1985 LSF 75 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TJENESTEMANDSPENSION (OMLÆGNING AF SAMORDNINGSFRADRAGET)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00075@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 292 af 18. juni 1969 om tjenestemandspension, som senest
ændret ved lov nr. 255 af 16. juni 1980, foretages følgende
ændringer:
1. § 28 affattes således:
»§ 28. Ved udbetaling af pension efter denne lov til personer, der er
berettigede til folkepension eller førtidspension efter lov om
social pension, foretages et fradrag i folkepensionen eller
førtidspensionen efter reglerne i §§ 29-30.«
2. I § 29 ændres »§ 3, stk. 2, i lov om folkepension« til: »lov om
social pension«.
3. I § 30 ændres »§ 3, stk. 1, i lov om folkepension, invalidepension
i medfør af § 3 i lov om invalidepension m.v. eller pension efter
lov om pension og hjælp til enker m.fl.« til: »lov om social
pension eller førtidspension efter samme lov«.
4. I § 30, stk. 2. 1. og 2. pkt., ændres »§ 3, stk. 2, i lov om
invalidepension m.v.« til: »§ 13, nr. 1, i lov om social
pension«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1987.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Reglerne om samordningsfradrag i tjenestemandspension har givet
anledning til voksende kritik fra de berørte grupper.
Specielt er det kritiseret, at der er tale om to samordningsfradrag
for en tjenestemandspensionist, hvis ægtefælle modtager social
pension ligesom vedkommende selv.
De gældende regler om samordningsfradrag blev fastlagt sidst i
1960erne forud for indførelsen af fuld folkepension.
Reglerne virkede dengang mere rimeligt end nu. Dels eksisterede endnu
i en række andre sammenhænge en »sambeskatningsfilosofi«,
hvorefter skat såvel som offentlige ydelser blev beregnet på
grundlag af den samlede familieindkomst. Dels var niveauet for en
tjenestemandspension dengang relativt højere i forhold til
folkepensionen, end det nu er tilfældet. Der er i de sidste 15 år
sket en relativt svag stigning i lønningerne for tjenestemænd
sammenlignet med stigningstakten i folkepensionen, og det
afspejler sig kraftigt i en forskydning af relationerne mellem
tjenestemandspensionisterne og andre - også fordi
samordningsfradragene beregnes i forhold til folkepensionens
aktuelle størrelse. Endelig har stigende skattetryk indsnævret
forskellen mellem pensionister med og uden indtægt ved siden af
folkepensionen.
Virkningen af dobbelt samordningsfradrag ved en relativt lav
tjenestemandspension illustreres i socialministeriets besvarelse
af 28. maj 1984 af spørgsmål fra folketingets socialudvalg, der er
optrykt som bilag til nærværende lovforslag. Eksemplerne nr. 2 og
4 illustrerer, at nettoudbyttet af en tjenestemandspension i
ekstreme tilfælde er direkte negativt og ofte er væsentligt under
10 pct. af bruttobeløbet, når der foretages to samordningsfradrag.
Det er på denne baggrund, at socialdemokratiet hermed foreslår
afskaffelse af samordningsfradrag vedrørende en ægtefælles sociale
pension fra og med 1986.
Samtidig foreslås, at det resterende samordningsfradrag fremover
teknisk foretages i den enkelte tjenestemandspensionists
folkepension.
Lovforslaget skal ses som et uomgængeligt led i løsningen af det
påtrængende samspilsproblem i mellem skat og sociale ydelser.
Det bemærkes, at lovforslaget er en uændret genfremsættelse af et i
folketingsåret 1984-1985 fremsat lovforslag, jfr.
Folketingstidende 1984-85, tillæg A sp. 3703 og forhandlingerne
sp. 8965 og 10394.
Provenumæssige konsekvenser
I betænkning nr. 1028 skønnes, at det samlede samordningsfradrag
vedrørende ægtefæller, der modtager sociale pensioner, udgør 420
mill. kr.
Ved bortfald af disse samordningsfradrag øges skatteindtægterne i de
offentlige kasser med ca. 200 mill. kr., og der sker en
begrænsning i adgangen til en række indkomstbestemte ydelser,
sommåske samlet kan opgøres til en besparelse på mindst 100 mill.
kr. Nettobelastningen af de offentlige finanser anses derfor at
være i størrelsesordenen 100 mill. kr.
Bemærkninger til de enkelte paragraffer
Til § 1, nr. 1
I tjenestemandspensionslovens § 28 hedder det: »Ved udbetaling af
pension efter denne lov til personer, der er berettiget til
pension i henhold til lov om folkepension eller lov om
invalidepension m.v., eller hvis ægtefælle har en sådan ret, eller
som er berettiget til pension efter lov om pension og hjælp til
enker m.fl., foretages fradrag efter reglerne i §§ 29-30.«
Lovforslaget indebærer, at der ikke længere skal ske
samordningsfradrag, hvis ægtefællen har ret til en social pension.
Samordningsfradraget skal endvidere i fremtiden ske i den sociale
pension og ikke i tjenestemandspensionen.
Desuden indebærer den nye formulering af stk. 1, at der fremover skal
ske samordningsfradrag i den enkelte tjenestemandspensionists
sociale pension uanset tjenestemandspensionistens ægteskabelige
stilling.
Tjenestemandslovens § 28, stk. 2, siger:
»For samlevende ægtefæller, der begge oppebærer tjenestemandspension,
foretages fradrag kun i den tjenestemandspension, der er størst.«
Lovforslaget indebærer, at § 28, stk. 2, udgår.
Det bemærkes, at socialdemokratiet naturligvis i udvalgsarbejdet
medvirker til nødvendige tekniske korrektioner, der fastholder
forslagets hovedsigte.
Til § 1, nr. 2-4
De foreslåede bestemmelser er konsekvenser af, at lov om social
pension har erstattet lov om folkepension og lov om
invalidepension.
Bilag
Spørgsmål nr. 56 og 57 fra socialudvalget til socialministeren og
dennes besvarelse af 28. maj 1984 heraf
Spørgsmål nr. 56:
En tjenestemand på tjenestemandspension får trukket
samordningsfradraget ifølge gældende regler, nå han/hun modtager
folkepension.
Er der noget i vejen for, at en sådan tjenestemand kan lade være med
at søge folkepension og dermed slippe for samordningsfradraget?
Svar:
Finansministeriet, lønnings- og pensionsdepartementet, har oplyst
følgende:
Efter bestemmelserne i tjenestemandspensionslovens kapitel 9 om
samordning med pensioner efter den sociale pensionslovgivning skal
der foretages samordningsfradrag ved udbetaling af
tjenestemandspension til personer, der er berettigede til folke-
eller invalidepension m.v., eller hvis ægtefælle har sådan ret.
Ifølge lovens § 29, der fastlægger rammerne for beregning af
samordningsfradrag, når tjenestemandspension kombineres med
folkepension med fuldt grundbeløb, gælder, at der foretages
samordningsfradrag for personer, der opfylder betingelserne for at
oppebære folkepensionens grundbeløb uden hensyn til de økonomiske
forhold.
Det følger heraf, at samordningsfradrag efter denne bestemmelse skal
foretages, når tjenestemandspensionisten og/eller ægtefællen efter
det fyldte 67. år opfylder betingelserne for at modtage
folkepension med fuldt grundbeløb, og uanset om begæring om
folkepension ikke måtte være indgivet.
Jeg skal i denne forbindelse bemærke, at det udvalg, som regeringen
er ved at nedsætte om forskellige pensionistspørgsmål, bl.a. skal
vurdere de gældende samordningsregler. Det rejste spørgsmål vil
indgå i udvalgets overvejelser om forslag til ændlinger på
området.
Spørgsmål 57:
Kan ministeren belyse forskellen i værdien af de ydelser, en
folkepensionist uden egne indtægter eller formue modtager i
pension plus samtlige frynsegoder (hjemmehjælp, hjælp til husleje,
varme, TV-licens osv.), og det, der tilkommer en
tjenestemandspensionist på laveste sats minus skat og minus
samordningfradrag plus folkepension?
Der ønskes et par eksempler herpå.
Svar:
Udmålingen af offentlige ydelser til pensionister er for en dels
vedkommende ikke kun afhængig af indkomst- og formueforhold, men
afhænger desuden af størrelsen af de udgifter, ydelse er tiltænkt
delvis at dække. Dette gælder f.eks. for boligydelse, varmehjælp,
hjemmehjælp og medicinhjælp. Størrelsen af ydelserne efter disse
ordninger afhænger således ikke kun af pensionistens indkomst og
formue, men også af pensionistens husleje, varmeforbrug,
hjemmehjælpsbehov og medicinforbrug. Såfremt værdien af ydelserne
skal eksemplificeres ved alternative udgiftsstørrelser på alle de
nævnte områder, vil antallet af eksempler blive meget stort. Det
er derfor valgt kun at variere husleje og varmeudgift.
Forskellen i værdien af de ydelser, der tilkommer en folkepensionist
uden indtægter og en tjenestemandspensionist på laveste sats
belyses nedenfor ved 4 eksempler:
1. Enlig folkepensionist med og uden tjenestemanspension
sammenlignes.
2. Folkepensionistægtepar med og uden tjenestemandspension
sammenlignes:
a) med 1 tjenestemandspension,
b) med 2 tjenestemandspensioner.
3. Pensionistægtepar, hvor manden er førtids- og
tjenestemandspensionist.
Der forudsættes følgende om pensionistfamilierne:
- Hver familie modtager 6 timers ugentlig hjemmehjælp.
- Hver familie har farve-TV.
- Hver familie har efter sygesikringstilskud et forbrug af medcin på
25 kr. om måneden.
- Den enlige pensionist bor i en 2-værelses lejlighed.
- Pensionistægteparret bor i en 3-værelses lejlighed.
- Ingen af familierne har formue.
- Bortset fra tjenestemandspensionen har ingen af familierne
indtægter ud over pensionen.
Der forudsættes følgende om indkomst- og udmålingsforhold i 1984:
- Indkomstgrundlaget for udmåling af de sociale ydelser er aktuel
indkomst lig med skattepligtig indkomst.
- Tjenestemandspensionen er laveste sats med fuld optjeningstid
92.000 kr.
- Pensionisterne bor i en kommune med landsgennemsnitlig
skatteprocent på 47,95 på 1. skalatrin. Kommunen følger
socialministeriets vejlendende retningslinjer ved udmåling af
varme- og medicinhjælp.
For den enlige pensionist er der valgt alternative årlige huslejer på
12.000 kr. og 24.000 kr. og alternative årlige varmeudgifter på
6.000 kr. og 9.000 kr.
For pensionistægteparret er der valgt huslejer på 12.000 kr., 24.000
kr. og 36.000 kr. og samme varmeudgifter som for den enlige.