1985 LSF 16 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGBYGGERI (KVOTER FOR 1986, 1987 OG 1988, SIKRING AF RAMMEBELØB, BYGGESKADEFOND M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00016@1988-05-21/da
Indhold
I lov om boligbyggeri, jfr. lovbekendtgørelse nr. 407 af 26. juli
1984, som ændret ved § 15 i lov nr. 248 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. I § 30, stk. 1, ændres »i finansåret 1984 og i finansåret 1985,
jfr. dog § 54b, stk. 1« til: »i finansåret 1985 og indtil 13.500
lejligheder i hvert af finansårene 1986, 1987 og 1988«.
2. § 54b, stk. 1, ophæves.
3. § 56, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Boligministeren fastsætter de nærmere regler om de i stk. 1
nævnte forhold. Den løbende opregulering af rammerne for
anskaffelsesudgifterne sker efter byggeomkostningsindekset.
Boligministeren påser, at der ikke sker en aftrapning af
tillæggene til rammerne, når den gennemsnitlige
lejlighedsstørrelse overstiger et bestemt kvadratermeterantal, og
ministeren skal med virkning fra 1. januar 1986 gennemføre en 5
pct.s forhøjelse af rammerne for anskaffelsesudgifterne.«
4. Efter § 62a indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 9a
Byggeskadefonden
§ 62b. Byggeskadefonden er en selvejende institution, der har til
formål at yde støtte til udbedring af skader, som har deres årsag
i forhold ved opførelsen af byggeriet. Fonden omfatter byggeri,
som modtager tilsagn om offentlig støtte efter § 30, § 63, § 67
eller § 81 efter den 31. december 1985.
Stk. 2. Fonden skal med henblik på at vurdere bygningernes tilstand
og registrere eventuelle skader inden 5 år fra afleveringen af det
enkelte byggeri under fonden forestå og afholde udgiften ved
gennemførelsen af et eftersyn (femårseftersyn) af byggeriet.
Boligministeren fastsætter de nærmere regler herom.
Femårseftersynet indebærer dog ingen indskrænkning i bygherrens
mulighed for at opnå erstatning, idet der fastsættes en 20-årig
forældelsesfrist for rådgiveres, leverandørers og entreprenørers
ansvar.
Stk. 3. Fonden formidler indvundne erfaringer vedrørende forebyggelse
af byggeskader, årsager til byggeskader og skadernes udbedring.
§ 62c. Fonden yder støtte efter regler, der fastsættes af
boligministeren, til dækning af indtil 100 pct. af bygningsejernes
udgifter til udbedring af byggeskader.
Stk. 2. Dækning fra fonden kan opnås for skader, der anmeldes til
fonden inden 20 år fra byggeriets aflevering. Boligministeren kan
fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Ansøgning om støtte indsendes til fonden gennem
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor byggeriet ligger.
§ 62d. Fonden ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Kommunernes
Landsforening vælger 1 medlem, Københavns og Frederiksberg
kommuner vælger i fællesskab 1 medlem, Boligselskabernes
Landsforening vælger 3 medlemmer, 6 medlemmer vælges af
selskabsbestyrelserne, afdelingsbestyrelserne og
kollegiebestyrelserne i de byggerier, hvortil der er meddelt
tilsagn efter henholdsvis §§ 30, 63, 67 og 81. De 6 medlemmer
vælges af samtlige de nævnte bestyrelsesmedlemmer på et fællesmøde
hvert fjerde år. Valgreglerne fastsættes af fællesmødet på en
sådan måde, at mindretal kan kræve forholdstalsvalg.
Stedfortrædere vælges efter samme regler. Alle valg sker for fire
år ad gangen, og genvalg kan finde sted en gang.
§ 62e. Fondens vedtægter skal godkendes af boligministeren.
Stk. 2. Senest 4 måneder efter hvert regnskabsårs afslutning skal
fondens årsregnskab underskrevet af bestyrelsen og attesteret af
revisor indsendes til boligministeren. Boligministeren fastsætter
regler for regnskabets form og indhold.
Stk. 3. Fondens regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor,
der udpeges af boligministeren efter indstilling fra fonden.
Boligministeren fastsætter regler for udøvelsen af revisors
virksomhed.
Stk. 4. Samtidig med indsendelsen af fondens årsregnskab indsendes
til boligministeren bestyrelsens beretning for fondens virksomhed
og indvundne erfaringer i det forløbne regnskabsår.
Boligministeren fastsætter regler for beretningens form og
indhold.
Stk. 5. Fonden skal på forlangende give boligministeren enhver
oplysning om fondens virksomhed.
§ 62f. Fondens midler tilvejebringes gennen bidrag, som indbetales af
de firmaer, som deltager i opførelsen af byggerier, hvortil der er
meddelt tilsagn efter henholdsvis § 30, § 63, § 67 og § 81.
Stk. 2. Kun firmaer, der forpligter sig til at betale det i stk. 1
nævnte bidrag, kan udføre byggeopgaver m.v. i forbindelse med
opførelse af byggerier, hvortil der er meddelt tilsagn efter
henholdsvis § 30, § 63, § 67 og § 81.
Stk. 3. Fondens bestyrelse fastsætter størrelsen af det i stk. 1
nævnte bidrag. Bidragets størrelse skal fastsættes således, at
fondens indtægter løbende vil kunne dække fondens udgifter efter §
62c, dog således, at fonden kan opretholde den til sikring af
likviditeten fornødne formue.
Stk. 4. Det i stk. 1 nævnte bidrag indbetales kontant senest på
byggeriets afleveringstidspunkt.
Stk. 5. Ved for sen indbetaling skal der tillige fra forfaldsdagen
indbetales renter, der udgør den rente, der er fastsat efter § 5,
stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling.
Stk. 6. Skal der ske inddrivelse af bidrag og renter, foretages denne
af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor byggeriet er
beliggende. For inddrivelsen betaler firmaet et gebyr til
kommunalbestyrelsen. Boligministeren fastsætter regler for
gebyret. Der tillægges bidragene, renterne og gebyrerne
udpantningsret.«
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget skal først og fremmest ses i lyset af, at spørgsmålet om
den almennyttige byggekvota for 1986 og fremefter endnu er
uafklaret, og på baggrund af, at det af boligministeren den 20.
februar 1985 fremsatte lovforslag (L 184) indeholdt forslag om en
dramatisk reduktion af det almennyttige nybyggeri. Det er derfor
helt nødvendigt med et andet udgangspunkt for en løsning end
boligministerens forslag, som, ifald det bliver genfremsat,
forhåbentlig fortsat vil blive afvist af et flertal i folketinget.
Boligministerens lovforslag indeholdt en i selve ideen meget
perspektivrig nyskabelse, nemlig en byggeskadefond. Imidlertid var
reglerne for denne fonds virksomhed udformet på en måde, så der
især var tale om en ordning til sikring af byggeselskaberne
snarere end til sikring af byggerierne og beboerne. Bl.a. indebar
ministerens forslag en ansvarsfritagelse efter kun 5 år og en
ordning, hvorefter beboerne ville komme til at deltage i
finansieringen af fremtidige byggeskader.
Forslagsstillerne har derfor fundet det nødvendigt at udarbejde et
lovforslag efter helt andre grundprincipper.
Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med B 6 (forslag til
folketingsbeslutning om omlægning af pensionskassernes indsats på
boligmarkedet), der fremsættes samtidig med dette forslag.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1
Forslaget til kvotafastsættelse for årene 1986, 1987 og 1988 er i
overensstemmelse med den henstilling, som Boligselskabernes
Landsforening er fremkommet med ud fra en analyse af behovet for
almennyttigt byggeri i 1985, hvilket skønnes at være på 13.500
enheder (se henvendelse fra Boligselskabernes Landsforening,
folketingets boligudvalg, L 184, bilag 7, folketingsåret 1984-85).
Det skønnes endvidere, at dette niveau også vil svare til de
faktiske byggemuligheder i de nærmeste år, det vil sige, at det
med de nuværende finansieringsforhold kan anslås, at et niveau på
13.500 enheder årligt nogenlunde vil modsvare ønskerne om
almennyttigt nybyggeri fra de enkelte kommuner.
Det skal fremhæves, at BL påviser, at en kvotanedskæring, som
ministeren har foreslået i L 184 af 20. februar 1985 vil gå ud
over den geografiske spredning af det almennyttige byggeri, at det
vil gå hårdt ud over indsatsen for at skaffe gode boliger for de
ældre, en særdeles påtrængende opgave, samt at det naturligvis
generelt vil forringe mulighederne for de boligsøgende, som har
lave og jævne indkomster.
Det kan tilføjes, at de mennesker, det vil gå ud over, er dem, som
ikke har mulighed for at betale for en bolig i det omsiggribende
pensionskassebyggeri, privat andelsboligbyggeri eller lignende
løsninger for dem, der har deres på det tørre.
Til nr. 2
Forslaget vil sikre, at der ikke gøres indhug i byggekvoten i
forbindelse med finansiering af byggeskader, ombygning af
eksisterende lejligheder el.lign.
Til nr. 3
Forslaget skal sikre, at boligministeren ikke får mulighed for at
gennemføre en yderligere udhuling af rammebeløbet for det
almennyttige nybyggeri, således som der var lagt op til med L 184
(Folketingsåret 1984-85). Tværtimod skal der sikres en
genopretning af rammebeløbet.
Som påpeget i henvendelsen fra BL har rammebeløbet allerede i
perioden fra 1983 været udsat for en væsentlig udhuling. Til i
hvert fald delvis genopretning af denne udhuling sikres en
forhøjelse af rammebeløbet pr. 1. juli 1985 på 5 pct. Dette må ses
som en midlertidig sikring af mulighederne for at opretholde
byggestandarden. Der vil være behov for i efteråret 1985 at
gennemføre en mere langsigtet forbedring af reguleringen af
rammebeløbet.
I øvrigt henvises til BLs analyse af de stærkt negative virkninger af
de af boligministeren påtænkte administrative omlægninger af
reglerne for beregningen af rammebeløbet.
Forhøjelsen af rammebeløbet - som foreslået med 5 pct. - er også
nødvendiggjort af forslaget om en byggeskadefond, der ifølge
ministerens forslag vil medføre merudgifter for nybyggeriet
svarende til en 1 pct.s udhuling af rammebeløbet. Med den under
nr. 4 foreslåede ændring foreslås en helt anden udformning af
byggeskadefonden end den af boligministeren i L 184 foreslåede,
således at det er de ansvarlige byggefirmaer, der finansierer
fonden. Men også efter et sådant princip kan finansieringen af
byggeskadefonden fordyre nybyggeriet og dermed udhule
rammebeløbets værdi, hvilket der jo må tages højde for.
5 pct.-forhøjelsen kan altså ses dels som en delvis genopretning,
dels som en nødvendig konsekvens af indførelsen af en
byggeskadefond.
Til nr. 4
Forslaget om en byggeskadefond er opbygget efter følgende principper:
At det sikres, at lejerne ikke kommer til at betale for andres fejl
og svigt, at de ansvarlige byggefirmaer finansierer
byggeskadefonden, samt at fondens ledelse får en sammensætning,
som sikrer de berørte byggeriers repræsentanter den afgørende
indflydelse.
Forslaget skal naturligvis ses i sammenhæng med nr. 3, idet en
genopretning af rammebeløbet for almennyttigt nybyggeri er en helt
nødvendig forudsætning for, at en forebyggende indsats imod
byggeskader kan lykkes. Hvis rammebeløbet fortsat udhules, vil der
ikke være økonomiske muligheder for at undgå byggeskader, idet der
så må vælges stadig ringere byggematerialer og -metoder.
Da en række skader (f.eks. betonskader) ytrer sig efter en
forholdsvis lang årrække (5-15 år), foreslås en
ansvarsforældelsesfrist på 20 år fælles for rådgivere,
entreprenører og leverandører.
Forslaget sikrer, at alle byggeskadeudgifter fuldt ud dækkes af
fonden, og at dennes midler tilvejebringes af firmaerne.
Forslaget vil naturligvis indebære en særdeles stærk tilskyndelse til
byggefirmaerne til at forebygge og undgå byggeskader. Men
naturligvis vil firmaerne i et vist omfang søge at overvælte
udgifterne på prisen på byggesummen. Også dette forhold taler for
den under nr. 3 foreslåede forhøjelse af rammebeløbet.