1985 LSF 80 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00080@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts
1985, foretages følgende ændringer:
1. § 41, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Godkendelser, tilladelser og beslutninger, som er nævnt i §§
18, 21, stk. 4, og 35-38, og som meddeles efter 1. juni 1986, har
ikke gyldighed ud over en periode på 5 år.«
2. I §41 indsættes som nye stykker:
»Stk. 5. Godkendelser og tilladelser vedrørende de i §§ 18, 21, stk.
4, og 35-38 nævnte forhold, der i henhold til anden lovgivning er
meddelt inden 1. april 1974, bortfalder 1. januar 1988.
Stk. 6. Godkendelser, tilladelser og beslutninger som nævnt i §§ 18,
21, stk. 4, og 35-38, og som er meddelt addressaten i perioden 1.
april 1974-31. maj 1986, er underlagt bestemmelserne i stk. 7.
Stk. 7. Den godkendende myndighed kan for så vidt angår afgørelser
omfattet af stk. 4 og stk. 6 ændre vilkårene i godkendelsen,
tilladelsen eller beslutningen, såfremt det viser sig, at
forudsætningerne for afgørelsen er væsentligt ændrede som følge af
udvikling af nye rensningsformer, mindre forurenende
produktionsmetoder eller som følge af, at recipienten på grund af
forurening ikke kan opfylde de fastsatte kvalitetskrav.«
3. I § 83, affattes stk. 5 således:
»Stk. 5. Udbyttet af en handling, der straffes i medfør af stk. 1-3,
konfiskeres, medmindre ganske særlige forhold tilsiger andet.
Straffelovens § 75, stk. 1, 2. pkt., § 76, stk. 1 og stk. 3-5, og
§ 77, stk. 1 og 3, finder tilsvarende anvendelse på konfiskation
efter denne bestemmelse.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 1986, dog således at den under § 1,
nr. 3, foreslåede ændring træder i kraft ved bekendtgørelsen i
Lovtidende.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
a) Godkendelse m.v.
Miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 4, indeholder en bestemmelse om,
at godkendelser kan tidsbegrænses. Bestemmelsen, der hidrører fra
lovens oprindelige formulering, synes ikke at have vundet nogen
større udbredelse. Dette forhold indebærer, at en gang givne
godkendelser fremtræder som værn omkring
miljøbeskyttelsesforanstaltninger, der efter nogle år både kan
anses for forældede og utilstrækkelige henset til den teknologiske
udvikling og til ny viden om recipienttilstanden og dennes evne
til at modtage forureningen. Kun såfremt de miljømæssige forhold
ændrer sig, anses det for muligt at ændre på allerede givne
tilladelser og godkendelser. Problemet har været gjort til
genstand for overvejelser i miljøstyrelsens betænkning nr. 1 1985
om miljøtilsyn, hvor det på s. 54 ff. anføres:
»Tilsynsmyndigheden har allerede i dag ret til at ændre
uhensigtsmæssige tilsynsvilkår. Og den kan med henblik på at
udarbejde de bedst mulige tilsynsvilkår med hjemmel i § 52 i
miljøbeskyttelsesloven forlange alle oplysninger, som har
betydning for vurderingen af forureningen fra virksomheder, som
kan give anledning til forurening. Lovens § 44, stk. 4, beskytter
(med visse modifikationer) kun den godkendte virksomhed mod at få
pålagt krav om yderligere begrænsning af den tilladte udledning.
For at lette de kommende års tilsynsarbejde og tilpasningen af
tilsynsvilkårene vil det dog være hensigtsmæssigt at indføje en
udtrykkelig bestemmelse i kap. 7 om beføjelse til at revidere
tilsynsvilkårene. Udvalget foreslår, at loven tydeliggøres på
denne måde.
Det kan ikke udelukkes, at revisionen af tilsynsvilkår vil føre til,
at visse virksomheder får øgede udgifter til egenkontrol. Beløbene
vil imidlertid næppe være store, og fordelene vil være betydelige,
idet virksomhederne på denne måde får et bedre kendskab til
forureningen og et løbende samarbejde med tilsynsmyndigheden.«
Videre er forholdet trukket frem i miljøstyrelsens handlingsplan
1985-1999 (redegørelse nr. 1 1985) hvor det på s. 52 bl.a. hedder:
»Den nuværende miljøbeskyttelseslov åbner kun adgang til at revurdere
givne tilladelser, hvis de miljømæssige forhold i forbindelse med
tilladelsen ændrer sig.
Den teknologiske udvikling går imidlertid så hurtigt, at der kan være
behov for at justere ældre tilladelser, såfremt ny teknologi giver
tekniske muligheder herfor.
Ved at åbne adgang til at revurdere ældre tilladelser i lyset af
»teknikkens stade« vil miljøstyrelsen skaffe sig et nyt værktøj
til at følge den strategi, der er argumenteret for i kap. 4, og
hvis tyngdepunkt er størst mulig emissionsbegrænsning.
Det kan f.eks. ske ved at give tidsbegrænsede miljøgodkendelser. En
sådan adgang forudsætter en øget viden i styrelsen om den
teknologiske udvikling inden for især industrien. Revurdering af
ældre tilladelser og godkendelser i takt med den teknologiske
udvikling vil i øvrigt være i tråd med en øget indsats for at
fremme anvendelsen af mindre forurenende teknologi gennem bl.a.
støtteordninger.'
b) Konfiskation
I 1964 afgav straffelovrådet en betænkning om konfiskation
(betænkning nr. 355/1964). Betænkningen dannede senere grundlag
dels for ændringer i straffelovens bestemmelser om konfiskation og
dels for afskaffelsen af en lang række bestemmelser i
særlovgivningen om obligatorisk konfiskation.
Forud for straffelovrådets arbejde med emnet havde justitsministeriet
anmodet rådet om at tage spørgsmålet under overvejelse ved
skrivelse af 24. august 1961. Det fremgik heraf, at ministeriet
fandt det ønskeligt, at der skulle tilvejebringes en nordisk
retsenhed i lovgivningen om konfiskation, og det oplystes, at
spørgsmålet var forelagt den nordiske strafferetskomite til
behandling.
Den nordiske strafferetskomite, der afgav betænkning den 20. maj
1963, var af den opfattelse, at man selv på områder, hvor
konfiskation bør være den regelmæssige følge af overtrædelser, bør
undgå obligatorisk konfiskation. Herefter fortsætter
betænkningen:
»Men der kan på den anden side ikke bortses fra, at der kan være
spørgsmål om på sådanne områder at overveje særlige formuleringer,
f.eks. at konfiskation »skal ske, medmindre den i det enkelte
tilfælde ville være ubillig«.'
Staffelovrådet tilsluttede sig den nordiske strafferetskomites
hovedsynspunkt, idet rådet i betænkningen s. 16 anførte:
»Flere af særlovgivningens konfiskationsregler er obligatoriske,
således at domstolene tvinges til at konfiskere under de i
bestemmelsen angivne betingelser. Bestemmelser af denne art
betegner en fravigelse af de i straffelovgivningen i øvrigt fulgte
principper, hvorefter der tilkommer domstolene en betydelig frihed
med hensyn til valg af strafferetlig reaktion, og er reelt
uheldige, for så vidt som der på ethvert område på forhånd må
påregnes at kunne forekomme tilfælde, hvor konfiskation er
upåkrævet eller endog urimelig, jfr. herved den nordiske
strafferetskomites betænkning, nedenfor s. 94.«
Dette synspunkt fremtræder som konklusion dels på en gennemgang af en
række principielle synspunkter vedrørende konfiskation og dels på
en kritik af de gældende konfiskationsbestemmelser, hvor navnlig
særlovgivningen kritiseres for at være utilfredsstillende, idet
den i sit indhold ikke synes at bygge på hverken nogen principiel
stillingtagen til konfiskation som kriminalretlig retsfølge eller
på nogen særlig indgående overvejelse af det praktiske behov for
konfiskation på vedkommende specialområde.
Argumentationen bygger således tilsyneladende på ønsket om at give
domstolene en større frihed til at fastlægge den strafferetlige
reaktion, om end rådet erkender, at udbyttekonfiskation
(betænkningen s. 13) »må påregnes at have en præventiv betydning
gennem dens markering af, at det »ikke kan betale sig at begå
forbrydelser«. Den virker desuden som en imødekommelse af en
almindelig retsopfattelse, hvorefter det ville være anstødeligt,
om en lovovertræder efter straffesagens afslutning kunne beholde
det ved lovovertrædelsen indvundne udbytte.'
Forud herfor har rådet fastslået (betænkningen s. 13), at af
»væsentlig betydning for en bedømmelse af konfiskationens
hensigtsmæssighed som strafferetlig reaktion er, om konfiskationen
opfylder kriminalpolitisk relevante formål, der ikke eller ikke på
en lige så hensigtsmæssig måde kan forfølges gennem straf.« Et
synspunkt, der synes at svare til det ovenfor angivne fra den
nordiske strafferetskomites betænkning.
Spørgsmålet har senere været berørt i betænkning nr. 981/1963 om
håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen (s. 145 f), der dels
konstaterer, at konfiskation kun sjældent finder anvendelse på
miljøbeskyttelsesområdet, dels finder dette vanskeligt at
forklare. Udvalget er dog tilbøjelig til at søge forklaringen i
manglende tradition for anvendelsen af konfiskationsbestemmelserne
og at overtrædelserne af miljøbeskyttelseslovgivningen ikke i
domspraksis synes særlig strafværdige. Udvalget har dog ikke
fundet anledning til at stille forslag om ændringer i de gældende
regler.
I forbindelse med behandlingen af forslag til lov om ændring af
forskellige miljø- og planlægningslove. (Håndhævelse), se
Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 943,
1741, 6159 og 6327 samt tillæg A sp. 1537, tillæg B sp. 511 og
tillæg C sp. 345, søgte socialistisk folkeparti at indføre en
regel i miljøbeskyttelsesloven om obligatorisk konfiskation.
Forslaget blev dog opgivet under udvalgsarbejdet til fordel for et
forslag, der i selve lovteksten fremhævede straffelovens
konfiskationsbestemmelser. Bestemmelsen findes i den gældende
miljøbeskyttelseslovs § 83, stk. 5.
Siden behandlingen af det nævnte lovforslag har folketinget en gang
siden haft lejlighed til at behandle problemet vedrørende
obligatorisk konfiskation. Det drejede sig om et forslag til lov
om ændring af borgerlig straffelov af Hans Hækkerup (S) m.fl., se
Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 4569, 6172, 9853 og
10094 samt tillæg A sp. 2335, tillæg B sp. 1337 og 1359 samt
tillæg C sp. 417. Under 1. behandling drøftedes spørgsmålet om
obligatorisk konfiskation af udbyttet ved ulovlig våbentransport
og -handel særdeles indgående. Et forslag herom blev indføjet i
lovforslaget ved 2. behandling og vedtoges med stemmerne fra S,
SF, RV og VS. Også behandlingen af ændringsforslaget gav anledning
til en grundig debat om de principielle spørgsmål vedrørende
obligatorisk konfiskation.
Af retspraksis efter miljøbeskyttelsesloven synes at fremgå, at
domstolene kun sjældent statuerer konfiskation som retsfølge,
medens det derimod oftere forekommer, at bødeniveauet begrundes
med den indvundne besparelse eller lignende konfiskatoriske
synspunkter. Derved bringer praksis sig i overensstemmelse med
rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1979 af 9. oktober 1979, hvor
anklagemyndigheden netop henvises til i forbindelse med
bødepåstanden at inddrage spørgsmålet om tilsigtet
gevinst/besparelse. Om retspraksis i øvrigt henvises til
miljøstyrelsens redegørelse af 18. marts 1983 om større
miljøstraffesager 1979-1982 (optrykt som bilag) samt til
miljøministerens svar på miljø- og planlægningsudvalgets
spørgsmål nr. 435 (folketingsåret 1984-85) omdelt på alm. del
bilag 7 (folketingsåret 1985-86).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ændringerne indebærer, at godkendelse m.v. af særligt forurenende
virksomheder tidsbegrænses til en periode, der højst kan udgøre 5
år. Efter regler, der nærmere fastsættes af miljøministeren, skal
virksomheden inden udløbet af godkendelsesperioden indgive fornyet
ansøgning om godkendelse til den godkendende myndighed. I den
gældende formulering af § 41, stk. 4, kan tidsbegerænsning af en
godkendelse finde sted i visse situationer. Forslagsstillerne
finder imidlertid bl.a. med henvisning til den teknologiske
udvikling vedrørende forureningsbegrænsende indretninger, at det
er påkrævet med en generel tidsbegrænsning af miljøgodkendelser
m.v. i henhold til kapitel 5, således at disse tilladelser ikke
teknisk set forældes.
Til nr. 2
ad stk. 5.
En lang række udledninger finder endnu sted enten helt uden
tilladelser eller efter tilladelser, der er givet af
landvæsenskommissionerne før lovens ikrafttræden. Disse
tilladelser tages op til fornyet behandling i lyset af den
stedfundne udvikling i rensningsteknik og i myndighedernes viden
om recipientforholdene, herunder recipientkvalitetsplanlægningen.
ad stk. 6 og 7
Der bør efter forslagsstillerens opfattelse endvidere for den
godkendende myndighed inden for den periode, godkendelsen løber,
være mulighed for at ændre på vilkårene.
Synspunktet er ligeledes her den teknologiske udvikling med hensyn
til mindre forurenende produktionsmetoder og mere effektive
rensningsforanstaltninger.
Ændring af vilkårene bør endvidere kunne finde sted, hvis recipienten
belastes væsentligt stærkere af virksomhedens forurening end
forudsat, også selv om virksomheden fuldt ud overholder de
oprindelige vilkår.
Til nr. 3
Forslagsstillerne finder, at den herskende opfattelse af det
principielt betænkelige ved anvendelse af obligatorisk
konfiskation inden for miljølovgivningen næppe i dag kan anses for
velbegrundet. Da særlovgivningens obligatoriske
konfiskationsbestemmelser afskaffedes i 1965, fandtes knap nok
bestemmelser, der tog sigte på at kriminalisere den type
lovovertrædelser, ligesom dadelværdigheden af sådanne
lovovertrædelser ej heller længe fremtrådte hverken i lovgivernes
opfattelse eller i de retshåndhævende myndigheders indsats.
Situationen forekommer betydeligt ændret i dag, hvor debatten om
håndhævelse af miljø- og byggelovgivningen m.m. har skabt
betydelige forventninger om en mere konsekvent indsats fra
tilsynsmyndigheder, anklagemyndighed og domstole. Dette gav sig
bl.a. udslag i ændringerne i miljøbeskyttelsesloven m.fl. love i
1984. Overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven er samtidig hyppigt
knyttet til forhold af økonomisk natur, herunder navnlig udgifter
til iværksættelse af påkrævede miljøforanstaltninger. Som allerede
anført ovenfor påpegede straffelovrådet i sin betænkning fra 1964
konfiskationens præventive betydning gennem dens markering af, at
det ikke kan betale sig at begå forbrydelser. Dette synspunkt må
på miljøbeskyttelsesområdet gøre sig markant gældende som en
aktuel betragtning set i lyset af kravet om en stramning i
retshåndhævelsen. Dertil kommer, at de svage tendenser i
retspraksis til sammenblanding af egentlig straf og konfiskation
forekommer uheldige og medvirker til at skabe uklarhed om
retsafgørelsernes præventive værdi. Særlig er det væsentligt, at
konfiskation under hensyn til det meget lave bødeniveau opfylder
et kriminalpolitisk relevant formål, der tilsyneladende ikke kan
opnås gennem almindelig strafansættelse. Hertil kommer, at således
som forslaget er udformet, er indførelse af obligatorisk
konfiskation ubetænkelig, fordi konfiskation kan undlades, hvis
ganske særlige forhold taler imod, og fordi vanskeligheder ved
opgørelsen af det indvundne udbytte af retten kan opgøres
skønsmæssigt. Dette medfører i realiteten kun, at retten i sine
overvejelser skal inddrage konfiskationssynspunktet som yderligere
retsfølge ud over den udmålte (bøde)straf.
Bilag
Miljøministeriet
Departementet
København, den 21. marts 1983
Udvalget om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen
Vedlagt følger til udvalgets orientering et notat om større
miljøstraffesager 1979-1982, udarbejdet af miljøministeriet.
Notatet er særlig baseret på en gennemgang af dommene og samtaler
med anklagere, der har mødt i sagerne. Notatet har været forelagt
de adspurgte anklagere med henblik på korrektion af eventuelle
fejl i fremstillingen.
P. M. V.
E. B.
Mogens Moe
Miljøministeriet
kontor/mm/lw-10
J.nr. D 2102-169
18. marts 1983
Notat om større miljøstraffesager 1979-1982
1. Indledning
I de senere år har en række domme i større miljøstraffesager givet
anledning til betydelig offentlig debat. I en del tilfælde har
politikere og andre givet udtryk for den opfattelse, at domstolene
tager for lempeligt på overtrædelser af miljølovgivningen.
Baggrunden har ofte været, at de idømte bøder har ligget langt
under det, som anklagemyndigheden og miljømyndighederne har
ønsket.
Med henblik på at få et grundlag for miljøministeriets videre
overvejelser er der foretaget en nærmere analyse af de større
miljøstraffesager fra de senere år. Materialet er afgrænset
således, at der alene er medtaget sager, hvor anklagemyndigheden
har påstået - eller på anden måde lagt op til - bøder på over
10.000 kr. Ved denne afgrænsning er de sager kommet med, som har
præget den offentlige debat. Men der er meget få sager af denne
art. Materialet omfatter 13 sager fra en periode på knap 4 år. 7
af sagerne har dog været behandlet både ved byret og landsret. Men
ingen af dem er nået frem til højesteret.
Afgrænsningen betyder, at det store antal miljøstraffesager - særlig
sagerne om landbrugs forurening af vandløb - falder udenfor. Disse
er imidlertid behandlet ret indgående andre steder.
Med miljøstraffesager menes i denne sammenhæng sager om overtrædelse
af miljøbeskyttelsesloven, tilknyttede speciallove (bl.a. om olie-
og kemikalieaffald) og regler udstedt efter disse love. I praksis
drejer de allerfleste af sagerne sig om forurening fra industri og
anden særlig forurenende virksomhed (dvs. virksomheder omfattet af
miljøbeskyttelseslovens kap. 5).
Udgangspunktet har været dommene, idet miljøstyrelsen i princippet
får tilsendt kopi af alle domme i miljøstraffesager. Det har dog i
enkelte tilfælde været nødvendigt at supplere op. Materialet er
formentlig nogenlunde fuldstændigt. Men det kan ikke udelukkes, at
der kan findes enkelte upåankede byretsdomme, som er afsagt i
stilhed, og hvor der er ønsket en bøde på mere end 10.000 kr.
Dette skulle imidlertid ikke betyde noget, da materialet ikke skal
behandles statistisk. Analysen i det følgende er baseret på en
nærmere gennemgang af dommene, suppleret med oplysninger fra
miljøstyrelsens sager og en samtale med den, der har været
anklager i sagen.
Det skal bemærkes, at politianmeldelser i 11 af de 13 tilfælde er
kommet fra kommune eller amt. I 1 tilfælde har miljøstyrelsen
været anmelder (sagen om Superfos, VLD 18.4.79). I 1 tilfælde
udspringer sagen af en privat anmeldelse (Grindsted Products,
Grenå Ret 4.10.82).
Undersøgelsen går ikke længere tilbage end 1979, fordi miljøstyrelsen
tidligere har udarbejdet en redegørelse, der dækker årene 1974-78.
Der findes næppe domme fra perioden 1974-78, som har væsentlig
betydning for den analyse, som skal gennemføres her.
I 1979 blev der etableret et snævrere samarbejde mellem
anklagemyndigheden og miljømyndighederne. Det fandt udtryk i en
meddelelse fra rigsadvokaten af 9. oktober 1979 om behandling af
sager om overtrædelse af bl.a. miljøbeskyttelsesloven og i en
cirkulæreskrivelse af 5. december 1979 vedrørende overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven. Gennemgangen af sagsforløbene vil bidrage
til at kaste lys over, hvordan dette samarbejde har fungeret.
3. Analyse af dommene
Analysen af dommene har til formål af belyse, hvilke faktorer der har
bestemt sanktionen. Analysen er først og fremmest baseret på
præmisserne, men i visse tilfælde indicerer referater af
vidneforklaringer eller beskrivelser af begivenhedsforløb
yderligere momenter, som er indgået i strafudmålingen. Det er
generelt karakteristisk for disse domme, at præmisserne er mere
udførlige end normalt, og at afgørelserne begrundes meget konkret.
3.1. Den økonomiske fordel
I rigsadvokatens meddelelse af 9. oktober 1979 hedder det: »Har
overtrædelsen indbragt eller tilsigtet en gevinst, eventuelt i
form af en besparelse, bør bøden fastsættes med hensyntagen til
den økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet«. Det
gennemgåede materiale indeholder adskillige eksempler på
domstolenes synspunkter vedrørende en økonomisk fordel hos
overtræderen.
I sagen om Nordisk Tekstiltryk lagde anklagemyndigheden stor vægt på
fortjenestesynspunktet. Anklagemyndigheden beregnede
virksomhedens fortjeneste ved at etablere et rensningsanlæg 5
måneder for sent til at være 34.871 kr. og påstod den derfor idømt
en bøde på ikke under 35.000 kr. samt konfiskation af 34.871 kr.
Forsvaret gjorde ved underretten gældende, at forsinkelsen havde
medført en række forøgede udgifter, som i det væsentlige opvejede
en eventuel besparelse. Byretten (Århus byrets dom af 23.11.79)
fastsatte bøden til 5.000 kr. og anførte i præmisserne, at det
ikke findes godtgjort, at man har tilstræbt at opnå fortjeneste
eller besparelse ved at trække tiden ud, eller at der faktisk er
opnået en besparelse eller fortjeneste af nogen betydning.
Landsretten (VLD 3.9.80) refererede i sin dom, at virksomhedens
direktør havde forklaret, at besparelserne ved først at sætte
anlægget i gang som sket efter virksomhedens interne beregninger i
det højeste udgjorde 9.-10.000 kr. Landsretten idømte en bøde på
10.000 kr., idet den dog i præmisserne lagde vægt på
virksomhedens gode vilje og den beskedne fristoverskridelse.
I sagen om Nordland Specialfoder forklarede tiltalte, at nettoavancen
for produktionen på et ikke godkendt anlæg havde udgjort 60.000
kr. Anklageren påstod idømmelse af en klækkelig bøde. Byretten
(Kriminalretten i Hjørring 9.6.81) satte bøden til 60.000 kr. og
udtalte: »Retten har ved fastsættelsen af bødens størrelse taget
hensyn til, at der ved den ulovlige virksomhed er opnået en
fortjeneste på 60.000 kr., og at bøden ikke bør fastsættes til et
mindre beløb, for ikke at bøder eller udsigten hertil
indkalkuleres i virksomhedens driftsomkostninger.« Ved landsretten
blev sagen imidlertid afgjort med vedtagelse af en bøde på 5.000
kr. Årsagen til det dramatisk ændrede resultat var - efter det,
der er oplyst af anklageren ved landsretten - at tiltalte nu
fremlagde en erklæring fra sin revisor, der viste, at han ikke
havde tjent noget ved lovovertrædelsen. Anklageren ved underretten
har i øvrigt oplyst, at bøden ved denne instans langt oversteg
det, som anklagemyndigheden havde forventet.
I sagen om IBKA har fortjenestesynspunktet også spillet ind. Det
fremgår af østre landsrets dom af 25.6.82, at anklagemyndigheden
opgjorde tiltaltes fortjeneste til ca. 80.000 kr., og at tiltalte
ikke bestred dette. Forsvaret synes at have koncentreret sig om at
undgå, at tiltalte blev dømt for bedrageri. Østre landsret udmålte
- uden nærmere bemærkninger - bøden til 80.000 kr. Underetten
havde sat bøden til 50.000 kr.
I sagerne om lossepladsen i Hedehusene har fortjenstesynspunktet også
spillet en stor rolle. Det har dog næppe påvirket bødeudmålingen,
men det har givet sig udtryk i konfiskation, jfr. nedenfor.
I sagen om minkfarmen i Hvam (Holstebro Rets dom af 17.6.81) havde
miljøstyrelsen foretaget indgående bregninger af den
merindtjening, som havde været forbundet med den uden godkendelse
foretagne udvidelse. Anklagemyndigheden påstod på dette grundlag
idømmelse af en bøde på 15.-20.000 kr. Tiltalte fremlagde en
gennem sin brancheorganisation indhentet beregning, der udvise et
særdeles beskedent driftsresultat af den foretagne udvidelse.
Retten fastsatte bøden til 4.000 kr. og bemærkede, at den ikke
fandt nogen af de foreliggende driftsøkonomiske beregninger
anvendelige. - Heri ligger - efter det, der er oplyst af
anklageren - at forudsætningerne for miljøstyrelsens beregninger
havde vist sig diskutable; men på den anden side forekom det
usandsynligt, at tiltalte virkelig skulle foretage investeringen,
hvis den ikke gav bedre resultat end beregnet af
brancheorganisationen.
I sagen om Metropak (Tåstrup rets dom af 3.11.81) var en
forureningsbegrænsende foranstaltning, der krævede en investering
på 800.000 kr., sat i værk for sent. Anklagemyndigheden påstod
idømmelse af en bøde på 50.000 kr.; dette beløb synes dog ikke at
være sat umiddelbart i forhold til rentebesparelserne.
Virksomheden anførte, at den ikke havde tjent noget på at
oversidde påbuddet, idet finansieringsmulighederne var blevet
dårligere. Retten fastsatte bøden til 25.000 kr. og anførte bl.a.,
at virksomheden ikke havde haft nogen iøjnefaldende økonomisk
fordel ved at oversidde påbuddet.
I sagen om Grindsted Products (Grenå rets dom af 4.10.82) var de
gener, der gav anlednig til sagen, afhjulpet ved en investering på
629.000 kr. Denne havde tjent sig ind igen på 1/2 år. Retten
bemærkede i præmisserne til bødeudmålingen, at den ikke havde
fundet anledning til at tage hensyn til oplysningerne om økonomien
i virksomhedens afhjælpningsforanstaltninger.
Sammenfattende kan siges, at den økonomiske fordel har afgørende
indflydelse på bødeudmålingen, når anklagemyndighed og tiltalte
er enige om opgørelsen. Er enigheden til stede er retten
tilbøjelig til at idømme en bøde svarende til den økonomiske
fordel.
Men er der uenighed, er tvivlen i det foreliggende materiale i det
væsentlige kommet tiltalte til gode. Eller sagt på en anden måde:
i disse sager er det en taknemmelig opgave at være forsvarer. Et
regnskab for en større virksomhed kan jo stilles op på mange
måder. Og det gælder i endnu højere grad for en delaktivitet.
Det er temmelig tydeligt, at fortjenestesynspunktet er så
dominerende, at betalingsevnen næppe inddrages ved bødeudmålingen.
Det synes ikke at gøre større forskel, om tiltalte er en
almindelig pelsdyravler eller en af landets største virksomheder.
Et af elementerne i offentlighedens bemærkninger til dommene har
imidlertid netop været forholdet mellem bøderne og de store
virksomheders betalingsevne.
Konfiskation er sket i sagerne om lossepladsen i Hedehusene. I den
første sag opgjorde anklagemyndigheden fortjenesten skønsmæssigt
til 30.000 kr., mens dommen skønsmæssigt konfiskerer 15.000 kr.
I den anden sag lagde anklagemyndigheden ud med en
konfiskationspåstand på 1,5 mill. kr., baseret på oplysninger om
prisen for et læs affald og et skøn over antallet af modtagne læs.
Da tiltalte herefter fremlagde revisorerklæring om, at
nettofortjenesten var 550.000 kr., lagde anklagemyndigheden dette
til grund i det videre forløb. Men ved byretten blev tiltalte
frifundet for den væsentligste del af tiltalen. Denne angik
overtrædelse af et påbud om gennemførelse af en række
foranstaltninger, før driften af lossepladsen blev fortsat.
Domfældelsen omfattede kun nogle mindre væsentlige punkter
(manglende indsendelse af retableringsplan, for stejle skrænter og
delvis manglende hegn). Byretsdommen fandt, at der burde ske
konfiskation af udbyttet af den strafbare handling, dvs. driften
af lossepladsen uden opfyldelse af alle påbudets punkter; dette
sattes skønsmæssigt til 15.000 kr. Ved landsretten blev sagen
behandlet som udmålingsanke, således at det lagdes til grund, at
tiltalte kun havde undladt at efterkomme påbudet i det omfang, som
byretsdommen antog. Landsretten afgjorde sagen således: »Som sagen
foreligger for landsretten, findes der uanset grovheden i den
gentagne overtrædelse ikke tilstrækkelig anledning til forhøjelse
af den idømte bøde, hvorimod der efter oplysningerne om tiltaltes
indtægt ved driften af lossepladsen i den omhandlede periode
findes at burde ske konfiskation af et beløb, der skønsmæssigt
fastsættes til 50.000 kr.«
3.2. Overtrædelsens karakter
Overtrædelserne kan efter deres karakter inddeles på mange
forskellige måder. En inddeling, der navnlig baseres på
præmisserne for bødeudmålingen, synes at kunne se således ud:
1) Formelle overtrædelser
2) Sager, hvor forholdene er bragt i orden
3) Sager, hvor overtrædelse af vilkår eller påbud fortsætter
4) Sager, hvor miljøskade er sket.
3.2.1. Formelle overtrædelser
Udtrykket »overtrædelser af rent formel karakter« anvendes i vestre
landsrets dom af 18.4.79 om Superfos. I udtrykket ligger vel især,
at virksomheden kun har igangsat arbejder, som den kunne forvente
at få tilladelse og faktisk også fik tilladelse til - uden at den
for tidlige start har påvirket sagens gang.
Miljømyndighederne har vanskeligt ved at acceptere denne tankegang.
Det fremgår af miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 5. december
1979: »Endvidere bør det tilstræbes, at bødeniveauet fastlægges
således, at forurenende virksomheder, hvis etablering kræver
myndighedernes godkendelse, ikke påbegyndes ulovligt, jfr.
miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3. Af generalpræventive hensyn
bør dette også gælde, hvor der i det konkrete tilfælde ikke
konstateres nogen egentlig miljømæssig skadevirkning.«
Tankegangen lever imidlertid nok videre hos domstolene. Sagen om
minkfarmen i Hvam (Holstebro rets dom af 17.6.81) drejer sig om en
udvidelse af en minkfarm, som var blevet godkendt, da
myndighederne blev blandet ind i sagen. Dommen refererer, at det
ikke er gjort gældende, at overtrædelsen har haft nogen
miljømæssig skadevirkning.
3.2.2. Sager, hvor forholdene er bragt i orden
Det foreliggende materiale domineres af sager, hvor forholdene er
bragt i orden i tiden mellem tiltalerejsning og domsforhandling.
Under 3.2.1. er nævnt to eksempler, hvor der ikke var nogen
miljømæssig skadevirkning. I det følgende skal nævnes en række
sager, hvor der kan have været en miljømæssig skadevirkning eller
risiko for en sådan.
I sagen om Nordisk Tekstiltryk (VLD) 3.9.80) lagde retten ved
bødeudmålingen bl.a. vægt på, at tiltalte efter det første påbuds
meddelelse havde iværksat forberedelser til efterkommelse af
påbudet, og at overskridelsen af tidsfristerne var forholdsvis
beskeden.
I sagen om Proms fabrikker (ØLD 3.6.82) fremgår det af byretsdommens
referat af forklaringerne, at retten har fået indtryk af en
virksomhed, der gjorde sig betydelig umage med at bringe
forholdene i orden. I præmisserne anføres, at de fleste af
overtrædelserne ligger langt tilbage.
I sagen om Senplacro (Hørsholm rets dom af 16.11.79) anføres
udtrykkeligt i præmisserne: ». . . at virksomheden har udfoldet
store bestræbelser på at opnå en tilfredsstillende rensning af
spildevandet, og at dette resultat nu må antages at være nået.«
I disse tre sager har bødeudmålingen således været påvirket af, at
retten i sagens omstændigheder fandt udtryk for god vilje hos
tiltalte.
I sagen om Anglo-Dan Continent Traffic havde tiltalte over en periode
på nogle år afviklet den aktivitet, som havde givet anledning til
påbud og forbud. I mellemtiden havde der dog været væsentlige
støjgener for de omboende. Retten anfører imidlertid i
præmisserne, at der er taget et vist hensyn til, at aktiviteterne
på pladsen gradvis er aftaget for omkring slutningen af september
1981 helt at ophøre.
I sagen om Nordland Specialfoder (vestre landsret, bødevedtagelse
26.10.81) var det ulovlige forhold ophørt, da sagen kom til
afgørelse i retten. Der er ikke tvivl om, at det har spillet en
rolle for sagens udfald.
I sagen om Grindsted Procucts (Grenå ret 4.10.82) havde en anmeldelse
om lugt fra virksomheden af katteurin givet anledning til sagens
rejsning. Tiltalen var imidlertid baseret på, at virksomheden
havde udledt et stof, som ikke var omfattet af godkendelsen. For
dette blev virksomheden dømt. Om der faktisk havde været
lugtgener, blev ikke belyst under sagen. Anklagemyndigheden havde
efter samråd med miljøstyrelsen påstået bøde på ikke under 25.000
kr., men retten satte bøden til 10.000 kr. Den henviste herved
til, at der ikke i sagen var nærmere oplysninger om udledningens
miljømæssige skadevirkning, bortset fra muligheden for dannelse af
det lugtende stof. - Inden domsforhandlingen havde virksomheden
gennemført afhjælpende foranstaltninger.
3.2.3. Sager, hvor overtrædelse af påbud/forbud fortsætter
I den 1. sag om lossepladsen i Hedehusene (Tåstrup ret 11.4.80) var
forholdene ikke bragt i orden på dommens tidspunkt. Bøden blev dog
- trods en påstand om 50.000 kr. - sat så lavt som til 2.000 kr.
bl.a. under henvisning til, at virksomheden ikke havde haft nogen
påviselig skadevirkning af betydning til følge.
I sagen om Metropak (Tåstrup ret 3.11.81) var forholdene heller ikke
bragt i orden ved domsforhandlingen, men virksomheden havde dog på
det tidspunkt taget effektive skridt hertil. I præmisserne lægges
bl.a. vægt på, at der heller ikke var tale om nogen betydelig
forurening. Hermed sigtes til, at sagen angik lugtgener.
I den 2. sag om lossepladsen i Hedehusene var forbudet ikke
efterkommet ved domsforhandlingen i 1. instans. Bøden blev her sat
til 5.000 kr. Inden domsforhandlingen i 2. instans var
lossepladsen blevet lukket på grund af frygt for
grundvandsforurening. Østre landsret stadfæstede bøden, men
forhøjede konfiskationen fra 15.000 kr. til 50.000 kr.
3.2.4
Det eneste eksempel på en veldokumenteret miljøskade finder man i
sagerne om IBKA og Norupgårds losseplads (ØLD 25.6. og 1.7. 82).
Her forelå en rapport fra et rådgivende ingeniørfirma, som nærmere
beskrev den grundvandsforurening, der var en følge af den ulovlige
udtømning af olie- og kemikalieaffald. Det øverste lag af
grundvand (det sekundære grundvand) var ødelagt for ubestemt tid.
Dette var dog ikke tænkt anvendt til vandindvinding. Det nederste
lag (det primære) var hidtil ikke berørt på grund af særlige
trykforhold. Men det kunne ske, hvis man - som hidtil planlagt -
begyndte at indvinde vand fra dette.
3.3. Tilregnelsen
I de fleste tilfælde af sagerne er der ikke opstået noget problem om
tilregnelsen, fordi det drejer sig om manglende gennemførelse af
påbudte foranstaltninger eller iværksættelse af udvidelser, før
tilladelse er indhentet. I sådanne situationer er der sjældent
tvivl om, at overtrædelserne kan tilregnes som forsætlige. Til
gengæld er en række andre faktorer afgørende for strafværdigheden,
jfr. 3.2.1.-3.2.3.
Tilregnelsen kan imidlertid tænkes at ville spille en væsentlig
rolle, hvor der på grund af en overtrædelse er sket udledning af
miljøskadelige stoffer. Det er i den forbindelse interessant at
bemærke, at dommen i IBKA-sagen (ØLD 25.6.82) lægger til grund, at
overtrædelserne er sket groft uagtsomt, idet tiltalte erkendte at
have handlet groft uagtsomt og anklagemyndigheden ikke ville gøre
gældende, at udledningen af affaldet var sket med forsæt.
Anklageren i sagen har oplyst, at baggrunden for dette var, at man
ikke kunne bevise, at tiltalte vidste, at den udledte væske
indeholdt olie- og kemikalierester.
Det kan tilføjes, at retten i sagen om Grindsted Products (udledning
af lugtende stof) lagde til grund, at lovovertrædelsen var
uagtsom.
3.4. Uklart grundlag
Sagerne handler om overtrædelse af bestemmelser i miljølovgivningen
eller af vilkår, påbud eller forbud, fastsat med hjemmel i denne
lovgivning. I nogle af sagerne er dette grundlag af domstolene
bedømt som uklart med den virkning, at der er sket frifindelse for
en del af tiltalen.
I sagen om Proms kemiske fabrik (ØLD 2.6.82) måtte anklageren under
domsforhandlingen i landsretten således frafalde et væsentligt
tiltalepunkt, og bevisførelsen havde i det hele taget et mindre
overbevisende forløb. I den 2. sag om lossepladsen i Hedehusene
frifandt byretten (Tåstrup rets dom 23.2.82) for en væsentlig del
af tiltalen under henvisning til, at kommunens påbud var uklart
udformet.
Men oftest vil et uklart grundlag vel føre til, at der overhovedet
ikke rejses tiltale fra anklagemyndighedens side.
3.5. Svagheder i miljømyndighedernes behandling af sagen
I selve præmisserne finder man i enkelte tilfælde henvisninger til
fejl fra miljømyndighedernes side. I sagen om Superfos (VLD
18.4.79) lægger retten således vægt på, at de begåede
overtrædelser ikke foranledigede indgriben fra de lokale
myndigheder, uanset at disse var bekendt med dem. I den første sag
om lossepladsen i Hedehusene (Tåstrup rets dom 11.4.80) lagde
retten vægt på, at tiltalte havde drevet virksomheden i en
årrække, uden at myndighederne havde reageret særlig konsekvent på
tiltaltes forskellige undladelser. I den beskrivende del af dommen
fremgår, at kommunen selv fortsatte med at benytte tiltaltes
losseplads, efter at forbuddet mod dennes drift var nedlagt; der
havde været kommunikationssvigt mellem to forskellige afdelinger.
Derudover kan man i nogle tilfælde se af dommens beskrivende dele, at
dommeren kan have fået det indtryk, at miljømyndighederne ikke
selv har handlet med større fasthed.
I sagen om Metropak (Tåstrup ret 3.11.81) bringes således en udførlig
datoliste over forløbet af de 2 år og 9 måneder, der gik mellem
indledningen af sagens behandling hos kommunen til
politianmeldelsen. På den baggrund kunne sagen næppe virke så
alvorlig, selv om det påbudte anlæg endnu ikke var installeret, da
sagen blev pådømt godt 8 måneder efter politianmeldelsen.
I sagen om IBKA (ØLD 25.6.82) fremgår det af forklaringerne, at
kommunerne på Lolland Falster først i august 1979 åbnede en
modtagestation for olie- og kemikalieaffald (reglerne trådte i
kraft 1.4.76). Tiltaltes virksomhed fungerede i den periode,
overtrædelserne stod på, som en art modtagestation for området.
3.6. Gentagelse
Gentagelse er utvivlsomt en skærpende omstændighed. I sagen om
Senplacro (Hørsholm ret 16.11.79) var virksomheden 11/2 år
tidligere idømt en bøde på 5.000 kr. for tilsvarende
overtrædelser. I den anden sag om lossepladsen i Hedehusene
foreligger også gentagelse.
4. Supplerende bemærkninger fra anklagerne
For at få et bidrag til at forstå, hvorfor sagerne er faldet så meget
anderledes ud end ønsket af miljømyndighederne og
anklagemyndigheden, er der stillet en række spørgsmål til
anklagerne i de sager, der indgår i materialet. Det har dels været
konkrete spørgsmål til forståelsen af forløbet af den konkrete
sag, dels spørgsmål sigtende til at få eventuelle refleksioner
over sagen frem. Samtalerne er gennemført pr. telefon. I langt de
fleste tilfælde huskede anklageren sagen særdeles godt, og det var
også tydeligt, at den have givet stof til eftertanke.
Oplysninger sigtende til selve dommen er brugt i afsnit 3. I dette
afsnit vil der - med stort set samme disposition - blive
redegjort for de reflektioner, som kom til udtryk hos anklagerne.
Stoffet er alt for lille til nogen statistisk bearbejdelse.
Ansvaret for generaliseringer er derfor miljøministeriets.
4.1. Den økonomiske fordel
Anklagerne fremhævede, at det er meget væsentligt at belyse en
eventuel fortjeneste ved overtrædelsen, og at dette moment er
meget slagkraftigt over for domstolene. Anklagerne ser det som
politiets opgave at få de nødvendige oplysninger frem.
Men anklagerne understregede også vanskelighederne på dette punkt.
Man skal nødvendigvis have de fleste oplysninger fra tiltalte. Det
vil ikke være muligt for politiet at gennemføre en selvstændig
revision af virksomheden. Erfaringer fra sager om økonomisk
kriminalitet viser, at omkostningerne hurtigt kan løbe op i mange
hundrede tusinde kroner, og det kan sagerne ikke bære.
Sagerne kan heller ikke bære anvendelse af de retshåndhævelsesmidler,
man kender fra sager om omfattende økonomisk kriminalitet,
ransagning og beslaglæggelse af tiltaltes regnskabsmateriale.
Vanskelighederne med beviset for fortjenesten er ikke et problem
alene i miljølovsager. Det opstår også i andre særlovssager og kan
derfor ikke opfattes som udslag af en speciel holdning til
miljøsager hos dommerne.
Nogle af anklagerne anførte dog også, at man kunne illustrere sagens
økonomiske dimensioner på andre måder, f.eks. med udgangspunkt i
omkostningerne til rensningsforanstaltninger, som var forlangt af
miljømyndighederne, men ikke gennemført.
Konfiskationspåstande er anklagerne i almindelighed skeptiske
overfor, og det må ses i sammenhæng med vanskelighederne ved
overhovedet at fastslå en fortjeneste.
4.2. Miljøskadeligheden
Anklagerne mente, at to momenter var de mest afgørende for
strafværdigheden, nemlig den økonomiske fordel og overtrædelsens
miljøskadelighed. Mens belysningen af den økonomiske fordel er
politiets opgave, er det miljømyndighedernes opgave at belyse
miljøskadeligheden.
Nogle anklagere var tilfredse med den belysning af
miljøskadeligheden, som amt eller kommune havde givet. En egentlig
dokumentation har dog kun foreligget i sagen om IBKA/Norupgård
losseplads.
Andre anklagere kunne godt have ønsket sig et bedre grundlag for
sagerne. Miljømyndighederne har en tilbøjelighed til at tro, at
det er nok at dokumentere, at vilkår er overtrådt. Men det er det
ikke. Det, der gør indtryk på dommerne, er, om der er opstået
konkrete miljøskader, eller om der har været nærliggende risiko
for sådanne. Som en anklager udtrykte det: »Der var ingen døde
fisk i sagen. End ikke nogen forgiftede fisk.«
Det er således ikke nok at påvise, at spildevandet har indeholdt
større mængder giftige stoffer end tilladt. Der bør også redegøres
for, hvad der er formålet med vilkåret og hvilke miljørisici
overtrædelsen medfører.
Miljømyndighederne må også vise proportionssans. Et hul i hegnet om
en losseplads - med deraf følgende papirflugt - er nok en
vilkårsovertrædelse, men noget sådant kan ikke ophidse en dommer.
Man må have frem, at det væsentlige er vilkår, der beskytter
grundvandet (f.eks. vilkår om bundmembran, dvs. et lag af svær
plastic, som forhindrer forurenende væsker i at sive ned i
jorden). Og så må man have frem, hvorfor det er væsentligt at
beskytte grundvandet. Miljømyndighederne kan ikke bare ræsonnere,
som om grundvand er helligt. Anklagerne understregede også, at det
er nødvendigt at fremstille de miljømæssige sammenhænge pædagogisk
og fra bunden. Dommerne er jo i denne henseende lægfolk, og de
tekniske sammenhænge er ganske komplicerede.
Det er bedre at føre et vidne end at fremlægge en skriftlig erklæring
om de miljømæssige sammenhænge. Det ideelle vidne er en sagkyndig,
som har pædagogiske evner, og som er i stand til at afbalancere
miljøhensyn. Vidnet må være i stand til at bevare roen.
4.3. Klarhed i sagen
Enkelte anklagere mente, at de havde haft en helt klar sag uden svage
punkter. Men flere pegede på, at sagen var svækket af upræcist
formulerede vilkår, af problemer med teknikken (prøveudtagning,
analyser) eller af en slap behandling af sagen hos
miljømyndighederne. Upræcist formulerede vilkår kan føre til
frifindelse eller væsentlig nedsættelse af straffen.
Også de tekniske dele af sagen - som prøveudtagning og analyser -
skal være helt i orden. Forsvarerne sætter ind på alle punkter og
fører til tider teknikere som vidner for at så tvivl om
holdbarheden af analysemetoder m.v.
Det er også svært at overbevise domstolene om, at en bestemt
miljøforanstaltning er så nødvendig og hastende, når en sag herom
har verseret i årevis for miljømyndighederne. Skal dommerne
overbevises om, at en sag er alvorlig, skal miljømyndighederne
selv behandle den som sådan, dvs. med fasthed og hurtighed.
4.4. Samarbejdet med miljømyndighederne
Ingen af anklagerne havde mødt væsentlige vanskeligheder i
samarbejdet med miljømyndighederne. Der er ikke gnidninger i
samarbejdet. De nedlagte bødepåstande er udtryk for, at anklagerne
er rede til at formidle miljømyndighedernes holdning, nemlig at
disse sager er at betragte som alvorlige lovovertrædelser.
Men flere anklagere kunne alligevel have ønsket sig mere støtte til
deres arbejde med sagen.
Det gælder først og fremmest ved fastsættelsen af bødepåstanden. I
disse sager har anklageren ikke noget takstsystem at støtte sig
til. Derfor spiller særmyndighedens rådgivning om bødepåstanden en
stor rolle. Fra andre sektorer er anklagerne vant til, at den
centrale særmyndighed fremsætter ønsker om bødepåstanden,
motiveret med baggrund i særmyndighedens overblik over retspraksis
og dens vurdering af momenterne i den foreliggende sag. En
kommunalbestyrelse og dens kommuneingeniør er imidlertid ikke i
stand til at yde megen rådgivning om bødepåstanden i disse
miljøsager.
Men det gælder også ved belysningen af en eventuel miljøskadelighed.
Her har flere anklagere følt, at de ikke har fået helt akdækvate
bidrag fra særmyndighed eller anmelder, når de stillede spørgsmål.
En af anklagerne - en erfaren politimester - fremhævede, at man er
bedst tjent med at forberede sådanne sager mundtligt
(telefonsamtaler, møder) frem for at udveksle breve.
Enkelte af anklagerne fandt det også forvirrende, at miljøsystemet
selv i straffesager optræder decentraliseret. Andre særmyndigheder
har centraliseret behandlingen af straffesager. Ofte møder de
endda op med bisidder i sagerne. Disse anklagere savnede den
sagkundskab og faste støtte, som ligger i den centraliserede
behandling af straffesager.
5. Sammenfatning
Denne gennemgang af de større miljøstraffesager fra 1979-1982 har
givet nogle fingerpeg om, hvorfor det ikke er lykkedes
anklagemyndigheden og miljømyndighederne at overbevise domstolene
om, at det er virkelig slemt at overtræde miljølovgivningen.
Starten har været uheldig. Superfos-sagen, som var den første markant
store miljøsag, var ikke egnet til at overbevise domstolene. Det
var åbenbart, at der ikke forelå miljøskadelighed, og dertil kom,
at de lokale myndigheder havde kendt forholdene uden at gribe ind.
Afgørelsen i Superfos-sagen har imidlertid smittet af på senere
praksis, i hvert fald i vestre landsret, og den har været et våben
i hænderne på forsvarerne.
Rigsadvokatens meddelelse og miljøstyrelsens cirkulære fra 1979 har
ikke kunnet ændre noget ved dette forhold. Men det nærmere
samarbejde mellem miljømyndigheder og anklagemyndighed har været
indledning til en periode, hvor anklagemyndigheden har forsøgt
sig med meget betydelige bødepåstande. Bødepåstandene har ofte
ligget på 100.000 kr. og går helt op til 250.000 kr.
Men store bødepåstande har ikke været nok til at overbevise
domstolene. Resultatet har i adskillige sager svaret til 1/10 af
anklagerens påstand.
Domspræmisserne viser, at sagerne i de fleste tilfælde ikke har gjort
et tilstrækkeligt overbevisende indtryk på dommerne.
Mange af sagerne er ikke mindst procederet på et fortjenstesynspunkt,
men domstolene har ikke været meget tilbøjelige til at lægge
anklagemyndighedens beregninger af fortjenesten til grund.
Sagerne er derimod i mindre omfang procederet på miljøskadeligheden,
som er det andet centrale moment ved vurderingen af
strafværdigheden i disse sager. I nogle tilfælde skyldes det
måske, at miljøskadeligheden har været ringe. I andre tilfælde
kunne en bedre tilrettelæggelse måske have givet et bedre
resultat.
Det decentraliserede miljøsystem giver visse problemer for en optimal
sagsforberedelse. Det gælder navnlig i henseende til bødepåstanden
og begrundelsen for denne. På den anden side er der intet i
materialet, der indicerer, at man bør gå bort fra det princip, at
politianmeldelsen kommer fra kommunalbestyrelse eller amtsråd. Kun
en sag - Superfos-sagen - har en central myndighed miljøstyrelsen
- som anmelder. Resultatet er omtalt ovenfor. Det kan også nævnes,
at man i Cheminova-sagen havde miljøministeriet, departementet,
som anmelder. Anklagemyndigheden henlagde denne sag, bl.a. under
henvisning til, at de lokale myndigheder havde kendt forholdene
uden at gribe ind.
Men det er også en taknemmelig opgave at være forsvarer i disse
sager. Der kan sættes ind på mange fronter. Og domstolene synes i
hvert fald at være lydhøre over for kritik af myndighedernes
beregninger af tiltaltes fortjeneste.
Det er imidertid også iøjnefaldende, at domstolene er meget usikre
på, hvordan de skal håndtere disse sager. Præmisserne er
gennemgående udførlige og meget konkret formuleret. Der er ikke
lagt nogen linje.
Måske kan der dog af østre landsrets seneste domme - dommene af 25.
juni, 2. juli og 30. september 1982 - udledes en vis tilbøjelighed
til at skærpe sanktionerne, enten i form af markante bøder eller
følelig konfiskation.
Usikkerheden er domstolene ikke ene om. Den præger også de andre led:
Anklagerne, for hvem sådanne sager stort set er en
engangsforteelse i karrieren. Den anmeldende myndighed, som aldrig
før har prøvet noget sådant. Miljøstyrelsen, hvis rolle i sagerne
er temmelig varierende: fra fuldstændigt ukendskab til en sag til
et temmelig stærkt engagement.
Kilde: Betænkning nr. 98, 1983, om håndhævelse af bygge- og
miljølovgivningen. Uddrag af bilag 14.