Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00031@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed, som

ændret senest ved lov nr. 276 af 6. juni 1985, foretages følgende

ændringer:

1. § 1 affattes således:

Ȥ 1. Danmarks Radio har ret til spredning af lyd- og

billedprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg.

Stk. 2. Selskaber, foreninger o.lign. samt kommuner, der har fået

tilladelse efter kapitel 2 a, kan i overensstemmelse med

tilladelsen sprede programmer til almenheden ved hjælp af

radioanlæg.«

2. § 3, stk. 3 og 4, ophæves.

3. Efter § 3 indsættes:

»§ 3a. Lyd- og billedprogrammer må endvidere uanset § 3 fordeles ved

hjælp af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til lokaler, som

anvendes til privatbeboelse, i følgende tilfælde:

1) Danmarks Radio har ret til at lade programmer fordele.

2) Selskaber, foreninger o.lign. samt kommuner, der har fået

tilladelse efter kapitel 2 a, kan i overensstemmelse med

tilladelsen lade programmer fordele.

3) Det nævn, der er omtalt i § 15e, kan i særlige tilfælde tillade,

at programmer om enkeltstående begivenheder af lokal karakter

fordeles i kortere perioder inden for et lokalt område. Hvor et

nævn ikke er oprettet, træffes afgørelsen af det udvalg, der er

omtalt i § 15h.

4) Fordeling af programmer kan uden tilladelse ske i anlæg, som ikke

omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller en gruppe af

nærliggende bygninger.

§ 3b. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, at sikre, at der i

anlægget sker en fordeling af Danmarks Radios fjernsynsprogrammer

og andre landsdækkende eller til modtagelse i det pågældende

område bestemte regionale fjernsynsprogrammer, som udsendes i

overensstemmelse med gældende lov.«

4. Efter § 15 indsættes som kapitel 2 a:

»Kapitel 2 a

Lokal radiovirksomhed

§ 15a. Det nævn, der er omtalt i § 15e, kan give selskaber,

foreninger o.lign. tilladelse til radiovirksomhed ved hjælp af

radioanlæg eller kabelanlæg inden for et lokalt område. Tilladelse

kan dog ikke gives til selskaber m.v., hvori erhvervsvirksomheder,

herunder dagblade, har bestemmende indflydelse.

Stk. 2. Tilladelse kan kun udstedes, hvis følgende betingelser er

opfyldt:

1) Udstedes tilladelse til et selskab, en forening el.lign., skal et

flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.

2) Selskabet, foreningen el.lign., skal have radiovirksomhed som

eneste formål.

Stk. 3. Kommuner har ret til at få en tilladelse som nævnt i stk. 1,

såfremt kommunens formål med programvirksomheden alene vil være at

stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for

interesserede borgere og at formidle kommunal information.

Stk. 4. Tilladelsens indehaver skal selvstændigt udøve

programvirksomheden. Sendetid må ikke mod vederlag stilles til

rådighed for politiske partier og religiøse bevægelser.

Programvirksomheden må kun i særlige tilfælde omfatte programmer,

der udsendes samtidig af en anden indehaver af en tilladelse.

Stk. 5. Tilladelse til programspredning ved hjælp af radioanlæg er

betinget af, at der inden for en fastsat frist, der kan forlænges,

foreligger tilladelse til radiospredning efter lov om

radiokommunikation.

§ 15b. Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan

være 3 år. Fornyelse af tilladelse kan ske ved periodens udløb.

Stk. 2. I ansøgninger om sendetilladelse skal der gives en

beskrivelse af programvirksomheden, således at det nævn, der er

omtalt i § 15e, kan påse, at denne har tilknytning til det lokale

område. Ved behandlingen af ansøgninger skal nævnet søge at sikre

det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig

karakter.

Stk. 3. Nævnet kan i forbindelse med udstedelsen af en tilladelse

bl.a. stille vilkår om, at programvirksomheden udøves i

overensstemmelse med ansøgningen.

§ 15c. Tilladelsens indehaver skal optage og i 3 måneder opbevare

alle udsendelser på bånd i overensstemmelse med regler, der

fastsættes af ministeren for kulturelle anliggender. I forbindelse

med behandlingen af en sag vedrørende programvirksomheden kan det

pålægges indehaveren at aflevere optagelser af udsendelserne. Hvis

behandlingen af sager vedrørende programvirksomheden gør det

nødvendigt, kan det pålægges indehaveren at opbevare bånd i mere

end 3 måneder.

§ 15d. Tilladelsens indehaver skal sørge for, at der for hver

udsendelse findes en programleder. Programlederen skal i videst

muligt omfang have kendskab til, hvem der har deltaget i eller på

anden måde medvirket til udsendelsen.

Stk. 2. Tilladelsens indehaver skal sørge for, at der ved

afslutningen af hvert program gives oplysning om, hvem der er

programleder.

§ 15e. Tilladelse efter § 15a udstedes af et lokalt nævn, der

nedsættes af kommunalbestyrelsen. Flere kommunalbestyrelser kan

nedsætte et fælles nævn.

Stk. 2. Nævnet består af et ulige antal medlemmer, mindst 5 og højst

13. Et mindretal vælges direkte af kommunalbestyrelsen. De øvrige

medlemmer vælges efter følgende regler: kommunalbestyrelsen

indkalder med mindst 14 dages varsel til et møde med deltagelse af

lokale foreninger og organisationer, der udvælges efter

kommunalbestyrelsens skøn. Der skal ved udøvelsen af dette skøn

lægges vægt på en alsidig repræsentation af det lokale

foreningsliv. Opnås der på mødet enighed om valget af de øvrige

medlemmer til nævnet, anses de pågældende for valgt. Opnås der

ikke enighed, vælger kommunalbestyrelsen medlemmerne efter

indhentet udtalelse fra de pågældende foreninger og

organisationer.

Stk. 3. Nævnets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.

Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for nævnets virksomhed.

Stk. 4. Nævnets afgørelse om afslag på ansøgning om sendetilladelse i

henhold til stk. 1 kan inden 4 uger fra meddelelsen om afgørelsen

kræves indbragt for det udvalg, der er omtalt i § 15h.

§ 15f. Nævnet fører tilsyn med programvirksomheden og påtaler

overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår

for tilladelser.

Stk. 2. Nævnet kan afkræve en tilladelses indehaver oplysninger om

virksomhedens drift.

Stk. 3. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis

indehaveren ikke udnytter tilladelsen, eller der sker en væsentlig

afbrydelse af programvirksomheden.

Stk. 4. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt,

hvis indehaveren

1) ikke længere opfylder betingelserne i § 15a, stk. 2,

2) overtræder § 15a, stk. 4,

3) tilsidesætter § 15c eller pålæg, der er meddelt efter denne

bestemmelse, eller

4) overtræder § 15d.

Stk. 5. En tilladelse kan i øvrigt inddrages midlertidigt eller

endeligt, hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 er grov, eller

overtrædelser er ofte gentagne.

Stk. 6. Nævnets afgørelse om inddragelse af en tilladelse kan inden 4

uger fra meddelelsen om afgørelsen kræves indbragt for det udvalg,

der er omtalt i § 15h. En klage har opsættende virkning, medmindre

udvalget bestemmer andet.

§ 15g. Bestemmelserne i §§ 9-11 i lov om pressens brug finder

tilsvarende anvendelse på spørgsmål om berigtigelse i forbindelse

med lokal radiovirksomhed. I sådanne sager erstattes det medlem af

berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter indstilling fra Danske

Dagblades Fællesrepræsentation, med et medlem, som udnævnes af

justitsministeren efter indstilling fra ministeren for kulturelle

anliggender. Dette medlem skal have kendskab til lokal

radiovirksomhed.

Stk. 2. Ved anvendelse af de regler, der er nævnt i stk. 1,

sidestilles indehaveren af en tilladelse med redaktøren af et

periodisk skrift.

§ 15h. Ministeren for kulturelle anliggender nedsætter et udvalg med

følgende opgaver:

1) Efter forhandling med generaldirektoratet for post- og

telegrafvæsenet at træffe den endelige administrative afgørelse om

fordelingen af sendestationer på lokalområder under hensyn til de

frekvensmæssige muligheder.

2) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om

udstedelse af sendetilladelser.

3) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om

inddragelse af sendetilladelser.

4) At rådgive ministeren om lokal radiovirksomhed.

Stk. 2. Udvalget består af 5-7 medlemmer, der skal repræsentere

juridisk, teknisk og mediemæssig sagkundskab. Udvalget nedsættes

for 4 år ad gangen.

Stk. 3. Ministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra udvalget

en forretningsorden for dette.

§ 15i. For tilladelser givet efter § 3a, nr. 3, finder bestemmelserne

i § 15a, stk. 4, § 15c, § 15d og § 15g anvendelse.

§ 15 j. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler

om lokal radiovirksomhed.«

5. § 22, stk. 1 og 2, affattes således:

»Med bøde straffes den, der

1) spreder lyd- eller billedprogrammer, der er bestemt til modtagelse

af almenheden ved hjælp af radioanlæg i strid med § 1,

2) fordeler lyd- eller billedprogrammer til lokaler, som anvendes til

privatbeboelse, ved hjælp af fællesantenneanlæg eller andre

kabelanlæg i strid med § 3 eller § 3a,

3) tilsidesætter en afgørelse om berigtigelse, jfr. § 15g, eller

4) overtræder § 3b, § 15c, § 15d eller § 21.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5 og § 15 j, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 1986. §§ 15a, 15b, 15e, 15h og 15 j

træder dog i kraft ved lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 31

§ 1

I lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed, som

ændret senest ved lov nr. 276 af 6. juni 1985, foretages følgende

ændringer:

1. § 1 affattes således:

Ȥ 1. Danmarks Radio har ret til spredning af lyd- og

billedprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg.

Stk. 2. Enkeltpersoner, selskaber, foreninger og lign., der har fået

tilladelse efter kapitel 2 a, kan i overensstemmelse med

tilladelsen sprede lyd- og billedprogrammer til almenheden ved

hjælp af radioanlæg.«

2. § 3, stk. 3 og 4, ophæves.

3. Efter § 3 indsættes:

»§ 3a. Lyd- og billedprogrammer må endvidere uanset § 3 fordeles ved

hjælp af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til lokaler, som

anvendes til privatbeboelse, i følgende tilfælde:

1) Danmarks Radio har ret til at lade programmer fordele.

2) Enkeltpersoner, selskaber, foreninger og lign., der har fået

tilladelse efter kapitel 2 a, kan i overensstemmelse med

tilladelsen lade programmer fordele.

3) Det nævn, der er omtalt i § 15f, kan i særlige tilfælde tillade,

at programmer om enkeltstående begivenheder af lokal karakter

fordeles i kortere perioder inden for et lokalt område. Hvor et

nævn ikke er oprettet, træffes afgørelsen af det udvalg, der er

omtalt i § 15i.

4) Fordeling af programmer kan uden tilladelse ske i anlæg, som ikke

omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller en gruppe af

nærtliggende bygninger.

§ 3b. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, at sikre, at der i

anlægget sker en fordeling af Danmarks Radios fjernsynsprogrammer

og andre landsdækkende eller til modtagelse i det pågældende

område bestemte regionale fjernsynsprogrmmer, som udsendes i

overensstemmelse med gældende lov.

Stk. 2. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, der anvendes til privatbeboelse, og som indeholder

mere end 10 kanaler, at stille en kanal til rådighed for lokale

fjernsynsprogrammer, der spredes eller fordeles i det pågældende

område i henhold til tilladelse efter kapitel 2 a.«

4. Efter § 15indsættes som kapitel 2 a:

»Kapitel 2 a

Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

§ 15a. Det nævn, der er omtalt i § 15f, kan give enkeltpersoner og

selskaber, foreninger og lign. tilladelse til radio- og

fjernsynsvirksomhed ved hjælp af radioanlæg eller kabelanlæg inden

for et lokalt område.

Stk. 2. Tilladelse kan kun udstedes, hvis følgende betingelser er

opfyldt:

1) Udstedes tilladelse til en enkeltperson, skal denne have bopæl i

det pågældende lokale område.

2) Udstedes tilladelse til et selskab, en forening eller lignende,

skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.

3) Selskabet, foreningen eller lign. skal have radio- eller

fjernsynsvirksomhed som eneste formål.

Stk. 3. Tilladelsens indehaver skal selvstændigt udøve

programvirksomheden. Programvirksomheden må kun i særlige tilfælde

omfatte programmer, der udsendes samtidig af en anden indehaver af

en tilladelse.

Stk. 4. Tilladelse til programspredning ved hjælp af radioanlæg er

betinget af, at der inden for en fastsat frist, der kan forlænges,

foreligger tilladelse til radiospredning efter lov om

radiokommunikation.

§ 15b. Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan

være 3 år for radio og 5 år for fjernsyn. Fornyelse af tilladelse

kan ske ved periodens udløb.

Stk. 2. Ved behandlingen af ansøgninger skal det nævn, der er omtalt

i § 15f, søge at sikre det enkelte lokale område en samlet

programvirksomhed af alsidig karakter.

Stk. 3. Nævnet kan i forbindelse med udstedelsen af en tilladelse

bl.a. stille vilkår om, at programvirksomheden udøves i

overensstemmelse med ansøgningen.

§ 15c. Ministeren for kulturelle anliggender fastsætter regler om,

hvorledes reklamer og udsendelser, der støttes af

erhvervsvirksomheder, kan indgå i programvirksomheden.

§ 15d. Tilladelsens indehaver skal optage og i 3 måneder opbevare

alle udsendelser på bånd i overensstemmelse med regler, der

fastsættes af ministeren for kulturelle anliggender. I forbindelse

med behandlingen af en sag vedrørende programvirksomheden kan det

pålægges indehaveren at aflevere optagelser af udsendelserne. Hvis

behandlingen af sager vedrørende progamvirksomheden gør det

nødvendigt, kan det pålægges indehaveren at opbevare bånd i mere

end 3 måneder.

§ 15e. Tilladelsens indehaver skal sørge for, at der for hver

udsendelse findes en programleder. Programlederen skal i videst

muligt omfang have kendskab til, hvem der har deltaget i eller på

anden måde medvirket til udsendelsen.

Stk. 2. Tilladelsens indehaver skal sørge for, at der ved

afslutningen af hvert program gives oplysning om, hvem der er

programleder.

§ 15f. Tilladelse efter § 15a udstedes af et lokalt nævn, der

nedsættes af kommunalbestyrelsen. Flere kommunalbestyrelser kan

nedsætte et fælles nævn.

Stk. 2. Nævnet består af et ulige antal medlemmer, mindst 5 og højst

13. Et mindretal vælges direkte af kommunalbestyrelsen. De øvrige

medlemmer vælges efter følgende regler:

Kommunalbestyrelsen indkalder med mindst 14 dages varsel til et møde

med deltagelse af lokale foreninger og organisationer, der

udvælges efter kommunalbestyrelsens skøn. Der skal ved udøvelsen

af dette skøn lægges vægt på en alsidig repræsentation af det

lokale foreningsliv. Opnås der på mødet enighed om valget af de

øvrige medlemmer til nævnet, anses de pågældende for valgt. Opnås

der ikke enighed, vælger kommunalbestyrelsen medlemmerne efter

indhentet udtalelse fra de pågældende foreninger og

organisationer.

Stk. 3. Nævnets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.

Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for nævnets virksomhed.

§ 15g. Nævnet fører tilsyn med programvirksomheden og påtaler

overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår

for tilladelser.

Stk. 2. Nævnet kan afkræve en tilladelses indehaver oplysninger om

virksomhedens drift.

Stk. 3. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis

indehaveren ikke udnytter tilladelsen, eller der sker en væsentlig

afbrydelse af programvirksomheden. Stk. 4. En tilladelse kan

inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis indehaveren

1) ikke længere opfylder betingelserne i § 15a, stk. 2,

2) overtræder § 15a, stk. 3,

3) tilsidesætter § 15d eller pålæg, der er meddelt efter denne

bestemmelse, eller

4) overtræder § 15e.

Stk. 5. En tilladelse kan i øvrigt inddrages midlertidigt eller

endeligt, hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 er grov, eller

overtrædelser er ofte gentagne.

Stk. 6. Nævnets afgørelse om inddragelse af en tilladelse kan inden 4

uger fra meddelelsen om afgørelsen kræves indbragt for det udvalg,

der er omtalt i § 15i. En klage har opsættende virkning, medmindre

udvalget bestemmer andet.

§ 15h. Bestemmelserne i §§ 9-11 i lov om pressens brug finder

tilsvarende anvendelse på spørgsmål om berigtigelse i forbindelse

med lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. I sådanne sager erstattes

det medlem af berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter

indstilling fra Danske Dagblades Fællesrepræsentation, med et

medlem, som udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra

ministeren for kulturelle anliggender. Dette medlem skal have

kendskab til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Stk. 2. Ved anvendelse af de regler, der er nævnt i stk. 1,

sidestilles indehaveren af en tilladelse med redaktøren af et

periodisk skrift.

§ 15i. Ministeren for kulturelle anliggender nedsætter et udvalg med

følgende opgaver:

1) Efter forhandling med Generaldirektoratet for Post- og

Telegrafvæsenet at træffe den endelig administrative afgørelse om

fordelingen af sendestationer på lokalområder under hensyn til de

frekvensmæssige muligheder.

2) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om

inddragelse af sendetilladelser.

3) At rådgive ministeren om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Stk. 2. Udvalget består af 5-7 medlemmer, der skal repræsentere

juridisk, teknisk og mediemæssig sagkundskab. Udvalget nedsættes

for 4 år ad gangen.

Stk. 3. Ministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra udvalget

en forretningsorden for dette.

§ 15j. For tilladelser givet efter § 3a, nr. 3, finder bestemmelserne

i § 15a, stk. 3, § 15c, § 15d, § 15e og § 15h anvendelse.

§ 15k. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om

lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

5. § 22, stk. 1 og 2, affattes således:

»§ 22. Med bøde straffes den, der

1) spreder lyd- eller billedprogrammer, der er bestemt til modtagelse

af almenheden ved hjælp af radioanlæg i strid med § 1,

2) fordeler lyd- eller billedprogrammer til lokaler, som anvendes til

privatbeboelse, ved hjælp af fællesantenneanlæg eller andre

kabelanlæg i strid med § 3 eller § 3a,

3) tilsidesætter en afgørelse om berigtigelse, jfr. § 15h, eller

4) overtræder § 3b, § 15d, § 15e eller § 21.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5, § 15c og § 15k, kan

der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 1986. §§ 15a, 15b, 15c, 15f, 15i og

15k træder dog i kraft ved lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Loven om radio- og fjernsynsvirksomhed af 1973 er senest ændret ved

lov nr. 276 af 6. juni 1985 (se Folketingstidende 1984-85 sp.

6457, 7019, 11006 og 11268, A sp. 3661, B sp. 1717 og C sp. 669).

Ændringsloven har bl.a. tilvejebragt hjemmel for en fordeling i

fællesantenneanlæg m.v. af langdistancefremførte

nabolandsprogrammer og programmer fra kommunikationssatellitter.

Loven har i denne forbindelse tilvejebragt rammerne for en

hensigtsmæssig opbygning af et hybridnet baseret på

fællesantenneanlæg og det offentlige telenet i overensstemmelse

med folketingsbeslutningen herom af 26. februar 1985 (se

Folketingstidende 1984-85 sp. 73, 1238 og 6596, A sp. 451, B sp.

759 og C sp. 233).

Det er formålet med nærværende lovforslag at fastsætte de regler, der

er nødvendige som grundlag for en varig ordning med lokal radio-

og fjernsynsvirksomhed uden for Danmarks Radio, som kan afløse den

eksisterende forsøgsordning, der skal ophøre den 31. marts 1986.

De sendetilladelser, der er udstedt under ordningen, udløber på

dette tidspunkt.

Forsøgsordningen gennemføres med hjemmel i den ændring af lov om

radio- og fjernsynsvirksomhed, som blev vedtaget i maj 1981.

I september 1981 nedsatte kulturministeriet Lokalradio- og

-TV-udvalget, der fik til hovedopgave at afgive indstillinger til

ministeren om fordeling af sendetilladelser og bevillinger samt at

følge forsøgsordningen med henblik på afgivelse af en redegørelse,

der kunne danne grundlag for overvejelserne om en eventuel varig

ordning med lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Udvalget har afgivet en foreløbig rapport i juli 1984 og en rapport i

august 1985 til brug for overvejelserne om en permanent ordning på

området ved forsøgsperiodens udløb.

Endvidere har Mediekommissionen i sin afsluttende »Betænkning om

dansk mediepolitik« bl.a. berørt spørgsmålet om lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed samt spørgsmål i forbindelse med fordeling af

lyd- og billedprogrammer i kabelanlæg.

En oversigt over forsøgsordningen med lokal radioog

fjernsynsvirksomhed findes som bilag 3.

Forløbet af forsøgsordningen har vist, at der over hele landet har

været udbredt interesse for aktivt at medvirke til at gøre det

danske medieudbud mere mangfoldigt.

Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at der bør

tilvejebringes grundlag for en permanent ordning for lokal radio-

og fjernsynsvirksomhed.

Den nu foreslåede ordning vil således indebære et supplement til de

eksisterende og eventuelle fremtidige danske landsdækkende og

regionale programtilbud - for tiden kun Danmark Radios programmer

- og dermed tillige det første egentlige brud på Danmarks Radios

monopol.

For så vidt angår fjernsyn er ministeriet opmærksom på, at den

uafklarede situation vedrørende indførelse af et eventuelt tv-2

med regionale indslag vanskeliggør vurderingen af grundlaget for

en fremtidig ordning vedrørende lokal-tv. Ministeriet er dog af

den opfattelse, at der i lys af forsøgsordningen bør

tilvejebringes lovgrundlag for en permanent virksomhed også på

tv-området.

Hensigten med den foreslåede ordning er at udvide borgernes

muligheder for at formidle og modtage oplysninger, underholdning

m.v. inden for det lokale område, som udgangspunkt den pågældende

kommune.

For så vidt angår trådløs virksomhed vil de frekvensmæssige forhold

både på radio- og tv-området nødvendiggøre et tilladelsessystem.

Der henvises til redegørelsen nedenfor om frekvensforholdene.

Lovforslaget vedrører såvel trådløs programvirksomhed som

programvirksomhed ved hjælp af kabelanlæg. Der henvises til

redegørelsen nedenfor om brugen af kabelanlæg.

Tilladelse vil i overensstemmelse med ordningens formål efter

forslaget kunne gives til enkeltpersoner eller til selskaber,

foreninger og lign., der i området oprettes til formålet. Derimod

vil kommuner og andre offentlige myndigheder ikke kunne få

tilladelse.

Tilladelsen er tidsbegrænset, men vil kunne fornys ved periodens

udløb.

Det skal tilstræbes, at der ved udstedelse af tilladelser skabes

mulighed for en samlet programvirksomhed, der omfatter et varieret

udbud af genrer, holdninger og synspunkter.

Muligheden for at bedømme disse forhold inden for det lokale område

forudsætter et kendskab til forholdene på stedet, og det må derfor

anses for mest hensigtsmæssigt, at administrationen af ordningen

sker decentralt.

Det foreslås derfor, at tilladelser skal udstedes af et lokalt nævn,

der også skal have indseende med, at virksomheden finder sted i

overensstemmelse med loven og de bestemmelser m.v., der fastsættes

i medfør af loven. Nævnet nedsættes af kommunalbestyrelsen.

Nævnets medlemmer udpeges således, at der skal tilstræbes en bred

repræsentation af det lokale foreningsliv. Flere

kommunalbestyrelser kan aftale at nedsætte et nævn i fællesskab.

Der foreslås herudover etableret et udvalg til varetagelse af visse

centrale opgaver, herunder at behandle klager over et lokalt nævns

beslutning om inddragelse af sendetilladelse. Udvalget skal

endvidere rådgive ministeren med hensyn til lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed.

I bemærkningerne til forslaget til lovbestemmelerne om

forsøgsordningen blev det tilkendegivet, at lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed principielt bør hvile på lokal finansiering.

De offentlige tilskud til forsøgsordningen blev dog anset for en

nødvendighed for at få gennemført et mere omfattende forsøg.

Det er i nærværende lovforslag forudsat, at der ikke ydes statslige

tilskud til programvirksomhedens drift, og at der heller ikke skal

fastsættes nogen pligt for kommunerne til at yde tilskud til dette

formål.

Udgifterne til programvirksomheden under en permanent ordning må

således dækkes af de enkelte foretagender selv bl.a. ved

anvendelse af de metoder, som under forsøgsordningen har været

brugt til at fremskaffe midler fra privat side. Forsøgsordningen

har imidlertid vist, at anvendelsen af disse metoder er et

usikkert grundlag for en kontinuerlig programvirksomhed. Det er

derfor ministeriets opfattelse, at der bør tilvejebringes hjemmel

for en reklamefinansiering af lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

med henblik på at skabe grundlag for en så omfattende og varieret

virksomhed som muligt. Der skal fastsættes nærmere regler om

reklamernes omfang, placering og indhold.

Lovforslaget vedrører programvirksomhed, som er lokal i den forstand,

at den dækker et begrænset geografisk område. Det er derlmod ikke

tanken i loven at fastsætte bestemte krav til programindholdets

lokale karakter eller f.eks. grænser for anvendelse af udenlandsk

stof eller stof, der hidrører fra landsdækkende programmer.

Dette forhold er et udslag af det hovedsynspunkt, at der efter

ministeriets opfattelse principielt bør tilstræbes en ordning med

så få begrænsninger som muligt. Der bør således efter ministeriets

opfattelse heller ikke fastsættes særlige bestemmelser for nærmere

angivne programtyper som f.eks. nyhedsudsendelser.

Det må endvidere anses for uhensigtsmæssigt at fastsætte forskrifter,

hvis overholdelse bl.a. erfaringerne fra forsøgsordningen har

vist, at det kan være forbundet med en uforholdsmæssig

administrativ indsats at kontrollere.

Det må på den anden side understreges, at en tilladelse gives til en

programvirksomhed, der er beskrevet nærmere i en ansøgning, og at

der derfor på dette grundlag i tilladelsen kan fastsættes vilkår

vedrørende programvirksomhedens indhold. Dette er en følge af, at

der ved tildeling af tilladelser skal tilstræbes et alsidigt

lokalt mediebillede, og at det lokale nævn ved eventuel

prioritering mellem forskellige ansøgere vil kunne lægge vægt på

forudsætninger om programvirksomhedens karakter.

Ministeriet har overvejet, om der i loven burde indføres etiske

normer vedrørende programmernes indhold. Under hensyn til

erfaringerne fra forsøgsordningen finder ministeriet imidlertid,

at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at antage, at

der er behov for en sådan regulering. Det kan i denne forbindelse

oplyses, at justitsministeriet efter forhandling med

statsministeriet og kulturministeriet har besluttet at nedsætte et

udvalg til at gennemgå aktuelle presseretlige, strafferetlige og

erstatningsretlige spørgsmål på medieområdet. Det er hensigten, at

lovforslag herom skal kunne fremsættes i folketingssamlingen

1986-87.

I medfør af aftalen om hybridnettet vil regeringen aktivt støtte

pilotprojekter med henblik på udvikling og afprøvning af

informationsteknologiske nyskabelser og vurdering af disses

konsekvenser, bl.a. med henblik på en decentral udnyttelse af

informationsteknologien i mindre bysamfund og tyndt befolkede

egne. Til dette formål planlægges afsat 30 mio. kr. som statslig

støtte over en 3-årig periode.

Den nærmere udformning af disse projekter vil kunne medføre behov for

justeringer af lovgrundlaget for lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed.

Det bemærkes, at der ved lovforslaget ikke sker nogen ændring med

hensyn til radiolovens generelle anvendelsesområde. Loven vedrører

således fortsat kun spredning og fordeling af »programmer« (lyd-

og billedprogrammer). Spredning eller fordeling af enkle

meddelelser om objektive forhold, f.eks. fly- og togtider,

vejrmeldinger og lign. informationstjenester, herunder tjenester

som formidles ved hjælp af teledatasystemer, falder uden for

reguleringen.

Særligt om brugen af kabelanlæg

I »Betænkning om dansk mediepolitik« har Mediekommissionen anbefalet,

at der etableres lovgivningsmæssige rammer, som åbner mulighed for

over et kabelanlæg at udøve programvirksomhed, der ikke allerede

omfattes af den frie adgang til samtidig og uændret fordeling af

radio- og fjernsynsprogrammer. Det bemærkes, at radiolovens regler

kun gælder for kabelanlæg, der omfatter privat beboelse. I den

forbindelse giver kommissionen en fremstilling af de problemer

inden for kabelområdet, der bør løses gennem en fremtidig

lovgivning, og beskriver endvidere en række spørgsmål, der bør

gøres til genstand for yderligere overvejelser.

Kommissionens flertal fandt, at reguleringen af programvirksomhed

gennem kabelanlæg burde ske gennem et tilladelsessystem,

administreret af et særligt kabelnævn. Tilladelsen til at udøve

programvirksomhed forudsattes at have karakter af en registrering,

idet enhver ejer af et kabelanlæg og enhver, som ejeren måtte have

stillet kanalkapacitet til rådighed for, burde kunne opnå den

ansøgte tilladelse på de i loven angivne vilkår.

Ministeriet finder det uhensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at

fastsætte særlige regler om programvirksomhed på kabelområdet, der

herefter vil være omfattet af de samme regler, som fastsættes for

trådløs lokal programvirksomhed.

Man foreslår dog regler, der undtager programvirksomhed i meget små

anlæg fra reguleringen. Desuden foreslås det at pålægge ejerne af

anlæg med en vis større kanalkapacitet at stille en kanal til

rådighed for lokal programvirksomhed.

Kommissionen har endvidere rejst spørgsmålet, om en vis andel af

kanalerne i større anlæg skal være reserveret til fordeling af

programmer fra de nordiske landes offentlige

radiospredningsinstitutioner, eventuelt fra andre landes

tilsvarende institutioner. Ministeriet har overvejet det nævnte

spørgsmål, først og fremmest med henblik på fordeling af

programmer fra de andre nordiske lande, men har ikke fundet det

påkrævet på nuværende tidspunkt at fastsætte regler herom.

Baggrunden herfor er de muligheder for fordeling i kabelanlæg af

langdistancefremførte nabolandsprogrammer, der er til stede efter

ændringen af loven i foråret 1985.

Ministeriet har overvejet, om der i forbindelse med den foreslåede

regulering af selvstændig programvirksomhed - som berørt af

Mediekommissionen - bør gennemføres bestemmelser, som begrænser

mulighederne for at erhverve eneret til udsendelse af »nationale

begivenheder«, herunder vigtige sportsbegivenheder. Formålet med

sådanne bestemmelser skulle navnlig være at sikre, at

landsdækkende programforetagender har mulighed for at udsende

sådanne begivenheder.

Det er ministeriets opfattelse, at det er for tidligt at tage

stilling til, hvilken virkning den ændrede mediesituation på

længere sigt vil have for Danmarks Radios og eventuelle andre

landsdækkende programforetagenders mulighed for at opfylde deres

almindelige programmæssige forpligtelser. Forslaget indeholder

derfor ikke bestemmelser om det nævnte spørgsmål.

De gældende regler for ejerskab af fællesantenneanlæg fastslår, at et

anlæg kan oprettes af ejeren af eller lejerne i en ejendom,

kommunale myndigheder og teleadministrationer.

Beslutninger vedrørende fællesantenneanlæggenes økonomiske og

programmæssige forhold træffes af de enkelte anlægs ejer(e), dog

med den begrænsning, at ejerne har en pligt til at sikre, at

danske landsdækkende og regionale programmer fordeles i anlæggene.

For fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg, der ejes af

fællesantenneforeninger, afhænger beslutningsproceduren af den

enkelte forenings vedtægter. Inden for antenneforeninger er det

således et spørgsmål af foreningsretlig karakter, om det ved en

flertalsvedtagelse gyldigt kan besluttes, at alle medlemmer skal

deltage i udgifterne vedrørende modtagning af et bestemt

fjernsynsprogram.

Hvad angår spørgsmålet om ejerskab og brugerindflydelse finder

ministeriet på grundlag af Mediekommissionens overvejelser, at der

ikke på nuværende tidspunkt kan konstateres noget behov for at

foreslå ændringer i de gældende regler om retten til at eje

fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg. Skulle reglerne om retten

til at eje fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg blive ændret,

bør det overvejes, hvorledes en brugerindflydelse vil kunne

sikres.

Frekvenser og sendere

De nuværende radioforsøg foregår i frekvensbåndet 100-104 MHz, der

egentlig ved international aftale er forbeholdt et 4.

landsdækkende radioprogram, dvs. et net af kraftige sendere. Så

længe der ikke er indført et program 4, vil båndet dog fortsat

kunne anvendes af lokale radioer, men dets kapacitet vil være

stærkt afhængig af nabolandenes anvendelse af disse frekvenser til

kraftige sendere i landsdækkende sendernet.

Lokal radiovirksomhed skal i fremtiden foregå i båndet 104-108 MHz,

der hidtil internationalt har været anvendt til mobile

radiotjenester, herunder luftfartskommunikation. Der er fra

Sveriges og en række østlandes side taget forbehold med hensyn til

faren for forstyrrelser af deres tjenester i forbindelse med

båndets udlægning til lokal radio. Dette kan i værste fald

indebære, at båndet først vil stå til rådighed i fuld udstrækning

i 1995. Båndet vil således kun i et ikke nærmere bestemt omfang

være til rådighed for lokal programvirksomhed pr. 1. april 1986.

Endelig vil der i henhold til den internationalt vedtagne

frekvensplan være mulighed for lokal radiovirksomhed i

frekvensområdet 87,5-100 MHz dvs. på frekvenser beliggende mellem

dem, som benyttes af landsprogrammernes kraftige sendere.

Det kan således ikke i øjeblikket siges, præcis hvor mange lokale

sendere der vil kunne opstilles ved begyndelsen af den permanente

ordning. Antallet vil dog være betydeligt, og langt større end 48

- det antal 10 watt sendere, der i øjeblikket er i drift i båndet

100-104 MHz. Men dette bånds anvendelighed til lokal virksomhed

vil mindskes i takt med, at det i nabolande tages i brug med

stærke sendere med forstyrrelser til følge.

Omvendt vil den lokale anvendelighed af båndet 104-108 MHz vokse i

takt med, at andre landes forbehold opgives, indtil total

landsdækning er mulig. Post- og Telegrafvæsenet udfolder

bestræbelser i denne retning. For dette net planlægges med

radiosendere på 160 watt effektivt udstrålet effekt (e.r.p.) og

antennehøjde 40 m, dvs. en vis styrkelse i forhold til

forsøgsordningen. Udnyttes den mulige effektforøgelse fuldt ud,

vil det medføre, at stationernes rækkevidde i mange tilfælde vil

blive begrænset af forstyrrelser fra andre tilsvarende stationer

på samme kanal. Senest i 1995 vil antallet af sendere - forudsat

en jævn fordeling over landet - kunne være omkring 400, hvoraf

mindst 1 i hver kommune.

I FM-båndet 87,5-100 MHz har Danmark mulighed for at oprette ca. 130

sendere med en maksimal effekt på 30 watt. Frekvenserne i dette

område er dog mindre attraktive, fordi mange lyttere vil kunne

have svært ved at stille ind på senderne, der på skalaen vil være

klemt inde mellem de stærke sendere for program 1-3.

Der vil således på radioområdet være plads til et betydeligt antal

lokale sendere, men en række usikre faktorer gør det indtil videre

svært at angive, hvor mange der kan oprettes, og dette må ses i

lyset af, at det endnu ikke er kendt, hvor mange steder der vil

være ønske om at drive programvirksomhed.

Forholdene taler for en pragmatisk fremgangsmåde, hvor det fastlægges

som princip, at der skal være mulighed for en nærradiosender pr.

kommune - og så vidt muligt flere sendere pr. storbyområde. I

tilfælde, hvor ministeren for offentlige arbejder af

frekvensmæssige årsager ikke kan udstede tilladelse til alle de

radiostationer, der er nødvendige for de progamvirksomheder, som

de lokale nævn i givet fald vil tillade, må valget mellem

alternative løsningsmuligheder træffes af det centrale udvalg.

Med hensyn til tv har Danmark udover det eksisterende landsdækkende

program, der ligger i VHF-området, mulighed for i UHF-området at

oprette 2 landsdækkende programmer baseret på kraftige

hovedsendere suppleret med mindre hjælpesendere.

Forudsættes muligheden for et tv-2 bevaret, vil de frekvenser, der er

udlagt til et tv-3, kunne udnyttes på en sådan måde, at der i en

geografisk jævn fordeling vil være plads for 70-90 sendere -

eventuelt med en lidt større effekt end de 200 watt, der har været

fastsat for forsøgsordningens 10 sendere.

Der vil på denne måde kunne opnås dækning af ca. 1/4 af landets

areal. Placeres sendere fortrinsvis i byerne, vil det på grund af

forstyrrelsesfaren medføre en væsentlig reduktion af det mulige

senderantal, men en meget stor del af befolkningen vil dog kunne

nås.

Kulturministeriet foreslår på denne baggrund, at der anvendes samme

fremgangsmåde ved fordelingen af stationsmuligheder som med hensyn

til radio, således at det tilstræbes, at flest mulige områder skal

kunne få lokal-tv.

Såfremt et tv-2 bliver realiseret, åbner der sig en anden mulighed

for at tilbyde befolkningen lokal-tv. Der vil i forbindelse med

tv-2s sendere kunne opsættes sendere i endnu et sendernet, der ved

international aftale er sikret for et landsdækkende dansk

fjernsynsprogram. Sendernes placering vil muliggøre udsendelser

inden for det enkelte amt. Forudsat at de lokale

programvirksomheder deler sendetiden på den ny sender, vil de

lokale programmer kunne udsendes til hele amtet.

Samfundsøkonomisk indeholder en sådan løsning flere fordele:

etableringen af de ny sendere vil medføre en marginal udgift i

forhold til tv-2 udgifterne, og seerne vil kunne klare sig med en

antenne til modtagelse af både tv-2 og de lokale programmer.

I forsøgsordningen har den fastsatte senderstyrke for radio og tv

indeholdt en begrænsning af dækningsområdet, som harmonerer med

ordningens formål, idet rimelig sikker modtagning kun har kunnet

påregnes inden for en radius af mellem 5 og 10 km. Erfaringerne

viser dog, at modtagning på langt større afstand har været

almindelig, ganske særlig i fællesantenneanlæg med gode

modtageforhold.

Det må imidlertid tages i betragtning, at dette bl.a. skyldes, at

Post- og Telegrafvæsenet har kunnet anvise frekvenser, hvor

forstyrrelsesproblemet har været lille. Som omtalt er der

problemer i forhold til udlandet, men i en permanent ordning vil

problemerne også kunne opstå mellem de lokale stationer indbyrdes.

En senders forstyrrelsesvirkning rækker langt ud over det område,

som den dækker effektivt. Derfor vil tilstedeværelsen af et stort

antal lokale sendere indebære en gensidig begrænsning af

dækningsområderne og bidrage til at fastholde den lokale karakter

af den virksomhed, lovforslaget sigter på.

Tilvejebringelsen af sendere bør efter kulturministeriets opfattelse

følge det mønster, der i forsøgsordningen har været gældende for

tv-forsøgene, således at tilladelsesindehaverne selv må anskaffe

og drive de nødvendige sendere - dog naturligvis undergivet den

tekniske godkendelse og kontrol fra Post- og Telegrafvæsenets

side, som er påkrævet i henhold til loven om radiokommunikation.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1

ad § 1

I den gældende lovs § 1, stk. 1, betegnes Danmarks Radios adkomst til

at sprede programmer trådløst til almenheden som en »eneret«. Da

den hidtidige forsøgsordning med lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed uden for Danmarks Radio nu foreslås afløst af

en varig ordning, forekommer det rigtigere at tale om en »ret«.

Danmarks Radio vil indtil videre faktisk have eneret på

landsdækkende og regional programvirksomhed.

I § 1, stk. 2, findes i dag hjemmelen til lokale trådløse forsøg, som

foreslås afløst af en hjemmel for varig lokal programvirksomhed.

Med hensyn til de mere detaljerede regler, som vil være nødvendige

i en varig ordning, henvises til et nyt kapitel 2 a i loven, der

vil være fælles for trådløs og kabelbaseret virksomhed.

Til nr. 3

ad § 3a

I denne bestemmelse samles - til afløsning af den gældende lovs § 3,

stk. 3 - reglerne om brugen af kabelanlæg til selvstændig

programvirksomhed.

Bestemmelsens nr. 1 om Danmarks Radios ret til at lade programmer

fordele er indholdsmæssigt uændret.

Ny er bestemmelsens nr. 2, der indeholder hjemmel til en varig

ordning med lokal programfordeling ved hjælp af kabelanlæg, jfr.

den hidtidige § 3, stk. 3, nr. 2, om forsøgsvirksomhed på dette

område.

Ny er også bestemmelsens nr. 3, om fordeling i kortere perioder af

lyd- og billedprogrammer om enkeltstående begivenheder af lokal

karakter, jfr. den gældende lovs § 3, stk. 3, nr. 3, idet

udstedelsen af tilladelser foreslås overført fra kulturministeren

til de lokale nævn, der i øvrigt udsteder tilladelse til lokal

programvirksomhed.

Er der ikke i det pågældende område oprettet noget nævn, idet der

ikke har foreligget ansøgninger om tilladelse til varig

programvirksomhed, indsendes ansøgningen til det centrale udvalg,

som er omhandlet i § 15i.

Ny er endelig bestemmelsens nr. 4, der fastsætter en undergrænse for

størrelsen af de anlæg, der efter ministeriets opfattelse bør være

undergivet regulering m.h.t. selvstændig programvirksomhed.

Ministeriet foreslår, at fællesantenneanlæg med højst 25

tilslutninger i en enkelt bygning eller en gruppe af nærtliggende

bygninger skal kunne danne rammen om programvirksomhed uden

tilladelse, idet indseende med anvendelsen af så små anlæg

forekommer at være en upåkrævet begrænsning af borgernes

handlefrihed. Den anførte grænse for størrelsen af anlæg beror på

et skøn men svarer til den i ophavsretslovens § 22 a, stk. 2,

fastsatte undergrænse for tvangslicensordningen vedrørende

ophavsmænds krav på vederlag for en samtidig og uændret fordeling

af radiofoni-udsendte radio- og fjernsynsudsendelser.

ad § 3b

I denne bestemmelse samles reglerne om, hvilke fjernsynsprogrammer

der skal være til rådighed for brugerne - de tilsluttede husstande

- i fællesantenneanlæg m.v.

For så vidt angår bestemmelsens stk. 1, der er uændret, jfr. den

hidtidige § 3, stk. 4, bemærkes, at der i dag kun foregår

regionale fjernsynsudsendelser ved det af Danmarks Radio

gennemførte TV-Syd forsøg.

Ny er bestemmelsens stk. 2, der foreskriver, at anlæg med en

betydelig fordelingskapacitet - efter forslaget mere end 10

progamkanaler - skal reservere 1 kanal for lokal

fjernsynsvirksomhed, der er bestemt til spredning (trådløst) eller

fordeling (ved hjælp af kabelanlæg) i det pågældende område.

På tilsvarende måde som stk. 1 gælder bestemmelsen også for anlæg,

som allerede er i drift. Er der i et eksisterende anlæg mere end

10 kanaler, vil der således i givet fald blive tale om at skaffe

plads til lokal programvirksomhed. Det forekommer rimeligt som et

led i sikringen af et afbalanceret programudbud i de anlæg, der i

øvrigt er eller bliver udbygget med henblik på en betydelig

forsyning med programmer af udenlandsk oprindelse, at kræve

kapacitet stillet til rådighed for eksisterende lokale

programtjenester.

Det må fremhæves, at denne kapacitet efter forslaget kun skal stilles

til rådighed for fordelingen af programmer, der udsendes i henhold

til en tilladelse efter kapitel 2 a, der gælder i det lokalområde,

hvor anlægget er beliggende.

Endelig skal det understreges, at der alene er tale om en

forpligtelse med hensyn til fjernsynsprogrammer. Baggrunden herfor

er, at modtagning af radioprogrammer bestemt for vedkommende

geografiske område normalt vil være uproblematisk, dvs. ikke

afhængig af programmernes fordeling ved hjælp af kabelanlæg.

Til nr. 4

ad § 15a

Da der ikke er et ubegrænset antal sendefrekvenser til rådighed for

radio og fjernsyn, er det nødvendigt at gøre programvirksomhed

afhængig af en tilladelse. Heller ikke på kabelområdet er

kapaciteten ubegrænset. Et tilladelsessystem vil i øvrigt indebære

en registrering, der vil være nyttig, hvis der - f.eks. i

forbindelse med spørgsmål om ansvaret for virksomheden - opstår et

behov for entydigt at fastslå, hvem der står for aktiviteten.

I bestemmelsens stk. 1 foreslås, at tilladelser til lokal

programvirksomhed skal kunne gives til enkeltpersoner, selskaber,

foreninger og lign. Tilladelse vil således bl.a. kunne gives til

selskaber oprettet af dagblade. Et programforetagende vil også

kunne være opbygget som en selvejende institution.

Bestemmelsen indebærer, at kun private personer og selskaber m.v. kan

få tilladelse. Kommuner eller andre offentlige myndigheder skal

ikke kunne stå for driften af lokal radio- eller

fjernsynsvirksomhed.

Ved fastlæggelsen af det lokale område, som en programvirksomhed

skal kunne omfatte, bør udgangspunktet være den enkelte kommune.

Også en del af en kommune, f.eks. et bysamfund eller et

storbykvarter, skal kunne opfattes som et lokalområde. Ikke mindst

i landområder vil det kunne være naturligt, at indtil 3 eller 4

kommuner betragtes som et lokalområde med en radiosender.

Ordningen må derfor åbne mulighed herfor. Med hensyn til fjernsyn

vil det, også på grund af de større ressourcer som er påkrævede,

være rimeligt at kunne betragte flere kommuner som et lokalområde.

Ligesom i forsøgsordningen må der imidlertid fastsættes en sådan

afgrænsning af de enkelte lokalområder, at der ikke bliver tale om

programvirksomhed af regional karakter, dvs. programvirksomhed der

er bestemt for områder som et amt eller større områder, idet en

sådan programforsyning falder uden for lovforslaget.

Forslaget åbner dog mulighed for, at der ved afgrænsningen af det

lokale område kan tages hensyn til de særlige forhold i

Storkøbenhavn.

Baggrunden for stk. 2 er, at ministeriet finder, at der må stilles

krav om, at programforetagender har tilknytning til det pågældende

lokale område. Dette kravs opfyldelse skal søges sikret gennem

regler om, at personlige indehavere af tilladelse og flertallet af

bestyrelsesmedlemmer i selskaber m.v. skal have bopæl i det

pågældende område.

Med henblik på at skabe klarhed vedrørende de organisatoriske forhold

er det ministeriets opfattelse, at kun selskaber og foreninger

m.v., der har programvirksomhed som eneste formål, skal kunne få

tilladelse.

Det forudsættes, at vedtægter skal forelægges sammen med ansøgningen

om tilladelse.

Stk. 3 vedrører det overordnede ansvar for ledelsen af

programvirksomheden og sigter navnlig til at forebygge dannelsen

af et såkaldt network, dvs. oprettelsen af et fast

samarbejdsforhold, der indebærer at to eller flere lokale radio-

eller tv-foretagender udsender de samme programmer over flere

sendere, samt at ledelsen af en virksomhed, specielt vedrørende

programmerne, helt eller delvis går over til en anden end

tilladelsens indehaver.

Det er ikke hensigten at udelukke et konkret samarbejde mellem de

lokale radio- og tv-virksomheder om udveksling af programmer m.v.

Bestemmelsen vil i øvrigt som hovedregel indebære, at de lokale

radio- og tv-foretagender ikke må sprede eller fordele

programmer, der føres frem udefra, samtidig med at fremføringen

sker.

Stk. 4 henviser til den tilladelse til oprettelse og drift af

radioanlæg, der efter § 1 i lovbekendtgørelse nr. 210 af 6. april

1976 om radiokommunikation vil være påkrævet. Ved udstedelsen af

tilladelse til lokal programvirksomhed fastsætter nævnet en frist,

inden for hvilken tilladelsesindehaveren skal have opnået

ministeren for offentlige arbejders tilladelse efter

radiokommunikationsloven.

ad § 15b

Bestemmelsens stk. 1 vedrører de perioder, som der maksimalt kan

gives tilladelse for. Tilladelser bør i almindelighed udstedes for

3 år (radio) og 5 år (tv) ad gangen, således at deltagerne har

sikkerhed for at kunne udvikle deres projekter over en rimelig

periode. Med tilladelsen må der sikres den enkelte virksomhed en

rimelig minimumssendetid, som kan påregnes i hele

tilladelsesperioden. Kommer nye indehavere af tilladelse til,

således at flere skal dele en sender, må omfordeling af sendetid

kun ske under hensyntagen til den tilsikrede sendetid.

Ministeriet finder, at nævnenes afgørelser om udstedelse af

tilladelser ikke skal kunne påklages til nogen overordnet central

myndighed.

Bestemmelsens stk. 2 vedrører behandlingen af ansøgninger om

sendetilladelse.

Med det udgangspunkt, at i princippet kun de tekniske muligheder bør

sætte grænser for antallet af lokale programforetagender, skal der

tilstræbes en udvidelse af borgernes muligheder for at formidle og

at modtage et varieret udbud af synspunkter, information,

underholdning m.v. I tilfælde, hvor der er konkurrence om at komme

til at gøre brug af begrænsede muligheder for at drive

programvirksomhed, vil en prioritering af interesserne kunne blive

nødvendig.

Det må gælde for både radio og tv, at der ikke opstilles et generelt

krav om programmernes indholdsmæssigt lokale karakter. Ansøgere om

tilladelse skal imidlertid beskrive deres programmæssige

intentioner så bestemt i ansøgningen, at det lokale nævn har

tilstrækkeligt grundlag for at udstede tilladelser, der så vidt de

foreliggende ansøgninger åbner mulighed herfor, tilgodeser et

varieret udbud af genrer, holdninger og synspunkter.

Ved vurderingen af ansøgningerne bør det tilstræbes, at der i det

samlede lokale programudbud opnås alsidighed, men ministeriet

mener, at alsidighed ikke skal opstilles som et krav til den

enkelte programvirksomhed. Dette beror dels på, at der skal være

en så bred adgang til at opnå tilladelse, at intet synspunkt i

princippet afskæres fra at komme til orde, dels på, at de enkelte

ansøgere netop vil kunne være talsmænd for særstandpunkter

(politiske, religiøse osv.), af hvem man ikke med rimelighed kan

forvente, at de skulle kunne forvalte et alsidighedsprincip.

Stk. 3 fremhæver at nævnet har mulighed for i forbindelse med

tilladelsen at stille vilkår om, at den programlinie, som er

fremlagt i ansøgningen, fastholdes. Dette forhold kan have

betydning i en situation, hvor nævnet ved en prioritering mellem

forskellige ansøgere har lagt vægt på en særlig udformning af

programvirksomheden. Det bemærkes dog, at bestemmelsen ikke skal

være til hinder for, at der kan ske ændringer af

programvirksomhedens udformning i lys af de erfaringer, der gøres.

ad § 15c

Ministeriet finder, at forsøgsordningens finansieringsformer fortsat

bør kunne finde anvendelse: gaver, medlemskontingenter,

lytterhilsener, bingospil, salg af sendetid - for så vidt der ikke

herved sker indgreb i rådigheden over virksomheden - abonnement

m.v.

Vedrørende bingospil skal man dog pege på de begrænsninger i adgangen

til at arrangere spillet, der fremgår af de gældende regler herom.

Justitsministeriet har om disse regler oplyst, at foreninger m.v.

kan afholde bingospil for medlemmerne til støtte for lokale radio-

eller fjernsynsvirksomheder efter reglerne om

foreningsarrangementer i justitsministeriets cirkulære nr. 6 af

17. januar 1984 om bortlodning. Offentlige bingospil kræver

derimod politiets tilladelse, som bl.a. forudsætter, at spillet

sker til fordel for et almennyttigt eller velgørende formål. Dette

indebærer, at overskuddet ikke - hverken direkte eller indirekte -

må tilfalde radio- eller fjernsynsvirksomheden. Denne virksomhed

må for sin medvirken alene oppebære et beløb, der svarer til

omkostningerne ved at producere udsendelsen.

Man må være opmærksom på, at der ved en uændret videreførelse af

forsøgsordningens finansieringsprincipper kan blive tale om en

favorisering af foretagender, der kan påregne bidrag fra

pengestærke virksomheder eller organisationer.

Kulturministeriet må tage afstand fra tanken om stats- eller

licensfinansiering. Den lokale virksomhed må baseres på lokal

finansiering, dvs. de midler, som de lokale foretagender selv er i

stand til at rejse, uden at disse midler i øvrigt nødvendigvis

skal være af lokale oprindelse. Et krav herom skønnes at ville

rejse uoverskuelige kontrolproblemer.

Ministeriet finder, at det bør stå kommuner frit for, om de vil yde

støtte til lokal programvirksomhed inden for de regler, som i

øvrigt gælder for kommuner.

Efter ministeriets vurdering vil det være rigtigt at tillade

reklamefinansiering, da dette vil indebære en række fordele, både

for radio- og tv-foretagender og for det lokale erhvervsliv.

Ministeriet finder endvidere ud fra administrative hensyn, at det vil

være uheldigt at arbejde med et reklameforbud, hvis overholdelse

erfaringerne fra forsøgsordningen har vist, at det er vanskeligt

at kontrollere.

Der må fastsættes regler om reklamernes indhold, omfang og placering

for henholdsvis radio og tv, og overholdelsen af disse regler må

påses af de lokale nævn.

I Mediekommissionens »Betænkning om dansk mediepolitik« hedder det,

at der givetvis vil være et potentiale af reklamemidler til

finansiering af lokalradio og lokal-tv. Først og fremmest

lokalradio vil være attraktiv for annoncørerne, idet mediet er

hurtigt og fleksibelt, produktionsomkostningerne lave og priserne

på reklameindslag billige. Med hensyn til lokal-tv antages det, at

interessen for at reklamere vil være meget afhængig af, om der er

mulighed for at reklamere i landsdækkende tv. Uden reklamer i

landsdækkende tv forventes både lokale og landsdækkende annoncører

at være interesserede i lokal-tv.

Forslaget om reklamefinansiering af de lokale medier må ses i

sammenhæng med regeringens forslag om delvis reklamefinansiering

af et øget udbud af landsdækkende og regionalt tv.

En række hovedprincipper bør efter ministeriets opfattelse være

fælles for reklamevirksomheden såvel på landsdækkende/regionalt

som på lokalt plan.

Det gælder således følgende forhold:

Der må fastsættes grænser for den del af udsendelsestiden, som

anvendes til reklamer (f.eks. maksimalt 10 pct. af den daglige

sendetid og maksimalt 6 minutter pr. sendetime).

Reklameindslag skal klart identificeres i forhold til

programvirksomheden i øvrigt.

Der skal fastsættes regler for reklameindslagenes indhold, således at

etiske hensyn tilgodeses.

Der må på den anden side tages hensyn til de særlige forhold, som vil

gøre sig gældende ved lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, ligesom

der må skelnes mellem tv- og radiomediet.

Under hensyn til de lokale virksomheders private karakter finder man

det ikke rimeligt, at der fastsættes grænser for den andel af den

samlede finansiering af den enkelte station, som må dækkes ved

hjælp af reklameindtægter.

For tvs vedkommende bør der stilles krav om, at reklameindslag lægges

som blokke mellem udsendelserne, således at det udelukkes, at

udsendelserne afbrydes i reklameøjemed. Under hensyn til

radiomediets karakter vil det ikke være hensigtsmæssigt at stille

et tilsvarende krav på dette område.

Med hensyn til spørgsmålet om reklamers eventuelle indflydelse på

programvirksomhed har det i forbindelse med

landsdækkende/regionalt tv været foreslået, at der til formidling

af reklamer og betaling herfor burde oprettes et selskab, der er

uafhængigt af programselskabet. Efter ministeriets opfattelse vil

det være uhensigtsmæssigt at stille et tilsvarende krav vedrørende

formidling af reklamer i de lokale medier og betaling herfor. Det

bør således være de enkelte programforetagender, der skal

administrere reklameindslagene. Ministeriet tager herved i

betragtning, at der bliver tale om medievirksomheder af begrænset

størrelse, samt at reklameindslagene skal kunne tilpasses særlige

lokale forhold. Endelig bemærkes, at det lokale nævn som

kontrolmyndighed har indseende med programvirksomheden og vil

kunne beslutte at iværksætte sanktioner over for tilladelsens

indehaver, hvis reklamevirksomheden medfører en sådan ændring af

programvirksomhedens udformning, at der sker overtrædelse af

eventuelle vilkår herom.

For så vidt angår kommerciel sponsoring bør det gælde, at det

udtrykkeligt skal nævnes ved en udsendelses begyndelse og

afslutning, hvilken erhvervsvirksomhed der har bidraget til

finansieringen af udsendelsen.

ad § 15d

Med henblik på at sikre bevismateriale i tilfælde, der kræver

dokumentation af indholdet af programmer, må der foregå en løbende

optagelse af alle programmer, og optagelserne skal opbevares i en

periode, der foreslås sat til 3 måneder.

Ministeriet skønner, at pligten må påhvile tilladelsesindehaverne

selv, ligesom tilfældet er i forsørgsordningen.

Opbevaringen af udsendelser skal primært ske af hensyn til

behandlingen af sager vedrørende programvirksomheden i det lokale

nævn, berigtigelsesnævnet eller det centrale udvalg.

De nærmere forskrifter af teknisk karakter vil blive fastsat af

kulturministeriet.

Det bemærkes, at der ikke med forslaget er taget stilling til

spørgsmålet om en egentlig arkivering af lokale programer. Dette

spørgsmål overvejes i øjeblikket af en under kulturministeriet

nedsat arbejdsgruppe vedrørende bevaringsforanstaltninger og

arkivering for radio- og TV-programmer i almindelighed. Fra

arbejdsgruppen kan der ventes, dels et initiativ angående

midlertidige bevaringsforanstaltninger i den øjeblikkelige

situation, dels forslag om lovgivning angående en systematisk

arkivering på et senere tidspunkt.

ad § 15e

Under den nuværende forsøgsordning har dansk rets almindelige regler

været gældende med hensyn til spørgsmålet om straf- og

erstatningsansvar i forbindelse med udtalelser i lokale radio- og

tv-udsendelser.

Disse regler går, for så vidt angår strafansvaret - f.eks. for freds-

eller ærekrænkende eller racistiske udtalelser i sådanne

udsendelser - ud på, at straf kan pålægges også personer, der ved

tilskyndelse, råd eler dåd har medvirket til den pågældende

gerning, jfr. straffelovens § 23. Med hensyn til erstatningsansvar

gælder, at skadevolderen ifalder ansvar for alle uforsvarlige

handlinger, der kan tilregnes som forsætlige eller uagtsomme. I

medfør af Danske Lov 3-19-2 vil skadevolderens arbejdsgiver

endvidere i en række tilfælde kunne gøres erstatningsansvarlig.

Disse almindelige regler om straf- og erstatningsansvar har ikke

givet anledning til særlige problemer i forsøgsperioden, der har

løbet fra den 1. april 1983, og som vil udløbe den 31. marts 1986.

Med hensyn til straf og erstatning har et flertal i Mediekommissionen

i »Betænkning om dansk mediepolitik« (s. 231-233) anbefalet, at de

presseretlige regler i tillempet form bør overføres til al radio-

og fjernsynsvirksomhed. Udgangspunktet skulle i denne forbindelse

være, at der for udsendelserne almindeligvis findes en navngiven

ansvarlig programleder, som kan drages til ansvar, medens anonyme

kilder og medvirkende ikke kan drages til ansvar. I tilslutning

hertil skulle retsplejelovens § 172, som fritager redaktører m.fl.

ved den trykte presse for i almindelighed at vidne om unavngivne

forfatteres og kilders identitet, udstrækkes til radio og

fjernsyn. Flertallet anbefaler desuden en fastlæggelse af alle

programforetagenders erstatningsansvar på linje med det udvidede

ansvar, der påhviler Danmarks Radio i henhold til radiolovens §

23.

Justitsministeriet er enig i, at den tekniske udvikling og

fremkomsten af nye medier (kabel-tv, lokalradio og -tv,

satellit-tv og tekst-tv) nødvendiggør en nærmere gennemgang af

ansvarsreglerne på medieområdet.

På baggrund af Mediekommissionens betænkning har justitsministeriet

derfor efter forhandling med statsministeriet- og

kulturministeriet besluttet at nedsætte et hurtigtarbejdende

udvalg til at gennemgå aktuelle presseretlige, strafferetlige og

erstatningsretlige spørgsmål på medieområdet og navnlig tage

stilling til, om der bør gennemføres et ensartet ansvarssystem for

alle medier, herunder periodiske skrifter. Udvalget vil skulle

afslutte sine overvejelser så vidt muligt inden den 1. december

1986, således at justitsministeriet kan fremsætte lovforslag i

folketingssamlingen 1986-87.

Justitsministeriet og kulturministeriet har på denne baggrund drøftet

spørgsmålet om, i hvilket omfang man bør gennemføre midlertidige

regler, der skal gælde, indtil der på grundlag af udvalgets

overvejelser er gennemført en samlet lovgivning på

medieansvarsområdet.

Justitsministeriet og kulturministeriet har i den forbindelse været

enige om, at der også på baggrund af erfaringerne i

forsøgsperioden næppe på nuværende tidspunkt er behov for gennem

midlertidige regler at begrænse den personkreds, der kan pålægges

straf- og erstatningsansvar i forbindelse med lokale radio- eller

tv-udsendelser.

For den trykte presses vedkommende gælder i henhold til presselovens

§ 1, at bogtrykkeren skal anføre sit navn eller firma samt

trykkested på ethvert trykt skrift. Formålet med reglen er at

sikre, at man i givet fald gennem bogtrykkeren kan få oplysninger

om den eller de personer, som eventuelt er straf- eller

erstatningspligtige. På tilsvarende måde foreslås det, at en

indehaver af en tilladelse til lokal radio- eller

fjernsynsvirksomhed skal sørge for, at der i forbindelse med

enhver udsendelse bliver givet oplysning om, hvem der har

tilrettelagt denne (programlederen). Programlederen skal i videst

muligt omfang være i besiddelse af oplysninger om, hvilke personer

der har medvirket i eller under produktionen af den omhandlede

udsendelse, således at personkredsen for et eventuelt straf- eller

erstatningsansvar vil kunne klarlægges uden større vanskeligheder.

Hvis en udsendelse er tilrettelagt af flere personer, vil der ikke

være noget til hinder for, at disse sammen er anført som

programleder. Forbeholdet »i videst muligt omfang« tager sigte på

den situation, at der f.eks. i forbindelse med en direkte

udsendelse fremkommer udtalelser under sådanne omstændigheder, at

det ikke er muligt for programlederen at fremskaffe nærmere

oplysninger af den angivne karakter.

ad § 15f

Under hensyn til ordningens hovedformål forekommer det rigtigt, at

tilladelser til lokal virksomhed udstedes lokalt. Ministeriet

foreslår, at der ved kommunal mellemkomst nedsættes et nævn

bestående af et ulige antal medlemmer (5-13), af hvilke et

mindretal udpeges direkte af kommunalbestyrelsen. De øvrige

medlemmer udpeges af kommunalbestyrelsen efter en procedure, der

er baseret på ønsket om en alsidig repræsentation af det lokale

foreningsliv.

Baggrunden for forslaget er den vægt, man lægger på, at lokal

programvirksomhed udspiller sig i privat regie.

Nævnets størrelse bør bero på kommunalbestyrelsens beslutning og må

ses i lyset af befolkningsunderlagets størrelse - herunder også

af, om nævnet omfatter flere kommuner.

ad § 15g

Det lokale nævn fører tilsyn med programforetagenders overholdelse af

de for virksomheden gældende regler og vilkår. Bestemmelsens stk.

2 fastslår i denne forbindelse, at nævnet kan indkalde oplysninger

om driften.

For så vidt angår stk. 3 bemærkes, at ministeriet finder det

rimeligt, at nævnet har mulighed for at skride ind, hvis den, der

har fået tilladelse, udviser betydelig passivitet med hensyn til

udnyttelsen af denne, eller hvis en igangsat programvirksomhed

afbrydes i længere tid.

I stk. 4 fremhæves de tilsidesættelser af regler m.v., som i

almindelighed må betragtes som så grove, at nævnet vil kunne

beslutte inddragelse af tilladelsen enten midlertidigt eller for

resten af tilladelsens periode.

Stk. 5 giver i øvrigt nævnet mulighed for, ud fra en nærmere

vurdering af foreliggende tilsidesættelser, at træffe beslutning

om inddragelse.

Under hensyn til at inddragelse af en tilladelse er et meget

vidtrækkende skridt, bestemmes det i stk. 6, at nævnets beslutning

med normalt opsættende virkning vil kunne indklages for det

centrale udvalg.

ad § 15h

I Mediekommissionen er et flertal gået ind for en fælles klageinstans

for alle medier, der skal kunne fremsætte udtalelser om

programmerne og behandle berigtigelsessager.

Der er mellem justitsministeriet og kulturministeriet enighed om, at

der i tiden, indtil der kan gennemføres en samlet ansvarsordning

på medieområdet, er behov for regler om berigtigelse af urigtige

faktiske oplysninger i lokale radio- og fjernsynsudsendelser, på

samme måde som der allerede gælder berigtigelsesregler ikke blot

for udsendelser i Danmarks Radio, men også for den trykte presse.

Efter presseloven skal det såkaldte berigtigelsesnævn tage stilling

til, hvorvidt redaktøren af et periodisk skrift er forpligtet til

i skriftet at offentliggøre en berigtigelse af meddelelser, som

skriftet har indeholdt med hensyn til oplysninger af faktisk

karakter. Spørgsmålet om berigtigelse i forbindelse med lokale

radio- og tv-udsendelser foreslås ligeledes henlagt til

berigtigelsesnævnet, dog således, at det medlem af

berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter indstilling fra Danske

Dagblades Forening, i disse sager erstattes med et medlem, der har

kendskab til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Berigtigelsesnævnet vil således i sager om berigtigelse af

urigtige oplysninger i lokale radio- eller fjernsynsudsendelser

være sammensat af en (højesterets)dommer, en person udpeget af

Dansk Journalistforbund og et medlem med kendskab til lokal radio-

og tv-virksomhed.

Det bemærkes, at der ikke i øjeblikket findes nogen sammenslutning,

der kan betragtes som repræsentativ for tilladelsesindehaverne i

forsøgsordningen. Hvis der i den fremtidige varige ordning bliver

dannet en sammenslutning, der udgør den almindelige repræsentation

for tilladelsesindehaverne, vil det være rimeligt, at det

pågældende medlem af berigtigelsesnævnet bringes i forslag af

denne sammenslutning.

Bestemmelsen indebærer således, at presselovens berigtigelsesregler

finder tilsvarende anvendelse med hensyn til berigtigelse af

urigtige faktiske oplysninger i lokale radio- og tv-udsendelser.

Pligten til berigtigelse påhviler ved periodiske skrifter efter

presselovens § 9 redaktøren. Da et tilsvarende system ikke

indføres ved lovforslaget for så vidt angår de lokale radio- og

tv-udsendelser, vil berigtigelsespligten for sådanne udsendelser

påhvile tilladelsens indehaver.

Presselovens § 9 fastslår bl.a., at den, som en urigtig oplysning er

egnet til at påføre en ikke uvæsentlig skade i økonomisk henseende

eller i offentlighedens omdømme, har krav på at få bragt en

berigtigelse, hvis begæring herom fremsættes snarest og inden en

måned efter, at den urigtige oplysning er blevet bragt. Et

eventuelt afslag på begæringen fra den ansvarshavende redaktørs

side skal meddeles snarest efter begæringens modtagelse og være

ledsaget af oplysning om muligheden for at klage til

berigtigelsesnævnet. I dagblade skal berigtigelse optages senest i

det andet nummer efter begæringens modtagelse, medmindre afslag er

meddelt. Denne regel vil gælde tilsvarende for lokale radio- og

fjernsynsforetagender, der har en udsendelseshyppighed, som svarer

til dagbladsudgivelse. Der kan også blive tale om optagelse af en

oplysning om et sagsanlæg for manglende berigtigelse.

De bemærkes endelig, at der i lovforslaget indgår bestemmelser om

straf for visse overtrædelser af loven eller regler fastsat i

medfør af loven. Dette gælder også med hensyn til overtrædelse af

pålæg om berigtigelse.

ad § 15i

Der foreslås oprettet et udvalg, der repræsenterer juridisk, teknisk

og mediemæssig sagkundskab, som på centralt hold kan følge

udviklingen inden for lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. I

tilfælde, hvor ministeren for offentlige arbejder af

frekvensmæssige årsager ikke vil kunne udstede tilladelse til

oprettelse af alle de sendere, som ville være nødvendige for

samtlige påtænkte programvirksomheder, skal valget mellem

alternative løsningsmuligheder træffes endeligt af udvalget.

Endvidere anser man det for rigtigt, at der bliver en mulighed for at

påklage afgørelser truffet af de lokale nævn om inddragelse af en

sendetilladelse for kortere eller længere tid. I sådanne sager

skal udvalget træffe den endelige administrative afgørelse.

Endelig skal udvalget fungere som rådgiver for kulturministeriet,

bl.a. med hensyn til udformningen af retningslinjer på området,

som udviklingen måtte vise, at der er behov for.

Herudover skal udvalget efter § 3a, nr. 3, udstede tilladelser til

fordeling i fællesantenneanlæg m.v. af programmer i enkelte

tilfælde, hvor et lokalt nævn ikke er oprettet.

ad § 15j

Ved fordeling af et program om en enkeltstående lokal begivenhed i

henhold til særlig tilladelse efter § 3a, nr. 3, skal i hovedtræk

de samme regler følges, som gælder for varig programvirksomhed.

Der sigtes til reglerne om tilladelsesindehaverens selvstændighed,

reklamer, opbevaring af bånd, programleder og berigtigelse.

Bestemmelserne om, hvem der kan få tilladelse, skal derimod ikke

overføres på dette område, d.v.s. at der ikke stilles bopælskrav,

og at kommuner og andre offentlige myndigheder ikke vil være

afskåret fra lejlighedsvis at få tilladelse til denne begrænsede

form for programvirksomhed.

ad § 15k

Bestemmelsen tilsigter at skabe hjemmel for udstedelse af regler

vedrørende lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, såfremt der i lys

af udviklingen skulle vise sig behov for i øget omfang at

fastsætte generelle forskrifter herom.

Blandt de forhold, som der kan blive tale om, kan nævnes spørgsmålet

om regler for etablering af samvirke mellem flere indehavere af

sendetilladelse, som deler en sender, med henblik på løsning af

spørgsmål om fordeling af sendetid, udgifter m.v.

Til nr. 5

ad § 22

Som noget nyt fastsætter bestemmelsen strafansvar for den, der

tilsidesætter en afgørelse om berigtigelse, overtræder

bestemmelsen om at stille en kanal til rådighed for lokale

programmer, bestemmelsen om optagelse og opbevaring af programmer

samt bestemmelsen om pligt til at udpege en programleder m.v.

Til § 2

Loven skal træde i kraft den 1. april 1986, hvor den nuværende

forsøgsordning med lokal radio- og fjernsynsvirksomhed er udløbet.

En række bestemmelser må dog træde i kraft snarest, således at

behandlingen af ansøgninger, udstedelsen af tilladelser m.v. kan

gennemføres i tide for at kunne få virkning pr. 1. april.

BILAG

I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

1. § 1 affattes således:

Ȥ 1. Danmarks Radio har ret til spredning af lyd- og

billedprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg.

Stk. 2. Enkeltpersoner, selskaber, foreninger og lign., der har fået

tilladelse efter kapitel 2 a, kan i overensstemmelse med

tilladelsen sprede lyd- og billedprogrammer til almenheden ved

hjælp af radioanlæg.«

--/

§ 1. Danmarks radio har eneret til ved hjælp af radioanlæg at sprede lyd- og billedprogrammer, der er bestemt til modtagelse af almenheden.

Stk. 2. Ministeren for kulturelle anliggender kan efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder og radiorådet give andre tilladelse til en forsøgsmæssig spredning af lyd- og billedprogrammer ved hjælp af radioanlæg inden for enkelte lokale områder.

/--

2. § 3, stk. 3 og 4, ophæves.

--/

§ 3. Fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til fordeling af lyd- og billedprogrammer til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, må kun benyttes til fordeling af:

1) Danmarks Radios programmer og andre danske programmer, som spredes ved hjælp af radioanlæg i overensstemmelse med § 1.

2) Udenlandske lyd- og billedprogrammer, som kan modtages direkte på frekvenser, der er bestemt til radiospredning, eller som fremføres til anlægget af generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet eller et telefonselskab, herunder også programmer, som overføres via kommunikationssatellitter med henblik på viderefordeling i fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg.

3) Udenlandske lyd- og billedprogrammer, der overføres via kommunikationssatellit, og som modtages af et fællesantenneanlæg efter midlertidig tilladelse i henhold til § 4, stk. 3.

Stk. 2. Fordelingen af de i stk. 1 nævnte programmer må kun finde sted uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen eller overføringen finder sted.

Stk. 3. Lyd- og billedprogrammer må endvidere uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 fordeles ved hjælp af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, i følgende tilfælde.

1) Danmarks Radio har ret til at lade lyd- og billedprogrammer fordele ved hjælp af kabelanlæg.

2) Ministeren for kulturelle anliggender kan efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder og radiorådet give andre tilladelse til en forsøgsmæssig fordeling af lyd- og billedprogrammer ved hjælp af kabelanlæg inden for enkelte lokale områder.

3) Ministeren for kulturelle anliggender kan i særlige tilfælde tillade, at lyd- og billedprogrammer om enkeltstående begivenheder af lokal karakter i kortere periode fordeles inden for enkelte lokale områder.

Stk. 4. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg at sikre, at der i anlægget sker en fordeling af Danmarks Radios fjernsynsprogrammer og andre landsdækkende eller til modtagelse i det pågældende område bestemte regionale fjernsynsprogrammer, som udsendes i overensstemmelse med gældende lov.

/--

3. Efter § 3 indsættes:

»§ 3a. Lyd- og billedprogrammer må endvidere uanset § 3 fordeles ved

hjælp af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til lokaler, som

anvendes til privatbeboelse, i følgende tilfælde:

1) Danmarks Radio har ret til at lade programmer fordele.

2) Enkeltpersoner, selskaber, foreninger og lign., der har fået

tilladelse efter kapitel 2 a, kan i overensstemmelse med

tilladelsen lade programmer fordele.

3) Det nævn, der er omtalt i § 15f, kan i særlige tilfælde tillade,

at programmer om enkeltstående begivenheder af lokal karakter

fordeles i kortere perioder inden for et lokalt område. Hvor et

nævn ikke er oprettet, træffes afgørelsen af det udvalg, der er

omtalt i § 15i.

4) Fordeling af programmer kan uden tilladelse ske i anlæg, som ikke

omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller en gruppe af

nærtliggende bygninger.

§ 3b. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, at sikre, at der i

anlægget sker en fordeling af Danmarks Radios fjernsynsprogrammer

og andre landsdækkende eller til modtagelse i det pågældende

område bestemte regionale fjernsynsprogrmmer, som udsendes i

overensstemmelse med gældende lov.

Stk. 2. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, der anvendes til privatbeboelse, og som indeholder

mere end 10 kanaler, at stille en kanal til rådighed for lokale

fjernsynsprogrammer, der spredes eller fordeles i det pågældende

område i henhold til tilladelse efter kapitel 2 a.«

4. Efter § 15indsættes som kapitel 2 a:

»Kapitel 2 a

Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

§ 15a. Det nævn, der er omtalt i § 15f, kan give enkeltpersoner og

selskaber, foreninger og lign. tilladelse til radio- og

fjernsynsvirksomhed ved hjælp af radioanlæg eller kabelanlæg inden

for et lokalt område.

Stk. 2. Tilladelse kan kun udstedes, hvis følgende betingelser er

opfyldt:

1) Udstedes tilladelse til en enkeltperson, skal denne have bopæl i

det pågældende lokale område.

2) Udstedes tilladelse til et selskab, en forening eller lignende,

skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.

3) Selskabet, foreningen eller lign. skal have radio- eller

fjernsynsvirksomhed som eneste formål.

Stk. 3. Tilladelsens indehaver skal selvstændigt udøve

programvirksomheden. Programvirksomheden må kun i særlige tilfælde

omfatte programmer, der udsendes samtidig af en anden indehaver af

en tilladelse.

Stk. 4. Tilladelse til programspredning ved hjælp af radioanlæg er

betinget af, at der inden for en fastsat frist, der kan forlænges,

foreligger tilladelse til radiospredning efter lov om

radiokommunikation.

§ 15b. Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan

være 3 år for radio og 5 år for fjernsyn. Fornyelse af tilladelse

kan ske ved periodens udløb.

Stk. 2. Ved behandlingen af ansøgninger skal det nævn, der er omtalt

i § 15f, søge at sikre det enkelte lokale område en samlet

programvirksomhed af alsidig karakter.

Stk. 3. Nævnet kan i forbindelse med udstedelsen af en tilladelse

bl.a. stille vilkår om, at programvirksomheden udøves i

overensstemmelse med ansøgningen.

§ 15c. Ministeren for kulturelle anliggender fastsætter regler om,

hvorledes reklamer og udsendelser, der støttes af

erhvervsvirksomheder, kan indgå i programvirksomheden.

§ 15d. Tilladelsens indehaver skal optage og i 3 måneder opbevare

alle udsendelser på bånd i overensstemmelse med regler, der

fastsættes af ministeren for kulturelle anliggender. I forbindelse

med behandlingen af en sag vedrørende programvirksomheden kan det

pålægges indehaveren at aflevere optagelser af udsendelserne. Hvis

behandlingen af sager vedrørende progamvirksomheden gør det

nødvendigt, kan det pålægges indehaveren at opbevare bånd i mere

end 3 måneder.

§ 15e. Tilladelsens indehaver skal sørge for, at der for hver

udsendelse findes en programleder. Programlederen skal i videst

muligt omfang have kendskab til, hvem der har deltaget i eller på

anden måde medvirket til udsendelsen.

Stk. 2. Tilladelsens indehaver skal sørge for, at der ved

afslutningen af hvert program gives oplysning om, hvem der er

programleder.

§ 15f. Tilladelse efter § 15a udstedes af et lokalt nævn, der

nedsættes af kommunalbestyrelsen. Flere kommunalbestyrelser kan

nedsætte et fælles nævn.

Stk. 2. Nævnet består af et ulige antal medlemmer, mindst 5 og højst

13. Et mindretal vælges direkte af kommunalbestyrelsen. De øvrige

medlemmer vælges efter følgende regler:

Kommunalbestyrelsen indkalder med mindst 14 dages varsel til et møde

med deltagelse af lokale foreninger og organisationer, der

udvælges efter kommunalbestyrelsens skøn. Der skal ved udøvelsen

af dette skøn lægges vægt på en alsidig repræsentation af det

lokale foreningsliv. Opnås der på mødet enighed om valget af de

øvrige medlemmer til nævnet, anses de pågældende for valgt. Opnås

der ikke enighed, vælger kommunalbestyrelsen medlemmerne efter

indhentet udtalelse fra de pågældende foreninger og

organisationer.

Stk. 3. Nævnets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.

Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for nævnets virksomhed.

§ 15g. Nævnet fører tilsyn med programvirksomheden og påtaler

overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår

for tilladelser.

Stk. 2. Nævnet kan afkræve en tilladelses indehaver oplysninger om

virksomhedens drift.

Stk. 3. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis

indehaveren ikke udnytter tilladelsen, eller der sker en væsentlig

afbrydelse af programvirksomheden.

Stk. 4. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt,

hvis indehaveren

1) ikke længere opfylder betingelserne i § 15a, stk. 2,

2) overtræder § 15a, stk. 3,

3) tilsidesætter § 15d eller pålæg, der er meddelt efter denne

bestemmelse, eller

4) overtræder § 15e.

Stk. 5. En tilladelse kan i øvrigt inddrages midlertidigt eller

endeligt, hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 er grov, eller

overtrædelser er ofte gentagne.

Stk. 6. Nævnets afgørelse om inddragelse af en tilladelse kan inden 4

uger fra meddelelsen om afgørelsen kræves indbragt for det udvalg,

der er omtalt i § 15i. En klage har opsættende virkning, medmindre

udvalget bestemmer andet.

§ 15h. Bestemmelserne i §§ 9-10 i lov om pressens brug finder

tilsvarende anvendelse på spørgsmål om berigtigelse i forbindelse

med lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. I sådanne sager erstattes

det medlem af berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter

indstilling fra Danske Dagblades Fællesrepræsentation, med et

medlem, som udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra

ministeren for kulturelle anliggender. Dette medlem skal have

kendskab til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Stk. 2. Ved anvendelse af de regler, der er nævnt i stk. 1,

sidestilles indehaveren af en tilladelse med redaktøren af et

periodisk skrift.

§ 15i. Ministeren for kulturelle anliggender nedsætter et udvalg med

følgende opgaver:

1) Efter forhandling med Generaldirektoratet for Post- og

Telegrafvæsenet at træffe den endelig administrative afgørelse om

fordelingen af sendestationer på lokalområder under hensyn til de

frekvensmæssige muligheder.

2) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om

inddragelse af sendetilladelser.

3) At rådgive ministeren om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Stk. 2. Udvalget består af 5-7 medlemmer, der skal repræsentere

juridisk, teknisk og mediemæssig sagkundskab. Udvalget nedsættes

for 4 år ad gangen.

Stk. 3. Ministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra udvalget

en forretningsorden for dette.

§ 15j. For tilladelser givet efter § 3a, nr. 3, finder bestemmelserne

i § 15a, stk. 3, § 15c, § 15e og 15h anvendelse.

§ 15k. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om

lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

5. § 22, stk. 1 og 2, affattes således:

»§ 22. Med bøde straffes den, der

1) spreder lyd- eller billedprogrammer, der er bestemt til modtagelse

af almenheden ved hjælp af radioanlæg i strid med § 1,

2) fordeler lyd- eller billedprogrammer til lokaler, som anvendes til

privatbeboelse, ved hjælp af fællesantenneanlæg eller andre

kabelanlæg i strid med § 3 eller § 3a,

3) tilsidesætter en afgørelse om berigtigelse, jfr. § 15h, eller

4) overtræder § 3b, § 15d, § 15e eller § 21.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5, § 15c og § 15k, kan

der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.«

--/

§ 22. Med bøde straffes den, der

1) spreder lyd- og billedprogrammer, der er bestemt til modtagelse af almenheden, ved hjælp af radioanlæg i strid med § 1,

2) fordeler lyd- og billedprogrammer til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, ved hjælp af fællesantenneanlæg eller andre kabelanlæg i strid med § 3 eller

3) overtræder § 21.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelse begået af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jfr. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

/--

Bilag 2

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Der er ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fremkomme med et

skøn over de udgifter, der vil være forbundet med ordningens

administration.

Udgifterne til de lokale nævn forudsættes dækket af kommunen

(kommunerne), således at sekretariatsopgaver varetages af den

kommunale administration.

Udgifterne til det centrale udvalg dækkes af staten.

Kulturministeriet varetager udvalgets sekretariatsopgaver. De

årlige ugifter for staten forventes ikke at ville overstige

100.000 kr.

Bilag 3

Oversigt over forsøgsordningen med lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed

Grundlaget

§ 1, stk. 2, og § 3, stk. 3, nr. 2, (tidligere § 2, stk. 2) i loven

om radio- og fjernsynsvirksomhed (lov nr. 421 af 15. juni 1973,

som ændret ved lov nr. 249 af 27. maj 1981 og lov nr. 276 af 6.

juni 1985) giver ministeren for kulturelle anliggende adgang til -

efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder og

radiorådet - at tillade forsøg med radio- og fjernsynsvirksomhed

inden for enkelte lokale områder. Forsøgene kan gennemføres ved

hjælp af radioanlæg (trådløst) eller ved hjælp af kabelanlæg

(fællesantenneanlæg).

I henhold til § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 481 af 8. september

1981 om fællesantenneanlæg m.v. vil der i forbindelse med forsøg

ved hjælp af kabelanlæg kunne etableres midlertidige forbindelser

mellem fællesantenneanlæg hen over kommunegrænser for det lokale

program.

Formålet har været gennem en forsøgsordning at tilvejebringe det

fornødne erfaringsgrundlag til belysning af, om der bør lovgives

om adgangen til at tillade permanent lokal programvirksomhed uden

for Danmarks Radio.

En tidligere ordning med forsøg alene ved hjælp af kabelanlæg, der

afvikledes 1974-1977, havde vist sig utilstrækkelig til at

tilvejebringe et fyldestgørende grundlag. Der er redegjort for

disse forsøg i rapporten »Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed«

(1977).

Lokalradio- og -TV-udvalget

Den 30. september 1981 nedsatte kulturministeriet Lokalradio- og

-TV-udvalget.

Foruden at udarbejde forslag til retningslinier for forsøgssordningen

har Lokalradio- og -TV-udvalgets opgave været at afgive

indstillinger til kulturministeriet om fordelingen af tilladelser

og tilskud, at behandle eventuelle klager over programmerne og at

følge forsøgene med henblik på afgivelse af en redegørelse, der

eventuelt kan danne grundlag for en varig ordning med lokal radio-

og fjernsynsvirksomhed. Herudover er udvalget af ministeriet

bemyndiget til i enkeltheder at udmønte de for forsøgsordningen

gældende retningslinier samt at føre tilsyn med overholdelsen af

disse.

Udvalget har 14 medlemmer, af hvilke 2 er udpeget af Dannarks Radio

og 1 af henholdsvis Post- og Telegrafvæsenet, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Kommunernes Landsforening, Dansk Journalistforbund,

Danske Dagblades Forening, Danske Lyttere og Fjernseeres

Fællesforbund, Statens humanistiske forskningsråd, Statens

samfundsvidenskabelige forskningsråd og Forbrugerrådet.

Kulturministeren har udpeget 3 medlemmer, deriblandt formanden,

samt 1 tilforordnet, der deltager i udvalgets møder.

Sekretariatsforretningerne udføres i kulturministeriet.

Ordningens igangsættelse

Finansudvalget tiltrådte der 4. juni 1982 ved aktstykke nr. 353 en

statslig bevilling på 6 mill. kr. til ordningen - forudsat at der

fra kommunal side blev stillet lige så store midler til rådighed.

Efter at spørgsmålet om den kommunale støttes omfang var afklaret,

blev forsøgsordningen igangsat, således at forsøgsperioden er 3

år, fra 1. april 1983 til 31. marts 1986.

Tilladelsernes fordeling

Uddelingen af forsøgstilladelser er foregået, efter at udvalget havde

behandlet ansøgninger i 3 omgange. Den seneste frist for ansøgning

om deltagelse i forsøgsordningen var den 1. november 1983.

Ansøgninger, der er indkommet efter denne dato, er ikke blevet

taget op til behandling. I forhold til nogle kabel-tv-tilladelser

er der dog efterfølgende taget stilling til spørgsmålet om

udvidelse af tilladelsen til også at omfatte trådløst tv:

Kulturministeriet har på grundlag af udvalgets indstillinger udstedt

i alt 150 tilladelser til forsøg med lokal radio- eller

fjernsynsvirksomhed. 16 ansøgere fik tilladelse til både radio og

tv:

26 forsøgsprojekter er indtil den 1. juni 1985 blevet opgivet - 18

radio- og 8 tv-projekter. Opgivelsen er i 25 tilfælde sket, før

udsendelserne var blevet påbegyndt. Der er herefter 90 nærradioer

og 34 lokal-tv-projekter.

Der er 111 indehavere af tilladelse, heraf har 13 tilladelse til både

radio og TV.

Det har i overensstemmelse med forudsætningerne for 1981-loven om

ændring af loven om radio- og fjernsynsvirksomhed påhvilet

Lokalradio- og -TV-udvalget og kulturministeriet at tilstræbe en

betydelig spredning med hensyn til projekternes geografiske

fordeling, befolkningsunderlag, organisationsform,

programvirksomhed, finansieringsform m.m. Til denne

forskelligartethed hører også, at man har ønsket forsøg såvel med

som uden professionel arbejdskraft.

Således er der givet tilladelser til enkeltpersoner, foreninger

oprettet med vedkommende forsøg for øje (og tilsvarende

paraplyorganisationer), bestående foreninger med et andet

hovedformål (f.eks. trossamfund og oplysningsforbund), dagblade,

selskaber oprettet til formålet, uddannelsesinstitutioner m.v.

Den statslige bevilling

Udvalgets indstillinger om anvendelsen af den statslige bevilling på

6 mill. kr. er blevet fulgt af kulturministeriet. Med forbehold om

eventuelle mindre forskydninger budgetteredes forbruget pr. 1.

juni 1985 således:

Projektstøtte ca. 4,4 mill. kr. Leje af radiosendere ca. 0,6 mill. kr. Lytter- og seerundersøgelser m.m. ca. 0,9 mill. kr. Ikke disponeret ca. 0,1 mill. kr. ----------------------- 6,0 mill. kr. -----------------------

Støtten til enkelte projekter er ydet som driftstilskud og/eller som

rente- og afdragsfri lån til anskaffelse af udstyr mod

pantesikkerhed i dette.

Ved den 1. uddeling af tilladelser blev der givet tilsagn om støtte

til 42 projekter. Denne støtte varierer stærkt - fra 8.000 kr. til

575.000 kr. Herefter har mulighederne for støtte fra

kulturministeriet praktisk taget været udtømt. Ved den 2. uddeling

blev der givet tilsagn om støtte i 3 tilfælde. Ved den 3. og 4.

uddeling var det på forhånd tilkendegivet, at støtte ikke kunne

påregnes.

Forsøg med trådløs nærradio kan kun foregå ved hjælp af sendere, som

stilles til rådighed af kulturministeriet i samarbejde med Post-

og Telegrafvæsenet.

Udvalgets 1. rapport

Lokalradio- og -TV-udvalgets 1. rapport, »Forsøg med nærradio og

lokal-tv« (juli 1984) blev udarbejdet efter ønske fra

Mediekommissionen som et bidrag til kommissionens overordnede

gennemgang af perspektiverne for den danske medieudvikling.

Baggrunden for udvalgets 2. rapport

Omkring årsskiftet 1984-85 blev det over for Lokalradio- og

-TV-udvalget oplyst, at kulturministeriet sigtede mod at fremsætte

et lovforslag vedrørende en varig nærradio- og lokal-tv-ordning

tidligst muligt i folketingssamlingen 1985-86, således at der

kunne blive skabt klarhed om det fremtidige lovgrundlag i god tid,

inden forsøgsperioden udløber den 31. marts 1986.

På samme tidspunkt færdiggjorde Mediekommissionen sin afsluttende

»Betænkning om dansk mediepolitik«.

Heri udtaler et flertal (40 medlemmer) blandt andet: »et flertal . .

. ønsker ikke på nærværende tidspunkt at komme med konkrete

anbefalinger med hensyn til den fremtidige udvikling på nærradio-

og lokal-tv-området, selv om det er flertallets opfattelse, at

denne radio- og tv-virksomhed skal have permanente

udfoldelsesmuligheder i fremtiden. Flertallet ønsker først og

fremmest at understrege nødvendigheden af, at et lovgrundlag er

parat ved forsøgsperiodens udløb.« (S. 104). Endvidere udtaler et

mindretal (18 medlemmer) blandt andet: »Et mindretal . . . mener,

at den kommende lovgivning bør udformes, så adgangen til at

etablere og drive nærradio og lokal-tv bliver så åben som praktisk

muligt.«(S. 105).

I lyset heraf besluttede udvalget at fremskynde sine overvejelser om,

hvilke synspunkter der efter udvalgets opfattelse bør tages i

betragtning, når der skal lovgives om den kommende ordning.

Resultatet af disse overvejelser findes i udvalgets 2. rapport,

»Nærradio og lokal-tv i fremtiden« (betænkning nr. 1047), der er

baseret på udvalgets virksomhed indtil den 1. juni 1985. De i

nærværende oversigt meddelte oplysninger om forsøgsordningen

hidrører fra denne rapport.

Bemærkninger vedrørende udvalgets 2. rapport

I rapporten anføres bl.a.:

»Der kan, som det fremgår af denne raport, på nuværende tidspunkt -

da der endnu står 3/4 år af forsøgsperioden tilbage - redegøres

for en række erfaringer med forsøgsordningen. Udvalget har

imidlertid ikke haft lejlighed til systematisk at gennemgå

undersøgelsesresultater med henblik på udformningen af forslag om

en varig ordning, således som man kunne have ønsket.

Udvalgets beskæftigelse med et omfattende materiale i form af både

konkrete og generelle sager i den forløbne del af forsøgsordningen

udgør således hovedgrundlaget for udvalgets overvejelser og

forslag.

Det kan ikke udelukkes, at nogle af udvalgets forslag ville have set

anderledes ud, hvis det havde været muligt at lade resultaterne af

en mere indgående analyse af forsøgsvirksomheden tillige med

erfaringer fra forsøgsperiodens sidste fase indgå i udvalgets

overvejelser.«

Særlig med hensyn til lokal-tv hedder det bl.a.:

»Efter udvalgets opfattelse gør den uafklarede situation vedrørende

indførelse af et eventuelt tv-2 det overordentlig vanskeligt at

afgøre, hvilke forslag, der vil kunne være nyttige som grundlag

for en politisk stillingtagen angående trådløst lokal-tv.«

Udvalget mener, »at interessen for at drive trådløst lokal-tv vil

blive formindsket, hvis tv-2 kommer til at indeholde et betydeligt

regionalt element«, idet »produktioner, der ellers ville være

blevet bragt i lokal-tv, i stedet finder deres plads i det

regionale tv. . .

Angående kabel-tv er der stor usikkerhed om, hvilke konsekvenser den

nu gennemførte ændring af loven om radio- og fjernsynsvirksomhed

(lov nr. 276 af 6. juni 1985) faktisk vil få med hensyn til

fællesantenneanlæggenes udbygning og hybridnettets udbredelse. Det

er ligeledes i øjeblikket uvist, hvilke lovgivningsinitiativer der

vil blive taget med hensyn til den fremtidige brug af kabelanlæg.

. .

De omtalte usikkerhedsmomenter kunne efter Lokalradio- og

-TV-udvalgets vurdering begrunde, at udvalgets stillingtagen til

lokal-tvs fremtid burde udskydes til et tidspunkt i efteråret

1985, hvor der kan formodes at blive tilvejebragt større klarhed

om den kommende udvikling vedrørende tv-2 og brugen af kabelanlæg.

Dette måtte antagelig indebære, at den nuværende tv-ordning i en

eller anden form skulle forlænges ud over den 31. marts 1986.

Udvalget har imidlertid valgt at fremlægge sine foreløbige

overvejelser for på denne måde at yde et bidrag til den samlede

beslutningsproces.«

Nærmere om forsøgsordningens regulering og indhold

Deltagelse i forsøgsordningen er afhængig af 2 tilladelser med hver

sine vilkår - den ene, af teknisk karakter, udstedes af P & T i

henhold til loven om radiokommunikation - den anden, som vedrører

programvirksomheden og er den egentlige forsøgstilladelse,

udstedes af kulturministeriet i henhold til loven om radio- og

fjernsynsvirksomhed. Til programvirksomhed ved hjælp af

fællesantenneanlæg, kræves der dog ikke nogen særskilt teknisk

tilladelse, idet virksomheden - med kulturministeriets tilladelse

- kan finde sted inden for gældende forskrifter.

Forsøgstilladelsen er en forvaltningsakt, der ikke af indehaveren

selv kan overdrages til andre. Derimod har udvalget i nogle

tilfælde godkendt, at en tilladelse blev overført til en anden

person eller til et selskab eller en selvejende institution, der

ville videreføre et igangsat projekt. Man har herved tilstræbt af

fastholde projekternes »identitet«, således at det så vidt muligt

var de samme intereser, der beholdt kontrollen over projekterne.

I bemærkningerne til forslaget til forsøgsloven blev det i 1981 af

kulturministeriet tilkendegivet, at lokal radio- og

fjernsynsvirksomhed principielt bør hvile på lokal finansiering.

Tilskuddene til forsøgsordningen blev imidlertid anset for en

nødvendighed for at få gennemført mere omfattende forsøg end i den

første forsøgsordning.

De i alt 6 mill. kr., som staten afsatte til forsøgsordningen, og

hvoraf ca. 5 mill. kr. udgik i forskellige former for støtte til

projekterne, skulle vise sig at blive en meget lille del af, hvad

forsøgsordningen koster.

Statsbevillingen skulle modsvares af lige så store kommunale bidrag.

Viljen til at støtte fra kommunal side er yderst varierende i de

forskellige kommuner, men det er et faktum, at den kommunale

støtte til ordningen som helhed langt overstiger den statslige.

Kun for nærradioernes vedkommende har det været muligt at danne sig

et mere præcist indtryk af udgifts- og indtægtsforhold, idet der

fra 82 ud af 90 radioer foreligger tilstrækkelige oplysninger om

økonomien i hele den 3-årige forsøgsperiode på grundlag af

regnskabs- og budgettal.

I alt påregner de pågældende nærradioer udgifter på ca. 99 mill. kr.

og indtægter på ca. 95 mill. kr. Heraf hidrører 24 mill. fra løn

til langtidsledige og 5 mill. kr. fra anden kommunal støtte, 4

mill. kr. fra løn under jobskabelsesordningen og 2 mill. kr. fra

kulturministeriets bevilling. Antallet af frivillige ulønnede

arbejdstimer anslås til omkring 1 million.

På tv-området har det endnu ikke været muligt at fremskaffe

tilstrækkelige oplysninger for en tilsvarende belysning af de

økonomiske forhold.

I forsøgsordningen har reklame (til varetagelse af kommercielle

interesser) og kommerciel sponsering været forbudt og udvalget har

fundet det nødvendigt i et sæt retningslinier af 10. juli 1984 at

præcisere forbudet mod reklame og kommerciel sponsorvirksomhed

således:

»ad reklame: at anbefalinger af og henvisninger til varer og

virksomheden i kommercielt øjemed ikke må forekomme, uanset om der

ydes vederlag for udsendelsen.

ad kommerciel sponsorvirksomhed: at finansiering af bestemte

programmer fra erhvervsside ikke må forekomme.«

Særlig for lokal-tv-projekternes vedkommende har udvalget i en

rundskrivelse af 15. marts 1985 fastsat regler om reklamer på

danske sportspladsr i forbindelse med udsendelserne, der svarer

til de i EBU (European Broadcasting Union) vedtagne regler.

Indtil den 1. juni 1985 har udvalget 11 gange over for 10 forskellige

projekter (radio: 6 - tv: 4) påtalt overtrædelser, idet disse

påtaler i alle tilfælde undtagen to har omfattet flere forhold.

Abonnements-tv har kun været prøvet i forbindelse med trådløst tv af

Kanal 2 i Københavns-området, hvor abonnementet effektueres

gennem, at forbrugeren må leje en dekoder, der skal tilsluttes

modtageren, for at programmerne skal kunne modtages i forståelig

form.

Der foreligger ikke i øjeblikket nærmere oplysninger om, i hvilket

omfang projekterne beskæftiger sig med forretningsmæssige

aktiviteter for at skabe indtægter.

Det er imidlertid kendt, at en række projekter for at øge

indtægtsgrundlaget driver forskellige aktiviteter som salg af

t-shirts, badges, plakater m.v. Af andre indtægtsformer kan

nævnes: gaver, kontingenter, bingospil (specielt via

støtteforeninger), lytterhilsener og lign. samt salg af sendetid

og salg af optagelser.

Forsøgsordningen forudsætter ikke, at de enkelte projekter udviser

alsidighed i deres programvirksomhed, og der er ikke stillet noget

krav om alsidighed. Det skal dog nævnes, at der af

kabel-tv-projekterne i Odense, som slog sig sammen på

programområdet, er krævet åbenhed over for udenforståendes lokale

programmer, og at kommunale projekter forventes at vise

alsidighed.

Ifølge forudsætningerne for forsøgsloven skal programvirksomhenden

være begrundet i et lokalt interessefællesskab og ikke kun

fremtræde som en dublering af landsdækkende eller regionale

programmer. Dette betyder blandt andet, at en væsentlig del af

programudbuddet skal være produceret i området.

For så vidt angår tv-programmerne har udvalget i forbindelse med

fastlæggelse af grænser for program-samarbejde præciseret begrebet

lokalt interessefællesskab.

I en rundskrivelse af 18. februar 1985 vedrørende samarbejdsaftaler

og programsammensætning til lokal-tv-projekterne har udvalget -

særlig med henblik på spørgsmålet om network, hvorved de samme

programmer udsendes på forskellige lokaliteter - præciseret

føltende:

»1. Forsøgstilladelsen kan ikke overdrages helt eller delvis.

Indehaveren skal i overensstemmelse med tilladelsen have

kontrollen over såvel stationens programvirksomhed som driften i

øvrigt. En tilladelsesindehaver kan ikke (uden forudgående

godkendelse herfra) indgå nogen aftale, hvorved der afstås

beføjelser over projektet til uvedkommende.

2. Den enkelte stations programsammensætning skal omfatte mindst

50 pct. lokalt stof - det vil sige stof, der er produceret lokalt

eller på anden måde har tilknytning til det pågældende lokale

område.

3. En spredning eller fordeling i det lokale område af programmer,

der føres frem til stationen udefra, må ikke foregå samtidig med,

at fremføringen sker, medmindre der er tale om lokalt stof.«

For nærradioernes vedkommende er begrebet lokalt interessefællesskab

ikke præciseret ved brug af procentsatser. I forbindelse med en

indstilling om midlertidig inddragelse af en forsøgstilladelse har

udvalget kun fastslået, at en andel af lokalt stof vurderet til

maximalt 15 pct. ikke var i overensstemmelse med forudsætningerne

for tilladelsen, det vil sige den ansøgning som lå til grund for

udstedelsen af tilladelsen.

Ved vurderingen af, om de enkelte projekter lever op til

programforpligtelserne, lægges der vægt på karakteren af

programmerne som helhed.

I anledning af en ansøgning om tilladelse til transmission af

satellit-tv har kulturministeriet udtalt, at viderespredning af

satellittransmitterede tv-programmer falder uden for

forudsætningerne for lovgivningen vedrørende forsøgsordningen, og

at uændret og samtidig trådløs udsendelse af programstof overført

via satellit derfor ikke kan godkendes. Derimod indeholder

lovgivningen ikke hindringer for en almindelig punkt til punkt

transmission af satellit-tv programmer med henblik på

tidsforskudt udsendelse. Det forudsættes herved, at den pågældende

udsendelse i givet fald gennemføres i overensstemmelse med de

vilkår, der i øvrigt er fastsat for den pågældende tilladelse.

Det er i forsøgsperoden fastsat som vilkår, at de enkelte projekter

skal identificere sig ved begyndelsen og slutningen af hver

udsendelse, dog mindst en gang hver time. Identifikationen skal

ske ved anvendelse af en af kulturministeriet godkendt betegnelse.

Der er ikke, hverken i loven og dens forudsætninger eller af

udvalget, fastsat generelle etiske normer for forsøgenes

programindhold.

De udsendelses- og produktionstekniske forudsætninger for forsøgene

er fastlagt i »Generelle retningslinier for etablering af lyd- og

videotekniske anlæg til lokaludsendelser i den 3-årige periode«,

som er et bilag til de udstedte forsøgstilladelser.

Forsøgsprojekterne havde fra forsøgsperiodens start pligt til løbende

at indsende dels rapporter i skemaform om programmerne, dels

optagelser af samtlige udsendelser til brug for forskningen eller

behandlingen af klager. Senere er det dog blevet bestemt, at

projekterne selv skal opbevare optagelserne i mindst 6 måneder,

inden for hvilken periode bånd uden videre kan rekvireres af

udvalget. De indsendte bånd beholdes normalt i ministeriet indtil

forsøgsperiodens udløb.

I forhold til kulturministeriet hæfter forsøgstilladelsernes

indehavere for, at programmerne er i overensstemmelse med de

gældende retningslinier. Ansvaret for tilladelsens rette brug kan

indehaverne ikke fralægge sig ved aftaler med enkelte

programproducenter eller på anden måde.

Det er Lokalradio-og -TV-udvalgets opgave at følge projekternes

virksomhed og at påtale eventuelle overtrædelser af de for

forsøgsordningen gældende regler.

Sanktionsmuligheden er i yderste konsekvens at indstille til

ministeriet, at indehaveren fratages sin tilladelse, eventuelt

midlertidigt indtil forholdene er bragt i orden. Udvalget har

indtil videre i tre tilfælde indstillet midlertidig fratagelse af

en tilladelse.

Udvalget er desuden klageorgan, idet lyttere og seere kan henvende

sig med klager over lokal programvirksomhed. Udvalget har også

adgang til af egen drift at tage de enkelte forsøgs programmer op

til vurdering, uanset om en klage foreligger.

Retningslinier for behandling af klager er fastsat i

kulturministeriets vejledning af 28. februar 1983. Om proceduren

er det heri bestemt, at en klage skal angå et bestemt program og i

første instans må rettes til den ansvarlige ledelse af vedkommende

programvirksomhed. En klage til udvalget må vedrøre en afgørelse

truffet af denne ledelse. Udvalget kan træffe afgørelse om

berigtigelse af fejlagtige oplysninger om faktiske forhold og i

øvrigt kun fremsætte udtalelser. Kulturministeriet fungerer som

ankemyndighed i forhold til udvalget.

For forsøgsprojekterne er der ikke fastsat særlige bestemmelser, der

regulerer forhold vedrørende ansvarspådragende udsendelser. Dette

gælder såvel i strafferetlig som i erstatningsretlig henseende.

Dansk rets almindelige ansvarsregler er derfor gældende.

Under forsøgsordningen er samtlige nærradiosendere anskaffet af Post-

og Telegrafvæsenet og stillet vederlagsfrit til rådighed for

forsøgene, idet kulturministeriet ud af de statslige midler

betaler forrentning og afskrivning til Post- og Telegrafvæsenet i

forsøgsperioden. Da afskrivningstiden er 10 år, er Post- og

Telegrafvæsenets udgifter kun delvis dækket ved forsøgsperiodens

udløb.

I forsøgsperioden har det været overladt til brugerne selv at finde

en egnet placering af senderen, foretage installation, opsætte

senderantenne og tilvejebringe programlinie hos det lokale

telefonselskab. Det samme gælder etablering af studie og det

dertil knyttede optage- og afspilningsudstyr. Senderstyrken er 10

watt tilført antennen. Den effektivt udstrålede effekt (e.r.p.)

kan ved særlige antennekonstruktioner blive flere gange højere.

Da udgifterne til en tv-sender er langt større end til en

nærradiosender, har man på forhånd måttet se bort fra en

tilsvarende ordning som ved nærradio. Det vil sige, at projekterne

selv har måttet afholde udgifterne til etablering og drift af

sender, men nogle af tv-forsøgene har dog fået et betydeligt

direkte tilskud fra kulturministeriet.

Senderanskaffelse har således været overladt til forsøgene selv, men

flertallet af de trådløse tv-forsøg har kontraheret med Post- og

Telegrafvæsenet om oprettelse og drift af de sendertekniske anlæg,

og udgifterne dækkes efter regning. Også link-forbindelsen mellem

tv-studiet og senderen er her tilvejebragt af Post- og

Telegrafvæsenet. Senderstyrken er 200 watt (e.r.p.).

For kabel-tvs vedkommende bemærkes, at forsøgenes dækningsområde er

fastlagt i forbindelse med udstedelsen af forsøgstilladelsen.

I forhold til radio- og fjernsynsforetagender varetages

komponisternes rettigheder (og rettighederne til den tekst, der

måtte være knyttet til musikken) gennem selskabet Koda, medens de

udøvende kunstneres og pladeproducenternes rettigheder over

optagelser varetages gennem institutionen Gramex.

Versioner

1. 1988-05-21