Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00066@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Sundhedsstyrelsen

§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigsministeren, der

bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige

anliggender.

Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i sundhedsstyrelsens stilling

efter den lovgivning, der henhører under andre ministres

forretningsområde.

§ 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om sundhedsstyrelsens

virksomhed på alle områder, hvor der ved lov er henlagt beføjelser

til sundhedsstyrelsen inden for indenrigsministerens

forretningsområde.

§ 3. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde

sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på

sundhedsområdet.

§ 4. Sundhedsstyrelsen yder rådgivning og anden bistand til

indenrigsministeren og andre myndigheder i sundhedsfaglige

spørgsmål.

§ 5. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige

virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet,

samt ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet

en fast læge.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af sundhedsstyrelsen er

bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig

legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og

lignende.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigsministerens nærmere

bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at

foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige

virksomhed.

Kapitel 2

Fratagelse og generhvervelse af autorisation

§ 6. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv indenfor

sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må

antages at være til fare for andre mennesker på grund af

1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af

hvervet, eller

2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at

udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld

sjælstilstand, eller

3) udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.

§ 7. Finder sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages,

afgiver styrelsen indstilling til indenrigsministeren herom.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra

retslægerådet, før styrelsen afgiver indstilling til

indenrigsministeren.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden styrelsen afgiver

indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig

skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori

også retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere

opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort

ved dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigsministeren.

Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigsministeren

indbringe sagen for domstolene.

§ 8. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte

virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt

fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens

afgørelse skal omgående meddeles indenrigsministeren, der

stadfæster eller ophæver styrelsens afgørelse.

§ 9. Retssag om fratagelse af autorisation anlægges af

indenrigsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i

en dom om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har

opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en

stilling på grund af fratagelse af autorisation, før der

foreligger en endelig domstolsafgørelse.

§ 10. Indenrigsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade

sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens

stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den

pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan

anmodning, forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret,

hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet

ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er

anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en

kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager

indenrigsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er

anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.

Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af

statskassen.

§ 11. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller

endelig fratagelse af autorisation efter §§ 6-10.

Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet

frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden give

sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør

afgørelser om frakendelse.

§ 12. Indenrigsministeren kan efter ansøgning give en person, der har

fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv indenfor

sundhedsvæsenet efter §§ 6-10, tilladelse til at generhverve

autorisationen, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen,

ikke længere er til stede.

Stk. 2. Et afslag fra indenrigsministeren om generhvervelse af

autorisation efter stk. 1. kan tidligst indbringes for domstolene

et år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af

autorisation, eller at det ved dom er nægtet den pågældende at

generhverve autorisationen.

Kapitel 3

Sundhedsvæsenets patientklagenævn

§ 13. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer

inden for sundhedsvæsenet, jfr. § 16, skal indbringes for

sundhedsvæsenets patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for

klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en

særlig klageadgang.

Stk. 2. Herudover skal sundhedsstyrelsen til patientklagenævnet

indbringe sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for

kritik eller anden sanktion over for personer inden for

sundhedsvæsenet.

§ 14. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af

instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

§ 15. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen,

herunder eventuelt fremsætte kritik overfor den pågældende

sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

§ 16. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig

lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jfr.

dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

persongrupper indenfor sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation

efter særlig lovgivning, der iøvrigt er omfattet af reglerne i

dette kapitel.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forhandling med nævnet

fastsætte regler om, at patientklagenævnets virksomhed ikke skal

omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af

persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige

hensyn skal dog tale herfor.

§ 17. Patientklagenævnet består af en formand, en næstformand og et

antal beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Indenrigsministeren udpeger nævnets formand og næstformand.

Begge skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne

beskikkes som landsdommer.

Stk. 3. Indenrigsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke

samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således:

1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Amtsrådsforeningen i Danmark.

2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns

kommune.

3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg

kommune.

4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende

Invalideorganisationer

Stk. 4. Indenrigsministeren beskikker for hvert fagligt område et

antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den

kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 18. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal nævnet sammensættes af

1) formanden og næstformanden,

2) 2 medlemmer efter § 17, stk. 3, heraf 1 beskikket efter

bestemmelsens nr. 1)-3) og 1 beskikket efter nr. 4), og

3) 2 medlemmer efter § 17, stk. 4, afhængig af sagens faglige

karakter.

Stk. 2. Formanden afgør hvilke medlemmer efter § 17, stk. 3 og stk.

4, der skal deltage i nævnets møder. Formanden afgør endvidere,

inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter §

17, stk. 4, skal deltage.

§ 19. Nævnets formand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre

kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.

§ 20. Nævnet skal indhente en indstilling fra sundhedsstyrelsen, før

nævnet træffer afgørelse i en sag.

Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning

meddele sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling

af sagen.

§ 21. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet

dettes forretningsorden.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler

om, at nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i

visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

§ 22. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigsministeren om

sin virksomhed.

§ 23. Klage skal være indgivet inden 1 år efter det tidspunkt, hvor

klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages

over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis

særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som sundhedsstyrelsen

indbringer for nævnet, jfr. § 13, stk. 2.

Kapitel 4

Straffebestemmelser.

§ 24. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 5, stk. 3

og § 20, stk. 2 straffes med bøde.

§ 25. Personer, der har fået frataget autorisation efter kapitel 2,

og som fortsætter med at udøve det pågældende hverv, straffes med

bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, med mindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves lov

nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som

sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar 1987.

Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og

afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger.

Stk. 3. Klager, der er indgivet til sundhedsstyrelsen før 1. januar

1987 og som ikke er færdigbehandlet, behandles af

patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3.

Forældelsesreglen i § 23 gælder dog ikke for disse klager.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt

eller delvis sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslagets baggrund og hovedindhold

Lovforslaget består af 2 dele. For det første indeholder lovforslaget

(A) reglerne om sundhedsstyrelsens virksomhed og reglerne om

fratagelse og generhvervelse af autorisation til at udøve et hverv

inden for sundhedsvæsenet. Disse regler træder i stedet for den

gældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Dernæst indeholder lovforslaget (B) et forslag om oprettelse af

sundhedsvæsenets patientklagenævn, der skal træffe endelig

afgørelse i sager om klager over den sundhedsfaglige virksomhed,

der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet.

Hovedformålet med forslaget til nye lovbestemmlser om

sundhedsvæsenets centralstyrelse er at bringe sundhedsstyrelsens

virksomhed ind under det sædvanlige parlamentariske ministeransvar

lige som andre styrelser og direktorater. Efter forslaget fastslås

det udtrykkeligt, at sundhedsstyrelsen er en styrelse under

indenrigsministeren.

Hovedformålet med forslaget om oprettelse af sundhedsvæsenets

patientklagenævn er at modernisere og præcisere reglerne om

behandling af patientklager gennem oprettelse af et særligt

klagenævn med deltagelse af lægmænd og med en styrkelse af den

juridiske ekspertise i sagernes afgørelse. Patientklagenævnet vil

i sine afgørelser være uafhængig af indenrigsministeren og

sundhedsstyrelsen.

A. Sundhedsvæsenets centralstyrelse

1. Det gældende regelgrundlag

De nugældende regler om sundhedsstyrelsens hovedopgaver og struktur

er fastsat i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse fra 1932.

Bestemmelserne om sundhedsstyrelsens opgaver og retlige status i

denne lov bygger på en række afgørende punkter på den tidligere

centralstyrelseslov fra 1909. Den gældende centralstyrelseslov er

optrykt som bilag til lovforslaget.

Det fremgår af den gældende lovs § 1, at "sundhedsstyrelsen fører

overtilsynet med sundheds- og sygeplejen - herunder indbefattet

tandlæge, jordemoder og apotekervæsenet - og er øverste rådgiver

for det offentlige i alle forhold, der kræver lægekyndig eller

apotekerkyndig indsigt."

Sundhedsstyrelsen har endvidere efter loven visse selvstændige

beføjelser bl.a. til at følge sundhedsforholdene i landet generelt

og i fornødent omfang at komme med forslag til forbedringer.

Disse opgaver varetager sundhedsstyrelsen som udgangspunkt "på eget

ansvar", hvilket vil sige, at folketinget på disse områder ikke

kan drage ministeren til ansvar for sundhedsstyrelsens virksomhed.

Herudover varetager sundhedsstyrelsen en række opgaver for

indenrigsministeren som led i dennes virksomhed som minister for

sundhedsområdet. Det drejer sig om rådgivnings- og administrative

opgaver, som sundhedsstyrelsen udfører på grundlag af dens

stilling som institution under indenrigsministeriet. Disse opgaver

udøves som traditionelle styrelsesopgaver, dvs. underlagt

ministerens instruktionsbeføjelse og med ministeren som ansvarlig

i forhold til folketinget.

Endelig har sundhedsstyrelsen en lang række administrative opgaver,

som direkte er fastlagt i de enkelte særlove på sundhedsområdet.

Som eksempel herpå kan nævnes apoterkloven, lægemiddelloven,

sygehusloven og embedslægeloven. Disse opgaver varetages som

udgangspunkt som almindelige styrelsesopgaver inden for

indenrigsministerens ansvarsområde. Ved varetagelsen af disse

opgaver har sundhedsstyrelsen dog indtaget en mere selvstændig

stilling, end hvad der er almindligt for styrelser og

direktorater.

Som følge heraf har det været vanskeligt nærmere at fastlægge, i

hvilket omfang sundhedsstyrelsens varetagelse af opgaver er af

selvstændig karakter. Der er imidlertid ingen tvivl om, at

sundhedsstyrelsen i sin virksomhed generelt har tillagt det

betydelig vægt, at styrelsen, først og fremmest efter

centralstyrelsesloven, har selvstændige beføjelser.

Det vil ofte kunne være vanskeligt - eller umuligt - at afgøre, om

sundhedsstyrelsen i et givet sagsforløb handler inden for sine

selvstændige beføjelser som sundhedsfaglig instans eller på

indenrigsministerens vegne. Dette forhold vil i værste fald kunne

føre til, at det er vanskeligt at placere et klart ansvar.

En sådan situation er ikke hensigtsmæssig. Det bør være således, at

folketinget til enhver tid kan drage indenrigsministeren til

ansvar for embedsførelsen også i sundhedsstyrelsen.

2. Sundhedsstyrelsens fremtidige stilling i forhold til

indenrigsministeriet

Dette er baggrunden for lovforslagets bestemmelser om

sundhedsstyrelsens fremtidige status. Efter forslaget slås det

fast, at sundhedsstyrelsen er en styrelse under

indenrigsministeren, dvs. at ministeren har instruktionsbeføjelse

over for sundhedsstyrelsen, og at ministeren har det sædvanlige

parlamentariske ansvar for sundhedsstyrelsens virksomhed i forhold

til folketinget.

Samtidig indsættes der en udtrykkelig bestemmelse om, at

indenrigsministeren kan fastsætte regler om sundhedsstyrelsens

virksomhed på alle områder, hvor der i sundhedslovgivningen er

henlagt beføjelser til sundhedsstyrelsen.

Denne bestemmelse vil kun få selvstændig betydning for tilfælde, hvor

der er tale om beføjelser, som udøves selvstændigt i forhold til

indenrigsministeren. Indenrigsministeren vil i de øvrige tilfælde

kunne fastsætte tilsvarende bestemmelser i kraft af over- og

underordnelsesforholdet mellem indenrigsministeren og

sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen vil efter lovforslaget fortsat have til opgave at

være sundhedsfaglig rådgiver for indenrigsministeren og andre

centrale myndigheder samt kommunale myndigheder.

For så vidt angår rådgivningsfunktionerne afviger forholdene på

sundhedsområdet ikke fra de øvrige områder af stor samfundsmæssig

betydning, hvor specialister må inddrages i sagsbehandlingen, og

hvor denne specialviden er organiseret i et direktorat under

vedkommende ministers ansvarsområde. De sagkyndige vil ikke på

disse områder - lige så lidt som på sundhedsområdet kunne afskæres

fra at rådgive efter deres overbevisning.

Indenrigsministerens parlamentariske ansvar for sundhedsstyrelsens

virksomhed vil ikke betyde, at ministeren bliver personligt

ansvarlig for indholdet af den sagkyndige rådgivning m.v. fra

sundhedsstyrelsens side. Men er der sket fejl, eller bliver

folketinget i øvrigt opmærksom på forhold, der ikke synes

tilfredsstillende, påhviler det ministeren at redegøre for sagen

overfor folketinget og i den forbindelse modtage kritik for

manglende organisation og tilsyn.

Det er næppe muligt at pege på andre styrelser, som dækker et

tilsvarende bredt opgaveområde som sundhedsstyrelsen, og som har

væsentlige og generelle beføjelser, som er unddraget normal

parlamentarisk kontrol.

Som eksempler fra de senere år på de mange styrelser, hvis virksomhed

er omfattet af vedkommende ministers parlamentariske ansvar, kan

nævnes boligstyrelsen og byggestyrelsen under boligministeriet. I

de forskellige love om boligforhold og om byggeriet er det anført,

at boligministeren kan bemyndige en styrelse under

boligministeriet til at udøve de beføjelser, der i lovgivningen er

tillagt ministeren. Dette er sket ved boligministeriets

bekendtgørelse nr. 48 af 2. februar 1983 om henlæggelse af opgaver

og beføjelser til boligstyrelsen og bekendtgørelse nr. 179 af 4.

maj 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til

byggestyrelsen. I disse bekendtgørelser er der fastlagt en række

generelle opgaver for de to styrelser. Bl.a. er det fastsat, at

styrelserne skal yde faglig rådgivning og anden bistand til

boligministeriet og andre myndigheder. Herudover er der henlagt en

række administrative beføjelser til de to styrelser.

Som andre eksempler kan nævnes direktoratet for arbejdstilsynet under

arbejdsministeriet, hvor der bl.a. findes et arbejdsmedicinsk

kontor med læger, psykologer, ergoterapeuter m.v. og

socialstyrelsen under socialministeriet, som efter § 20 i den

sociale styrelseslov, i det omfang socialministeren bestemmer det,

varetager den centrale forvaltning af sociale anliggender.

Endelig kan nævnes de styrelser, som er oprettet under

miljøministeren, f.eks. miljøstyrelsen og fredningsstyrelsen. For

disse styrelser er det i henholdsvis miljøbeskyttelsesloven og

fredningsloven bl.a. direkte nævnt, at styrelserne rådgiver

miljøministeren og andre myndigheder i spørgsmål vedrøende

miljøbeskyttelse og naturfredning.

Efter lovforslaget vil det blive fastsat i loven, at

sundhedsstyrelsen er sundhedsfaglig rådgiver også for andre

myndigheder end indenrigsministeren.

Foruden at bringe sundhedsstyrelsens virkomhed ind under et

parlamentarisk ansvar har præciseringen af sundhedsstyrelsens

status som styrelse under indenrigsministeriet til formål at danne

grundlag for en styrkelse af sundhedsstyrelsens generelle

rådgivende funktioner overfor indenrigsministeriet.

I overensstemmelse med den udvikling, der har været i

opgavefordelingen mellem staten og kommunerne i den forløbne tid,

er nu langt den overvejende del af det offentliges opgaver på

sundhedsområdet henlagt til kommuner og amtskommuner. Statens

overordnede ansvar for sundhedspolitikken samt for

sundhedsøkonomien og dermed ressourceudnyttelsen varetages på

denne baggrund i første række gennem det generelle samarbejde med

kommuner og amtskommuner om omstilling og effektivisering af

sundhedsvæsenets ydelser. Denne indsats vil i den kommende tid

blive intensiveret som led bl.a. i opfølgningen af betænkningen om

sygehusenes organisation og økonomi fra indenrigsministeriets

produktivitetsudvalg (1984) og betænkning nr. 1044 (1985) om

samordning i sundhedsvæsenet.

3. Sundhedsstyrelsens opgaver i forhold til andre myndigheder

Sundhedsstyrelsen har hidtil haft en generel rådgivningsbeføjelse

også overfor andre myndigheder end indenrigsministeriet. Som nævnt

vil denne virksomhed fortsætte.

Herudover er sundhedsstyrelsen pålagt opgaver i en række særlove

inden for andre ministerområder end indenrigsministeriet.

I de fleste af disse love består sundhedsstyrelsens opgaver i

besættelsen af medlemsposter i sagkyndige organer eller i konkret

rådgivningsvirksomhed. Dette gælder f.eks. i lov om ligsyn m.v.

(justitsministeriet), lov om kvalitetskontrol med fisk og

fiskevarer (fiskeriministeriet) og lov om arbejdsmiljø

(arbejdsministeriet).

På andre områder har sundhedsstyrelsen mere omfattende administrative

opgaver efter de pågældende love. Det gælder lov om brug af

radioaktive stoffer og lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige

forhold ved atomanlæg m.v. (miljøministeriet).

Lovforslaget vil ikke ændre i sundhedsstyrelsens opgaver overfor

disse ministerier.

Sundhedsstyrelsen har ligeledes en række opgaver i forhold til

Grønland, idet sundhedsvæsenet i Grønland er statsdrevet med en

under indenrigsministeriet ansat embedslæge landslægen - som den

øverste tilsynsførende og rådgivende stedlige instans i alle

lægelige anliggender, medens sundhedsvæsenet i øvrigt ifølge

lovgivningen sorterer under Ministeriet for Grønland. Lovforslaget

vil ikke ændre sundhedsstyrelsens opgaver på dette område.

4. Forskellige administrative forhold

Lovforslaget ophæver de hidtidige regler om sundhedsstyrelsens

organisation, herunder om ledelsesforholdene.

Lovforslaget ophæver endvidere reglerne i den gældende

centralstyrelseslov om statens seruminstituts virksomhed og

organisaton.

Indenrigsministeren kan allerede i kraft af den almindelige adgang

for en minister til at fastlægge forholdene for styrelser og

institutioner, der hører under vedkommende ministers

forretningsområde, træffe bestemmelse om sådanne forhold.

Lovforslaget indeholder i kapitel 2 bestemmelserne om fratagelse og

generhvervelse af autorisation til udøvelse af hverv inden for

sundhedsvæsenet. Disse bestemmelser svarer indholdsmæssigt til § 5

i den gældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Der er dog

gennemført en sproglig modernisering af bestemmelserne.

B. Sundhedsvæsenets patientklagenævn (kapitel 3)

1. Forslagets hovedindhold

Efter denne del af lovforslaget oprettes med virkning fra 1. januar

1987 et særligt klagenævn benævnt "Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn" - som skal træffe endelig administrativ

beslutning i sager om klager over sundhedspersonalet vedrørende

dettes sundhedsfaglige virksomhed.

Formålet med denne del af lovforslaget er dels at modernisere og

præcisere reglerne om behandling af patientklager, dels at styrke

patienternes retssikkerhed og tillid til klagesagsbehandlingen ved

at oprette et uafhængigt patientklagenævn, der i sin sammensætning

både inddrager lægmænd og styrker den juridiske ekspertise.

Klagenævnet består af 6 personer. Nævnets formand og næstformand skal

repræsentere den juridiske ekspertise. To medlemmer skal

repræsentere lægmandsinteresser. Endelig skal to medlemmer

repræsentere den faglige ekspertise, som den pågældende klagesag

vedrører (henholdsvis læger, tandlæger, sygeplejersker m.v.).

Klagenævnets beslutning, der ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed, ejheller indenrigsministeriet, baseres på

en indstilling om sagen fra sundhedsstyrelsen, efter at styrelsen

har foretaget en undersøgelse af sagen, herunder eventuel

forelæggelse for retslægerådet.

De afgørelser, der er tillagt klagenævnet, har hidtil efter loven om

sundhedsvæsenets centralstyrelse været truffet af

sundhedsstyrelsen (medicinaldirektøren).

Bestemmelserne om sundhedsvæsenets patientklagenævn udgør et

supplement til de love, hvorefter særlige grupper af

sundhedspersonale er autoriseret (lægeloven, tandlægeloven,

sygeplejerskeloven, jordemoderloven, terapiassistentloven m.fl.).

- Lovforslaget nødvendiggør ikke konsekvensændringer af disse

love.

2. Det eksisterende klagesystem

2.1. Sundhedsstyrelsen behandler i medfør af de nugældende regler i

centralstyrelsesloven klager fra enhver (med en retlig interesse),

der mener, at en medicinalperson under udøvelse af sin

sundhedsfaglige virksomhed har tilsidesat sine pligter i henhold

til gældende bestemmelser. Der er ud over landet etableret

statslige embedslægeinstitutioner, der bl.a. lokalt bistår

sundhedsstyrelsen i tilsynet med medicinalpersoner.

Embedslægen/embedslægeinstitutionernes funktion varetages i

Københavns kommune af stadslægen.

Sundhedsstyrelsen kan i medfør af centralstyrelsesloven og de

respektive autorisationslove (lægeloven, tandlægeloven,

sygeplejerskeloven m.fl.) for mindre alvorlige forseelser meddele

tilrettevisninger eller advarsler. I alvorligere tilfælde kan

sundhedsstyrelsen henstille til anklagemyndigheden at rejse

tiltale for overtrædelse af straffeloven eller straffebestemmelser

i de respektive særlove eller autorisationslove. Sundhedsstyrelsen

kan ikke tage stilling til, om en medicinalperson eller den

pågældende sygehuskommune har pådraget sig et erstatningsansvar i

forbindelse med patientbehandling. Sådanne spørgsmål må, såfremt

der ikke opnås en forligsmæssig ordning med vedkommende ansvarlige

ansættelsesmyndighed, afgøres endeligt af domstolene.

Indenrigsministeriet behandler klager over sundhedsstyrelsens

afgørelser, men ministeriet tager alene stilling til spørgsmål om

sundhedsstyrelsens administrative sagsbehandling, og ikke til

sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige bedømmelser.

Amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner samt staten -

bl.a. for så vidt angår Rigshospitalet - behandler som

ansættelsesmyndigheder og driftsansvarlige for sundhedsvæsenet

klager og henvendelser om erstatningsspørgsmål, serviceniveau,

hospitalsmiljø m.v., herunder klager over, om en ansat

medicinalperson har udvist korrekt optræden i forbindelse med

patientbehandlingen.

Klager over privatpraktiserende lægers og andre tilsvarende

medicinalpersoners overenskomstregulerede forhold (honorarer,

ydelser, opførsel m.v.) rettes til de efter sygesikringslovens §

23, stk. 2 og 4 nedsatte udvalg. På tilsvarende måde - som en

særlig forsøgsordning - reguleres efter overenskomsterne et

særligt klagesystem vedrørende tandlægers faglige virksomhed,

hvorefter en bestemt behandling kan erklæres ikke-honorarværdig.

Disse klageadgange udgør ikke et indgreb i den kompetence, som

sundhedsstyrelsen i dag er tillagt med hensyn til at behandle

klager over medicinalpersoners faglige virksomhed.

Benævnelsen "medicinalpersoner" er ikke entydig. Den omfatter først

og fremmest de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden

for sundhedsvæsenet, nemlig:

- læger, jfr. lov om udøvelse af lægegerning (lovbekendtgørelse nr.

426 af 19. august 1976 med senere ændringer),

- tandlæger, jfr. lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger,

- sygeplejersker, jfr. lov om sygeplejersker (lovbekendtgørelse nr.

66 af 27. februar 1979),

- jordemødre, jfr. lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre,

- ergoterapeuter og fysioterapeuter, jfr. lov nr. 154 af 8. maj 1968

om terapiassistenter,

- kliniske tandteknikere, jfr. lov nr. 100 af 14. marts 1979 om

kliniske tandteknikere, og

- fodterapeuter, jfr. lov nr. 142 af 26. april 1972 om fodterapeuter.

I øvrigt henregnes til gruppen af medicinalpersoner ofte også sådanne

personer, der umiddelbart deltager i behandling eller pleje af

patienter inden for det offentlige sundhedsvæsen, såfremt deres

uddannelse er godkendt af det offentlige, f.eks. sygehjælpere,

plejehjemsassistenter, tandplejere m.fl.

Benævnelsen medicinalpersoner omfatter derimod ikke de mange og

skiftende grupper af andre personer, der arbejder på

sundhedsområdet, for hvilke der ikke af det offentlige er godkendt

uddannelsesregler m.v. Denne gruppe, der populært er blevet

betegnet som "alternative behandlere", er ikke undergivet direkte

tilsyn af sundhedsstyrelsen. Deres virksomhed er dog reguleret af

de almindelige regler i lægelovens kapitel VI om kvaksalveri,

hvorefter der under visse betingelser gives gruppen adgang til at

tage "syge i kur". Sundhedsstyrelsens opgaver med hensyn til

igangsættelse af politimæssig efterforskning/indstilling om

tiltalerejsning på dette område forudsættes ikke ændret.

For at undgå misforståelser er betegnelsen "medicinalperson" ikke

anvendt i selve lovteksten, men derimod personer (persongrupper)

inden for sundhedsvæsenet og lignende, som nærmere vil blive

afgrænset, jfr. bemærkningerne til § 16, stk. 2 og 3.

2.2. Sundhedsstyrelsens hidtidige behandling af klagesager, der helt

overvejende vedrører læger, har fundet sted på følgende måde:

Når sagens modtagelse er bekræftet over for klager, refereres sagen

kort af en af styrelsens lægelige sagsbehandlere i samarbejde med

en juridisk sagsbehandler, hvor der bl.a. træffes beslutning om

indhentelse af eventuelle supplerende oplysninger fra den

indklagede medicinalperson, afdeling m.v., eller forelæggelse for

styrelsens særlige rådgivere. Efter udtalelsernes indhentelse

undergives sagen påny behandling af styrelsens lægelige og

juridiske sagsbehandlere, som samtidig vurderer, om sagen

eventuelt skal forelægges retslægerådet. Hvis der ved sagens

undersøgelse er fremkommet nye og væsentlige oplysninger,

forelægges sagen påny for klageren. På grundlag heraf udarbejdes

der oplæg til konklusion i sagen.

Herefter udarbejder den juridiske sagsbehandler den endelige

afgørelse, som i hovedtræk indeholder følgende punkter:

- Hvornår og eventuelt hvorfra klagen er modtaget

- Kort referat af klagen

- Hvilke udtalelser, der er indhentet

- Relevante referater af de indhentede erklæringer, herunder

eventuelt af retslægerådets erklæring.

- Konklusion (afgørelse) med begrundelse.

Hovedskrivelsen sendes herefter til klageren, og de implicerede

medicinalpersoner får kopi af skrivelsen gennem vedkommende

embedslægeinstitution. Såfremt en læge får en tilrettevisning,

tilskrives lægen direkte fra sundhedsstyrelsen med en selvstændig

skrivelse.

Ovenstående sagsbehandling repræsenterer behandlingen af en

almindelig klagesag. Der kan dog ofte ske afvigelser herfra,

eksempelvis hvis der iværksættes politimæssig efterforskning eller

sagen går til politi med henblik på tiltalerejsning. I disse

tilfælde orienteres også vedkommende amtskommune, ligesom

amtskommunen som hovedregel får kopi af de afsluttende skrivelser.

Tilsvarende underrettes amtskommunen i alle sager, hvor der

tildeles den indklagede læge/medicinalperson en tilrettevisning.

2.3. Antallet af klagesager over medicinalpersoner har igennem de

seneste år været stigende.

I nedenstående oversigt er beskrevet dels antallet af klagesager

indbragt for sundhedsstyrelsen igennem de seneste år, dels antal

sager, hvori sundhedsstyrelsen har udtrykt kritik over fejl eller

forsømmelse udvist af vedkommende medicinalpersoner.

3. Baggrunden for lovforslaget

Der har i den offentlige debat og i folketinget været tilkendegivet

en manglende tillid til det nuværende klagesystem, hvorefter

klager over de såkaldte medicinalpersoners faglige virksomhed

afgøres endeligt af sundhedsstyrelsen i dennes egenskab af

uafhængig sundhedsfaglig rådgiver for det offentlige. Det har især

været fremført, at sundhedsstyrelsen med den eksisterende ordning

praktiserer et fagligt selvdømme, og at der er behov for, at også

almene synspunkter indgår i afgørelsen af, om der er givet en

fagligt set rigtig behandling.

Hertil kommer, at Folketingets Ombudsmand tidligere har fundet det

ønskeligt, at den juridiske sagkundskab fik en mere fremtrædende

placering i klagesagsbehandlingen.

Indenrigsministeren tilkendegav den 21. februar 1985 ved 1.

behandling af et beslutningsforslag fra SF (nr. B 93) om

oprettelse af patientklagenævn og en

patientombudsmandsinstitution, at det eksisterende klagesystem

måtte ændres således, at det i befolkningen ville blive opfattet

som mere tillidvækkende, korrekt og effektivt. Ministeren udtalte

hertil, at det juridiske element i klagesagsbehandlingen måtte

styrkes, og at lægmænd skulle inddrages.

Indenrigsministeren lovede i denne forbindelse i den næste

folketingssamling (1985/86) at fremlægge et lovforslag til et

ændret klagesagsbehandlingssystem efter de af ministeren i sit

indlæg udtalte synspunkter.

Der henvises herom til Folketingets Forhandlinger 1984/85, spalte

6479-6499, (1. behandling). 2. behandling fandt ikke sted, idet

kommunaludvalget i stedet afgav en beretning, hvorefter udvalget

vedtog at afvente indenrigsministerens lovforslag.

4. Klagenævnets opgaver og funktion

4.1. Klagenævnet er et selvstændigt besluttende organ, der placeres

uden for det sædvanlige administrative hieraki. Dets afgørelser er

administrativt set endelige, og kan således ikke indbringes for

anden offentlig administrativ myndighed, ej heller

indenrigsministeriet. Endelig afgørelse på området hører herefter

alene under domstolene. Nævnet kan ikke træffe afgørelse

vedrørende sanktioner som bøde, hæfte og højere straf, som må

forelægges den almindelige anklagemyndighed, der efter gældende

regler endeligt vurderer, om sag skal rejses for domstolene.

Anklagemyndigheden kan også uden indstilling fra

patientklagenævnet tage de nævnte sager op.

Patientklagenævnet kan endvidere ikke træffe afgørelse om, hvorvidt

en medicinalperson skal have frataget sin autorisation. Afgørelse

herom henhører fortsat under sundhedsstyrelsen samt

indenrigsministeriet eller domstolene, med de særlige procedurer,

der herom er foreskrevet i bl.a. kapitel 2 i lovforslaget, der

indholdsmæssigt svarer til § 5 i den gældende centralstyrelseslov.

Hvis nævnet bliver opmærksom på, at der foreligger omstændigheder,

som kunne begrunde autorisationsfratagelse, skal dette

tilkendegives over for sundhedsstyrelsen, som derefter skal tage

sagen op.

Uden for nævnets område falder også spørgsmål om erstatning,

serviceniveau, sundhedspersonalets optræden m.v. Disse forhold

hører direkte under vedkommende ansættelsesmyndighed, eller for

selvstændigt sundhedspersonale under særlige organer, evt.

vedkommende sundhedsperson selv, jfr. bemærkningernes pkt. 2.1.

Klagenævnets afgørelser har ikke direkte betydning for et eventuelt

ansættelsesforhold for den pågældende sundhedsperson. Det

tilkommer således fortsat vedkommende ansættelsesmyndighed selv at

træffe afgørelse på dette område, men nævnets afgørelser, der i

alle tilfælde forudsættes sendt i kopi til ansættelsesmyndigheden,

vil selvfølgelig kunne indgå i ansættelsesmyndighedens

beslutningsgrundlag.

Endvidere kan nævnet ikke tage stilling til patienters klager eller

ønsker om visitation til sygebehandling til andet behandlingssted

inden for eller uden for sygehuskommunen m.v. Disse forhold

henhører fortsat under de direkte herfor ansvarlige myndigheder

(indenrigsministeriet, sundhedsstyrelsen, sygehuskommunerne

m.v.), og nævnet må ved modtagelsen heraf oversende sagerne til

rette myndighed, ligesom sundhedsstyrelsen i øvrigt ved

modtagelsen af klagesager, der henhører under nævnet, må oversende

disse til nævnet med henblik på dettes direkte anmodning om en

udtalelse (indstilling) fra sundhedsstyrelsen.

4.2. Klageordninger tager ikke alene sigte på at sikre den enkelte

borgers retssikkerhed, men også på at medvirke til, at de

myndigheder, der umiddelbart er ansvarlige for områderne, løbende

tilpasser og tilrettelægger driften på baggrund af berettigede

klager. Det er derfor vigtigt, at klager fortsat i videst muligt

omfang indbringes for og afgøres af de direkte driftsansvarlige

myndigheder, jfr. ovenfor.

Etablering af et centralt nævn, der skal tage stilling til

sundhedspersonalets faglige virksomhed, vil sikre en landsdækkende

ensartet bedømmelse i overensstemmelse med de faglige krav,

udviklingen berettiger. Dette findes bedst at kunne ske ved det

foreslåede samspil mellem sundhedsstyrelsen baseret på dennes

løbende tilsyn med sundhedspersonalet, og styrelsens

forundersøgelse af klagesagerne - og patientklagenævnet, ved

dettes stillingtagen og inddragelse af mere almene og juridiske

hensyn i sagernes endelige afgørelse.

Der vil ikke med lovforslaget blive etableret et såkaldt

enhedsklagesystem, der i en og samme myndighed kan tage stilling

til alle de forskellige spørgsmål, en patient kan tænkes at klage

over. Men dette indebærer ikke i sig selv, at klagesystemet bliver

uoverskueligt og utilgængeligt for borgerne.

Der vil blive iværksat en almindelig og bred information overfor

borgere og myndigheder om patientens klageadgang på de forskellige

områder.

Indenrigsministeriet vil endvidere i forbindelse med

patientklagenævnets etablering udsende et cirkulære, som

præciserer de opgaver på patientklageområdet, der, jfr. ovenfor,

fortsat skal varetages direkte af sygehuskommunerne som ansvarlige

for sygehusvæsenets drift. Heri vil tillige blive præciseret

sygehuskommunernes pligt til at vejlede og informere patienterne

om de forskellige klageadgange, herunder adgangen til at indbringe

klager over faglige forhold til patientklagenævnet. Det vil

samtidig blive understreget, at sygehuskommunerne har en

selvstændig pligt til at søge eventuelle klager afklaret og løst,

før en klage bliver rejst overfor nævnet.

Indenrigsministeriet vil endelig sammen med sygehuskommunerne og ved

inddragelse af embedslægeinstitutionerne overveje, om der på

lokalt plan kan etableres en ordning, hvorefter borgerne kan

indgive alle typer af klager på området til en og samme myndighed,

der herefter dels kan rådgive borgerne med hensyn til

klageformulering, virkning m.v., dels kan fordele og videresende

klagerne til rette myndighed, herunder til det centrale

patientklagenævn, der etableres efter loven.

Samlet vil disse initiativer give patienterne en større

overskuelighed over klagesystemet og bedre mulighed for at

fremføre relevante klager, ligesom en styrkelse af

sygehuskommunernes og embedslægernes rolle vil kunne aflaste det

foreslåede patientklagenævn for klager, der mere måtte hvile på

misforståelser m.v.

4.3. Nævnets afgørelse, jfr. lovforslagets § 15, kan gå ud på:

at nævnet ikke finder grundlag for kritik af patientbehandlingen,

at nævnet giver udtryk for kritik af patientbehandlingen over for

den pågældende sundhedsperson i form af beklagelse, misbilligelse

eller lignende,

at nævnet anmoder anklagemyndigheden om tiltalerejsning for

overtrædelse af lægeloven, borgerlig straffelov m.v. med straf af

bøde og hæfte eller højere straf,

at nævnet ønsker yderligere undersøgelser foretaget af

sundhedsstyrelsen, og endelig

at nævnet afviser en realitetsbehandling af sagen, dels for sager

der måtte være uden indhold, dels for sager, der tidligere er

taget endelig stilling til, ellers med henvisning til den i loven

indeholdte forældelsesregel på 1 år.

Nævnet er ikke bundet af klagerens påstande eller af

sundhedsstyrelsens indstilling.

Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt og ledsages af en

begrundelse. Afgørelsen underskrives af formanden eller den,

formanden bemyndiger hertil, og sendes til den, der har indbragt

sagen, med kopi til sundhedsstyrelsen og til de implicerede

medicinalpersoner. Afgørelsen sendes tillige til vedkommende

sygehusmyndighed i dennes egenskab af arbejdsgiver.

Det praktiske samarbejde imellem nævnet og dettes sekretariat samt

sundhedsstyrelsen forudsættes nærmere fastlagt, bl.a. i nævnets

forretningsorden.

Nævnet udarbejder årligt en beretning om sin virksomhed.

4.4. Til nævnet knyttes et mindre sekretariat. Det påhviler

sekretariatet at indhente en udtalelse med tilhørende undersøgelse

fra sundhedsstyrelsen. Den (læge-)faglige udtalelse indhentes hos

sundhedsstyrelsen som et led i styrelsens almindelige tilsyn med

sundhedspersonalet, jfr. lovforslagets § 5. Sekretariatet skal i

øvrigt varetage sædvanlige administrative opgaver for nævnet og

forberede sagernes forelæggelse for nævnet.

Belysningen af de faktiske forhold i forbindelse med en klagesag vil

som hidtil foregå i sundhedsstyrelsen, ligesom sundhedsstyrelsen

ud fra en (læge-)faglig samt juridisk administrativ vurdering

fremkommer med sin indstilling til nævnet, bilagt alle sagens

officielle akter. Denne (læge-)faglige indstilling vil herefter

blive vurderet i klagenævnet ud fra almene synspunkter.

Der er ved denne model lagt vægt på, at den væsentligste kritik af

det nuværende system har været, at lægmænd ikke har været

medinddraget i beslutningen om, hvorvidt der måtte foreligge fejl

under behandlingen af patienten. Der er ligeledes lagt vægt på at

undgå dobbeltarbejde - sådan som en egentlig ankeinstansordning

kunne medføre - ved at sundhedsstyrelsens eksisterende ressourcer,

både de juridiske og sundhedsfaglige, direkte inddrages i

nævnsordningen og derved udnyttes bedst muligt.

4.5. Nævnet kan, hvor medlemmer ikke har kunnet give møde, ved

behandling af den enkelte sag som minimum bestå af 3 medlemmer,

nemlig af den juridiske formand (eller næstformand), 1

lægmandsrepræsentant samt 1 repræsentant for den gruppe af

medicinalpersoner, som sagen vedrører.

Formanden kan i særlige tilfælde, typisk gennem sundhedsstyrelsen,

indkalde sagkyndige rådgivere til at deltage i nævnets møder.

Nævnets medlemmer beskikkes af indenrigsministeren. Formanden og

næstformanden skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne

beskikkes som landsdommer.

Lægmandsrepræsentanterne beskikkes efter indhentet udtalelser fra

Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner samt De

Samvirkende Invalideorganisationer. For at understrege

lægmandsrepræsentanternes uafhængighed er det udtrykkeligt

fastsat, at disse ikke må være medlem af kommunale råd, dvs.

kommunalbestyrelser, amtsråd, hovedstadsråd.

De faglige repræsentanter forudsættes beskikket efter indhentet

udtalelse fra vedkommende faglige organisation.

Nævnets formandsskab og medlemmer forudsættes dels at modtage honorar

for deltagelse i møder og forberedelse af sager hertil efter

finansministeriets godkendelse, dels at modtage godtgørelse for

rejse- og eventuelle opholdsudgifter efter de for

statstjenestemænd gældende regler.

Indenrigsministeren vil fastsætte nærmere regler om alle disse

forhold i nævnets forretningsorden.

4.6. Klagenævnet forudsættes, at træffe beslutning i alle sager, som

sundhedsstyrelsen hidtil har besluttet på området - som anført

ovenfor op til ca. 900-1.000 endelige sagsafgørelser årligt. Der

vil imidlertid være mange sager, som enten vil være af mindre

rækkevidde eller i øvrigt ikke vil frembyde tvivl. Det må her

antages, at nævnet, når praksis er lagt, ikke ønsker at få

forelagt disse sager direkte og i stedet ønsker at henlægge disse

til formandens afgørelse.

Da medicinalpersonalets virksomhedsområde kun i begrænset omfang er

regelfastlagt, vil det bl.a. i modsætning til det sociale

ankesystem - være vanskeligt på forhånd klart at udskille bestemte

sagsområder, der har en mindre retssikkerhedsmæssig betydning

eller ikke frembyder tvivl, således at sådanne sager f.eks. klart

kunne henlægges til nævnsformandens afgørelse.

Det foreslås derfor, at det i forretningsordenen kan bestemmes, at

indenrigsministeren bemyndiger nævnet til selv - evt. efter en

indkøringsperiode - at lade formanden træffe afgørelse i visse

mindre komplicerede sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl,

jfr. § 21, stk. 2, eventuelt således, at disse optages på

dagsordenen i form af efterretningssager.

Det forudsættes i øvrigt, at sager, bl.a. til aflastning af de

egentlige møder, kan undergives skriftlig votering, eventuelt

således, at et medlems ønske om egentlig mødebehandling skal

efterkommes.Hvis ordningen bringes i anvendelse, forudsættes dette

først at ske, når nævnet har indhentet erfaring for sagsområdet.

Ordningen vil i øvrigt nærmere skulle præciseres efter

indenrigsministerens forhandling med nævnet.

4.7. Karakteristisk for det særlige klageområde vedrørende

medicinalpersoners faglige virksomhed er i øvrigt, at

klagesystemet ikke primært tager sigte på, at patienterne opnår en

særlig rettighed. Patienterne har efter bl.a. sygehusloven ret til

den fornødne behandling, uanset om behandlingsbehovet skyldes en

eventuel tidligere fejlbehandling eller andet. Efter f.eks. det

sociale ankesystem kan klienten ved anke opnå en direkte ret til

konkrete ydelser (tilskud m.v.) fra vedkommende driftsansvarlige

myndighed (socialforvaltningen).

Karakteristisk er endvidere, at klagerne er rettet mod konkrete

personer knyttet til sundhedsvæsenet, og at sundhedsstyrelsens

afgørelser - fremover nævnets afgørelser - direkte udtrykker en

faglig kritik over vedkommende personers virksomhed. Efter

ordningen vil nævnets afgørelser være endelige, og kan således

ikke, ej heller af vedkommende medicinalperson, indbringes for

højere administrativ myndighed. Det indklagede medicinalpersoners

retssikkerhed må i den forbindelse anses for tilstrækkeligt

tilgodeset gennem nævnets sammensætning med bl.a. 2 faglige

repræsentanter og et juridisk formandsskab. Hertil kommer, at

strengere sanktioner i form af bøde, hæfte m.v. efter lovgivningen

(bl.a. de respektive autorisationslove) henhører under den

sædvanlige offentlige anklagemyndighed.

5. Andre nævn m.v. samt udenlandske klageordninger

5.1. Der er gennem årene blevet etableret flere særlige kollegialt

sammensatte klageordninger med selvstændig kompetence på

forskellige områder.

Inden for det sociale og sundhedsmæssige område kan særlig nævnes det

sociale ankesystem, der blev etableret i 1973 i forbindelse med

bistandslovens ikrafttræden og som senere er ændret flere gange,

senest ved lov nr. 54 af 20. februar 1985 om styrelse af sociale

og visse sundhedsmæssige anliggender m.fl.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.1. er der inden for de

privatpraktiserende medicinalpersoners område (navnlig læger og

tandlæger) etableret særlige klageudvalg, navnlig vedrørende

serviceog betalingsforhold, der reguleres som led i

overenskomsterne på området.

Uden for social- og sundhedsområdet er der efter lov om

miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 663 af 16. december

1982, kapitel 12, nedsat et miljøankenævn, der er klageinstans for

administrative afgørelser på nærmere fastsatte områder om

miljøforhold.

Efter lov nr. 305 af 14. juni 1974 om forbrugerklagenævnet med senere

ændringer er der nedsat et forbrugerklagenævn, der træffer

afgørelse i klager fra forbrugere vedrørende vare-, arbejds- og

tjenesteydelser.

For advokaters virksomhed er der i medfør af retsplejelovens § 144,

stk. 1, nedsat et nævn, der kan behandle klager over, at advokater

har tilsidesat deres pligter (disciplinærsager). Advokatnævnets

afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed,

jfr. bekendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 om advokatnævnets

virksomhed.

Endvidere er der efter udlændingelovens § 52 ff, jfr. bekendtgørelse

nr. 98 af 6. marts 1984 om forretningsordenen for

flygtningenævnet, etableret et flygtningenævn, der på nærmere

præciserede områder behandler klager over afgørelser, der er

truffet af direktoratet for udlændinge.

5.2. I Sverige, er klageadgangen på medicinalpersonområdet indrettet

således, at et centralt haelso- og sjuekvårdsansvarsnaemn,

sammensat af en formand og 8 andre medlemmer, udpeges af

regeringen for en periode af 3 år. Det forudsættes, at formanden

skal være erfaren i dommerembede. De øvrige medlemmer skal have

særlig indsigt i sundheds- og sygeplejevæsenet, men det er ikke

noget krav, at de f.eks. skal være medicinalpersoner. Et udpeges

af landstingsforbundet, et af landsorganisationen i Sverige, et af

tjenestemændenes centralorganisationen og et af yderligere en

centralorganisation. De 4 sidste medlemmer udpeges blandt

personer, som må anses for i særdeleshed at varetage almenhedens

interesse. Klager over medicinalpersoner kan rejses over for

nævnet af socialstyrelsen eller en person, der har retlig

interesse i sagen. Nævnet kan som et led i sagsbehandlingen

forlange at få udleveret patientjournaler eller andre relevante

aktstykker. Nævnet har ligeledes mulighed for at trække på

sagkyndig bistand. Spørgsmål om eventuelt bødekrav, dog højst på

1.000 kr., forelægges nævnet, som træffer afgørelse om en eventuel

bødes størrelse. For så vidt angår disciplinærsager henvises disse

af nævnet til den ansættende myndighed i det omfang, det vedkommer

denne. Nævnets afgørelse kan af henholdsvis socialstyrelsen,

klageren og andre som nævnets beslutning vedrører, ankes til

kammerretten.

i Norge er medicinalpersonalets behandling af patienter underlagt

helsedirektørens tilsyn. Helsedirektoratet behandler klager over

medicinalpersoners tilsidesættelse af deres pligter under udøvelse

af sundhedsfaglig virksomhed. Sådanne klager kan også rettes til

"fylkeslegen" ("stadsfysikus" i Oslo). Den endelige afgørelse

ligger dog hos helsedirektøren. Klagesystemet i Norge svarer

således stort set til det eksisterende danske klagesystem.

6. Administrative og økonomiske konsekvenser

Administrativt set vil nyordningen ikke få indflydelse på

kommunernes, det vil navnlig sige amtskommunernes samt Københavns

og Frederiksberg kommuners, hidtidige forpligtelser for

tilrettelæggelse og indsats på området.

Set i forhold til indenrigsministeriets departement, hvortil sager

hidtil efter praksis har kunnet ankes, for så vidt angår

sundhedsstyrelsens administrative sagsbehandling, vil denne

ankeadgang bortfalde, da nævnets afgørelser administrativt set vil

være endelige. Der vil herved blive frigjort en vis arbejdskraft

(1 akademiker og 1 kontorfunktionær), hvilket dog for en mindre

del modsvares af, at departementet fremover vil skulle varetage

det overordnede arbejde med klagenævnets etablering,

regelregulering m.v.

Sundhedsstyrelsen vil som anført fortsat efter de hidtidige

retningslinjer skulle undersøge og vurdere klagesagerne. Styrelsen

vil få et merarbejde i forbindelse med udarbejdelse af

indstillinger til nævnet, eventuel deltagelse i nævnets møder til

uddybning af sagerne, og efter nævnets eller formandens afgørelse

ved eventuel fornyet undersøgelse af sagerne.

Som direkte følge af nyordningen forudsættes der udover de netop

godkendte stillinger som henholdsvis juridisk og lægelig

sektionsleder, netto tilført sundhedsstyrelsen 1 akademiker eller

225.000 kr. (januar 1985-lønniveau) i alt til merarbejde ved

udarbejdelse af indstillinger og indhentelse af de supplerende

oplysninger, nævnet måtte ønske.

Der er for øjeblikket afsat ca. 6,3 akademiker (jurister: 3,1 og

læger: 3,2) og 4,3 kontorfunktionærer til sundhedsstyrelsens

afdeling D til behandling af klagesager.

Der vil som anført skulle etableres et mindre sekretariat direkte

under klagenævnet. Under forudsætning af en hensigtsmæssig

samordning af nævnets opgaver med sundhedsstyrelsens

sagsbehandling, jfr. ovenfor, vil nævnet særligt få til opgave at

modtage og registrere klagesager, at sende disse til

sundhedsstyrelsen med anmodning om en indstilling, herunder

vurdere om særlige forhold ønskes oplyst, at sikre at modtagelsen

bekræftes m.v., at samle og eventuelt beskrive sager til

forelæggelse for nævnet med udsendelse af dagsorden, sagsmateriale

m.v., at registrere nævnsbeslutningerne og sikre sagernes

besvarelse.

Sekretariatet vil endvidere skulle varetage almindelige

administrative opgaver med hensyn til nævnets funktion, honorar-

og diætudbetalinger, lokale- og kontorhold, informationsvirksomhed

om klagenævnsordningen m.v.

Nævnssekretariatet forudsættes at skulle bestå af 2 akademikere

(heraf 1 med ledelsesfunktion) samt 2 kontorfunktionærer.

Udgifter til selve nævnets drift, dvs. honorarer for mødedeltagelse

og forberedelse samt til diæter og eventuelle rejse- og

overnatningsudgifter for nævnets medlemmer, er helt foreløbigt

anslået til ca. 1,0 mill. kr. årligt.

Det er herved lagt til grund, at samtlige sager forelægges nævnet, og

at dette holder 40 møder årligt aô 6-7 timer med ca. 20 sager på

hvert møde, samt at alle 6 medlemmer deltager. Disse

forudsætninger samt de foretagne beregninger må tages med store

forbehold.

Driftsudgifter for nævnssekretariatets lokaler er beregnet til ca.

170.000 kr. årligt. Lønudgifter er sat til 775.000 kr. (2

akademikere og 2 kontorfunktionærer) og andre driftsudgifter til

200.000 kr. Hertil kommer engangsudgifter til telefonanlæg,

inventar m.v. på ca. 140.000 kr.

Patientklagenævnet vil således samlet andrage en årlig merudgift på

2.145.000 kr. (i januar 1985 pris- og lønniveau), ekskl.

etableringsudgifter.

De nævnte udgifter til sundhedsstyrelsen og klagenævnet vil blive

optaget på forslag til finanslov 1987. Med henblik på at forberede

etableringen af nævnets sekretariat vil det dog være nødvendigt at

ansætte 1 akademiker og 1 kontorfunktionær ca. 2 måneder før

nævnet påbegynder sin virksomhed, hvilket vil medføre en udgift på

ca. 70.000 kr. i 1986.

Patientklagenævnet og dettes sekretariat vil i øvrigt blive optaget

på en særlig hovedkonto på indenrigsministeriets finanslovskonto

(§ 13).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bestemmelsen fastslås det udtrykkeligt, at sundhedsstyrelsen er en

styrelse, der er omfattet af indenrigsministerens parlamentariske

ansvar.

Til § 2

Bestemmelsen vil kun få selvstændig betydning for tilfælde, hvor der

er tale om beføjelser efter særlovgivningen, som udøves

selvstændigt i forhold til indenrigsministeren.

En tilsvarende adgang for andre ministre til at fastsætte regler for

sundhedsstyrelsens virksomhed i de tilfælde, hvor

sundhedsstyrelsen ved lov er tillagt opgaver inden for deres

forretningsområde, er ikke fundet nødvendig.

Dette skyldes, at sundhedsstyrelsens opgaver i disse tilfælde stort

set alene vedrører besættelse af medlemsposter i sagkyndige

organer eller konkret sundhedsfaglig rådgivning, hvor der ikke vil

være behov for vedkommende minister til at fastsætte nærmere

regler. I de tilfælde, hvor sundhedsstyrelsen efter lovgivningen

har mere generelle opgaver (lov om brug af radioaktive stoffer og

lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg

m.v.) er der efter de pågældende love den fornødne adgang for

ministeren til at fastsætte regler.

Til § 3

Bestemmelsen giver en almindelig forpligtelse for sundhedsstyrelsen

til at følge sundhedsforholdene i hele landet. Dette sker i vidt

omfang ved hjælp af embedslægeinstitutionerne.

Indenrigsministeren vil fastsætte regler om sundhedsstyrelsens

underretningspligt over for myndigheder i tilfælde af

lovovertrædelser og mangler.

Til § 4

Efter forslaget vil såvel centrale som kommunale myndigheder fortsat

have adgang til direkte at indhente sundhedsfaglig rågivning m.v.

fra sundhedsstyrelsen.

Til § 5

Tilsynet udføres for hver amtsrådskreds af embedslægeinstitutionen på

sundhedsstyrelsens vegne efter § 5 i lov om

embedslægeinstitutioner m.v.

Til §§ 6-12

Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til § 5 i den gældende lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Til § 13

I stk. 1 præciseres, at nævnet skal have forelagt alle sager, hvori

privatpersoner eller andre klager over medicinalpersoner.

Herudover kan sundhedsstyrelsen selv have afdækket sager, der f.eks.

ikke måtte være klaget over, men som efter styrelsens opfattelse

bør resultere i en sanktion. Disse sager skal også efter stk. 2

forelægges nævnet.

Som led i sundhedsstyrelsens tilsyn og forundersøgelse af sagerne kan

sundhedsstyrelsen i øvrigt selv direkte anmode politiet om at

foretage en politimæssig efterforskning til oplysning af mere

vigtige sagers faktiske og anklagemæssige forhold.

Ved klager, der i øvrigt efter sundhedsstyrelsens opfattelse baserer

sig på en åbenbar misforståelse hos klager, forudsættes det, at

styrelsen direkte vil kunne give klager en vejledning herom, uden

at dette i øvrigt vil afskære klager fra senere at forelægge sagen

direkte for nævnet.

Til § 14

Nævnets uafhængighed af sundhedsstyrelsen og indenrigsministeriet er

her fastslået. For så vidt angår sagernes oplysning og behandling

i øvrigt er nævnet dog undergivet reglen i § 20 samt

bestemmelserne i den fastsatte forretningsorden.

Nævnets beslutninger er, jfr. stk. 2, administrativt set endelige.

Det vil herefter alene være et domstolsanliggende at behandle

sagerne påny. Der kan dog i sager, som nævnet tidligere har

behandlet, senere blive afdækket nye og for sagens afgørelse

væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner almindelig

retspraksis adgang for, at nævnet kan genoptage behandlingen af

sagen. Bestemmelse herom må træffes af nævnet. Da adgangen

erfaringsmæssigt kan give anledning til mange nye henvendelser,

forudsættes det, at sager kun genoptages, hvor de nye forhold

skønnes at kunne resultere i et væsentligt ændret resultat. Også

nye forhold vil være undergivet forældelsesreglen i § 23.

Til § 15

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.

Det bemærkes, at særlig hjemmel til at straffe sundhedspersonale, der

ikke udøver deres virksomhed på forsvarlig måde, er fastsat dels

direkte i de respektive autorisationslove, jfr. § 16, stk. 1 (samt

for apotekspersonale i den særlige apoteks- og

medicinallovgivning) dels i den borgerlige straffelov m.v.

Tiltalerejsning over for de af § 16, stk. 2, omfattede

persongrupper kan derimod alene komme på tale ved overtrædelse af

borgerlig straffelovs bestemmelses (f.eks. om uagtsom

legemsbeskadigelse eller uagtsom manddrab), overtrædelse af

lægelovens kvaksalveribestemmelser eller lignende.

Til § 16

I stk. 1 er den personkreds, der er direkte omfattet af nyordningen,

angivet. Den omfatter de ved særlig lovgivning autoriserede

personer inden for sundhedsvæsenet. Der henvises herom til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Herudover skal klagenævnets kompetence omfatte ikke-autoriseret

sundhedspersonale, som umiddelbart deltager i behandling eller

pleje af patienter inden for sundhedsvæsenet. Personkredsen

fastlægges nærmere efter stk. 2 af indenrigsministeren.

Det forventes foreløbigt, at gruppen af ikke-autoriseret

sundhedspersonale vil komme til at omfatte radiografer,

plejehjemsassistenter, tandplejere, sygehjælpere og plejere, for

hvilke sundhedsstyrelsen har fastsat særlige uddannelsesregler,

samt sundhedspersonale beskæftiget ved apotekervæsenet.

I stk. 3 er fastsat, at ministeren kan bestemme, at klager over dele

af den faglige virksomhed, når særlige hensyn taler herfor, kan

henlægges til andre organer. Denne bestemmelse kan f.eks. benyttes

til imødekommelse af oprettelse af sådanne særlige organer, som ud

fra en teknisk-faglig vurdering kan erklære en bestemt behandling

for ikke honorarværdig (sådan som bl.a. en verserende

forsøgsordning på tandlægeområdet for tiden åbner mulighed for).

Bestemmelsen kan endvidere tænkes anvendt til at lade visse

spørgsmål om klager vedrørende psykiatriske patienter overgå til

andre organer, sådan som et udvalg under justitsministeriet

overvejer det.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger punkt 4.1., hvori

er præciseret de vigtigste områder, der falder uden for nævnets

afgørelser.

Til § 17

Varetagelsen af formandshvervet vil kræve god indsigt i

administrative og forvaltningsretlige forhold samt straffe- og

retsplejesystemet. Det juridiske formandsskab vil derfor, jfr.

stk. 2, skulle opfylde de almindelige betingelser for at kunne

beskikkes som landsdommer, jfr. retsplejelovens § 43, stk. 3.

Formanden og eventuelt næstformanden forudsættes særligt honoreret

med et fast beløb. Hvervet forudsættes varetaget på deltid.

Ansættelses- og honoreringsformen vil blive vurderet i lyset af

erfaringerne med hvervets omfang og vil blive forelagt særskilt

til finansministeriets godkendelse.

Lægmandsrepræsentanterne foreslås, jfr. stk. 3, udpeget efter

indhentet udtalelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark (6)

København (1) og Frederiksberg (1) kommuner samt De Samvirkende

Invalideorganisationer (8). Der er herved lagt vægt på at

kombinere den almindelige repræsentative kontakt til befolkningen,

som ligger i det kommunale system, med den særlige erfaring inden

for sundheds- (og socialvæsenet), som De Samvirkende

Invalideorganisationer via sin medlemsorganisation er i besiddelse

af. For alle lægmændsrepræsentanter gælder, at de pågældende ikke

samtidig kan være medlem af noget kommunalt råd, jfr. ovenfor

under almindelige bemærkninger 4.5. Herudover forudsættes det, at

de almindelige inhabilitetsregler vil bive iagttaget, således at

et medlem f.eks. må trække sig, når nævnet behandler sager

vedrørende en institution, hvor vedkommende medlem eventuelt måtte

være ansat. Det forudsættes endvidere, at

lægmandsrepræssentanterne på tidspunktet for sagens afgørelse ikke

udøver sundhedsfarlige virksomhed, der er omfattet af loven, jfr.

§ 16, stk. 1 og 2.

Ordningen med lægmandsrepræssentanter vil iøvrigt blive tilrettelagt

således, at samtlige udpegede lægmænd, ialt 16, vil indgå i en

"pulje", hvorfra der på skift vil blive udpeget 2 medlemmer af

formanden til deltagelse i de enkelte møder. Der vil dog i alle

tilfælde skulle deltage en lægmandsrepræsentant fra henholdsvis

det kommunale område, jfr. § 17, stk. 3, nr. 1)-3) og en

repræsentant fra De Samvirkende Invalideorganisationer, jfr. § 17,

stk. 3, nr. 4). Denne ordning tager sigte på dels at give

lægmandsrepræsentationen større bredde, dels på at hindre en for

stor arbejdsbyrde for de enkelte lægmænd.

De faglige repræsentanter, jfr. stk. 4, skal have grunduddannelse på

det pågældende fagområde, men skal herudover ikke opfylde

specifikke uddanelsesbetingelser.

Som anført under de almindelige bemærkninger forudsættes de faglige

medlemmer udpeget efter indhentet udtalelse fra vedkommende

faglige organisation. Normalt er der ikke tvivl om, hvilken

organisation dette er. Selv om klagenævnet helt overvejende vil få

forelagt klager vedrørende læger, forudsættes der umiddelbart for

hele nævnets funktionsperiode udpeget faglige medlemmer for

samtlige, faggrupper, omfattet af nævnets kompetence eller ca.

12-15 faggrupper. Også for så vidt angår faglige medlemmer vil der

kunne udpeges et større antal medlemmer end de to repræsentanter,

der skal indgå i nævnsbeslutningerne. Dette vil særligt komme på

tale for de faglige områder med mange klagesager, fortrinsvis

vedrørende lægerne.

En 4-årig valgperiode, jfr. stk. 5, er også fastsat for andre

lignende organer. Da kommunale organer også skal udpege medlemmer,

er det valgt at følge den kommunale valgperiode. En periodisk

udpegning giver anledning til en naturlig udskiftning af

medlemmerne. Genbeskikkelse vil kunne finde sted.

Til § 18

Nævnet forudsættes, jfr. stk. 1, normalt at træffe beslutning med

alle 6 medlemmers tilstedeværelse. Ved etablering af en

"pulje"-ordning for såvel lægmandsrepræsentanterne som de faglige

repræsentanter vil der ved sygdom eller frafald iøvrigt næsten

altid selv med forholdsvis kort varsel kunne indkaldes et nyt

medlem til erstatning for den fraværende. Da det dog ikke helt kan

udelukkes, at nævnet i særlige situationer må træffe beslutninger,

uden at alle medlemmerne er tilstede, vil der i nævnets

forretningsorden blive fastsat bestemmelse om, at nævnet er

beslutningsdygtigt, når mindst et medlem fra hver af de pågældende

grupper er repræsenteret, dvs. med 3 medlemmer: en jurist, en

lægmand og en faglig repræsentant.

Ved stemmelighed vil formandens eller i dennes fravær næstformandens

stemme være afgørende. Endvidere vil det blive fastsat, at

beslutning træffes ved stemmeflerhed.

Nævnet forudsættes at træffe beslutninger i møder. Idet der særligt

henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.6, kan der være

behov for at fravige dette, således at visse sager afgøres af

formanden selv, jfr. § 21, stk. 2 eller ved skriftlig votering

efter nævnets særlige beslutning herom.

Til § 19

Nævnets møder er ikke offentlige. Det forudsættes i denne

forbindelse, at nævnets votering og de enkelte medlemmer

synspunkter ikke bekendtgøres, og at nævnet i øvrigt ikke fungerer

som en domstol, hvor klager eller den indklagede medicinalperson

eller repræsentanter for disse møder op for nævnet for at forsvare

sagen.

I nævnsmøderne vil dog, efter formandens beslutning, kunne deltage de

for sagernes varetagelse nødvendige personer, herunder særligt

sagkyndige, hvilket typisk forudsættes at være fagfolk fra

sundhedsstyrelsen eller fagfolk, udpeget ved sundhedsstyrelsens

foranstaltning.

Til § 20

Det præciseres i § 20, at nævnets behandling skal ske på grundlag af

en indstilling fra sundhedsstyrelsen. Hermed sikres dels en

sundhedsfaglig bedømmelse af sagerne, dels en hensigtsmæssig

ressourceudnyttelse, idet nævnssekretariatet bl.a. ikke

forudsættes at anvende særlige ressourcer på sagernes faglige

undersøgelse. Indstillingen er ikke bindende for nævnet, men

forudsættes at fremgå af nævnets endelige afgørelse til klager

m.fl. Hvis nævnet ønsker at træffe en beslutning, der væsentligt

afviger fra indstillingen, vil de faglige aspekter heraf kunne

belyses ved en supplerende undersøgelse, typisk i form af en

fornyet høring af sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen vil i øvrigt ved sin undersøgelse af sagerne være

forpligtet til at følge almindelige forvaltningsretlige regler,

således som disse bl.a. er udtryk i lovforslag nr. 4 til ny

forvaltningslov (forudsat ikrafttræden 1. januar 1987).

I stk. 2 præciseres, at det indklagede sundhedspersonale har pligt

til at forsyne sundhedsstyrelsen med de oplysninger og dokumenter,

som findes af betydning for sagen. Det forudsættes dog, at den

pågældende, af hensyn til trediemand eller af hensyn til sig selv,

vil kunne nægte at give oplysninger i overensstemmelse med

retsplejelovens regler om vidnefritagelse.

Til § 21

Som for andre lignende nævn vil vedkommende minister, her

indenrigsministeren, skulle fastsætte de nærmere regler for

nævnets virksomhed, hvilket altovervejende forudsættes at ske i en

forretningsorden for nævnet. Dette skal ske efter forhandling med

nævnet. Forretningsordenen forudsættes i indkøringsperioden

løbende tilpasset erfaringerne.

I forretningsordenen vil bl.a. nævnsmødernes afvikling (dagsorden,

frister m.v.), regler om beslutningsdygtighed, regler om

stemmeafgivelse, samarbejdet med sundhedsstyrelsen samt de øvrige

til indenrigsministeren efter loven tillagte bemyndigelser,

herunder fastlæggelse af sagsområdet og sagernes forberedelse

skulle præciseres.

Om begrundelsen for den i stk. 2 givne mulighed for

indenrigsministeren til at bemyndige nævnet til at henføre visse

sager til formandens afgørelse henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 4.6.

Til § 22

Da sundhedsvæsenet og tilsynet hermed henhører under

indenrigsministerens forretningsområde, vil ministeren, uanset

nævnets særlige selvstændige status, også skulle have indseende

med nævnets almindelige virksomhed. Dette vil bl.a. kunne ske

gennem nævnets afgivelse af en årlig redegørelse, hvori nævnet i

øvrigt får en naturlig adgang til at redegøre for mere generelle

og principielle sager og spørgsmål.

Til § 23

Som noget nyt på dette klageområde er i § 23, stk. 1, indført en

forældelsesregel for klagernes indbringelse. Fristen, der er sat

til 1 år, er begrundet dels i efterforskningsmæssige forhold, idet

sager, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse,

dels i ressourcemæssige forhold. Efter bestemmelsens formulering,

jfr. stk. 2, er både nævnet og sundhedsstyrelsen berettiget til

selv at tage ældre sager op.

Det bemærkes, at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt,

hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der

klages over. Det bemærkes endvidere, at forældelsesreglen alene

retter sig imod sagernes forelæggelse for klagenævnet og ikke mod

rejsning af eventuelt erstatningskrav mod rette myndighed.

Til § 24 og § 25

Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til straffebestemmelserne i §

4, stk. 3 og § 5, stk. 8 i den nugældende lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse.

Til kapitel 5. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Til § 26

Med hensyn til patientklagenævnet vil en vedtagelse af loven i

folketingssamlingen 1985-86 kræve, at flere forhold efterfølgende

skal forberedes, inden nævnet kan bringes i funktion, herunder

udpegelse og beskikkelse af nævnsmedlemmer, fastsættelse af

forretningsorden, udsendelse af information til borgerne m.m.

Loven vil derfor først, jfr. stk. 1, kunne bringes i anvendelse 1.

januar 1987.

For at sikre en så hurtig og smidig overgang til nævnsordningen som

muligt, fremgår det af stk. 2, at også sager, indbragt for

sundhedsstyrelsen før lovens ikrafttræden, er omfattet af

nævnsordningen, såfremt sundhedsstyrelsen ikke har truffet endelig

afgørelse heri før 1. januar 1987. Sager, hvori sundhedsstyrelsen

før 1. januar 1987 har truffet endelig afgørelse kan således efter

bestemmelsen i stk. 2 ikke tages op påny, medmindre der foreligger

væsentlige nye oplysninger. I modsat fald vil nævnet ved dets

oprettelse kunne blive overbelastet med sager afgjort adskillige

år tilbage. Dette findes hverken retligt nødvendigt eller praktisk

hensigtsmæssigt. Klager over forhold fra før 1. januar 1987, som

ikke har været indbragt for sundhedsstyrelsen, er omfattet af

forældelsesreglen i § 23, stk. 1.

Til § 27

Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse er gældende såvel på Grønland

som på Færøerne. Ansættelsesmyndighed for det grønlandske

sundhedspersonale (bortset fra landslægen og landssygeplejersken)

er ministeriet for Grønland, medens ansættelsesmyndigheden på

Færøerne (bortset fra landslægen) er delt mellem det færøske

landsstyre (sygehusvæsenet) og Rigsombudsmanden på Færøerne

(personalet i den primære sundhedstjeneste).

Da det grønlandske sundhedsvæsen udelukkende administreres af

rigsmyndigheden, er loven umiddelbart gældende for Grønland,

medens den for Færøerne helt eller delvis kan sættes i kraft ved

kongelig anordning med hensyntagen til de særlige færøske forhold.

Bilag

Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse(* 1)

§ 1. Centralstyrelsen for landets sundhedsvæsen benævnes

Sundhedsstyrelsen.

Virksomhedsområde

§ 2. Sundhedsstyrelsen fører overtilsynet med sundheds- og sygeplejen

- herunder indbefattet tandlæge-, jordemoder- og apotekervæsenet -

og er øverste rådgiver for det offentlige i alle forhold, der

kræver lægekyndig eller apotekerkyndig indsigt. I denne egenskab

skal styrelsen høres af centraladministrationens forskellige

afdelinger i alle sager, hvis afgørelse af vedkommende ministerium

skønnes at kræve sådan indsigt - budgetsager af denne art derunder

indbefattet. Ligeledes skal sundhedsstyrelsen på begæring af de

nævnte myndigheder afgive betænkninger i sager af den anførte art.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsens virksomhed omfatter, for så vidt angår

sundheds- og sygepleje, også de hæren og flåden vedrørende forhold

og Rigshospitalet samt Grønland.

§ 3. Sundhedsstyrelsen har nøje at følge sundhedsforholdene i landet

og våge over sundhedslovgivningens efterlevelse, at henlede de

pågældende myndigheders opmærksomhed på stedfindende

overtrædelser og mangler samt at modtage de henvendelser, der med

hensyn til sundhedsforholdene rettes til den fra myndigheder eller

organisationer, og, når det findes fornødent, at fremkomme med de

til sundhedsforholdenes forbedring egnede forslag. Fremdeles har

sundhedsstyrelsen, for så vidt foreliggende forhold findes at give

anledning dertil, at foranstalte udbredt - ved skrifter eller

foredrag - vejledninger med hensyn til særlige

sundhedsforanstaltninger eller særlige sygdomsforhold.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fører, for så vidt sundheds- og sygeplejen

angår, efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse det

overordnede tilsyn med alle offentlige anstalter, hvor flere

mennesker - voksne eller børn - holdes samlede, alle statslige og

kommunale helbredsanstalter og forplejningsanstalter og private

anstalter af lignende art, der modtager offentlig støtte, eller på

hvilke patienter indlægges eller behandles for offentlig regning.

Lignende tilsyn udøver sundhedsstyrelsen med alle private

anstalter, hvor erhvervsmæssig pleje finder sted, og endvidere med

private hjem, hvor syge, abnorme eller børn haves til huse på

erhvervsmæssig måde. For så vidt sundhedsstyrelsens tilsyn

vedrører anstalter og hjem, der henhører under socialministeriet,

udfærdiger indenrigsministeren bestemmelser om tilsynet efter

forhandling med socialministeren. Sundhedsstyrelsens leder eller

den, som han dertil bemyndiger, har i tilsynets interesse når som

helst adgang til enhver af de anførte lokaliteter i landet samt

til enhver anden lokalitet, der med hensyn til sin indretning

eller den deri stedfindende virksomhed er undergivet, særlige

sundhedsmæssige forskrifter. Over planer til opførelse eller

væsentlige ombygninger af fornævnte anstalter indhentes

sundhedsstyrelsens erklæring.

Stk. 3. Når forholdene kræver det, kan sundhedsstyrelsen indkalde

embedslæger til møder; ligeledes kan den indbyde repræsentanter

for kommunale råd og for organisationer samt tekniske fagmænd til

deltagelse i møder.

§ 4. Alle læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejere, massører o.lign.

samt de ved apotekervæsenet beskæftigede personer står under

sundhedsstyrelsen, for så vidt angår deres embede, bestillinger,

forretninger og pligter som sådanne. Sundhedsstyrelsen fører

tilsyn med, at de såvel som alle ledere af helbredelsesanstalter,

hvortil ingen særlig læge er knyttet, opfylder de dem som sådanne

ifølge de gældende bestemmelser påhvilende pligter, og foretager

de ved deres mulige pligtovertrædelser foranledigede skridt.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal endvidere påse, at de pågældende

personer afgiver sådanne anmeldelser og indberetninger, som

afkræves dem til fremme af offentlige sundhedspleje, i hvilken

henseende de har at rette sig efter de af sundhedsstyrelsen givne

forskrifter.

Stk. 3. Undladelse af at efterkomme en sådan forpligtelse kan efter

sundhedsstyrelsens begæring straffes med bøde, og forpligtelsens

efterlevelse kan, såfremt ikke andet er bestemt, af

sundhedsstyrelsen fremtvinges ved dagbøder af indtil 50 kr. til

statskassen.

§ 5. Må det antages, at en læge, tandlæge, jordemoder, sygeplejer,

massør el. lign. er farlig for sine medmennesker under udøvelse af

sin kaldsvirksomhed enten på grund af legemlige mangler eller

varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand,

hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, morfin,

kokain og deslige, eller på grund af udvist grov uduelighed,

afgiver sundhedsstyrelsen til indenrigsministeren indstilling om,

at der træffes foranstaltninger til, at kaldsvirksomhedens

udøvelse forbydes vedkommende. Forinden sundhedsstyrelsen afgiver

sin indstilling, skal sagen forelægges retslægerådet. Endvidere

skal der gives vedkommende lejlighed til at erklære sig skriftlig

eller, hvis han ønsker det, at afgive mundtlig forklaring for

sundhedsstyrelsen i et af den anledning afholdt møde, i hvilket

også retslægerådet deltager. Retslægerådet afgiver altid

skriftlig erklæring i sagen. Endvidere skal pågældende opfordres

til - skriftlig eller i det nævnte møde - at erklære, om han

ønsker sagen afgjort ved dom eller underkaster sig

indenrigsministerens afgørelse. Afgives sådan erklæring ikke inden

en frist af 14 dage, vil sagen være at indbringe for domstolene.

Stk. 2. Under den i nærværende paragrafs første stk. om meldte

behandling i sundhedsstyrelsen har den pågældende ret til over for

styrelsen at optræde ved eller i forening med en af ham valgt

tillidsmand, ligesom han og tillidsmanden på hans vegne har ret

til at gøre sig bekendt med samtlige sagens akter således som

disse foreligger for sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. I påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes

at frembyde overhængende fare, kan sundhedsstyrelsen midlertidig

fratage den pågældende retten til at udøve virksomhed.

Sundhedsstyrelsen skal da straks give indberetning til

indenrigsministeren, der stadfæster eller phæver

sundhedsstyrelsens beslutning.

Stk. 4. Skal spørgsmålet om endeligt at fratage en af de pågældende

personer retten til at udøve virksomhed afgøres ved dom,

foranlediger indenrigsministeren retssag anlagt mod pågældende i

den borgerlige retsplejes former. Dersom retten frakendes

pågældende, kan det ved dommen bestemmes, at anke ikke har

opsættende virkning, idet den pågældende dog, såfremt vedkommende

er i fast stilling, ikke som følge af dommen kan afskediges af

denne stilling, forinden endelig domstolsafgørelse foreligger.

Stk. 5. Dersom indenrigsministeren, forinden han tager stilling til,

om retten til at udøve kaldsvirksomhed bør søges frataget den

pågældende, anser det for nødvendigt, at denne underkastes

lægeundersøgelse, eventuelt ved indlæggelse på et sygehus eller et

sindssygehospital, opfordrer han den pågældende til at underkaste

sig sådan undersøgelse. Vægrer den pågældende sig herved,

forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret, ved

hvilken en eventuel retssag vil være at anlægge. Retten afgør

spørgsmålet ved kendelse. Sådan afgørelse kan også af retten

træffes, efter at retssag er anlagt. Såfremt den pågældende

undlader at efterkomme en kendelse, der går ham imod, fratager

indenrigsministeren ham retten til at udøve kaldsvirksomhed, og

hvis retssag er rejst, bortfalder denne. Udgifterne ved

lægeundersøgelsen afholdes af statskassen.

Stk. 6. Indenrigsministeren kan efter ansøgning meddele, en person,

hvem retten til at udøve kaldsvirksomhed er frataget, tilladelse

til på ny at udøve sådan gerning, såfremt de fratagelsen

begrundende omstændigheder ikke længere findes at være til stede.

Indenrigsministerens nægtelse af at tage ansøgningen til følge kan

ikke indbringes for domstolene, før der er forløbet et år efter

den afgørelse, ved hvilken retten endeligt blev pågældende

frataget, eller efter den dom, ved hvilken der nægtedes ham

tilladelse til på ny at udøve kaldsvirksomhed.

Stk. 7. Når en af de ovennævnte personer - midlertidig eller endeligt

- fortaber retten til at udøve kaldsvirksomhed, udsteder

sundhedsstyrelsen offentlig bekendtgørelse derom. Såfremt retten

frakendes ved dom i en offentlig sag, skal anklagemyndigheden give

sundhedsstyrelsen meddelelse derom. Sundhedsstyrelsen kan lade de

heromhandlede domme offentliggøre.

Stk. 8. Såfremt en af de ovennævnte personer, der har mistet retten

til udøvelse af kaldsvirksomhed, vedblivende udøver sådan

virksomhed, straffes han med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.

§ 6. Sundhedsstyrelsen forestår og leder indsammlingen og

bearbejdelsen af det medicinal-statistiske materiale, hvis

resultater offentliggøres ved dens foranstaltning; den fører

fortegnelse over alle til udøvelse af læge- og tandlægepraksis

berettigede personer, ligesom samme forpligtelse kan pålægges den

med hensyn til andre under dens tilsyn stående autoriserede

personer; den udgiver årlig en fortegnelse over disse - samt over

dyrlæger på grundlag af veterinærdirektoratets indberetning -

hvorhos den udgiver samlingen af den civile medicinallovgivning.

Om sundhedsstyrelsens virksomhed gives årlig beretning til

indenrigsministeren. Beretningen offentliggøres.

Organisation og forretningsgang

§ 7. Medicinaldirektøren, der skal være læge, er chef for

sundhedsstyrelsen.

§ 8. Indenrigsministeren beskikker et antal særligt sagkyndige til i

fornødent omfang at bistå sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte særligt sagkyndige udgør under forsæde af

medicinaldirektøren sundhedsstyrelsens sagkyndige råd. Rådet

tiltrædes af 2 af indenrigsministeren for 6 år ad gangen udpegede

repræsentanter for de kommunale råd. Rådet afholder ordinære møder

2 gange årligt samt ekstraordinære møder i det omfang, forholdene

kræver det. På møderne forelægger medicinaldirektøren en oversigt

over sundhedsstyrelsens virksomhed, ligesom spørgsmål af

principiel betydning for landets sundhedsforhold er genstand for

drøftelse.

Stk. 3. Sygehusrådet, statens seruminstitut, statens husholdningsråd,

statens vitaminlaboratorium og praktisk sundhedsmæssige

undersøgelser, statens laboratorium for pesticidundersøgelser,

levnedsmiddelinstitutet, det i § 5 i lov om et

levnedsmiddelinstitut m.m. nævnte råd, samt de i lovgivningen om

apotekervæsenet omhandlede institutioner og nævn yder efter

anmodning sundhedsstyrelsen fornøden bistand.

Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter sagkundskab, som

sundhedsstyrelsen selv, herunder de i stk. 1 nævnte særligt

sagkyndige, eller de i stk. 3 nævnte organer ikke er i besiddelse

af, kan styrelsen tilkalde andre sagkyndige til at deltage i

sagens behandling.

§ 9. Reglerne om sundhedsstyrelsens forretningsgang og organisation,

herunder om de opgaver, der påhviler de særligt sagkyndige,

fastsættes af indenrigsministeren.

Statens seruminstitut

§ 10. Statens seruminstitut, der hører under indenrigsministeriet,

er landets centrallaboratorium, for så vidt angår human

bakteriologi, virologi og serologi m.v.

Stk. 2. Instituttets ledelse varetages af en direktion, bestående af

en faglig direktør og en administrativ direktør.

Stk. 3. Der nedsættes et tilsynsråd for instituttet. Rådet består af

medicinaldirektøren som formand samt 2 medlemmer udpeget af

indenrigsministeren, det ene efter indstilling fra

sundhedsstyrelsen.

Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter regler om direktionens

(direktørernes) og tilsynsrådets virksomhed m.v.

§ 11. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder om betalingen,

for instituttets udlevering af præparater og udførelse af

undersøgelser m.m.

Lovens ikrafttræden

§ 12. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1933. Fra samme

tidspunkt ophæves lov nr. 111 af 30. april 1909.

Versioner

1. 1988-05-21