Gelex

1985 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ENERGIPOLITISKE FORANSTALTNINGER M.V. (RISØS FORMÅL)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00085@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 194 af 28. april 1976 om energipolitiske foranstaltninger

foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 1 og 2, affattes således:

»Forskningscenteret Risø har til formål at udføre naturvidenskabelig

og teknologisk forskning og udviklingsarbejde med energi som

hovedområde.

Stk. 2. Risø rådgiver offentlige myndigheder i energimæssige og andre

spørgsmål, hvor forskningscenteret har særlige forudsætninger.«

2. Overalt i loven ændres »handelsministeren« til: »energiministeren«

og »Handelsministeren« til: »Energiministeren«.

3. Overalt i loven ændres »Forsøgsanlæg Risø« til:

»Forskningscenteret Risø«, »Forsøgsanlægget« ændres til: »Risø«,

»forsøgsanlægget« til: »Risø« og »forsøgsanlæggets« til: »Risøs«.

§ 2

I lov nr. 199 af 24. maj 1972 om forskningsråd og planlægningsrådet

for forskningen, som ændret ved § 12 i lov nr. 142 af 21. marts

1973 og § 9 i lov nr. 194 af 28. april 1976, ændres i § 5, stk. 1,

»Forsøgsanlæg Risø« til: »forskningscenteret Risø«.

§ 3

I lov nr. 244 af 12. maj 1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige

forhold ved atomanlæg m.v. ændres i § 11, stk. 3, »forsøgsanlægget

Risø« til: »forskningscenteret Risø«.

§ 4

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 199

§ 1

I lov nr. 194 af 28. april 1976 om energipolitiske foranstaltninger

foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 1 og 2, affattes således:

»Forskningscenteret Risø har til formål at udføre naturvidenskabelig

og teknologisk forskning og udviklingsarbejde med energi som

hovedområde.

Stk. 2. Risø rådgiver offentlige myndigheder i energimæssige og andre

spørgsmål, hvor forskningscenteret har særlige forudsætninger.«

2. Overalt i loven ændres »handelsministeren« til: »energiministeren«

og »Handelsministeren« til: »Energiministeren«.

3. Overalt i loven ændres »Forsøgsanlæg Risø« til:

»Forskningscenteret Risø«, »Forsøgsanlægget« ændres til: »Risø«,

»forsøgsanlægget til: »Risø« og »forsøgsanlæggets« til: »Risøs«.

§ 2

I lov nr. 199 af 24. maj 1972 om forskningsråd og planlægningsrådet

for forskningen, som ændret ved § 12 i lov nr. 142 af 21. marts

1973 og § 9 i lov nr. 194 af 28. april 1976 ændres i § 5, stk. 1,

»Forsøgsanlæg Risø« til: »forskningscenteret Risø«.

§ 3

I lov nr. 244 af 12. maj 1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige

forhold ved atomanlæg m.v. ændres i § 11, stk. 3, »forsøgsanlægget

Risø« til: »forskningscenteret Risø«.

§ 4

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Efter § 4 i lov om energipolitiske foranstaltninger har

Forsøgsanlæg Risø som hovedformål at udføre forskning,

udviklingsarbejde og konsulentvirksomhed af betydning for

anvendelsen af og kontrollen med atomenergi til fredelige formål.

Efter samme bestemmelse kan Risø endvidere udøve tilsvarende

aktiviteter vedrørende energi i øvrigt.

Hovedsigtet med lovforslaget er at ændre denne formålsbestemmelse,

således at den lovmæssige angivelse af Risøs virksomhed - uden

særlig fremhævelse af aktiviteter inden for atomenergiens område,

men i stedet med tyngdepunkt i energiområdet som helhed - rettes

mod forskning og udvikling inden for naturvidenskabelige og

teknologiske discipliner.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med folketingets beslutning B 103

af 29. marts 1985. Ved denne folketingsbeslutning blev det

bestemt, at den offentlige energiplanlægning skal tilrettelægges

ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt.

Den foreslåede ændring af formålsbestemmelsen er endvidere en

naturlig konsekvens af den udvikling i Risøs arbejdsområder, som

har fundet sted gennem de senere år, og som bl.a. har medført, at

Risøs indsats inden for kernekraftrelaterede områder i dag kun

udgør en meget begrænset del af Risøs samlede aktiviteter.

Ud over ændringen af formålsbestemmelsen for Risø indeholder

lovforslaget nogle mindre, redaktionelt prægede ændringer af

lovteksten.

2. Risø blev oprettet i 1958 på grundlag af lov nr. 312 af 21.

december 1955 om en atomenergikommission. Ved denne lov blev

atomenergikommissionen bemyndiget til at etablere de forsøgsanlæg,

der var nødvendige for kommissionens arbejde med henblik på

atomenergiens fredelige udnyttelse. Forarbejderne til loven

findes i folketingstidende 1955/56, folketingets forhandlinger,

sp. 886, 1120, 1958, 2202, tillæg A, sp. 635, tillæg B, sp. 157,

tillæg C, sp. 35.

Atomenergikommissionen blev nedlagt i 1976 ved lov nr. 194 af 28.

april 1976 om energipolitiske foranstaltninger, jfr.

folketingstidende 1975/76, folketingets forhandlinger, sp. 6315,

6714, 8646, 8820, tillæg A, sp. 3825, tillæg B, sp. 919, tillæg C,

sp. 403. Forsøgsanlæg Risø har siden været henlagt under først

handelsministeriet og derefter energiministeriet, og således at

ledelsen af Risø varetages af en bestyrelse, hvis medlemmer bl.a.

skal repræsentere videnskabelig og teknisk forskning og

erhvervsmæssig indsigt.

3. Risøs forsknings- og udviklingsområder og de enkelte områders

andel af det samlede ressourceforbrug er nærmere beskrevet i Risøs

redegørelse af 30. oktober 1985, der er optaget som bilag til

lovforslaget. Redegørelsen indeholder samtidig en beskrivelse af

udviklingen i de forskellige områder gennem de senere år.

Som det fremgår af redegørelsen, omfatter Risøs aktiviteter i dag et

bredt spektrum af naturvidenskabelige og teknologiske discipliner

såvel inden for som uden for energiforskningsområdet. Inden for

forskningsområder, som har betydning for Danmarks energiforsyning

og -forbrug, har Risø bl.a. en central placering på områder som

forbrændingsteknik, vindenergi, energilagring, industriel

risikoanalyse og energisystemanalyser. Risø har i de senere år

også udviklet en væsentlig ekspertise med hensyn til olie- og

gasreservoirteknik. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der for

tiden foregår drøftelser mellem Risø, energistyrelsen og

energiministeriet om en intensivering af Risøs indsats med henblik

på udvikling af nye datamodeller til brug ved tekniske og

økonomiske vurderinger af den fremtidige efterforskning og

feltudbygning inden for undergrundsområdet.

Risø har en betydelig aktivitet på områderne miljø og sikkerhed,

materialeforskning, strålingsanvendelse og planteavl. Disse fire

områder lægger i dag beslag på henholdsvis 24 pct., 10 pct., 12

pct. og 8 pct. af Risøs samlede ressourcer, medens 46 pct. af

ressourcerne anvendes på energiområdet.

Det fremgår endvidere af redegørelsen, at Risøs aktivitet på

kernekraftrelaterede områder i dag udgør ca. 4 pct. af

forskningscenterets samlede aktivitet. Det begrænsede omfang af de

kernekraftrelaterede aktiviteter er bl.a. et resultat af den

revurdering og omlægning af forsknings- og udviklingsindsatsen,

som løbende finder sted på Risø, og som på dette område blev

intensiveret i 1981, efter at der i Energiplan 1981 var givet

udtryk for, at der ikke i en årrække ville være behov for at

træffe beslutning om indførelse af kernekraft. Den indsats, der i

dag udføres på Risø på dette område, og som i væsentlig grad

udføres som kontraktforskning, omfatter navnlig forskning

vedrørende brændselsteknologi og reaktorfysik samt rådgivning og

bistand til myndighederne i spørgsmål vedrørende anvendelse af

kernekraft i vore nabolande og beredskabsspørgsmål.

Det skal samtidig bemærkes, at de kernekraftrelaterede aktiviteter

naturligvis kun er et af de områder, hvor kendskabet til og

anvendelsen af nukleare processer har betydning for Risøs

forsknings- og udviklingsarbejde. Risø råder over forsøgsreaktorer

og andre strålingskilder, som er enestående i Danmark, og

anvendelsen heraf indgår som et væsentligt element i flere af

Risøs aktivitetsområder. Risøs forsøgsreaktorer og strålingskilder

er således af central betydning for dansk forskning i materialers

egenskaber og struktur, ligesom de naturligvis er afgørende for

produktionen af radioaktive isotoper og halvledermaterialer til

brug for forskning og industri. Det samme gælder Risøs virksomhed

med hensyn til strålingssterilisation af materialer, som f.eks.

medicinsk udstyr til hospitaler.

4. Som nævnt under pkt. 1 medfører lovforslaget, at den lovmæssige

angivelse af formålet for Risø ikke længere indeholder nogen

særlig fremhævelse af aktiviteter med henblik på anvendelse af

atomenergi, men i stedet med tyngdepunkt i energiområdet som

helhed rettes mod naturvidenskabelige og teknologiske discipliner.

Som det fremgår af omtalen under pkt. 3 af Risøs nuværende

aktivitetsområder og den nærmere redegørelse herfor i

lovforslagets bilag, vil denne ændring i det væsentlige ikke i sig

selv nødvendiggøre ændringer i prioriteringen af de forskellige

forsknings- og udviklingsområder på Risø.

Sammenholdt med folketingets beslutning B 103 af 29. marts 1985,

medfører den foreslåede ændring imidlertid en markering af, at

indsatsen på områder, som knytter sig til anvendelsen af

atomenergi til elproduktion, skal holdes på et niveau, der

harmonerer med, at - som det hedder i bemærkningerne til

folketingets beslutning - »atomkraft med den viden og teknologi,

der er til rådighed i dag, skal udgå af den danske

energiplanlægning«.

Efter energiministeriets opfattelse indebærer dette, at indsatsen på

de kernekraftrelaterede områder må holdes på det niveau, der er

nødvendigt for at sikre, dels at man her i landet kan bedømme

konsekvenserne af anvendelsen af kernekraft i andre lande,

herunder vore nabolande, samt deltage i og vurdere de nødvendige

beredskabsforanstaltninger, dels at man kan være orienteret om den

teknologiske udvikling på kernekraftområdet.

Risøs bestyrelse har over for energiministeriet tilkendegivet, at det

nuværende aktivitetsniveau på området må anses for tilstrækkeligt

til at tilgodese disse opgaver. Det vil naturligvis fortsat

påhvile Risøs bestyrelse løbende at vurdere indsatsen på dette

område.

5. Lovforslaget har ikke administrative eller økonomiske

konsekvenser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 4, stk. 1 og 2)

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Der er tale om en redaktionel ændring som følge af, at loven er

overført fra handelsministeren til energiministeren.

Til nr. 3

Risøs hidtidige officielle navn Forsøgsanlæg Risø er knyttet til

institutionens etablering som atomenergikommissionens

forsøgsanlæg. Det officielle navn foreslås ændret til

forskningscenteret Risø med henblik på, at navnet i højere grad

afspejler den nuværende virksomhed.

Til § 2 og § 3

Der er tale om redaktionelle ændringer som følge af forslagets § 1,

nr. 3, om ændring af Risøs officielle navn fra Forsøgsanlæg Risø

til forskningscenteret Risø.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bilag

RISØ

1985-10-30

Udviklingen i Risøs virksomhed

Beslutningen om at etablere Risø blev truffet i midten af 1950erne,

først og fremmest ud fra ønsket om at sikre dansk deltagelse i den

på dette tidspunkt nyetablerede, internationale forskning

vedrørende udnyttelsen af atomenergi. Ud fra alment videnskabelige

og teknologiske grunde ansås det for nødvendigt, at Danmark havde

en egen forsknings- og udviklingsindsats på nukleare områder i

videste forstand. Risø blev oprettet som et bredt anlagt nationalt

forskningscenter med arbejdsopgaver på det naturvidenskabelige

område inden for grunddiscipliner som fysik, kemi, biologi,

metallurgi samt landbrugsforskning.

Der blev ved Risøs etablering opbygget et antal forsøgsfaciliteter,

der var enestående i Danmark. De vigtigste var og er de nukleare

forsøgsreaktorer, som blev anvendt og fortsat anvendes inden for

en række forskningsområder, og som samtidig har bidraget til

opbygning af teknologisk viden, som bl.a. er anvendt ved

rådgivning af myndigheder i nukleare spørgsmål.

Gennem 1960erne og i begyndelsen af 70erne var hovedformålet med

Risøs kernekraftforskning at tilvejebringe viden og teknologisk

indsigt med henblik på at kunne rådgive myndigheder, elværker og

dansk industri i forbindelse med et dansk reaktorprogram. I

begyndelsen af 1960erne blev der lagt en betydelig indsats i

udvikling af et reaktorkoncept af tungtvandstypen, medens arbejdet

i slutningen af 60erne blev orienteret mod letvandsreaktorer, som

på daværende tidspunkt ansås for at blive den foretrukne

reaktortype i et dansk kernekraftprogram.

I halvfjerdserne blev arbejdet derudover overvejende orienteret mod

sikkerheds- og miljømæssige aspekter ved anvendelse af kernekraft.

Mod slutningen af halvfjerdserne er den kernekraftrelaterede

forskning reduceret og koncentreret om færre områder. De derved

frigjorte ressourcer er anvendt til andre påtrængende

forskningsopgaver, især i forbindelse med forskning inden for

andre energiteknologier. Denne udvikling er fortsat i 80erne.

Risø er i dag et forskningscenter med et solidt fundament i arbejde

inden for grundvidenskaberne og med et bredt forsknings- og

udviklingsarbejde inden for en række sektorer med energi som

væsentligt målforskninsområde. Formålet er at tilvejebringe viden,

resultater og erfaringer til gavn for samfund og erhvervsliv på

kort og langt sigt. Risø har i dag ca. 1.000 medarbejdere og en

årsomsætning på ca. 340 mill. kr., hvoraf en fjerdedel hidrører

fra indtægtsdækket virksomhed.

Gennem den sidste halve snes år har den reale værdi af Risøs

finanslovsbevilling været stadigt faldende. Den samtidige reale

stigning i den indtægtsdækkede virksomhed er for Risø et tydeligt

tegn på, at de opgaver, Risø løser, er af interesse for aftagere

både her i landet og internationalt. Det er samtidig et af

eksemplerne på, at det seneste tiårs omstilling af aktiviteterne

er styret i en retning, som har sikret Risøs centrale placering i

løsningen af aktuelle forskningsopgaver. Denne hastige forøgelse

af den indtægtsdækkede virksomhed har som grundlag haft en

avanceret og langsigtet grundforskning. Balancen mellem den

indtægtsdækkede virksomhed og grundforskningen må imidlertid

overvåges nøje, idet det er vigtigt, at den indtægtsdækkede

virksomhed udvikles på en sådan måde, at Risøs grundlag som

forskningscenter med et værdifuldt samspil mellem langsigtet,

naturvidenskabelig forskning, teknologisk udvikling og anvendt

forskning bevares. Grundforskning og forskeruddannelse kombineret

med relevante sektorforskningsområder er nødvendig for bæredygtige

anvendelsesorienterede forskningsprogrammer.

Med en procentvis fordeling af ressourceindsatsen er

hovedarbejdsområder på Risø i 1985 følgende:

Energi 46 pct.

Miljø, sikkerhed og ressourcer 24 pct.

Materialer 10 pct.

Strålingsanvendelse 12 pct.

Planteavl 8 pct.

Denne kombination af forskningsområder har gjort det muligt for Risø

som forskningscenter at etablere en lang række forbindelser til

offentlige myndigheder og erhvervsliv såvel nationalt som

internationalt.

Inden for hovedarbejdsområderne beskæftiger Risø sig blandt andet

med:

- energi

- kulforbrænding

- olie/gas teknologi

- vindkraft

- kernekraft

- fusion

- systemanalyse

- energilagring

- miljø, sikkerhed og ressourceudnyttelse

- meteorologi

- radioaktivt og andet affald

- proceskemi

- mineraloparbejdning

- radio-økologi

- geokemi

- miljøkemi

- risiko- og pålidelighedsanalyse

- strålingsbeskyttelse

- informationsteknologi

- materialer

- faste stoffers fysik

- metallurgi

- materialeteknologi

- strålingsbeskadigelse af materialer

- strålingsanvendelse

- strålingskemi

- strålingssterilisation

- industriel anvendelse af stråling

- isotopfremstilling

- fremstilling af Si-halvledermaterialer

- planteavl

- planteforædling

- ressourceudnyttelse

Disse opgaver er taget op på baggrund af den viden, som Risø har

erhvervet i kraft af sit oprindelige formål. Nogle få eksempler ud

af mange er:

- Olie/gas reservoirteknik, hvor erfaringerne med anvendelse af store

og komplicerede regnemaskineprogrammer i beskæftigelsen med

reaktorteknologi er udnyttet.

- Vindenergi, som er udviklet til sit nuværende niveau på baggrund af

meteorologi og materialeforskning, oprindeligt påbegyndt i

relation til anvendelse af kernekraft.

- Industriel risikoanalyse, som har sit faglige udgangspunkt i

arbejdet vedrørende beskyttelse af kernekraftanlæg mod

menneskelige og tekniske fejl.

Risøs nukleare forsøgsanlæg

Disse forsøgsanlæg omfatter forsøgsreaktorerne DR 1 og DR 3, Hot Cell

anlægget, hvori håndteres radioaktive emner, Isotoplaboratoriet og

Behandlingsstationen for radioaktivt affald. Samtlige anlæg

anvendes til forskning, som bl.a. omfatter brændselsteknologi,

produktion af radioaktive isotoper, faststoffysisk grundforskning,

materialeforskning, strålingsforskning og nukleare analyser, bl.a.

inden for medicinsk forskning, miljøforskning samt

råstofefterforskning.

Langt det mest betydningsfulde forsøgsanlæg er forsøgsreaktoren DR 3,

der som landets eneste forsøgsreaktor og højflux (dvs. neutroner

med høj intensitet) neutronkilde er en forudsætning for væsentlige

dele af Risøs forskning. Den anvendes i en række

forskningsprogrammer af international standard inden for

faststoffysik, materiale- og brændselsteknologi,

aktiveringsanalyse m.v. Den er grundlaget for forsyningen af det

danske marked med kortlivede radioisotoper til medicinske formål

og for analyseservice baseret på nukleare metoder. Den benyttes

ligeledes til siliciumbestråling i kommerciel skala for

halvlederindustri i ind- og udland og bidrager dermed betydeligt

til Risøs kontraktindtjening. Aktiviteterne ved DR 3 har gennem

årene været et vigtigt led i Risøs internationale

forskningssamarbejde, og DR 3 er stadig konkurrencedygtig med

nyere og bl.a. derfor langt mere omkostningskrævende

forsøgsreaktorer opført i udlandet. På grund af sådanne

forsøgsreaktorers egnethed til forskningsformål investeres der i

udlandet til stadighed i moderniseringer, opgraderinger og

nybygninger. Modernisering og opgradering foretages til

omkostninger på op til 500 mill. kr. for forsøgsreaktorer af samme

type som DR 3. Nybygninger anslås at koste op til 1 mia. kr.

DR 3 forsøgsreaktoren anvendes helt overvejende til gennemførelse af

ikke-kernekraftrelaterede forskningsprogrammer.

Risøs kernekraftrelaterede arbejde

Udtrykket kernekraftrelateret arbejde benyttes i denne sammenhæng til

at karakterisere dels den kernekraftrelaterede forskning og dels

den rådgivning og bistand, som gives til myndigheder nationalt

såvel som internationalt i spørgsmål vedrørende anvendelse af

kernekraft i vore nabolande og i beredskabsspørgsmål. Mulighederne

for at udføre disse opgaver, som bl.a. er fastlagt i Risøs

hidtidige formålsparagraf i Lov om energipolitiske

foranstaltninger af 28. april 1976, er opnået ved tidligere års

kernekraftrettede forskning samt fra driftserfaringer fra de

ovenfor omtalte forsøgsanlæg.

Kernekraftrelateret forskning

Som nævnt har miljø- og sikkerhedsmæssige spørgsmål været dominerende

i Risøs indsats på de kernekraftrelaterede områder siden

slutningen af halvfjerdserne. Forskningen er siden reduceret og

koncentreret, og den kernekraftrelaterede forskning vedrører

således i dag brændselselementer og reaktorfysik. Forskningen på

disse områder har vist international faglig standard ved i vid

udstrækning at kunne kontraktfinansieres af internationale

kontrakter, og indsatsen giver dermed mulighed for deltagelse i

internationalt højteknologisk samarbejde. Perspektiverne for denne

forskning kan beskrives på følgende måde:

Brændselselementprogrammet har fra Risøs start været udført i et tæt

samarbejde med dansk industri. Forsknings- og udviklingsarbejdet i

brændselselementprogrammet er i dag hovedsagelig koncentreret om

fissionsgasfrigivelse i brændselsstave, hvilket navnlig er af

sikkerheds- og udviklingsmæssig betydning.

Forskningen udføres i forbindelse med Risøs fissionsgasprojekt, som

forventes at løbe frem til 1990 med en international finansiering

på ca. 80 pct. Det forhold, at der i dette projekt er en bred

international deltagelse af udenlandske elværker,

sikkerhedsmyndigheder og reaktorleverandører sikrer dansk adgang

til de nyeste forskningsresultater inden for området.

Teknikker og metoder udviklet i tilknytning til

brændselselementprogrammet er anvendt i arbejdet med

energilagring, herunder udvikling af nye batterityper samt i

forbindelse med udvikling af keramiske materialer, et område der

nationalt og internationalt er i stærk vækst. De har endvidere

dannet baggrund for deltagelse i udviklingen af det internationale

sikkerhedskontrolsystem til hindring af spredning af nukleare

materialer.

Reaktorfysikken beskriver forløbet af de nukleare processer i selve

reaktorkernen med henblik på forudsigelse og optimering af

effektfordelingen i reaktorkernen og med henblik på udvikling af

bestrålingsudstyr og brændsel. Metodemæssigt anvendes store,

komplicerede EDB-programmer med tilhørende databaser.

Reaktorfysisk viden er en forudsætning for drift af alle

reaktorer, idet formålet er at sikre en optimal økonomisk

udnyttelse af brændslet samt driftssikkerhed. Der vil på Risø

fortsat være behov for en reaktorfysisk indsats til drift af DR 3

i forbindelse med udarbejdelse af sikkerhedsberegninger.

Også fra myndighedsside er der behov for bistand, bl.a. som led i

Barsebaeckberedskabet.

Der er fra den nødvendige reaktorfysiske forskning på Risø et

spin-off ved salg af reaktorfysisk viden i udlandet, idet

elselskaber ønsker leverandøruafhængig konsulentbistand.

Reaktorfysik har endvidere dannet udgangspunkt for igangsættelse af

forskning vedrørende processimulering til anvendelse i komplekse

industrianlæg, for forskning i miljøpåvirkninger ved

energiproduktion bl.a. spredning og omsætning i naturen af

forurenende stoffer fra kulfyrede kraftværker og bedømmelse af

miljøpåvirkninger fra kemisk industri.

Rådgivning og bistand

Dette arbejde omfatter som nævnt aktiviteter, som er nødvendige på

grund af vore nabolandes anvendelse af kernekraft og de dertil

knyttede sikkerheds- og beredskabsspørgsmål. Der ydes bl.a.

bistand til miljøstyrelsen i forbindelse med opretholdelse af

Barsebaeckberedskabet samt bistand ved udarbejdelse af

sikkerhedsvurderinger og vurdering af miljøeffekter. Der

gennemføres derudover et omfattende måleprogram med henblik på

registrering af radioaktivitet på landjorden og i havet. Indsatsen

er i de senere år i øget omfang blevet knyttet til generelle

miljøspørgsmål, og det er fortsat hensigten i øget omfang at

nyttiggøre den indvundne viden i forbindelse med beregning af

virkninger samt beredskab over for miljøtruende uheld.

Afslutning

Den kernekraftrelaterede forskning på Risø omfatter i 1985 i alt 25

årsværk, hvilket svarer til 2,9 pct. af mandskabsindsatsen.

Herudover omfatter bistand og rådgivning til myndigheder i

kernekraftspørgsmål 0,9 pct. eller 8 årsværk. En del af

forskningen og myndighedsbistanden er kontraktfinansieret (48 pct.

svarende til 16 årsværk) og i forhold til indsatsen i 1981 er

indsatsen i 1985 mere end halveret. Opgørelsen omfatter ikke

mandskabsindsats ved drift af egne nukleare anlæg.

Den kernekraftrelaterede forskning samt bistand og rådgivning er

reduceret til et minimum. Omfanget af det nuværende

aktivitetsniveau på kernekraftområdet må skønnes at sikre

opretholdelsen af den nødvendige viden om den teknologiske

udvikling og den nødvendige selvstændige forskning som baggrund

for at kunne yde myndighedsbistand i kernekraftspørgsmål.

Forskningen er samtidig udvalgt under hensyntagen til, at den

skal have et fagligt niveau, der gør det attraktivt for

udenlandske partnere at deltage.

Versioner

  1. 1988-05-21