Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00021@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om kommunale valg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 39 af 26. marts

1985, foretages følgende ændringer:

1. I § 2. stk. 1, udgår ordene », medmindre vedkommende er straffet

for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at

være medlem af kommunale råd, jfr. §§ 34 og 48«.

2. § 2, stk. 2, ophæves.

3. § 34 ophæves.

4. § 34a affattes således:

§ 34a. Afsoner et kommunalbestyrelsesmedlem en frihedsstraf af mindst

1 måneds varighed, udtræder han af kommunalbestyrelsen, indtil

afsoningen er bragt til ophør.

Stk. 2. Når et medlem midlertidigt opgiver sin faste bopæl i

kommunen, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at han kun skal

udtræde af kommunalbestyrelsen, indtil han på ny tager fast bopæl

i kommunen.'

5. § 48 ophæves.

6. § 48a affattes således:

§ 48a. Afsoner et amtsrådsmedlem en frihedsstraf af mindst 1 måneds

varighed, udtræder han af amtsrådet, indtil afsoningen er bragt

til ophør.

Stk. 2. Når et medlem midlertidigt opgiver sin faste bopæl i

amtskommunen, kan amtsrådet bestemme, at han kun skal udtræde af

amtsrådet, indtil han på ny tager fast bopæl i amtskommunen.

7. § 50a ophæves.

§ 2

Loven har virkning fra den 18. november 1985.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Lovforslaget tager sigte på at afskaffe en række vilkårligheder i de

nuværende regler om tab af valgbarhed som følge af idømt straf

samt at indføre det i almindelig retsbevidsthed udbredte princip,

at »når straffen er udstået, er tavlen vasket ren«.

Forslagsstillerne foretrækker, at det er vælgerne - og kun vælgerne -

som afgør, hvem de ønsker at lade sig repræsentere af i

folkevalgte organer. Denne holdning er ved flere lejligheder

fremført i folketinget, senest den 7. februar 1984

(Folketingstidende 1983-84, 2. samling, sp. 36 ff.) i forbindelse

med godkendelse af valget den 10. januar 1984.

Udformningen af reglerne om valgbarhed for valg til kommunale råd er

imidlertid ikke kun et spørgsmål om vælgernes udbetingede ret

eller ej. Tværtimod er disse regler præget af en helt uacceptabel

vilkårlighed, og tilfældigheder kan være afgørende for, om

valgbarhednævnet kan fratage et kommunalbestyrelsesmedlem sin

valgbarhed eller ej.

Disse vilkårligheder kan opgøres således:

1. Et tidligere straffet kommunalbestyrelsesmedlem skal kun bedømmes

af valgbarhedsnævnet, såfremt et andet kommunalbestyrelsesmedlem

gør indsigelse inden 3 måneder fra valgdagen. Dette betyder, at et

medlem kan miste sin valgbarhed i en kommune, mens han i en anden

kommune ville have bevaret sin valgbarhed som følge af de øvrige

medlemmers stiltiende accept.

2. En tidligere straffet kandidat kan ikke af valgbarhedsnævnet opnå

noget »bindende forhåndstilsagn« ved henvendelse til

valgbarhedsnævnet forud for valgdagen, men må afvente ikke blot

valgdagen, konstitueringsdagen og tiltrædelsesdagen, men også 3

måneders fristen, som rækker ind i selve valgperioden, samt

nævnets efterfølgende behandling af sagen. Den pågældende kan

således være godt i gang med arbejdet, før han mister sin

valgbarhed, og dette forekommer så meget desto mere vilkårligt,

fordi valgbarhedsprincipperne i den kommunale valglov netop bygger

på den forudsætning, at den tabte valgbarhed genvindes,

efterhånden som tiden går!

3. Der sondres i den kommunale valglov mellem fængselsstraf under

seks måneder og fængselsstraf over seks måneder. I det første

tilfælde genvindes valgbarheden ubetinget efter 3 år. I det andet

tilfælde genvindes valgbarheden ubetinget efter 5 år. Men disse 3

- henholdsvis 5 - år regnes fra udståelsesdatoen,

eftergivelsesdatoen eller bortfaldsdagen og siger derfor intet, om

hvornår forbrydelen faktisk er begået. Princippet om tab af

valgbarhed som følge af en strafbar handling bør efter

forslagsstillernes opfattelse være knyttet til tidspunktet for

handlingen og ikke tidspunktet for straffen, hvis der overhovedet

skal eksistere sådanne regler. Det bør vel være handlingen - og

ikke straffen - som i givet fald gør den pågældende uværdig til

medlemsskab af et kommunalt råd.

4. Den samme tidsbegrænsning indebærer samtidig en høj grad af

tilfældighed i forhold til den faktiske »karantænetid«, alt efter

a) hvor lang tid der går med efterforskning, retssag og ventetid før

afsoning, og

b) hvordan udståelsesdato, eftergivelsesdato eller bortfaldsdato

tilfældigvis falder i forhold til valgdagen.

Den person, som har afsluttet sin afsoning den 18. november 1980, er

således ubetinget valgbar, mens den person, som har afsluttet sin

afsoning den 20. november 1980 efter en dom på ubetinget fængsel

over 6 måneder, må afvente valgbarhedsnævnets eventuelle

stillingtagen nogle måneder inde i valgperioden, hvis han skulle

gå hen og blive kommunalbestyrelsesmedlem ved valget den 19.

november 1985.

5. Reglerne betyder derfor, at en person, som tidligere har deltaget

i kommunalpolitisk arbejde og planlægger at vende tilbage hertil,

vil have disse regler i baghovedet, når han overvejer, om han skal

indbringe en dom for en højere instans, og måske vil han acceptere

en dom, som han ellers ville have indanket, hvis risikoen ved

anken mindsker chancen for at genvinde valgbarheden inden næste

valg. Dette finder forslagsstillerne helt uacceptabelt, idet

princippet i dansk retspleje med undtagelse af et mindre

intermezzo i forbindelse med lov nr. 260 af 1. juni 1945

(retsplejelovstillægget) - altid har været en ret til bedømmelse i

to instanser. Meget tyder på, at fhv. borgmester Marius Andersens

beslutning om at modtage sin dom i 1982 i høj grad var påvirket af

disse tidsgrænser. Forslagsstillerne skal ikke gå ind på en

nærmere vurdering af Andersens sag, men det skal dog bemærkes, at

han selv erklærede sig ikke-skyldig, hvilket kunne indicere, at

han i en anden situation havde appelleret dommen.

Disse indvendinger mod udformningen af lov om kommunale valg gælder,

uanset om man - som forslagsstillerne - principielt mener, at

afgørelsen ubetinget skal tilkomme vælgerne, eller man mener, at

der skal være tab af valgbarhed som følge af en straf.

Forslagsstillerne forestiller sig, at alle folketingets partier -

uanset den principielle holdning - er enige i, at vilkårligheder

og tilfældigheder skal udgå af reglerne. Som de er udformet i den

gældende lovgivning, kan tabet af valgbarhed i realiteten vare i 7

- henholdsvis 9 - år, hvis udståelsesdatoen, eftergivelsesdatoen

eller bortfaldsdatoen falder ud på den uheldigste måde i forhold

til en valgdato, og som oftest vil gerningstidspunktet så ligge

langt over disse 7 - henholdsvis 9 - år tidligere. Hvis man

forestiller sig et ikke usædvanligt tidsforbrug på 2-3 år til

efterforskning og domstolsafgørelse i to instanser, vil

valgbarheden med andre ord kunne fortabes for en handling, der

måske er foretaget 10 henholdsvis 12 - år tidligere!

Kriminalpolitiske bemærkninger

I den kriminalpolitiske debat har der i de seneste år været stor

forståelse for det retssikkerhedsmæssigt betænkelige i at idømme

»tillægsstraffe«. Her tænkes især på, at straffeloven opererer med

bøde, hæfte og fængsel som straffe, hvorimod rettighedsfortabelse

er stadig mindre anvendt i lovgivningen. Til tabet af valgbarhed

som »tillægsstraf« knytter der sig yderligere de betænkeligheder,

at først lang tid senere end den egentlige domsafsigelse og

afsoning afgøres det, om denne »tillægsstraf« skal idømmes, at

afgørelsen ikke træffes af en domstol, at domstolen ikke kan

foretage en samlet bedømmelse af repressalierne, og at anvendelsen

- som ovenfor beskrevet - er præget af tilfældigheder.

Ganske vist er tab af valgbarhed kun en enkelt blandt mange andre

»tillægsstraffe«, som bringes i anvendelse, men denne tillægsstraf

adskiller sig fra de øvrige ved at blive idømt efter, at

regnskabet i øvrigt er gjort op, og ved at berøre en fundamental

domokratisk ret - retten til at fremføre sine synspunkter og lade

disse afprøve ved en demokratisk valghandling.

Den stigende forståelse for det uheldige i at idømme tillægstraffe

kan også udtrykkes i den formulering, som efterhånden er et

»mundheld«, at når straffes er overstået, er tavlen vasket ren.

For en ordens skyld skal det blot tilføjes, at

resocialiseringsmulighederne i al almindelighed er langt bedre,

hvis denne tavle så faktisk også er vasket ren og der ikke hænger

en konstant trussel om fortsatte repressalier over den tidligere

straffede.

Overvejelser bag lovforslaget

Forslagsstillerne har under udformningen af forslaget taget

udgangspunkt i, at et flertal i folketinget formentlig er af den

opfattelse at tab af valgbarhed i et eller andet omfang fortsat

bør gælde, selv om forslagsstillerne selv er af en anden mening.

Dette har resulteret i forskellige overvejelser om, hvordan

vilkårlighederne i det mindste kunne afskaffes. Der har imidlertid

for ethvert sådant forsøg kunnet rejses indvendinger, fordi andre

vilkårligheder i stedet ville opstå.

For det første har det være overvejet at beregne »karantænetiden« i

forhold til gerningstidspunktet. Dette er imidlertid en umulighed,

idet der må stilles krav om en fældende dom, før »karantænen« kan

indtræde, og en sådan dom kan i visse tilfælde falde op mod 10 år

efter den faktiske handling, som f.eks. i Glistrup-sagen. En

beregning af »karantænetiden« i forhold til gerningstidspunktet

måtte derfor blive uacceptabelt langvarig, hvilket ville være

urimeligt over for domfældte, der modtager en dom hurtigt efter

gerningstidspunktet.

For det andet har det været overvejet at overflytte kompetencen fra

valgbarhedsnævnet til domstolene, fordi domstolene så kunne

indregne tabet af valgbarhed som en repressalie i den

helhedsvurdering, der i øvrigt foretages i forbindelse med

domsafsigelsen. Noget sådant ville imidlertid betyde, at

domstolene skulle afsige dom om tab af valgbarhed i en lang række

tilfælde, hvor det aldrig vil få praktisk betydning, og proceduren

ville ikke tage højde for det generelt betænkelige i

rettighedsfortabelse.

For det tredje har det været overvejet at fremsætte forslag om, at en

person, som forud for et valg på behørig måde gør vælgerne bekendt

med sin tidligere straf, ikke siden hen kan fratages sin

valgbarhed, og dette forslag ville indebære en klar forbedring i

forhold til de nugældende regler, men det løser ikke det problem,

at der så fortsat skal tages stilling til valgbarheden for de

kommunalpolitikere, som modtager en dom i selve valgperioden, og

varigheden af deres rettighedsfortabelse vil være tilfældig, alt

efter hvor lang tid af perioden der er tilbage. Dertil kommer, at

en sådan regel indebærer, at tavlen alligevel ikke er vasket ren.

Det har derfor måttet konkluderes, at vilkårligheder og

tilfældigheder kun kan undgås på to måder: Enten ved at afskaffe

alle regler om valgbarhedsfortabelse eller ved at begrænse

valgbarhedsfortabelsen til den periode, hvor frihedsstraffen

faktisk afsones. I praksis vil virkningen formentlig være den

samme, idet medlemskabet af en kommunalbestyrelse alligevel næppe

kan udøves under en afsoning, og den endelige stillingtagen til

den pågældendes valgbarhed vil i sidste instans blive et spørgsmål

mellem den pågældende og hans vælgere.

Det er forslagsstillernes håb, at selv de medlemmer af folketinget,

som er tilhængere af valgbarhedsfortabelse i et eller andet

omfang, vil være enige i, at denne i det mindste ikke må bygge på

vilkårligheder og tilfældigheder, og derfor vil være indstillet på

at gennemføre det foreliggende forslag, idet det er den eneste

måde, hvorpå de uheldige sider af de nugældende regler kan

afskaffes.

Det skal bemærkes, at lovforslagets udformning indebærer, at der kun

skal indkaldes stedfortræder ved frihedsberøvelse over en måned.

Dette skyldes, at denne tidsgrænse i øvrigt anvendes i den

kommunale valglov, og at det ikke er fundet rimeligt at indkalde

stedfortræder for en strafafsoner, der f.eks. sidder under hæfte i

10 dage, når der i øvrigt stilles krav om 1 måneds fravær, før der

indkaldes stedfortræder. Det følger heraf, at stedfortræder

desuden vil kunne kræves indkaldt til det konstituerende møde,

jfr. den kommunale styrelseslov § 15.

Som bilag 1 til lovforslaget er optrykt et spørgsmål stillet af

kommunaludvalget samt indenrigsministerens svar herpå.

Endvidere er som bilag 2 optrykt de nugældende regler, som foreslås

ændret.

Bilag 1

Indenrigsministerens besvarelse af spørgsmål 98 af 2. august 1984 fra

folketingets kommunaludvalg (Alm. del - bilag 162) Spørgsmål 98:

Ministeren bedes oplyse, hvor mange sager det kommunale

valgbarhedsnævn har behandlet i de enkelte år fra og med 1974 til

og med 1983, samt

a. antallet af sager, hvor valgbarheden tabtes,

b. antallet af sager, hvor valgbarheden bevaredes,

c. antallet af ikke-afgjorte sager (bl.a. hvor

kommunalbestyrelsesmedlemmet frivilligt nedlagde sit mandat),

d. antallet af sager, der udelukkende behandles i kraft af andre

medlemmers indsigelse, og

e. en oversigt over de lovovertrædelser og domme, der førte til

fortabelse af valgbarhed.

Svar:

Det i henhold til § 50a i den kommunale valglov nedsatte

valgbarhedsnævn har i årene 1974-83 (inkl.) truffet afgørelse i i

alt 155 sager om fortabelse af valgbarhed på grund af straf.

Afgørelserne fordeler sig således på de enkelte år:

1974............. afgørelser

1975............. afgørelser

1976............. afgørelser

1977............. afgørelser

1978............. afgørelser

1979............. afgørelser

1980............. afgørelser

1981............. afgørelser

1982............. afgørelser

1983............. afgørelser

Det kan i øvrigt tilføjes, at valgbarhedsnævnet i indeværende år

indtil dato har truffet afgørelse i 16 sager.

Om de øvrige af kommunaludvalget stillede spørgsmål skal følgende

oplyses:

a. I 38 af de 155 sager fortabtes valgbarheden.

b. I 117 af de 155 sager bevaredes valgbarheden.

c. I den omhandlede 10-års periode har der i valgbarhedsnævnet været

15 ikke-afgjorte sager, hvor de kommunale råd - efter

indberetningen til nævnet - har modtaget og imødekommet

ansøgninger fra de indberettede om fritagelse for medlemskabet.

d. 15 af de 155 sager blev udelukkende behandlet af nævnet som følge

af andre medlemmers indsigelse om manglende valgbarhed på grund af

straf.

e. Følgende lovovertrædelsr har ført til fortabelse af valgbarhed:

Skattekontrolloven (10)

Skattekontrolloven og momsloven(2)

Kildeskatteloven (6)

Kildeskatteloven og momsloven (2)

Momsloven (1)

Toldloven (1)

Færdselsloven (spirituskørsel) (12)

Straffeloven (blufærdighedskrænkelse, hæleri, bedrageri og

underslæb) (4)

Som det fremgår, har skatte- og afgiftsunddragelser i 22 tilfælde

medført valgbarhedsfortabelse. Spirituskørsel har medført

fortabelse i 12 tilfælde, og endelig har forskellige overtrædelser

af straffeloven medført fortabelse i 4 tilfælde.

Bilag 2

De af lovforslaget berørte paragraffer i deres nuværende udformning

§ 2. Valgbar til de i § 1 nævnte kommunalbestyrelser er enhver, som

er valgberettiget ved de kommunale valg i de pågældende kommuner,

medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i

almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af

kommunale råd, jfr. §§ 34 og 48.

Stk. 2. En strafbar handling kan ikke medføre fortabelse af

valgbarhed, når der på valgdagen er forløbet 3 år, efter at

straffen er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Er

straffen ubetinget fængsel på over 6 måneder eller forvaring, er

fristen dog 5 år. Ved betingede domme og bødestraffe regnes

fristen fra datoen for den endelige dom eller bødens vedtagelse.

§ 34. Gør et medlem af den nyvalgte kommunalbestyrelse gældende, at

en kandidat på grund af straf ikke er valgbar, skal

kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for det i § 50a

omhandlede valgbarhedsnævn til afgørelse.

Stk. 2. Indsigelse mod en indvalgt kandidats valgbarhed på grund af

straf skal fremsættes inden 3 måneder efter valgdagen.

Stk. 3. Indsigelse mod en stedfortræders valgbarhed på grund af straf

skal fremsættes inden 2 måneder efter det første møde i

kommunalbestyrelsen, som stedfortræderen er indkaldt til.

§ 34a. Mister et medlem af kommunalbestyrelsen sin valgbarhed,

bortfalder hans mandat, jfr. dog stk. 3.

Stk. 2. Bliver et medlem af kommunalbestyrelsen straffet, skal

kommunalbestyrelsen indberette dette til valgbarhedsnævnet, der

afgør, om medlemmet som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 3. Spørgsmålet, om et medlem har mistet sin valgbarhed af andre

grunde, afgøres af kommunalbestyrelsen. Når et medlem midlertidigt

opgiver sin faste bopæl i kommunen, kan det bestemmes, at han kun

skal udtræde af kommunalbestyrelsen, indtil han på ny tager bopæl

i kommunen.

§ 48 er identisk med § 34, idet dog ordet »kommunalbestyrelse« er

erstattet med ordet »amtsråd«. På tilsvarende måde er § 48a

identisk med § 34a.

§ 50a. Der nedsættes et valgbarhedsnævn, bestående af en formand og

en næstformand, der beskikkes af indenrigsministeren og 4 andre

medlemmer, hvoraf Amtsrådsforeningen i Danmark udpeger et og

Kommunernes Landsforening tre. Foreningerne udpeger endvidere en

stedfortræder for hvert af de 4 medlemmer. Formanden skal ved

beskikkelsen være landsdommer eller højesteretsdommer.

Stk. 2. Nævnet træffer afgørelse i spørgsmål om fortabelse af

valgbarhed på grund af straf, jfr. § 2, for så vidt angår

medlemskab af kommunale råd samt andre offentlige hverv, der er

betinget af valgbarhed til et kommunalt råd.

Versioner

1. 1988-05-21