Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00034@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

Lov om arbejdsretten nr. 317 af 13. juni 1973, ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Historisk set er arbejdsretten blevet etableret som garant for, at de

kollektive overenskomster blev overholdt, først og fremmest for at

skabe et effektivt værn mod arbejdsstandsning, så længe en

overenskomst gælder. Dette kaldes for fredspligten.

Loven fremstår, som om der er tale om et stykke højere retfærdighed.

Tilsyneladende gøres der jo ikke forskel på parterne. Der er lige

mange dommere udpeget af arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer, og som formand fungerer en juridisk

dommer (i sjældne tilfælde 3), som er valgt af organisationerne i

fællesskab. Men det tilsyneladende millimeterdemokrati forbliver

blot og bar teori. Retten er ikke hævet over klassemodsætninger,

og staten og retten er ikke klasseneutral.

Hvis arbejderne nægter kollektivt at sælge deres arbejdskraft på

nogle bestemte vilkår eller kollektivt nægter at finde sig i, at

arbejdsmiljømæssige problemer ikke bliver løst, slæbes de for

arbejdsretten og idømmes bod. Hvis virksomhedsejerne derimod

»nægter« at beskæftige det antal arbejdere, de plejer at

beskæftige, f.eks. på grund af at de vil flytte virksomheden til

udlandet eller de vil nedlægge en del af produktionen, kan de godt

blive slæbt for arbejdsretten, men virksomheden kan ikke blive

dømt for lock-out af arbejdskraften. Arbejdsretten har afsagt en

lang række domme, der belyser dette problem. Hvis det f.eks. kan

lade sig gøre at få et bestemt stykke arbejde udført billigere af

andre, kan arbejdsgiverne lovligt fyre arbejderne. Dette fremgår

lysende klart af bl.a. en sag fra 1964 (nr. 5777), hvor en

virksomhed ønskede at nedlægge hele sin kørselsafdeling for at få

kørslen udført billigere af et andet firma. Dette firma kunne køre

billigere, fordi man ikke havde en særoverenskomst om

produktionstillæg. Kapitalen har altså fri strejkeret.

Arbejdsretten bygger som sagt på den formelle ligestilling af

parterne. Men den ene part har noget, som den anden ikke har,

nemlig retten til at lede og fordele arbejdet. Denne ledelsesret

sætter arbejdsgiverne i en meget stærk magtposition over for

lønarbejderne.

Men hvem bruger egentlig arbejdsretten, og hvem har gavn af den?

Både LO og DA har altid sagt, at arbejdsretten er til lige gavn for

begge parter. Men praksis taler et helt andet sprog.

Arbejdsgiverne bruger arbejdsretten meget mere end lønarbejderne.

Og DA vinder stort set alle de sager, de bringer for

arbejdsretten. Det gør LO også, påstår LO. Men forskellen er, at

det er meget mindre sager, LO vinder, f.eks. sager mod

uorganiserede arbejdsgivere vedrørende inkasso. Sager, som LO

simpelt hen skal vinde, hvis der skal bevares blot et lille skær

af retfærdighed over arbejdsrettens funktion.

Bodsbeløb ikendt ved dom

1/5-30/4 DA Andre Løn arbejdsg. arb. 1969-70 0 35.000 227.000 1970-71 2.000 19.00 2.874.000 1971-72 11.000 17.00 211.000 1972-73 20.000 70.00 218.000 1973-74 5.00 60.000 56.000 1974-75 5.000 27.000 179.999 1975-76 13.000 78.000 1.648.000 1976-77 0 93.000 2.106.000 1977-78 125.000 36.9000 2.021.000 1978-79 75.000 234.000 1.432.000 1979-80 25.000 244.000 6.347.000 1980-81 80.000 194.000 5.099.000 1981-82 85.000 227.000 2.315.000

Bodsbeløb tildelt ved forlig

1/5-30/4 DA Andre Løn arbejdsg. arb. 1969-70 5.000 95.000 467.000 1970-71 4.000 86.000 1.435.000 1971-72 6.000 23.000 310.000 1972-73 1.000 103.000 219.000 1973-74 44.000 36.000 887.000 1974-75 5.000 74.000 373.000 1975-76 0 98.000 1.802.000 1976-77 27.000 41.000 2.857.000 1977-78 27.000 24.000 2.669.000 1978-79 0 108.000 4.640.000 1979-80 13.7000 149.400 9.208.000 1980-81 0 112.900 5.348.000 1981-82 6.000 14.000 2.365.000

Sager indbragt af:

År Arbejdsgiverne Lønarbejderorg. 1/4-31/3 antal pct. antal pct. I alt 1974-75 104 65 55 35 159 1975-76 150 66 77 34 227 1976-77 290 83 58 17 348 1977-78 219 83 46 17 265 1978-79 209 73 79 27 288 1979-80 301 84 59 16 360 1980-81 337 86 54 14 391 1981-82 153 63 91 37 244

Kilde: Ole Krarup: Lighed for loven.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Lønarbejderne tegner sig for

mere end 95 pct. af bodsbeløbene. Og så skal det oven i købet med

ind i billedet, at de beløb, der figurerer som bod hos

arbejdsgiverne, indeholder efterbetaling af løn etc., så hvad en

reel bod angår, betales den for 99 pct.s vedkommende af

lønarbejderne!

Aktionsretten begrænses stadig mere

Aktionsretten bliver stadig mere begrænset. I overenskomstperioderne

er strejker overenskomststridige, og det er i stigende grad blevet

reglen snarere end undtagelsen, at regeringen bryder ind i en

overenskomstfornyelse og lovgiver. Sidst så vi det i slutningen af

marts 1985, hvor den borgerlige regering fremsatte et lovforslag

til forlængelse af gældende overenskomster og aftaler. Dette

lovindgreb fra regeringens side stoppede de overenskomstmæssige

strejker og tvangsindførte fredspligten. Arbejderne blev således

tvunget til at sælge deres arbejdskraft på regeringsdikterede

vilkår, vilkår, som de og deres organisationer absolut ingen

indflydelse havde haft på. Den moderne galejslave var således en

realitet.

Tusinder og atter tusinder nægtede at gå tilbage til arbejdet på

sådanne vilkår. Disse arbejdere trækkes nu i arbejdsretten og

idømmes bod, fordi de ikke vil lade sig byde at arbejde på vilkår,

de ingen indflydelse havde haft på. Denne situation har forstærket

mange arbejdspladsers krav om, at LO skal trække sine dommere ud

af arbejdsretten og lade være med at tage et aktivt medansvar for

arbejdsrettens praksis. Dette ville få arbejdsretten til at bryde

sammen, og samtidig ville det have som formål at få fjernet

medansvaret for de fagretlige regler og i stedet presse

fagorganisationerne til at støtte medlemmerne mod arbejdsgiverne

og ikke omvendt.

Øget polarisering

Arbejdsretten fungerer som et konjunkturbarometer, har Ole Krarup

sagt. Den økonomiske og politiske krise afspejles i arbejdsrettens

justits overfor den organiserede lønarbejderklasse.

Krisetider er ensbetydende med intensiverede angreb på

arbejderrettigheder (Retsvidenskabeligt Institut, årsberetning

1984).

Den stadig mere begrænsede aktionsret er et bevis herpå. Det samme er

diverse regeringers indgreb i overenskomstfornyelsen samt de

stadig højere bøder, som arbejdsretten idømmer organisationerne,

ligesom de domme, arbejdsretten afsiger, skærper

organisationsansvaret mere og mere.

Dette har i den aktuelle debat bevirket, at stadig flere

fagforeninger ytrer ønske om ændringer i arbejdsretten, hvis de

ikke ønsker den helt fjernet. Der foregår et udvalgsarbejde i SiD

herom. Det samme er tilfældet i bryggeriarbejderforbundet, og

endelig har også Ole Espersen (S) offentligt udtrykt, at der er et

skrigende misforhold mellem den bod, arbejdsretten idømmer

organisationerne og virksomhederne i forskellige sager.

I øvrigt er de danske forhold omkring arbejdsretten og bodsansvar

langt hårdere end f.eks. tilfældet er både i Sverige og England.

Og de danske forhold er i øvrigt også i dag langt dårligere, end

diskussionen i folketinget i 1973 lagde op til. Her snakkede man

om bodsfritagelse i meget vidt omfang ved korte strejker og

strejker, der skyldtes trivselsmæssige årsager, autoritære

ledelsesformer osv. Man kan sige, at diskussionen dengang var

præget af illusioner, og at den daværende formand for DA fik

sørgerligt ret, da han beroligede sine medlemmer med, at en

ændring af retsgrundlaget intet havde på sig.

Udviklingen siden 1973 er tværtimod gået i forkert retning.

Arbejdsgiverne har bevidst benyttet arbejdsretten til at

intensivere sine angreb på arbejdernes rettigheder, og de har haft

alt for meget held med sig.

Men en afskaffelse af arbejdsretten kan ikke stå alene

VS foreslår, at der efterfølgende gennemføres en lovgivning, der

forhindrer, at der kan rejses civilretlige søgsmål med krav om

erstatning som følge af faglige tvistigheder samtidig med, at man

ophæver arbejdsretsloven. Egentlig mener vi ikke, at lov om

erstatningsansvar (nr. 228 af 23. maj 1984) burde rumme mulighed

for at idømme et sådant erstatningsansvar, idet arbejdskraften

ikke burde kunne idømmes en økonomisk erstatning for den »skade«,

arbejdskraftens manglende arbejde måtte påføre en arbejdsgiver.

Hoveriet og fæstebonden er afskaffet i Danmark for længst, og vi

har ikke arbejdspligt. Men vi ved også, at arbejdsretten er

indført for at sikre arbejdsgiverne en hurtig og effektiv

domfældelse over for arbejdere, der ikke vil makke ret. Vi ved, at

arbejdsretten på en og samme tid fungerer som en instans, der

cementerer fagtoppens klassesamarbejdspolitik, og som ikke tager

så specielt nøje på de traditionelle krav om retssikkerhed. Vi

ved, at aktive arbejdere bliver dømt uden noget krav om anden form

for bevis end en formodning om, at de aktivt ønsker at forbedre

deres løn- og arbejdsforhold.

Når vi stiller forslag om at afskaffe arbejdsretten, skal vi ikke

have oprettet et lignende system andetsteds i det borgerlige

retssystem, f.eks. en speciel afdeling af byretten, der kunne

dømme aktive arbejdspladser på stribe efter samme system, som

bruges i arbejdsretten. Det er for at sikre dette, at vi mener,

det skal præciseres, at der ikke kan pålægges civilretligt ansvar.

Gradvise skridt, hvis der ikke er flertal for en total afskaffelse

VS ønsker altså arbejdsretten fuldstændig afskaffet, således at

lønarbejdernes muligheder for at forbedre deres forhold øges.

Såfremt det under behandlingen af dette lovforslag imidlertid skulle

vise sig, at der ikke kan opnås flertal for en total afskaffelse

af det statslige arbejdsretssystem, men kun for en afskaffelse af

nogle af dets uhyrligheder, er VS absolut også villig til at

medvirke til sådanne mindre forbedringer til fordel for

arbejderbefolkningen.

Men det er her magtpåliggende for os at præcisere, at vi vil

demontere arbejdsretten. Vi mener, det er en forkert vej at gå at

tro, at arbejdsretten kan gøres mere retfærdig. Vores vurdering

er, at med kapitalistiske samfundsforhold vil et så centralt felt

for borgerskabet som arbejdsretten som hovedfunktion altid virke

disciplinerende, bevare arbejdspligten osv. Derfor kan vi støtte

en stykkevis afskaffelse af arbejdsrettens magtbeføjelser og de

regler, der indskrænker arbejderklassens kampfrihed. Derimod kan

vi ikke gå ind for ændringer, der udbygger arbejdsretssystemet. Vi

skal skynde os at præcisere, at vi med dette lovforslag ikke vil

blande os i, hvilke systemer der udvikles på arbejdsmarkedet uden

om staten, dvs. om der laves voldgifts- og mæglingssystemer. Det

vil sige, vi er selvfølgelig indstillet på, at der skal laves

aftaler på arbejdsmarkedet, der medfører, at der kan arbejdes. Men

vi mener under ingen omstændigheder, at det skal være en instans

som arbejdsretten - uden for de aftalende parter - der som støtte

til den ene part med statslig tvang kan gå ind i et aftaleforhold.

Vi mener dermed, at parterne, det være sig klub kontra den enkelte

ejer eller hovedorganisationerne over for hinanden, skal have ret

til frit at aftale mellem hinanden som parter, hvorledes

uoverensstemmelser om forståelse af aftaler skal behandles, dvs.

hvorledes fortolkningstvivl og interessetvister eventuelt skal

belyses og mægles, og hvilke varsler der skal være før

arbejdsstandsning osv. Det vil vi blande os i i praksis ude på

arbejdsmarkedet. Men her i folketinget skal der ikke lovgives om

det.

Blandt de midler i arbejdsretslovgivning, der i særlig grad angriber

arbejderbefolkningens muligheder for at forbedre sine forhold, og

som vi derfor i særlig grad ønsker at afskaffe eller i det mindste

modificere, er

1. bodssystemet,

2. fortolkningsfordelen.

ad 1) Bestemmelserne i arbejdsretslovens § 12 om mulighed for

idømmelse af bod fjernes

I oktober 1970 blev der nedsat et udvalg, som skulle gennemgå

arbejdsretsloven og fremkomme med indstillinger til eventuelle

ændringer. I spørgsmålet om bodsbestemmelse var der uenigheder. LO

fremførte kravet om, at boden helt skulle bortfalde, hvilket DA

modsatte sig kraftigt, og det kom til et kompromis, hvor man

fælles anbefalede en bibeholdelse af bodssystemet med visse

begrænsninger. Sagen kom op i folketinget i foråret 1973, og den

daværende socialdemokratiske arbejdsminister fremkom med et

lovforslag, der 100 pct. fulgte, hvad LO og DA i fællesskab var

blevet enige om. Det vil sige, socialdemokratiet afstod fra at

benytte det daværende arbejderflertal med SF og afskaffe

bodssystemet. SF stillede nemlig i f.m. behandlingen af

lovforslaget forslag om afskaffelse af bodssystemet. Men

socialdemokraterne benyttede sig ikke af flertallet.

Der findes forskellige former for bod, og den form for bod, der

kraftigst hæmmer arbejderbefolkningens aktiviteter for ordentlige

løn- og arbejdsforhold, er:

a) Bod for organisationsansvar

Organisationsansvaret binder organisationerne til klassesamarbejdet.

Truslen om bod i millionklassen presser fagorganisationerne til at

vende sig aktivt imod deres egne medlemmer og får nogle til at gå

så vidt, at de truer med eksklusioner af aktionerende arbejdere.

Organisationsansvaret splitter arbejderne og de faglige

organisationer. Dette er DA alt for godt klar over, hvorfor DAs

politik er med djævlens vold og magt at få organisationerne idømt

bodsansvar. I DAs årsberetning 1980-81, side 15, kan man læse

følgende:

»DA har fastholdt bestræbelserne på at skærpe organisationsansvaret.

Som det fremgår af de konkrete afgørelser . . . er disse

bestræbelser lykkedes i meget vidt omfang.«

DA har også siden 1980-81 haft et stigende held med at få idømt

organisationerne bod, bl.a. fordi den øgede polarisering har

presset bl.a. SiD til at støtte medlemmerne i overenskomststridige

strejker.

Optrapningen er lykkedes, kulminerende med den rekordstore bod til

SiD på 20 mill. kr. (plus 1 mill. kr. til Trafikfunktionærernes

Fagforening) i HT-konflikten. SiD blev dømt, ikke fordi

arbejdsretten fandt det bevist, at forbundet havde styret

konflikten, men fordi forretningsfører i SiD John Hansens og

forbundsformand Hardy Hansens udtalelser til pressen kunne

opfattes som udtryk for, at forbundet bakkede konflikten op. Hardy

Hansen havde bl.a. offentligt udtrykt sin politiske opfattelse af

nødvendigheden af en organisering i enhedsfagbevægelsen.

Organisationsrepræsentanters blotte udtalelser til pressen er altså i

dag tilstrækkeligt til at medføre bod i millionklassen, samtidig

med at arbejdsgivere, borgerlige personer og politikere kan

kommentere og påstå de mest uhyrlige ting om en igangværende

strejke uden risiko. Denne urimelige situation, der som sagt

tvinger organisationernes repræsentanter til direkte at undsige

deres egne medlemmer, må bringes til ophør. Om en organisation vil

støtte medlemmer i strejke eller tage afstand fra strejkerne, skal

ikke bestemmes af DA gennem bodssystemet, men udelukkende

bestemmes af organisationens egne medlemmer/kompetente organer.

LO har forsøgt at give igen med samme mønt. Men resultatet har kun

været en udstilling af egen ynkelighed. De praler af, at det er

lykkedes dem at få idømt en arbejdsgiverorganisation den hidtil

højeste bod for organisationsansvar - på sølle 400.000 kr.!!!

Træets Arbejdsgivere har opfordret fabrikken Centrum Vinduer i

Struer til at sidde en voldgiftskendelse overhørig i 11/2 år, dvs.

arbejderne måtte i over 2 år arbejde med lavere indtjening end

overenskomsten fastlagde (LO-Bladet d. 20. juni 1985,

arbejdsretsdom 13. december 1984). Dette er, hvad de svagere

områder får ud af arbejdsretten, når den er bedst - 2 år for at få

den overenskomstmæssige løn.

b) den individuelle bod

Der findes i Danmark intet loft over den bod, den enkelte arbejder

kan blive idømt. Det er endog sådan, at arbejdsgiverne kan

fritstille arbejdet (dvs. fyre de strejkende og så fortsat kræve

bod af dem, selv om de ikke er ansat på den virksomhed, hvor der

strejkes). VS mener, den individuelle bod skal væk. Det koster

rigeligt i forvejen på grund af løntabet.

Den individuelle bod når i øvrigt i Danmark nogle højder, som man

slet ikke kender i de lande, vi normalt sammenligner os med. I

Sverige f.eks. har boden aldrig nået de astronomiske højder, vi

kender fra Danmark. Og da den begyndte at stige, blev den

»strammet« nedad med en rigsdagsbeslutning i efteråret 1984, der

fastslog, at såfremt arbejderne gik i arbejde efter det første

pålæg fra arbejdsretten om, at strejken var overenskomststridig,

skulle der ikke falde bod normalt. Hvis strejken fortsætter, skal

der som hovedregel højst betales 200 kr. i bod, medmindre der er

tale om et særlig graverende brud på fredspligten. Indtil dato er

den højeste bod, nogen svensk arbejder er idømt, 600 kr. (godt nok

svenske!!).

Hvis bod ikke kan afskaffes totalt, vil VS arbejde for en begrænsning

af tilfælde, hvor der kan idømmes såvel individuel som

organisationsbod.

Arbejdsretsreformen fra 1973 bygger som sagt på et kompromis mellem

LO og DA, eller skulle vi hellere kalde det »kompromiset, der blev

væk«. Kompromiset byggede bl.a. på

1. boden skal bortfalde, når en arbejdsstandsning skyldes

trivselsmæssige faktorer, som modparten har ansvaret for,

2. boden skal bortfalde, hvis der er tale om en rimelig reaktion på

overenskomstbrud fra modpartens side, eller hvis der fra

modpartens side har foreligget et forhold af en sådan art, at

arbejdsstandsninger må anses for at være en forståelig reaktion,

3. boden kan ikke bruges som erstatning for det tab, arbejdsgiveren

påstår han har lidt,

4. bod gives som hovedregel ikke ved kortvarige arbejdsstandsninger.

I praksis er kompromiset ikke eksisterende, undtagen hvad angår punkt

4., og her er det også stærkt udhulet.

Det daværende arbejdsmarkedsudvalg lagde i sin betænkning meget stor

vægt på, at ovennævnte kriterier fik et reelt indhold.

Arbejdsmarkedsudvalget lagde især stor vægt på de trivselsmæssige

faktorer, og vi vil derfor foreslå, at denne intention i det

mindste opfyldes ved at indføje i § 12, stk. 2 i 4. punktum: at

der ikke kan idømmes bod »for arbejdsstandsninger, der

gennemføres, fordi offentligretlige forskrifter udstedt af

arbejdsministeriet, direktoratet for arbejdstilsynet eller andre

offentlige instanser ikke er efterkommet« (dvs. hvor

arbejdsmiljølov, bygningslovgivning m.m. ikke er overholdt).

Vi vil i samme åndedrag foreslå, at bestemmelserne i § 5 i Norm for

behandling af faglig strid om, at arbejdsstandsning er

aftalestridigt, medmindre hensyn til liv, ære og velfærd

nødvendiggør standsning af arbejdet uden forudgående behandling,

udstrækkes til at gælde situationer, hvor arbejdsmiljølov m.m.

ikke overholdes, og at det er en selvfølge, at arbejdsstandsninger

i sådanne situationer aldrig medfører bod.

I 1973 blev det vedtaget, at der ikke kan idømmes bod ved kortvarige

strejker, hvor arbejdet genoptages inden fællesmødet, medmindre

der er tale om systematiske aktioner, eller rimelig begrundelse

savnes.

LO/DA har imidlertid i et protokollat i tilknytning til sager efter

maj-strejkerne mod Hartling fastslået, at politiske

demonstrationsstrejker savner rimelig begrundelse.

Vi mener, at intet er mere rimeligt end at gå i aktion, når

lovgivningsmagten trækker en lovgivning ned over lønarbejderne,

der gennemhuller eksisterende overenskomster og forringer

reallønnen, bl.a. ved at forringe dagpengene, de supplerende

dagpenge osv., fjerne dyrtiden fra overenskomsterne, indfører

løntrykkercirkulære, som undergraver overenskomsten osv. osv., og

derfor skal det præciseres, at politiske strejker har rimelig

begrundelse.

Organisationsansvaret er blevet skærpet - netop hvad angår politiske

strejker og organisationsmøder. En række fagforeningsformænd stod

f.eks. som arrangør af en demonstration i oktober 1982 (sag 9777 -

»OK-83-Kampagnen«). Mødet var berammet til afholdelse i den

almindelige arbejdstid. Og arbejdsretten gav derfor bod. Det vil

sige, at den grundlovssikrede demonstrationsfrihed er ved at blive

en saga blot, idet fagforeninger, der har medlemmer, der arbejder

på 2- eller 3 holdsskift i så tilfælde aldrig vil kunne afholde

demonstrationer.

ad 2) Fortolkningsfordelen

I Hovedaftalen mellem LO og DA anerkender arbejdersiden

arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og at udøve

denne ret i overensstemmelse med de i de kollektive overenskomster

indeholdte bestemmelser (§ 4, stk. 1). Andre hovedaftaler

indeholder en tilsvarende bestemmelse.

Det er efter VSs opfattelse ikke lovgivningens opgave at gå ind og

blande sig i disse bestemmelser, så det vil vi undlade i

folketinget!

Men det er i allerhøjeste grad lovgivningens opgave at gå ind og

blande sig i arbejdsrettens fortolkning af denne aftale om

arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, idet

arbejdsretten er et rent lovanliggende. Arbejdsretten fortolker

bestemmelsen helt urimeligt på en sådan måde, at arbejderen er

forpligtet til at udføre et hvilket som helst stykke arbejde eller

tåle en hvilken som helst omlægning i arbejdsgangen og fortsætte

med at arbejde på den måde, arbejdsgiveren måtte finde rigtig,

indtil hans klage er ført igennem fagretligt. Dette kan nemt tage

flere år. Og i denne periode er han under trussel om bod tvunget

til at følge arbejdsgiverens ensidige pålæg.

Der er helt groteske eksempler på dette. Sømændene var i længere tid

nødt til at sejle i Den arabiske Golf ved begyndelsen af krigen

Iran/Iraq uden krigsfaretillæg, fordi arbejdsgiverne trak sagen i

langdrag. Det samme gælder de arbejdere, der af Centrum Vinduer i

Struer blev sat til at arbejde på timeløn i stedet for akkord,

selv om arbejdet ifølge overenskomsten var akkordarbejde.

Dette blev ændret i Sverige i 1976, dvs. de svenske arbejdsgivere har

ikke længere fortolknings-fortrinet. Og vi foreslår, at vi følger

i svenskernes fodspor.

Det svenske eksempel siger, at hvor der opstår tvivl om den enkelte

arbejders forpligtelse til at udføre et stykke arbejde (hvor

arbejdsgiveren ønsker gennemført en forandring af den hidtidige

daglige rutine, f.eks. omstilling af arbejdet p.g.a. nye

produktionsmetoder eller redskaber, nye produkter, overflytning

til en andens arbejde, pålæggelse af overarbejde), da er det den

lokale repræsentant for den overenskomsthavende fagforening

(konkret virksomhedsklubben), der har retten til at fortolke,

hvorvidt denne ændring er i overensstemmelse med overenskomsten

eller ej, således at det er klubbens fortolkning, der er gældende,

indtil der evt. ved fagretlig behandling kommer en kendelse om

noget andet! Såfremt klubbens tolkning åbenlyst har savnet

begrundelse, kan den drages til ansvar, ellers ikke.

På den måde pålægges det den arbejdsgiver, der ønsker at forandre

forholdene, at påvise, at de nye forhold ligger inden for det i

forvejen aftalte. I Danmark er det som sagt det modsatte, der

gælder i dag. Her tvinges de arbejdere, der påtvinges ændrede

betingelser at tåle dem i lang tid, medens det overvejes i det

tunge juridiske system, om han nu også skal tåle disse nye forhold

eller ej. Vi foreslår derfor en konkret tilføjelse til den

eksisterende lov om arbejdsretten »i tilfælde af at der opstår

uenighed om forståelse af en aftale omhandlende det forhold, at en

arbejdsgiver ønsker at forandre en eller flere lønmodtageres

normale arbejde, er det den overenskomsthavende

arbejderorganisations lokale repræsentant, der afgør, hvorvidt

arbejdsgiveren har ret til at gennemføre den af ham ønskede

ændring af de enkelte arbejderes arbejdsforpligtelse, indtil der

evt. fagretligt måtte blive afsagt kendelse om noget andet«. Det

skal samtidig i bemærkningerne til denne bestemmelse, der f.eks.

kunne indsættes som ny § 10 i arbejdsretsloven, fremgå, at hermed

afskaffes den i arbejdsrettens praksis udviklede

fortolkningsfordel for arbejdsgiverne, samt at det hermed

ligeledes er forudsat, at arbejdsrettens hidtidige praksis

vedrørende forståelsen af arbejdsgivernes ledelsesret i henhold

til § 4 i den gældende og alle hidtidige hovedaftaler mellem DA og

LO ikke kan tillægges betydning i fremtidige afgørelser.

Statsmagten skal ikke ved lovtvang fjerne indflydelsen fra de parter

der indgår overenskomsterne

Vi har i det foregående været inde på en fjernelse af boden, den

individuelle såvel som organisationsboden, samt en ændring af

arbejdsgivernes fortolkningsfortrin.

VS skal herudover fastslå, at parterne i en arbejdsretssag

selvfølgelig bør være de parter, der har indgået en overenskomt.

Og som en konsekvens foreslår vi, at § 14, 2. punktum, slettes.

Som det er nu, griber staten ved lov ind i aftaleforholdet mellem

parterne og henlægger kompetencen til at føre arbejdsretssager til

hovedorganisationerne. Det er for VS vigtigt at arbejde for, at

de, som et problem vedrører, selvfølgelig selv skal have mulighed

for at påvirke handlinger og beslutninger i.f.t. dette problem.

Det er absurd, at statsmagten ved lovtvang fjerner indflydelsen

fra de parter, der har indgået overenskomsterne. Dette forslag

forhindrer på ingen måde, at den enkelte fagorganisation og

arbejdsgiverorganisation frivilligt afgiver sin kompetence i.f.t.

arbejdsretssager til de pågældende hovedorganisationer (jfr. § 17,

1. punktum), men en sådan evt. kompetenceafgivelse kræver i så

fald en beslutning hos den, sagen vedrører.

VS skal slutte sin række af demonteringsforslag med at foreslå, at §

17, sidste komma, stryges, idet vi ønsker at afskære

arbejdsrettens mulighed for at lade sager behandle for lukkede

døre. I bemærkningerne til lovforslaget om ændring af

arbejdsretten i 1973 er det forudsat, at praksis om, at

domsforhandlingerne er offentlige, fastholdes. VS finder, at disse

bemærkninger er korrekte, og vi finder ingen grund til at

fastholde muligheden for, at denne klassedomstol kan beslutte, at

offentligheden (pressen) eller selv de involverede arbejdere og

fagorganisationer udelukkes fra domsforhandlingerne. Denne ret til

hemmelige retssager er et levn fra gamle dage, og vi ønsker under

ingen omstændigheder at bevare muligheden for anvendelse af en

sådan praksis. Med de sidste års skærpelse af arbejdsrettens

praksis over for arbejderklassen kan man meget let forestille sig,

at bestemmelsen vil blive bragt til anvendelse igen.

Afsluttende bemærkninger

VS er godt klar over, at selv om loven blev ophævet, eller selv om

den blot blev ændret på nogle af de af os nævnte punkter, er der

mange forhold, der ikke reelt bliver ændret, fordi LO/DA har

aftalt eller vil aftale de samme ting indbyrdes. Men vores pointe

er, at fagtoppen ikke skal skjule sig bag ved, at der er tale om

en lov, og at det bare handler om at få et folketingsflertal, der

kan ændre loven.

VS vil derfor selvfølgelig videreføre debatten uden for folketinget,

bl.a. i forbindelse med debatten om Hovedaftalen LO har opsagt

Hovedaftalen. Når arbejdsretten dømmer, er det jo bl.a. ud fra

Hovedaftalen, der dømmes, og i denne fastslås, at der er

fredspligt, at arbejdsgiverne har ledelsesretten, ligesom de

væsentligste regler vedr. organisationsansvar findes i

Hovedaftalen. Derfor er en ændring af Hovedaftalen en af

forudsætningerne for en ændring af arbejdsrettens praksis.

Hovedaftalen er nu opsagt. Derfor er en debat om, hvad

arbejdspladserne ønsker af Hovedaftalen, og hvad der er styrke

til, af helt afgørende betydning.

VS mener, at evt. kommende arbejderflertal bør afskaffe/subsidiært

gennemføre de her nævnte demonteringer af arbejdsretten og

forligsmandsloven og ikke lade endnu en lejlighed gå fra sig, som

tilfældet var i 1973.

Versioner

1. 1988-05-21