Gelex

1985 LSF 42 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MUSEER M.V.

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00042@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 291 af 6. juni 1984 om museer m.v. foretages følgende

ændringer:

1 § 22, stk. 1, nr. 7, affattes således:

»7) at fordele tilskud efter § 34 og«

2. § 34, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Statens museumsnævn træffer den endelige administrative

afgørelse om fordelingen af rådighedssummen.«

3. I § 34 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler

for rådighedssummens fordeling.«

§ 2

Loven har virkning for bevillinger fra og med finansåret 1986.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 80

§ 1

I lov nr. 291 af 6. juni 1984 om museer m.v. foretages følgende

ændringer:

1. § 22, stk. 1, nr. 7 affattes således:

»7) at fordele tilskud efter § 34 og«

2. § 34, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Statens Museumsnævn træffer den endelige administrative

afgørelse om fordelingen af rådighedssummen.«

3. I § 34 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler

for rådighedssummens fordeling.«

§ 2

Loven har virkning for bevillinger fra og med finansåret 1986.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Den gældende lov om museer m.v. (lov nr. 291 af 6. juni 1984) blev

vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. maj 1984. Om

behandlingen af 1984-loven henvises til Folketingstidende 1983-84

sp. 148, 869, 6810 og 6977, tillæg A, sp. 851, tillæg B, sp. 783

og 1115 og tillæg C, sp. 481.

De nu foreslåede ændringer medfører, at kulturministerens beføjelse

til at fordele den særlige rådighedssum i henhold til

museumslovens § 34 henlægges til Statens Museumsnævn.

Ændringsforslaget skal ses som et led i regeringens

moderniseringsprogram, der bl.a. omfatter en øget

decentralisering. Der foreslås samtidig ændringer i teaterloven og

loven om statstilskud til zoologiske haver med henblik på

tilsvarende kompetencedelegation. Senere vil der blive fremsat et

forslag til ændring af musikloven, der bl.a. vil indeholde

delegation af kompetence fra ministeren til Statens Musikråd.

Museumsloven skal ifølge bestemmelsen i § 43 optages til revision

senest i folketingsåret 1987-88. Det er med denne

revisionsbestemmelse først og fremmest tilsigtet, at der efter

nogle års forløb skal foretages en vurdering af, hvorledes den nye

museumsstruktur, som blev gennemført i 1984, har virket. En sådan

vurdering kræver et erfaringsgrundlag, der strækker sig over nogle

år.

Derimod foreligger der efter ministeriets opfattelse på nuværende

tidspunkt tilstrækkelige erfaringer til at foreslå en ændring i

kompetencefordelingen mellem kulturministeren og museumsnævnet for

såvidt angår fordelingen af den særlige rådighedssum, og man

finder, at denne ændring bør gennemføres nu.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2.

Bestemmelsen i den gældende museumslovs § 34, stk. 3, har følgende

ordlyd: »Rådighedssummen fordeles af ministeren for kulturelle

anliggender efter forelæggelse for Statens Museumsnævn«.

Det kan oplyses, at rådighedssummen opføres på de årlige finanslove

med et beløb svarende til 7 pct. af de tilskud, der ydes til de

tilskudsberettigede museer, og 3/4 pct. af de statslige museers

driftsbevillinger på de årlige finanslove, lovens § 34, stk. 1.

På finansloven for 1985 er rådighedssummen opført med 6.099.000 kr.

Efter § 34, stk. 2, kan rådighedssummen anvendes til følgende formål:

1) indkøb af kunst og anskaffelse af museumsgenstande,

2) særlige konserveringsarbejder og museumstekniske forbedringer,

3) løsning af fællesopgaver,

4) enkelte museers løsning af særlige opgaver,

5) midlertidig støtte til enkelte museer og

6) undersøgelser, indsamling , registreringer og bevaringsarbejde

inden for nyere tids kulturhistorie.

Det sidstnævnte formål blev først optaget i bestemmelsen i 1984,

medens de øvrige formål går tilbage til 1976-lovens bestemmelse.

De 3 formål, der nævnes først i bestemmelsen, har hidtil lagt beslag

på langt den overvejende del af rådighedssummen.

På baggrund af erfaringerne siden 1976, hvor der som en nyordning

blev tilvejebragt en fælles rådighedssum til fordeling blandt de

statsstøttede museer og fra 1984 også blandt de statslige museer,

finder Kulturministeriet det hensigtsmæssigt, at beføjelsen til at

fordele denne rådighedssum henlægges til Statens Museumsnævn til

endelig afgørelse.

Det er ministeriets opfattelse, at en omlægning i arbejdsdelingen

mellem Kulturministeriet og Statens Museumsnævn bør gennemføres

nu, efter at det har kunnet konstateres, at det vil være en rigtig

og hensigtsmæssig ordning, at ansvaret for den endelige fordeling

af rådighedssummen henlægges til de særligt sagkyndige på området.

En sådan administrationsform er desuden enkel og praktisk.

Om det hidtidige arbejde med fordeling af museumslovens rådighedssum

kan det oplyses, at man fra ministeriets og nævnets side gennem de

forløbne år har tilstræbt en forenkling i arbejdsgangen, men dog

under hensyntagen til, at netop denne rådighedssum er et meget

vigtigt museumspolitisk redskab, og at fordelingen derfor bør

baseres på en grundig behandling.

Bortset fra hastesager, der typisk vil være ansøgninger om tilskud

til auktionskøb og lignende, og som nødvendigvis må behandles

løbende, er rådighedssummen blevet fordelt en gang årligt på

grundlag af en samlet prioritering inden for de modtagne

ansøgninger. Af praktiske grunde har man hidtil fulgt den

fremgangsmåde, at ansøgninger om andel i den ordinære uddeling er

blevet indsendt direkte til Statens Museumsnævn, der efter

behandling af ansøgningerne har afgivet en samlet indstilling til

Kulturministeriet. På dette grundlag har ministeren taget stilling

til fordelingen.

Der foreligger således i dag nogle grundlæggende principper og en

gennemarbejdet praksis i tilknytning til lovens bestemmelse om de

formål, der kan støttes af rådighedssummen.

Ved aktstykke nr. 319 af 23. maj 1984 tiltrådte Folketingets

Finansudvalg en særlig bevilling på 2 mio. kr. til

konserveringsarbejder på museumsområdet. Denne bevilling

administreres ifølge aktstykket som en rådighedssum og fordeles af

ministeren for kulturelle anliggender efter forelæggelse for

Statens Museumsnævn.

Bevillingen er optaget på finansloven under finanslovkonto §

21.03.12. Andre tilskud til museer. 53.01. Rådighedssum til

konserveringsarbejder.

Ved fordelingen af den særlige konserveringsrådighedssum har man

fulgt samme fremgangsmåde som ved rådighedssummen efter lovens §

34, og den ordinære uddeling af de to rådighedssummer er foretaget

sideløbende. De to rådighedssummer bør efter ministeriets

opfattelse fortsat fordeles efter samme fremgangsmåde.

I forbindelse med gennemførelsen af den ændrede beslutningskompetence

for såvidt angår rådighedssummen i museumslovens § 34 vil

ministeriet derfor tilsvarende overlade det til Statens

Museumsnævn at træffe endelig beslutning om fordelingen af den

særlige konserveringsrådighedssum.

Statens Museumsnævn består i dag af 15 medlemmer, hvoraf

kulturministeren udpeger 1 medlem, og Kommunernes Landsforening og

Amtsrådsforeningen udpeger tilsvarende hver 1 medlem, medens de

øvrige 12 medlemmer er museumsrepræsentanter. Nævnet vælger

endvidere ifølge loven selv sin formand. Hermed understreges

nævnets karakter af et kollegialt organ, der er sammensat med en

bred repræsentation for museumsfaglige interesser, men suppleret

med repræsentanter for museernes hovedtilskudsgivere, kommuner,

amter og staten.

Det er ministeriets opfattelse, at nævnets sammensætning fortsat er

den mest hensigtsmæssige også i forhold til de øvrige opgaver,

som nævnet skal varetage, og ministeriet finder derfor, at der

ikke på nuværende tidspunkt bør foretages nogen ændring i nævnets

sammensætning, men at dette spørgsmål kan tages op til overvejelse

i forbindelse med lovrevisionen i 1987-88.

I forbindelse med kompetencedelegationen finder ministeriet det

ønskeligt, at afgørelserne om rådighedssummens fordeling træffes

endeligt i nævnet og derfor ikke kan omgøres af ministeren.

Den foreslåede omlægning vil kun få begrænsede arbejdsmæssige

konsekvenser, og der foreslås derfor ikke personalemæssige

ændringer eller merudgifter som følge af forslaget.

Til nr. 3.

Ministeriet vil følge museumsnævnete administration af bestemmelsen

gennem en løbende orientering fra nævnet om de trufne afgørelser.

Hvis administrationen mod forventning skulle bryde væsentligt med de

ovenfor under nr. 1 og 2 anførte forudsætninger, bør ministeren

have adgang til at kunne fastsætte nærmere regler for

rådighedssummens fordeling.

Til § 2

Det foreslås, at omlægningen får virkning for bevillinger fra og med

finansåret 1986. I enkelte tilfælde har Kulturministeriet givet

tilsagn om støtte af 1986-bevillingen under forbehold af de

bevilgende myndigheders tilslutning. Disse tilsagn berøres ikke af

kompetencedelegationen.

Versioner

  1. 1988-05-21