Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00014@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om kommunernes styrelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.

juni 1984, foretages følgende ændring:

Efter § 41 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 41a. Prisen for serviceydelser, som leveres af kommunen,

fastsættes af kommunalbestyrelsen i et møde.«

§ 2

I lov om Københavns kommunes styrelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 314

af 20. juni 1984, foretages følgende ændring:

Efter § 42 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 42a. Prisen for serviceydelser, som leveres af kommunen,

fastsættes af borgerrepræsentationen i et møde.«

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Lovforslaget har til formål at tillægge den samlede

kommunalbestyrelse kompetencen til at træffe beslutning om prisen

på kommunale serviceydelser (taksterne) og dermed præcisere, at

der hverken stiltiende eller ved delegation kan ske

kompetenceoverførsel til de stående udvalg eller forvaltningen.

Det er forslagsstillernes indtryk, at kompetencen til

takstfastsættelse er placeret med en vis uensartethed de enkelte

kommuner imellem. En række kommunalbestyrelser forestår selv

takstfastsættelsen, enten i forbindelse med årsbudgettet eller ved

særskilt beslutning. Andre kommunalbestyrelser har helt eller

delvis enten stiltiende eller ved delegation overført til de

stående udvalg at træffe beslutning om taksterne inden for

årsbudgettets rammer. Endelig kan det tænkes, at kompetencen er

tillagt forvaltningen, men forslagsstillerne har ikke kendskab til

eksempler herpå.

Det er ikke noget mål i sig selv at sikre ensartet

kompetencefordeling mellem kommunerne indbyrdes, men der knytter

sig det væsentlige problem til en uddelegering af

takstfastsættelsen, at denne unddrages offentlig forhandling og

beslutning. Det er efter forslagsstillernes opfattelse

utilstrækkeligt, at indtægtskontoen under vedtagelsen af

årsbudgettet har været undergivet offentlig behandling, idet dette

ikke nødvendigvis indebærer nogen specifik oplysning om eller

behandling af kommunens takster, og kun de færreste borgere vil af

egen drift omregne indtægtskonti til takster for de enkelte

ydelser.

Af denne grund - og ikke for at underlægge kommunerne nogen

ensretning i beslutningsprocessen foreslås det at tillægge den

samlede kommunalbestyrelse kompetencen til at fastlægge prisen for

de kommunale serviceydelser uden nogen delegationsmulighed.

Efter den kommunale styrelseslovs § 40 er kommunalbestyrelsen i

forvejen tillagt bevillingskompetencen - med den konsekvens, at

bevillingssager altid må optages på dagsordenen for et

kommunalbestyrelsesmøde. Dette giver den enkelte borger muligheden

for at følge kommunalbestyrelsens udgiftspolitik, endog med en

væsentlig detaljeringsgrad.

Derimod vil den enkelte borger ikke have en tilsvarende mulighed for

at følge kommunalbestyrelsens indtægtspolitik, hvis

beslutningskompetencen vedrørende takstfastlæggelsen er

uddelegeret til en instans, om hvis beslutninger og forhandlinger

der normalt ikke er offentlighed.

Mange borgere vil f.eks. have en betydelig større interesse i

kommunens takstfastsættelse end i fastsættelsen af kommunens

udskrivningsprocent, om hvilken offentlighed er sikret gennem de

to behandlinger af årsbudgettet.

Såvel tilsynsrådet for Storstrøms amt som socialstyrelsen har for

nylig haft lejlighed til at behandle en konkret sag fra

Vordingborg kommune, hvor kommunalbestyrelsen ved stiltiende

delegation havde overladt det sociale udvalg at træffe beslutning

om takstfastlæggelsen i daginstitutionerne inden for rammerne af

årsbudgettet.

Sagen drejede sig ikke blot om de konkrete kompetenceforhold, men

også om, hvorvidt kommunen på fyldestgørende vis kunne varsle

takststigninger ved opslag i de enkelte institutioner, og om,

hvorvidt kommunen var berettiget til at varsle stigningerne,

forinden endelig beslutning var truffet. Afgørelsen gik ud på, at

der ikke stilles formkrav til varslingen, og at kommunen var fuldt

berettiget til at iværksætte varslingen på baggrund af en

forventet senere beslutning. Forslagsstillerne finder en sådan

fremgangsmåde politisk uacceptabel, men finder ikke grundlag for

at anfægte beslutningens lovlighed. Men så meget desto mere grund

er der til, at selve beslutningen træffes på offentlige

kommunalbestyrelsesmøder.

I den konkrete sag blev beslutningen senere genstand for en egentlig

behandling i kommunalbestyrelsen, idet et enkelt medlem stillede

krav herom; men da det pågældende medlem ikke samtidig havde sæde

i det stående udvalg, havde hun ikke noget krav på en egentlig

behandling i kommunalbestyrelsen, og når det alligevel skete, kan

det enten skyldes en venlig gestus eller uvidenhed fra

mødelederens side. Derfor ændrer denne

kommunalbestyrelsesbehandling ikke på, at den formelt gyldige

beslutning var truffet af udvalget, og at en lovændring er

nødvendig for at sikre offentlighed i forbindelse med forhandling

og beslutning af kommunens takstpolitik.

Versioner

1. 1988-05-21