1985 LSF 13 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM BEGRÆNSNING AF LØN UNDER SYGDOM (OPHÆVELSE AF KARENSDAG)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00013@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jfr. lovbekendtgørelse nr.
81 af 5. marts 1984, som senest ændret ved lov nr. 261 af 6. juni
1985, foretages følgende ændringer:
1. § 3 affattes således:
»§ 3. Lønmodtagere, der ved sygdommens indtræden har været
beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst 40 timer inden for de sidste
4 uger, og som ikke får udbetalt fuld løn under sygdommen, har ret
til fra arbejdsgiveren at få udbetalt dagpenge i 13 uger regnet
fra 1. fraværsdag (arbejdsgiverperioden). For lønmodtagere, der er
beskæftiget i kortvarige eller tilfældige arbejdsforhold hos
arbejdsgivere, der ikke har frigjort sig for forpligtelsen efter §
13, indtræder retten til dagpenge fra arbejdsgiveren, uanset om
beskæftigelseskravet er opfyldt.
Stk. 2. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren indtræder tidligst 3
uger efter ansættelsen. Denne begrænsning gælder dog ikke de
lønmodtagere, der er omtalt i § 13. Chefen for sikringsstyrelsen
kan fastsætte nærmere bestemmelser herom.
Stk. 3. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren gælder, uanset om
ansættelsen ophører inden udløbet af arbejdsgiverperioden. Chefen
for sikringsstyrelsen fastsætter dog nærmere regler, hvorefter
dette fraviges, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.«
2. § 18, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. I andre tilfælde har lønmodtageren ret til dagpenge fra 1.
fraværsdag, såfremt anmodning indgives samme dag.«
3. I § 18, stk. 3, 2. pkt., ændres »2. fraværsdag« til: »1.
fraværsdag«.
4. § 28 affattes således:
»§ 28. Personer, der har anden dagpengegivende erhvervsindtægt end
lønindtægt, kan sikre sig dagpenge i de første 3 uger af
sygeperioden.«
§ 2
Lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom
ophæves.
§ 3
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Under den borgerlige regerings efterårsmanøvre 1982 gik det hårdt ud
over det sociale område, hvilket betød, at grupper i samfundet,
der i forvejen havde været tvunget til at skære leveniveauet ned
som følge af den økonomiske krise og skiftende regeringers
besparelser, nok en gang måtte holde økonomisk for. Som et af de
mange initiativer lykkedes det regeringen at skaffe flertal for at
indføre karensdag ved sygdom for lønmodtagere. Karensdagen betød,
at der igen blev indført en slags skat på sygdom, fordi
lønmodtagere i almindelighed herefter skulle betale for den første
sygedag.
De borgerlige partiers interesse i indførelse af karensdagen delte
sig i to, dels den officielle, hvor argumentet gik på ønsket om
offentlige besparelser, dels den mere uofficielle (og måske
reelle), som lejlighedsvis blev fremført af diverse borgerlige
politikere, nemlig at man med en karensdag ved sygdom ville komme
pjækkeri og andet unødigt fravær til livs. Her kom borgerlige
politikeres generelle mistro til almindelige mennesker klart til
udtryk. Det blev oven i købet fremført til trods for, at
sygefraværet i Danmark på daværende tidspunkt var mindre end i de
lande, vi normalt sammenligner os med.
Karensdagen har nu fungeret siden 1. april 1983 - altså godt 2 år -
og det kan konstateres, at debatten om den og besværlighederne med
den aldrig har været større end nu.
For det første kan det konstateres, at karensdagen i vidt omfang har
udviklet sig til at være en særlov vendt mod offentligt ansatte.
Denne situation er tilsyneladende også gået op for selv
gruppeformændene for venstre og kristeligt folkeparti, der som
bekendt begge tilhører regeringspartierne. At det forholder sig
sådan, skyldes, at store dele af det private erhvervsliv ikke
bruger karensdagen over for deres ansatte. Årsagen er, dels at den
strider mod enhver form for moderne personalepolitik, dels at den
medfører eller kan medføre unødig uro på de enkelte
arbejdspladser.
Denne mulighed for at undgå karensdagen har offentligt ansatte ikke.
Her gælder loven fuldt ud, selv om adskillige kommuner ud fra de
samme betragtninger som det private erhvervsliv har ønsket at
slippe for at trække personalet i løn ved sygdom. Men da
kommunerne bliver holdt i kort snor af regeringen specielt i
skikkelse af den allestedsnærværende og -talende
indenrigsminister, er det blevet ved ønsket.
For det andet kan det konstateres, at sygefraværet blandt
lønmodtagere, som i en årrække var faldende i Danmark, nu atter er
stigende. Det er naturligvis vanskeligt håndfast at bevise, at det
lige netop skyldes karensdagen, men at gå til den modsatte
yderlighed, som det er lykkedes socialministeren, og benægte
enhver form for sammenhæng vidner kun om almindelig afmagt hos den
selvsamme minister.
For det tredje har karensdagen medført en omfattende
meradministration. Som eksempler skal nævnes administration af §
12-aftalerne, vurderingen af, om der er tale om en arbejdsskade,
hvor der ikke skal trækkes for sygefraværet, tilbagefaldsreglen og
fraværet ved børns første sygedag, hvor der heller ikke skal
trækkes, hvis den pågældende overenskomst hjemler ret til fravær i
den slags tilfælde.
Der er med andre ord argumenter nok for at afskaffe karensdagen og
erkende, at den var en fejltagelse.
Det skal til slut bemærkes, at foreslagsstillerne af hensyn til
lovforslagets økonomiske konsekvenser har valgt at lade den
såkaldte arbejdsgiverperiode forblive på 13 uger - den længde, som
den borgerlige regering fik den forlænget til i efteråret 1982.