Gelex

1985 LSF 64 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF AFSKRIVNINGSLOVEN (SKIBE)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00064@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr.

383 af 20. august 1985, ophæves § 17A og § 32B.

§ 2

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 405 af 2. september

1985, ophæves § 18A, stk. 1, 2. pkt.

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har

virkning for skibe, hvor skriftlig aftale om erhvervelsen er

indgået den 7. december 1984 eller senere.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr. 123

§ 1

I lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr.

383 af 20. august 1985, ændres i § 17A, stk. 3 og 4, »55 pct.«

til: »75 pct.«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. § 1 har virkning fra og med indkomståret 1985.

§ 3

Stk. 1. For skibe med 50 ejere eller derunder, hvor skriftlig aftale

om bygning af skibet er indgået i perioden 6. november 1985 - 31.

december 1986, finder reglerne i afskrivningslovens § 17A, stk.

3-6, ikke anvendelse for indkomstårene 1985 og 1986. Dette gælder

også for senere erhververe. 1. pkt. gælder dog ikke for lystbåde.

Stk. 2. Skibe, der tilhører interessentskaber, kommanditselskaber,

partrederier og lignende, hvor antallet af deltagere er større end

50, anses ved anvendelsen af stk. 1 for at have mere end 50 ejere.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

1. Efter lovforslaget skal der gennemføres en permanent udvidelse af

afskrivningsgrundlaget for alle skibe med over 10 ejere. Er

ejertallet over 10 men dog ikke over 50, gennemføres som en

midlertidig foranstaltning en videregående udvidelse, forudsat at

skriftlig aftale om bygning af skibet indgås i tidsrummet 6.

november 1985 - 31. december 1986.

Hensigten med de lempeligere afskrivningsregler er at øge

ordretilgangen til danske skibsværfter og bedre beskæftigelsen på

værfterne. Lovforslaget har samtidig til formål at forbedre

økonomien for de traditionelle danske partrederier.

Lovforslaget skal således ses som et led i regeringens bestræbelser

på at afhjælpe værfternes økonomiske problemer og knytter sig til

de værftspolitiske foranstaltninger, som regeringen allerede har

foreslået.

2. Ved lov nr. 614 af 19. december 1984 begrænsedes skattepligtige

personers adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på

skibe, der har mere end 10 ejere. Begrænsningerne går ud på, at

der på skibe med mere end 10 ejere kun kan afskrives på 55 pct. af

anskaffelsessummen. For lystbåde finder reglen anvendelse uanset

antallet af ejere.

3. Forslaget går ud på at hæve afskrivningsgrundlaget fra 55 pct.

til 75 pct. af anskaffelsessummen for skibe med mere end 10 ejere.

De lempeligere afskrivningsregler har virkning fra og med

indkomståret 1985 og gælder for alle skibe omfattet af

afskrivningslovens § 17A. For skibe, der har været omfattet af

afskrivningsbegrænsningen i § 17A for indkomståret 1984, skal

afskrivningsgrundlaget derfor fra indkomståret 1985 forhøjes fra

55 pct. til 75 pct. For skibe, der har 10 eller færre ejere, kan

der fortsat afskrives på hele anskaffelsessummen.

Afskrivningsbegrænsningen for skibe, der er omfattet af de særlige

regler i afskrivningslovens afsnit V A om leasing, berøres ikke af

forslaget.

Begrænsningen af afskrivningsgrundlaget i 1984-loven til 55 pct.

medførte, at afskrivninger fik samme skattemæssige værdi for

personer på højeste marginalskattetrin og selskaber. Da

selskabsskatteprocenten i mellemtiden er forhøjet fra 40 pct. til

50 pct., harmonerer det hermed at forhøje afskrivningsgrundlaget

for personer fra 55 pct. til 75 pct.

4. Der er endvidere foreslået en særlig midlertidig regel for skibe

med indtil 50 ejere, hvor skriftlig aftale om bygning af skibet er

indgået i perioden 6. november 1985-31. december 1986, begge dage

incl. For disse skibe skal reglerne i § 17A, stk. 3-6, ikke finde

anvendelse for indkomstårene 1985 og 1986. Dette betyder, at der i

de to indkomstår kan afskrives på den fulde aftalte byggesum eller

anskaffelsessum uden hensyntagen til de særlige begrænsninger i §

17A. Hermed er indgrebet fra december 1984 ophævet for

indkomstårene 1985 og 1986 for nybygninger af skibe med 50 ejere

og derunder. Disse midlertidige regler har ikke alene virkning for

den oprindelige bygherre, men også for senere erhververe.

Afskrivning på disse skibe skal foretages særskilt for hvert enkelt

skib, jfr. § 17A, stk. 2.

Den midlertidige ordning har ikke betydning for skibe med 10 eller

færre ejere.

Fra og med indkomståret 1987 kan der på skibe, der er omfattet af den

lempeligere afskrivningsregel, kun afskrives på 75 pct. af den

uafskrevne pristalsregulerede del af anskaffelsessummen. Er der

foretaget forskudsafskrivninger for indkomstårene 1985 og 1986,

fradrages de ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget, jfr. § 17A,

stk. 4.

Hvis et skib, der er omfattet af den midlertidige ordning, afstås før

den 1. januar 1987, opgøres fortjeneste eller tab efter de

almindelige regler for skibe, der benyttes erhvervsmæssigt.

Afstås skibet efter denne dato, skal fortjeneste eller tab opgøres

efter § 17A som forskellen mellem afståelsessummen og den

nedskrevne værdi af skibet. Den nedskrevne værdi er saldoværdien

ved afståelsesårets begyndelse med tillæg af det ikke

afskrivningsberettigede beløb.

5. Lovforslaget har ingen nævneværdige administrative konsekvenser.

Der foreligger ikke oplysninger, der gør det muligt at skønne over, i

hvilket omfang lovforslaget vil medføre nykontraheringer af skibe.

Det vil derfor ikke være muligt at give et egentligt skøn over

forslagets provenumæssige virkninger.

En forhøjelse af afskrivningsgrundlaget til 100 pct. for skibe med

mellem 10 og 50 ejere med virkning for indkomstårene 1985 og 1986

skønnes at medføre et årligt provenutab på ca. 10 mill. kr. pr.

100 mill. kr. kontraktsum, når der er tale om forskudsafskrivning

på et skib, der ellers ikke var blevet bygget.

Den isolerede effekt af de omhandlede ændringer for skibe, der var

blevet bygget også uden forhøjelsen, er et årligt provenutab på

ca. 5 mill. kr. pr. 100 mill. kr. anskaffelsessum.

For skibe med over 50 ejere vil den foreslåede forhøjelse af

afskrivningsgrundlaget fra 55 pct. til 75 pct. medføre et

provenutab, der de første par år skønsmæssigt kan anslås til ca. 8

mill. kr. årligt pr. 100 mill. kr. kontraktsum, hvis der er tale

om forskudsafskrivning på et skib, der ellers ikke var blevet

bygget. I tilfælde af at skibet alligevel var blevet bygget, må

provenutabet anslås til ca. 2 mill. kr. pr. år.

Der er i provenuskønnene ikke taget hensyn til afledende virkninger

på skatteprovenuet som følge af øget beskæftigelse på værfter og

lignende.

Lov om skattemæssige afskrivninger er senest ændret ved lov nr. 614

af 19. december 1984, jfr. Folketingstidende 1984-85, sp. 3449,

3557, 3925, 4085, tillæg A sp. 1839, tillæg B, sp. 357, tillæg C,

sp. 127.

BILAG

I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr.

383 af 20. august 1985, ændres i § 17A, stk. 3 og 4, »55 pct.«

til: »75 pct.«.

--/

§ 17A. Personer, der er fuldt eller begrænset skattepligtige efter kildeskattelovens §§ 1 og 2, skal anvende reglerne i dette afsnit med de i stk. 2-6 angivne undtagelser,hvis skibet har mere end 10 ejere. For lystbåde anvendes reglerne uanset antallet af ejere.

Stk. 2. Afskrivning skal foretages særskilt for hvert enkelt skib.

Stk. 3. Forskudsafskrivning kan kun foretages på grundlag af 55 pct. af den aftalte byggesum.

Stk. 4. Når skibet er leveret, kan der afskrives på 55 pct. af anskaffelsessummen. Er der foretaget forskudsafskrivninger, nedsættes dette afskrivningsgrundlag med de foretagne forskudsafskrivninger.

Stk. 5. Fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibet opgøres som det uafskrevne beløb med fradrag af salgssummen. Fortjenesten eller tabet medregnes i den skattepligtige almindelige indkomst for afhændelsesåret.

Stk. 6. Skibe, der tilhører interessentskaber, kommanditselskaber, partrederier og lignende, hvor antallet af deltagere er større end 10, anses ved anvendelsen af stk. 1 for at have mere end 10 ejere.

Stk. 7. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan ministeren for skatter og afgifter tillade, at ejere, der omfattes af stk. 1, ikke skal anvende reglerne i stk. 2-6.

/--

Versioner

  1. 1988-05-21