkt., § 9a, stk. 1, og § 15, stk. 1, er konsekvensændringer som
følge af godkendte nye stillingsoprettelser i vestre landsret, sø-
og handelsretten i København og Københavns byret.
Til nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15
Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer i nr. 5, nr. 10 og
nr. 14 til nr. 3-7 i retsplejerådets lovudkast om
retsplejeændringer vedrørende højesteret. Der henvises til pkt.
2.3. i de almindelige bemærkninger og til retsplejerådets
udtalelse, afsnit 2.
Til nr. 8
Ved den foreslåede indsættelse af 2 nye stykker i retsplejelovens §
149 om retssproget sker der en gennemførelse af den nordiske
sprogkonvention på retsplejens område.
Til nr. 10, nr. 12, nr. 24 og nr. 26
Bestemmelserne svarer fuldt ud til de foreslåede ændringer under nr.
1-4 i retsplejerådets lovudkast vedrørende behandling af sager om
veksler og checks m.v.
Lovforslagets nr. 10 indebærer, at søgsmål om veksel- og checkkrav
m.v. efter ophævelsen af reglerne i kapitel 41 skal anlægges efter
samme regler som for andre borgerlige sager, således at sagens
værdi bliver afgørende for, om sagen skal behandles i 1. instans
ved landsret eller byret, jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1.
Ændringerne i lovforslagets nr. 12 og 26 er af redaktionel karakter.
Den i lovforslagets nr. 24 foreslåede ophævelse af retsplejelovens
kapitel 41 medfører bl.a., at der ikke længere er mulighed for
hurtig retsforfølgning i sager om postgiroudbetalingskort.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til retsplejerådets
lovudkast samt afsnit 4.1. og 4.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11
Ændringen er af redaktionel karakter og skyldes den under nr. 10
foreslåede ændring.
Til nr. 16
Efter den gældende bestemmelse i § 361, stk. 1, skal retten udsætte
behandlingen af en sag, der kan indbringes for
forbrugerklagenævnet eller et privat klage- eller ankenævn, der er
godkendt af forbrugerklagenævnet, og henvise sagen til det
pågældende nævn, når forbrugeren anmoder om, at sagen forelægges
for nævnet. En tilsvarende bestemmelse indeholdes i
forbrugerklagenævnslovens § 8, stk. 2.
Den foreslåede ændring af henvisningsordningen indebærer, at retten
kan afslå at henvise sagen til nævnet dels, når det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, og
dels, når sagen skønnes uegnet til behandling ved nævn. Om den
nærmere baggrund for forslaget henvises til de almindelige
bemærkninger under afsnit 5.
Til nr. 17-18 og nr. 22
Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer i den i nr. 17
foreslåede affattelse af retsplejelovens § 368 til nr. 8-9 og nr.
13 i retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at
nedbringe berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.4., til retsplejerådets udtalelse,
afsnit 3.1. samt til bemærkningerne til disse bestemmelser i
retsplejerådets lovudkast.
Til nr. 19-20
Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer til nr. 10-11 i
retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at nedbringe
berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til bemærningerne
til disse bestemmelser i retsplejerådets lovudkast.
Til nr. 21
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til nr. 12 i
retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at nedbringe
berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til afsnit 4 i
retsplejerådets udtalelse og til bemærkningerne til rådets
lovudkast.
Til nr. 23
Bestemmelsen indebærer, at der gennemføres en begrænsning i adgangen
til at kære enstemmige kendelser og beslutninger, som landsretten
afsiger under sagsforberedelsen og domsforhandlingen i 1. instans,
eller som afsiges af landsretten efter § 378 og §§ 381-384 under
behandlingen af en ankesag. Det skal i den forbindelse fremhæves,
at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer begrænsninger i
adgangen til at kære kendelser og beslutninger, som ikke er
enstemmige, men altså afsagt under dissens, ligesom muligheden
for at inddrage afgørelser, der træffes under sagens behandling
under en anke mod landsrettens dom, ikke begrænses ved
lovforslaget, jfr. herved den formulering af § 368, stk. 3, som er
foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 17.
Den foreslåede ændring er medtaget i lovforslaget på baggrund af den
henstilling, som højesteret er fremkommet med i forbindelse med
høringen over retsplejerådets udtalelse. Den af højesteret
foreslåede ændring indebærer, at man genindfører en del af de
begrænsninger i kæreadgangen, som indtil den 1. januar 1980 fulgte
af retsplejelovens § 435, stk. 3 (jfr. lov nr. 260 af 8. juni
1979), men ændringen inddrager også landsrettens 1. instans sager
under begrænsningerne. Samtidig skal det fremhæves, at ændringen
alene angår afgørelser, som landsretten har truffet i
enstemmighed.
Til nr. 25
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og med de ændringer,
der er nødvendige som følge af den ved lov nr. 226 af 6. juni 1985
gennemførte ændring af retsplejelovens § 449, til lovudkastet fra
justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget).
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3 og til
retshjælpsudvalgets udtalelse.
Til nr. 27
Den foreslåede ændring, der svarer til nr. 5 i retsplejerådets
lovudkast om behandling af sager om veksler og checks m.v., er en
konsekvens af de i lovforslagets nr. 28 foreslåede ændringer.
Til nr. 28
Bestemmelserne i § 501, stk. 3, nr. 1-3, svarer til de foreslåede
ændringer under nr. 6 i retsplejerådets lovudkast om behandling af
sager om veksler og checks m.v. Reglerne indebærer, at de gældende
bestemmelser i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig
retsforfølgning i forbindelse med ophævelsen af kapitel 41
overføres til retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.
Skyldneren vil således, medmindre der er tale om veksler i
forbrugerforhold og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit
i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. herom lovforslagets §
501, stk. 3, nr. 4, i lighed med reglerne i kapitel 41 i
fogedretten som hovedregel være afskåret fra at fremsætte
indsigelser vedrørende det retsforhold, der gav anledning til
anvendelse af vekslen eller checken.
For så vidt angår bestemmelsen i § 501, stk. 3, nr. 3, har
justitsministeriet fundet det rigtigst i lovteksten at præcisere,
at skyldneren, foruden de tilfælde der er nævnt i den tilsvarende
bestemmelse i retsplejerådets lovudkast, vil kunne fremkomme med
indsigelser i de tilfælde, hvor indsigelsen går ud på, at han ved
underskrivelsen var under lavværgemål eller på grund af
sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller
lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt.
Søges tvangsfuldbyrdelse gennemført på grundlag af en veksel, der er
benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, eller en check, der
er benyttet til opnåelse af kredit, i forbindelse med en sådan
aftale, kan forbrugeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i §
501, stk. 3, nr. 4 - i modsætning til hvad der gælder efter
reglerne i kapitel 41 - uden særlige processuelle begrænsninger
fremkomme med indsigelser. Reglen medfører ingen ændringer i de
veksel- eller checkretlige regler om ekstinktion af indsigelser,
jfr. veksellovens § 17 og checklovens § 22. Den pågældende
bestemmelse bygger på den tilsvarende regel i retsplejerådets
forslag (lovudkastets nr. 6). Der er imidlertid i forhold til
retsplejerådets lovudkast foretaget en ændring med henblik på en
tydeliggørelse af, at reglen alene kan påberåbes af en forbruger,
og f.eks. ikke af en erhvervsdrivende, når denne søges for et
veksel- eller checkretligt regreskrav.
Justitsministeriet har endvidere fundet det rigtigst i lovforslagets
§ 501, stk. 3, nr. 4, foruden til § 1, stk. 2, i lov nr. 139 af
29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler tillige at henvise til
bestemmelserne i denne lovs § 1, stk. 3 og 4. Henvisningerne til
disse regler i den pågældende lov indebærer dels, at den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har
indgået, ikke er en forbrugeraftale, og dels at en aftale med en
ikke-erhvervsdrivende skal anses som en forbrugeraftale, hvis
aftalen er indgået eller formidlet for den pågældende af en
erhvervsdrivende.
Den foreslåede regel i § 501, stk. 3, nr. 4, er i øvrigt ikke
begrænset til aftaler om køb, men omfatter alle aftaler om
ydelser, der er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Reglen
omfatter veksler og checks, selvom vekslen eller checken er
udstedt efter aftalens opfyldelse fra den erhvervsdrivendes side
eller i forbindelse med et senere økonomisk opgør mellem parterne.
Om den nærmere baggrund for ændringerne henvises i øvrigt til
retsplejerådets lovudkast og afsnit 4.1. og 4.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Bestemmelsen er i forhold til retsplejerådets lovudkast udvidet,
således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens
skifteafdeling skal indbringes for østre landsret i tilfælde af
appel. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.
Til § 3
Forslaget fremsættes efter aftale med industriministeriet. Der
henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 5 og til
bemærkningerne vedrørende lovforslagets § 1, nr. 16.
Til § 4
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 1986.
Med hensyn til ændringerne vedrørende behandling af sager om veksler
og checks er det justitsministeriets opfattelse, at de gældende
regler i retsplejelovens kapitel 41 bør finde anvendelse på sager,
der er anlagt efter disse regler før lovens ikrafttræden. Det
foreslås på tilsvarende vis, at de hidtil gældende
fuldbyrdelsesregler finder anvendelse på anmodning om udlæg, der
er indgivet til fogedretten inden lovens ikrafttræden.
Bilag 1
RETSPLEJERÅDET
Den 10. december 1984
Skrivelse af 10. december 1984 til justitsministeriet.
Ved skrivelse af 17. december 1982 anmodede justitsministeriet
retsplejerådet om at overveje spørgsmålet om gennemførelse af
foranstaltninger med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden
ved retsvæsenet samt spørgsmålet om udformningen af
lægdommerordningen inden for strafferetsplejen.
Efter justitsministeriets anmodning afgav rådet i april 1983 en
udtalelse om spørgsmål, der på grund af deres afgrænsede karakter
kunne færdigbehandles forholdsvis hurtigt. Udtalelsen rummede et
udkast til ændringer af retsplejeloven, som bl.a. indeholdt
forslag om en forhøjelse af byretsgrænsen i retsplejelovens § 225
til 200.000 kr. samt forslag til nye regler om domsskrivning i
civile byretssager og en begrænsning i tiltaltes adgang til at
anke mindre bødestraffe i politisager.
Lægdommerordningen er behandlet i retsplejerådets betænkning nr.
994/1983. Det foreslås heri, at lægdommerinstitutionens
anvendelsesområde udvides til også at omfatte de vigtigere
politisager, ligesom der foreslås en udvidet beskyttelse af
lægdommernes identitet.
Retsplejerådets forslag er for de fleste ændringers vedkommende
gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.
Efter afgivelsen af betænkning nr. 994/1983 har rådet fortsat sine
overvejelser om rationalisering af arbejdet ved domstolene. I den
forbindelse har rådet påbegyndt en samlet og mere principiel
vurdering af spørgsmålet om udformningen af kompetenceregler for
civile sager, herunder navnlig om det vil være muligt at henlægge
flere sager til behandling ved byret i 1. instans. Rådet har også
overvejet sø- og handelsrettens placering i instansfølgen.
Overvejelserne vedrørende de nævnte spørgsmål er endnu ikke
afsluttet.
I de senere år er der indtrådt en væsentlig forøgelse af det antal
sager, som indbringes for højesteret. Højesterets præsident har
henledt justitsministeriets opmærksomhed på det stigende sagsantal
og de som følge heraf forlængede berammelsestider og har på denne
baggrund henstillet til justitsministeriet at søge nogle
retsplejelovændringer af begrænset rækkevidde gennemført med det
formål at mindske tilgangen til højesteret af nogle mindre vigtige
sager. Højesterets præsident har navnlig henstillet, at der
gennemføres en væsentlig begrænsning i adgangen til at påkære
landsretternes og sø- og handelsrettens afgørelser til højesteret,
ligesom han har peget på det ønskelige i at fritage sø- og
handelsretten og dermed højesteret for behandling af
funktionærsager, der ikke har principiel eller videregående
betydning.
Retsplejerådet har behandlet de nævnte spørgsmål i en række møder. I
forbindelse hermed har spørgsmålene været drøftet med præsidenten
for højesteret og præsidenten for sø- og handelsretten. Der er i
rådet enighed om, at det er påkrævet at gennemføre
foranstaltninger, som kan bidrage til at afkorte ventetiderne ved
højesteret.
Som et resultat af overvejelserne vedrørende de rejste spørgsmål har
rådet udarbejdet vedlagte notat samt vedlagte lovudkast med
bemærkninger, som hermed afgives til justitsministeriet.
Lovudkastet indeholder forslag dels om udvidelse af højesterets
ankeudvalgs kompetence, således at ankeudvalget kan behandle
ankesager, der udelukkende vedrører bestemmelser om
sagsomkostninger eller processuelle straffe, dels om gennemførelse
af en adgang for et enkelt medlem af kæremålsudvalget til at
afsige kendelse om afvisning af kæremål. Det foreslås endvidere,
at sager mellem arbejdsgivere og deres ansatte om
ansættelsesforholdet skal behandles ved byretten i 1. instans uden
hensyn til sagens økonomiske værdi, og at funktionærsager i det
storkøbenhavnske område, der efter de gældende regler behandles af
sø- og handelsretten, henlægges til behandling ved de almindelige
domstole, men dog med adgang for byretten til efter reglerne i
retsplejelovens § 227 at henvise sager mellem arbejdsgivere og
deres ansatte til behandling ved sø- og handelsretten. Efter
lovudkastet skal landsretternes og sø- og handelsrettens
afgørelser om sagsomkostninger og processuelle straffe kun kunne
indbringes for højesteret med justitsministerens tilladelse. Nogle
foreslåede mindre ændringer af retsplejelovens §§ 385 og 386
tilsigter en lettelse af sagsforberedelsen ved højesteret, og ved
en ændring af retsplejelovens § 387 foreslås indført en udvidet
adgang til skriftlig behandling af ankesager. Rådet foreslår også
en mindre ændring i retsplejelovens bestemmelser om
varetægtsfængsling, således at retten, når tiltalte er fængslet
under anke af straffesagen, kan undlade at fastsætte en frist for
varetægtsfængslingens længde, såfremt domsforhandling er berammet,
og tiltalte erklærer sig indforstået med fængsling indtil
domsforhandlingen. Endelig foreslår rådet konkurslovens § 252
ændret, således at afgørelser fra sø- og handelsrettens
skifteafdeling alene kan appelleres direkte til højesteret,
såfremt afgørelserne er truffet under medvirken af sagkyndige. I
alle øvrige tilfælde skal appel i følge forslaget ske til østre
landsret, svarende til den appelordning, som er indført med hensyn
til afgørelser om gældssanering.
Det er retsplejerådets opfattelse, at de foreslåede ændringer af
retsplejeloven og konkursloven vil være egnede til at lette
arbejdspresset på højesteret og herved bidrage til nedbringelse af
berammelsestiderne ved højesteret, og at de er rimelige og
forsvarlige ud fra almindelige retsplejesynspunkter.
Retsplejerådet vil senere afgive udtalelse om andre forslag til
rationalisering af restplejen.
P.R.V.
AGERSNAP
Bilag til retsplejerådets skrivelse af 10. december 1984
Ændringer med henblik på at nedbringe berammelsestiderne ved
højesteret
1. Indledning
1.1. Ved skrivelse af 17. december 1982 anmodede justitsministeriet
retsplejerådet om at overveje spørgsmålet om gennemførelse af
foranstaltninger med henblik på at nedbringe berammelsestiden ved
domstolene og spørgsmålet om udformningen af lægdommerordningen
inden for strafferetsplejen. Justitsministeriet anmodede om, at
rådets udtalelse angående spørgsmål, der på grund af deres
afgrænsede karakter kunne færdigbehandles forholdsvis hurtigt,
måtte foreligge inden 15. marts 1983 med henblik på fremsættelse
af lovforslag i folketingsåret 1982-83.
På denne baggrund udarbejdede rådet i april 1983 et udkast til
ændringer af retsplejeloven, som tog sigte på at nedbringe
berammelsestiden ved domstolene. Udkastet er optaget som bilag 6
til nedennævnte betænkning om lægdommerordningen. Udkastet
indeholdt bl.a. forslag om en forhøjelse af byretsgrænsen i
retsplejelovens § 225 til 200.000 kr. Yderligere forslag til
ændring af sagsfordelingen mellem retterne blev udskudt til senere
overvejelser i rådet. Endvidere indeholdt udkastet forslag til nye
regler om domsskrivning i civile byretssager og en begrænsning i
tiltaltes adgang til at anke mindre bødestraffe i politisager.
Lægdommerordningen er behandlet i retsplejerådets betænkning nr.
994/1983. Det foreslås heri, at lægdommerinstitutionens
anvendelsesområde udvides til også at omfatte de vigtigere
politisager. Endvidere foreslås en udvidet beskyttelse af
lægdommernes identitet.
Retsplejerådets forslag er for de fleste ændringers vedkommende
gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.
Rådet har efter afgivelsen af betænkningen om lægdommerordningen
fortsat sine overvejelser om gennemførelse af retsplejeændringer
med henblik på at rationalisere arbejdet ved domstolene.
I den forbindelse har retsplejerådet påbegyndt en samlet og mere
principiel vurdering af spørgsmålet om udformningen af
kompetenceregler for civile sager ved domstolene. Det er bl.a.
taget op til overvejelse, om det vil være muligt at henlægge flere
sager til behandling ved byret i 1. instans.
Som det fremgår af det førnævnte udkast til ændring af retsplejeloven
(betænkning nr. 994/1983, side 141), har rådet tidligere været
inde på spørgsmålet om, hvorvidt man i videre omfang end ved den
nu gennemførte forhøjelse af byretsgrænsen til 200.000 kr. kan
henlægge sager til behandling ved byret i 1. instans. Det er i den
forbindelse fremhævet, at der eventuelt ved henvisningsreglen i
retsplejelovens § 227 - efter de fornødne ændringer - kan skabes
grundlag for en individuel bedømmelse af sagerne, således at de
sager, der findes bedst egnede til kollegial behandling, og sager,
hvor parterne bør have mulighed for at anke til højesteret uden 3.
instansbevilling, kan henvises til behandling ved landsret.
Rådet har også overvejet sø- og handelsrettens placering i
instansfølgen.
Retsplejerådets overvejelser vedrørende de nævnte spørgsmål er endnu
ikke afsluttet, og rådet stiller derfor ikke på nuværende
tidspunkt videregående forslag om at ændre de enkelte instansers
saglige kompetence.
1.2. Højesterets præsident har over for justitsministeriet rejst
spørgsmål om gennemførelse af foranstaltninger med henblik på at
nedbringe ventetiderne ved højesteret.
Bortset fra nogle år efter 1. og 2. verdenskrig har tilgangen af
sager til højesteret og afgangen af sager i almindelighed kunnet
opveje hinanden, således at det henstående antal uafgjorte sager
som regel har kunnet holdes under ca. 230 borgerlige sager og ca.
20 straffesager. Berammelsestiderne har under disse omstændigheder
været de kortest mulige, når henses til, at parternes advokater
efter forberedelsesstadiets afslutning må have en rimelig tid til
udarbejdelse af ekstrakt og til forberedelse af den mundtlige
domsforhandling. Borgerlige ankesager har således normalt kunnet
berammes til domsforhandling efter 4 til 6 måneders forløb,
afhængigt af, om berammelsestiden omfatter en sommerferieperiode.
For strafanker har berammelsestiden i reglen været kortere.
I de senere år er der imidlertid indtrådt en væsentlig forøgelse af
det antal sager, som indbringes for højesteret. Det gælder både
ankesager og kæresager og både borgerlige sager og straffesager.
Strafanker og kæresager må efter deres beskaffenhed søges fremmet
mest muligt, og udviklingen har derfor ikke for disse sagers
vedkommende medført nogen vækst i antallet af uafgjorte sager, men
har naturligvis i betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens
personale. For så vidt angår borgerlige ankesager har det derimod
ikke kunnet undgås, at antallet af uafgjorte sager er steget
stærkt, og at berammelsestiderne er blevet forlænget væsentligt.
Udviklingen i antallet af borgerlige sager ved højesteret fremgår af
nedenstående oversigt for årene 1978 til 1984.
--------------------------------------------------------------------- 1978 1979 1980 1981 1982 1983 30.11.84 --------------------------------------------------------------------- Indkomne borgerlige ankesager 241 249 233 311 307 269 219 Indkomne borgerlige kæresager 52 58 90 98 127 105 106 ---------------------------------------- Indkomne borgerlige sager i alt 293 307 323 409 434 374 325 ---------------------------------------- Domme i borgerlige sager 92 114 103 115 125 128 137 Kendelser i borgerlige sager 57 76 119 83 145 102 87 Hævede borgerlige sager 109 92 106 141 112 124 103 ---------------------------------------- Afgjorte borgerlige sager i alt 258 282 328 339 382 354 327 ---------------------------------------- Uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang (anke plus kæresager) 5-6 år gamle 1 - 4-5 år gamle 2 2 3 - 3-4 år gamle 1 1 7 5 7 12 - 2-3 år gamle 3 22 16 15 18 41 - 1-2 år gamle 58 57 71 69 124 158 - 0-1 år gamle 177 192 183 269 271 238 - ---------------------------------------- 239 272 277 360 422 453 485 ----------------------------------------
Som det fremgår af oversigten har tilgangen af sager i hvert af årene
med undtagelse af 1980 været større end afgangen, således at
antallet af uafgjorte borgerlige sager i det omhandlede tidsrum er
blevet forøget fra 239 den 31. december 1978 til 485 den 30.
november 1984. Beholdningen af uafgjorte borgerlige sager
overstiger således nu et års tilgang, og berammelsestiden for
borgerlige ankesager, der udgør ca. 95 pct. af de henstående
sager, er nu ca. et år, regnet fra forberedelsens afslutning.
Også med hensyn til straffesager har der som nævnt været tale om en
stigende sagstilgang, idet antallet af sager forøgedes fra 44 i
1977 til 94 i 1982. I 1983 faldt antallet af straffesager til 76,
men retten måtte i dette år anvende væsentlig mere tid på
behandlingen af straffesager end i noget tidligere år under den
nuværende retsplejelov, fordi to omfattende straffesager lagde
beslag på en retsafdeling med 7 dommere i sammenlagt ca. 12 uger.
Højesterets præsident har henledt justitsministeriets opmærksomhed
på, at sagsantallet og de forlængede berammelsestider nu stærkt
minder om de forhold, der gjorde sig gældende i årene efter 1948,
og som medførte, at det var nødvendigt at træffe særlige
foranstaltninger til sagernes afvikling, jfr. lov nr. 526 af 19.
december 1949 om udvidelse af højesteret og bemærkningerne til
forslaget til denne lov (Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, spalte
3685 ff). Højesteret måtte da i nogle år opgive at anvende
mundtlig domsforhandling ved afgørelsen af et ikke ubetydeligt
antal borgerlige ankesager, idet gennemsnitligt ca. 50 ankesager
om året blev afgjort ved skriftlig votering på grundlag af
skriftlige indlæg fra sagens parter. Formålet hermed ver at
forkorte berammelsestiderne for de mundtligt behandlede sager.
Alligevel varede det en række år, inden forholdene blev
normaliseret.
Fra 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225
forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr., jfr. lov nr. 260 af 8.
juni 1979, og fra 1. juli 1984 er denne grænse som nævnt
yderligere forhøjet til 200.000 kr., jfr. lov nr. 298 af 6. juni
1984. Formålet med disse ændringer var at nedbringe
berammelsestiderne ved landsretterne. Ændringerne berørte ikke de
sager, som på ikrafttrædelsestidspunkterne var anlagt ved
landsretterne, og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket
tilgangen af sager til højesteret. Det må imidlertid forventes, at
ændringerne i løbet af nogle år vil medføre et vist fald i
antallet af ankesager. En væsentlig del af de borgerlige
ankesager, der indbringes for højesteret, er imidlertid ikke
afhængige af værdigrænsen i retsplejelovens § 225. Dette gælder
således anerkendelsessøgsmål, der ikke kan værdiansættes, domme,
der afsiges af sø- og handelsretten i København, og de i
retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2, omhandlede sager om prøvelse
af afgørelser, truffet af et ministerium eller en central statslig
klageinstans. Af de i 1983 indkomne 269 borgerlige ankesager havde
82 en offentlig myndighed som part. 52 af disse sager angik
skatte- og afgiftsspørgsmål.
Under hensyn til denne udvikling og på baggrund af erfaringerne i
forbindelse med afviklingen af det ekstraordinære store antal
sager i 1950erne har højesterets præsident givet udtryk for, at
højesteret ikke anser det for forsvarligt alene at afvente
virkningen af de ændrede byretsgrænser og de mulige yderligere
ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som retsplejerådet
efter justitsministeriets anmodning har taget op til principiel
overvejelse. Han har derfor henstillet til justitsministeriet at
søge nogle retsplejelovsændringer af begrænset rækkevidde
gennemført med det formål at mindske tilgangen til højesteret af
nogle mindre vigtige sager. Disse ændringer tilsigter at lette
rettens nuværende vanskelige arbejdsvilkår, at opnå en mere
hensigtmæssig anvendelse af de til rådighed værende ressourcer og
at muliggøre en hurtigere afvikling af det nuværende alt for store
antal uafgjorte sager.
Præsidenten har oplyst, at højesteret siden begyndelsen af 1983 har
ladet ca. 40 borgerlige ankesager udgå til skriftlig behandling
efter samråd med parterne. Det har imidlertid vist sig, at det
store antal kæresager, som indkommer til retten, og som helt
overvejende behandles skriftligt, i så væsentlig grad lægger
beslag på rettens protokolsekretærers og dommernes arbejdskraft,
at det ikke samtidig er muligt at behandle et rimeligt antal
skriftlige ankesager med den ønskelige hurtighed. Efter de
indvundne erfaringer er det ikke sandsynligt, at retten under de
nuværende forhold og efter sagernes beskaffenhed vil få praktisk
mulighed for at behandle lige så mange skriftlige ankesager som i
1950erne. Præsidenten finder imidlertid, at hensynet til
behandlingen af de ankesager, der egner sig til afgørelse ved
skriftlig behandling, under de foreliggende omstændigheder bør
prioriteres højere end hensynet til at opnå højesterets afgørelse
i kæresagerne, som ofte frembyder problemer af meget begrænset
rækkevidde. Han har derfor henstillet, at der søges gennemført en
væsentlig begrænsning i adgangen til at påkære landsretternes og
sø- og handelsrettens afgørelser til højesteret.
Derudover har præsidenten blandt andet peget på det ønskelige i at
ændre sø- og handelsrettens kompetence med det formål at fritage
denne domstol og dermed højesteret for behandling af
funktionærsager, der ikke har principiel eller videregående
betydning. Med hensyn til højesterets øvrige, mindre indgribende
forslag til retsplejelovsændringer, henvises til omtalen nedenfor
og til retsplejerådets lovudkast med bemærkninger.
Retsplejerådet har haft et møde med repræsentanter for sø- og
handelsretten angående de spørgsmål, der berører denne ret.
2. Funktionærsager
2.1. De gældende regler
Efter den praksis, som har udviklet sig på grundlag af de gældende
regler, behandles funktionærsager i det storkøbenhavnske område
ved sø- og handelsretten i København.
Sø- og handelsrettens saglige kompetence fremgår af retsplejelovens §
9, stk. 3. Efter bestemmelsen i § 9, stk. 3, 1. pkt., afhænger sø-
og handelsrettens kompetence inden for funktionærområdet af, om
sagen kan anses for en sø- eller handelssag. Det er i den
forbindelse afgørende, om fagkundskab til søforhold eller
handelsforhold skønnes at være af betydning, jfr. retsplejelovens
§ 6, stk. 5.
De oprindelige regler vedrørende sø- og handelsretten (1861-loven)
opregnede (i § 13) udtrykkelig, hvilke sager der var
»handelssager«, deriblandt nævntes »sager, der reiste sig af
Handels - Factorers, - Fuldmægtiges, - Betjentes eller - Lærlinges
Tjenesteforhold til deres Principaler«. Efter den dagældende lov
var alle funktionærsager uden videre at anse som handelssager.
Efter de nugældende regler i retsplejeloven, der blev gennemført i
1967, er det karakteren af tvisten i den konkrete sag, der er
bestemmende for, om det er en sø- og handelssag eller ikke.
I praksis behandles som nævnt ved sø- og handelsretten stort set alle
funktionærsager fra det storkøbenhavnske område. Dette gælder,
uanset om sagen må betragtes som en almindelig bevissag og ikke
rummer spørgsmål, der særligt taler for behandling under
deltagelse af fagkyndige dommere ved sø- og handelsretten.
Ændringen i 1967 har således ikke haft virkning for behandlingen
af funktionærsager i Københavnsområdet.
Ved behandlingen af funktionærsager i sø- og handelsretten medvirker
efter retsplejelovens § 9a, stk. 2, fagkyndige meddommere.
Uden for sø- og handelsrettens geografiske område (jfr.
retsplejelovens § 9, stk. 2), behandles funktionærsagerne ved de
almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret, såfremt
sagsgenstandens værdi ikke overstiger 200.000 kr., jfr.
retsplejelovens § 225, nr. 1. Funktionærsager med en højere
økonomisk værdi anlægges ved landsret i 1. instans.
Retsplejelovens § 6, stk. 4, og § 18b giver mulighed for, at
landsretterne og byretterne kan suppleres af fagkyndige meddommere
i handelssager, herunder efter omstændighederne funktionærsager,
men i praksis behandles funktionærsager ved de almindelige
domstole uden deltagelse af fagkyndige medlemmer. I de relativt få
funktionærsager, som er af søretlig karakter, deltager der ved de
almindelige domstole søkyndige fagdommere ved sagens behandling,
jfr. retsplejelovens § 6, stk. 4, og § 18a, stk. 2.
2.2. Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 698/1973 om henlæggelse
af alle sager mellem private arbejdsgivere og deres ansatte til
behandling ved byret i 1. instans.
Efter retsplejelovens § 225, nr. 3, behandles ved byret i 1. instans
- uanset sagens økonomiske værdi - alle sager, der opstår af
forholdet mellem arbejdsgivere og de af medhjælperloven omfattende
medhjælpere.
Retsplejerådet stillede i betænkning nr. 698/1973 om behandling af
borgerlige sager forslag om at henlægge sager mellem private
arbejdsgivere og deres ansatte om ansættelsesforholdet til
byretterne. Om baggrunden for rådets forslag anførtes i
betænkningen følgende:
»Spørgsmålet om den rette afgrænsning mellem underretssager og
landsretssager har flere gange været genstand for debat, jfr.
således H. Topsøe-Jensen i J 1962, side 240-246, C. Bang, smst.,
side 273-74, Mogens Hvidt, smst., side 421-31 og H. G. Carlsen i
Juristen 1963, s. 98-99.
Rådet har ikke i forbindelse med de nu udarbejdede forslag
underkastet reglerne om retternes saglige kompetence en
dyberegående overvejelse med henblik på en eventuel reform af
vidtrækkende karakter. Rådet foreslår dog en enkelt ændring.
Ifølge § 225, nr. 10 (nu § 225, nr. 3), er sager, der opstår i
forholdet mellem arbejdsgivere og de af medhjælperloven omfattende
medhjælpere, henlagt til underret. Også sager mellem læremestre
og lærlinge angående lærlingeforholdet er underretssager, jfr.
lærlingeloven § 29. I de foran nævnte artikler er Topsøe-Jensen og
Hvidt gået ind for, at også funktionærsager henlægges til
underret, medens Carlsen har taget afstand fra denne tanke.
For generelt at henlægge disse sager til underretterne taler, at de
som følge af kravets størrelse i en årrække i stort omfang har
været behandlet af disse retter, og at dette stadig er tilfældet.
Trods forhøjelsen af underretsgrænsen til 10.000 kr. har de senere
års forhøjelse af erstatningerne som følge af stigende lønninger
og forlængede opsigelsesfrister imidlertid ført til, at en række
sager uden større juridiske problemer nu må anlægges ved
landsretten. I en meget stor del af disse drejer det sig alene om
at fastslå det faktiske forhold ved retsforholdets ophør, og
parterne vil ofte stadig have bopæl inden for samme retskreds,
således at disse spørgsmål hurtigt kan afklares ved parternes
fremmøde for retten her. Ikke mindst lønmodtagerne, der ved
arbejdsforholdets ophør har mistet deres løbende indkomst, vil
være stærkt interesseret i at få den hurtigst mulige afgørelse.
Der kan som anført af Carlsen opstå vanskelige juridiske spørgsmål
i disse sager, men disse vanskeligheder er næppe større end dem,
der kan opstå i andre sager, der behandles af underretten som 1.
instans. Bestemmelsen i § 225 nr. 10, bør derfor efter rådets
opfattelse udvides til at gælde alle sager, der opstår af
forholdet mellem private arbejdsgivere og deres ansatte. Kun at
henlægge funktionærsager til underretten ville som fremhævet af
Carlsen give anledning til visse afgrænsningsvanskeligheder. Den
foreslåede bestemmelse stiller derfor ikke krav om, at den ansatte
er funktionær eller i øvrigt underordnet arbejdsgiveren. Den
omfatter således f.eks. også direktører i et aktieselskab.
Bestemmelsen om underretsbehandling i lærlingelovens § 29 bliver
herefter overflødig og bør ved lejlighed ophæves.
Bestemmelsen omfatter alene sager, der opstår af forholdet mellem
private arbejdsgivere og deres ansatte. Når rådet ikke har ment at
burde foreslå, at sager, der opstår af forholdet mellem det
offentlige og dettes ansatte, henlægges til underret, skyldes det,
at der i sådanne sager ofte vil være foretaget en omfattende
administrativ undersøgelse under forsæde af en forhørsleder, og
der vil foreligge en beretning fra forhørslederen om
undersøgelsen, jfr. §§ 20-24 i lov nr. 291 af 18. juni 1969 om
tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. En række andre
sager vil ofte have været genstand for forhandling mellem
vedkommende styrelse og den organisation, som den ansatte
tilhører. Der er en tendens i lovgivningen til at henlægge
prøvelse af administrative afgørelser i sager, der har været
underkastet en omfattende administrativ undersøgelse, til
landsretterne, jfr. § 26 i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation af fast ejendom og § 13c i lov om oprettelse af en
landsskatteret og om tilsyn med skattelovgivningen m.v., og rådet
har understøttet denne tendens i de udtalelser, som rådet har
afgivet i konkrete sager. Det vil være i strid med denne tendens
at henlægge sager, der opstår af forholdet mellem det offentlige
og deres ansatte, til underret. På den anden side er disse sager
så forskelligartede, at rådet ikke har ment at burde foreslå, at
samtlige sager henlægges til landsret. Sager af den nævnte art,
hvis genstand ikke overstiger 10.000 kr., vil således fortsat være
underretssager.
Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelsen i § 54 i loven om
tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken i vidt omfang
hindrer, at tvistigheder om overtrædelse eller fortolkning af
indgåede aftaler om løn og andre ansættelsesvilkår eller af
bestemmelser, der træder i stedet for sådanne aftaler, indbringes
for domstolene.«
Retsplejerådets forslag i betænkningen blev ikke gennemført. Det var
medtaget i det lovforslag, som justitsministeriet fremsatte på
grundlag af betænkningen, men udgik under folketingets behandling
af lovforslaget.
Det hedder bl.a. herom i retsudvalgets betænkning af 13. marts 1975
(Folketingstidende, tillæg B, sp. 109):
»Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra
højesteretssagfører E. Behrendt-Poulsen, landsretssagfører Philip
Ingerslev og landsretssagfører H. G. Carlsen.
Udvalget har i tilslutning hertil drøftet, om de i forslagets § 1,
nr. 2, omhandlede funktionærsager i den grad adskiller sig fra
andre borgerlige retssager, at det er rimeligt at gennemføre en
særregel, hvorefter disse sager altid uden hensyn til
beløbsgrænsen skal behandles ved underretten. Det har været den
overvejende opfattelse i udvalget, at dette ikke er tilfældet, og
da det antal sager, som man i givet fald ville overføre fra
landsretterne til underretterne, kun er af en størrelsesorden på
ca. 75 om året, har udvalget ikke ment, at hensynet til aflastning
af landsretterne blev gået for nær ved at lade funktionærsagerne
følge hovedreglen om deling ved 30.000 kr.s grænsen.«
Retsplejerådet gentog sit forslag om at henlægge alle sager om
forholdet mellem private arbejdsgivere og deres ansatte til
underretten i betænkning nr. 773/1976 om retternes kompetence og
arbejdsform i borgerlige sager. Som begrundelse herfor anføres i
betænkningen side 30:
»Som anført i rådets betænkning om behandling af borgerlige retssager
side 73 drejer det sig i en meget stor del af disse sager alene om
at fastslå det faktiske forhold ved retsforholdets ophør. Parterne
vil ofte stadig have bopæl inden for samme retskreds, således at
disse spørgsmål hurtigt kan afklares ved parternes fremmøde for
retten her. Lønmodtagere, der ved arbejdsforholdets ophør har
mistet deres løbende indkomst, vil være stærkt interesseret i at
opnå den hurtigst mulige afgørelse. Der kan ganske vist opstå
vanskelige juridiske spørgsmål i disse sager, men såfremt der som
foreslået foran indføres en regel, hvorefter sager af denne
karakter af parterne kan begæres henvist til landsretten, vil man
opnå en ordning, som tilgodeser ønsket om, at de mere komplicerede
og betydningsfulde sager kan gå til landsretten, medens de mere
enkle sager og dem, der fortrinsvis drejer sig om afgørelse af
bevisspørgsmål, afgøres af byretterne.
Den fremsatte kritik mod forslaget vil derfor efter rådets opfattelse
fuldtud være imødekommet gennem de ovenfor omtalte
henvisningsregler, der tillige vil bevirke, at der opnås en mere
hensigtsmæssig kompetencefordeling i den del af disse sager, hvis
værdi er under 30.000 kr. Da landsretterne må ventes at blive
aflastet for et antal sager, der ofte på grund af omfattende
vidneførsel om det faktisk passerede er ret tidkrævende, mener
rådet derfor, at man, såfremt forslaget om indførelse af en
henvisningsregel gennemføres, bør gennemføre det tidligere
stillede forslag.«
Justitsministeriet medtog ikke forslaget i det lovforslag, der blev
fremsat i folketinget, formentlig med den begrundelse, at
folketinget tidligere havde afvist at gennemføre dette. I ingen af
betænkningerne overvejede rådet spørgsmålet, om sø- og
handelsretten fortsat burde behandle alle funktionærsager i det
storkøbenhavnske område.
2.3. Sagsstatistik vedrørende sø- og handelsretten
Skema der indeholder:
Antallet af civile domssager, deres fordeling på forskellige
sagskategorier (herunder funktionærsager), og antallet af
ankesager til højesteret i 1981, 1982 og 1983:
(Udeladt her)
2.4. Retsplejerådets overvejelser
Som det fremgår af statistikken blev der i 1983 anlagt 245
funktionærsager ved sø- og handelsretten i København. Der blev
afsagt 71 domme, hvoraf 15 blev anket til højesteret. I 1981 og
1982 var antallet af ankede domme henholdsvis 11 og 23. Der vil
således kunne opnås en vis lettelse af højesteret ved også i
Storkøbenhavn at henlægge funktionærsagerne til behandling ved de
almindelig domstole. Virkningen forstærkes, hvis sagerne behandles
ved byret i 1. instans uden hensyn til sagens værdi. De vil
herefter kun kunne indbringes for højesteret efter 3.
instansbevilling fra justitsministeriet.
Retsplejerådet finder, at det vil være rimeligt og forsvarligt at
gennemføre en flytning af sagerne fra sø- og handelsretten til de
almindelige domstole. Funktionærsager udspringer som oftest af en
tvist af ordinær bevismæssig karakter. Der kan herved henvises til
de synspunkter, som rådet anførte i betænkning nr. 698/1973 for en
flytning af sagerne fra landsret til byret. Der er også lagt vægt
på, at funktionærsager uden for Storkøbenhavn i så godt som alle
tilfælde behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.
Retsplejerådet er endvidere fortsat af den opfattelse, at det vil
være rigtigt at henlægge alle sager mellem arbejdsgivere og deres
ansatte til behandling ved byretterne uden hensyn til deres
økonomiske værdi. På grund af den i dag relativt høje byretsgrænse
på 200.000 kr. vil sagerne i almindelighed allerede efter de
gældende regler skulle anlægges ved byretten i 1. instans.
Forslaget omfatter - i modsætning til rådets forslag i de
tidligere betænkninger - også sager mellem offentlige
arbejdsgivere og deres ansatte. Undtagelsen var som anført ovenfor
begrundet med, at der var en tendens i lovgivningen til at
henlægge prøvelse af administrative afgørelser i sager, der havde
været undergivet omfattende administrativ undersøgelse, til
landsretterne. Dette hensyn varetages imidlertid nu gennem
bestemmelsen i § 226, stk. 1, nr. 2, hvorefter sager om prøvelse
af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig
klageinstans normalt skal behandles ved landsretten i 1. instans.
Foruden en lettelse af højesteret vil de foreslåede
kompetenceændringer medføre en betydelig lettelse af sø- og
handelsretten.
Der bør dog fortsat være mulighed for at få principielle
funktionærsager af søretlig eller handelsretlig karakter behandlet
ved sø- og handelsretten under medvirken af fagkyndige dommere.
Retsplejerådet foreslår derfor, at den gældende
henvisningsbestemmelse i retsplejelovens § 227 suppleres af en
regel, hvorefter byretterne kan henvise sager mellem arbejdsgivere
og deres ansatte om ansættelsesforhold til behandling ved sø- og
handelsretten. Efter den foreslåede bestemmelse (lovudkastets nr.
5) vil henvisning til sø- og handelsretten kunne ske, såfremt
fagkundskab til søforhold eller handelsforhold skønnes at være af
betydning for sagens afgørelse, og henvisning desuden er begrundet
i en eller flere af bestemmelserne i § 227, stk. 1, nr. 1-5
(d.v.s. de sædvanlige henvisningsgrunde ved henvisning fra byret
til landsret). En henvisning til behandling ved sø- og
handelsretten vil være bindende for retten. Sø- og handelsretten
vil således ikke kunne hjemvise sagen, fordi retten ikke finder
betingelserne for henvisning opfyldt.
Den foreslåede nye henvisningsregel gælder for byretterne i hele
landet, og altså ikke kun i det storkøbenhavnske område.
Henvisningsadgangen omfatter endvidere ikke kun funktionærsagerne,
men alle sager mellem arbejdsgivere og deres ansatte om
ansættelsesforhold.
Der foreslås ingen ændring i adgangen til at henvise funktionærsager
(der ikke er sø- eller handelssager) og andre sager mellem
arbejdsgivere og deres ansatte til landsretten efter reglen i §
227, stk. 1. Dette kan især komme på tale i sager af principiel
karakter og måske også i sager, hvor en offentlig myndighed er
part.
3. Begrænsninger i adgangen til at kære til højesteret
Som tidligere nævnt har højesteret rejst spørgsmål om gennemførelse
af en begrænsning i adgangen til kæremål i borgerlige sager med
det formål at frigøre arbejdskraft til skriftlig behandling af
borgerlige ankesager. Dette gælder navnlig for så vidt angår
kæremål vedrørende sagsomkostninger samt kæremål fra sø- og
handelsrettens skifteafdeling.
3.1. Sagsomkostningsafgørelser
3.1.1. De gældende bestemmelser
Efter de gældende regler kan bestemmelser om sagsomkostninger og
processuelle straffe i domme kun særskilt indbringes for højere
ret ved kære, jfr. retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.
1. Også bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret i en
ankesag, om sagsomkostninger og processuelle straffe, indbringes
særskilt for højesteret ved kære, og dette kan ske uden tilladelse
fra justitsministeriet.
Om baggrunden for den pågældende ordning henvises til retsplejerådets
betænkning nr. 698/1973, side 46 f. Som det fremgår heraf, gik den
oprindelige ordning i retsplejeloven fra 1916 ud på, at
justitsministeren kunne tillade, at bestemmelser i domme - afsagt
af en underret eller en landsret - om sagsomkostninger og
processuelle staffe særskilt ankes af parterne, når afgørelsen var
uafhængig af sagens udfald. Da sagens udfald som hovedregel er
bestemmende for sagsomkostningsspørgsmålets afgørelse, jfr.
gældende retsplejelovs § 312, stk. 1, var der således tale om en
undtagelsesbestemmelse med et meget begrænset omfang. Ved en
lovændring i 1932 blev der givet adgang til særskilt indbringelse
af afgørelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme
ved kære. I bemærkningerne til lovforslaget anføres
(Rigsdagstidende 1930-31, tillag A, sp. 4898):
»Ved Retsplejelovens § 394, 2det Stykke, er det bl.a. bestemt, at
Anke alene til Forandring af en Doms Bestemmelser om
Sagsomkostninger og processuelle Straffe kun kan finde Sted med
Justitsministeriets Tilladelse, og at saadan Tilladelse kun kan
gives under visse nærmere angivne Betingelser.
Efter Retsplejelovens Ikrafttræden har Justitsministeriet imidlertid
i nogle Tilfælde modtaget Andragender om saadan Anketilladelse
enten på Grund af, at Sagsomkostninger ved Dommen er blevet
tilkendt med et ganske utilstrækkeligt Beløb, eller at der i
Dommen overhovedet intet nævnes om Sagsomkostninger, eller at
disse efter Andragerens Mening uden Grund er blevet ophævede.
I disse Tilfælde har Justitsministeriet som Følge af
Undtagelsesbestemmelsens meget begrænsede Omfang maattet svare, at
Ministeriet ikke havde Hjemmel til at meddele en Tilladelse som
den ansøgte, uagtet der efter Ministeriets Skøn forelaa materielt
gyldige Grunde til at ønske Forandring af Dommen paa det
omhandlede Punkt.
Det foreliggende Forslag tilsigter at raade Bod paa dette Forhold ved
i Stedet for den saa stærkt begrænsede Adgang til Anke, der nu
haves overfor Dommens Bestemmelser om processuelle Straffe og
Sagsomkostninger, at give vedkommende Adgang til at anvende det
simplere og hurtigere Retsmiddel Kære, dog at der med Hensyn til
Kære angaaende Sagsomkostninger kræves Justitsministerens
Tilladelse«.
I 1979 afskaffedes kravet om tilladelse fra justitsministeriet til
særskilt indbringelse for højere ret af de nævnte afgørelser.
Dette gælder som nævnt for landsretternes vedkommende afgørelser
truffet såvel som 1. instans som i forbindelse med ankesager. I
betænkning nr. 698/1973, der ligger til grund for lovforslaget,
siges bl.a.:
»Som anført ovenfor side 36 indgives der årligt omkring 45
andragender om tilladelse efter § 417. Heraf imødekommes lidt over
halvdelen.
Det er således kun et lille antal sager, der på dette grundlag
indbringes for landsretten, og da tillige sagerne behandles som
kæresager, er det en ringe arbejdsmæssig belastning, der herved
lægges på de højere instanser. Efter retsplejerådets opfattelse
betyder kravet om tilladelse fra justitsministeriet en dobbelt
behandling af sagen i alle de tilfælde, hvor kæretilladelsen
meddeles, og for de tilfælde, hvor tilladelse ikke meddeles, vil
behandling af ansøgningen om tilladelse ligesom i de foranførte
tilfælde lige så let kunne gives af vedkommende domstol, der i
hvert fald har den samme sagkundskab på området som
justitsministeriet. Såfremt man ønsker at opretholde kravet om
tilladelse, mener retsplejerådet derfor, at tilladelsen bør gives
af kæreinstansen. Da domstolene imidlertid næppe vil give en
tilladelse uden høring af modparten, ville spørgsmålet om
meddelelse af kæretilladelse og realitetsafgørelse af selve kæren
for domstolene normalt falde sammen i en enkelt ekspedition, og
der er derfor ikke grund til at opretholde kravet om
kæretilladelse. Retsplejerådet foreslår derfor, at dette krav
bortfalder.«
Afgørelser om salær, der tilkendes en beskikket advokat i sager,
hvori der er meddelt fri proces (jfr. retsplejelovens § 336c, stk.
4), træffes ved beslutning og indbringes for højere ret ved kære
efter lovens almindelige regler. Også afgørelser om salær for
førelse af en ankesag ved landsretten vil kunne indbringes for
højesteret, jfr. retsplejelovens § 392, stk. 1, 2. pkt.,
modsætningsvis. På tilsvarende måde vil byretternes og
landsretternes afgørelser om sagsomkostninger i sager, der hæves
eller sluttes med forlig, kunne påkæres til højere ret. Disse
sagsomkostningsafgørelser træffes ligeledes ved beslutning eller
kendelse.
3.1.2. Retsplejerådets overvejelser
En betydelig del af kæresagerne ved højesteret angår
sagsomkostningsspørgsmål. I perioden fra 1. marts 1983 til 29.
februar 1984 behandledes ved højesteret i alt 84 kæresager. Heraf
angik de 29 sager sagsomkostningernes størrelse og fordeling
mellem sagens parter.
I langt de fleste af de 29 sager førte behandlingen til stadfæstelse
af den påkærede afgørelse. I 5 tilfælde blev landsrettens (sø- og
handelsrettens) afgørelse ændret, heraf i 3 tilfælde efter
indstilling fra vedkommende ret. 7 af de 29 sager angik
sagsomkostningsspørgsmål i forbindelse med indgåede forlig.
Højesteret stadfæstede i 4 tilfælde, ændrede i 1 tilfælde og
afviste på grund af manglende kæreadgang i 2 tilfælde.
I det nævnte år behandlede højesteret 4 sager om salær til beskikkede
advokater. I 2 sager skete der stadfæstelse, mens der i de 2 andre
sager skete ændring af den påkærede afgørelse.
Højesterets præsident har over for rådet anført, at de
omkostningsspørgsmål, der indbringes for højesteret, som regel
angår spørgsmålet om, hvorvidt de vejledende
sagsomkostningstakster bør fraviges. En bedømmelse af rimeligheden
af omkostningsafgørelser i sådanne domme kan derfor ikke alene ske
på grundlag af dommen og parternes skriftlige indlæg, men det er i
reglen nødvendigt at gennemgå hele sagsforløbet i den foregående
instans. Det herved forbundne arbejde står ikke altid i rimeligt
forhold til afgørelsernes betydning.
Det er endvidere over for rådet oplyst, at kæresagerne i højesteret
sædvanligvis forberedes af de til retten knyttede
protokolsekretærer (dommerfuldmægtige). En begrænsning af antallet
af kæresager vil betyde, at der vil være bedre mulighed for at
beskæftige protokolsekretærerne med forberedelsen af ankesager,
der behandles skriftligt. Dette vil kunne medvirke til en samlet
hurtigere behandling af sager ved højesteret.
Med henblik på at begrænse antallet af kæresager ved højesteret har
præsidenten stillet forslag om genindførelse af en lignende
ordning, som var gældende indtil 1932. Herefter kunne
sagsomkostningsafgørelser i domme kun indbringes særskilt for
højesteret med tilladelse fra justitsministeriet og kun ved anke,
d.v.s. den ordinære appelform, og ikke som efter de gældende
regler ved kære.
Højesterets forslag gælder som nævnt omkostningsafgørelser i domme,
men derimod ikke landsretternes omkostningsafgørelser i
forbindelse med sager, der hæves eller forliges.
Omkostningsfastsættelsen sker i disse sager jævnligt, uden at
sagens realitet er blevet procederet for landsretten, og der kan
derfor være et større behov for en fornyet prøvelse ved en højere
instans. Der foreslås heller ingen ændring med hensyn til appel
(kære) til højesteret af fastsættelse af salær til beskikkede
advokater, der finder sted helt uafhængig af sagens udfald.
Retsplejerådet finder det forsvarligt i almindelighed at lade
omkostningsspørgsmålet i domme finde deres endelige afgørelse ved
landsretterne (sø- og handelsretten i København). Sagsomkostninger
fastsættes med udgangspunkt i vejledende takster, som
størrelsesmæssigt afhænger af sagens værdi, og som i øvrigt er
godkendt af monopoltilsynet, og når omkostningsspørgsmål afgøres
1557 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.