1985 LSF 32 FORSLAG TIL LOV OM GARANTIER FOR LÅN TIL SKIBSFINANSIERING
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00032@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Industriministeren kan indtil 31. december 1986 inden for et
beløb af 500 millioner kr. yde garanti af statskassen for lån, der
optages i Danmarks skibskreditfond til ny- eller ombygning af
skibe kontraheret af danske rederier.
§ 2. For garantierne betales til industriministeriet en risikopræmie,
der indsættes på en særlig konto i Danmarks Nationalbank.
Udbetalinger i medfør af stillede garantier dækkes forlods af
denne konto.
§ 3. Til bistand ved behandlingen af spørgsmål vedrørende garantierne
nedsætter industriministeren et udvalg, der består af en formand,
repræsentanter for industriministeriet og finansministeriet samt
sagkyndige.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.
Stk. 3. Industriministeren kan fastsætte, at udvalget træffer
afgørelse i sagerne, og fastsætte regler om adgang til at klage
over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan
indbringes for ministeren.
§ 4. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 56
§ 1.Industriministeren kan indtil 31. december 1986 inden for et
beløb af 500 millioner kr. yde garanti af statskassen for lån, der
optages i Danmarks Skibskreditfond til ny- eller ombygning af
skibe, kontraheret af danske rederier.
§ 2. For garantierne betales til Industriministeriet en risikopræmie,
der indsættes på en særlig konto i Danmarks Nationalbank.
Udbetalinger i medfør af stillede garantier dækkes forlods af
denne konto.
§ 3. Til bistand ved behandlingen af spørgsmål vedrørende garantierne
nedsætter industriministeren et udvalg, der består af en formand,
repræsentanter for Industriministeriet og Finansministeriet, samt
sagkyndige.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.
Stk. 3. Industriministeren kan fastsætte, at udvalget træffer
afgørelse i sagerne og fastsætte regler om adgang til at klage
over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes
for ministeren.
§ 4. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Bygning af skibe her i landet bliver hyppigt finansieret ved lån i
Danmarks Skibskreditfond. Dette gælder uanset, om skibene beordres
af danske eller udenlandske rederier. Til sikkerhed for lånene
gives der pant i skibene, men denne sikkerhed er ikke
tilstrækkelig til at opfylde Skibskreditfondens krav, og der
stilles derfor krav om supplerende sikkerhed. Denne sikkerhed vil
normalt, når det drejer sig om udenlandske rederier, blive opfyldt
ved en eksportkreditgaranti. Når det drejer sig om danske
rederier, vil sikkerheden som regel bestå i bankgarantier, hvilket
udgør omkostninger for rederiet, eller deponering af værdipapirer,
hvilket belaster rederiernes likviditet. Man kan således sige, at
danske rederier, som afgiver ordrer til danske værfter, er ringere
stillet end udenlandske rederier.
Det gennem mange år eksisterende svage fragtmarked har medført stor
tilbageholdenhed hos danske rederier med afgivelse af ordrer. I de
tilfælde, hvor der alligevel er afgivet ordrer, har det i stigende
omfang været til udenlandske værfter, som kan tilbyde bedre
finansieringsbetingelser end danske værfter.
Med henblik på at tilskynde til, at danske rederier i stigende grad
afgiver deres ordrer til danske værfter, søges der gennem
lovforslaget tilvejebragt en ligestilling mellem danske og
udenlandske rederier i finansieringsmæssig henseende ved afgivelse
af ordrer til danske værfter.
Til § 1:
Da garantier i henhold til loven kan stilles indtil udgangen af 1986,
skønnes en garantiramme på 500 mio. kr. at ville være
tilstrækkelig. Lovens gyldighedsperiode er valgt under hensyn til,
at det EF-direktiv, der omhandler støtte til værfterne, udløber
den 31.12.1986. En eventuel fortsættelse af garantiordningen bør
derfor afvente en afklaring af, hvorledes Fællesskabets politik på
området vil udvikle sig. Lykkes det at mindske de statslige
subsidier i andre EF-lande, bør den danske værftspolitik og de
eksisterende ordningers berettigelse også gøres til genstand for
fornyet overvejelse.
Til § 2:
Risikopræmien må af hensyn til det nævnte formål, at ligestille
danske og udenlandske rederier ved kontrahering på danske værfter,
fastsættes på samme måde som for eksportkreditgarantier. De
indbetalte risikopræmier bør som i eksportsituationen dække
eventuelle udbetalinger. Der vil dog for skibenes vedkommende være
tale om en betydelig koncentration af risiko, idet hvert skib kan
udgøre en betydelig beløbsmæssig risiko, hvortil kommer, at
risikoen kun vil blive aktuel, hvis et dansk rederi kommer i
alvorlige vanskeligheder, og garantien derfor muligvis samtidig
kan blive aktuel for flere skibe. Der vil således kunne opstå
betydelige tab, som kun ville kunne forventes dækket af den
almindelige risikopræmie, dersom ordningen bestod i en længere
årrække.
Til § 3:
Udvalget forudses sammensat af sagkyndige fra de interesserede
erhverv samt Danmarks Nationalbank og Danmarks Skibskreditfond.
Lovens administration, herunder afgørelse af de fleste spørgsmål,
der måtte opstå i forbindelse med de udstedte garantier, vil blive
overdraget Direktoratet for Egnsudvikling, der allerede
administrerer en eksisterende ordning for mindre fragtskibe.
I forbindelse med den eksisterende garantiordning for mindre
fragtskibe er der indgået en samarbejdsaftale med
Skibskreditfonden, der med rederiets tilladelse stiller alle de
faktiske oplysninger, Fonden har, til rådighed for
Industriministeriet. En tilsvarende ordning forventes at kunne
indføres for de heromhandlede garantier. Fonden vil som sikkerhed
for sit lån normalt kræve pant i skibet og derudover en
supplerende sikkerhed. Fonden vil afkræve rederiet en vis del af
den supplerende sikkerhed, der f.eks. vil kunne opfyldes ved en
bankgaranti, således at det statslige engagement ikke typisk vil
omfatte hele den del af lånet, der ikke sikres ved pant i skibet.
Det enkelte rederis økonomiske situation bør indgå i Udvalgets
overvejelser, inden der tages stilling til, hvor stor en del af
lånet Udvalget finder at kunne garantere for. Der bør dog ikke
garanteres for mere end halvdelen af hvert lån. I øvrigt må
Udvalget stille sådanne betingelser i forbindelse med garantien,
som i de enkelte tilfælde findes fornødne.
I de tilfælde, hvor fremmede rederiers køb af skibe ved danske
værfter finansieres ved hjælp af en eksportkreditgaranti,
indebærer eksportkreditordningens almindelige regler, at værftet
bærer en vis selvrisiko. Det følger derfor naturligt af
lovforslagets formål, at værftet ved kontrakter fra danske
rederier bærer en tilsvarende selvrisiko. Dette kan opnås for den
foreslåede garantiordning ved, at værftet over for Staten
kautionerer for en del af et eventuelt tab.