Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00035@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

Lov om mægling i arbejdsstridigheder, jfr. lovbekendtgørelse nr. 559

af 21. december 1971, ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

VS har igen og igen pointeret, at vi er arge modstandere af

statsmagtens tvangsindgreb i forhandlingerne på arbejdsmarkedet.

Vi har bl.a. tidligere i 1975 og 1976 fremsat forslag om

afskaffelse af forligsmandsloven, se Folketingstidende 1974-75,

forhandlingerne sp. 2549, 4877, 6527 og 6586, tillæg A sp. 3871 og

tillæg B sp. 769 samt Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne

sp. 11809 og tillæg A sp. 4493. Ved de tidligere fremsættelser er

forslaget blevet afvist af et overvældende flertal fra

socialdemokratiet til de borgerlige partier.

Vi genfremsætter nu lovforslaget med bemærkninger, der er ført up to

date. Det gør vi dels for at markere vor holdning endnu en gang,

dels fordi vi ved den borgerlige regerings indgreb i

overenskomsterne for nylig så, at heller ikke regeringspartierne

eller det radikale venstre benyttede sig af forligsinstitutionen.

Den borgerlige regering gik et skridt videre. Arbejdsgiverne stillede

sig på bagbenene og nægtede at realitetsforhandle. Inden for det

offentlige arbejdsmarked kom det end ikke til skinforhandlinger.

Forligsmandens grundlag til en skitse kunne ikke accepteres af

parterne, og så kom regeringen med sin arbejdsgivergave - en

overenskomst, der med sine meget snævre lønrammer endog underbyder

arbejdsgivernes oprindelige krav.

På papiret skal forligsmanden forestille at være neutral og uafhængig

af både organisationerne og statsmagten. Men et er papir, noget

andet er virkeligheden. Og 80ernes virkelighed har væet en

forligsinstitution, der i stigende grad fungerer som statens

forlængede arm - som statens lønpoliti. Både i 1981 og i 1983 var

forligsmandens mæglingsskitse 100 pct. i overensstemmelse med de

lønrammer, som regeringen i forvejen havde udstukket. Forhandling

var der ikke tale om. Kun en tvangsgennemførelse af regeringens

økonomiske politik.

VS mener ikke, at lovgivningsmagten skal blande sig i, hvorledes

parterne på arbejdsmarkedet indgår aftaler om løn- og

arbejdsforhold. Det bør være op til lønarbejderne og

arbejdsgiverne selv at tilrettelægge deres forhandlinger, herunder

beslutte sig til, om de vil inddrage mæglere af den ene eller den

anden art i forhandlingerne. Parterne må også selv finde ud af, om

de vil sammenkæde aftaleafslutningen på forskellige

overenskomstområder, hvilke pressionsmidler de vil tage i

anvendelse osv. Vi finder det helt uacceptabelt, at en trediepart,

i dette tilfælde forligsinstitutionen, kan gribe ind i parternes

selvstændige aftalefornyelse med tvangsmidler, dvs. med pålæg om,

hvor og hvornår der skal afholdes møder. Det er også uacceptabelt,

at forligsmanden ved sin indgriben kan ulovliggøre aftalte

konfliktmidler, og at forligsmanden kan sammenkæde flere

forskellige afstemningsområder uden hensyntagen til parternes

ønske eller almindelig saglighed. De grafiske forbund har f.eks.

flere gange fået presset overenskomster ned over sig, uanset at et

meget stort antal af de grafiske arbejdere har stemt nej.

Ja-stemmer fra helt andre overenskomstområder har altså sikret, at

de grafiske overenskomster kunne »vedtages«!

Formålet med forligsmandsloven er angiveligt at forhindre

arbejdsstandsninger. I den borgerlige jura beskrives det på denne

smukke måde: »Forligsmandsloven er statsmagtens forsøg på at

hjælpe arbejdsmarkedets parter til at afslutte acceptable

overenskomster uden arbejdskamp« (Per Jacobsen, Kollektiv

Arbejdsret, s. 228). Men reelt vender loven sig jo kun mod de

tilfælde, hvor lønarbejderne finder det nødvendigt at nedlægge

arbejdet.

Arbejdsgiverne kan helt legalt lukke eller flytte virksomheder,

foretage massefyringer, foretage produktionsomlægninger og anvende

laverelønnet arbejdskraft, uden at forligsinstitutionen griber ind

for at sikre arbejdspladserne.

Den reelle effekt af forligsmandens virke bliver derfor, at

arbejdsgiverne under forhandlingerne om aftaler om løn- og

ansættelsesforhold i øvrigt kan fremture med helt urealistiske

krav, krav, som de udmærket godt ved at lønarbejderne ville sige

nej til, hvis de havde en almindelig demokratisk ret til at nægte

at sælge deres arbejdskraft på betingelser, de var uenige i.

Arbejdsgiverne ved jo godt, at hvis lønarbejderne ikke frivilligt

skriver under på arbejdsgivernes krav, kan man efterfølgende få

forligsinstitutionen til at forbyde konflikter i at bryde ud, og

man kan ved brug af alle mulige urimelige metoder presse forslag

igennem, der ligger ganske nær arbejdsgivernes ønsker.

VS ønsker på den baggrund at få forligsmandsloven fuldstændig

afskaffet, således at lønarbejdernes mulighed for at forbedre

deres forhold øges.

Men såfremt det under behandlingen af dette lovforslag viser sig, at

der ikke kan opnås flertal for en total afskaffelse af

forligsinstitutionen, men kun for afskaffelse af nogle af dens

uhyrlige tvangsmidler, er VS også villig til at medvirke til

sådanne mindre forbedringer af arbejderbefolkningens vilkår.

Blandt de tvangsmidler i forligsmandsloven, der i særlig grad

svækker arbejderbefolkningens kampmuligheder, og som vi derfor

ønsker afskaffet eller ændret, kan nævnes:

1) tvangsmægling mod de involveredes ønsker

2) hemmelighedskræmmeriet

3) retten til at udsætte en konflikt mod de involveredes ønske

4) afstemningsreglerne

5) sammenkædningsreglerne.

ad 1)

Jfr. lovens § 3.

Reglen om, at forligsmanden kan tvangsindkalde organisationerne,

forligsmandens ret til uden parternes samtykke - at kræve

oplysninger forelagt og hans ret til at fremsætte mæglingsforslag

uden opfordring fra parterne bør afskaffes.

Forligsmanden kan på den måde (mis)bruge organisationernes tid, tid,

som de måske selv ønskede at bruge på medlemsinformation, og

forligsmanden kan helt selv bestemme indholdet i en

mæglingsskitse. Uanset hvor urimeligt det måtte være, har parterne

ikke mulighed for at få det ændret.

Der er mange eksempler på disse urimeligheder. Ved

overenskomstfornyelsen i 1983 omfattede forligsmandens

mæglingsforslag ikke kun hovedorganisationerne, men også

Sømændenes Forbund, som står udenfor. Og Sømændenes Forbund havde

end ikke indledt sine overenskomstforhandlinger. Protester nyttede

ikke. Forligsmanden tilsidesatte, at der ikke havde været ført

forhandlinger, og påstod, at loven skulle fortolkes efter sit

formål, som jo netop er at gennemtvinge overenskomster. Det er

helt i strid med almindelig dansk retsopfattelse i øvrigt, at en

tredjepart kan komme og fremsætte forslag til ændring af en aftale

og ved tvangsmidler lade dette ændringsforslag vedtage ved at kæde

det sammen med nogle helt andre forslag.

ad 2)

Jfr. lovens § 13 og § 4, stk. 3.

Reglerne om forbud mod at orientere organisationernes medlemmer om,

hvad der sker i forhandlingerne i forligsinstitutionen, bør

afskaffes. Det hæmmer organisationernes interne demokrati, at det

ligefrem er forbudt for forhandlerne at inddrage medlemmerne i

overvejelserne om, hvilken taktik der skal bruges.

Samtidig giver hele dette hemmelighedskræmmeri alt for megen mulighed

for at manipulere med lovene. Tænk blot på eksemplet fra 1981,

hvor forligsmandens valg af den ene eller den anden metode til at

opgøre resultatet af afstemningen på AC-området var afgørende for

afstemningens resultat.

Forligsmanden benægtede dette og afviste i øvrigt offentligt at

fastlægge, hvad der var den korrekte afgørelsesmetode på forhånd.

En sådan praksis skaber mistanke om, at man ville afvente og se,

hvilken opgørelsesmetode der bedst kunne sikre, at forligsmandens

mæglingsforslag blev vedtaget.

Her kom man i den helt groteske situation, at et dagblad blev dømt

for at drage dette problem frem i lyset, medens det eneste

rimelige havde været at belønne bladet.

Dette hemmelighedskræmmeri er et levn fra gamle dage. Hvis parterne

ønsker fortrolige forhandlinger, må parterne selv aftale det

indbyrdes og så selv holde fortroligheden. Det er for absurd, at

man kan blive dømt for at fortælle medlemmerne eller

offentligheden sandheden.

ad 3)

Jfr. lovens §§ 3 og 4.

Forligsmandens ret til at udsætte en lovligt varslet konflikt - mod

den ene eller begge parters ønske - bør afskaffes.

Også denne ret tilgodeser arbejdsgivernes interesser. Den giver dem

urimeligt gode muligheder for at holde sig skadesløse ved at

opbygge lagre, ved at beordre medlemmerne på overarbejde, ved at

få leverancer. Men det hæmmer lønarbejdernes organisationer, at

de igen og igen skal sige til fagbevægelsens medlemmer: »nu kommer

ulven (dvs. konflikten)». Det skaber usikkerhed og irritation hos

fagbevægelsens menige medlemmer, som ikke ved, om de er købt eller

solgt.

ad 4)

Jfr. lovens § 1.

De nuværende afstemningsregler er kort og godt 100 pct.

udemokratiske. Reglen om, at der kræves et kvalificeret flertal på

35 pct. stemmer imod fra lønarbejderne for at forkaste et

mæglingsforslag, bør erstattes af en regel om almindeligt flertal.

Lovens bestemmelser om forskel mellem afstemningsregler på

henholdsvis lønarbejderog arbejdsgiverside er uhørt og bør

afskaffes.

Forligsmandsloven indeholder den helt enestående urimelige

konstruktion, at afstemningsreglerne for de 2 parter er

forskellige. Det er således langt sværere for lønarbejderne end

for arbejdsgiverne at forkaste et mæglingsforslag. Denne

forskelsbehandling viser det borgerlige retssystems udemokratiske

sider med ekstrem tydelighed. For arbejdsgiverne gælder

almindelige demokratiske spilleregler, nemlig at afgørelsen om

organisationernes stilling til mæglingsforslaget træffes i

overensstemmelse med bestemmelserne i organisationernes vedtægter.

Og sådan skal det selvfølgelig være. Det må være enhver

organisations ret selvstændigt at fastlægge, hvordan den vil

organisere sine afstemningsregler (her er bestemmelserne i § 10

om, at der skal være tale om hemmelige og skriftlige afstemninger,

ikke et afgørende indgreb. Dette er i forvejen almindelig praksis

i så godt som alle organisationer her i landet).

Men disse demokratiske spilleregler tilsidesættes helt åbenlyst, når

vi kommer til lønarbejderne. Her lukkes der op for, at

mindretallene kan bestemme, at sofavælgerne får det afgørende ord.

Her er det nemlig ikke afgørende, hvis der er et flertal imod et

mæglingsforslag. Nej, der stilles krav om, at flertallet skal

omfatte mindst 35 pct. af de stemmeberettigede. Det kan kun

opfattes som åbenlyst urimeligt, at en stemmefordeling med 34 pct.

af de stemmeberettigede imod og 26 pct. for ved en stemmeprocent

på 60 kan resultere i, at det er mindretallet, de 24 pct., der

bestemmer.

VS« hovedsynspunkt er, at statsmagten ikke skal blande sig i

organisationernes interne afstemningsregler. Det er en fagpolitisk

kamp i organisationerne, der skal afgøre disse. Men hvis

statsmagten så alligevel griber ind, må mindstekravet være, at

lønarbejderne ikke stilles ringere end arbejdsgiverne.

ad 5)

Jfr. lovens § 12.

Forligsmandens ret til - uden parternes samtykke - at kæde

afstemningen om en overenskomst sammen med afstemningen om en

anden må afskaffes. Et minimumskrav er, at sammenkædning af

områder med urafstemning med områder med afstemning ved kompetent

forsamling øjeblikkeligt stoppes. Tilsvarende må tvangsmæssig

sammenkædning på tværs af hovedorganisationerne stoppes.

Loven foreskriver godt nok, at vægten af stemmer fra den kompetente

forsamling reduceres i forhold til stemmeprocenten på de områder,

hvor der er urafstemning. Men det løser ikke problemet. I

kompetente forsamlinger er det muligt - og meget udbredt - at der

forud for den egentlige formelle afstemning gennemføres en

vejledende meningstilkendegivelse, hvorefter der så ved den

formelle afstemning opnås enstemmighed i overensstemmelse med den

indledende sondering. På den måde kan stemmerne fra områder, der

træffer beslutning ved kompetent forsamling, få meget stor

gennemslagskraft og forrykke afstemningsresultatet.

Sammenkædning på tværs af hovedorganisationer er en uskik. Som

eksempel kan igen nævnes Sømandsforbundet, der bl.a. for at gøre

sig uafhængig af den overenskomstmæssige linje i LO meldte sig ud

af LO. Men dette rager forligsinstitutionen en papand. Så

Sømandsforbundet må opleve, at selv om forbundet har meldt sig ud

af LO, så er det alligevel de store LO-forbund, der i vid

udstrækning sidder og afgør sømændenes overenskomster på grund af

sammenkædningsreglerne. Mæglingsforslaget fra forligsmanden i 1983

var et godt gammeldags bunkebryllup, der omfattede så forskellige

overenskomstområder som Mærsk Airs Stewardesseforening, Sømændenes

Forbund og LO-organisationerne. Og i 1981 så vi, at flylederne

blev kædet sammen med helt fremmede grupper på tværs af alle

organisationsskel.

Versioner

1. 1988-05-21