Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00009@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer:

1. § 2 a, stk. 2, nr. 2, affattes således:

»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,

hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved

der alene tages stilling til spørgsmål om sagsomkostninger og

processuelle straffe, og«.

2. § 2 a, stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om

afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«

3. I § 4, stk. 2, ændres »19« til: »22«.

4. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller

flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige

medlemmer.«

5. I § 9 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem

arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og

handelsretten i det omfang, disse sager er henvist til denne ret

efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.«

6. § 9 a, stk. 1, affattes således:

»I den enkelte sags behandling deltager præsidenten, en vicepræsident

eller en dommer og efter reglerne i stk. 2-7 eventuelt tillige et

antal af rettens sagkyndige medlemmer.«

7. I § 15, stk. 1, ændres »32« til: »33«.

8. I § 149 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne

i stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den

pågældendes eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat

til dansk, såfremt modparten forlanger det eller retten finder det

nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land

skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten,

oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.

Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et

andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme

gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten

kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i

overensstemmelse med lovens almindelige regler om

sagsomkostninger.«

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 5-6.

9. § 225, nr. 3, affattes således:

»3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og

deres ansatte.«

10. § 225, nr. 4, ophæves.

Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.

11. I § 226, stk. 1, nr. 2, ændres »de i § 225, nr. 11 og 12, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager«.

12. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.

13. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,

nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i

København, såfremt

1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning

for sagens afgørelse, og

2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.

1, nr. 1-5.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

14. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således:

»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt

fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes

skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«

15. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således:

»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til

landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for

højere ret.«

16. § 361, stk. 1, affattes således:

»Anmoder en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for

forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er

godkendt af forbrugerklagenævnet, må blive behandlet ved det

pågældende nævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender

den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for

åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen,

eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

17. § 368 affattes således:

Ȥ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af partene ankes til

den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-

og handelsretten i København, kan af parterne ankes til

højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,

for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i

domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i

København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse

fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende

anvendelse.«

18. § 369, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om

sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes

særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«

19. § 385, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det

appellanten at udarbejde og inden en af retten fastsat frist at

indsende en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten

til brug for dokumentationen af denne under domsforhandlingen.

Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte

almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til

højesteret.«

20. § 386, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

behørigt udformet ekstrakt til højesteret.«

21. § 387 affattes således:

Ȥ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af

denne skal foregå skriftligt, hvis

1) parterne er enige herom,

2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller

3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes

hensigtsmæssigt.«

22. § 391, stk. 1, affattes således:

»Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger

og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret ved

kære.«

23. § 392 affattes således:

»§ 392. Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en

ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål,

som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under

sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jfr. kapitel 33-34,

eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af

en ankesag.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give

tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om

kæretilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger

efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog

undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,

men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

24. Kapitel 41 ophæves.

25. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således:

»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så

vidt angår regreskrav.«

26. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.

27. I § 501 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,

såfremt

1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig

heri,

2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og

indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at

kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var

umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom,

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand

manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er

falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter

underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på

skyldnerens vegne uden fornøden fuldmagt, eller

4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er

benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2-4,

i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller

en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med

en forbrugeraftale.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 2

I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,

affattes § 252 således:

»§ 252. Fra sø- og handelsrettens skifteafdeling sker anke og kære

til østre landsret i overensstemmelse med reglerne i dette

kapitel.

Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om processuelle straffe og

sagsomkostninger i domme fra sø- og handelsrettens skifteafdeling

gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.

1.«

§ 3

I lov om forbrugerklagenævnet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 105 af 28.

februar 1986, affattes § 8, stk. 2, således:

»Stk. 2. Såfremt en sag er anlagt ved domstolene og forbrugeren

ønsker den indbragt for nævnet, udsætter retten sagen på ubestemt

tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart,

at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen eller sagen

ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15, nævnte bestemmelser i §

9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.

4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden

lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Lovens § 1, nr. 27, finder ikke anvendelse på anmodning om

tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens

ikrafttræden.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 27, finder også anvendelse for så vidt angår

dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 14

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer:

1. § 2a, stk. 2, nr. 2, affattes således:

»2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager,

hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved

der alene tages stilling til spørgsmål om sagsomkostninger og

processuelle straffe, og«

2. § 2a, stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om

afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.«

3. I § 4, stk. 2, ændres »19« til: »22«.

4. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller

flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige

medlemmer.«

5. I § 9 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem

arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og

handelsretten, i det omfang disse sager er henvist til denne ret

efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.«

6. § 9a, stk. 1, affattes således:

»I den enkelte sags behandling deltager præsidenten, en vicepræsident

eller en dommer og efter reglerne i stk. 2-7 eventuelt tillige et

antal af rettens sagkyndige medlemmer.«

7. I § 15, stk. 1, ændres »32« til: »33«.

8. I § 149 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne i

stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes

eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk,

såfremt modparten forlanger det, eller retten finder det

nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land

skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten,

oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.

Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et

andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme

gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten

kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i

overensstemmelse med lovens almindelige regler om

sagsomkostninger.'

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 5-6.

9. § 225, nr. 3, affattes således:

»3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og

deres ansatte.«

10. § 225, nr. 4, ophæves.

Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.

11. I § 226, stk. 1, nr. 2, ændres »de i § 225, nr. 11 og 12, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager«.

12. I § 227, stk. 1, ændres »de i § 225, nr. 1-3, 5 og 13, nævnte

sager« til: »de i § 225, nr. 1-4 og 12 nævnte sager«.

13. I § 227 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225,

nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i

København, såfremt:

1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning

for sagens afgørelse, og

2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk.

1, nr. 1-5.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

14. I § 227, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således:

»Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt

fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes

skriftligt, før skriftvekslingens slutning.«

15. I § 227, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes 2. pkt. således:

»En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller stk. 2 henvises til

landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for

højere ret.«

16. § 361, stk. 1, affattes således:

»Anmoder en forbruger om, at en sag, der kan indbringes for

forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er

godkendt af forbrugerklagenævnet, må blive behandlet ved det

pågældende nævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender

den til nævnet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for

åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen,

eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

17. § 368 affattes således:

Ȥ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af partene ankes til

den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af sø-

og handelsretten i København, kan af parterne ankes til

højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 3. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen,

for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 4. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i

domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i

København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse

fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende

anvendelse.«

18. § 369, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om

sagsomkostninger og processuelle straffe kan kun indbringes

særskilt for landsret ved kære, jfr. § 391, stk. 1.«

19. § 385, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. I ankesager, der behandles af højesteret, påhviler det

appellanten at udarbejde og inden en af retten fastsat frist at

indsende en ekstrakt af den indankede sags dokumenter til retten

til brug for dokumentationen af denne under domsforhandlingen.

Rettens præsident kan efter forhandling med Advokatrådet fastsætte

almindelige regler om ekstraktens udformning og indsendelse til

højesteret.«

20. § 386, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt

behørigt udformet ekstrakt til højesteret.«

21. § 387 affattes således:

Ȥ 387. Retten kan bestemme, at domsforhandlingen eller en del af

denne skal foregå skriftligt, hvis:

1) parterne er enige herom,

2) genstanden for forhandlingen alene er, om anken kan fremmes, eller

3) det i øvrigt på grund af sagens særlige beskaffenhed findes

hensigtsmæssigt.«

22. § 391, stk. 1, affattes således:

»Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om sagsomkostninger

og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret ved

kære«.

23. § 392 affattes således:

»§ 392. Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en

ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål,

som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under

sasforberedelsen eller domsforhandlingen, jfr. kapitel 33-34,

eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af

en ankesag.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give

tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om

kæretilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger

efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog

undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,

men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

24. Kapitel 41 ophæves.

25. § 449 affattes således:

»§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i

en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, samt i sager efter § 448, nr.

6, om forældremyndighed, og finder retten, at den pågældende har

behov for advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for

denne, såfremt parten opfylder den i § 330 stk. 1, nr. 2, nævnte

betingelse.

Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på

forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har

advokatbistand, kan retten dog beskikke den pågældende part en

advokat, selv om parten ikke opfylder den i § 330, stk. 1, nr. 2,

nævnte betingelse. Retten pålægger i så fald parten at erstatte

statskassen udgifterne i forbindelse med beskikkelsen.«

26. § 478, stk. 1, nr. 7, affattes således:

»7) veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så

vidt angår regreskrav.«

27. I § 501, stk. 1, ændres »jfr. stk. 2 og 3« til: »jfr. stk. 2-4«.

28. I § 501 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende,

såfremt:

1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse, er enig

heri,

2) indsigelsen angår selve vekslens eller checkens indretning og

indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at

kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var

umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom,

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand

manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at underskriften er

falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter

underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på

skyldnerens vegne uden fornøden fuldmagt, eller

4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er

benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. § 1, stk. 2-4,

i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller

en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med

en forbrugeraftale.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 2

I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,

affattes § 252 således:

»§ 252. Fra sø- og handelsrettens skifteafdeling sker anke og kære

til østre landsret i overensstemmelse med reglerne i dette

kapitel.

Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om processuelle straffe og

sagsomkostninger i domme fra sø- og handelsrettens skifteafdeling

gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.

1.«

§ 3

I lov om forbrugerklagenævnet nr. 305 af 14. juni 1974 som ændret

senest ved lov nr. 238 af 27. maj 1981, affattes § 8, stk. 2,

således:

»Stk. 2. Såfremt en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren

ønsker den indbragt for nævnet, udsætter retten sagen på ubestemt

tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart,

at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen

ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1986.

Stk. 2. De i § 1, nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15 nævnte bestemmelser i §

9, stk. 5, § 225, nr. 3, § 227, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.

4, 2. pkt., gælder kun for sager, der anlægges efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3. Sager, der er anlagt efter reglerne i kapitel 41 inden

lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Lovens § 1, nr. 28, finder ikke anvendelse på anmodning om

tvangsfuldbyrdelse, der er indgivet til fogedretten inden lovens

ikrafttræden.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 28, finder også anvendelse for så vidt angår

dokumenter, som er udstedt inden lovens ikrafttræden.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er først og fremmest en genfremsættelse af det

civilprocessuelle afsnit om aflastning af højesteret m.v. i det

forslag til lov om ændring af retsplejeloven og konkursloven, der

blev fremsat for folketinget den 1. februar 1985 (L 164), jfr.

Folketingstidende 1984-85, sp. 5403 ff, samt tillæg A, sp. 2955

ff. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1984-85, sp. 5985 ff. Under udvalgsarbejdet

viste det sig, at man af tidsmæssige grunde næppe kunne færdiggøre

dele af lovforslaget i den pågældende folketingssamling. I

forbindelse med andenbehandlingen af forslaget, jfr.

Folketingstidende 1984-85, sp. 10678 ff. blev forslaget derfor

delt i 2 dele, L 164A om telefonaflytning m.v., som blev vedtaget

(lov nr. 227 af 6. juni 1985), og L 164 B vedrørende de øvrige

dele af lovforslaget, der blev udskudt til den kommende

folketingssamling. Den udskudte del af det oprindelige lovforslag

fremsættes nu i form af to lovforslag, et vedrørende politiets

anvendelse af agenter som led i efterforskningen og det

foreliggende forslag, der vedrører civilprocessuelle emner.

Lovforslaget indeholder således en række forslag til ændringer i

retsplejeloven og konkursloven med henblik på at begrænse

tilgangen af mindre betydningsfulde sager til højesteret. De

foreslåede ændringer, der bygger på en udtalelse fra

retsplejerådet, har til formål at bidrage til en nedbringelse af

de for tiden meget lange berammelsestider ved højesteret.

Endvidere foreslås der en ændring af reglen i retsplejelovens §

449 om automatisk beskikkelse af advokat for sagsøgte i

ægteskabssager. Genfremsættelsen af retsplejeændringerne

vedrørende højesteret sker i uændret skikkelse, hvorimod forslaget

til ny § 449 er blevet ændret dels som konsekvens af lov nr. 226

af 6. juni 1985 om sager om ægteskab eller forældremyndighed dels

med henblik på en mere fleksibel ordning.

Samtidig er det fundet hensigtsmæssigt uændret at genfremsætte det

forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Behandling af sager

om veksler og checks m.v.), der blev fremsat for folketinget den

8. oktober 1981 (Folketingstidende 1981-82, 1. samling, sp. 172 f,

samt tillæg A, sp. 581 ff). Forslaget bortfaldt som følge af

folketingsvalget i december 1981. Førstebehandlingen af

lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1981-82, 1. samling,

sp. 597 ff.

Lovforslaget indebærer også en ændring af retsplejelovens § 361, stk.

1, og forbrugerklagenævnsloven § 8, stk. 2, om obligatorisk

henvisning af forbrugersager fra domstolene til

forbrugerklagenævnet og de godkendte private klage- og ankenævn.

Forslag herom har tidligere været fremsat for folketinget i

forbindelse med et forslag vedrørende behandling af sager af

mindre værdi, der blev fremsat for folketinget den 16. december

1980 (Folketingstidende 1980-81, sp. 4232 ff, samt tillæg A, sp.

575 ff) og i sin helhed trukket tilbage af justitsministeren i maj

1981. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1980-81, sp. 5007 ff.

Endelig stilles der nye forslag til visse mindre ændringer i

retsplejeloven. Der foreslås således bl.a. nogle tilføjelser til

retsplejelovens § 149 om retssproget med henblik på en dansk

ratifikation af den nordiske sprogkonvention.

I det følgende gives der en kortfattet redegørelse for lovforslagets

nærmere indhold. Bemærkningerne vedrørende lovforslagets

bestemmelser om aflastning af højesteret, behandling af sager om

veksler og checks og henvisningsordningen med hensyn til

forbrugersager svarer med mindre redaktionelle ændringer til dem,

der ledsagede de oprindelige lovforslag.

2. Aflastning af højesteret.

2.1. På baggrund af drøftelser med højesterets præsident og en

udtalelse af 10. december 1984 fra retsplejerådet (bilag 1 til

lovforslaget) stilles der forslag om forskellige

retsplejeændringer med det formål at frigøre højesteret for at

behandle en række sager, som efter deres karakter fuldt

forsvarligt kan afgøres endeligt af landsretterne. Herved vil det

blive muligt at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret.

Hovedindholdet af denne del af lovforslaget er for det første et

forslag om, at alle almindelige funktionærsager, der ikke

indeholder principielle spørgsmål eller lignende, henlægges til

byretterne. Dette vil bl.a. indebære, at 1. instansdomme i sådanne

almindelige funktionærsager ikke længere vil kunne indbringes

direkte for højesteret ved appel.

Endvidere stilles der forslag om forskellige andre lovændringer med

henblik på at begrænse adgangen til at indbringe mindre

betydningsfulde afgørelser for højesteret. I den forbindelse

stilles der navnlig forslag om, at den appelordning til østre

landsret, som bliv gennemført pr. 1. juli 1984 med hensyn til sø-

og handelsrettens skifteafdelings afgørelser i

gældssaneringssager, nu udvides til at omfatte samtlige

afgørelser, som træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling.

Endelig stilles der forslag om en udvidelse af adgangen for

højesteret til at anordne skriftlig ankebehandling af visse

sagstyper.

2.2. Der har igennem de senere år været en stærk stigning i antallet

af sager, som indbringes for højesteret. Dette gælder både med

hensyn til ankesager og kæresager og både med hensyn til

borgerlige sager og straffesager. Væksten i sagsantallet har i

betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens personale og har

endvidere bevirket, at antallet af uafgjorte borgerlige ankesager

er steget stærkt, idet man fra højesterets side har prioriteret

straffesager og kæresager fremfor borgerlige ankesager.

Herved er der sket en betydelig forlængelse af berammelsestiderne for

de borgerlige ankesager. Der kan i den forbindelse henvises til

oplysningerne i pkt. 1.2. i retsplejerådets udtalelse af 10.

december 1984, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. Som

det fremgår heraf, overstiger højesterets nuværende beholdning af

uafgjorte borgerlige sager et års tilgang af nye sager.

Højesterets præsident har i øvrigt givet nogle supplerende

oplysninger om udviklingen i sagsantallet i 1984. Det fremgår

bl.a. heraf, at der i 1984 indkom i alt 375 nye borgerlige sager,

at højesteret afgjorde i alt 354 borgerlige sager, og at antallet

af uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang udgjorde i alt 468.

Fra den 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225

forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr. og med virkning fra den 1.

juli 1984 er denne grænse forhøjet yderligere til 200.000 kr.

Formålet med disse ændringer har været at nedbringe

berammelsestiderne ved landsretterne, men det er klart, at

ændringerne som en refleksvirkning på længere sigt vil kunne

medføre en vis mindskelse i antallet af borgerlige ankesager for

højesteret.

De nævnte forhøjelser af byretsgrænsen til 100.000, henholdsvis

200.000 kr., berørte imidlertid ikke de sager, som på

ikrafttrædelsestidspunktet allerede var anlagt ved landsretterne,

og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket tilgangen af

sager til højesteret. Det fremgår dog af retsplejerådets

udtalelse, at det må forventes, at ændringerne i løbet af nogle år

vil medføre et vist fald i antallet af ankesager for højesteret,

men rådet fremhæver samtidig, at en væsentlig del af de borgerlige

ankesager, der indbringes for højesteret, ikke er afhængige af

værdigrænsen i retsplejelovens § 225.

Højesterets præsident har på baggrund af de nævnte vanskeligheder

givet udtryk for, at højesteret ikke anser det for forsvarligt at

lade en løsning på de problemer, som sagspuklen medfører, afvente

virkningen af den forhøjede byretsgrænse og af de forskellige

yderligere ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som

justitsministeriet har anmodet retsplejerådet om at tage op til

nærmere overvejelse. Præsidenten har derfor henstillet til

justitsministeriet, at man søger nogle retsplejeændringer af mere

begrænset rækkevidde gennemført med det formål at aflaste

højesteret ved at mindske tilgangen af nogle mindre betyningsfulde

sager.

Justitsministeriet har på denne baggrund anmodet retsplejerådet om en

udtalelse. Rådets udtalelse af 10. december 1984 er som tidligere

nævnt optrykt som bilag 1 til lovforslaget.

2.3. Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, afhænger sø- og

handelsrettens kompetence inden for området med funktionærsager

af, om sagen kan anses for en sø- eller handelssag, og det er i

denne henseende i princippet afgørende, om fagkundskab til sø-

eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens

afgørelse. Imidlertid har der udviklet sig den praksis på grundlag

af de gældende regler i retsplejeloven, at stort set alle

funktionærsager i det storkøbenhavnske område i dag behandles ved

sø- og handelsretten i København og under medvirken af fagkyndige

meddommere, jfr. herved retsplejelovens § 9a, stk. 2. Og dette

gælder i praksis, uanset at sagen må betragtes som en almindelig

bevissag, og uanset at den ikke rummer spørgsmål, der særligt

taler for behandling under deltagelse af fagkyndige meddommere ved

sø- og handelsretten.

Uden for det storkøbenhavnske område behandles funktionærsagerne

derimod ved de almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret

eller landsret afhængigt af, om sagsgenstandens værdi overstiger

200.000 kr., jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1 (den såkaldte

byretsgrænse). Retsplejelovens § 6, stk. 4, og §§ 18a og b

indeholder regler om, at de almindelige domstole uden for

Storkøbenhavn i søsager skal tiltrædes af søkyndige fagdommere og

i handelssager kan tiltrædes af handelskyndige fagdommere.

Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at der i årene 1981-1983

blev anlagt henholdsvis 204, 218 og 245 funktionærsager ved sø- og

handelsretten i København. I de samme år blev henholdsvis 11, 23

og 15 domme anket til højesteret.

Med henblik på at opnå en lettelse af højesteret har retsplejerådet

bl.a. på den baggrund overvejet spørgsmålet om, hvorvidt

funktionærsagerne også i Storkøbenhavn bør henlægges til

behandling ved byretterne. Retsplejerådet finder det (udtalelsens

afsnit 2) både rimeligt og forsvarligt at gennemføre en flytning

af de almindelige funktionærsager i det storkøbenhavnske område

fra sø- og handelsretten til de almindelige domstole. Rådet

henviser i den forbindelse bl.a. til, at disse sager oftest

udspringer af en tvist af ordinær bevismæssig betydning, samt til,

at disse sager uden for Storkøbenhavn i næsten alle tilfælde

behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.

Retsplejerådet finder endvidere, at alle sager mellem arbejdsgivere

og deres ansatte bør behandles ved byretten i 1. instans uden

hensyn til sagens økonomiske værdi. Retsplejerådets forslag

omfatter i øvrigt også sager mellem offentlige arbejdsgivere og

deres ansatte og adskiller sig herved fra et i 1975 fremsat

lovforslag vedrørende det samme spørgsmål, som dengang stødte på

modstand bl.a. fordi byretsgrænsen dengang lå på 30.000 kr.

Retsplejerådet finder dog, at der samtidig bør gives mulighed for at

få de funktionærsager, som rejser mere principielle spørgsmål

m.v., behandlet ved sø- og handelsretten under medvirken af

fagkyndige dommere. Henvisningsreglen i retsplejelovns § 227

foreslås derfor suppleret, således at byretterne kan henvise sager

mellem arbejdsgivere og ansatte om ansættelsesforholdet til

behandling ved sø- og handelsretten, såfremt fagkundskab til sø-

eller handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens

afgørelse, og såfremt der foreligger en af de almindelige

henvisningsgrunde, som er opregnet i retsplejelovens § 227, stk.

1, nr. 1-5. Den af retsplejerådet foreslåede nye henvisningsregel

gælder i øvrigt ikke kun for sager i det storkøbenhavnske område,

men for byretterne i hele landet. Henvisningsadgangen omfatter i

øvrigt ikke blot funktionærsager, men også andre sager mellem

arbejdsgivere og deres ansatte, der opstår af ansættelsesforhold.

Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter og

forslag om at aflaste højesteret ved at overføre funktionærsagerne

til behandling ved byretterne, således at der gennem en samtidig

ændring af henvisningsreglerne gives mulighed for at få

principielle sager m.v. behandlet ved sø- og handelsretten. Herved

opnås der også en højere grad af ligestilling mellem Storkøbenhavn

og det øvrige land. Justitsministeriets lovforslag er udformet i

overensstemmelse hermed.

2.4. Højesteretspræsidenten har endvidere peget på, at det efter

højesterets opfattelse ville være ønskeligt, såfremt der kunne

gennemføres en begrænsning i antallet af kæremål til højesteret. I

den forbindelse har præsidenten særlig peget på, at retten er

tynget af en del kæremål vedrørende sagsomkostninger samt af

kæremål fra sø- og handelsrettens skifteafdeling.

Retsplejerådet har i sin udtalelse (afsnit 3) indgående drøftet

spørgsmålet om disse kæremål og stiller på den baggrund forslag om

ændring i reglerne om appel af bestemmelser i domme om

sagsomkostninger og processuelle straffe og om en ændring af

reglen i konkurslovens § 252 om appel af afgørelser, som er

truffet af sø- og handelsrettens skifteafdeling.

Efter de gældende regler i retsplejeloven kan bestemmelser om

sagsomkostninger og processuelle straffe i domme kun indbringes

særskilt for højere ret ved kære, jfr. lovens § 369, stk. 2, og §

391, stk. 1. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret

(eller af sø- og handelsretten) om sagsomkostninger og

processuelle straffe kan også indbringes særskilt for højesteret

ved kære, og sådan kære kan endog iværksættes over for

bestemmelser i ankedomme uden tilladelse fra justitsministeriet.

Før 1980 kunne særskilt indbringelse af sådanne kæremål for højere

ret kun ske med tilladelse fra justitsministeriet.

Det fremgår af retsplejerådets udtalelse, at højesteret i perioden

fra 1. marts 1983 til 29. februar 1984 behandlede i alt 84

kæresager, og at 22 af disse sager angik bestemmelser i

landsretsdomme om sagsomkostningernes størrelse og fordeling

mellem parterne. Kun i 5 af disse sager ændrede højesteret

landsrettens (sø- og handelsrettens) afgørelse.

Højesterets præsident har over for retsplejerådet oplyst, at en

bedømmelse af de omkostningsspørgsmål, der indbringes for

højesteret, ikke kan ske alene på grundlag af dommen og parternes

skriftlige indlæg. Det er derimod i reglen nødvendigt at gennemgå

hele sagsforløbet i den foregående instans, og dette arbejde står

ikke altid i rimeligt forhold til afgørelsernes betydning.

Retsplejerådet fremhæver, at sagsomkostninger fastsættes med

udgangspunkt i vejledende takster, som størrelsesmæssigt afhænger

af sagens værdi, og at afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmål ved

en dom sker på grundlag af en fuldstændig prøvelse af parternes

tvist. Rådet finder det bl.a. derfor forsvarligt i almindelighed

at lade omkostningsspørgsmål i domme finde deres endelige

afgørelse ved landsretterne (sø- og handelsretten i København),

idet disse retter med deres praksis i et stort antal sager kan

opretholde den nødvendige ensartethed med hensyn til

omkostningsfastsættelsen.

Ligesom efter de før 1980 gældende regler bør der dog efter

retsplejerådets opfattelse være adgang til at få principielle

spørgsmål indbragt for højesteret, og rådet stiller derfor forslag

om gennemførelse af en ordning, hvorefter landsretternes (og sø-

og handelsrettens) afgørelser om sagsomkostninger og processuelle

straffe i domme - såvel i 1. instanssager som i ankesager - kun

kan indbringes særskilt for højesteret med tilladelse fra

justitsministeriet. Sådan tilladelse vil kunne gives af

justitsministeriet, såfremt sagen er af principiel karakter, eller

såfremt særlige grunde i øvrigt taler derfor. Retsplejerådet

foreslår endvidere, at indbringelse for højesteret i givet fald

skal ske ved anke, idet dette retsmiddel henset til afgørelsernes

principielle karakter må anses for bedst egnet, når det drejer sig

om prøvelse ved højesteret.

Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

2.5. Ved sø- og handelsrettens skifteafdeling behandles alle sager i

det storkøbenhavnske område vedrørende behandling af konkursboer,

ledelse af sager om gældssanering og akkordforhandling samt

betalingsstandsning. Uden for København behandles sådanne sager

ved de lokale skifteretter.

I medfør af retsplejelovens § 9a, stk. 6, tiltrædes sø- og

handelsrettens skifteafdeling af 2 sagkyndige ved afgørelse af

tvistigheder i konkursboer om anerkendelse af en anmeldt fordring,

såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en sø- eller

handelssag. Uden for disse tilfælde kan retten tilkalde sagkyndige

meddommere ved behandlingen af konkursboer. I praksis medvirker

der efter denne bestemmelse sagkyndige meddommere ved afgørelsen

af tvister om anmeldte fordringers eventuelle fortrinsret, såfremt

der er tale om en sø- eller handelssag. På tilsvarende måde

medvirker sagkyndige meddommere i omstødelsessager, der efter

parternes vedtagelse behandles ved skifteretten. Sagkyndige

deltager derimod ikke i afgørelsen af spørgsmål om

betalingsstandsning og gældssanering, åbning og stadfæstelse af

tvangsakkord og ved stillingtagen til konkursbegæring.

Sø- og handelsrettens skifteafdelings afgørelser kan efter de

gældende regler i almindelighed indbringes direkte for højesteret,

jfr. konkurslovens § 252. Med hensyn til sager om gældssanering er

der dog pr. 1. juli 1984 gennemført den ordning, at skifterettens

afgørelser i sager om gældssanering kæres til østre landsret. Den

særlige ordning vedrørende gældssaneringsafgørelser blev

gennemført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 for at undgå at belaste

højesteret med disse sager.

Retsplejerådet giver i sin udtalelse udtryk for, at afgørelser, der

træffes af sø- og handelsrettens skifteafdeling uden deltagelse af

sagkyndige meddommere, ikke adskiller sig fra de afgørelser i

gældssaneringssager, der kæres fra skifteafdelingen til østre

landsret, eller fra de afgørelser, der træffes af skifteretterne

uden for Storkøbenhavn under appel til landsretterne. Særlige

grunde for en direkte appeladgang til højesteret foreligger der

efter retsplejerådets opfattelse heller ikke.

På denne baggrund foreslår retsplejerådet konkurslovens § 252 ændret,

således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens

skifteafdeling uden deltagelse af sagkyndige meddommere, i

tilfælde af appel skal indbringes for østre landsret. Efter den af

retsplejerådet foreslåede ordning vil den direkte appeladgang til

højesteret som hidtil omfatte sager om anerkendelse af fordringer

i konkursboer, såfremt sag til afgørelse af tvisten ville være en

sø- eller handelssag. På tilsvarende måde vil afgørelser om

fortrinsret og afgørelse om omstødelse i sager, som er sø- eller

handelssager, fortsat kunne appelleres direkte til højesteret. I

de øvrige tilfælde vil der efter praksis ikke deltage sagkyndige,

og appel vil derfor efter retsplejerådets forslag skulle ske til

østre landsret.

I forbindelse med justitsministeriets høring over retsplejerådets

udtalelse og lovudkast er der i flere høringssvar, bl.a. fra

højesteret og Den Danske Dommerforening, peget på, at det ville

være ønskeligt, om den ændrede appelordning vedrørende sø- og

handelsrettens skifteafdeling blev udformet således, at appel fra

skifteafdelingen i alle tilfælde skulle ske til østre landsret.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der bør gennemføres en

begrænsning i adgangen til at appellere sø- og handelsrettens

skifteafdelings afgørelser til højesteret. I den forbindelse er

det efter justitsministeriets opfattelse ønskeligt, at

aflastningen af højesteret bliver så stor som mulig, og at

ordningen samtidig gøres så enkel som mulig. Derfor har

justitsministeriet i overensstemmelse med de nævnte høringssvar

fra højesteret og dommerforeningen udformet lovforslaget således,

at skifteafdelingens afgørelser i alle sager skal appelleres til

østre landsret.

2.6. I retsplejerådets udtalelse er der udover de foran omtalte

forslag tillige stillet forslag om forskellige andre

retsplejeændringer med det formål at aflaste højesteret.

På baggrund af drøftelserne med højesterets præsident giver

retsplejerådet udtryk for, at rådet ikke har indvendinger imod en

ændring af retsplejelovens § 387, således at der gives højesteret

mulighed for i videre omfang end i dag at anordne skriftlig

behandling af ankesager. Der henvises til retsplejerådets

udtalelse, afsnit 4. Justitsministeriets forslag til ændret

udformning af retsplejelovens § 387 svarer med redaktionelle

ændringer til retsplejerådets forslag.

I retsplejerådets udtalelse stilles der endvidere forslag om en

ændring af retsplejelovens § 767, således at retten i forbindelse

med ankede straffesager (altså ved højesteret eller landsret) kan

undlade at fastsætte frist for varetægtsfængslingens længde, når

domsforhandling er berammet, og når tiltalte erklærer sig

indforstået med, at der sker varetægtsfængsling indtil

domsforhandling. Der henvises nærmere til retsplejerådets

bemærkninger til denne ændring af § 767. Det kan i den forbindelse

oplyses, at der under justitsministeriets høring over

retsplejerådets udtalelse fra flere høringsmyndigheders side er

givet udtryk for et ønske om, at reglen udvides til ikke kun at

gælde i ankeinstansen, men også når domsforhandling er berammet i

sager i 1. instans.

Justitsministeriet har indgående overvejet disse forslag. Selv om der

formentlig kan opnås en vis (mindre) arbejdsmæssig lettelse ved

ikke at skulle fastsætte fængslingsfrist i de nævnte tilfælde, har

justitsministeriet fundet, at disse fordele næppe fuldt ud kan

opveje de betænkeligheder, der er knyttet til, at der ikke med

jævne mellemrum sker en prøvelse af, om betingelserne for

varetægtsfængsling er opfyldt.

I øvrigt er der på grundlag af retsplejerådets udtalelse medtaget

enkelte andre retsplejeændringer med henblik på at aflaste

højesteret. Herom henvises til retsplejerådets udtalelse og de

specielle bemærkninger.

3. Advokatbeskikkelse for sagsøgte i ægteskabssager.

3.1. På baggrund af en udtalelse af 9. januar 1985 fra

justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget)

stilles der forslag om en ændring af retsplejelovens § 449 om

advokatbeskikkelse for sagsøgte eller appelindstævnte i

ægteskabssager.

Ændringen indebærer, at sagsøgte (appelindstævnte) fremtidig ikke

automatisk skal have beskikket en advokat, men at retten i det

enkelte tilfælde skal anlægge en vurdering af, om den pågældende

har behov for advokatbistand under sagen, og om den pågældende

opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.

3.2. Udgifterne til fri proces har igennem de seneste år udvist en

meget betydelig stigning (fra ca. 34.9 mill. kr. i 1980 til 56.9

mill. kr. i 1983). Dette har i sig selv givet justitsministeriet

anledning til at overveje, hvorledes denne udvikling kan bringes

under kontrol.

Samtidig finder justitsministeriet, at de nugældende betingelser for

at kunne opnå offentlig retshjælp ved advokat (justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 574 af 17. december 1980) på baggrund af den

udvikling, der er sket siden bekendtgørelsens ikrafttræden pr. 1.

januar 1981, er utilfredsstillende, og justitsministeriet finder,

at der snarest muligt må gennemføres en forhøjelse af de gældende

indtægtsgrænser og eventuelt andre justeringer, således at

ordningen på ny kan få den placering i retshjælpssystemet, som

var forudsat.

Da der imidlertid ikke på nuværende tidspunkt er mulighed for at

tilføre yderligere midler til det samlede retshjælpsområde, er det

justitsministeriets opfattelse, at de nævnte justeringer må

finansieres ved hjælp af midler, der tilvejebringes inden for det

øvrige retshjælpsområde.

Justitsministeriets retshjælpsudvalg har overvejet den ovenfor

skitserede situation. Udvalget har i denne forbindelse peget på,

at den nugældende ordning med automatisk beskikkelse af advokat

for sagsøgte i ægteskabssager (retsplejelovens § 449) rummer

muligheder for ændringer, der uden betænkeligheder vil kunne

gennemføres og samtidig frigøre ressourcer fra fri procesområdet.

Udvalget har den 9. januar 1985 afgivet en indstilling til

justitsministeriet herom, jfr. bilag 2 til lovforslaget. Det er

denne indstilling, der danner baggrund for justitsministeriets

forslag om ændring af § 449.

Forslaget må imidlertid ses i sammenhæng med de fortsatte

overvejelser i udvalget om, hvorledes advokatretshjælpen på kort

sigt kan forbedres, og hvorledes der kan tilvejebringes de

yderligere midler, som er nødvendige til finansiering heraf.

Justitsministeriet har netop anmodet udvalget om at koncentrere og

fremskynde sine overvejelser herom.

3.3. Retsplejelovens § 449 er senest ændret ved lov nr. 226 af 6.

juni 1985. Ved denne lovændring, der er foretaget efter, at

retshjælpsudvalget afgav sin udtalelse den 9. januar 1985,

opretholdtes den hidtidige ordning, hvorefter der skal ske

beskikkelse af advokat for alle sagsøgte eller appelinstævnte, der

møder uden advokat, i sager om separation, skilsmisse og

omstødelse af ægteskab, i sager mellem ægtefæller til afgørelse

af, om separation består eller er bortfaldet, og i sager til

afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller. Herudover

blev det på baggrund af gennemførelsen af sager om fælles

forældremyndighed m.v. vedtaget, at der skal ske beskikkelse af

advokat i sager om ophør af fælles forældremyndighed, jfr. § 448,

nr. 2, i sager om overførelse af forældremyndigheden til faderen

alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har haft fælles

forældremyndighed, jfr. § 448, nr. 3, og endelig i sager om

statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter en indehavers

død, jfr. § 448, nr. 4. Beskikkelse af advokat skal efter de

gældende regler ske automatisk og uden hensyn til sagsøgtes

økonomiske forhold, og advokatens vederlag udredes af statskassen,

uden at der i almindelighed kan blive tale om at pålægge den

pågældende part at betale sagsomkostninger.

Mens situationen for den sagsøgte i en ægteskabssag m.v. således er

den, at den pågældende automatisk og uden hensyn til de økonomiske

forhold får beskikket en advokat, forholder det sig anderledes for

den, der er sagsøger. Her skal den pågældende ansøge statsamtet om

fri proces, og bevilling hertil gives kun, såfremt den pågældende

skønnes at have rimelig udsigt til at få medhold, og såfremt den

pågældende opfylder visse økonomiske betingelser, jfr.

retsplejelovens § 330.

Retshjælpsudvalget stiller bl.a. på denne baggrund forslag om, at man

ved en ændring af retsplejelovens § 449 fjerner denne

forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med hensyn til

fri proces m.v. Udvalget peger i den forbindelse også på, at man

ved denne ændring fjerner den mulighed, som parterne hidtil har

haft for ved aftale at sikre sig, at alle omkostninger ved deres

ægteskabssag vil blive afholdt af det offentlige. Den foreslåede

stramning af bestemmelsen vil efter udvalgets opfattelse også

betyde, at den mere velstående part ikke længere vil kunne have

nogen økonomisk interesse i at foretrække en separation/skilsmisse

ved dom fremfor ved bevilling, og udvalget finder derfor, at den

foreslåede ny bestemmelse også vil kunne virke procesbesparende.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og finder

endvidere, at synspunkterne med samme styrke kan anføres for så

vidt angår de sager, der som konsekvens af lov nr. 226 af 6. juni

1985 er inddraget under ordningen med obligatorisk

advokatbeskikkelse. På baggrund bl.a. af drøftelser med en

repræsentant for østre landsret, er det justitsministeriets

opfattelse, at retsplejemæssige hensyn i visse tilfælde kan gøre

det nødvendigt, at der beskikkes en advokat for en sagsøgt eller

appelindstævnt, der møder uden advokat i en ægteskabssag m.v.,

selv om den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser for

fri proces. I sådanne tilfælde må det imidlertid naturligvis være

den pågældende selv, der endeligt skal afholde udgifterne ved

beskikkelsen. Justitsministeriet har udformet lovforslaget i

overensstemmelse hermed.

4. Sager om veksler og checks m.v.

4.1. Lovforslaget indebærer på dette punkt en ophævelse af reglerne

i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig retsforfølgning i sager om

veksler og visse andre gældsbreve.

Efter forslaget bevares adgangen til at opnå hurtig retsforfølgning i

vekselsager uden for forbrugerforhold og i checksager, bortset fra

tilfælde hvor checken i forbindelse med en forbrugeraftale er

benyttet til opnåelse af kredit, men reglerne herom foreslås

overført til retsplejelovens fuldbyrdelsesregler.

Med hensyn til veksler, der er benyttet i forbindelse med en

forbrugeraftale, og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit

i forbindelse med en forbrugeraftale, vil en fordringshaver efter

lovforslaget ikke længere have mulighed for overfor en forbruger

at benytte sig af en særlig gunstig inddrivelsesprocedure, og

krav, der støttes på sådanne dokumenter, vil derfor fremover kun

kunne tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler.

Lovforslaget medfører ingen ændringer i de materielle regler i

veksel- og checkloven, herunder i reglerne om fortabelse af visse

indsigelser ved overdragelse af veksel- og checkkrav.

Lovforslaget bygger på et af retsplejerådet udarbejdet lovudkast.

Rådets udkast er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

4.2. Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 41 har en

fordringshaver med hensyn til en række krav, herunder navnlig

visse veksel- og checkkrav, mulighed for en særlig hurtig

retsforfølgning. Der kan således i sager, som anlægges efter

reglerne i kapitel 41, som hovedregel ikke tages stilling til

indsigelser, som fremsættes af sagsøgte, ligesom adgangen til at

få påkendt modkrav er stærkt begrænset (§ 444 og 445). Skyldneren

er derfor, når fordringshaveren efter reglerne i kapitel 41 har

opnået dom for sit krav, henvist til at anlægge et selvstændigt

erstatningssøgsmål mod fordringshaveren vedrørende sådanne

indsigelser eller modkrav.

Efter de ændringer i retsplejelovens udlægsregler, der blev

gennemført ved lov nr. 258 af 26. maj 1976, og som trådte i kraft

den 1. januar 1977, kan der nu i medfør af retsplejelovens § 478,

stk. 1, nr. 7, foretages udlæg umiddelbart på grundlag af veksler

og checks for så vidt angår de krav, som er omfattet af reglerne i

retsplejelovens kapitel 41. Fordringshaveren vil derfor med hensyn

til sådanne krav kunne vælge mellem enten at anlægge en sag efter

reglerne i kapitel 41 eller at indgive anmodning til fogedretten

om foretagelse af udlæg direkte på grundlag af vekslen eller

checken. Søger fordringshaveren imidlertid udlæg foretaget

umiddelbart på grundlag af vekslen eller checken, vil skyldneren i

fogedretten kunne fremsætte indsigelser og modkrav i

overensstemmelse med retsplejelovens almindelige

fuldbyrdelsesregler (§§ 501 og 522).

De nævnte ændringer af udlægsreglerne bygger på et forslag fra

udlægsudvalget i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning.

Udvalget pegede i betænkningen (side 36) på, at der i forbindelse

med gennemførelse af en adgang til opnåelse af udlæg umiddelbart

på grundlag af veksler og checks kunne være anledning til at

overveje, om reglerne i kapitel 41 om hurtig retsforfølgning kan

ophæves. Sådanne overvejelser kunne som anført i bemærkningerne

til det pågældende lovforslag (Folketingstidende 1975-76, tillæg

A, sp. 262) ikke afsluttes inden lovforslagets fremsættelse.

Med henblik på en afklaring af, hvorvidt reglerne i retsplejelovens

kapitel 41 på baggrund af det ovenfor anførte bør søges ophævet,

anmodede justitsministeriet den 13. januar 1978 retsplejerådet om

en udtalelse. Rådet har den 21. juli 1980 indstillet, at de

gældende regler ændres i overensstemmelse med det under afsnit 4.1

nævnte lovudkast.

4.3. Retsplejerådet foreslår i sin indstilling, at reglerne i

kapitel 41 ophæves. Efter rådets opfattelse er der, når der kan

foretages udlæg direkte på grundlag af veksler og checks for så

vidt angår de krav, som er omfattet af kapitel 41, ikke behov for

at opretholde regler om adgang til særskilt sagsanlæg med henblik

på opnåelse af hurtig retsforfølgning.

Retsplejerådet har herudover overvejet, hvorvidt der overhovedet er

behov for at opretholde regler om hurtig retsforfølgning. Det er

rådets opfattelse, at der med hensyn til veksler, der er benyttet

i forbindelse med en forbrugeraftale, ikke bør gives

fordringshaveren adgang til en særlig gunstig retsforfølgning mod

forbrugeren. Tilsvarende gælder med hensyn til checkkrav, når

checken er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med en

forbrugeraftale. Retsplejerådet foreslår derfor, at adgangen

hertil helt afskaffes i disse sager, således at skyldneren ikke

afskæres fra at fremsætte indsigelser eller fra at gøre modkrav

gældende efter retsplejelovens almindelige regler herom.

Med hensyn til veksler, der er benyttet uden for forbrugerforhold, er

der efter retsplejerådets opfattelse af hensyn til tilliden til

veksler som kreditmiddel fortsat behov for en særlig let og hurtig

adgang for fordringshaveren til at opnå tvangsfuldbyrdelse.

Tilsvarende gælder for så vidt angår checks - både i og uden for

forbrugerforhold - når checken, som det normalt er tilfældet, er

benyttet som betalingsmiddel. Retsplejerådet foreslår på denne

baggrund, at reglerne herom i kapitel 41 i forbindelse med en

ophævelse af dette kapitel overføres til retsplejelovens

udlægsregler.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til retsplejerådets

lovudkast. Justitsministeriet kan, bortset fra navnlig den

nedenfor under afsnit 4.4. nævnte ændring, tiltræde

retsplejerådets forslag. Som anført i bemærkningerne til de

enkelte bestemmelser er der herudover i lovforslaget på enkelte

punkter foretaget mindre afvigelser fra rådets lovudkast.

4.4. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 445 er adgangen til at

gøre modfordringer gældende under behandlingen af en veksel- eller

checksag, som er anlagt efter reglerne i kapitel 41, stærkt

begrænset. Modfordringer kan således kun gøres gældende, når disse

støttes på, at der ved forsømmelse med at give en i veksel- eller

checkloven foreskreven underretning er forvoldt sagsøgte skade.

Retsplejerådet foreslår (lovudkastets nr. 7), at adgangen til

modregning, i det omfang den hurtige retsforfølgning henlægges til

fogedretten, begrænses på samme måde.

Der kan imidlertid allerede efter den almindelige regel i

retsplejelovnes § 522 kun i meget begrænset omfang foretages

modregning under en udlægsforretning. Dette kan således kun ske,

hvis modkravet kan tvangsfuldbyrdes eller anerkendes af den, der

har anmodet om udlægget, eller hvis kravets rigighed på anden måde

må anses for godtgjort. Efter justitsministeriets opfattelse bør

adgangen til modregning derfor ikke indsnævres yderligere i

forhold til bestemmelsen i § 522 i forbindelse med henlæggelsen af

den særlige veksel- og checkprocedure til fogedretten.

5. Henvisningsordning vedrørende forbrugersager

Lovforslaget indebærer en ændring af den gældende henvisningsordning

for forbrugersager fra domstolene til forbrugerklagenævnet og de

private klage- og ankenævn, der er godkendt af

forbrugerklagenævnet. Efter de gældende bestemmelser i

retsplejelovens § 361, stk. 1, og forbrugerklagenævnslovens § 8,

stk. 2, skal domstolene henvise sager, der er omfattet af

forbrugerklagenævnets eller et godkendt privat nævns kompetence,

til vedkommende nævn, hvis forbrugeren anmoder herom.

Erfaringerne har vist, at den gældende obligatoriske

henvisningsordning er for usmidig. Navnlig hvor det er åbenbart,

at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, forekommer det

ikke hensigtsmæssigt, at domstolene på begæring af forbrugeren

skal henvise sagen til nævnsbehandling. Men den obligatoriske

henvisningsordning er også mindre hensigtsmæssig, hvor det er

klart, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, f.eks. fordi den

nødvendiggør en vanskelig bevisbedømmelse, eller må antages bedre

at kunne oplyses ved mundtlig behandling efter retsplejelovens

regler om afhøring af parter og vidner, eller forudsætter

stillingtagen til komplicerede - og måske uafklarede juridiske

spørgsmål. Sådanne sager vil blive afvist fra nævnet i medfør af

forbrugerklagenævnslovens § 7. Det foreslås derfor, at retten får

mulighed for at nægte henvisning i disse tilfælde.

Efter aftale med industriministeriet fremsætter justitsministeriet

samtidig forslag om en tilsvarende ændring af bestemmelsen i

forbrugerklagenævnslovens § 8, stk. 2.

6. Den nordiske sprogkonvention

Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgik den 17. juni 1981

en konvention om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres

eget sprog i et andet nordisk land. Konventionen er optaget som

bilag 4 til lovforslaget.

Finland, Norge og Sverige har ratificeret konventionen.

Efter konventionen forpligter de kontraherende stater sig til at

virke for, at en statsborger i en kontraherende stat, hvis der er

behov herfor, skal kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse

til myndigheder og andre offentlige organer i en anden

kontraherende stat. I sager, der er til behandling ved domstolene

og andre offentlige organer, skal myndighederne så vidt muligt

sørge for, at statsborgere i en anden kontraherende stat får den

fornødne tolke- og oversættelseshjælp. I straffesager skal

statsborgerne altid have den nødvendige tolkehjælp.

Det følger af konventionen, at myndighederne så vidt muligt skal

sørge for, at statsborgere i en anden kontraherende stat får den

fornødne tolke- og oversættelseshjælp. Det betyder bl.a., at

myndighederne ikke er forpligtede til at yde bistand m.v., hvis

det af praktiske grunde ikke er muligt at skaffe autoriseret

tolkebistand.

Som anført følger det af konventionen, at bistand kun skal ydes, hvis

der er behov herfor. Behov for tolkebistand inden for den

offentlige forvaltning vil i praksis næsten udelukkende kunne

foreligge i forhold til finske statsborgere.

Det følger i øvrigt af konventionen, at den offentlige forvaltning

kun er forpligtet, hvis det er praktisk muligt at yde bistand. På

den baggrund må det antages, at den bistand, der skal ydes efter

konventionen i det væsentlige vil svare til, hvad der allerede i

dag følger af god forvaltningsskik. Eventuelle merudgifter ved

opfyldelsen af konventionen må derfor efter justitsministeriets

opfattelse antages at blive af uvæsentlig betydning.

Den nærmere gennemførelse af konventionen inden for den offentlige

forvaltning vil blive udformet i den vejledning til den offentlige

forvaltning, som justitsministeriet vil udarbejde i forbindelse

med gennemførelsen af en generel forvaltningslov.

Omkostningerne til tolkning og oversættelse i retssager, som er

omfattet af konventionen, bør afholdes af det offentlige. Disse

omkostninger må antages at blive af begrænset størrelse.

Omkostningerne til tolk i straffesager, der er undergivet

offentlig påtale, skal altid udredes af det offentlige. Der er dog

i nogle nærmere opregnede tilfælde adgang for det offentlige til

at kræve omkostningerne til tolk eller oversættelse refunderet.

F.eks. vil det kunne bestemmes, at udgifterne til oversættelse og

tolkning skal afholdes endeligt af parterne efter de almindelige

sagsomkostningsregler.

Med henblik på en dansk ratifikation af konventionen er det

nødvendigt, at der på retsplejens område gennemføres visse

lovændringer. Det foreslås derfor, at der til gennemførelse af

konventionens bestemmelser om tolkning m.v. for nordiske

statsborgere indsættes et nyt stk. 3 og et nyt stk. 4 i

retsplejelovens § 149 om retssproget.

7. Hørte myndigheder m.v.

7.1. Retsplejerådets udtalelse af 10. december 1984 om ændringer med

henblik på at nedbringe berammelsestiderne ved højesteret, har

været sendt til høring hos præsidenten for højesteret,

præsidenterne for østre og vestre landsret, præsidenten for sø- og

handelsretten, præsidenterne for Københavns byret og for retterne

i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, politidirektøren i

København, Foreningen af politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, rigspolitichefen, Dansk

kriminalpolitiforening, Dansk politiforbund, Advokatrådet, Dansk

Arbejdsgiverforening, Grosserer-Societetet, Industrirådet,

Butikshandelens fællesråd, Håndværksrådet, Assurandør-Societetet,

Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Den Danske Bankforening,

Danmarks Sparekasseforening, Landsorganisationen i Danmark,

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark,

Hovedorganisationen for Arbejdsleder- og tekniske

Funktionærforeninger i Danmark, Teknisk Landsforbund, Foreningen

af Arbejdsledere i Danmark, Radiotelegrafistforeningen af 1917,

Danmarks Styrmandsforening, Dansk Sø-restaurationsforening,

Sømændenes Forbund i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund (Metal

Søfart) og Specialarbejderforbundet i Danmark.

7.2. Retshjælpsudvalgets udtalelse af 9. januar 1985 om fri proces i

ægteskabssager er sendt til høring hos præsidenterne for østre og

vestre landsret, præsidenten for Københavns byret, præsidenterne

for retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Forbrugerrådet.

7.3. Der er indhentet udtalelser over retsplejerådets lovudkast om

behandling af sager om veksler og checks m.v. fra præsidenterne

for østre og vestre landsret, Københavns byret og retterne i

Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Forbrugerrådet,

Butikshandelens Fællesråd, Danmarks Automobilforhandlerforening,

Danmarks Sparekasseforening, Den Danske Bankforening,

Entreprenørforeningen, Grosserer-Societetet, Håndværksrådet,

Industrirådet og Provinshandelskammeret.

7.4. Spørgsmålene om ændring af henvisningsordningen vedrørende

forbrugersager og om kontorfunktionærernes kompetence har været

sendt til høring hos præsidenterne for østre og vestre landsret,

Københavns byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiets og

Domstolenes Tjenestemandsforening, Dansk Dommer- og

Politikontorfunktionærforening og Advokatrådet. Spørgsmålet om

henvisningsordningen vedrørende forbrugersager har tillige været

sendt til høring hos Forbrugerrådet.

7.5. Den nordiske sprogkonvention har været sendt til høring i

samtlige ministerier.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget medfører en række til dels modsatrettede konsekvenser

vedrørende arbejdsmængden inden for justitsvæsenet.

De foreslåede ændringer vedrørende funktionærsager m.v., appel af

afgørelser om sagsomkostninger og af visse afgørelser, der træffes

af sø- og handelsrettens skifteafdeling, samt vedrørende skriftlig

behandling af ankesager må antages samlet at indebære en ikke

ubetydelig lettelse af arbejdsbyrden ved højesteret. Disse

ændringer vil således medvirke til at nedbringe berammelsestiden

ved højesteret.

Ligeledes vil forslaget vedrørende funktionærsager m.v. indebære en

vis lettelse af arbejdsmængden i sø- og handelsretten.

For så vidt angår landsretterne vil de omtalte ændringer medføre

såvel en lettelse på visse punkter som en vis udvidelse af

arbejdsmængden, navnlig ved østre landsret, på grund af forslagene

vedrørende funktionærsager m.v. og appel af visse afgørelser

truffet af sø- og handelsretten. Samlet vil der imidlertid være

tale om en begrænset forøgelse af arbejdsbyrden.

Forslaget om at henlægge funktionærsager til byretterne indebærer en

vis forøgelse af arbejdsmængden for byretterne, herunder navnlig

Københavns byret. Også de regler om særlige efterforskningsskridt,

der er foreslået i det samtidigt fremsatte forslag til lov om

ændring af retsplejeloven (Politiets anvendelse af agenter som led

i efterforskningen) vil kunne bevirke en vis forøgelse i antallet

og varigheden af visse retsmøder, hvilket tillige vil kunne

medføre et øget pres på politiets og anklagemyndighedens

ressourcer.

Sammenfattende må det antages, at de ovenfor nævnte foreslåede regler

ikke vil medføre væsentlige forøgelser i justitsvæsenets

arbejdsopgaver vurderet under et, men de foreslåede ændringer vil

kunne nødvendiggøre visse omlægninger af ressourcerne mellem

institutionerne inden for de eksisterende personalemæssige rammer

m.v. Disse spørgsmål - der tillige må vurderes i lys også af

tidligere gennemførte retsplejereformer, senest ved lov nr. 226 af

6. juni 1985 (Sager om ægteskab eller forældremyndighed) og lov

nr. 227 af s.d. (Telefonaflytning m.v.) - vil indgå i

justitsministeriets løbende vurdering af behovet for ressourcer

inden for ministeriets område.

Forslaget om ændring af betingelserne for fri proces i ægteskabssager

vil isoleret betragtet medføre en vis begrænsning af udgifterne

hertil, der med en betydelig usikkerhed anslås til ca. 3-5 mill.

kr. årligt. En sådan mindreudgift vil blive modsvaret af en senere

forøgelse af udgiften til advokatretshjælp.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1-2

Bestemmelserne svarer med en redaktionel ændring i nr. 1 til nr. 1-2

i retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at

nedbringe berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til

bemærkningerne til retsplejerådets lovudkast.

Til nr. 3-4 og nr. 6-7

De foreslåede ændringer af retsplejelovens § 4, stk. 2, § 9, stk. 1,

1. pkt., § 9a, stk. 1, og § 15, stk. 1, er konsekvensændringer som

følge af godkendte nye stillingsoprettelser i vestre landsret, sø-

og handelsretten i København og Københavns byret.

Til nr. 5, nr. 9 og nr. 13-15

Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer i nr. 5, nr. 10 og

nr. 14 til nr. 3-7 i retsplejerådets lovudkast om

retsplejeændringer vedrørende højesteret. Der henvises til pkt.

2.3. i de almindelige bemærkninger og til retsplejerådets

udtalelse, afsnit 2.

Til nr. 8

Ved den foreslåede indsættelse af 2 nye stykker i retsplejelovens §

149 om retssproget sker der en gennemførelse af den nordiske

sprogkonvention på retsplejens område.

Til nr. 10, nr. 12, nr. 24 og nr. 26

Bestemmelserne svarer fuldt ud til de foreslåede ændringer under nr.

1-4 i retsplejerådets lovudkast vedrørende behandling af sager om

veksler og checks m.v.

Lovforslagets nr. 10 indebærer, at søgsmål om veksel- og checkkrav

m.v. efter ophævelsen af reglerne i kapitel 41 skal anlægges efter

samme regler som for andre borgerlige sager, således at sagens

værdi bliver afgørende for, om sagen skal behandles i 1. instans

ved landsret eller byret, jfr. retsplejelovens § 225, nr. 1.

Ændringerne i lovforslagets nr. 12 og 26 er af redaktionel karakter.

Den i lovforslagets nr. 24 foreslåede ophævelse af retsplejelovens

kapitel 41 medfører bl.a., at der ikke længere er mulighed for

hurtig retsforfølgning i sager om postgiroudbetalingskort.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til retsplejerådets

lovudkast samt afsnit 4.1. og 4.3. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 11

Ændringen er af redaktionel karakter og skyldes den under nr. 10

foreslåede ændring.

Til nr. 16

Efter den gældende bestemmelse i § 361, stk. 1, skal retten udsætte

behandlingen af en sag, der kan indbringes for

forbrugerklagenævnet eller et privat klage- eller ankenævn, der er

godkendt af forbrugerklagenævnet, og henvise sagen til det

pågældende nævn, når forbrugeren anmoder om, at sagen forelægges

for nævnet. En tilsvarende bestemmelse indeholdes i

forbrugerklagenævnslovens § 8, stk. 2.

Den foreslåede ændring af henvisningsordningen indebærer, at retten

kan afslå at henvise sagen til nævnet dels, når det må anses for

åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, og

dels, når sagen skønnes uegnet til behandling ved nævn. Om den

nærmere baggrund for forslaget henvises til de almindelige

bemærkninger under afsnit 5.

Til nr. 17-18 og nr. 22

Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer i den i nr. 17

foreslåede affattelse af retsplejelovens § 368 til nr. 8-9 og nr.

13 i retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at

nedbringe berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.4., til retsplejerådets udtalelse,

afsnit 3.1. samt til bemærkningerne til disse bestemmelser i

retsplejerådets lovudkast.

Til nr. 19-20

Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer til nr. 10-11 i

retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at nedbringe

berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til bemærningerne

til disse bestemmelser i retsplejerådets lovudkast.

Til nr. 21

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til nr. 12 i

retsplejerådets lovudkast om ændringer med henblik på at nedbringe

berammelsestiderne ved højesteret. Der henvises til afsnit 4 i

retsplejerådets udtalelse og til bemærkningerne til rådets

lovudkast.

Til nr. 23

Bestemmelsen indebærer, at der gennemføres en begrænsning i adgangen

til at kære enstemmige kendelser og beslutninger, som landsretten

afsiger under sagsforberedelsen og domsforhandlingen i 1. instans,

eller som afsiges af landsretten efter § 378 og §§ 381-384 under

behandlingen af en ankesag. Det skal i den forbindelse fremhæves,

at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer begrænsninger i

adgangen til at kære kendelser og beslutninger, som ikke er

enstemmige, men altså afsagt under dissens, ligesom muligheden

for at inddrage afgørelser, der træffes under sagens behandling

under en anke mod landsrettens dom, ikke begrænses ved

lovforslaget, jfr. herved den formulering af § 368, stk. 3, som er

foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 17.

Den foreslåede ændring er medtaget i lovforslaget på baggrund af den

henstilling, som højesteret er fremkommet med i forbindelse med

høringen over retsplejerådets udtalelse. Den af højesteret

foreslåede ændring indebærer, at man genindfører en del af de

begrænsninger i kæreadgangen, som indtil den 1. januar 1980 fulgte

af retsplejelovens § 435, stk. 3 (jfr. lov nr. 260 af 8. juni

1979), men ændringen inddrager også landsrettens 1. instans sager

under begrænsningerne. Samtidig skal det fremhæves, at ændringen

alene angår afgørelser, som landsretten har truffet i

enstemmighed.

Til nr. 25

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og med de ændringer,

der er nødvendige som følge af den ved lov nr. 226 af 6. juni 1985

gennemførte ændring af retsplejelovens § 449, til lovudkastet fra

justitsministeriets retshjælpsudvalg (bilag 2 til lovforslaget).

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3 og til

retshjælpsudvalgets udtalelse.

Til nr. 27

Den foreslåede ændring, der svarer til nr. 5 i retsplejerådets

lovudkast om behandling af sager om veksler og checks m.v., er en

konsekvens af de i lovforslagets nr. 28 foreslåede ændringer.

Til nr. 28

Bestemmelserne i § 501, stk. 3, nr. 1-3, svarer til de foreslåede

ændringer under nr. 6 i retsplejerådets lovudkast om behandling af

sager om veksler og checks m.v. Reglerne indebærer, at de gældende

bestemmelser i retsplejelovens kapitel 41 om hurtig

retsforfølgning i forbindelse med ophævelsen af kapitel 41

overføres til retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.

Skyldneren vil således, medmindre der er tale om veksler i

forbrugerforhold og checks, der er benyttet til opnåelse af kredit

i forbindelse med en forbrugeraftale, jfr. herom lovforslagets §

501, stk. 3, nr. 4, i lighed med reglerne i kapitel 41 i

fogedretten som hovedregel være afskåret fra at fremsætte

indsigelser vedrørende det retsforhold, der gav anledning til

anvendelse af vekslen eller checken.

For så vidt angår bestemmelsen i § 501, stk. 3, nr. 3, har

justitsministeriet fundet det rigtigst i lovteksten at præcisere,

at skyldneren, foruden de tilfælde der er nævnt i den tilsvarende

bestemmelse i retsplejerådets lovudkast, vil kunne fremkomme med

indsigelser i de tilfælde, hvor indsigelsen går ud på, at han ved

underskrivelsen var under lavværgemål eller på grund af

sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller

lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Søges tvangsfuldbyrdelse gennemført på grundlag af en veksel, der er

benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, eller en check, der

er benyttet til opnåelse af kredit, i forbindelse med en sådan

aftale, kan forbrugeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i §

501, stk. 3, nr. 4 - i modsætning til hvad der gælder efter

reglerne i kapitel 41 - uden særlige processuelle begrænsninger

fremkomme med indsigelser. Reglen medfører ingen ændringer i de

veksel- eller checkretlige regler om ekstinktion af indsigelser,

jfr. veksellovens § 17 og checklovens § 22. Den pågældende

bestemmelse bygger på den tilsvarende regel i retsplejerådets

forslag (lovudkastets nr. 6). Der er imidlertid i forhold til

retsplejerådets lovudkast foretaget en ændring med henblik på en

tydeliggørelse af, at reglen alene kan påberåbes af en forbruger,

og f.eks. ikke af en erhvervsdrivende, når denne søges for et

veksel- eller checkretligt regreskrav.

Justitsministeriet har endvidere fundet det rigtigst i lovforslagets

§ 501, stk. 3, nr. 4, foruden til § 1, stk. 2, i lov nr. 139 af

29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler tillige at henvise til

bestemmelserne i denne lovs § 1, stk. 3 og 4. Henvisningerne til

disse regler i den pågældende lov indebærer dels, at den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har

indgået, ikke er en forbrugeraftale, og dels at en aftale med en

ikke-erhvervsdrivende skal anses som en forbrugeraftale, hvis

aftalen er indgået eller formidlet for den pågældende af en

erhvervsdrivende.

Den foreslåede regel i § 501, stk. 3, nr. 4, er i øvrigt ikke

begrænset til aftaler om køb, men omfatter alle aftaler om

ydelser, der er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Reglen

omfatter veksler og checks, selvom vekslen eller checken er

udstedt efter aftalens opfyldelse fra den erhvervsdrivendes side

eller i forbindelse med et senere økonomisk opgør mellem parterne.

Om den nærmere baggrund for ændringerne henvises i øvrigt til

retsplejerådets lovudkast og afsnit 4.1. og 4.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelsen er i forhold til retsplejerådets lovudkast udvidet,

således at alle afgørelser, der træffes af sø- og handelsrettens

skifteafdeling skal indbringes for østre landsret i tilfælde af

appel. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.5.

Til § 3

Forslaget fremsættes efter aftale med industriministeriet. Der

henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 5 og til

bemærkningerne vedrørende lovforslagets § 1, nr. 16.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 1986.

Med hensyn til ændringerne vedrørende behandling af sager om veksler

og checks er det justitsministeriets opfattelse, at de gældende

regler i retsplejelovens kapitel 41 bør finde anvendelse på sager,

der er anlagt efter disse regler før lovens ikrafttræden. Det

foreslås på tilsvarende vis, at de hidtil gældende

fuldbyrdelsesregler finder anvendelse på anmodning om udlæg, der

er indgivet til fogedretten inden lovens ikrafttræden.

Bilag 1

RETSPLEJERÅDET

Den 10. december 1984

Skrivelse af 10. december 1984 til justitsministeriet.

Ved skrivelse af 17. december 1982 anmodede justitsministeriet

retsplejerådet om at overveje spørgsmålet om gennemførelse af

foranstaltninger med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden

ved retsvæsenet samt spørgsmålet om udformningen af

lægdommerordningen inden for strafferetsplejen.

Efter justitsministeriets anmodning afgav rådet i april 1983 en

udtalelse om spørgsmål, der på grund af deres afgrænsede karakter

kunne færdigbehandles forholdsvis hurtigt. Udtalelsen rummede et

udkast til ændringer af retsplejeloven, som bl.a. indeholdt

forslag om en forhøjelse af byretsgrænsen i retsplejelovens § 225

til 200.000 kr. samt forslag til nye regler om domsskrivning i

civile byretssager og en begrænsning i tiltaltes adgang til at

anke mindre bødestraffe i politisager.

Lægdommerordningen er behandlet i retsplejerådets betænkning nr.

994/1983. Det foreslås heri, at lægdommerinstitutionens

anvendelsesområde udvides til også at omfatte de vigtigere

politisager, ligesom der foreslås en udvidet beskyttelse af

lægdommernes identitet.

Retsplejerådets forslag er for de fleste ændringers vedkommende

gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.

Efter afgivelsen af betænkning nr. 994/1983 har rådet fortsat sine

overvejelser om rationalisering af arbejdet ved domstolene. I den

forbindelse har rådet påbegyndt en samlet og mere principiel

vurdering af spørgsmålet om udformningen af kompetenceregler for

civile sager, herunder navnlig om det vil være muligt at henlægge

flere sager til behandling ved byret i 1. instans. Rådet har også

overvejet sø- og handelsrettens placering i instansfølgen.

Overvejelserne vedrørende de nævnte spørgsmål er endnu ikke

afsluttet.

I de senere år er der indtrådt en væsentlig forøgelse af det antal

sager, som indbringes for højesteret. Højesterets præsident har

henledt justitsministeriets opmærksomhed på det stigende sagsantal

og de som følge heraf forlængede berammelsestider og har på denne

baggrund henstillet til justitsministeriet at søge nogle

retsplejelovændringer af begrænset rækkevidde gennemført med det

formål at mindske tilgangen til højesteret af nogle mindre vigtige

sager. Højesterets præsident har navnlig henstillet, at der

gennemføres en væsentlig begrænsning i adgangen til at påkære

landsretternes og sø- og handelsrettens afgørelser til højesteret,

ligesom han har peget på det ønskelige i at fritage sø- og

handelsretten og dermed højesteret for behandling af

funktionærsager, der ikke har principiel eller videregående

betydning.

Retsplejerådet har behandlet de nævnte spørgsmål i en række møder. I

forbindelse hermed har spørgsmålene været drøftet med præsidenten

for højesteret og præsidenten for sø- og handelsretten. Der er i

rådet enighed om, at det er påkrævet at gennemføre

foranstaltninger, som kan bidrage til at afkorte ventetiderne ved

højesteret.

Som et resultat af overvejelserne vedrørende de rejste spørgsmål har

rådet udarbejdet vedlagte notat samt vedlagte lovudkast med

bemærkninger, som hermed afgives til justitsministeriet.

Lovudkastet indeholder forslag dels om udvidelse af højesterets

ankeudvalgs kompetence, således at ankeudvalget kan behandle

ankesager, der udelukkende vedrører bestemmelser om

sagsomkostninger eller processuelle straffe, dels om gennemførelse

af en adgang for et enkelt medlem af kæremålsudvalget til at

afsige kendelse om afvisning af kæremål. Det foreslås endvidere,

at sager mellem arbejdsgivere og deres ansatte om

ansættelsesforholdet skal behandles ved byretten i 1. instans uden

hensyn til sagens økonomiske værdi, og at funktionærsager i det

storkøbenhavnske område, der efter de gældende regler behandles af

sø- og handelsretten, henlægges til behandling ved de almindelige

domstole, men dog med adgang for byretten til efter reglerne i

retsplejelovens § 227 at henvise sager mellem arbejdsgivere og

deres ansatte til behandling ved sø- og handelsretten. Efter

lovudkastet skal landsretternes og sø- og handelsrettens

afgørelser om sagsomkostninger og processuelle straffe kun kunne

indbringes for højesteret med justitsministerens tilladelse. Nogle

foreslåede mindre ændringer af retsplejelovens §§ 385 og 386

tilsigter en lettelse af sagsforberedelsen ved højesteret, og ved

en ændring af retsplejelovens § 387 foreslås indført en udvidet

adgang til skriftlig behandling af ankesager. Rådet foreslår også

en mindre ændring i retsplejelovens bestemmelser om

varetægtsfængsling, således at retten, når tiltalte er fængslet

under anke af straffesagen, kan undlade at fastsætte en frist for

varetægtsfængslingens længde, såfremt domsforhandling er berammet,

og tiltalte erklærer sig indforstået med fængsling indtil

domsforhandlingen. Endelig foreslår rådet konkurslovens § 252

ændret, således at afgørelser fra sø- og handelsrettens

skifteafdeling alene kan appelleres direkte til højesteret,

såfremt afgørelserne er truffet under medvirken af sagkyndige. I

alle øvrige tilfælde skal appel i følge forslaget ske til østre

landsret, svarende til den appelordning, som er indført med hensyn

til afgørelser om gældssanering.

Det er retsplejerådets opfattelse, at de foreslåede ændringer af

retsplejeloven og konkursloven vil være egnede til at lette

arbejdspresset på højesteret og herved bidrage til nedbringelse af

berammelsestiderne ved højesteret, og at de er rimelige og

forsvarlige ud fra almindelige retsplejesynspunkter.

Retsplejerådet vil senere afgive udtalelse om andre forslag til

rationalisering af restplejen.

P.R.V.

AGERSNAP

Bilag til retsplejerådets skrivelse af 10. december 1984

Ændringer med henblik på at nedbringe berammelsestiderne ved

højesteret

1. Indledning

1.1. Ved skrivelse af 17. december 1982 anmodede justitsministeriet

retsplejerådet om at overveje spørgsmålet om gennemførelse af

foranstaltninger med henblik på at nedbringe berammelsestiden ved

domstolene og spørgsmålet om udformningen af lægdommerordningen

inden for strafferetsplejen. Justitsministeriet anmodede om, at

rådets udtalelse angående spørgsmål, der på grund af deres

afgrænsede karakter kunne færdigbehandles forholdsvis hurtigt,

måtte foreligge inden 15. marts 1983 med henblik på fremsættelse

af lovforslag i folketingsåret 1982-83.

På denne baggrund udarbejdede rådet i april 1983 et udkast til

ændringer af retsplejeloven, som tog sigte på at nedbringe

berammelsestiden ved domstolene. Udkastet er optaget som bilag 6

til nedennævnte betænkning om lægdommerordningen. Udkastet

indeholdt bl.a. forslag om en forhøjelse af byretsgrænsen i

retsplejelovens § 225 til 200.000 kr. Yderligere forslag til

ændring af sagsfordelingen mellem retterne blev udskudt til senere

overvejelser i rådet. Endvidere indeholdt udkastet forslag til nye

regler om domsskrivning i civile byretssager og en begrænsning i

tiltaltes adgang til at anke mindre bødestraffe i politisager.

Lægdommerordningen er behandlet i retsplejerådets betænkning nr.

994/1983. Det foreslås heri, at lægdommerinstitutionens

anvendelsesområde udvides til også at omfatte de vigtigere

politisager. Endvidere foreslås en udvidet beskyttelse af

lægdommernes identitet.

Retsplejerådets forslag er for de fleste ændringers vedkommende

gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.

Rådet har efter afgivelsen af betænkningen om lægdommerordningen

fortsat sine overvejelser om gennemførelse af retsplejeændringer

med henblik på at rationalisere arbejdet ved domstolene.

I den forbindelse har retsplejerådet påbegyndt en samlet og mere

principiel vurdering af spørgsmålet om udformningen af

kompetenceregler for civile sager ved domstolene. Det er bl.a.

taget op til overvejelse, om det vil være muligt at henlægge flere

sager til behandling ved byret i 1. instans.

Som det fremgår af det førnævnte udkast til ændring af retsplejeloven

(betænkning nr. 994/1983, side 141), har rådet tidligere været

inde på spørgsmålet om, hvorvidt man i videre omfang end ved den

nu gennemførte forhøjelse af byretsgrænsen til 200.000 kr. kan

henlægge sager til behandling ved byret i 1. instans. Det er i den

forbindelse fremhævet, at der eventuelt ved henvisningsreglen i

retsplejelovens § 227 - efter de fornødne ændringer - kan skabes

grundlag for en individuel bedømmelse af sagerne, således at de

sager, der findes bedst egnede til kollegial behandling, og sager,

hvor parterne bør have mulighed for at anke til højesteret uden 3.

instansbevilling, kan henvises til behandling ved landsret.

Rådet har også overvejet sø- og handelsrettens placering i

instansfølgen.

Retsplejerådets overvejelser vedrørende de nævnte spørgsmål er endnu

ikke afsluttet, og rådet stiller derfor ikke på nuværende

tidspunkt videregående forslag om at ændre de enkelte instansers

saglige kompetence.

1.2. Højesterets præsident har over for justitsministeriet rejst

spørgsmål om gennemførelse af foranstaltninger med henblik på at

nedbringe ventetiderne ved højesteret.

Bortset fra nogle år efter 1. og 2. verdenskrig har tilgangen af

sager til højesteret og afgangen af sager i almindelighed kunnet

opveje hinanden, således at det henstående antal uafgjorte sager

som regel har kunnet holdes under ca. 230 borgerlige sager og ca.

20 straffesager. Berammelsestiderne har under disse omstændigheder

været de kortest mulige, når henses til, at parternes advokater

efter forberedelsesstadiets afslutning må have en rimelig tid til

udarbejdelse af ekstrakt og til forberedelse af den mundtlige

domsforhandling. Borgerlige ankesager har således normalt kunnet

berammes til domsforhandling efter 4 til 6 måneders forløb,

afhængigt af, om berammelsestiden omfatter en sommerferieperiode.

For strafanker har berammelsestiden i reglen været kortere.

I de senere år er der imidlertid indtrådt en væsentlig forøgelse af

det antal sager, som indbringes for højesteret. Det gælder både

ankesager og kæresager og både borgerlige sager og straffesager.

Strafanker og kæresager må efter deres beskaffenhed søges fremmet

mest muligt, og udviklingen har derfor ikke for disse sagers

vedkommende medført nogen vækst i antallet af uafgjorte sager, men

har naturligvis i betydelig grad forøget arbejdsbyrden for rettens

personale. For så vidt angår borgerlige ankesager har det derimod

ikke kunnet undgås, at antallet af uafgjorte sager er steget

stærkt, og at berammelsestiderne er blevet forlænget væsentligt.

Udviklingen i antallet af borgerlige sager ved højesteret fremgår af

nedenstående oversigt for årene 1978 til 1984.

--------------------------------------------------------------------- 1978 1979 1980 1981 1982 1983 30.11.84 --------------------------------------------------------------------- Indkomne borgerlige ankesager 241 249 233 311 307 269 219 Indkomne borgerlige kæresager 52 58 90 98 127 105 106 ---------------------------------------- Indkomne borgerlige sager i alt 293 307 323 409 434 374 325 ---------------------------------------- Domme i borgerlige sager 92 114 103 115 125 128 137 Kendelser i borgerlige sager 57 76 119 83 145 102 87 Hævede borgerlige sager 109 92 106 141 112 124 103 ---------------------------------------- Afgjorte borgerlige sager i alt 258 282 328 339 382 354 327 ---------------------------------------- Uafgjorte borgerlige sager ved årets udgang (anke plus kæresager) 5-6 år gamle 1 - 4-5 år gamle 2 2 3 - 3-4 år gamle 1 1 7 5 7 12 - 2-3 år gamle 3 22 16 15 18 41 - 1-2 år gamle 58 57 71 69 124 158 - 0-1 år gamle 177 192 183 269 271 238 - ---------------------------------------- 239 272 277 360 422 453 485 ----------------------------------------

Som det fremgår af oversigten har tilgangen af sager i hvert af årene

med undtagelse af 1980 været større end afgangen, således at

antallet af uafgjorte borgerlige sager i det omhandlede tidsrum er

blevet forøget fra 239 den 31. december 1978 til 485 den 30.

november 1984. Beholdningen af uafgjorte borgerlige sager

overstiger således nu et års tilgang, og berammelsestiden for

borgerlige ankesager, der udgør ca. 95 pct. af de henstående

sager, er nu ca. et år, regnet fra forberedelsens afslutning.

Også med hensyn til straffesager har der som nævnt været tale om en

stigende sagstilgang, idet antallet af sager forøgedes fra 44 i

1977 til 94 i 1982. I 1983 faldt antallet af straffesager til 76,

men retten måtte i dette år anvende væsentlig mere tid på

behandlingen af straffesager end i noget tidligere år under den

nuværende retsplejelov, fordi to omfattende straffesager lagde

beslag på en retsafdeling med 7 dommere i sammenlagt ca. 12 uger.

Højesterets præsident har henledt justitsministeriets opmærksomhed

på, at sagsantallet og de forlængede berammelsestider nu stærkt

minder om de forhold, der gjorde sig gældende i årene efter 1948,

og som medførte, at det var nødvendigt at træffe særlige

foranstaltninger til sagernes afvikling, jfr. lov nr. 526 af 19.

december 1949 om udvidelse af højesteret og bemærkningerne til

forslaget til denne lov (Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, spalte

3685 ff). Højesteret måtte da i nogle år opgive at anvende

mundtlig domsforhandling ved afgørelsen af et ikke ubetydeligt

antal borgerlige ankesager, idet gennemsnitligt ca. 50 ankesager

om året blev afgjort ved skriftlig votering på grundlag af

skriftlige indlæg fra sagens parter. Formålet hermed ver at

forkorte berammelsestiderne for de mundtligt behandlede sager.

Alligevel varede det en række år, inden forholdene blev

normaliseret.

Fra 1. januar 1980 blev byretsgrænsen i retsplejelovens § 225

forhøjet fra 30.000 kr. til 100.000 kr., jfr. lov nr. 260 af 8.

juni 1979, og fra 1. juli 1984 er denne grænse som nævnt

yderligere forhøjet til 200.000 kr., jfr. lov nr. 298 af 6. juni

1984. Formålet med disse ændringer var at nedbringe

berammelsestiderne ved landsretterne. Ændringerne berørte ikke de

sager, som på ikrafttrædelsestidspunkterne var anlagt ved

landsretterne, og de har derfor endnu ikke i fuldt omfang påvirket

tilgangen af sager til højesteret. Det må imidlertid forventes, at

ændringerne i løbet af nogle år vil medføre et vist fald i

antallet af ankesager. En væsentlig del af de borgerlige

ankesager, der indbringes for højesteret, er imidlertid ikke

afhængige af værdigrænsen i retsplejelovens § 225. Dette gælder

således anerkendelsessøgsmål, der ikke kan værdiansættes, domme,

der afsiges af sø- og handelsretten i København, og de i

retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2, omhandlede sager om prøvelse

af afgørelser, truffet af et ministerium eller en central statslig

klageinstans. Af de i 1983 indkomne 269 borgerlige ankesager havde

82 en offentlig myndighed som part. 52 af disse sager angik

skatte- og afgiftsspørgsmål.

Under hensyn til denne udvikling og på baggrund af erfaringerne i

forbindelse med afviklingen af det ekstraordinære store antal

sager i 1950erne har højesterets præsident givet udtryk for, at

højesteret ikke anser det for forsvarligt alene at afvente

virkningen af de ændrede byretsgrænser og de mulige yderligere

ændringer af retsplejelovens kompetenceregler, som retsplejerådet

efter justitsministeriets anmodning har taget op til principiel

overvejelse. Han har derfor henstillet til justitsministeriet at

søge nogle retsplejelovsændringer af begrænset rækkevidde

gennemført med det formål at mindske tilgangen til højesteret af

nogle mindre vigtige sager. Disse ændringer tilsigter at lette

rettens nuværende vanskelige arbejdsvilkår, at opnå en mere

hensigtmæssig anvendelse af de til rådighed værende ressourcer og

at muliggøre en hurtigere afvikling af det nuværende alt for store

antal uafgjorte sager.

Præsidenten har oplyst, at højesteret siden begyndelsen af 1983 har

ladet ca. 40 borgerlige ankesager udgå til skriftlig behandling

efter samråd med parterne. Det har imidlertid vist sig, at det

store antal kæresager, som indkommer til retten, og som helt

overvejende behandles skriftligt, i så væsentlig grad lægger

beslag på rettens protokolsekretærers og dommernes arbejdskraft,

at det ikke samtidig er muligt at behandle et rimeligt antal

skriftlige ankesager med den ønskelige hurtighed. Efter de

indvundne erfaringer er det ikke sandsynligt, at retten under de

nuværende forhold og efter sagernes beskaffenhed vil få praktisk

mulighed for at behandle lige så mange skriftlige ankesager som i

1950erne. Præsidenten finder imidlertid, at hensynet til

behandlingen af de ankesager, der egner sig til afgørelse ved

skriftlig behandling, under de foreliggende omstændigheder bør

prioriteres højere end hensynet til at opnå højesterets afgørelse

i kæresagerne, som ofte frembyder problemer af meget begrænset

rækkevidde. Han har derfor henstillet, at der søges gennemført en

væsentlig begrænsning i adgangen til at påkære landsretternes og

sø- og handelsrettens afgørelser til højesteret.

Derudover har præsidenten blandt andet peget på det ønskelige i at

ændre sø- og handelsrettens kompetence med det formål at fritage

denne domstol og dermed højesteret for behandling af

funktionærsager, der ikke har principiel eller videregående

betydning. Med hensyn til højesterets øvrige, mindre indgribende

forslag til retsplejelovsændringer, henvises til omtalen nedenfor

og til retsplejerådets lovudkast med bemærkninger.

Retsplejerådet har haft et møde med repræsentanter for sø- og

handelsretten angående de spørgsmål, der berører denne ret.

2. Funktionærsager

2.1. De gældende regler

Efter den praksis, som har udviklet sig på grundlag af de gældende

regler, behandles funktionærsager i det storkøbenhavnske område

ved sø- og handelsretten i København.

Sø- og handelsrettens saglige kompetence fremgår af retsplejelovens §

9, stk. 3. Efter bestemmelsen i § 9, stk. 3, 1. pkt., afhænger sø-

og handelsrettens kompetence inden for funktionærområdet af, om

sagen kan anses for en sø- eller handelssag. Det er i den

forbindelse afgørende, om fagkundskab til søforhold eller

handelsforhold skønnes at være af betydning, jfr. retsplejelovens

§ 6, stk. 5.

De oprindelige regler vedrørende sø- og handelsretten (1861-loven)

opregnede (i § 13) udtrykkelig, hvilke sager der var

»handelssager«, deriblandt nævntes »sager, der reiste sig af

Handels - Factorers, - Fuldmægtiges, - Betjentes eller - Lærlinges

Tjenesteforhold til deres Principaler«. Efter den dagældende lov

var alle funktionærsager uden videre at anse som handelssager.

Efter de nugældende regler i retsplejeloven, der blev gennemført i

1967, er det karakteren af tvisten i den konkrete sag, der er

bestemmende for, om det er en sø- og handelssag eller ikke.

I praksis behandles som nævnt ved sø- og handelsretten stort set alle

funktionærsager fra det storkøbenhavnske område. Dette gælder,

uanset om sagen må betragtes som en almindelig bevissag og ikke

rummer spørgsmål, der særligt taler for behandling under

deltagelse af fagkyndige dommere ved sø- og handelsretten.

Ændringen i 1967 har således ikke haft virkning for behandlingen

af funktionærsager i Københavnsområdet.

Ved behandlingen af funktionærsager i sø- og handelsretten medvirker

efter retsplejelovens § 9a, stk. 2, fagkyndige meddommere.

Uden for sø- og handelsrettens geografiske område (jfr.

retsplejelovens § 9, stk. 2), behandles funktionærsagerne ved de

almindelige domstole. Sagerne anlægges ved byret, såfremt

sagsgenstandens værdi ikke overstiger 200.000 kr., jfr.

retsplejelovens § 225, nr. 1. Funktionærsager med en højere

økonomisk værdi anlægges ved landsret i 1. instans.

Retsplejelovens § 6, stk. 4, og § 18b giver mulighed for, at

landsretterne og byretterne kan suppleres af fagkyndige meddommere

i handelssager, herunder efter omstændighederne funktionærsager,

men i praksis behandles funktionærsager ved de almindelige

domstole uden deltagelse af fagkyndige medlemmer. I de relativt få

funktionærsager, som er af søretlig karakter, deltager der ved de

almindelige domstole søkyndige fagdommere ved sagens behandling,

jfr. retsplejelovens § 6, stk. 4, og § 18a, stk. 2.

2.2. Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 698/1973 om henlæggelse

af alle sager mellem private arbejdsgivere og deres ansatte til

behandling ved byret i 1. instans.

Efter retsplejelovens § 225, nr. 3, behandles ved byret i 1. instans

- uanset sagens økonomiske værdi - alle sager, der opstår af

forholdet mellem arbejdsgivere og de af medhjælperloven omfattende

medhjælpere.

Retsplejerådet stillede i betænkning nr. 698/1973 om behandling af

borgerlige sager forslag om at henlægge sager mellem private

arbejdsgivere og deres ansatte om ansættelsesforholdet til

byretterne. Om baggrunden for rådets forslag anførtes i

betænkningen følgende:

»Spørgsmålet om den rette afgrænsning mellem underretssager og

landsretssager har flere gange været genstand for debat, jfr.

således H. Topsøe-Jensen i J 1962, side 240-246, C. Bang, smst.,

side 273-74, Mogens Hvidt, smst., side 421-31 og H. G. Carlsen i

Juristen 1963, s. 98-99.

Rådet har ikke i forbindelse med de nu udarbejdede forslag

underkastet reglerne om retternes saglige kompetence en

dyberegående overvejelse med henblik på en eventuel reform af

vidtrækkende karakter. Rådet foreslår dog en enkelt ændring.

Ifølge § 225, nr. 10 (nu § 225, nr. 3), er sager, der opstår i

forholdet mellem arbejdsgivere og de af medhjælperloven omfattende

medhjælpere, henlagt til underret. Også sager mellem læremestre

og lærlinge angående lærlingeforholdet er underretssager, jfr.

lærlingeloven § 29. I de foran nævnte artikler er Topsøe-Jensen og

Hvidt gået ind for, at også funktionærsager henlægges til

underret, medens Carlsen har taget afstand fra denne tanke.

For generelt at henlægge disse sager til underretterne taler, at de

som følge af kravets størrelse i en årrække i stort omfang har

været behandlet af disse retter, og at dette stadig er tilfældet.

Trods forhøjelsen af underretsgrænsen til 10.000 kr. har de senere

års forhøjelse af erstatningerne som følge af stigende lønninger

og forlængede opsigelsesfrister imidlertid ført til, at en række

sager uden større juridiske problemer nu må anlægges ved

landsretten. I en meget stor del af disse drejer det sig alene om

at fastslå det faktiske forhold ved retsforholdets ophør, og

parterne vil ofte stadig have bopæl inden for samme retskreds,

således at disse spørgsmål hurtigt kan afklares ved parternes

fremmøde for retten her. Ikke mindst lønmodtagerne, der ved

arbejdsforholdets ophør har mistet deres løbende indkomst, vil

være stærkt interesseret i at få den hurtigst mulige afgørelse.

Der kan som anført af Carlsen opstå vanskelige juridiske spørgsmål

i disse sager, men disse vanskeligheder er næppe større end dem,

der kan opstå i andre sager, der behandles af underretten som 1.

instans. Bestemmelsen i § 225 nr. 10, bør derfor efter rådets

opfattelse udvides til at gælde alle sager, der opstår af

forholdet mellem private arbejdsgivere og deres ansatte. Kun at

henlægge funktionærsager til underretten ville som fremhævet af

Carlsen give anledning til visse afgrænsningsvanskeligheder. Den

foreslåede bestemmelse stiller derfor ikke krav om, at den ansatte

er funktionær eller i øvrigt underordnet arbejdsgiveren. Den

omfatter således f.eks. også direktører i et aktieselskab.

Bestemmelsen om underretsbehandling i lærlingelovens § 29 bliver

herefter overflødig og bør ved lejlighed ophæves.

Bestemmelsen omfatter alene sager, der opstår af forholdet mellem

private arbejdsgivere og deres ansatte. Når rådet ikke har ment at

burde foreslå, at sager, der opstår af forholdet mellem det

offentlige og dettes ansatte, henlægges til underret, skyldes det,

at der i sådanne sager ofte vil være foretaget en omfattende

administrativ undersøgelse under forsæde af en forhørsleder, og

der vil foreligge en beretning fra forhørslederen om

undersøgelsen, jfr. §§ 20-24 i lov nr. 291 af 18. juni 1969 om

tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. En række andre

sager vil ofte have været genstand for forhandling mellem

vedkommende styrelse og den organisation, som den ansatte

tilhører. Der er en tendens i lovgivningen til at henlægge

prøvelse af administrative afgørelser i sager, der har været

underkastet en omfattende administrativ undersøgelse, til

landsretterne, jfr. § 26 i lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation af fast ejendom og § 13c i lov om oprettelse af en

landsskatteret og om tilsyn med skattelovgivningen m.v., og rådet

har understøttet denne tendens i de udtalelser, som rådet har

afgivet i konkrete sager. Det vil være i strid med denne tendens

at henlægge sager, der opstår af forholdet mellem det offentlige

og deres ansatte, til underret. På den anden side er disse sager

så forskelligartede, at rådet ikke har ment at burde foreslå, at

samtlige sager henlægges til landsret. Sager af den nævnte art,

hvis genstand ikke overstiger 10.000 kr., vil således fortsat være

underretssager.

Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelsen i § 54 i loven om

tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken i vidt omfang

hindrer, at tvistigheder om overtrædelse eller fortolkning af

indgåede aftaler om løn og andre ansættelsesvilkår eller af

bestemmelser, der træder i stedet for sådanne aftaler, indbringes

for domstolene.«

Retsplejerådets forslag i betænkningen blev ikke gennemført. Det var

medtaget i det lovforslag, som justitsministeriet fremsatte på

grundlag af betænkningen, men udgik under folketingets behandling

af lovforslaget.

Det hedder bl.a. herom i retsudvalgets betænkning af 13. marts 1975

(Folketingstidende, tillæg B, sp. 109):

»Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra

højesteretssagfører E. Behrendt-Poulsen, landsretssagfører Philip

Ingerslev og landsretssagfører H. G. Carlsen.

Udvalget har i tilslutning hertil drøftet, om de i forslagets § 1,

nr. 2, omhandlede funktionærsager i den grad adskiller sig fra

andre borgerlige retssager, at det er rimeligt at gennemføre en

særregel, hvorefter disse sager altid uden hensyn til

beløbsgrænsen skal behandles ved underretten. Det har været den

overvejende opfattelse i udvalget, at dette ikke er tilfældet, og

da det antal sager, som man i givet fald ville overføre fra

landsretterne til underretterne, kun er af en størrelsesorden på

ca. 75 om året, har udvalget ikke ment, at hensynet til aflastning

af landsretterne blev gået for nær ved at lade funktionærsagerne

følge hovedreglen om deling ved 30.000 kr.s grænsen.«

Retsplejerådet gentog sit forslag om at henlægge alle sager om

forholdet mellem private arbejdsgivere og deres ansatte til

underretten i betænkning nr. 773/1976 om retternes kompetence og

arbejdsform i borgerlige sager. Som begrundelse herfor anføres i

betænkningen side 30:

»Som anført i rådets betænkning om behandling af borgerlige retssager

side 73 drejer det sig i en meget stor del af disse sager alene om

at fastslå det faktiske forhold ved retsforholdets ophør. Parterne

vil ofte stadig have bopæl inden for samme retskreds, således at

disse spørgsmål hurtigt kan afklares ved parternes fremmøde for

retten her. Lønmodtagere, der ved arbejdsforholdets ophør har

mistet deres løbende indkomst, vil være stærkt interesseret i at

opnå den hurtigst mulige afgørelse. Der kan ganske vist opstå

vanskelige juridiske spørgsmål i disse sager, men såfremt der som

foreslået foran indføres en regel, hvorefter sager af denne

karakter af parterne kan begæres henvist til landsretten, vil man

opnå en ordning, som tilgodeser ønsket om, at de mere komplicerede

og betydningsfulde sager kan gå til landsretten, medens de mere

enkle sager og dem, der fortrinsvis drejer sig om afgørelse af

bevisspørgsmål, afgøres af byretterne.

Den fremsatte kritik mod forslaget vil derfor efter rådets opfattelse

fuldtud være imødekommet gennem de ovenfor omtalte

henvisningsregler, der tillige vil bevirke, at der opnås en mere

hensigtsmæssig kompetencefordeling i den del af disse sager, hvis

værdi er under 30.000 kr. Da landsretterne må ventes at blive

aflastet for et antal sager, der ofte på grund af omfattende

vidneførsel om det faktisk passerede er ret tidkrævende, mener

rådet derfor, at man, såfremt forslaget om indførelse af en

henvisningsregel gennemføres, bør gennemføre det tidligere

stillede forslag.«

Justitsministeriet medtog ikke forslaget i det lovforslag, der blev

fremsat i folketinget, formentlig med den begrundelse, at

folketinget tidligere havde afvist at gennemføre dette. I ingen af

betænkningerne overvejede rådet spørgsmålet, om sø- og

handelsretten fortsat burde behandle alle funktionærsager i det

storkøbenhavnske område.

2.3. Sagsstatistik vedrørende sø- og handelsretten

Skema der indeholder:

Antallet af civile domssager, deres fordeling på forskellige

sagskategorier (herunder funktionærsager), og antallet af

ankesager til højesteret i 1981, 1982 og 1983:

(Udeladt her)

2.4. Retsplejerådets overvejelser

Som det fremgår af statistikken blev der i 1983 anlagt 245

funktionærsager ved sø- og handelsretten i København. Der blev

afsagt 71 domme, hvoraf 15 blev anket til højesteret. I 1981 og

1982 var antallet af ankede domme henholdsvis 11 og 23. Der vil

således kunne opnås en vis lettelse af højesteret ved også i

Storkøbenhavn at henlægge funktionærsagerne til behandling ved de

almindelig domstole. Virkningen forstærkes, hvis sagerne behandles

ved byret i 1. instans uden hensyn til sagens værdi. De vil

herefter kun kunne indbringes for højesteret efter 3.

instansbevilling fra justitsministeriet.

Retsplejerådet finder, at det vil være rimeligt og forsvarligt at

gennemføre en flytning af sagerne fra sø- og handelsretten til de

almindelige domstole. Funktionærsager udspringer som oftest af en

tvist af ordinær bevismæssig karakter. Der kan herved henvises til

de synspunkter, som rådet anførte i betænkning nr. 698/1973 for en

flytning af sagerne fra landsret til byret. Der er også lagt vægt

på, at funktionærsager uden for Storkøbenhavn i så godt som alle

tilfælde behandles af byretterne uden deltagelse af sagkyndige.

Retsplejerådet er endvidere fortsat af den opfattelse, at det vil

være rigtigt at henlægge alle sager mellem arbejdsgivere og deres

ansatte til behandling ved byretterne uden hensyn til deres

økonomiske værdi. På grund af den i dag relativt høje byretsgrænse

på 200.000 kr. vil sagerne i almindelighed allerede efter de

gældende regler skulle anlægges ved byretten i 1. instans.

Forslaget omfatter - i modsætning til rådets forslag i de

tidligere betænkninger - også sager mellem offentlige

arbejdsgivere og deres ansatte. Undtagelsen var som anført ovenfor

begrundet med, at der var en tendens i lovgivningen til at

henlægge prøvelse af administrative afgørelser i sager, der havde

været undergivet omfattende administrativ undersøgelse, til

landsretterne. Dette hensyn varetages imidlertid nu gennem

bestemmelsen i § 226, stk. 1, nr. 2, hvorefter sager om prøvelse

af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig

klageinstans normalt skal behandles ved landsretten i 1. instans.

Foruden en lettelse af højesteret vil de foreslåede

kompetenceændringer medføre en betydelig lettelse af sø- og

handelsretten.

Der bør dog fortsat være mulighed for at få principielle

funktionærsager af søretlig eller handelsretlig karakter behandlet

ved sø- og handelsretten under medvirken af fagkyndige dommere.

Retsplejerådet foreslår derfor, at den gældende

henvisningsbestemmelse i retsplejelovens § 227 suppleres af en

regel, hvorefter byretterne kan henvise sager mellem arbejdsgivere

og deres ansatte om ansættelsesforhold til behandling ved sø- og

handelsretten. Efter den foreslåede bestemmelse (lovudkastets nr.

5) vil henvisning til sø- og handelsretten kunne ske, såfremt

fagkundskab til søforhold eller handelsforhold skønnes at være af

betydning for sagens afgørelse, og henvisning desuden er begrundet

i en eller flere af bestemmelserne i § 227, stk. 1, nr. 1-5

(d.v.s. de sædvanlige henvisningsgrunde ved henvisning fra byret

til landsret). En henvisning til behandling ved sø- og

handelsretten vil være bindende for retten. Sø- og handelsretten

vil således ikke kunne hjemvise sagen, fordi retten ikke finder

betingelserne for henvisning opfyldt.

Den foreslåede nye henvisningsregel gælder for byretterne i hele

landet, og altså ikke kun i det storkøbenhavnske område.

Henvisningsadgangen omfatter endvidere ikke kun funktionærsagerne,

men alle sager mellem arbejdsgivere og deres ansatte om

ansættelsesforhold.

Der foreslås ingen ændring i adgangen til at henvise funktionærsager

(der ikke er sø- eller handelssager) og andre sager mellem

arbejdsgivere og deres ansatte til landsretten efter reglen i §

227, stk. 1. Dette kan især komme på tale i sager af principiel

karakter og måske også i sager, hvor en offentlig myndighed er

part.

3. Begrænsninger i adgangen til at kære til højesteret

Som tidligere nævnt har højesteret rejst spørgsmål om gennemførelse

af en begrænsning i adgangen til kæremål i borgerlige sager med

det formål at frigøre arbejdskraft til skriftlig behandling af

borgerlige ankesager. Dette gælder navnlig for så vidt angår

kæremål vedrørende sagsomkostninger samt kæremål fra sø- og

handelsrettens skifteafdeling.

3.1. Sagsomkostningsafgørelser

3.1.1. De gældende bestemmelser

Efter de gældende regler kan bestemmelser om sagsomkostninger og

processuelle straffe i domme kun særskilt indbringes for højere

ret ved kære, jfr. retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk.

1. Også bestemmelser i domme, der er afsagt af en landsret i en

ankesag, om sagsomkostninger og processuelle straffe, indbringes

særskilt for højesteret ved kære, og dette kan ske uden tilladelse

fra justitsministeriet.

Om baggrunden for den pågældende ordning henvises til retsplejerådets

betænkning nr. 698/1973, side 46 f. Som det fremgår heraf, gik den

oprindelige ordning i retsplejeloven fra 1916 ud på, at

justitsministeren kunne tillade, at bestemmelser i domme - afsagt

af en underret eller en landsret - om sagsomkostninger og

processuelle staffe særskilt ankes af parterne, når afgørelsen var

uafhængig af sagens udfald. Da sagens udfald som hovedregel er

bestemmende for sagsomkostningsspørgsmålets afgørelse, jfr.

gældende retsplejelovs § 312, stk. 1, var der således tale om en

undtagelsesbestemmelse med et meget begrænset omfang. Ved en

lovændring i 1932 blev der givet adgang til særskilt indbringelse

af afgørelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme

ved kære. I bemærkningerne til lovforslaget anføres

(Rigsdagstidende 1930-31, tillag A, sp. 4898):

»Ved Retsplejelovens § 394, 2det Stykke, er det bl.a. bestemt, at

Anke alene til Forandring af en Doms Bestemmelser om

Sagsomkostninger og processuelle Straffe kun kan finde Sted med

Justitsministeriets Tilladelse, og at saadan Tilladelse kun kan

gives under visse nærmere angivne Betingelser.

Efter Retsplejelovens Ikrafttræden har Justitsministeriet imidlertid

i nogle Tilfælde modtaget Andragender om saadan Anketilladelse

enten på Grund af, at Sagsomkostninger ved Dommen er blevet

tilkendt med et ganske utilstrækkeligt Beløb, eller at der i

Dommen overhovedet intet nævnes om Sagsomkostninger, eller at

disse efter Andragerens Mening uden Grund er blevet ophævede.

I disse Tilfælde har Justitsministeriet som Følge af

Undtagelsesbestemmelsens meget begrænsede Omfang maattet svare, at

Ministeriet ikke havde Hjemmel til at meddele en Tilladelse som

den ansøgte, uagtet der efter Ministeriets Skøn forelaa materielt

gyldige Grunde til at ønske Forandring af Dommen paa det

omhandlede Punkt.

Det foreliggende Forslag tilsigter at raade Bod paa dette Forhold ved

i Stedet for den saa stærkt begrænsede Adgang til Anke, der nu

haves overfor Dommens Bestemmelser om processuelle Straffe og

Sagsomkostninger, at give vedkommende Adgang til at anvende det

simplere og hurtigere Retsmiddel Kære, dog at der med Hensyn til

Kære angaaende Sagsomkostninger kræves Justitsministerens

Tilladelse«.

I 1979 afskaffedes kravet om tilladelse fra justitsministeriet til

særskilt indbringelse for højere ret af de nævnte afgørelser.

Dette gælder som nævnt for landsretternes vedkommende afgørelser

truffet såvel som 1. instans som i forbindelse med ankesager. I

betænkning nr. 698/1973, der ligger til grund for lovforslaget,

siges bl.a.:

»Som anført ovenfor side 36 indgives der årligt omkring 45

andragender om tilladelse efter § 417. Heraf imødekommes lidt over

halvdelen.

Det er således kun et lille antal sager, der på dette grundlag

indbringes for landsretten, og da tillige sagerne behandles som

kæresager, er det en ringe arbejdsmæssig belastning, der herved

lægges på de højere instanser. Efter retsplejerådets opfattelse

betyder kravet om tilladelse fra justitsministeriet en dobbelt

behandling af sagen i alle de tilfælde, hvor kæretilladelsen

meddeles, og for de tilfælde, hvor tilladelse ikke meddeles, vil

behandling af ansøgningen om tilladelse ligesom i de foranførte

tilfælde lige så let kunne gives af vedkommende domstol, der i

hvert fald har den samme sagkundskab på området som

justitsministeriet. Såfremt man ønsker at opretholde kravet om

tilladelse, mener retsplejerådet derfor, at tilladelsen bør gives

af kæreinstansen. Da domstolene imidlertid næppe vil give en

tilladelse uden høring af modparten, ville spørgsmålet om

meddelelse af kæretilladelse og realitetsafgørelse af selve kæren

for domstolene normalt falde sammen i en enkelt ekspedition, og

der er derfor ikke grund til at opretholde kravet om

kæretilladelse. Retsplejerådet foreslår derfor, at dette krav

bortfalder.«

Afgørelser om salær, der tilkendes en beskikket advokat i sager,

hvori der er meddelt fri proces (jfr. retsplejelovens § 336c, stk.

4), træffes ved beslutning og indbringes for højere ret ved kære

efter lovens almindelige regler. Også afgørelser om salær for

førelse af en ankesag ved landsretten vil kunne indbringes for

højesteret, jfr. retsplejelovens § 392, stk. 1, 2. pkt.,

modsætningsvis. På tilsvarende måde vil byretternes og

landsretternes afgørelser om sagsomkostninger i sager, der hæves

eller sluttes med forlig, kunne påkæres til højere ret. Disse

sagsomkostningsafgørelser træffes ligeledes ved beslutning eller

kendelse.

3.1.2. Retsplejerådets overvejelser

En betydelig del af kæresagerne ved højesteret angår

sagsomkostningsspørgsmål. I perioden fra 1. marts 1983 til 29.

februar 1984 behandledes ved højesteret i alt 84 kæresager. Heraf

angik de 29 sager sagsomkostningernes størrelse og fordeling

mellem sagens parter.

I langt de fleste af de 29 sager førte behandlingen til stadfæstelse

af den påkærede afgørelse. I 5 tilfælde blev landsrettens (sø- og

handelsrettens) afgørelse ændret, heraf i 3 tilfælde efter

indstilling fra vedkommende ret. 7 af de 29 sager angik

sagsomkostningsspørgsmål i forbindelse med indgåede forlig.

Højesteret stadfæstede i 4 tilfælde, ændrede i 1 tilfælde og

afviste på grund af manglende kæreadgang i 2 tilfælde.

I det nævnte år behandlede højesteret 4 sager om salær til beskikkede

advokater. I 2 sager skete der stadfæstelse, mens der i de 2 andre

sager skete ændring af den påkærede afgørelse.

Højesterets præsident har over for rådet anført, at de

omkostningsspørgsmål, der indbringes for højesteret, som regel

angår spørgsmålet om, hvorvidt de vejledende

sagsomkostningstakster bør fraviges. En bedømmelse af rimeligheden

af omkostningsafgørelser i sådanne domme kan derfor ikke alene ske

på grundlag af dommen og parternes skriftlige indlæg, men det er i

reglen nødvendigt at gennemgå hele sagsforløbet i den foregående

instans. Det herved forbundne arbejde står ikke altid i rimeligt

forhold til afgørelsernes betydning.

Det er endvidere over for rådet oplyst, at kæresagerne i højesteret

sædvanligvis forberedes af de til retten knyttede

protokolsekretærer (dommerfuldmægtige). En begrænsning af antallet

af kæresager vil betyde, at der vil være bedre mulighed for at

beskæftige protokolsekretærerne med forberedelsen af ankesager,

der behandles skriftligt. Dette vil kunne medvirke til en samlet

hurtigere behandling af sager ved højesteret.

Med henblik på at begrænse antallet af kæresager ved højesteret har

præsidenten stillet forslag om genindførelse af en lignende

ordning, som var gældende indtil 1932. Herefter kunne

sagsomkostningsafgørelser i domme kun indbringes særskilt for

højesteret med tilladelse fra justitsministeriet og kun ved anke,

d.v.s. den ordinære appelform, og ikke som efter de gældende

regler ved kære.

Højesterets forslag gælder som nævnt omkostningsafgørelser i domme,

men derimod ikke landsretternes omkostningsafgørelser i

forbindelse med sager, der hæves eller forliges.

Omkostningsfastsættelsen sker i disse sager jævnligt, uden at

sagens realitet er blevet procederet for landsretten, og der kan

derfor være et større behov for en fornyet prøvelse ved en højere

instans. Der foreslås heller ingen ændring med hensyn til appel

(kære) til højesteret af fastsættelse af salær til beskikkede

advokater, der finder sted helt uafhængig af sagens udfald.

Retsplejerådet finder det forsvarligt i almindelighed at lade

omkostningsspørgsmålet i domme finde deres endelige afgørelse ved

landsretterne (sø- og handelsretten i København). Sagsomkostninger

fastsættes med udgangspunkt i vejledende takster, som

størrelsesmæssigt afhænger af sagens værdi, og som i øvrigt er

godkendt af monopoltilsynet, og når omkostningsspørgsmål afgøres

1557 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.

Versioner

1. 1988-05-21