1985 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM BESTYRELSE OG BRUG AF FOLKEKIRKENS KIRKER M.M.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00054@1988-05-21/da
Indhold
Kapitel 1
Kirkers bestyrelse
§ 1. Selvejende kirker bestyres af menighedsrådet.
Stk. 2. Andre kirker bestyres af den, der ejer kirken, eller den,
der ejer afløsningssummen for kirketienden.
Stk. 3. For bestyrelsen af valgmenighedskirker gælder reglerne i lov
om valgmenigheder.
Stk. 4. Ejes en kirkegård af flere kirker i fællesskab, udfærdiges
en vedtægt med regler for kirkegårdens bestyrelse. Vedtægten
godkendes af stiftsøvrigheden.
§ 2. Kirkerne står under tilsyn af provstiudvalget og under
overtilsyn af stiftsøvrigheden efter regler, der er fastsat herom.
§ 3. Kirkeministeren kan tillade, at begravelsesvæsenet udskilles fra
kirkens bestyrelse. Regler om begravelsesvæsenets bestyrelse
fastsættes i så fald i en vedtægt, der godkendes af
kirkeministeren.
Kirkers overgang til selveje
§ 4. Den, der ejer en kirke, eller den, der ejer afløsningssummen
for kirketienden, jfr. § 1, stk. 2, kan kræve, at kirken overgår
til selveje, såfremt
1) kirken afleveres i forsvarlig stand,
2) kirken er gældfri, og
3) kirkens indtægter, jorder, kapitaler m.v. overgår sammen med
kirken.
Kapitel 2
Kirkers brug Den folkekirkelige brug af kirkerne
§ 5. Kirken kan af menighedsrådet eller med dettes samtykke anvendes
til andre kirkelige formål end gudstjenester og kirkelige
handlinger. Til afholdelse af kirkekoncerter, opførelse af
kirkespil og lignende kræves dog tillige tilladelse fra biskoppen,
såfremt et mindretal i menighedsrådet forlanger dette.
Stk. 2. Præster i folkekirken har ret til at bruge de kirker, de er
ansat ved, til gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkelige
møder, jfr. dog § 22.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om tidspunkterne for brug af en kirke
afgøres af biskoppen.
§ 6. Præster i folkekirken kan overlade en kirke, de er ansat ved,
til andre præster i folkekirken til gudstjenester og kirkelige
handlinger.
Stk. 2. Præster i folkekirken kan tillade ikke præsteviede at tale i
kirken ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,
hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved
1) en missionær, der er udsendt herfra, og som har modtaget
præstevielse i folkekirken,
2) en præst for en evangelisk-luthersk frimenighed eller
3) en præst for en evangelisk-luthersk menighed uden for riget.
§ 7. Det gejstlige personel, som er ansat til betjening af forsvaret,
har ret til at bruge kirkerne til gudstjenester for forsvaret
efter regler, der fastsættes af kirkeministeren. Udgifterne ved
sådan brug af kirkerne afholdes af statskassen.
§ 8. Efter anmodning fra mindst 10 af sognemenighedens medlemmer, som
har valgret til menighedsråd, skal sogne- eller distriktskirken
stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en anden
præst i folkekirken end den eller de præster, der er ansat ved
kirken.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,
hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved en
person, der er nævnt i § 6, stk. 3.
§ 9. Et medlem af sognemenigheden har ret til at få sogne- eller
distriktskirken stillet til rådighed til
1) kirkelige handlinger ved en præst i folkekirken, der ikke er ansat
ved kirken,
2) ægtevielse eller begravelse ved en præst for en
evangelisk-luthersk frimenighed,
3) begravelse ved en missionær, der er udsendt herfra, og som er
præsteviet i folkekirken, eller ved en præst for en
evangelisk-luthersk menighed uden for riget.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 vedrører alene brug af kirken til
kirkelige handlinger, der angår det medlem af sognemenigheden, som
har ønsket kirken stillet til rådighed, eller på hvis vegne et
sådant ønske er fremsat.
§ 10. Får en valgmenighed adgang til at benytte en kirke efter § 3,
stk. 2, i lov om valgmenigheder, fastsætter biskoppen efter
indhentet udtalelse fra menighedsrådet et regulativ for
valgmenighedens benyttelse af kirken.
§ 11. Valgmenighedsmedlemmer har ret til at få kirken i det sogn
eller sognedistrikt, hvor de er bosat, stillet til rådighed til
kirkelige handlinger ved valgmenighedens præst.
§ 12. Anmodninger i henhold til §§ 8, 9 og 11 fremsættes over for
menighedsrådet efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.
Kristne trossamfunds adgang til brug af kirkerne
§ 13. Med biskoppens tilladelse kan menighedsrådet stille kirken til
rådighed for medlemmer af kristne trossamfund uden for folkekirken
til gudstjeneste og tillige til begravelse, såfremt
begravelseskapel ikke findes.
Evangelisk-lutherske frimenigheders adgang til fast brug af kirkerne
§ 14. Biskoppen kan stille en kirke til rådighed for en
evangelisk-luthersk frimenighed og dens præst til gudstjenester og
kirkelige handlinger, hvis
1) anmodning herom fremsættes af mindst 10 medlemmer af
frimenigheden, der bor i sognet eller sognedistriktet,
2) menighedens lære og ritus eller dens forhold i øvrigt ikke er til
hinder for, at kirken stilles til rådighed, og
3) menighedens brug af kirken ikke vil hindre de folkekirkelige
menigheders brug af kirken.
Stk. 2. Før biskoppen tager stilling til, om betingelsen i stk. 1,
nr. 3, er opfyldt, skal biskoppen forhandle med menighedsrådet.
Stk. 3. Biskoppen udfærdiger efter forhandling med menighedsrådet et
regulativ om frimenighedens brug af kirken. Regulativet kan ændres
til enhver tid.
§ 15. Biskoppen kan tilbagekalde en tilladelse efter § 14, hvis
betingelserne for tilladelsen ikke længere er til stede.
Særlige bestemmelser vedrørende brug af kirkerne
§ 16. Folkekirkens gudstjenester er offentlige.
Stk. 2. Menighedsrådet bestemmer, i hvilket omfang der er adgang til
kirken uden for de tider, hvor kirken er i brug, og hvorvidt der
skal betales for adgangen.
§ 17. Kirkesproget er dansk. Biskoppen kan tillade anvendelse af
fremmede sprog ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
§ 18. I kirken skal almindelig sømmelighed iagttages, og der må
intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter.
Stk. 2. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal de
anvisninger, som gives af præsten, efterkommes.
§ 19. Betaling for brug af kirken ved særskilte kirkelige handlinger,
kirkelige møder m.v. fastsættes i en vedtægt, der udfærdiges af
menighedsrådet og godkendes af provstiudvalget. Er kirken ikke
selvejende, skal provstiudvalget forinden forhandle med den, der
ejer kirken, eller den, der ejer afløsningssummen for
kirketienden.
Stk. 2. For brug af kirken efter § 10 betales for den merudgift til
kirkens opvarmning, belysning, rengøring m.m., som valgmenighedens
brug af kirken medfører. Betalingen fastsættes af stiftsøvrigheden
efter forhandling med menighedsrådet og valgmenighedens
bestyrelse.
Stk. 3. For brug af kirken efter §§ 13 og 14 ydes en betaling, som
fastsættes af stiftsøvrigheden efter forhandling med
menighedsrådet.
Kapitel 3
Kirkelig betjening af folkekirkens menigheder
§ 20. Til en sognemenighed hører medlemmer af folkekirken, der har
bopæl i sognet, jfr. dog stk. 2, eller som ifølge særlig
bestemmelse er henvist til sognemenigheden.
Stk. 2. Sognemenigheden omfatter ikke de medlemmer af folkekirken,
som ifølge særlige bestemmelser er medlemmer af en anden
folkekirkelig menighed. Medlemmer af de særlige menigheder for
døve bevarer dog tilhørsforholdet til sognemenigheden i det sogn,
hvor de bor.
Stk. 3. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet
hører. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er
løst sognebånd.
Stk. 4. Medlemmer af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,
men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig
betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte
nærmere regler herom.
§ 21. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådets eller
menighedsrådenes tilslutning dele pastoratet i områder, således at
hver præst betjener beboerne i sit område.
Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret til
kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.
§ 22. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,
eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter
forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om
præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om
opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug
af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes,
når pastoratet opdeles i områder.
Kapitel 4
Klage- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 23. Biskoppens afgørelser efter loven kan påklages til
kirkeministeren.
Stk. 2. Klage skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Kirkeministeren kan se bort fra
overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil.
§ 24. Kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse på kirker i
kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse.
Stk. 2. Kapitel 1 og bestemmelserne i § 5, stk. 2, og § 6 finder
anvendelse på kirker i hospitaler og lignende stiftelser såvel som
kapeller, der udgør en del af en beboelsesbygning i privat eje.
Stk. 3. Loven medfører ikke ændringer i de særlige regler for
1) Kirkefondets kirker i København og
2) Skt. Petri kirke i København.
Stk. 4. Kirkeministeren kan bestemme, at de hidtil gældende regler
om særlige overtilsyn for Holmens kirke, Garnisons kirke og
Kastelskirken opretholdes.
§ 25. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:
1) Lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jfr.
lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961, bortset fra §§ 8-11.
2) Lov om kirkers bestyrelse m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af
26. juni 1970.
3) Lov nr. 100 af 15. maj 1903 om afløsning af tienden.
4) Lov nr. 129 af 4. april 1928 om afløsning af tienden i de
sønderjyske landsdele.
§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl.
anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 104
Kapitel 1
Kirkers bestyrelse
§ 1. Selvejende kirker bestyres af menighedsrådet.
Stk. 2. Andre kirker bestyres af den, der ejer kirken, eller den,
der ejer afløsningssummen for kirketienden.
Stk. 3. For bestyrelsen af valgmenighedskirker gælder reglerne i lov
om valgmenigheder.
Stk. 4. Ejes en kirkegård af flere kirker i fællesskab, udfærdiges
en vedtægt med regler for kirkegårdens bestyrelse. Vedtægten
godkendes af stiftsøvrigheden.
§ 2. Kirkerne står under tilsyn af provstiudvalget og under
overtilsyn af stiftsøvrigheden efter regler, der er fastsat herom.
§ 3. Kirkeministeren kan tillade, at begravelsesvæsenet udskilles fra
kirkens bestyrelse. Regler om begravelsesvæsenets bestyrelse
fastsættes i så fald i en vedtægt, der godkendes af
kirkeministeren.
Kirkers overgang til selveje
§ 4. Den, der ejer en kirke, eller den, der ejer afløsningssummen
for kirketienden, jfr. § 1, stk. 2, kan kræve, at kirken overgår
til selveje, såfremt
1) kirken afleveres i forsvarlig stand,
2) kirken er gældfri, og
3) kirkens indtægter, jorder, kapitaler m.v. overgår sammen med
kirken.
Kapitel 2
Kirkers brug Den folkekirkelige brug af kirkerne
§ 5. Kirken kan af menighedsrådet eller med dettes samtykke anvendes
til andre kirkelige formål end gudstjenester og kirkelige
handlinger. Afholdelse af kirkekoncerter, opførelse af kirkespil
og lignende kræver dog tillige tilladelse fra biskoppen.
Stk. 2. Præster i folkekirken har ret til at bruge de kirker, de er
ansat ved, til gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkelige
møder, jfr. dog § 22.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om tidspunkterne for brug af en kirke
afgøres af biskoppen.
§ 6. Præster i folkekirken kan overlade en kirke, de er ansat ved,
til andre præster i folkekirken til gudstjenester og kirkelige
handlinger.
Stk. 2. Præster i folkekirken kan tillade ikke præsteviede at tale i
kirken ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,
hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved
1) en missionær, der er udsendt herfra, og som har modtaget
præstevielse i folkekirken,
2) en præst for en evangelisk-luthersk frimenighed, eller
3) en præst for en evangelisk-luthersk menighed uden for riget.
§ 7. Det gejstlige personel, som er ansat til betjening af forsvaret,
har ret til at bruge kirkerne til gudstjenester for forsvaret
efter regler, der fastsættes af kirkeministeren. Udgifterne ved
sådan brug af kirkerne afholdes af statskassen.
§ 8. Efter anmodning fra mindst 10 af sognemenighedens medlemmer, som
har valgret til menighedsråd, skal sogne- eller distriktskirken
stilles til rådighed til afholdelse af gudstjeneste ved en anden
præst i folkekirken end den eller de præster, der er ansat ved
kirken.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde,
hvor kirken ønskes stillet til rådighed til gudstjeneste ved en
person, der er nævnt i § 6, stk. 3.
§ 9. Et medlem af sognemenigheden har ret til at få sogne- eller
distriktskirken stillet til rådighed til
1) kirkelige handlinger ved en præst i folkekirken, der ikke er ansat
ved kirken,
2) ægtevielse eller begravelse ved en præst for en
evangelisk-luthersk frimenighed,
3) begravelse ved en missionær, der er udsendt herfra, og som er
præsteviet i folkekirken, eller ved en præst for en
evangelisk-luthersk menighed uden for riget.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 vedrører alene brug af kirken til
kirkelige handlinger, der angår det medlem af sognemenigheden, som
har ønsket kirken stillet til rådighed, eller på hvis vegne et
sådant ønske er fremsat.
§ 10. Får en valgmenighed adgang til at benytte en kirke efter § 3,
stk. 2, i lov om valgmenigheder, fastsætter biskoppen efter
indhentet udtalelse fra menighedsrådet et regulativ for
valgmenighedens benyttelse af kirken.
§ 11. Valgmenighedsmedlemmer har ret til at få kirken i det sogn
eller sognedistrikt, hvor de er bosat, stillet til rådighed til
kirkelige handlinger ved valgmenighedens præst.
§ 12. Anmodninger i henhold til §§ 8, 9 og 11 fremsættes over for
menighedsrådet efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.
Kristne trossamfunds adgang til brug af kirkerne
§ 13. Med biskoppens tilladelse kan menighedsrådet stille kirken til
rådighed for medlemmer af kristne trossamfund uden for folkekirken
til gudstjeneste og tillige til begravelse, såfremt
begravelseskapel ikke findes.
Evangelisk-lutherske frimenigheders adgang til fast brug af kirkerne
§ 14. Biskoppen kan stille en kirke til rådighed for en
evangelisk-luthersk frimenighed og dens præst til gudstjenester og
kirkelige handlinger, hvis
1) anmodning herom fremsættes af mindst 10 medlemmer af
frimenigheden, der bor i sognet eller sognedistriktet,
2) menighedens lære og ritus eller dens forhold i øvrigt ikke er til
hinder for, at kirken stilles til rådighed, og
3) menighedens brug af kirken ikke vil hindre de folkekirkelige
menigheders brug af kirken.
Stk. 2. Før biskoppen tager stilling til, om betingelsen i stk. 1,
nr. 3, er opfyldt, skal biskoppen forhandle med menighedsrådet.
Stk. 3. Biskoppen udfærdiger efter forhandling med menighedsrådet et
regulativ om frimenighedens brug af kirken. Regulativet kan ændres
til enhver tid.
§ 15. Biskoppen kan tilbagekalde en tilladelse efter § 14, hvis
betingelserne for tilladelsen ikke længere er til stede.
Særlige bestemmelser vedrørende brug af kirkerne
§ 16. Folkekirkens gudstjenester er offentlige.
Stk. 2. Menighedsrådet bestemmer, i hvilket omfang der er adgang til
kirken uden for de tider, hvor kirken er i brug, og hvorvidt der
skal betales for adgangen.
§ 17. Kirkesproget er dansk. Biskoppen kan tillade anvendelse af
fremmede sprog ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
§ 18. I kirken skal almindelig sømmelighed iagttages, og der må
intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter.
Stk. 2. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal de
anvisninger, som gives af præsten, efterkommes.
§ 19. Betaling for brug af kirken ved særskilte kirkelige handlinger,
kirkelige møder m.v. fastsættes i en vedtægt, der udfærdiges af
menighedsrådet og godkendes af provstiudvalget. Er kirken ikke
selvejende, skal provstiudvalget forinden forhandle med den, der
ejer kirken, eller den, der ejer afløsningssummen for
kirketienden.
Stk. 2. For brug af kirken efter §§ 10, 13 og 14 ydes en betaling,
som fastsættes af stiftsøvrigheden efter forhandling med
menighedsrådet.
Kapitel 3
Kirkelig betjening af folkekirkens menigheder
§ 20. Til en sognemenighed hører medlemmer af folkekirken, der har
bopæl i sognet, jfr. dog stk. 2, eller som ifølge særlig
bestemmelse er henvist til sognemenigheden.
Stk. 2. Sognemenigheden omfatter ikke de medlemmer af folkekirken,
som ifølge særlige bestemmelser er medlemmer af en anden
folkekirkelig menighed. Medlemmer af de særlige menigheder for
døve bevarer dog tilhørsforholdet til sognemenigheden i det sogn,
hvor de bor.
Stk. 3. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet
hører. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er
løst sognebånd.
Stk. 4. Medlemmer af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,
men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig
betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte
nærmere regler herom.
§ 21. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådets eller
menighedsrådenes tilslutning dele pastoratet i områder, således at
hver præst betjener beboerne i sit område.
Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret til
kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.
§ 22. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,
eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter
forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om
præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om
opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug
af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes,
når pastoratet opdeles i områder.
Kapitel 4
Klage- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 23. Biskoppens afgørelser efter loven kan påklages til
kirkeministeren.
Stk. 2. Klage skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Kirkeministeren kan se bort fra
overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil.
§ 24. Kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse på kirker i
kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse.
Stk. 2. Kapitel 1 og bestemmelserne i § 5, stk. 2, og § 6 finder
anvendelse på kirker i hospitaler og lignende stiftelser såvel som
kapeller, der udgør en del af en beboelsesbygning i privat eje.
Stk. 3. Loven medfører ikke ændringer i de særlige regler for
1) Kirkefondets kirker i København og
2) Skt. Petri kirke i København.
Stk. 4. Kirkeministeren kan bestemme, at de hidtil gældende regler
om særlige overtilsyn for Holmens kirke, Garnisons kirke og
Kastelskirken opretholdes.
§ 25. Loven træder i kraft den 1. januar 1986.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:
1) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jfr.
lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. maj 1961, bortset fra §§ 8-11.
2) lov om kirkers bestyrelse m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af
26. juni 1970.
3) lov nr. 100 af 15. maj 1903 om afløsning af tienden, og
4) lov nr. 129 af 4. april 1928 om afløsning af tienden i de
sønderjyske landsdele.
§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl.
anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Lov nr. 284 af 30. juni 1922 om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m.
(i det følgende kaldet brugsloven), således som denne lov er
ændret senest ved lov nr. 260 af 4. juni 1970, indeholder
bestemmelser om brug af folkekirkens kirker, kirkelig betjening af
folkekirkens menigheder og sognebåndsløsning.
I 1973 nedsatte kirkeministeriet en arbejdsgruppe, som fik til opgave
at overveje, hvorvidt der måtte være anledning til at gennemføre
en liberalisering af lovens bestemmelser om, til hvilke formål
folkekirkens kirker kan benyttes. Endvidere skulle arbejdsgruppen
bl.a. foretage en kritisk gennemgang af lovens regler om
sognebåndsløsning og om frimenigheders adgang til brug af
folkekirkens kirker. I øvrigt var arbejdsgruppen frit stillet med
hensyn til at tage andre af loven regulerede forhold op til
overvejelse.
Arbejdsgruppen afsluttede i 1976 sit arbejde med afgivelse af
»Redegørelse vedrørende revision af lov om kirkers brug,
sognebåndsløsning m.m.« (Betænkning nr. 769/1976). Til
betænkningen er knyttet et udkast til lov om kirkers brug og
kirkelig betjening samt et udkast til lov om ændring af den
dagældende menighedsrådslovs regler om sognebåndsløseres optagelse
på de kirkelige valglister.
Fremkomsten af betænkningen resulterede ikke i noget
lovgivningsinitiativ, blandt andet under hensyn til at de fra
kirkelige myndigheder og organisationer indhentede udtalelser
viste, at der herskede delte meninger først og fremmest med hensyn
til den foreslåede liberalisering af reglerne om brug af
folkekirkens kirker og med hensyn til de ændrede regler vedrørende
sognebåndsløsning, hvorefter sognebånd i alle tilfælde løses til
en menighed og ikke - som efter gældende ret - til en præst.
Tvivl om forståelsen af visse bestemmelser i den gældende brugslov
tilligemed ønsket om at lade lovens bestemmelser tilpasse nutidens
forhold danner baggrund for fremsættelsen af det foreliggende
forslag til lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.
Forslaget bygger i vidt omfang på lovudkastet i arbejdsgruppens
betænkning. Endvidere indeholder forslaget i kapitel 1
bestemmelser om kirkernes bestyrelse. De tilsvarende regler findes
nu i lov om kirkers bestyrelse m.m. (i det følgende kaldet
bestyrelsesloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 318 af 26. juni
1970, som ændret ved lov nr. 329 af 26. juni 1975.
Lovforslaget afviger navnlig på følgende punkter fra lovudkastet i
betænkningen:
Lovforslaget giver ikke mulighed for verdslig benyttelse af det
indviede kirkerum. Da der i de senere år over hele landet er
opført adskillige konfirmandstuebygninger med mødelokaler
(sognegårde), skønnes behovet for at anvende kirkerne til formål,
som ikke har kirkelig karakter, at være svindende, ligesom
verdslig benyttelse af kirkerummet vil virke stødende på mange
folkekirkemedlemmer. I overensstemmelse hermed hjemler
lovforslagets § 5, stk. 1, kun brug af kirkerne til kirkelige
formål.
I en ny bestemmelse i § 9, stk. 2, er det præciseret, at retten for
et medlem af sognemenigheden til at få sogne- eller
distriktskirken overladt til fremmed præst til foretagelse af
kirkelige handlinger alene vedrører brug af kirken til kirkelige
handlinger, der skal udføres for den pågældende selv eller for det
medlem af sognemenigheden på hvis vegne anmodningen om at få
kirken stillet til rådighed er fremsat.
Ny er også bestemmelsen i § 20, stk. 4, hvorefter medlemmer af
folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden, men som har en
særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i
sognemenighedens kirke. Herom henvises til bemærkningerne neden
for og til de særlige bemærkninger til denne bestemmelse.
Ifølge § 20 i betænkningens lovudkast kan biskoppen - uanset eventuel
distriktsdeling fastsætte nærmere regler om præsternes betjening
af menigheden (menighederne). Reglerne vil også kunne omfatte
præsternes brug af kirken (kirkerne). Det har senere vist sig
ønskeligt, at der altid fastsættes sådanne regler, når
distriktsdeling finder sted. Lovforslaget er ændret i
overensstemmelse hermed, jfr. § 22.
Betænkningen side 45 ff indeholder en udførlig redegørelse for de
nugældende regler om sognebåndsløsning samt om de overvejelser,
som disse regler giver anledning til. I betænkningen konkluderes
overvejelserne således:
»Det er arbejdsgruppens opfattelse, at adgang til sognebåndsløsning,
navnlig i byerne, ofte imødekommer et reelt begrundet ønske om
etablering af et tilhørsforhold til et bestemt sogn, dettes kirke
og skiftende præster. Ligeledes viser erfaringerne, at
sognebåndsafløsere kan tilføre det sogn, hvortil de løser
sognebånd, betydelige åndelige kræfter. Det må derfor også være
rimeligt, at sognebåndsløseren kan indvælges i menighedsrådet og
dermed tage del i den demokratiske ledelse af sognet. Ulemperne
ved at indrømme sognebåndsløsere valgret og valgbarhed kan i nogen
grad afbødes ved, at der indføres regler om karenstid, således at
overrumplingsaktioner som de nævnte ikke eller dog kun vanskeligt
kan finde sted.
I overensstemmelse hermed foreslår arbejdsgruppen, at
sognebåndsløsningsinstituttet bevares, men i den form, at
sognebånd i alle tilfælde løses til en menighed og ikke til en
præst, således at sognebåndsløserens tilhørsforhold til menigheden
ikke skal være afhængig af skifte i præstestillingen.
Retten til ved sognebåndsløsning at slutte sig til en anden menighed
i folkekirken bør under en ordning som den foreslåede være
ubetinget og samtidig indebære, at sognebåndsløserens
tilhørsforhold til hjemsognets menighed ophører.«
Et af kirkeministeriet i februar 1985 udarbejdet udkast til
lovforslag tog udgangspunkt heri og indeholdt i overensstemmelse
hermed regler, der afløste den nuværende sognebåndsløsningsordning
med bestemmelser, der muliggjorde sognebåndsløsning til en
menighed ved anmeldelse til vedkommende menighedsråd. Der
foresloges en karenstid på 2 år, forinden en anmeldelse om
sognebåndsløsning kunne få virkning. Karenstiden skulle sikre, at
anmeldelse om sognebåndsløsning ikke anvendtes i utilsigtet
øjemed.
Af en senere kirkesociologisk undersøgelse, offentliggjort den 12.
marts 1985, fremgår det, at de fleste af de af undersøgelsen
omfattede sognebåndløsere tidligere har boet i det sogn, til hvis
præst der er løst sognebånd, samt at mange har løst sognebånd for
at opnå kirkelig betjening i den nærmest bopælen beliggende kirke.
Denne undersøgelse bekræfter således de erfaringer, som såvel
betænkningen som arbejdsgruppens lovforslag byggede på.
Under høringsproceduren vedrørende det af kirkeministeriet
udarbejdede lovforslag er opstået en betydelig debat om de
foreslåede regler. En væsentlig del af debatten har koncentreret
sig om mulighederne for misbrug af reglerne. Endvidere har der fra
flere sider været rejst spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet
skal bevare sognebåndsløsningsordningen.
Debatten genspejles i de høringssvar, som er indkommet til
kirkeministeriet, og som vil blive stillet til rådighed for
folketingets kirkeudvalg.
På baggrund heraf synes det at måtte fastslås, at det på den ene side
må erkendes, at de nugældende regler om sognebåndsløsning i de
fleste tilfælde ikke dækker de reelle behov, som ligger bag
ønskerne om sognebåndsløsning. På den anden side er der i debatten
såvel som i høringssvarene givet udtryk for utryghed ved en
nyordning, hvorved sognebåndsløsning sker alene ved anmeldelse til
menighedsrådet.
Det må anses for hensigtsmæssigt, at sognebåndsløsningsreglerne
overvejes på ny - navnlig med hensyn til de muligheder for misbrug
i forbindelse med en nyordning, som er fremført under debatten og
i høringssvarene. Med henblik herpå er det hensigten at nedsætte
et udvalg, som får til opgave at tage hele
sognebåndsløsningsproblematikken op til fornyet overvejelse og at
stille forslag til eventuelle ændringer af de hidtil gældende
bestemmelser, der ifølge lovforslagets § 25, stk. 2, foreløbig
forbliver uændrede. Samtidig vil udvalget blive anmodet om at
fremkomme med forslag til de bestemmelser, som kirkeministeren i
henhold til lovforslagets § 20, stk. 4, kan fastsætte om ret til
kirkelig betjening for medlemmer af folkekirken, der ikke hører
til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne.
Loven medfører ingen udgifter for stat eller kommuner.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Det i bemærkningerne omtalte udkast er det i betænkningen indeholdte
udkast til lov om kirkers brug og kirkelig betjening.
Til kapitel 1
Til § 1
Stk. 1 svarer til bestyrelseslovens § 3. En kirke er selvejende, når
kirken eller en til denne henlagt tiendeafløsningssum ikke er
undergivet andres ejendomsret.
Stk. 2 svarer til gældende ret.
Stk. 3 svarer til bestyrelseslovens § 22, stk. 3.
Stk. 4 svarer - i noget ændret form - til bestyrelseslovens § 7,
stk. 2, 1. punktum.
Til § 2
Bestemmelsen svarer til bestyrelseslovens § 2, stk. 1, og § 20, stk.
1, 1. punktum.
Til § 3
Bestemmelsen svarer i det hele til bestyrelseslovens § 7, stk. 3.
Bestemmelsen vil dog også kunne finde anvendelse, for så vidt
angår kirkegårde ved ikke-selvejende kirker.
Til § 4
Bestemmelsen lovfæster den af kirkeministeriet fulgte praksis på
dette område. At kirken er i forsvarlig stand, må konstateres ved
et ekstraordinært provstesyn.
Herefter vil de sidste gældende bestemmelser i lov nr. 100 af 15.
maj 1903 om afløsning af tienden og lov nr. 129 af 4. april 1928
om afløsning af tienden i de sønderjyske landsdele kunne ophæves,
jfr. § 25, stk. 2, nr. 3 og nr. 4. Efter det oplyste findes der
ingen pantsatte tiendekapitaler vedrørende ikke-selvejende kirker.
Til kapitel 2
Ved kirker forstås i dette kapitel rum, der er indviet til afholdelse
af gudstjenester og foretagelse af kirkelige handlinger inden for
folkekirken.
Til § 5
Stk. 1, 1. punktum, svarer til 1. punktum i udkastets § 2, stk. 1.
Man har dog fundet det ønskeligt i stk. 1, 2. punktum, at optage
en til den gældende retstilstand svarende bestemmelse om, at der
kræves tilladelse fra biskoppen til afholdelse af kirkekoncerter,
kirkespil o.lign. I øvrigt henvises til betænkningen s. 15-17 og
21.
Lovforslaget indeholder ikke en bestemmelse, der svarer til udkastets
§ 2, stk. 1, 2. punktum, hvorefter kirken med biskoppens
tilladelse skulle kunne anvendes også til verdslig brug. Af den
efter betænkningens afgivelse iværksatte høringsprocedure fremgik
det, at der var delte meninger om det ønskelige i en sådan
ordning. I de siden forløbne år er der opført et betydeligt antal
konfirmandstuebygninger med mødelokaler (sognegårde) overalt i
landet, og det må forventes, at denne udvikling vil fortsætte i de
kommende år. Da disse bygninger også vil kunne bruges til
afholdelse af møder m.v., der efter de gældende regler ikke vil
kunne finde sted i det indviede kirkerum, må det skønnes, at der
ikke længere er det samme behov for en udvidet adgang til
benyttelse af kirken, som eksisterede på tidspunktet for
betænkningens afgivelse. Samtidig vil adgang til brug af kirkerne
til verdslige formål utvivlsomt virke stødende på mange medlemmer
af folkekirken.
Stk. 2 svarer til udkastets § 2, stk. 2, idet dog udtrykket
»Folkekirkens fastansatte præster« ligesom i § 6, stk. 1 og 2 - er
ændret til »Præster i folkekirken«, hvorved hjælpepræster
ligestilles med de fastansatte præster.
Om bestemmelsen henvises til betænkningen s. 20.
Stk. 3, der er nyt, svarer til udkastets § 2, stk. 3. Herom henvises
til betænkningen s. 21.
Til § 6
Stk. 1 svarer til udkastets § 3, stk. 1 og - noget ændret - til
brugslovens § 2, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 20.
Stk. 2 svarer til udkastets § 3, stk. 2 og - noget ændret - til
brugslovens § 2, stk. 3. Der henvises til betænkningen s. 20 og
21.
Stk. 3 svarer til dels til udkastets § 6, stk. 1 og afløser de
tilsvarende bestemmelser i brugslovens §§ 5 og 12, stk. 1. Der
henvises til betænkningen s. 25 og 28. Se endvidere bemærkningerne
nedenfor til § 8, stk. 2.
Til § 7
Bestemmelsen svarer til udkastets § 4 og til brugslovens § 1, stk. 2.
Der henvises til betænkningen s. 21.
Til § 8
Stk. 1 svarer til udkastets § 5, stk. 1, og afløser brugslovens §§ 3,
stk. 1, og 4. Der henvises til betænkningen s. 24 og 25.
Stk. 2 svarer til dels til udkastets § 6, stk. 1 og afløser de
tilsvarende bestemmelser i brugslovens §§ 5 og 13. Der henvises
til betænkningen s. 25 og 28.
Til § 9
Stk. 1 afløser - men svarer til - udkastets § 5, stk. 2, og § 6, stk.
2 og 3. Herom henvises til betænkningen s. 24, 28 og 29.
Stk. 2. Herom henvises til de almindelige bemærkninger.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til udkastets § 7 og brugslovens § 6, stk. 2. Der
henvises til betænkningen s. 25.
Til § 11
Bestemmelsen svarer til udkastets § 8 samt - noget ændret - til
brugslovens § 6, stk. 1, 1. punktum, for så vidt angår
valgmenighedsmedlemmer. Herom henvises til betænkningen s. 24.
Til § 12
Bestemmelsen svarer til udkastets § 9 og er ny. Der henvises til
betænkningen s. 24.
Til § 13
Bestemmelsen svarer - noget ændret - til udkastets § 13 og
brugslovens § 25, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 30.
Til § 14
Stk. 1 og 2 svarer - noget ændret - til udkastets § 10, stk. 1 og til
brugslovens § 14. Der henvises til betænkningen s. 29.
Stk. 3 svarer - noget ændret - til udkastets § 10, stk. 2 og
brugslovens § 15, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 29.
Til § 15
Bestemmelsen svarer - noget ændret - til udkastets § 11. Der henvises
til betænkningen s. 29 og 35.
Til § 16
Stk. 1 svarer - noget ændret - til udkastets § 14, stk. 1, og afløser
brugslovens § 19. Der henvises til betænkningen s. 32.
Stk. 2 svarer - noget ændret - til udkastets § 14, stk. 2, og er
nyt. Der henvises til betænkningen s. 32.
Til § 17
Bestemmelsen svarer i noget ændret form til udkastets § 15 og afløser
brugslovens § 20. Herom henvises til betænkningen s. 33.
Til § 18
Bestemmelsen svarer til udkastets § 16, stk. 1 og 2, og er ny. Der
henvises til betænkningen s. 33-35. Med præster i stk. 2
sidestilles missionærer.
Til § 19
Stk. 1 svarer til udkastets § 17, stk. 1 og afløser brugslovens §
22. Der henvises til betænkningen s. 37.
Stk. 2 svarer til udkastets § 17, stk. 2 og afløser brugslovens § 6,
stk. 3, § 15, stk. 2 og § 25, stk. 2. Herom henvises til
betænkningen s. 37 og 38.
Til kapitel 3
Til § 20
Stk. 1 og 2 svarer i noget ændret form til udkastets § 18, stk. 1, og
den gældende retstilstand. Der henvises til betænkningen s. 42.
Stk. 3 svarer til udkastets § 18, stk. 2 og afløser brugslovens § 17,
stk. 1 og 2, og § 18, stk. 1. Der henvises til betænkningen s. 42
og 43.
Stk. 4 er nyt.
Det vil ikke sjældent forekomme, at et medlem af en sognemenighed - i
stedet for at benytte menighedens kirke - ønsker en kirkelig
handling udført i en anden sognemenigheds kirke, som medlemmet
føler en særlig tilknytning til. Dette kan eksempelvis være
tilfældet, såfremt personer for nylig er fraflyttet et sogn, hvor
de har boet i en årrække. Et brudepar kan ønske at blive viet i
kirken i det sogn, hvor brudens forældre bor. En person, der af
kommunale myndigheder er anbragt i alderdomshjem, sygehjem eller
lignende uden for hjemsognet, har ønsket at blive begravet fra
hjemsognets kirke.
Erfaringen viser, at de fleste præster stiller sig imødekommende i
sådanne situationer, således at den kirkelige handling foretages
enten af sognemenighedens præst eller en anden præst, som er
villig hertil. Der forekommer imidlertid tilfælde, hvor præster
har indtaget en afvisende holdning. Disse tilfælde har givet
anledning til udbredt kritik af folkekirken og dyb krænkelse af de
folkekirkemedlemmer, som har været stillet over for denne
afvisende holdning.
Det er derfor naturligt i forbindelse med en beskrivelse af
folkekirkemedlemmers rettigheder til kirkelig betjening lovmæssigt
at sikre medlemmernes ret til betjening i en menighed, hvortil de
har en særlig tilknytning, men som ikke er deres sognemenighed.
Den omstændighed, at den til folkekirkemedlemmernes rettigheder
modsvarende forpligtelse for præsterne ville kunne pålægges
præsterne administrativt i medfør af tjenestemandslovgivningens
regler, overflødiggør ikke den foreslåede lovbestemmelse.
Ved den foreslåede bestemmelse åbnes der adgang for kirkeministeren
til at fastsætte nærmere regler om, i hvilke tilfælde andre end
sognemenighedens medlemmer skal have ret til kirkelig betjening i
sognemenighedens kirke. Som det fremgår af de almindelige
bemærkninger, er det hensigten at nedsætte et udvalg, der blandt
andet skal fremkomme med forslag til sådanne regler.
Til § 21
Stk. 1 svarer til udkastets § 19, stk. 1, 1. punktum, og - i det
væsentlige - til brugslovens § 17, stk. 3, 1. punktum. Der
henvises til betænkningen s. 43 og 44. De i brugsloven og udkastet
omtalte »distrikter« foreslås betegnet som »områder« for at undgå
forveksling med de i lov om menighedsråd omhandlede distrikter
(kirkedistrikter).
Stk. 2 svarer til udkastets § 19, stk. 3 og er i overensstemmelse med
gældende ret. Der henvises til betænkningen s. 44.
Til § 22
Bestemmelsen svarer til udkastets § 20, dog således at reglen ikke
alene vedrører præsternes betjening af menigheden (menighederne),
men også præsternes adgang til brug af kirken (kirkerne).
Endvidere foreslås det nu gjort obligatorisk, at sådanne regler
fastsættes, når pastoratet opdeles i områder. Ændringerne
tilsigter at tilvejebringe klarhed med hensyn til præsternes
indbyrdes arbejdsforhold. Spørgsmål om tjenesteretlige problemer
afgøres efter reglerne i tjenestemandslovgivningen.
Kapitel 4
Til § 23
Bestemmelsen svarer til gældende ret.
Til § 24
Stk. 1 og 2 svarer til udkastets § 22 og brugslovens § 24, stk. 1.
Stk. 4 svarer til bestyrelseslovens § 2, stk. 2.
Til § 25
Til stk. 2, nr. 2
Ved lov nr. 645 af 19. december 1984 om folkekirkens økonomi, der
træder i kraft den 1. januar 1986, er en række bestemmelser i lov
om kirkers bestyrelse m.m. ophævet. Ved ophævelsen af de i § 25,
stk. 2, nr. 2 nævnte bestemmelser er bestyrelsesloven i sin helhed
ophævet.
Til stk. 2, nr. 3
Ved ophævelsen af de anførte bestemmelser er samtlige bestemmelser i
lov nr. 100 af 15. maj 1903 om afløsning af tienden bortfaldet,
jfr. lov nr. 543 af 15. december 1972.
Til stk. 2, nr. 4
Ved ophævelse af den anførte bestemmelse er samtlige bestemmelser i
lov nr. 129 af 4. april 1928 om afløsning af tienden i de
sønderjyske landsdele bortfaldet, jfr. lov nr. 543 af 15. december
1972.
Til § 26
Brugsloven er sat i kraft på Færøerne ved kgl. anordning nr. 120 af
8. april 1954, men gælder ikke for Grønland.
Bestyrelsesloven gælder ikke for Færøerne og Grønland.