1985 LSF 66 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00066@1988-05-21/da
Indhold
Kapitel 1
Sundhedsstyrelsen
§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigsministeren, der
bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige
anliggender.
Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i sundhedsstyrelsens stilling
efter den lovgivning, der henhører under andre ministres
forretningsområde.
§ 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om sundhedsstyrelsens
virksomhed på alle områder, hvor der ved lov er henlagt beføjelser
til sundhedsstyrelsen inden for indenrigsministerens
forretningsområde.
§ 3. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde
sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på
sundhedsområdet.
§ 4. Sundhedsstyrelsen yder rådgivning og anden bistand til
indenrigsministeren og andre myndigheder i sundhedsfaglige
spørgsmål.
§ 5. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige
virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet,
samt ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet
en fast læge.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af sundhedsstyrelsen er
bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og
lignende.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigsministerens nærmere
bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at
foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige
virksomhed.
Kapitel 2
Fratagelse og generhvervelse af autorisation
§ 6. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv indenfor
sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må
antages at være til fare for andre mennesker på grund af
1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af
hvervet, eller
2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at
udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld
sjælstilstand, eller
3) udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.
§ 7. Finder sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages,
afgiver styrelsen indstilling til indenrigsministeren herom.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra
retslægerådet, før styrelsen afgiver indstilling til
indenrigsministeren.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden styrelsen afgiver
indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig
skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori
også retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere
opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort
ved dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigsministeren.
Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigsministeren
indbringe sagen for domstolene.
§ 8. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte
virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt
fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens
afgørelse skal omgående meddeles indenrigsministeren, der
stadfæster eller ophæver styrelsens afgørelse.
§ 9. Retssag om fratagelse af autorisation anlægges af
indenrigsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i
en dom om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har
opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en
stilling på grund af fratagelse af autorisation, før der
foreligger en endelig domstolsafgørelse.
§ 10. Indenrigsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade
sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens
stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den
pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan
anmodning, forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret,
hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet
ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er
anlagt retssag om fratagelse af autorisation.
Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en
kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager
indenrigsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er
anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.
Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af
statskassen.
§ 11. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller
endelig fratagelse af autorisation efter §§ 6-10.
Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet
frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden give
sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør
afgørelser om frakendelse.
§ 12. Indenrigsministeren kan efter ansøgning give en person, der har
fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv indenfor
sundhedsvæsenet efter §§ 6-10, tilladelse til at generhverve
autorisationen, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen,
ikke længere er til stede.
Stk. 2. Et afslag fra indenrigsministeren om generhvervelse af
autorisation efter stk. 1. kan tidligst indbringes for domstolene
et år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af
autorisation, eller at det ved dom er nægtet den pågældende at
generhverve autorisationen.
Kapitel 3
Sundhedsvæsenets patientklagenævn
§ 13. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer
inden for sundhedsvæsenet, jfr. § 16, skal indbringes for
sundhedsvæsenets patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for
klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en
særlig klageadgang.
Stk. 2. Herudover skal sundhedsstyrelsen til patientklagenævnet
indbringe sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for
kritik eller anden sanktion over for personer inden for
sundhedsvæsenet.
§ 14. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af
instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 15. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen,
herunder eventuelt fremsætte kritik overfor den pågældende
sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.
§ 16. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig
lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jfr.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke
persongrupper indenfor sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation
efter særlig lovgivning, der iøvrigt er omfattet af reglerne i
dette kapitel.
Stk. 3. Indenrigsministeren kan efter forhandling med nævnet
fastsætte regler om, at patientklagenævnets virksomhed ikke skal
omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af
persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige
hensyn skal dog tale herfor.
§ 17. Patientklagenævnet består af en formand, en næstformand og et
antal beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren udpeger nævnets formand og næstformand.
Begge skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne
beskikkes som landsdommer.
Stk. 3. Indenrigsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke
samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således:
1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra
Amtsrådsforeningen i Danmark.
2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns
kommune.
3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg
kommune.
4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende
Invalideorganisationer
Stk. 4. Indenrigsministeren beskikker for hvert fagligt område et
antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.
Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den
kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 18. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal nævnet sammensættes af
1) formanden og næstformanden,
2) 2 medlemmer efter § 17, stk. 3, heraf 1 beskikket efter
bestemmelsens nr. 1)-3) og 1 beskikket efter nr. 4), og
3) 2 medlemmer efter § 17, stk. 4, afhængig af sagens faglige
karakter.
Stk. 2. Formanden afgør hvilke medlemmer efter § 17, stk. 3 og stk.
4, der skal deltage i nævnets møder. Formanden afgør endvidere,
inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter §
17, stk. 4, skal deltage.
§ 19. Nævnets formand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre
kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.
§ 20. Nævnet skal indhente en indstilling fra sundhedsstyrelsen, før
nævnet træffer afgørelse i en sag.
Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning
meddele sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling
af sagen.
§ 21. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet
dettes forretningsorden.
Stk. 2. Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler
om, at nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i
visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.
§ 22. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigsministeren om
sin virksomhed.
§ 23. Klage skal være indgivet inden 1 år efter det tidspunkt, hvor
klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages
over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis
særlige grunde taler derfor.
Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som sundhedsstyrelsen
indbringer for nævnet, jfr. § 13, stk. 2.
Kapitel 4
Straffebestemmelser.
§ 24. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 5, stk. 3
og § 20, stk. 2 straffes med bøde.
§ 25. Personer, der har fået frataget autorisation efter kapitel 2,
og som fortsætter med at udøve det pågældende hverv, straffes med
bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, med mindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 26. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves lov
nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som
sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar 1987.
Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og
afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger.
Stk. 3. Klager, der er indgivet til sundhedsstyrelsen før 1. januar
1987 og som ikke er færdigbehandlet, behandles af
patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3.
Forældelsesreglen i § 23 gælder dog ikke for disse klager.
§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt
eller delvis sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Lovforslagets baggrund og hovedindhold
Lovforslaget består af 2 dele. For det første indeholder lovforslaget
(A) reglerne om sundhedsstyrelsens virksomhed og reglerne om
fratagelse og generhvervelse af autorisation til at udøve et hverv
inden for sundhedsvæsenet. Disse regler træder i stedet for den
gældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Dernæst indeholder lovforslaget (B) et forslag om oprettelse af
sundhedsvæsenets patientklagenævn, der skal træffe endelig
afgørelse i sager om klager over den sundhedsfaglige virksomhed,
der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet.
Hovedformålet med forslaget til nye lovbestemmlser om
sundhedsvæsenets centralstyrelse er at bringe sundhedsstyrelsens
virksomhed ind under det sædvanlige parlamentariske ministeransvar
lige som andre styrelser og direktorater. Efter forslaget fastslås
det udtrykkeligt, at sundhedsstyrelsen er en styrelse under
indenrigsministeren.
Hovedformålet med forslaget om oprettelse af sundhedsvæsenets
patientklagenævn er at modernisere og præcisere reglerne om
behandling af patientklager gennem oprettelse af et særligt
klagenævn med deltagelse af lægmænd og med en styrkelse af den
juridiske ekspertise i sagernes afgørelse. Patientklagenævnet vil
i sine afgørelser være uafhængig af indenrigsministeren og
sundhedsstyrelsen.
A. Sundhedsvæsenets centralstyrelse
1. Det gældende regelgrundlag
De nugældende regler om sundhedsstyrelsens hovedopgaver og struktur
er fastsat i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse fra 1932.
Bestemmelserne om sundhedsstyrelsens opgaver og retlige status i
denne lov bygger på en række afgørende punkter på den tidligere
centralstyrelseslov fra 1909. Den gældende centralstyrelseslov er
optrykt som bilag til lovforslaget.
Det fremgår af den gældende lovs § 1, at "sundhedsstyrelsen fører
overtilsynet med sundheds- og sygeplejen - herunder indbefattet
tandlæge, jordemoder og apotekervæsenet - og er øverste rådgiver
for det offentlige i alle forhold, der kræver lægekyndig eller
apotekerkyndig indsigt."
Sundhedsstyrelsen har endvidere efter loven visse selvstændige
beføjelser bl.a. til at følge sundhedsforholdene i landet generelt
og i fornødent omfang at komme med forslag til forbedringer.
Disse opgaver varetager sundhedsstyrelsen som udgangspunkt "på eget
ansvar", hvilket vil sige, at folketinget på disse områder ikke
kan drage ministeren til ansvar for sundhedsstyrelsens virksomhed.
Herudover varetager sundhedsstyrelsen en række opgaver for
indenrigsministeren som led i dennes virksomhed som minister for
sundhedsområdet. Det drejer sig om rådgivnings- og administrative
opgaver, som sundhedsstyrelsen udfører på grundlag af dens
stilling som institution under indenrigsministeriet. Disse opgaver
udøves som traditionelle styrelsesopgaver, dvs. underlagt
ministerens instruktionsbeføjelse og med ministeren som ansvarlig
i forhold til folketinget.
Endelig har sundhedsstyrelsen en lang række administrative opgaver,
som direkte er fastlagt i de enkelte særlove på sundhedsområdet.
Som eksempel herpå kan nævnes apoterkloven, lægemiddelloven,
sygehusloven og embedslægeloven. Disse opgaver varetages som
udgangspunkt som almindelige styrelsesopgaver inden for
indenrigsministerens ansvarsområde. Ved varetagelsen af disse
opgaver har sundhedsstyrelsen dog indtaget en mere selvstændig
stilling, end hvad der er almindligt for styrelser og
direktorater.
Som følge heraf har det været vanskeligt nærmere at fastlægge, i
hvilket omfang sundhedsstyrelsens varetagelse af opgaver er af
selvstændig karakter. Der er imidlertid ingen tvivl om, at
sundhedsstyrelsen i sin virksomhed generelt har tillagt det
betydelig vægt, at styrelsen, først og fremmest efter
centralstyrelsesloven, har selvstændige beføjelser.
Det vil ofte kunne være vanskeligt - eller umuligt - at afgøre, om
sundhedsstyrelsen i et givet sagsforløb handler inden for sine
selvstændige beføjelser som sundhedsfaglig instans eller på
indenrigsministerens vegne. Dette forhold vil i værste fald kunne
føre til, at det er vanskeligt at placere et klart ansvar.
En sådan situation er ikke hensigtsmæssig. Det bør være således, at
folketinget til enhver tid kan drage indenrigsministeren til
ansvar for embedsførelsen også i sundhedsstyrelsen.
2. Sundhedsstyrelsens fremtidige stilling i forhold til
indenrigsministeriet
Dette er baggrunden for lovforslagets bestemmelser om
sundhedsstyrelsens fremtidige status. Efter forslaget slås det
fast, at sundhedsstyrelsen er en styrelse under
indenrigsministeren, dvs. at ministeren har instruktionsbeføjelse
over for sundhedsstyrelsen, og at ministeren har det sædvanlige
parlamentariske ansvar for sundhedsstyrelsens virksomhed i forhold
til folketinget.
Samtidig indsættes der en udtrykkelig bestemmelse om, at
indenrigsministeren kan fastsætte regler om sundhedsstyrelsens
virksomhed på alle områder, hvor der i sundhedslovgivningen er
henlagt beføjelser til sundhedsstyrelsen.
Denne bestemmelse vil kun få selvstændig betydning for tilfælde, hvor
der er tale om beføjelser, som udøves selvstændigt i forhold til
indenrigsministeren. Indenrigsministeren vil i de øvrige tilfælde
kunne fastsætte tilsvarende bestemmelser i kraft af over- og
underordnelsesforholdet mellem indenrigsministeren og
sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen vil efter lovforslaget fortsat have til opgave at
være sundhedsfaglig rådgiver for indenrigsministeren og andre
centrale myndigheder samt kommunale myndigheder.
For så vidt angår rådgivningsfunktionerne afviger forholdene på
sundhedsområdet ikke fra de øvrige områder af stor samfundsmæssig
betydning, hvor specialister må inddrages i sagsbehandlingen, og
hvor denne specialviden er organiseret i et direktorat under
vedkommende ministers ansvarsområde. De sagkyndige vil ikke på
disse områder - lige så lidt som på sundhedsområdet kunne afskæres
fra at rådgive efter deres overbevisning.
Indenrigsministerens parlamentariske ansvar for sundhedsstyrelsens
virksomhed vil ikke betyde, at ministeren bliver personligt
ansvarlig for indholdet af den sagkyndige rådgivning m.v. fra
sundhedsstyrelsens side. Men er der sket fejl, eller bliver
folketinget i øvrigt opmærksom på forhold, der ikke synes
tilfredsstillende, påhviler det ministeren at redegøre for sagen
overfor folketinget og i den forbindelse modtage kritik for
manglende organisation og tilsyn.
Det er næppe muligt at pege på andre styrelser, som dækker et
tilsvarende bredt opgaveområde som sundhedsstyrelsen, og som har
væsentlige og generelle beføjelser, som er unddraget normal
parlamentarisk kontrol.
Som eksempler fra de senere år på de mange styrelser, hvis virksomhed
er omfattet af vedkommende ministers parlamentariske ansvar, kan
nævnes boligstyrelsen og byggestyrelsen under boligministeriet. I
de forskellige love om boligforhold og om byggeriet er det anført,
at boligministeren kan bemyndige en styrelse under
boligministeriet til at udøve de beføjelser, der i lovgivningen er
tillagt ministeren. Dette er sket ved boligministeriets
bekendtgørelse nr. 48 af 2. februar 1983 om henlæggelse af opgaver
og beføjelser til boligstyrelsen og bekendtgørelse nr. 179 af 4.
maj 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til
byggestyrelsen. I disse bekendtgørelser er der fastlagt en række
generelle opgaver for de to styrelser. Bl.a. er det fastsat, at
styrelserne skal yde faglig rådgivning og anden bistand til
boligministeriet og andre myndigheder. Herudover er der henlagt en
række administrative beføjelser til de to styrelser.
Som andre eksempler kan nævnes direktoratet for arbejdstilsynet under
arbejdsministeriet, hvor der bl.a. findes et arbejdsmedicinsk
kontor med læger, psykologer, ergoterapeuter m.v. og
socialstyrelsen under socialministeriet, som efter § 20 i den
sociale styrelseslov, i det omfang socialministeren bestemmer det,
varetager den centrale forvaltning af sociale anliggender.
Endelig kan nævnes de styrelser, som er oprettet under
miljøministeren, f.eks. miljøstyrelsen og fredningsstyrelsen. For
disse styrelser er det i henholdsvis miljøbeskyttelsesloven og
fredningsloven bl.a. direkte nævnt, at styrelserne rådgiver
miljøministeren og andre myndigheder i spørgsmål vedrøende
miljøbeskyttelse og naturfredning.
Efter lovforslaget vil det blive fastsat i loven, at
sundhedsstyrelsen er sundhedsfaglig rådgiver også for andre
myndigheder end indenrigsministeren.
Foruden at bringe sundhedsstyrelsens virkomhed ind under et
parlamentarisk ansvar har præciseringen af sundhedsstyrelsens
status som styrelse under indenrigsministeriet til formål at danne
grundlag for en styrkelse af sundhedsstyrelsens generelle
rådgivende funktioner overfor indenrigsministeriet.
I overensstemmelse med den udvikling, der har været i
opgavefordelingen mellem staten og kommunerne i den forløbne tid,
er nu langt den overvejende del af det offentliges opgaver på
sundhedsområdet henlagt til kommuner og amtskommuner. Statens
overordnede ansvar for sundhedspolitikken samt for
sundhedsøkonomien og dermed ressourceudnyttelsen varetages på
denne baggrund i første række gennem det generelle samarbejde med
kommuner og amtskommuner om omstilling og effektivisering af
sundhedsvæsenets ydelser. Denne indsats vil i den kommende tid
blive intensiveret som led bl.a. i opfølgningen af betænkningen om
sygehusenes organisation og økonomi fra indenrigsministeriets
produktivitetsudvalg (1984) og betænkning nr. 1044 (1985) om
samordning i sundhedsvæsenet.
3. Sundhedsstyrelsens opgaver i forhold til andre myndigheder
Sundhedsstyrelsen har hidtil haft en generel rådgivningsbeføjelse
også overfor andre myndigheder end indenrigsministeriet. Som nævnt
vil denne virksomhed fortsætte.
Herudover er sundhedsstyrelsen pålagt opgaver i en række særlove
inden for andre ministerområder end indenrigsministeriet.
I de fleste af disse love består sundhedsstyrelsens opgaver i
besættelsen af medlemsposter i sagkyndige organer eller i konkret
rådgivningsvirksomhed. Dette gælder f.eks. i lov om ligsyn m.v.
(justitsministeriet), lov om kvalitetskontrol med fisk og
fiskevarer (fiskeriministeriet) og lov om arbejdsmiljø
(arbejdsministeriet).
På andre områder har sundhedsstyrelsen mere omfattende administrative
opgaver efter de pågældende love. Det gælder lov om brug af
radioaktive stoffer og lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige
forhold ved atomanlæg m.v. (miljøministeriet).
Lovforslaget vil ikke ændre i sundhedsstyrelsens opgaver overfor
disse ministerier.
Sundhedsstyrelsen har ligeledes en række opgaver i forhold til
Grønland, idet sundhedsvæsenet i Grønland er statsdrevet med en
under indenrigsministeriet ansat embedslæge landslægen - som den
øverste tilsynsførende og rådgivende stedlige instans i alle
lægelige anliggender, medens sundhedsvæsenet i øvrigt ifølge
lovgivningen sorterer under Ministeriet for Grønland. Lovforslaget
vil ikke ændre sundhedsstyrelsens opgaver på dette område.
4. Forskellige administrative forhold
Lovforslaget ophæver de hidtidige regler om sundhedsstyrelsens
organisation, herunder om ledelsesforholdene.
Lovforslaget ophæver endvidere reglerne i den gældende
centralstyrelseslov om statens seruminstituts virksomhed og
organisaton.
Indenrigsministeren kan allerede i kraft af den almindelige adgang
for en minister til at fastlægge forholdene for styrelser og
institutioner, der hører under vedkommende ministers
forretningsområde, træffe bestemmelse om sådanne forhold.
Lovforslaget indeholder i kapitel 2 bestemmelserne om fratagelse og
generhvervelse af autorisation til udøvelse af hverv inden for
sundhedsvæsenet. Disse bestemmelser svarer indholdsmæssigt til § 5
i den gældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Der er dog
gennemført en sproglig modernisering af bestemmelserne.
B. Sundhedsvæsenets patientklagenævn (kapitel 3)
1. Forslagets hovedindhold
Efter denne del af lovforslaget oprettes med virkning fra 1. januar
1987 et særligt klagenævn benævnt "Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn" - som skal træffe endelig administrativ
beslutning i sager om klager over sundhedspersonalet vedrørende
dettes sundhedsfaglige virksomhed.
Formålet med denne del af lovforslaget er dels at modernisere og
præcisere reglerne om behandling af patientklager, dels at styrke
patienternes retssikkerhed og tillid til klagesagsbehandlingen ved
at oprette et uafhængigt patientklagenævn, der i sin sammensætning
både inddrager lægmænd og styrker den juridiske ekspertise.
Klagenævnet består af 6 personer. Nævnets formand og næstformand skal
repræsentere den juridiske ekspertise. To medlemmer skal
repræsentere lægmandsinteresser. Endelig skal to medlemmer
repræsentere den faglige ekspertise, som den pågældende klagesag
vedrører (henholdsvis læger, tandlæger, sygeplejersker m.v.).
Klagenævnets beslutning, der ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed, ejheller indenrigsministeriet, baseres på
en indstilling om sagen fra sundhedsstyrelsen, efter at styrelsen
har foretaget en undersøgelse af sagen, herunder eventuel
forelæggelse for retslægerådet.
De afgørelser, der er tillagt klagenævnet, har hidtil efter loven om
sundhedsvæsenets centralstyrelse været truffet af
sundhedsstyrelsen (medicinaldirektøren).
Bestemmelserne om sundhedsvæsenets patientklagenævn udgør et
supplement til de love, hvorefter særlige grupper af
sundhedspersonale er autoriseret (lægeloven, tandlægeloven,
sygeplejerskeloven, jordemoderloven, terapiassistentloven m.fl.).
- Lovforslaget nødvendiggør ikke konsekvensændringer af disse
love.
2. Det eksisterende klagesystem
2.1. Sundhedsstyrelsen behandler i medfør af de nugældende regler i
centralstyrelsesloven klager fra enhver (med en retlig interesse),
der mener, at en medicinalperson under udøvelse af sin
sundhedsfaglige virksomhed har tilsidesat sine pligter i henhold
til gældende bestemmelser. Der er ud over landet etableret
statslige embedslægeinstitutioner, der bl.a. lokalt bistår
sundhedsstyrelsen i tilsynet med medicinalpersoner.
Embedslægen/embedslægeinstitutionernes funktion varetages i
Københavns kommune af stadslægen.
Sundhedsstyrelsen kan i medfør af centralstyrelsesloven og de
respektive autorisationslove (lægeloven, tandlægeloven,
sygeplejerskeloven m.fl.) for mindre alvorlige forseelser meddele
tilrettevisninger eller advarsler. I alvorligere tilfælde kan
sundhedsstyrelsen henstille til anklagemyndigheden at rejse
tiltale for overtrædelse af straffeloven eller straffebestemmelser
i de respektive særlove eller autorisationslove. Sundhedsstyrelsen
kan ikke tage stilling til, om en medicinalperson eller den
pågældende sygehuskommune har pådraget sig et erstatningsansvar i
forbindelse med patientbehandling. Sådanne spørgsmål må, såfremt
der ikke opnås en forligsmæssig ordning med vedkommende ansvarlige
ansættelsesmyndighed, afgøres endeligt af domstolene.
Indenrigsministeriet behandler klager over sundhedsstyrelsens
afgørelser, men ministeriet tager alene stilling til spørgsmål om
sundhedsstyrelsens administrative sagsbehandling, og ikke til
sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige bedømmelser.
Amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner samt staten -
bl.a. for så vidt angår Rigshospitalet - behandler som
ansættelsesmyndigheder og driftsansvarlige for sundhedsvæsenet
klager og henvendelser om erstatningsspørgsmål, serviceniveau,
hospitalsmiljø m.v., herunder klager over, om en ansat
medicinalperson har udvist korrekt optræden i forbindelse med
patientbehandlingen.
Klager over privatpraktiserende lægers og andre tilsvarende
medicinalpersoners overenskomstregulerede forhold (honorarer,
ydelser, opførsel m.v.) rettes til de efter sygesikringslovens §
23, stk. 2 og 4 nedsatte udvalg. På tilsvarende måde - som en
særlig forsøgsordning - reguleres efter overenskomsterne et
særligt klagesystem vedrørende tandlægers faglige virksomhed,
hvorefter en bestemt behandling kan erklæres ikke-honorarværdig.
Disse klageadgange udgør ikke et indgreb i den kompetence, som
sundhedsstyrelsen i dag er tillagt med hensyn til at behandle
klager over medicinalpersoners faglige virksomhed.
Benævnelsen "medicinalpersoner" er ikke entydig. Den omfatter først
og fremmest de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden
for sundhedsvæsenet, nemlig:
- læger, jfr. lov om udøvelse af lægegerning (lovbekendtgørelse nr.
426 af 19. august 1976 med senere ændringer),
- tandlæger, jfr. lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger,
- sygeplejersker, jfr. lov om sygeplejersker (lovbekendtgørelse nr.
66 af 27. februar 1979),
- jordemødre, jfr. lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre,
- ergoterapeuter og fysioterapeuter, jfr. lov nr. 154 af 8. maj 1968
om terapiassistenter,
- kliniske tandteknikere, jfr. lov nr. 100 af 14. marts 1979 om
kliniske tandteknikere, og
- fodterapeuter, jfr. lov nr. 142 af 26. april 1972 om fodterapeuter.
I øvrigt henregnes til gruppen af medicinalpersoner ofte også sådanne
personer, der umiddelbart deltager i behandling eller pleje af
patienter inden for det offentlige sundhedsvæsen, såfremt deres
uddannelse er godkendt af det offentlige, f.eks. sygehjælpere,
plejehjemsassistenter, tandplejere m.fl.
Benævnelsen medicinalpersoner omfatter derimod ikke de mange og
skiftende grupper af andre personer, der arbejder på
sundhedsområdet, for hvilke der ikke af det offentlige er godkendt
uddannelsesregler m.v. Denne gruppe, der populært er blevet
betegnet som "alternative behandlere", er ikke undergivet direkte
tilsyn af sundhedsstyrelsen. Deres virksomhed er dog reguleret af
de almindelige regler i lægelovens kapitel VI om kvaksalveri,
hvorefter der under visse betingelser gives gruppen adgang til at
tage "syge i kur". Sundhedsstyrelsens opgaver med hensyn til
igangsættelse af politimæssig efterforskning/indstilling om
tiltalerejsning på dette område forudsættes ikke ændret.
For at undgå misforståelser er betegnelsen "medicinalperson" ikke
anvendt i selve lovteksten, men derimod personer (persongrupper)
inden for sundhedsvæsenet og lignende, som nærmere vil blive
afgrænset, jfr. bemærkningerne til § 16, stk. 2 og 3.
2.2. Sundhedsstyrelsens hidtidige behandling af klagesager, der helt
overvejende vedrører læger, har fundet sted på følgende måde:
Når sagens modtagelse er bekræftet over for klager, refereres sagen
kort af en af styrelsens lægelige sagsbehandlere i samarbejde med
en juridisk sagsbehandler, hvor der bl.a. træffes beslutning om
indhentelse af eventuelle supplerende oplysninger fra den
indklagede medicinalperson, afdeling m.v., eller forelæggelse for
styrelsens særlige rådgivere. Efter udtalelsernes indhentelse
undergives sagen påny behandling af styrelsens lægelige og
juridiske sagsbehandlere, som samtidig vurderer, om sagen
eventuelt skal forelægges retslægerådet. Hvis der ved sagens
undersøgelse er fremkommet nye og væsentlige oplysninger,
forelægges sagen påny for klageren. På grundlag heraf udarbejdes
der oplæg til konklusion i sagen.
Herefter udarbejder den juridiske sagsbehandler den endelige
afgørelse, som i hovedtræk indeholder følgende punkter:
- Hvornår og eventuelt hvorfra klagen er modtaget
- Kort referat af klagen
- Hvilke udtalelser, der er indhentet
- Relevante referater af de indhentede erklæringer, herunder
eventuelt af retslægerådets erklæring.
- Konklusion (afgørelse) med begrundelse.
Hovedskrivelsen sendes herefter til klageren, og de implicerede
medicinalpersoner får kopi af skrivelsen gennem vedkommende
embedslægeinstitution. Såfremt en læge får en tilrettevisning,
tilskrives lægen direkte fra sundhedsstyrelsen med en selvstændig
skrivelse.
Ovenstående sagsbehandling repræsenterer behandlingen af en
almindelig klagesag. Der kan dog ofte ske afvigelser herfra,
eksempelvis hvis der iværksættes politimæssig efterforskning eller
sagen går til politi med henblik på tiltalerejsning. I disse
tilfælde orienteres også vedkommende amtskommune, ligesom
amtskommunen som hovedregel får kopi af de afsluttende skrivelser.
Tilsvarende underrettes amtskommunen i alle sager, hvor der
tildeles den indklagede læge/medicinalperson en tilrettevisning.
2.3. Antallet af klagesager over medicinalpersoner har igennem de
seneste år været stigende.
I nedenstående oversigt er beskrevet dels antallet af klagesager
indbragt for sundhedsstyrelsen igennem de seneste år, dels antal
sager, hvori sundhedsstyrelsen har udtrykt kritik over fejl eller
forsømmelse udvist af vedkommende medicinalpersoner.
3. Baggrunden for lovforslaget
Der har i den offentlige debat og i folketinget været tilkendegivet
en manglende tillid til det nuværende klagesystem, hvorefter
klager over de såkaldte medicinalpersoners faglige virksomhed
afgøres endeligt af sundhedsstyrelsen i dennes egenskab af
uafhængig sundhedsfaglig rådgiver for det offentlige. Det har især
været fremført, at sundhedsstyrelsen med den eksisterende ordning
praktiserer et fagligt selvdømme, og at der er behov for, at også
almene synspunkter indgår i afgørelsen af, om der er givet en
fagligt set rigtig behandling.
Hertil kommer, at Folketingets Ombudsmand tidligere har fundet det
ønskeligt, at den juridiske sagkundskab fik en mere fremtrædende
placering i klagesagsbehandlingen.
Indenrigsministeren tilkendegav den 21. februar 1985 ved 1.
behandling af et beslutningsforslag fra SF (nr. B 93) om
oprettelse af patientklagenævn og en
patientombudsmandsinstitution, at det eksisterende klagesystem
måtte ændres således, at det i befolkningen ville blive opfattet
som mere tillidvækkende, korrekt og effektivt. Ministeren udtalte
hertil, at det juridiske element i klagesagsbehandlingen måtte
styrkes, og at lægmænd skulle inddrages.
Indenrigsministeren lovede i denne forbindelse i den næste
folketingssamling (1985/86) at fremlægge et lovforslag til et
ændret klagesagsbehandlingssystem efter de af ministeren i sit
indlæg udtalte synspunkter.
Der henvises herom til Folketingets Forhandlinger 1984/85, spalte
6479-6499, (1. behandling). 2. behandling fandt ikke sted, idet
kommunaludvalget i stedet afgav en beretning, hvorefter udvalget
vedtog at afvente indenrigsministerens lovforslag.
4. Klagenævnets opgaver og funktion
4.1. Klagenævnet er et selvstændigt besluttende organ, der placeres
uden for det sædvanlige administrative hieraki. Dets afgørelser er
administrativt set endelige, og kan således ikke indbringes for
anden offentlig administrativ myndighed, ej heller
indenrigsministeriet. Endelig afgørelse på området hører herefter
alene under domstolene. Nævnet kan ikke træffe afgørelse
vedrørende sanktioner som bøde, hæfte og højere straf, som må
forelægges den almindelige anklagemyndighed, der efter gældende
regler endeligt vurderer, om sag skal rejses for domstolene.
Anklagemyndigheden kan også uden indstilling fra
patientklagenævnet tage de nævnte sager op.
Patientklagenævnet kan endvidere ikke træffe afgørelse om, hvorvidt
en medicinalperson skal have frataget sin autorisation. Afgørelse
herom henhører fortsat under sundhedsstyrelsen samt
indenrigsministeriet eller domstolene, med de særlige procedurer,
der herom er foreskrevet i bl.a. kapitel 2 i lovforslaget, der
indholdsmæssigt svarer til § 5 i den gældende centralstyrelseslov.
Hvis nævnet bliver opmærksom på, at der foreligger omstændigheder,
som kunne begrunde autorisationsfratagelse, skal dette
tilkendegives over for sundhedsstyrelsen, som derefter skal tage
sagen op.
Uden for nævnets område falder også spørgsmål om erstatning,
serviceniveau, sundhedspersonalets optræden m.v. Disse forhold
hører direkte under vedkommende ansættelsesmyndighed, eller for
selvstændigt sundhedspersonale under særlige organer, evt.
vedkommende sundhedsperson selv, jfr. bemærkningernes pkt. 2.1.
Klagenævnets afgørelser har ikke direkte betydning for et eventuelt
ansættelsesforhold for den pågældende sundhedsperson. Det
tilkommer således fortsat vedkommende ansættelsesmyndighed selv at
træffe afgørelse på dette område, men nævnets afgørelser, der i
alle tilfælde forudsættes sendt i kopi til ansættelsesmyndigheden,
vil selvfølgelig kunne indgå i ansættelsesmyndighedens
beslutningsgrundlag.
Endvidere kan nævnet ikke tage stilling til patienters klager eller
ønsker om visitation til sygebehandling til andet behandlingssted
inden for eller uden for sygehuskommunen m.v. Disse forhold
henhører fortsat under de direkte herfor ansvarlige myndigheder
(indenrigsministeriet, sundhedsstyrelsen, sygehuskommunerne
m.v.), og nævnet må ved modtagelsen heraf oversende sagerne til
rette myndighed, ligesom sundhedsstyrelsen i øvrigt ved
modtagelsen af klagesager, der henhører under nævnet, må oversende
disse til nævnet med henblik på dettes direkte anmodning om en
udtalelse (indstilling) fra sundhedsstyrelsen.
4.2. Klageordninger tager ikke alene sigte på at sikre den enkelte
borgers retssikkerhed, men også på at medvirke til, at de
myndigheder, der umiddelbart er ansvarlige for områderne, løbende
tilpasser og tilrettelægger driften på baggrund af berettigede
klager. Det er derfor vigtigt, at klager fortsat i videst muligt
omfang indbringes for og afgøres af de direkte driftsansvarlige
myndigheder, jfr. ovenfor.
Etablering af et centralt nævn, der skal tage stilling til
sundhedspersonalets faglige virksomhed, vil sikre en landsdækkende
ensartet bedømmelse i overensstemmelse med de faglige krav,
udviklingen berettiger. Dette findes bedst at kunne ske ved det
foreslåede samspil mellem sundhedsstyrelsen baseret på dennes
løbende tilsyn med sundhedspersonalet, og styrelsens
forundersøgelse af klagesagerne - og patientklagenævnet, ved
dettes stillingtagen og inddragelse af mere almene og juridiske
hensyn i sagernes endelige afgørelse.
Der vil ikke med lovforslaget blive etableret et såkaldt
enhedsklagesystem, der i en og samme myndighed kan tage stilling
til alle de forskellige spørgsmål, en patient kan tænkes at klage
over. Men dette indebærer ikke i sig selv, at klagesystemet bliver
uoverskueligt og utilgængeligt for borgerne.
Der vil blive iværksat en almindelig og bred information overfor
borgere og myndigheder om patientens klageadgang på de forskellige
områder.
Indenrigsministeriet vil endvidere i forbindelse med
patientklagenævnets etablering udsende et cirkulære, som
præciserer de opgaver på patientklageområdet, der, jfr. ovenfor,
fortsat skal varetages direkte af sygehuskommunerne som ansvarlige
for sygehusvæsenets drift. Heri vil tillige blive præciseret
sygehuskommunernes pligt til at vejlede og informere patienterne
om de forskellige klageadgange, herunder adgangen til at indbringe
klager over faglige forhold til patientklagenævnet. Det vil
samtidig blive understreget, at sygehuskommunerne har en
selvstændig pligt til at søge eventuelle klager afklaret og løst,
før en klage bliver rejst overfor nævnet.
Indenrigsministeriet vil endelig sammen med sygehuskommunerne og ved
inddragelse af embedslægeinstitutionerne overveje, om der på
lokalt plan kan etableres en ordning, hvorefter borgerne kan
indgive alle typer af klager på området til en og samme myndighed,
der herefter dels kan rådgive borgerne med hensyn til
klageformulering, virkning m.v., dels kan fordele og videresende
klagerne til rette myndighed, herunder til det centrale
patientklagenævn, der etableres efter loven.
Samlet vil disse initiativer give patienterne en større
overskuelighed over klagesystemet og bedre mulighed for at
fremføre relevante klager, ligesom en styrkelse af
sygehuskommunernes og embedslægernes rolle vil kunne aflaste det
foreslåede patientklagenævn for klager, der mere måtte hvile på
misforståelser m.v.
4.3. Nævnets afgørelse, jfr. lovforslagets § 15, kan gå ud på:
at nævnet ikke finder grundlag for kritik af patientbehandlingen,
at nævnet giver udtryk for kritik af patientbehandlingen over for
den pågældende sundhedsperson i form af beklagelse, misbilligelse
eller lignende,
at nævnet anmoder anklagemyndigheden om tiltalerejsning for
overtrædelse af lægeloven, borgerlig straffelov m.v. med straf af
bøde og hæfte eller højere straf,
at nævnet ønsker yderligere undersøgelser foretaget af
sundhedsstyrelsen, og endelig
at nævnet afviser en realitetsbehandling af sagen, dels for sager
der måtte være uden indhold, dels for sager, der tidligere er
taget endelig stilling til, ellers med henvisning til den i loven
indeholdte forældelsesregel på 1 år.
Nævnet er ikke bundet af klagerens påstande eller af
sundhedsstyrelsens indstilling.
Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt og ledsages af en
begrundelse. Afgørelsen underskrives af formanden eller den,
formanden bemyndiger hertil, og sendes til den, der har indbragt
sagen, med kopi til sundhedsstyrelsen og til de implicerede
medicinalpersoner. Afgørelsen sendes tillige til vedkommende
sygehusmyndighed i dennes egenskab af arbejdsgiver.
Det praktiske samarbejde imellem nævnet og dettes sekretariat samt
sundhedsstyrelsen forudsættes nærmere fastlagt, bl.a. i nævnets
forretningsorden.
Nævnet udarbejder årligt en beretning om sin virksomhed.
4.4. Til nævnet knyttes et mindre sekretariat. Det påhviler
sekretariatet at indhente en udtalelse med tilhørende undersøgelse
fra sundhedsstyrelsen. Den (læge-)faglige udtalelse indhentes hos
sundhedsstyrelsen som et led i styrelsens almindelige tilsyn med
sundhedspersonalet, jfr. lovforslagets § 5. Sekretariatet skal i
øvrigt varetage sædvanlige administrative opgaver for nævnet og
forberede sagernes forelæggelse for nævnet.
Belysningen af de faktiske forhold i forbindelse med en klagesag vil
som hidtil foregå i sundhedsstyrelsen, ligesom sundhedsstyrelsen
ud fra en (læge-)faglig samt juridisk administrativ vurdering
fremkommer med sin indstilling til nævnet, bilagt alle sagens
officielle akter. Denne (læge-)faglige indstilling vil herefter
blive vurderet i klagenævnet ud fra almene synspunkter.
Der er ved denne model lagt vægt på, at den væsentligste kritik af
det nuværende system har været, at lægmænd ikke har været
medinddraget i beslutningen om, hvorvidt der måtte foreligge fejl
under behandlingen af patienten. Der er ligeledes lagt vægt på at
undgå dobbeltarbejde - sådan som en egentlig ankeinstansordning
kunne medføre - ved at sundhedsstyrelsens eksisterende ressourcer,
både de juridiske og sundhedsfaglige, direkte inddrages i
nævnsordningen og derved udnyttes bedst muligt.
4.5. Nævnet kan, hvor medlemmer ikke har kunnet give møde, ved
behandling af den enkelte sag som minimum bestå af 3 medlemmer,
nemlig af den juridiske formand (eller næstformand), 1
lægmandsrepræsentant samt 1 repræsentant for den gruppe af
medicinalpersoner, som sagen vedrører.
Formanden kan i særlige tilfælde, typisk gennem sundhedsstyrelsen,
indkalde sagkyndige rådgivere til at deltage i nævnets møder.
Nævnets medlemmer beskikkes af indenrigsministeren. Formanden og
næstformanden skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne
beskikkes som landsdommer.
Lægmandsrepræsentanterne beskikkes efter indhentet udtalelser fra
Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner samt De
Samvirkende Invalideorganisationer. For at understrege
lægmandsrepræsentanternes uafhængighed er det udtrykkeligt
fastsat, at disse ikke må være medlem af kommunale råd, dvs.
kommunalbestyrelser, amtsråd, hovedstadsråd.
De faglige repræsentanter forudsættes beskikket efter indhentet
udtalelse fra vedkommende faglige organisation.
Nævnets formandsskab og medlemmer forudsættes dels at modtage honorar
for deltagelse i møder og forberedelse af sager hertil efter
finansministeriets godkendelse, dels at modtage godtgørelse for
rejse- og eventuelle opholdsudgifter efter de for
statstjenestemænd gældende regler.
Indenrigsministeren vil fastsætte nærmere regler om alle disse
forhold i nævnets forretningsorden.
4.6. Klagenævnet forudsættes, at træffe beslutning i alle sager, som
sundhedsstyrelsen hidtil har besluttet på området - som anført
ovenfor op til ca. 900-1.000 endelige sagsafgørelser årligt. Der
vil imidlertid være mange sager, som enten vil være af mindre
rækkevidde eller i øvrigt ikke vil frembyde tvivl. Det må her
antages, at nævnet, når praksis er lagt, ikke ønsker at få
forelagt disse sager direkte og i stedet ønsker at henlægge disse
til formandens afgørelse.
Da medicinalpersonalets virksomhedsområde kun i begrænset omfang er
regelfastlagt, vil det bl.a. i modsætning til det sociale
ankesystem - være vanskeligt på forhånd klart at udskille bestemte
sagsområder, der har en mindre retssikkerhedsmæssig betydning
eller ikke frembyder tvivl, således at sådanne sager f.eks. klart
kunne henlægges til nævnsformandens afgørelse.
Det foreslås derfor, at det i forretningsordenen kan bestemmes, at
indenrigsministeren bemyndiger nævnet til selv - evt. efter en
indkøringsperiode - at lade formanden træffe afgørelse i visse
mindre komplicerede sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl,
jfr. § 21, stk. 2, eventuelt således, at disse optages på
dagsordenen i form af efterretningssager.
Det forudsættes i øvrigt, at sager, bl.a. til aflastning af de
egentlige møder, kan undergives skriftlig votering, eventuelt
således, at et medlems ønske om egentlig mødebehandling skal
efterkommes.Hvis ordningen bringes i anvendelse, forudsættes dette
først at ske, når nævnet har indhentet erfaring for sagsområdet.
Ordningen vil i øvrigt nærmere skulle præciseres efter
indenrigsministerens forhandling med nævnet.
4.7. Karakteristisk for det særlige klageområde vedrørende
medicinalpersoners faglige virksomhed er i øvrigt, at
klagesystemet ikke primært tager sigte på, at patienterne opnår en
særlig rettighed. Patienterne har efter bl.a. sygehusloven ret til
den fornødne behandling, uanset om behandlingsbehovet skyldes en
eventuel tidligere fejlbehandling eller andet. Efter f.eks. det
sociale ankesystem kan klienten ved anke opnå en direkte ret til
konkrete ydelser (tilskud m.v.) fra vedkommende driftsansvarlige
myndighed (socialforvaltningen).
Karakteristisk er endvidere, at klagerne er rettet mod konkrete
personer knyttet til sundhedsvæsenet, og at sundhedsstyrelsens
afgørelser - fremover nævnets afgørelser - direkte udtrykker en
faglig kritik over vedkommende personers virksomhed. Efter
ordningen vil nævnets afgørelser være endelige, og kan således
ikke, ej heller af vedkommende medicinalperson, indbringes for
højere administrativ myndighed. Det indklagede medicinalpersoners
retssikkerhed må i den forbindelse anses for tilstrækkeligt
tilgodeset gennem nævnets sammensætning med bl.a. 2 faglige
repræsentanter og et juridisk formandsskab. Hertil kommer, at
strengere sanktioner i form af bøde, hæfte m.v. efter lovgivningen
(bl.a. de respektive autorisationslove) henhører under den
sædvanlige offentlige anklagemyndighed.
5. Andre nævn m.v. samt udenlandske klageordninger
5.1. Der er gennem årene blevet etableret flere særlige kollegialt
sammensatte klageordninger med selvstændig kompetence på
forskellige områder.
Inden for det sociale og sundhedsmæssige område kan særlig nævnes det
sociale ankesystem, der blev etableret i 1973 i forbindelse med
bistandslovens ikrafttræden og som senere er ændret flere gange,
senest ved lov nr. 54 af 20. februar 1985 om styrelse af sociale
og visse sundhedsmæssige anliggender m.fl.
Som nævnt ovenfor under pkt. 2.1. er der inden for de
privatpraktiserende medicinalpersoners område (navnlig læger og
tandlæger) etableret særlige klageudvalg, navnlig vedrørende
serviceog betalingsforhold, der reguleres som led i
overenskomsterne på området.
Uden for social- og sundhedsområdet er der efter lov om
miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 663 af 16. december
1982, kapitel 12, nedsat et miljøankenævn, der er klageinstans for
administrative afgørelser på nærmere fastsatte områder om
miljøforhold.
Efter lov nr. 305 af 14. juni 1974 om forbrugerklagenævnet med senere
ændringer er der nedsat et forbrugerklagenævn, der træffer
afgørelse i klager fra forbrugere vedrørende vare-, arbejds- og
tjenesteydelser.
For advokaters virksomhed er der i medfør af retsplejelovens § 144,
stk. 1, nedsat et nævn, der kan behandle klager over, at advokater
har tilsidesat deres pligter (disciplinærsager). Advokatnævnets
afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed,
jfr. bekendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 om advokatnævnets
virksomhed.
Endvidere er der efter udlændingelovens § 52 ff, jfr. bekendtgørelse
nr. 98 af 6. marts 1984 om forretningsordenen for
flygtningenævnet, etableret et flygtningenævn, der på nærmere
præciserede områder behandler klager over afgørelser, der er
truffet af direktoratet for udlændinge.
5.2. I Sverige, er klageadgangen på medicinalpersonområdet indrettet
således, at et centralt haelso- og sjuekvårdsansvarsnaemn,
sammensat af en formand og 8 andre medlemmer, udpeges af
regeringen for en periode af 3 år. Det forudsættes, at formanden
skal være erfaren i dommerembede. De øvrige medlemmer skal have
særlig indsigt i sundheds- og sygeplejevæsenet, men det er ikke
noget krav, at de f.eks. skal være medicinalpersoner. Et udpeges
af landstingsforbundet, et af landsorganisationen i Sverige, et af
tjenestemændenes centralorganisationen og et af yderligere en
centralorganisation. De 4 sidste medlemmer udpeges blandt
personer, som må anses for i særdeleshed at varetage almenhedens
interesse. Klager over medicinalpersoner kan rejses over for
nævnet af socialstyrelsen eller en person, der har retlig
interesse i sagen. Nævnet kan som et led i sagsbehandlingen
forlange at få udleveret patientjournaler eller andre relevante
aktstykker. Nævnet har ligeledes mulighed for at trække på
sagkyndig bistand. Spørgsmål om eventuelt bødekrav, dog højst på
1.000 kr., forelægges nævnet, som træffer afgørelse om en eventuel
bødes størrelse. For så vidt angår disciplinærsager henvises disse
af nævnet til den ansættende myndighed i det omfang, det vedkommer
denne. Nævnets afgørelse kan af henholdsvis socialstyrelsen,
klageren og andre som nævnets beslutning vedrører, ankes til
kammerretten.
i Norge er medicinalpersonalets behandling af patienter underlagt
helsedirektørens tilsyn. Helsedirektoratet behandler klager over
medicinalpersoners tilsidesættelse af deres pligter under udøvelse
af sundhedsfaglig virksomhed. Sådanne klager kan også rettes til
"fylkeslegen" ("stadsfysikus" i Oslo). Den endelige afgørelse
ligger dog hos helsedirektøren. Klagesystemet i Norge svarer
således stort set til det eksisterende danske klagesystem.
6. Administrative og økonomiske konsekvenser
Administrativt set vil nyordningen ikke få indflydelse på
kommunernes, det vil navnlig sige amtskommunernes samt Københavns
og Frederiksberg kommuners, hidtidige forpligtelser for
tilrettelæggelse og indsats på området.
Set i forhold til indenrigsministeriets departement, hvortil sager
hidtil efter praksis har kunnet ankes, for så vidt angår
sundhedsstyrelsens administrative sagsbehandling, vil denne
ankeadgang bortfalde, da nævnets afgørelser administrativt set vil
være endelige. Der vil herved blive frigjort en vis arbejdskraft
(1 akademiker og 1 kontorfunktionær), hvilket dog for en mindre
del modsvares af, at departementet fremover vil skulle varetage
det overordnede arbejde med klagenævnets etablering,
regelregulering m.v.
Sundhedsstyrelsen vil som anført fortsat efter de hidtidige
retningslinjer skulle undersøge og vurdere klagesagerne. Styrelsen
vil få et merarbejde i forbindelse med udarbejdelse af
indstillinger til nævnet, eventuel deltagelse i nævnets møder til
uddybning af sagerne, og efter nævnets eller formandens afgørelse
ved eventuel fornyet undersøgelse af sagerne.
Som direkte følge af nyordningen forudsættes der udover de netop
godkendte stillinger som henholdsvis juridisk og lægelig
sektionsleder, netto tilført sundhedsstyrelsen 1 akademiker eller
225.000 kr. (januar 1985-lønniveau) i alt til merarbejde ved
udarbejdelse af indstillinger og indhentelse af de supplerende
oplysninger, nævnet måtte ønske.
Der er for øjeblikket afsat ca. 6,3 akademiker (jurister: 3,1 og
læger: 3,2) og 4,3 kontorfunktionærer til sundhedsstyrelsens
afdeling D til behandling af klagesager.
Der vil som anført skulle etableres et mindre sekretariat direkte
under klagenævnet. Under forudsætning af en hensigtsmæssig
samordning af nævnets opgaver med sundhedsstyrelsens
sagsbehandling, jfr. ovenfor, vil nævnet særligt få til opgave at
modtage og registrere klagesager, at sende disse til
sundhedsstyrelsen med anmodning om en indstilling, herunder
vurdere om særlige forhold ønskes oplyst, at sikre at modtagelsen
bekræftes m.v., at samle og eventuelt beskrive sager til
forelæggelse for nævnet med udsendelse af dagsorden, sagsmateriale
m.v., at registrere nævnsbeslutningerne og sikre sagernes
besvarelse.
Sekretariatet vil endvidere skulle varetage almindelige
administrative opgaver med hensyn til nævnets funktion, honorar-
og diætudbetalinger, lokale- og kontorhold, informationsvirksomhed
om klagenævnsordningen m.v.
Nævnssekretariatet forudsættes at skulle bestå af 2 akademikere
(heraf 1 med ledelsesfunktion) samt 2 kontorfunktionærer.
Udgifter til selve nævnets drift, dvs. honorarer for mødedeltagelse
og forberedelse samt til diæter og eventuelle rejse- og
overnatningsudgifter for nævnets medlemmer, er helt foreløbigt
anslået til ca. 1,0 mill. kr. årligt.
Det er herved lagt til grund, at samtlige sager forelægges nævnet, og
at dette holder 40 møder årligt aô 6-7 timer med ca. 20 sager på
hvert møde, samt at alle 6 medlemmer deltager. Disse
forudsætninger samt de foretagne beregninger må tages med store
forbehold.
Driftsudgifter for nævnssekretariatets lokaler er beregnet til ca.
170.000 kr. årligt. Lønudgifter er sat til 775.000 kr. (2
akademikere og 2 kontorfunktionærer) og andre driftsudgifter til
200.000 kr. Hertil kommer engangsudgifter til telefonanlæg,
inventar m.v. på ca. 140.000 kr.
Patientklagenævnet vil således samlet andrage en årlig merudgift på
2.145.000 kr. (i januar 1985 pris- og lønniveau), ekskl.
etableringsudgifter.
De nævnte udgifter til sundhedsstyrelsen og klagenævnet vil blive
optaget på forslag til finanslov 1987. Med henblik på at forberede
etableringen af nævnets sekretariat vil det dog være nødvendigt at
ansætte 1 akademiker og 1 kontorfunktionær ca. 2 måneder før
nævnet påbegynder sin virksomhed, hvilket vil medføre en udgift på
ca. 70.000 kr. i 1986.
Patientklagenævnet og dettes sekretariat vil i øvrigt blive optaget
på en særlig hovedkonto på indenrigsministeriets finanslovskonto
(§ 13).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
I bestemmelsen fastslås det udtrykkeligt, at sundhedsstyrelsen er en
styrelse, der er omfattet af indenrigsministerens parlamentariske
ansvar.
Til § 2
Bestemmelsen vil kun få selvstændig betydning for tilfælde, hvor der
er tale om beføjelser efter særlovgivningen, som udøves
selvstændigt i forhold til indenrigsministeren.
En tilsvarende adgang for andre ministre til at fastsætte regler for
sundhedsstyrelsens virksomhed i de tilfælde, hvor
sundhedsstyrelsen ved lov er tillagt opgaver inden for deres
forretningsområde, er ikke fundet nødvendig.
Dette skyldes, at sundhedsstyrelsens opgaver i disse tilfælde stort
set alene vedrører besættelse af medlemsposter i sagkyndige
organer eller konkret sundhedsfaglig rådgivning, hvor der ikke vil
være behov for vedkommende minister til at fastsætte nærmere
regler. I de tilfælde, hvor sundhedsstyrelsen efter lovgivningen
har mere generelle opgaver (lov om brug af radioaktive stoffer og
lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg
m.v.) er der efter de pågældende love den fornødne adgang for
ministeren til at fastsætte regler.
Til § 3
Bestemmelsen giver en almindelig forpligtelse for sundhedsstyrelsen
til at følge sundhedsforholdene i hele landet. Dette sker i vidt
omfang ved hjælp af embedslægeinstitutionerne.
Indenrigsministeren vil fastsætte regler om sundhedsstyrelsens
underretningspligt over for myndigheder i tilfælde af
lovovertrædelser og mangler.
Til § 4
Efter forslaget vil såvel centrale som kommunale myndigheder fortsat
have adgang til direkte at indhente sundhedsfaglig rågivning m.v.
fra sundhedsstyrelsen.
Til § 5
Tilsynet udføres for hver amtsrådskreds af embedslægeinstitutionen på
sundhedsstyrelsens vegne efter § 5 i lov om
embedslægeinstitutioner m.v.
Til §§ 6-12
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til § 5 i den gældende lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Til § 13
I stk. 1 præciseres, at nævnet skal have forelagt alle sager, hvori
privatpersoner eller andre klager over medicinalpersoner.
Herudover kan sundhedsstyrelsen selv have afdækket sager, der f.eks.
ikke måtte være klaget over, men som efter styrelsens opfattelse
bør resultere i en sanktion. Disse sager skal også efter stk. 2
forelægges nævnet.
Som led i sundhedsstyrelsens tilsyn og forundersøgelse af sagerne kan
sundhedsstyrelsen i øvrigt selv direkte anmode politiet om at
foretage en politimæssig efterforskning til oplysning af mere
vigtige sagers faktiske og anklagemæssige forhold.
Ved klager, der i øvrigt efter sundhedsstyrelsens opfattelse baserer
sig på en åbenbar misforståelse hos klager, forudsættes det, at
styrelsen direkte vil kunne give klager en vejledning herom, uden
at dette i øvrigt vil afskære klager fra senere at forelægge sagen
direkte for nævnet.
Til § 14
Nævnets uafhængighed af sundhedsstyrelsen og indenrigsministeriet er
her fastslået. For så vidt angår sagernes oplysning og behandling
i øvrigt er nævnet dog undergivet reglen i § 20 samt
bestemmelserne i den fastsatte forretningsorden.
Nævnets beslutninger er, jfr. stk. 2, administrativt set endelige.
Det vil herefter alene være et domstolsanliggende at behandle
sagerne påny. Der kan dog i sager, som nævnet tidligere har
behandlet, senere blive afdækket nye og for sagens afgørelse
væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner almindelig
retspraksis adgang for, at nævnet kan genoptage behandlingen af
sagen. Bestemmelse herom må træffes af nævnet. Da adgangen
erfaringsmæssigt kan give anledning til mange nye henvendelser,
forudsættes det, at sager kun genoptages, hvor de nye forhold
skønnes at kunne resultere i et væsentligt ændret resultat. Også
nye forhold vil være undergivet forældelsesreglen i § 23.
Til § 15
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.
Det bemærkes, at særlig hjemmel til at straffe sundhedspersonale, der
ikke udøver deres virksomhed på forsvarlig måde, er fastsat dels
direkte i de respektive autorisationslove, jfr. § 16, stk. 1 (samt
for apotekspersonale i den særlige apoteks- og
medicinallovgivning) dels i den borgerlige straffelov m.v.
Tiltalerejsning over for de af § 16, stk. 2, omfattede
persongrupper kan derimod alene komme på tale ved overtrædelse af
borgerlig straffelovs bestemmelses (f.eks. om uagtsom
legemsbeskadigelse eller uagtsom manddrab), overtrædelse af
lægelovens kvaksalveribestemmelser eller lignende.
Til § 16
I stk. 1 er den personkreds, der er direkte omfattet af nyordningen,
angivet. Den omfatter de ved særlig lovgivning autoriserede
personer inden for sundhedsvæsenet. Der henvises herom til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.1.
Herudover skal klagenævnets kompetence omfatte ikke-autoriseret
sundhedspersonale, som umiddelbart deltager i behandling eller
pleje af patienter inden for sundhedsvæsenet. Personkredsen
fastlægges nærmere efter stk. 2 af indenrigsministeren.
Det forventes foreløbigt, at gruppen af ikke-autoriseret
sundhedspersonale vil komme til at omfatte radiografer,
plejehjemsassistenter, tandplejere, sygehjælpere og plejere, for
hvilke sundhedsstyrelsen har fastsat særlige uddannelsesregler,
samt sundhedspersonale beskæftiget ved apotekervæsenet.
I stk. 3 er fastsat, at ministeren kan bestemme, at klager over dele
af den faglige virksomhed, når særlige hensyn taler herfor, kan
henlægges til andre organer. Denne bestemmelse kan f.eks. benyttes
til imødekommelse af oprettelse af sådanne særlige organer, som ud
fra en teknisk-faglig vurdering kan erklære en bestemt behandling
for ikke honorarværdig (sådan som bl.a. en verserende
forsøgsordning på tandlægeområdet for tiden åbner mulighed for).
Bestemmelsen kan endvidere tænkes anvendt til at lade visse
spørgsmål om klager vedrørende psykiatriske patienter overgå til
andre organer, sådan som et udvalg under justitsministeriet
overvejer det.
Der henvises herom til de almindelige bemærkninger punkt 4.1., hvori
er præciseret de vigtigste områder, der falder uden for nævnets
afgørelser.
Til § 17
Varetagelsen af formandshvervet vil kræve god indsigt i
administrative og forvaltningsretlige forhold samt straffe- og
retsplejesystemet. Det juridiske formandsskab vil derfor, jfr.
stk. 2, skulle opfylde de almindelige betingelser for at kunne
beskikkes som landsdommer, jfr. retsplejelovens § 43, stk. 3.
Formanden og eventuelt næstformanden forudsættes særligt honoreret
med et fast beløb. Hvervet forudsættes varetaget på deltid.
Ansættelses- og honoreringsformen vil blive vurderet i lyset af
erfaringerne med hvervets omfang og vil blive forelagt særskilt
til finansministeriets godkendelse.
Lægmandsrepræsentanterne foreslås, jfr. stk. 3, udpeget efter
indhentet udtalelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark (6)
København (1) og Frederiksberg (1) kommuner samt De Samvirkende
Invalideorganisationer (8). Der er herved lagt vægt på at
kombinere den almindelige repræsentative kontakt til befolkningen,
som ligger i det kommunale system, med den særlige erfaring inden
for sundheds- (og socialvæsenet), som De Samvirkende
Invalideorganisationer via sin medlemsorganisation er i besiddelse
af. For alle lægmændsrepræsentanter gælder, at de pågældende ikke
samtidig kan være medlem af noget kommunalt råd, jfr. ovenfor
under almindelige bemærkninger 4.5. Herudover forudsættes det, at
de almindelige inhabilitetsregler vil bive iagttaget, således at
et medlem f.eks. må trække sig, når nævnet behandler sager
vedrørende en institution, hvor vedkommende medlem eventuelt måtte
være ansat. Det forudsættes endvidere, at
lægmandsrepræssentanterne på tidspunktet for sagens afgørelse ikke
udøver sundhedsfarlige virksomhed, der er omfattet af loven, jfr.
§ 16, stk. 1 og 2.
Ordningen med lægmandsrepræssentanter vil iøvrigt blive tilrettelagt
således, at samtlige udpegede lægmænd, ialt 16, vil indgå i en
"pulje", hvorfra der på skift vil blive udpeget 2 medlemmer af
formanden til deltagelse i de enkelte møder. Der vil dog i alle
tilfælde skulle deltage en lægmandsrepræsentant fra henholdsvis
det kommunale område, jfr. § 17, stk. 3, nr. 1)-3) og en
repræsentant fra De Samvirkende Invalideorganisationer, jfr. § 17,
stk. 3, nr. 4). Denne ordning tager sigte på dels at give
lægmandsrepræsentationen større bredde, dels på at hindre en for
stor arbejdsbyrde for de enkelte lægmænd.
De faglige repræsentanter, jfr. stk. 4, skal have grunduddannelse på
det pågældende fagområde, men skal herudover ikke opfylde
specifikke uddanelsesbetingelser.
Som anført under de almindelige bemærkninger forudsættes de faglige
medlemmer udpeget efter indhentet udtalelse fra vedkommende
faglige organisation. Normalt er der ikke tvivl om, hvilken
organisation dette er. Selv om klagenævnet helt overvejende vil få
forelagt klager vedrørende læger, forudsættes der umiddelbart for
hele nævnets funktionsperiode udpeget faglige medlemmer for
samtlige, faggrupper, omfattet af nævnets kompetence eller ca.
12-15 faggrupper. Også for så vidt angår faglige medlemmer vil der
kunne udpeges et større antal medlemmer end de to repræsentanter,
der skal indgå i nævnsbeslutningerne. Dette vil særligt komme på
tale for de faglige områder med mange klagesager, fortrinsvis
vedrørende lægerne.
En 4-årig valgperiode, jfr. stk. 5, er også fastsat for andre
lignende organer. Da kommunale organer også skal udpege medlemmer,
er det valgt at følge den kommunale valgperiode. En periodisk
udpegning giver anledning til en naturlig udskiftning af
medlemmerne. Genbeskikkelse vil kunne finde sted.
Til § 18
Nævnet forudsættes, jfr. stk. 1, normalt at træffe beslutning med
alle 6 medlemmers tilstedeværelse. Ved etablering af en
"pulje"-ordning for såvel lægmandsrepræsentanterne som de faglige
repræsentanter vil der ved sygdom eller frafald iøvrigt næsten
altid selv med forholdsvis kort varsel kunne indkaldes et nyt
medlem til erstatning for den fraværende. Da det dog ikke helt kan
udelukkes, at nævnet i særlige situationer må træffe beslutninger,
uden at alle medlemmerne er tilstede, vil der i nævnets
forretningsorden blive fastsat bestemmelse om, at nævnet er
beslutningsdygtigt, når mindst et medlem fra hver af de pågældende
grupper er repræsenteret, dvs. med 3 medlemmer: en jurist, en
lægmand og en faglig repræsentant.
Ved stemmelighed vil formandens eller i dennes fravær næstformandens
stemme være afgørende. Endvidere vil det blive fastsat, at
beslutning træffes ved stemmeflerhed.
Nævnet forudsættes at træffe beslutninger i møder. Idet der særligt
henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.6, kan der være
behov for at fravige dette, således at visse sager afgøres af
formanden selv, jfr. § 21, stk. 2 eller ved skriftlig votering
efter nævnets særlige beslutning herom.
Til § 19
Nævnets møder er ikke offentlige. Det forudsættes i denne
forbindelse, at nævnets votering og de enkelte medlemmer
synspunkter ikke bekendtgøres, og at nævnet i øvrigt ikke fungerer
som en domstol, hvor klager eller den indklagede medicinalperson
eller repræsentanter for disse møder op for nævnet for at forsvare
sagen.
I nævnsmøderne vil dog, efter formandens beslutning, kunne deltage de
for sagernes varetagelse nødvendige personer, herunder særligt
sagkyndige, hvilket typisk forudsættes at være fagfolk fra
sundhedsstyrelsen eller fagfolk, udpeget ved sundhedsstyrelsens
foranstaltning.
Til § 20
Det præciseres i § 20, at nævnets behandling skal ske på grundlag af
en indstilling fra sundhedsstyrelsen. Hermed sikres dels en
sundhedsfaglig bedømmelse af sagerne, dels en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse, idet nævnssekretariatet bl.a. ikke
forudsættes at anvende særlige ressourcer på sagernes faglige
undersøgelse. Indstillingen er ikke bindende for nævnet, men
forudsættes at fremgå af nævnets endelige afgørelse til klager
m.fl. Hvis nævnet ønsker at træffe en beslutning, der væsentligt
afviger fra indstillingen, vil de faglige aspekter heraf kunne
belyses ved en supplerende undersøgelse, typisk i form af en
fornyet høring af sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen vil i øvrigt ved sin undersøgelse af sagerne være
forpligtet til at følge almindelige forvaltningsretlige regler,
således som disse bl.a. er udtryk i lovforslag nr. 4 til ny
forvaltningslov (forudsat ikrafttræden 1. januar 1987).
I stk. 2 præciseres, at det indklagede sundhedspersonale har pligt
til at forsyne sundhedsstyrelsen med de oplysninger og dokumenter,
som findes af betydning for sagen. Det forudsættes dog, at den
pågældende, af hensyn til trediemand eller af hensyn til sig selv,
vil kunne nægte at give oplysninger i overensstemmelse med
retsplejelovens regler om vidnefritagelse.
Til § 21
Som for andre lignende nævn vil vedkommende minister, her
indenrigsministeren, skulle fastsætte de nærmere regler for
nævnets virksomhed, hvilket altovervejende forudsættes at ske i en
forretningsorden for nævnet. Dette skal ske efter forhandling med
nævnet. Forretningsordenen forudsættes i indkøringsperioden
løbende tilpasset erfaringerne.
I forretningsordenen vil bl.a. nævnsmødernes afvikling (dagsorden,
frister m.v.), regler om beslutningsdygtighed, regler om
stemmeafgivelse, samarbejdet med sundhedsstyrelsen samt de øvrige
til indenrigsministeren efter loven tillagte bemyndigelser,
herunder fastlæggelse af sagsområdet og sagernes forberedelse
skulle præciseres.
Om begrundelsen for den i stk. 2 givne mulighed for
indenrigsministeren til at bemyndige nævnet til at henføre visse
sager til formandens afgørelse henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.6.
Til § 22
Da sundhedsvæsenet og tilsynet hermed henhører under
indenrigsministerens forretningsområde, vil ministeren, uanset
nævnets særlige selvstændige status, også skulle have indseende
med nævnets almindelige virksomhed. Dette vil bl.a. kunne ske
gennem nævnets afgivelse af en årlig redegørelse, hvori nævnet i
øvrigt får en naturlig adgang til at redegøre for mere generelle
og principielle sager og spørgsmål.
Til § 23
Som noget nyt på dette klageområde er i § 23, stk. 1, indført en
forældelsesregel for klagernes indbringelse. Fristen, der er sat
til 1 år, er begrundet dels i efterforskningsmæssige forhold, idet
sager, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse,
dels i ressourcemæssige forhold. Efter bestemmelsens formulering,
jfr. stk. 2, er både nævnet og sundhedsstyrelsen berettiget til
selv at tage ældre sager op.
Det bemærkes, at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt,
hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der
klages over. Det bemærkes endvidere, at forældelsesreglen alene
retter sig imod sagernes forelæggelse for klagenævnet og ikke mod
rejsning af eventuelt erstatningskrav mod rette myndighed.
Til § 24 og § 25
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til straffebestemmelserne i §
4, stk. 3 og § 5, stk. 8 i den nugældende lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse.
Til kapitel 5. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Til § 26
Med hensyn til patientklagenævnet vil en vedtagelse af loven i
folketingssamlingen 1985-86 kræve, at flere forhold efterfølgende
skal forberedes, inden nævnet kan bringes i funktion, herunder
udpegelse og beskikkelse af nævnsmedlemmer, fastsættelse af
forretningsorden, udsendelse af information til borgerne m.m.
Loven vil derfor først, jfr. stk. 1, kunne bringes i anvendelse 1.
januar 1987.
For at sikre en så hurtig og smidig overgang til nævnsordningen som
muligt, fremgår det af stk. 2, at også sager, indbragt for
sundhedsstyrelsen før lovens ikrafttræden, er omfattet af
nævnsordningen, såfremt sundhedsstyrelsen ikke har truffet endelig
afgørelse heri før 1. januar 1987. Sager, hvori sundhedsstyrelsen
før 1. januar 1987 har truffet endelig afgørelse kan således efter
bestemmelsen i stk. 2 ikke tages op påny, medmindre der foreligger
væsentlige nye oplysninger. I modsat fald vil nævnet ved dets
oprettelse kunne blive overbelastet med sager afgjort adskillige
år tilbage. Dette findes hverken retligt nødvendigt eller praktisk
hensigtsmæssigt. Klager over forhold fra før 1. januar 1987, som
ikke har været indbragt for sundhedsstyrelsen, er omfattet af
forældelsesreglen i § 23, stk. 1.
Til § 27
Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse er gældende såvel på Grønland
som på Færøerne. Ansættelsesmyndighed for det grønlandske
sundhedspersonale (bortset fra landslægen og landssygeplejersken)
er ministeriet for Grønland, medens ansættelsesmyndigheden på
Færøerne (bortset fra landslægen) er delt mellem det færøske
landsstyre (sygehusvæsenet) og Rigsombudsmanden på Færøerne
(personalet i den primære sundhedstjeneste).
Da det grønlandske sundhedsvæsen udelukkende administreres af
rigsmyndigheden, er loven umiddelbart gældende for Grønland,
medens den for Færøerne helt eller delvis kan sættes i kraft ved
kongelig anordning med hensyntagen til de særlige færøske forhold.
Bilag
Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse(* 1)
§ 1. Centralstyrelsen for landets sundhedsvæsen benævnes
Sundhedsstyrelsen.
Virksomhedsområde
§ 2. Sundhedsstyrelsen fører overtilsynet med sundheds- og sygeplejen
- herunder indbefattet tandlæge-, jordemoder- og apotekervæsenet -
og er øverste rådgiver for det offentlige i alle forhold, der
kræver lægekyndig eller apotekerkyndig indsigt. I denne egenskab
skal styrelsen høres af centraladministrationens forskellige
afdelinger i alle sager, hvis afgørelse af vedkommende ministerium
skønnes at kræve sådan indsigt - budgetsager af denne art derunder
indbefattet. Ligeledes skal sundhedsstyrelsen på begæring af de
nævnte myndigheder afgive betænkninger i sager af den anførte art.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsens virksomhed omfatter, for så vidt angår
sundheds- og sygepleje, også de hæren og flåden vedrørende forhold
og Rigshospitalet samt Grønland.
§ 3. Sundhedsstyrelsen har nøje at følge sundhedsforholdene i landet
og våge over sundhedslovgivningens efterlevelse, at henlede de
pågældende myndigheders opmærksomhed på stedfindende
overtrædelser og mangler samt at modtage de henvendelser, der med
hensyn til sundhedsforholdene rettes til den fra myndigheder eller
organisationer, og, når det findes fornødent, at fremkomme med de
til sundhedsforholdenes forbedring egnede forslag. Fremdeles har
sundhedsstyrelsen, for så vidt foreliggende forhold findes at give
anledning dertil, at foranstalte udbredt - ved skrifter eller
foredrag - vejledninger med hensyn til særlige
sundhedsforanstaltninger eller særlige sygdomsforhold.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fører, for så vidt sundheds- og sygeplejen
angår, efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse det
overordnede tilsyn med alle offentlige anstalter, hvor flere
mennesker - voksne eller børn - holdes samlede, alle statslige og
kommunale helbredsanstalter og forplejningsanstalter og private
anstalter af lignende art, der modtager offentlig støtte, eller på
hvilke patienter indlægges eller behandles for offentlig regning.
Lignende tilsyn udøver sundhedsstyrelsen med alle private
anstalter, hvor erhvervsmæssig pleje finder sted, og endvidere med
private hjem, hvor syge, abnorme eller børn haves til huse på
erhvervsmæssig måde. For så vidt sundhedsstyrelsens tilsyn
vedrører anstalter og hjem, der henhører under socialministeriet,
udfærdiger indenrigsministeren bestemmelser om tilsynet efter
forhandling med socialministeren. Sundhedsstyrelsens leder eller
den, som han dertil bemyndiger, har i tilsynets interesse når som
helst adgang til enhver af de anførte lokaliteter i landet samt
til enhver anden lokalitet, der med hensyn til sin indretning
eller den deri stedfindende virksomhed er undergivet, særlige
sundhedsmæssige forskrifter. Over planer til opførelse eller
væsentlige ombygninger af fornævnte anstalter indhentes
sundhedsstyrelsens erklæring.
Stk. 3. Når forholdene kræver det, kan sundhedsstyrelsen indkalde
embedslæger til møder; ligeledes kan den indbyde repræsentanter
for kommunale råd og for organisationer samt tekniske fagmænd til
deltagelse i møder.
§ 4. Alle læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejere, massører o.lign.
samt de ved apotekervæsenet beskæftigede personer står under
sundhedsstyrelsen, for så vidt angår deres embede, bestillinger,
forretninger og pligter som sådanne. Sundhedsstyrelsen fører
tilsyn med, at de såvel som alle ledere af helbredelsesanstalter,
hvortil ingen særlig læge er knyttet, opfylder de dem som sådanne
ifølge de gældende bestemmelser påhvilende pligter, og foretager
de ved deres mulige pligtovertrædelser foranledigede skridt.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal endvidere påse, at de pågældende
personer afgiver sådanne anmeldelser og indberetninger, som
afkræves dem til fremme af offentlige sundhedspleje, i hvilken
henseende de har at rette sig efter de af sundhedsstyrelsen givne
forskrifter.
Stk. 3. Undladelse af at efterkomme en sådan forpligtelse kan efter
sundhedsstyrelsens begæring straffes med bøde, og forpligtelsens
efterlevelse kan, såfremt ikke andet er bestemt, af
sundhedsstyrelsen fremtvinges ved dagbøder af indtil 50 kr. til
statskassen.
§ 5. Må det antages, at en læge, tandlæge, jordemoder, sygeplejer,
massør el. lign. er farlig for sine medmennesker under udøvelse af
sin kaldsvirksomhed enten på grund af legemlige mangler eller
varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand,
hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, morfin,
kokain og deslige, eller på grund af udvist grov uduelighed,
afgiver sundhedsstyrelsen til indenrigsministeren indstilling om,
at der træffes foranstaltninger til, at kaldsvirksomhedens
udøvelse forbydes vedkommende. Forinden sundhedsstyrelsen afgiver
sin indstilling, skal sagen forelægges retslægerådet. Endvidere
skal der gives vedkommende lejlighed til at erklære sig skriftlig
eller, hvis han ønsker det, at afgive mundtlig forklaring for
sundhedsstyrelsen i et af den anledning afholdt møde, i hvilket
også retslægerådet deltager. Retslægerådet afgiver altid
skriftlig erklæring i sagen. Endvidere skal pågældende opfordres
til - skriftlig eller i det nævnte møde - at erklære, om han
ønsker sagen afgjort ved dom eller underkaster sig
indenrigsministerens afgørelse. Afgives sådan erklæring ikke inden
en frist af 14 dage, vil sagen være at indbringe for domstolene.
Stk. 2. Under den i nærværende paragrafs første stk. om meldte
behandling i sundhedsstyrelsen har den pågældende ret til over for
styrelsen at optræde ved eller i forening med en af ham valgt
tillidsmand, ligesom han og tillidsmanden på hans vegne har ret
til at gøre sig bekendt med samtlige sagens akter således som
disse foreligger for sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. I påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes
at frembyde overhængende fare, kan sundhedsstyrelsen midlertidig
fratage den pågældende retten til at udøve virksomhed.
Sundhedsstyrelsen skal da straks give indberetning til
indenrigsministeren, der stadfæster eller phæver
sundhedsstyrelsens beslutning.
Stk. 4. Skal spørgsmålet om endeligt at fratage en af de pågældende
personer retten til at udøve virksomhed afgøres ved dom,
foranlediger indenrigsministeren retssag anlagt mod pågældende i
den borgerlige retsplejes former. Dersom retten frakendes
pågældende, kan det ved dommen bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning, idet den pågældende dog, såfremt vedkommende
er i fast stilling, ikke som følge af dommen kan afskediges af
denne stilling, forinden endelig domstolsafgørelse foreligger.
Stk. 5. Dersom indenrigsministeren, forinden han tager stilling til,
om retten til at udøve kaldsvirksomhed bør søges frataget den
pågældende, anser det for nødvendigt, at denne underkastes
lægeundersøgelse, eventuelt ved indlæggelse på et sygehus eller et
sindssygehospital, opfordrer han den pågældende til at underkaste
sig sådan undersøgelse. Vægrer den pågældende sig herved,
forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret, ved
hvilken en eventuel retssag vil være at anlægge. Retten afgør
spørgsmålet ved kendelse. Sådan afgørelse kan også af retten
træffes, efter at retssag er anlagt. Såfremt den pågældende
undlader at efterkomme en kendelse, der går ham imod, fratager
indenrigsministeren ham retten til at udøve kaldsvirksomhed, og
hvis retssag er rejst, bortfalder denne. Udgifterne ved
lægeundersøgelsen afholdes af statskassen.
Stk. 6. Indenrigsministeren kan efter ansøgning meddele, en person,
hvem retten til at udøve kaldsvirksomhed er frataget, tilladelse
til på ny at udøve sådan gerning, såfremt de fratagelsen
begrundende omstændigheder ikke længere findes at være til stede.
Indenrigsministerens nægtelse af at tage ansøgningen til følge kan
ikke indbringes for domstolene, før der er forløbet et år efter
den afgørelse, ved hvilken retten endeligt blev pågældende
frataget, eller efter den dom, ved hvilken der nægtedes ham
tilladelse til på ny at udøve kaldsvirksomhed.
Stk. 7. Når en af de ovennævnte personer - midlertidig eller endeligt
- fortaber retten til at udøve kaldsvirksomhed, udsteder
sundhedsstyrelsen offentlig bekendtgørelse derom. Såfremt retten
frakendes ved dom i en offentlig sag, skal anklagemyndigheden give
sundhedsstyrelsen meddelelse derom. Sundhedsstyrelsen kan lade de
heromhandlede domme offentliggøre.
Stk. 8. Såfremt en af de ovennævnte personer, der har mistet retten
til udøvelse af kaldsvirksomhed, vedblivende udøver sådan
virksomhed, straffes han med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.
§ 6. Sundhedsstyrelsen forestår og leder indsammlingen og
bearbejdelsen af det medicinal-statistiske materiale, hvis
resultater offentliggøres ved dens foranstaltning; den fører
fortegnelse over alle til udøvelse af læge- og tandlægepraksis
berettigede personer, ligesom samme forpligtelse kan pålægges den
med hensyn til andre under dens tilsyn stående autoriserede
personer; den udgiver årlig en fortegnelse over disse - samt over
dyrlæger på grundlag af veterinærdirektoratets indberetning -
hvorhos den udgiver samlingen af den civile medicinallovgivning.
Om sundhedsstyrelsens virksomhed gives årlig beretning til
indenrigsministeren. Beretningen offentliggøres.
Organisation og forretningsgang
§ 7. Medicinaldirektøren, der skal være læge, er chef for
sundhedsstyrelsen.
§ 8. Indenrigsministeren beskikker et antal særligt sagkyndige til i
fornødent omfang at bistå sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte særligt sagkyndige udgør under forsæde af
medicinaldirektøren sundhedsstyrelsens sagkyndige råd. Rådet
tiltrædes af 2 af indenrigsministeren for 6 år ad gangen udpegede
repræsentanter for de kommunale råd. Rådet afholder ordinære møder
2 gange årligt samt ekstraordinære møder i det omfang, forholdene
kræver det. På møderne forelægger medicinaldirektøren en oversigt
over sundhedsstyrelsens virksomhed, ligesom spørgsmål af
principiel betydning for landets sundhedsforhold er genstand for
drøftelse.
Stk. 3. Sygehusrådet, statens seruminstitut, statens husholdningsråd,
statens vitaminlaboratorium og praktisk sundhedsmæssige
undersøgelser, statens laboratorium for pesticidundersøgelser,
levnedsmiddelinstitutet, det i § 5 i lov om et
levnedsmiddelinstitut m.m. nævnte råd, samt de i lovgivningen om
apotekervæsenet omhandlede institutioner og nævn yder efter
anmodning sundhedsstyrelsen fornøden bistand.
Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter sagkundskab, som
sundhedsstyrelsen selv, herunder de i stk. 1 nævnte særligt
sagkyndige, eller de i stk. 3 nævnte organer ikke er i besiddelse
af, kan styrelsen tilkalde andre sagkyndige til at deltage i
sagens behandling.
§ 9. Reglerne om sundhedsstyrelsens forretningsgang og organisation,
herunder om de opgaver, der påhviler de særligt sagkyndige,
fastsættes af indenrigsministeren.
Statens seruminstitut
§ 10. Statens seruminstitut, der hører under indenrigsministeriet,
er landets centrallaboratorium, for så vidt angår human
bakteriologi, virologi og serologi m.v.
Stk. 2. Instituttets ledelse varetages af en direktion, bestående af
en faglig direktør og en administrativ direktør.
Stk. 3. Der nedsættes et tilsynsråd for instituttet. Rådet består af
medicinaldirektøren som formand samt 2 medlemmer udpeget af
indenrigsministeren, det ene efter indstilling fra
sundhedsstyrelsen.
Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter regler om direktionens
(direktørernes) og tilsynsrådets virksomhed m.v.
§ 11. Indenrigsministeren fastsætter regler, herunder om betalingen,
for instituttets udlevering af præparater og udførelse af
undersøgelser m.m.
Lovens ikrafttræden
§ 12. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1933. Fra samme
tidspunkt ophæves lov nr. 111 af 30. april 1909.