1985 LSF 86 JUSTITSMIN. J. NR. L.A. 1985-20002-154 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, LOV OM SAMARBEJDE MED FINLAND, ISLAND, NORGE OG SVERIGE ANGÅENDE FULDBYRDELSE AF STRAF M.V. OG LOV OM OVERFØRSEL TIL ANDET LAND AF RETSFORFØLGNING I STRAFFESAGER (INTERNATIONAL STRAFFERET)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00086@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november
1981, som ændret senest ved lov nr. 229 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 1, ophæves nr. 5-8, og i stedet indsættes:
»5) når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst,
ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage
retsforfølgning, eller
6) når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land
afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for
folkeretligt anerkendt statsområde, er strafbar efter den der
gældende lovgivning og den efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 1 år.«
2. § 8, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I de under stk. 1, nr. 4-6, nævnte tilfælde afgør
justitsministeren, om påtale skal finde sted.«
3. I § 10 a, stk. 1, ændres ordene »lov om fuldbyrdelse af europæiske
straffedomme eller« til: »den europæiske konvention om
straffedommes internationale retsvirkninger eller af«.
§ 2
I kriminallov for Grønland, jfr. lovbekendtgørelse nr. 49 af 13.
februar 1979, foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 3. ophæves nr. 2-4, og i stedet indsættes:
»2) når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst,
ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage
retsforfølgning, eller
3) når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land
afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for
folkeretligt anerkendt statsområde, er strafbar efter den der
gældende lovgivning, og den kan medføre foranstaltninger efter
nærværende lov.«
2. § 4, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. I de under stk. 3, nr. 1-3, nævnte tilfælde afgør
justitsministeren, om påtale skal finde sted.«
§ 3
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Det samme gælder »viten«, om hvilke der i Finland eller
Sverige er truffet afgørelse om fuldbyrdelse, og som
1) er pålagt parter eller andre under en retssag
(»raettegångsviten«),
2) i Finland er pålagt af marknadsdomstolen eller efter anke af
marknadsdomstolens afgørelse af højesteret eller
3) i Sverige er pålagt af konsumentombudsmanden,
næringsfrihedsombudsmanden eller marknadsdomstolen.'
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 1, stk. 2, som bliver § 1, stk. 3, ændres ordene »Det samme
gælder afgørelse om« til: »Det samme gælder endvidere afgørelse
om«.
§ 4
I § 3, stk. 2, i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet
land af retsforfølgning i straffesager ændres »§ 8, stk. 1, nr.
7,» til: »§ 8, stk. 1, nr. 5,».
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.
Stk. 2. § 3 gælder kun for »viten«, der er pålagt efter lovens
ikrafttræden.
§ 6
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 1, 3 og 4 gælder ikke for Grønland. § 3
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med
de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 201
§ 1
I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november
1981 som ændret senest ved lov nr. 229 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 1, ophæves nr. 5-8, og i stedet indsættes:
»5) når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge
hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning,
eller
6) når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land
afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for
folkeretlig anerkendt statsområde, er strafbar efter den der
gældende lovgivning, og den efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 1 år.«
2. § 8, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I de under stk. 1, nr. 4-6, nævnte tilfælde afgør
justitsministeren, om påtale skal finde sted.«
3. I § 10 a, stk. 1, ændres ordene »lov om fuldbyrdelse af europæiske
straffedomme eller« til: »den europæiske konvention om
straffedommes internationale retsvirkninger eller af«.
§ 2
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Det samme gælder »viten«, om hvilke der i Finland eller
Sverige er truffet afgørelse om fuldbyrdelse, og som
1) er pålagt parter eller andre under en retssag
(»raettegångsviten«),
2) i Finland er pålagt af marknadsdomstolen eller efter anke af
marknadsdomstolens afgørelse af højesteret, eller
3) i Sverige er pålagt af konsumentombudsmanden,
næringsfrihedsombudsmanden eller marknadsdomstolen.'
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 1, stk. 2, som bliver § 1, stk. 3, ændres ordene »Det samme
gælder afgørelse om« til: »Det samme gælder endvidere afgørelse
om«.
§ 3
I § 3, stk. 2, i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet
land af retsforfølgning i straffesager ændres »§ 8, stk. 1, nr.
7,» til: »§ 8, stk. 1, nr. 5,».
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.
Stk. 2. § 2 gælder kun for »viten«, der er pålagt efter lovens
ikrafttræden.
§ 5
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland, men § 2 kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som
de særlige grønlandske forhold tilsiger.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget tilsigter først og fremmest en ændring af straffelovens
bestemmelser om dansk straffemyndighed (jurisdiktionskompetence),
det vil sige de danske domstoles internationale kompetence til at
behandle straffesager. Ændringen skal muliggøre, at der i større
omfang end i dag kan ske retsforfølgning af personer, som opholder
sig her i landet, for alvorlige forbrydelser, som de pågældende
har begået i udlandet.
En gennemførelse af lovforslaget er endvidere en forudsætning for
Danmarks ratifikation af nogle internationale konventioner om
tortur og terrorisme. Det drejer sig om De forenede Nationers
konventioner mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf og mod gidseltagning og om
den internationale konvention om fysisk beskyttelse af nukleare
materialer, som er udarbejdet i Det internationale Energiagenturs
regi.
Dernæst tilsigter lovforslaget på baggrund af nordiske drøftelser en
ændring af loven om samarbejde med Finland, Island, Norge og
Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. Hensigten med denne
del af forslaget er at skabe mulighed for at fuldbyrde »viten« (en
særlig slags tvangsbøder), som i Finland eller Sverige er pålagt
for overtrædelse af forbud efter den svenske eller finske
markedsføringslovgivning m.v.
2. Gældende ret i Danmark og de øvrige nordiske lande.
2.1 De gældende bestemmelser om dansk straffemyndighed, dvs.
spørgsmålet om, hvilke strafbare forhold der kan påtales her i
landet, findes i straffelovens §§ 6-8. Disse regler indebærer i
hovedtræk følgende:
a) Handlinger, som begås på dansk territorium, er altid undergivet
dansk straffemyndighed uanset gerningsmandens nationalitet, jfr.
straffelovens § 6 (territorialprincippet).
b) Handlinger, som begås uden for dansk territorium af en person, som
er statsborger eller bosat i Danmark eller et af de andre nordiske
lande, er undergivet dansk straffemyndighed efter bestemmelserne i
straffelovens § 7 (personalitetsprincippet).
c) Handlinger, som begås uden for dansk territorium af en person, der
ikke er statsborger i eller har bopæl i Danmark eller et af de
andre nordiske lande, er kun undergivet dansk straffemyndighed,
hvis de særlige betingelser i straffelovens § 8 er opfyldt (real-
eller beskyttelsesprincippet).
Den gældende bestemmelse i straffelovens § 8 indebærer som nævnt, at
handlinger, der er begået i udlandet, i visse tilfælde er
undergivet dansk straffemyndighed, uanset hvor gerningsmanden
hører hjemme. Straffelovens § 8 er udtryk for det såkaldte real-
eller beskyttelsesprincip, hvorefter handlinger, som er begået i
udlandet, inddrages under en anden stats straffemyndighed, når de
er rettet mod interesser, som denne stat har en særlig interesse i
at værne om. Udviklingen siden vedtagelsen af straffeloven i 1930
viser, at lovgivningsmagten har fundet det nødvendigt - ikke
mindst af hensyn til den internationale interesse i bekæmpelsen af
de alvorligste forbrydelser - at udvide kredsen af de interesser,
som værnes gennem bestemmelsen i straffelovens § 8.
De handlinger, der er omfattet af den gældende § 8, er dels
handlinger, der på nærmere angiven måde krænker den danske stat
eller danske statsborgere (stk. 1, nr. 1-3) og dels visse
forbrydelser af kvalificeret grovhed, som ved internationale
konventioner, der er ratificeret af Danmark, er undergivet såkaldt
universel jurisdiktionskompetence (stk. 1, nr. 4-8).
Bestemmelserne i stk. 1, nr. 4-8, er indsat successivt i straffeloven
i forbindelse med dansk ratifikation af de pågældende
konventioner.
Ved lov nr. 95 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov
(Kapring af luftfartøj) indsattes således bestemmelsen i § 8, stk.
1, nr. 4 (Folketingstidende 1971-72, sp. 950, 1975, 3893 og 4187;
Tillæg A, sp. 909; Tillæg B, sp. 885 og Tillæg C, sp. 223).
Ved lov nr. 538 af 13. december 1972 om ændring af borgerlig
straffelov (sabotage mod luftfartøjer m.v.) indsattes bestemmelsen
i § 8, stk. 1, nr. 5, (Folketingstidende 1972-73, sp. 106, 376,
1618 og 1825; Tillæg A, sp. 337; Tillæg B, sp. 209, og Tillæg C,
sp. 87).
Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov,
af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.v. og af
retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet,
beskyttelse af diplomater m.v.) indsattes bestemmelserne i § 8,
stk. 1, nr. 6 og 7 (Folketingstidende 1974-75, 2. samling, sp.
650, 1940, 5986 og 6337; Tillæg A, sp. 1605; Tillæg B, sp. 817 og
Tillæg C, sp. 521).
Ved lov nr. 191 af 3. maj 1978 om ændring af borgerlig straffelov
(Bekæmpelse af terrorisme) indsattes bestemmelsen i § 8, stk. 1,
nr. 8 (Folketingstidende 1977-78, sp. 2205, 3102, 8753 og 9369;
Tillæg A, sp. 1629; Tillæg B, sp. 665 og 817, og Tillæg C, sp.
433).
2.2. De andre nordiske landes straffelovsbestemmelser om
strafferetlig jurisdiktionskompetence er væsentlig mere vidtgående
end den danske straffelovs regler.
Efter den finske straffelovs § 3 kan udlændinges handlinger i
udlandet således altid straffes, hvis blot handlingen er strafbar
på gerningsstedet, eller hvis handlingen er begået indenfor et
område, hvor ingen stats lov gælder. Der kan derudover straffes
for bl.a. visse terrorhandlinger, selvom disse ikke er strafbare
på gerningsstedet.
Efter den norske straffelovs § 12, nr. 4, litra a, finder norsk
straffelov også anvendelse på visse i loven nærmere angivne
handlinger, som udlændinge har begået i udlandet. De fleste mere
alvorlige forbrydelser vil således altid kunne straffes i Norge,
f.eks. manddrab, voldtægt, ulovlig frihedsberøvelse, dokumentfalsk
osv.
Herudover kan der efter § 12, nr. 4, litra b, straffes i tilfælde af
dobbelt strafbarhed, hvis blot den skyldige har ophold i Norge.
Efter Brottsbalkens 2. kap., 2 §, kan udlændinge, der befinder sig i
riget, straffes i Sverige for handlinger begået uden for riget,
såfremt handlingen ikke er ansvarsfri efter loven på
gerningsstedet, og den svenske strafferamme overstiger fængsel i 6
måneder.
3. Konventionsmæssig forpligtelse til retsforfølgning.
3.1. Med henblik på at effektivisere bekæmpelsen af nogle af de
alvorligste forbrydelser på internationalt plan indeholder alle
internationale konventioner herom fra de sidste årtier
bestemmelser, som indebærer en pligt for de deltagende lande til
at sikre, at gerningsmændene til de pågældende forbrydelser bliver
retsforfulgt enten gennem udlevering til retsforfølgning i et
andet land eller gennem retsforfølgning i den stat, hvor den
pågældende opholder sig (princippet omp'aut dedere aut judicare').
Sådanne bestemmelser findes i lidt varierende udformning i de
konventioner, der er nævnt i de gældende bestemmelser i
straffelovens § 8, stk. 1, nr. 4-6 og 8, og er tillige optaget i
De forenede Nationers konvention imod gidseltagning (artikel 5),
De forenede Nationers konvention mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (artikel
5) og i konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer
(artikel 8), jfr. nærmere om konventionerne nedenfor under pkt. 4.
Det må desuden forventes, at lignende bestemmelser om universel
jurisdiktionskompetence fremover vil blive optaget i konventioner
om bekæmpelse af forbrydelser, der som f.eks. narkotika og
terrorisme betragtes som så alvorlige, at gerningsmanden, uanset
hvor i verden den pågældende befinder sig, ikke bør kunne unddrage
sig retsforfølgning på grund af manglende jurisdiktionskompetence
i opholdslandet.
Som ovenfor nævnt er en ændring af straffelovens § 8 en nødvendig
forudsætning for dansk ratifikation af konventionerne om tortur,
gidseltagning og om beskyttelse af nukleare materialer. Ændringen
af straffelovens § 8 ville i princippet kunne gennemføres ved en
tilføjelse af ydeligere 3 numre til stk. 1, således at denne efter
ændringen ville indeholde i alt 11 numre. Imod en sådan løsning
taler allerede nu lovtekniske grunde. Hertil kommer det forhold,
at der som ovenfor nævnt i fremtiden må forventes indgået
yderligere et antal konventioner, som pålægger Danmark tilsvarende
pligter med hensyn til jurisdiktionskompetence, og som derfor også
ville nødvendiggøre indsættelsen af nye numre i § 8, stk. 1.
Bestemmelsen, som allerede i dag kan være vanskelig at overskue,
ville i givet fald få en udformning og et omfang, der ud fra et
moderne lovteknisk synspunkt må forekomme helt utilfredsstillende.
Disse forhold taler derfor stærkt for at udforme nye generelle
bestemmelser om universel jurisdiktionskompetence i § 8, stk. 1.
Sådanne generelle bestemmelser vil gøre det muligt at erstatte
flere af de gældende bestemmelser i § 8, stk. 1, og vil samtidig
uden en ny ændring af § 8, stk. 1, muliggøre dansk ratifikation af
fremtidige konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, som
indebærer en forpligtelse for Danmark til at skabe dansk
jurisdiktionskompetence.
3.2. Justitsministeriet har på den baggrund fundet det
hensigtsmæssigt at udforme lovforslaget således, at der i
forbindelse med en ophævelse af bestemmelserne i straffelovens §
8, stk. 1, nr. 5-8, indsættes en ny bestemmelse af generel
karakter som nr. 5. Efter bestemmelsen får Danmark herved
jurisdiktionskompetence ikke alene i forhold til handlinger, der
er omfattet af de allerede ratificerede konventioner, der er nævnt
i de gældende bestemmelser i § 8, stk. 1, nr. 5-8, men også i
forhold til handlinger, der er omfattet af torturkonventionen,
gidselkonventionen og konventionen vedrørende fysisk beskyttelse
af nukleare materialer.
Samtidig vil bestemmelsen som nævnt give mulighed for, at Danmark kan
ratificere fremtidige konventioner, der indeholder tilsvarende
jurisdiktionsregler, uden at det i den forbindelse hver gang
bliver nødvendigt at foretage nye ændringer af straffeloven. I
udformningen af bestemmelsen ligger samtidig en bemyndigelse for
regeringen til at indgå konventioner, der forudsætter sådanne
jurisdiktionskompetenceregler, som indeholdes i forslaget til § 8,
stk. 1. Hvorvidt folketinget i forbindelse med ratifikation af
kommende konventioner med universelle jurisdiktionsregler i øvrigt
skal give samtykke hertil, vil navnlig bero på, om folketingets
medvirken i form af anden lovgivning er nødvendig, eller om de
pågældende konventioner pålægger Danmark forpligtelser, som i
øvrigt er af større betydning, jfr. grundlovens § 19.
4. De nye konventioners hovedindhold
Lovforslaget indebærer som nævnt, at der skabes den fornødne hjemmel
for dansk ratifikation af gidselkonventionen, og lovforslaget er
endvidere en forudsætning for ratifikation af torturkonventionen
og konventionen vedrørende fysisk beskyttelse af nukleare
materialer. Nedenfor under pkt. a-c redegøres for hovedindholdet
af de nævnte konventioner og for behovet for andre lovændringer
inden for justitsministeriets område i forbindelse med en dansk
ratifikation af konventionerne.
a) FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf blev vedtaget på FN's
generalforsamling den 10. december 1984. Konventionen, der træder
i kraft, når den er ratificeret af 20 lande, blev undertegnet af
Danmark den 4. februar 1985. Konventionen er indtil nu ikke
ratificeret af nogen stat.
Spørgsmålet om dansk ratifikation af torturkonventionen forelægges
samtidig med dette lovforslag for folketinget af
udenrigsministeren i form af et forslag til folketingsbeslutning,
og de nedenstående bemærkninger begrænser sig derfor til en kort
omtale af konventionen og til alene at vedrøre spørgsmålet om
behovet for lovændringer inden for justitsministeriets område.
I konventionens artikel 1 defineres tortur som enhver handling, ved
hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental,
forsætligt påføres af en offentlig ansat eller en anden person,
som handler i embeds medfør, eller på opfordring af en sådan
person eller med en sådan persons billigelse eller indvilligelse.
Efter artikel 4 skal de deltagende stater sikre, at tortur, forsøg på
at udøve tortur og medvirken til tortur er strafbare handlinger,
som kan medføre en straf, som tager hensyn til handlingernes
alvorlige karakter.
Herudover indeholder konventionen bestemmelser, som forpligter de
deltagende stater til bl.a. at sikre, at der ikke sker udvisning,
tilbagesendelse eller udlevering af udlændinge til en stat, når
der er vægtige grunde til at formode, at den pågældende risikerer
at blive udsat for tortur (artikel 3). Staterne forpligtes
endvidere til at samarbejde om retsforfølgning af personer, som
har udøvet tortur, dels ved at yde hinanden retshjælp, dels ved
enten at udlevere personer, der har udøvet tortur til en anden
deltagende stat (artikel 8), eller, hvis udlevering ikke kan finde
sted, ved selv at retsforfølge den pågældende (artikel 5). Det er
den sidstnævnte artikel, som fastslår det såkaldte »aut dedere aut
judicare« princip, og som nødvendiggør en ændring af
jurisdiktionsreglerne i straffelovens § 8, stk. 1.
Justitsministeriet har overvejet, om ratifikation af
torturkonventionen vil nødvendiggøre andre ændringer af
straffeloven eller anden lovgivning. Man har i den forbindelse
indhentet en udtalelse om spørgsmålet fra rigsadvokaten, som bl.a.
har udtalt, at sager om psykisk tortur, jfr. konventionens art. 1,
ikke har foreligget til afgørelse her i landet, men at der vel må
antages at være fornøden hjemmel til at pålægge en passende streng
straf efter bestemmelserne i straffelovens kapitel 16, §§ 244-246,
§ 250, § 252, §§ 260-261 samt § 266, alt sammenholdt med
straffelovens § 23. Justitsministeriet kan tiltræde rigsadvokatens
vurdering og er i den forbindelse enig i, at rækkevidden af
artikel 1, jfr. artikel 4, kan give anledning til en vis tvivl for
så vidt angår psykisk tortur. Justitsministeriet finder dog, at
psykisk tortur vil kunne rammes af en passende streng straf efter
de gældende bestemmelser i straffeloven, men at det samtidig vil
være naturligt at lade straffelovrådet overveje behovet for en
ændring af straffelovens §§ 244-246 med hensyn til psykisk tortur
i forbindelse med rådets igangværende overvejelser om en revision
af disse bestemmelser.
Justitsministeriet finder endvidere, at forpligtelsen efter
konventionens artikel 3 til at undgå udvisning, tilbagesendelse
eller udlevering af en person til en anden stat, hvor der er
vægtige grunde til at antage, at den pågældende vil være i fare
for at blive underkastet tortur, er opfyldt dels ved
bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 og 8 om retskrav på
opholdstilladelse til konventionsflygtninge og de-facto flygtninge
og dels gennem reglerne i § 26, nr. 5, i udlændingeloven og § 7 i
udleveringsloven.
Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet anledning til
med henblik på en ratifikation af torturkonventionen at foreslå
andre lovændringer end ændringen af straffelovens § 8, stk. 1, med
hensyn til jurisdiktionskompetence.
b) FN's konvention imod gidseltagning blev vedtaget på FN's
generalforsamling den 17. december 1979. Konventionen er indtil
videre tiltrådt af 27 stater og trådte i kraft den 3. juni 1983.
Konventionen er medtaget som bilag til dette lovforslag.
Gidseltagning omfatter ifølge konventionens artikel 1, tilfælde, hvor
en person tilfangetager eller tilbageholder en anden person
(gidslet) og truer med at dræbe, legemsbeskadige eller
tilbageholde gidslet med henblik på at tvinge nogen til at
foretage eller undlade en handling som en udtrykkelig eller
stiltiende betingelse for frigivelsen af gidslet.
Efter konventionens artikel 2 forpligtes de kontraherende stater til
at fastsætte passende straffe for gidseltagning under hensyn til
disse forbrydelsers alvorlige karakter.
Herudover indeholder konventionen bl.a. bestemmelser i artiklerne 5,
9, 10 og 11 om gensidig retshjælp mellem de deltagende stater og
en forpligtelse svarende til forpligtelsen efter
torturkonventionen til at udlevere en formodet gidseltager til en
anden deltagende stat eller, hvis udlevering ikke finder sted, til
selv at retsforfølge den pågældende. Det er den sidstnævnte
forpligtelse, som nødvendiggør en ændring af straffelovens § 8,
stk. 1, i forbindelse med dansk ratifikation af konventionen.
Justitsministeriet har overvejet, om der er behov for at foretage
andre ændringer af straffeloven eller af anden lovgivning i
forbindelse med en eventuel ratifikation af konventionen. Man har
ikke fundet et sådant behov, idet de gældende bestemmelser i
navnlig straffeloven, retsplejeloven og udleveringsloven
indeholder bestemmelser, som muliggør en opfyldelse af de
forpligtelser, som Danmark vil påtage sig i forbindelse med en
ratifikation af konventionen.
c) Den internationale konvention om fysisk beskyttelse af nukleare
materialer, der er udarbejdet under FNs internationale
atomenergi-agentur (IAEA), har været åben for undertegnelse siden
3. marts 1980. Danmark har undertegnet konventionen den 13. juni
1980 som medlem af Euratom. Spørgsmålet om dansk ratifikation
overvejes for tiden i udenrigsministeriet. Konventionen træder
først i kraft, når 21 stater har ratificeret den, hvilket endnu
ikke er sket.
Konventionen har som sit hovedformål at hindre, at nukleare
materialer til fredelig anvendelse under international transport
falder i uretmæssige hænder. Konventionen forpligter i den
forbindelse de deltagende stater til at fastsætte visse
minimumskrav til beskyttelse af transporter af nukleart materiale
samt bestemmelser om samarbejdsforpligtelser for import-, eksport-
og transitlande i forbindelse med transportens gennemførelse og
eventuel bortkomst af nukleart materiale.
Herudover indeholder konventionen i artikel 7 en forpligtelse for de
deltagende stater til at fastsætte straffebestemmelser om visse
forsætlige forhold af mere alvorlig karakter vedrørende nukleare
materialer. I efterfølgende artikler findes bestemmelser om
gensidig retshjælp staterne imellem og om retsforfølgning og
udlevering af personer, som har gjort sig skyldig i overtrædelser
af de forbrydelser, som er anført i artikel 7. I den forbindelse
pålægges de deltagende stater en forpligtelse til at skabe
jurisdiktion over disse forbrydelser bl.a. i tilfælde, hvor staten
ikke udleverer den pågældende til retsforfølgning i en anden
deltagende stat (princippet om »aut dedere aut judicare«). Den
sidstnævnte forpligtelse nødvendiggør som ovenfor nævnt en ændring
af straffelovens § 8, stk. 1, som foreslået.
Justitsministeriet har overvejet, om der er behov for andre ændringer
i straffeloven eller andre love under justitsministeriets område i
forbindelse med en eventuel ratifikation af konventionen. I den
forbindelse kan rækkevidden af de forpligtelser, der i artikel 7
pålægges staterne med hensyn til kriminalisering af visse
forsætlige forhold vedrørende nukleare materialer give anledning
til en vis tvivl. Justitsministeriet har dog efter en samlet
vurdering ikke fundet, at der er tilstrækkelig anledning til at
foreslå yderligere ændringer af straffeloven eller anden
lovgivning under justitsministeriets område.
5. Jurisdiktionskompetence i andre tilfælde, hvor udlevering ikke
gennemføres.
Der er i de senere år forekommet tilfælde, hvor der har været behov
for en videregående jurisdiktionskompetence end den, som følger af
de gældende bestemmelser i straffelovens § 8 og det i dette
lovforslag indeholdte forslag til ny bestemmelse i § 8, stk. 1,
nr. 5.
Behovet for en sådan kompetenceudvidelse foreligger navnlig i de
tilfælde, hvor gerningsmanden til en alvorlig forbrydelse, som er
begået i udlandet, pågribes i Danmark, og hvor det besluttes ikke
at udlevere den pågældende til retsforfølgning i hjemlandet eller
gerningslandet. I sådanne konkrete tilfælde, hvor Danmark ikke er
konventionsmæssigt forpligtet til at foretage retsforfølgning, kan
det være særdeles hensigtsmæssigt, at Danmark har mulighed for at
retsforfølge en sådan person, som ikke udleveres til
retsforfølgning i et andet land. Situationen kan f.eks. tænkes at
opstå, hvis en udenlandsk statsborger har begået drab eller en
anden meget alvorlig forbrydelse i sit hjemland, hvor straffen for
den slags forbrydelser er dødsstraf. Efter udleveringsloven (lov
nr. 249 af 9. juni 1967) gælder der en række begrænsninger i
adgangen til at udlevere personer til retsforfølgning i et andet
land. Der kan således bl.a. ikke ske udlevering for militære eller
politiske lovovertrædelser, jfr. lovens §§ 4 og 5, og der må
heller ikke ske udlevering, hvis den pågældende risikerer
forfølgelse efter udleveringen, eller udlevering i øvrigt vil være
uforenelig med humanitære hensyn, jfr. lovens §§ 6 og 7. Endvidere
må udlevering bl.a. kun ske på vilkår, at dødsstraf ikke må
fuldbyrdes for den pågældende handling, jfr. lovens § 10.
I den ovenfor beskrevne situation kan resultatet derfor blive, at
Danmark ikke vil udlevere den pågældende til retsforfølgning i
hjemlandet, og at der ikke er hjemmel i straffelovens §§ 6-8 til
at retsforfølge den pågældende her i landet. Hvis forbrydelsen er
begået i lande, som Danmark traditionelt har en nær tilknytning
til, kan der forekomme situationer, hvor det vil virke stødende på
den almindelige retsfølelse, hvis en sådan person ikke kan
retsforfølges her i landet på grund af manglende
jurisdiktionskompetence.
Det foreslås på den baggrund, at der som en ny bestemmelse i § 8,
stk. 1, nr. 6, indsættes en regel, som supplerer bestemmelsen i
nr. 5 om konventionsmæssig forpligtelse til at skabe
jurisdiktionskompetence, således at der også i tilfælde, hvor der
ikke er nogen konventionsmæssig forpligtelse hertil, bliver
mulighed for at foretage retsforfølgning i Danmark af handlinger,
der er begået i udlandet af udlændinge.
Det er efter forslaget for det første en betingelse for dansk
jurisdiktionskompetence, at der er tale om en handling, som efter
dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Denne
betingelse har direkte tilknytning til kravet i udleveringsloven
om, at der normalt kun kan ske udlevering vedrøende forbrydelser,
der efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.
Der er for det andet efter forslaget en betingelse for
jurisdiktionskompetencen, at udlevering af den sigtede til
retsforfølgning i et andet land er afslået. Justitsministeriet har
overvejet, om der herudover kunne være behov for at have dansk
jurisdiktionskompetence i tilfælde, hvor udlevering af andre
særlige grunde ikke gennemføres. Sådanne særlige grunde kunne
navnlig foreligge i tilfælde, hvor udleveringsbegæring ikke
fremsættes af et andet land, og hvor det efter de foreliggende
omstændigheder må antages, at baggrunden for, at
udleveringsbegæringen ikke fremsættes, er, at Danmark i givet fald
ikke ville imødekomme en sådan begæring. Da det imidlertid i visse
tilfælde vil kunne give anledning til konkrete vanskeligheder for
både anklagemyndigheden og domstolene at vurdere, om der
foreligger dansk jurisdiktionskompentence efter en sådan
bestemmelse, har justitsministeriet afstået fra at stille forslag
herom.
Justitsministeriet har således fundet det rigtigst, at begrænse dansk
jurisdiktionskompetence til sådanne tilfælde, hvor en anden stat
ved at fremsætte en anmodning om udlevering har vist en interesse
i at gennemføre en straffesag mod den pågældende, men hvor dette
hindres, fordi udlevering fra Danmark afslås. I disse situationer
vil der efter justitsministeriets opfattelse efter
omstændighederne kunne være en væsentlig dansk interesse i at
gennemføre retsforfølgning her i landet, idet alternativet til en
udlevering ellers ville være at sætte den pågældende på fri fod
uden retsforfølgning.
Grunden til, at udlevering nægtes, kan f.eks. være, at der er tale om
en militær eller en politisk forbrydelse, jfr. udleveringslovens
§§ 4 og 5, eller at forbrydelsen i det land, hvor den er begået,
kan medføre dødsstraf. Under sådanne omstændigheder kan det som
ovenfor beskrevet i visse tilfælde forekomme mindre rimeligt, at
den pågældende må sættes på fri fod, fordi der ikke er mulighed
for at retsforfølge ham eller hende her i landet.
Om bestemmelsen i øvrigt henvises til de specielle bemærkninger
nedenfor.
6. Påtaleregler
De foreslåede bestemmelser i nr. 5 og 6 om en udvidelse af den danske
jurisdiktionskompetence indebærer ikke nogen pligt til at rejse
tiltale her i landet, men alene en mulighed herfor. Konsekvensen
af, at en forbrydelse er undergivet dansk jurisdiktionskompetence,
vil alene være, at der efter de almindelige regler i
retsplejeloven skal træffes bestemmelse om, hvorvidt tiltale bør
rejses. Det vil således meget vel kunne tænkes, at en sag må
henlægges på bevisets stilling, fordi det ikke er muligt at skaffe
tilstrækkelige beviser fra udlandet.
Afgørelsen om, hvorvidt påtale af den pågældende forbrydelse skal
finde sted, skal efter forslaget træffes af justitsministeren.
Også efter den gældende bestemmelse i § 8, stk. 3, er det
justitsministeren, der i forbindelse med sager, der opstår på
baggrund af mellemfolkelige forpligtelser, afgør, om påtale skal
finde sted. Der vil i den forbindelse kunne tages hensyn ikke
alene til behovet og muligheden for at gennemføre en straffesag
her i landet, men også til sagens folkeretlige aspekter og
forholdet til andre implicerede stater.
7. Fuldbyrdelsen af finske og svenske »viten«
Lovforslagets § 2 indeholder et forslag til en ændring i § 1, stk. 1,
i lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. Hensigten med
forslaget - der er resultatet af fællesnordiske drøftelser - er at
gøre det muligt her i landet at fuldbyrde »viten« (en særlig slags
tvangsbøder), som i Finland eller Sverige pålægges for
overtrædelse af forbud efter markedsføringslovgivningen m.m.
Efter den gældende fællesnordiske lovgivning om fuldbyrdelse af straf
m.v. kan bødestraf, der er pålagt i et af de øvrige nordiske
lande, fuldbyrdes her i landet, ligesom bødestraf idømt her i
landet kan fuldbyrdes i de andre nordiske lande.
I den gældende lov er der imidlertid alene hjemmel til fuldbyrdelse i
Danmark af egentlige bøder idømt som sanktion for en strafbar
lovovertrædelse og til fuldbyrdelse af procesbøder (de såkaldte
»raettegångsviten«) efter svensk ret. Fuldbyrdelsen af
tvangsbøder, herunder andre former for »viten« end
»raettegångsviten«, er derimod ikke omfattet af samarbejdet.
En udvidelse af det nordiske samarbejde om straffuldbyrdelse til også
at omfatte »viten« efter svensk og finsk markedsføringslovgivning
m.m. forudsætter således en ændring af den fællesnordiske
lovgivning.
I finsk og svensk ret har man valgt »vitesinstituttet« som middel til
at gennemtvinge reglerne i bl.a. markedsføringsloven,
konkurrenceloven, og lovene om aftalevilkår i henholdsvis
forbrugerforhold og mellem næringsdrivende. Marknadsdomstolen, der
både i Finland og Sverige er en administrativ instans, kan
udfærdige forbud eller påbud over for en næringsdrivende for at
sikre, at den pågældende følger de for markedet gældende normer.
Forbudet forenes med »vite«, medmindre dette af særlige grunde
ikke anses for nødvendigt.
I sager, som ikke er af større vigtighed, kan konsumentombudsmanden
efter de svenske love om aftalevilkår i henholdsvis
forbrugerforhold og mellem næringsdrivende og efter
markedsføringsloven selv udfærdige forbuds- eller
informationsforelæg med tilhørende »vite«, som, hvis de vedtages
af den næringsdrivende, har samme retsvirkning som forbud eller
påbud meddelt af marknadsdomstolen. Efter en tilsvarende regel i
konkurrenceloven kan »viten« pålægges af den svenske
næringsfrihedsombudsmand.
En pålagt »vite« skal kun betales, hvis forbudet eller pålægget, som
er knyttet til »viten«, ikke efterkommes. Viten skal »utdoemas«,
før den kan fuldbyrdes.
Den pålagte »vite« »utdoemas« i Sverige af »almaen« domstol. Retten
kan i forbindelse med udmålingen af »viten« foretage en
fuldstændig prøvelse af marknadsdomstolens afgørelse, også for så
vidt angår det af marknadsdomstolen udøvede skøn, ligesom der ved
fastsættelsen af »vitens« størrelse tages hensyn til, i hvilket
omfang en krænkelse af forbudet kan bebrejdes den pågældende
næringsdrivende, og om han senere har efterkommet
marknadsdomstolens afgørelse.
I Finland kan marknadsdomstolen selv »utdoema« forelagte »viten«.
Marknadsdomstolens afgørelse kan appelleres til den finske
højesteret.
Fra svensk side har man i forbindelse med drøftelser mellem de
nordiske justitsministerier fremhævet, at den svenske
marknadsdomstol i visse tilfælde har afstået fra at forene et i
henhold til marknadsfoeringslagen nedlagt »foerbud« over for andre
nordiske virksomheder med »vite«. Det er den svenske opfattelse,
at denne praksis skyldes, at der efter de gældende regler ikke
består nogen mulighed for at inddrive en senere »utdoemt« »vite«,
såfremt virksomheden ikke har formueværdier i Sverige. Der er
efter de gældende svenske regler ikke mulighed for i stedet at
idømme bøde, hvis forbudet overtrædes.
Efter justitsministeriets opfattelse har »viteinstituttet« inden for
finsk og svensk markedsføringslovgivning så væsentlige
lighedspunkter med den strafferetlige bødesanktion, at der ikke er
afgørende betænkeligheder ved at følge de finske og svenske ønsker
om at inddrage »viten« inden for dette specifikke
lovgivningsområde i det nordiske samarbejde om fuldbyrdelse af
straf. Der må herved også henses til, at det tilsvarende danske
lovgivningsområde er sanktioneret ved almindelig bøde, og at disse
bøder vil kunne fuldbyrdes i de andre nordiske lande.
Justitsministeriet har på den baggrund fundet det naturligt at
foreslå en udvidelse af det nordiske samarbejde vedrørende
fuldbyrdelse af straf til også at omfatte »utdoemda« finske og
svenske »viten«.
8. Hørte myndigheder
Justitsministeriet har indhentet udtalelser over lovforslaget fra
præsidenterne fra østre og vestre landsret, præsidenterne for
Københvns byret og for retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den
Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten,
rigspolitichefen, foreningen af politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk kriminalpolitiforening, Dansk
politiforbund, Advokatrådet samt udenrigsministeriet.
9. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at medføre væsentlige administrative eller
økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at de gældende bestemmelser i straffelovens § 8,
stk. 1, nr. 5-8, ophæves og erstattes af to nye generelle
bestemmelser om strafferetlig jurisdiktionskompetence.
Bestemmelsen i nr. 5 medfører, at der i fremtiden vil være dansk
jurisdiktionskompetence, altså mulighed for at gennemføre
retsforfølgning her i landet, såfremt den kriminelle handling er
omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, som forpligter Danmark
til at foretage retsforfølgningen. Som anført i de almindelige
bemærkninger, pkt. 3, imødekommer bestemmelserne de forpligtelser
til at gennemføre retsforfølgning, som følger dels af de
konventioner, som er anført i de gældende bestemmelser i § 8, stk.
1, nr. 5-8, dels af FN's konventioner om tortur og gidseltagning
og konventionen om beskyttelse af nukleare materialer. Endelig
giver bestemmelsen mulighed for fremtidig dansk tilslutning til
nye konventioner, som pålægger Danmark en forpligtelse til at
gennemføre retsforfølgning.
Ved bestemmelsen i nr. 6 skabes der dansk jurisdiktionskompetence i
tilfælde, hvor den kriminelle handling her i landet kan medføre
højere straf end fængsel i 1 år, og udlevering af den sigtede til
retsforfølgning i et andet land afslås. Som anført ovenfor i de
almindelige bemærkninger, pkt. 5, har justitsministeriet i den
forbindelse fundet det rigtigst at begrænse den danske
jurisdiktionskompetence til tilfælde, hvor et andet land har
fremsat en begæring om udlevering, som Danmark har afslået.
Det er efter forslaget til § 8, stk. 1, nr. 6, endvidere en
betingelse, at den pågældende handling er strafbar ikke blot her i
landet, men også i det land, hvor den blev foretaget (princippet
om dobbelt strafbarhed). Efter justitsministeriets opfattelse er
det rigtigst at begrænse den danske jurisdiktionskompetence efter
den foreslåede nye bestemmelse i nr. 6 til sådanne kvalificerede
tilfælde, idet der næppe vil bestå nogen dansk interesse i at
gennemføre retsforfølgning af andre sager, hvor det
udleveringsbegærende lands - typisk hjemlandets - kompetence alene
støtter sig på ekstraterritorial kompetence uden at anvende
princippet om dobbelt strafbarhed i forhold til gerningslandet. En
tilsvarende betingelse om dobbelt strafbarhed findes i
straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, om dansk jurisdiktionskompetence
over for lovovertrædelser, som begås af danske i udlandet. Er
handlingen begået uden for folkeretlig anerkendt statsområde, kan
der dog naturligvis ikke stilles noget krav om dobbelt
kriminalisering af handlingen.
Til nr. 2
Efter forslaget til ny affattelse af straffelovens § 8, stk. 3, er
det justitsministeren, som i de i § 8, stk. 1, nr. 4-6, nævnte
tilfælde, afgør, om påtale skal finde sted.
Der henvises i øvrigt til det, som er anført i de almindelige
bemærkninger, pkt. 6.
Til nr. 3
Forslaget er en konsekvens af det samtidig fremsatte forslag til lov
om international fuldbyrdelse af straf m.v., hvorved lov om
fuldbyrdelse af europæiske straffedomme foreslås ophævet.
Til § 2
Til nr. 1
Efter forslaget udvides det nordiske samarbejde angående fuldbyrdelse
af straf, idet der ved en ændring af lov nr. 214 af 31. maj 1963
om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v. skabes mulighed for her i landet at
fuldbyrde »utdoemda viten«, som er pålagt i forbindelse med forbud
eller påbud givet af den finske eller svenske marknadsdomstol
eller af den svenske konsumentombudsmand eller
næringsfrihedsombudsmand.
De såkaldte »raettegångsviten« anses allerede for omfattet af den
gældende lovs § 1, men det er for at udelukke enhver tvivl herom
fundet rigtigst i forbindelse med ændringen af lovens § 1, at
indsætte en udtrykkelig bestemmelse herom i § 1, stk. 2, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til det,som er anført i de almindelige
bemærkninger, pkt. 7.
Til nr. 2
Ændringen er af redaktionel karakter.
Til § 3
Ændringen, der er af redaktionel karakter, er nødvendiggjort af
ophævelsen af straffelovens § 8, stk. 1, nr. 7, jfr. dette
lovforslags § 1.
Til § 4
Ikrafttrædelsestidspunktet er efter stk. 1 fastsat til den 1. juli
1986.
I stk. 2 er det præciseret, at kun »viten«, der er pålagt efter
lovens ikrafttræden, vil kunne fuldbyrdes her i landet. Det gælder
dog naturligvis ikke de »raettegångsviten«, som allerede anses
omfattet af den gældende lov, men som af redaktionelle grunde er
medtaget i dette lovforslags § 3.
Til § 5
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om lovens gyldighed på Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
International Convention against the Taking of Hostages
The States Parties to this Convention,
Having in mind the purposes and principles of the Charter of the
United Nations concerning the maintenance of international peace
and security and the promotion of friendly relations and
co-operation among States,
Recognizing, in particular, that everyone has the right to life,
liberty and security of person, as set out in the Universal
Declaration of Human Rights and the International Covenant on
Civil and Political Rights,
Reaffirming the principle of equal rights and self-determination of
peoples as enshrined in the Charter of the United Nations and the
Declaration on Principles of International Law concerning Friendly
Relations and Co-operation among States in accordance with the
Charter of the United Nations, as well as in other relevant
resolutions of the General Assembly,
Considering that the taking of hostages is an offence of grave
concern to the international community and that, in accordance
with the provisions of this Convention, any person committing an
act of taking of hostages shall be either prosecuted or
extradited,
Being convinced that it is urgently necessary to develop
international co-operation between States in devising and adopting
effective measures for the prevention, prosecution and punishment
of all acts of taking of hostages as manifestations of
international terrorism,
Have agreed as follows:
Article 1
1. Any person who seizes or detains and threatens to kill, to injure
or to continue to detain another person (hereinafter referred to
as the »»hostage«») in order to compel a third party, namely, a
State, an international intergovernmental organization, a natural
or juridical person, or a group of persons, to do or abstain from
doing any act as an explicit or implicit condition for the release
of the hostage commits the offence of taking of hostages
(»»hostage-taking«») within the meaning of this Convention.
2. Any person who:
(a) Attempts to commit an act of hostage-taking, or
(b) Participates as an accomplice of anyone who commits or attempts
to commit an act of hostage-taking
likewise commits an offence for the purposes of this Convention.
Article 2
Each State Party shall make the offences set forth in article 1
punishable by appropriate penalties which take into account the
grave nature of those offences.
Article 3
1. The State Party in the territory of which the hostage is held by
the offender shall take all measures it considers appropriate to
ease the situation of the hostage, in particular, to secure his
release and, after his release, to facilitate, when relevant, his
departure.
2. If any object which the offender has obtained as a result of the
taking of hostages comes into the custody of a State Party, that
State Party shall return it as soon as possible to the hostage or
the third party referred to in article 1, as the case may be, or
to the appropriate authorities thereof.
Article 4
States Parties shall co-operate in the prevention of the offences set
forth in article 1, particularly by:
(a) Taking all practicable measures to prevent preparations in their
respective territories for the commission of those offences within
or outside their territories, including measures to prohibit in
their territories illegal activities of persons, groups and
organizations that encourage, instigate, organize or engage in the
perpetration of acts of taking of hostages;
(b) Exchanging information and co-ordinating the taking of
administrative and other measures as appropriate to prevent the
commission of those offences.
Article 5
1. Each State Party shall take such measures as may be necessary to
establish its jurisdiction over any of the offences set forth in
article 1 which are committed:
(a) In its territory or on board a ship or aircraft registered in
that State;
(b) By any of its nationals or, if that State considers it
appropriate, by those stateless persons who have their habitual
residence in its territory;
(c) In order to compel that State to do or abstain from doing any
act; or
(d) With respect to a hostage who is a national of that State, if
that State considers it appropriate.
2. Each State Party shall likewise take such measures as may be
necessary to establish its jurisdiction over the offences set
forth in article 1 in cases where the alleged offender is present
in its territory and it does not extradite him to any of the
States mentioned in paragraph 1 of this article.
3. This Convention does not exclude any criminal jurisdiction
exercised in accordance with internal law.
Article 6
1. Upon being satisfied that the circumstances so warrant, any State
Party in the territory of which the alleged offender is present
shall, in accordance with its laws, take him into custody or take
other measures to ensure his presence for such time as is
necessary to enable any criminal or extradition proceedings to be
instituted. That State Party shall immediately make a preliminary
inquiry into the facts.
2. The custody or other measures referred to in paragraph 1 of this
article shall be notified without delay directly or through the
Secretary-General of the United Nations to:
(a) The State where the offence was committed;
(b) The State against which compulsion has been directed or
attempted;
(c) The State of which the natural or juridical person against whom
compulsion has been directed or attempted is a national ;
(d) The State of which the hostage is a national or in the territory
of which he has his habitual residence;
(e) The State of which the alleged offender is a national or, if he
is a stateless person, in the territory of which he has his
habitual residence;
(f) The international intergovernmental organization against which
compulsion has been directed or attempted;
(g) All other States concerned.
3. Any person regarding whom the measures referred to in paragraph 1
of this article are being taken shall be entitled:
(a) To communicate without delay with the nearest appropriate
representative of the State of which he is a national or which is
otherwise entitled to establish such communication or, if he is a
stateless person, the State in the territory of which he has his
habitual residence;
(b) To be visited by a representative of that State.
4. The rights referred to in paragraph 3 of this article shall be
exercised in conformity with the laws and regulations of the State
in the territory of which the alleged offender is present, subject
to the proviso, however, that the said laws and regulations must
enable full effect to be given to the purposes for which the
rights accorded under paragraph 3 of this article are intended.
5. The provisions of paragraphs 3 and 4 of this article shall be
without prejudice to the right of any State Party having a claim
to jurisdiction in accordance with paragraph 1 (b) of article 5 to
invite the International Committee of the Red Cross to communicate
with and visit the alleged offender.
6. The State which makes the preliminary inquiry contemplated in
paragraph 1 of this article shall promptly report its findings to
the States or organization referred to in paragraph 2 of this
article and indicate whether it intends to exercise jurisdiction.
Article 7
The State Party where the alleged offender is prosecuted shall, in
accordance with its laws, communicate the final outcome of the
proceedings to the Secretary-General of the United Nations, who
shall transmit the information to the other States concerned and
the international intergovernmental organizations concerned.
Article 8
1. The State Party in the territory of which the allged offender is
found shall, if it does not extradite him, be obliged, without
exception whatsoever and whether or not the offence was committed
in its territory, to submit the case to its competent authorities
for the purpose of prosecution, through preceedings in accordance
with the laws of that State. Those authorities shall take their
decision in the same manner as in the case of any ordinary offence
of a grave nature under the law of that State.
2. Any person regarding whom proceedings are being carried out in
connexion with any of the offences set forth in article 1 shall be
guaranteed fair treatment at all stages of the proceedings,
including enjoyment of all the rights and guarantees provided by
the law of the State in the territory of which he is present.
Article 9
1. A request for the extradition of an alleged offender, pursuant to
this Convention, shall not be granted if the requested state Party
has substantial grounds for believing:
(a) That the request for extradition for an offence set forth in
article 1 has been made for the purpose of prosecuting or
punishing a person on account of his race, religion, nationality,
ethnic origin or political opinion; or
(b) That the person's position may be prejudiced:
(i) For any of the reasons mentioned in subparagraph (a) of this
paragraph, or
(ii) For the reason that communication with him by the appropriate
authorities of the State entitled to exercise rights of protection
cannot be effected.
2. With respect to the offences as defined in this Convention, the
provisions of all extradition treaties and arrangements applicable
between States Parties are modified as between States Parties to
the extent that they are incompatible with this Convention.
Article 10
1. The offences set forth in article 1 shall be deemed to be included
as extraditable offences in any extradition treaty existing
between States Parties. States Parties undertake to include such
offences as extraditable offences in every extradition treaty to
be concluded between them.
2. If a State Party which makes extradition conditional on the
existence of a treaty receives a request for extradition from
another State Party with which it has no extradition treaty, the
requested State may at its option consider this Convention as the
legal basis for extradition in respect of the offences set forth
in article 1. Extradition shall be subject to the other conditions
provided by the law of the requested State.
3. States Parties which do not make extradition conditional on the
existence of a treaty shall recognize the offences set forth in
article 1 as extraditable offences between themselves, subject to
the conditions provided by the law of the requested State.
4. The offences set forth in article 1 shall be treated, for the
purpose of extradition between States Parties, as if they had been
committed not only in the place in which they occurred but also in
the territories of the States required to establish their
jurisdiction in accordance with paragraph 1 of article 5.
Article 11
1. States Parties shall afford one another the greatest measure of
assistance in connexion with criminal proceedings brought in
respect of the offences set forth in article 1, including the
supply of all evidence at their disposal necessary for the
proceedings.
2. The provisions of paragraph 1 of this article shall not affect
obligations concerning mutual judicial assistance embodied in any
other treaty.
Article 12
In so far as the Geneva Conventions of 1949 for the protection of war
victims or the Protocols Additional to those Conventions are
applicable to a particular act of hostage-taking, and in so far as
States Parties to this Convention are bound under those
Conventions to prosecute or hand over the hostage-taker, the
present Convention shall not apply to an act of hostage-taking
committed in the course of armed conflicts as defined in the
Geneva Conventions of 1949 and the Protocols thereto, including
armed conflicts mentioned in article 1, paragraph 4, of Additional
Protocol I of 1977, in which peoples are fighting against colonial
domination and alien occupation and against racist regimes in the
exercise of their right of self-determination, as enshrined in the
Charter of the United Nations and the Declaration on Principles of
International Law concerning Friendly Relations and Co-operation
among States in accordance with the Charter of the United Nations.
Article 13
This Convention shall not apply where the offence is committed within
a single State, the hostage and the alleged offender are nationals
of that State and the alleged offender is found in the territory
of that State.
Article 14
Nothing in this Convention shall be construed as justifying the
violation of the territorial integrity or political independence
of a State in contravention of the Charter of the United Nations.
Article 15
The provisions of this Convention shall not affect the application of
the Treaties on Asylum, in force at the date of the adoption of
this Convention, as between the States which are parties to those
Treaties; but a State Party to this Convention may not invoke
those Treaties with respect to another State Party to this
Convention which is not a party to those Treaties.
Article 16
1. Any dispute between two or more States Parties concerning the
interpretation or application of this Convention which is not
settled by negotiation shall, at the request of one of them, be
submitted to arbitration. If within six months from the date of
the request for arbitration the parties are unable to agree on the
organization of the arbitration, any one of those parties may
refer the dispute to the International Court of Justice by request
in conformity with the Statute of the Court.
2. Each State may at the time of signature or ratification of this
Convention or accession thereto declare that it does not consider
itself bound by paragraph 1 of this article. The other States
Parties shall not be bound by paragraph 1 of this article with
respect to any State Party which has made such a reservation.
3. Any State Party which has made a reservation in accordance with
paragraph 2 of this article may at any time withdraw that
reservation by notification to the Secretary-General of the United
Nations.
Article 17
1. This Convention is open for signature by all States until 31
December 1980 at United Nations Headquarters in New York.
2. This Convention is subject to ratification. The instruments of
ratification shall be deposited with the Secretary-General of the
United Nations.
3. This Convention is open for accession by any Sate. The instruments
of accession shall be deposited with the Secretary-General of the
United Nations.
Article 18
1. This Convention shall enter into force on the thirtieth day
following the date of deposit of the twenty-second instrument of
ratification or accession with the Secretary-General of the United
Nations.
2. For each State ratifying or acceding to the Convention after the
deposit of the twenty-second instrument of ratification or
accession, the Convention shall enter into force on the thirtieth
day after deposit by such State of its instrument of ratification
or accession.
Artidcle 19
1. Any State Party may denounce the Convention by written
notification to the Secretary-General of the United Nations.
2. Denunciation shall take effect one year following the date on
which notification is received by the Secretary-General of the
United Nations.
Article 20
The original of this Convention, of which the Arabic, Chinese,
English, French, Russian and Spanish texts are equally authentic,
shall be deposited with the Secretary-General of the United
Nations, who shall send certified copies thereof to all States.
IN WITNESS WHEREOF, the undersigned, being duly authorized thereto by
the respective Governments, have signed the Convention, opened for
signature at New York on 18 December 1979.
Oversættelse
International konvention imod gidselstagning
De i denne konvention deltagende stater som
har opmærksomheden henvendt på de i De forenede Nationers pagt
fastlagte formål og principper med hensyn til opretholdelsen af
international fred og sikkerhed og fremme af venskabelige
forbindelser og samarbejde mellem staterne,
især anerkender, at enhver ifølge verdenserklæringen om
menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige
og politiske rettigheder har ret til liv, frihed og personlig
sikkerhed,
på ny bekræfter princippet om folkenes ligeret og
selvbestemmelsesret, således som dette er nedfældet i De forenede
Nationers pagt og i erklæringen om folkeretlige principper
vedrørende venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne
i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt såvel som i
andre relevante generalforsamlingsresolutioner,
tager i betragtning, at gidseltagning er en forbrydelse, der giver
det internationale samfund anledning til alvorlig bekymring, og at
enhver person, der foretager gidseltagning, enten skal
retsforfølges eller udleveres i overensstemmelse med denne
konventions bestemmelser,
er overbevist om, at det er påtrængende nødvendigt at udvikle
internationalt samarbejde mellem staterne med henblik på at finde
frem til og vedtage effektive forholdsregler for at forhindre,
retsforfølge og straffe alle former for gidseltagning som udslag
af international terrorisme,
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
1. Enhver person, som tilfangetager eller tilbageholder en anden
person og truer med at dræbe, legemsbeskadige eller fortsat at
tilbageholde denne (i det følgende benævnt »gidslet«) med henblik
på at tvinge tredjepart, dvs. en stat, en international
interguvernemental organisation, en fysisk eller juridisk person
eller en gruppe personer til at foretage eller undlade at foretage
nogen handling som en udtrykkelig eller stiltiende betingelse for
frigivelsen af gidslet, begår den forbrydelse at tage gidsler
(»gidseltagning«) i denne konventions forstand.
2. Enhver person, som
a) forsøger at foretage gidseltagning eller
b) medvirker til, at andre foretager eller forsøger at foretage
gidseltagning,
begår ligeledes en forbrydelse, som falder ind under denne
konvention.
Artikel 2
Enhver kontraherende stat skal for de i art. 1 omhandlede
forbrydelser fastsætte passende straffe under hensyntagen til
disse forbrydelsers alvorlige karakter.
Artikel 3
1. Den kontraherende stat, på hvis område gidslet tilbageholdes af
gerningsmanden, skal træffe alle foranstaltninger, som den anser
for hensigtsmæssige for at lette gidslets forhold, især for at
sikre hans frigivelse og efter frigivelsen om fornødent at lette
hans afrejse.
2. Hvis nogen genstand, som gerningsmanden er kommet i besiddelse af
som følge af gidseltagningen, kommer i en kontraherende stats
varetægt, skal denne kontraherende stat snarest muligt tilbagegive
den til gidslet eller efter omstændighederne til den i art. 1
nævnte tredjepart eller til denne tredjeparts kompetente
myndigheder.
Artikel 4
De deltagende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af
de i art. 1 nævnte forbrydelser, navnlig ved:
a) at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger til at
forhindre, at der på deres respektive områder træffes
forberedelser til at begå nogen af de nævnte forbrydelser inden
for eller uden for deres områder, herunder foranstaltninger til at
forbyde, at der på deres områder udøves ulovlig virksomhed af
personer, grupper og organisationer, der opmuntrer til, anstifter,
organiserer eller deltager i gidseltagning;
b) at udveksle oplysninger og samordne gennemførelsen af
administrative og andre foranstaltninger, som er egnede til at
forhindre begåelse af sådanne forbrydelser.
Artikel 5
1. Enhver kontraherende stat skal træffe sådanne foranstaltninger,
som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for
forbrydelser af den i art. 1 nævnte art, som begås
a) på dens område eller om bord på et skib eller luftfartøj, der er
registreret i den pågældende stat;
b) af nogen af dens statsborgere eller, hvis den pågældende stat
anser det for hensigtsmæssigt, af statsløse personer, der har fast
bopæl på dens område;
c) med henblik på at tvinge den pågældende stat til at foretage eller
undlade at foretage nogen handling; eller
d) over for et gidsel, som er statsborger i den pågældende stat,
dersom denne stat anser det for hensigtsmæssigt.
2. Enhver kontraherende stat skal endvidere træffe sådanne
foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve
jurisdiktion over for de i art. 1 nævnte forbrydelser, hvis den
formodede gerningsmand befinder sig inden for dens område, og
staten ikke udleverer ham til en af de i stk. 1 nævnte stater.
3. Konventionen udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion, udøvet i
overensstemmelse med national lovgivning.
Artikel 6
1. Når betingelserne herfor er til stede, skal enhver kontraherende
stat, inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder
sig, i overensstemmelse med sin lovgivning tage ham i forvaring
eller træffe andre foranstaltninger for at sikre hans
tilstedeværelse, så længe som det er nødvendigt for, at der kan
indledes strafforfølgning eller tages skridt til udlevering. Den
pågældende stat skal straks iværksætte en foreløbig undersøgelse
af sagens omstændigheder.
2. Om forvaring eller andre af de i stk. 1 nævnte foranstaltninger
skal der uden ophold gives underretning direkte eller gennem De
forenede Nationers generalsekretær til:
a) den stat, i hvilken forbrydelsen er blevet begået;
b) den stat, over for hvilken tvang har været anvendt eller forsøgt
anvendt;
c) den stat, hvori den fysiske eller juridiske person, over for hvem
tvang har været anvendt eller forsøgt anvendt, er statsborger;
d) den stat, hvori gidslet er statsborger, eller på hvis område han
har fast bopæl;
e) den stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger, eller,
hvis han er statsløs, på hvis område han har fast bopæl;
f) den internationale interguvernementale organisation, over for
hvilken tvang har været anvendt eller forsøgt anvendt;
g) alle andre berørte stater.
3. Enhver person, over for hvem de i stk. 1 nævnte foranstaltninger
træffes, har ret til:
a) uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant
for den stat, hvori han er statsborger, eller som af andre grunde
er beføjet til at oprette sådan forbindelse, eller, hvis han er
statsløs, den stat, på hvis område han har fast bopæl;
b) at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat.
4. De i stk. 3 nævnte rettigheder skal udøves i overensstemmelse med
gældende love og bestemmelser i den stat, på hvis område den
formodede gerningsmand befinder sig, dog under forudsætning af, at
de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt
at tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af
stk. 3.
5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er uden præjudice for den ret, som
enhver kontraherende stat, der har krav på at udøve jurisdiktion i
overensstemmelse med art. 5, stk. 1 (b), har til at anmode Den
Internationale Røde Kors-Komite om at sætte sig i forbindelse med
og besøge den formodede gerningsmand.
6. Den stat, der iværksætter den foreløbige undersøgelse, som
forudses i stk. 1, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf
til de stater eller den organisation, der omhandles i stk. 2, og
tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve jurisdiktion.
Artikel 7
Den kontraherende stat, i hvilken den formodede gerningsmand
retsforfølges, skal i overensstemmelse med sin lovgivning give
meddelelse om sagens endelige udfald til De forenede Nationers
generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til andre
berørte stater og de berørte internationale interguvernementale
organisationer.
Artikel 8
1. Den kontraherende stat, inden for hvis område den formodede
gerningsmand findes, skal, hvis den ikke udleverer ham, uden nogen
som helst undtagelse, og uanset om forbrydelsen er begået på dens
eget område eller ej, overgive sagen til sine kompetente
myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med
dens egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres
afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til statens
lovgivning anvendes ved enhver anden lovovertrædelse af alvorlig
karakter.
2. Enhver, der retsforfølges for nogen af de i art. 1 nævnte
forbrydelser, skal sikres en retfærdig behandling på ethvert
stadium i retssagen, herunder nydelsen af alle de rettigheder og
garantier, som er fastsat i lovgivningen i den stat, på hvis
område han befinder sig.
Artikel 9
1. En begæring om udlevering af en formodet gerningsmand i medfør af
denne konvention skal ikke imødekommes, hvis den kontraherende
stat, begæringen rettes til, har vægtige grunde til at antage:
a) at begæringen om udlevering for en forbrydelse som nævnt i art. 1
er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på
grund af hans race, religion, nationalitet, etniske oprindelse
eller politiske overbevisning; eller
b) at den pågældendes stilling kan blive præjudiceret:
(i) af nogen af de årsager, der er nævnt i litra (a), eller
(ii) på grund af, at de kompetente myndigheder i den stat, der har
ret til at yde ham beskyttelse, ikke kan komme i forbindelse med
ham.
2. Bestemmelserne indeholdt i de mellem de kontraherende stater
gældende traktater og aftaler om udlevering ændres mellem disse
stater i det omfang, disse bestemmelser vedrører de forbrydelser,
der er fastlagt i denne konvention og er uforenelige med denne.
Artikel 10
1. De i art. 1 nævnte forbrydelser skal i enhver udleveringstraktat
mellem de kontraherende stater anses for omfattet af de
forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering.
De kontraherende stater forpligter sig til i enhver
udleveringstraktat, de indgår med hinanden, at optage
forbrydelserne blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.
2. Hvis en kontraherende stat, som kun foretager udlevering på
grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering
fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået
udleveringstraktat, kan den stat, der modtager anmodningen,
betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering
med hensyn til de i art. 1 nævnte forbrydelser. For udleveringen
gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede
stats lovgivning.
3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der
består en traktat herom, skal gensidigt anse de i art. 1 nævnte
forbrydelser som sådanne forbrydelser, der kan medføre udlevering
i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den
anmodede stats lovgivning.
4. For så vidt angår udlevering mellem de kontraherende stater skal
de i art. 1 nævnte forbrydelser anses som begået ikke blot der,
hvor de fandt sted, men også i de stater, som ifølge art. 5, stk.
1, skal kunne udøve jurisdiktion over for forbrydelserne.
Artikel 11
1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig bistand i
forbindelse med retsforfølgning i anledning af de forbrydelser,
der er nævnt i art. 1, herunder udlevere alt for dem foreliggende
bevismateriale, som er nødvendigt for retssagen.
2. Bestemmelserne i stk. 1 påvirker ikke forpligtelser om gensidig
retshjælp i henhold til andre traktater.
Artikel 12
I det omfang Geneve-konventionerne af 1949 om beskyttelse af krigens
ofre eller tillægsprotokollerne til disse konventioner er
anvendelige på et særligt tilfælde af gidseltagning, og i det
omfang, stater, som er deltagere i denne konvention, ifølge nævnte
konventioner er forpligtet til at retsforfølge eller udlevere
gidseltageren, finder nærværende konvention ikke anvendelse på
gidseltagning, der er begået under væbnede konflikter, således som
disse er defineret i Geneve-konventionerne af 1949 og
protokollerne dertil, herunder de i art. 1, stk. 4, i
tillægsprotokol I af 1977 omhandlede væbnede konflikter, hvorunder
folk kæmper mod koloniherredømme og fremmed besættelse og imod
racistiske regimer i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse,
således som den er nedfældet i De forenede Nationers pagt og i
deklarationen om folkeretlige principper vedrørende venskabelige
forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med De
forenede Nationers pagt.
Artikel 13
Denne konvention finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor forbrydelsen
er begået inden for en enkelt stat, hvori gidslet og den formodede
gerningsmand er statsborgere, og på hvis område den formodede
gerningsmand befinder sig.
Artikel 14
Intet i denne konvention kan fortolkes som retfærdiggørende en
krænkelse af en stats territoriale integritet eller politiske
uafhængighed i strid med De forenede Nationers pagt.
Artikel 15
Bestemmelserne i denne konvention berører ikke anvendelsen af de
traktater om asyl, der på tidspunktet for denne konventions
vedtagelse er gældende mellem de stater, der er deltagere i nævnte
traktater; dog kan en stat, der er deltager i denne konvention,
ikke påberåbe sig nævnte traktater over for en anden stat, der er
deltager i denne konvention, men ikke er deltager i nævnte
traktater.
Artikel 16
1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende
stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der
ikke kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters
anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks
måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed
mellem parterne om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af
parterne henvise tvisten til Den internationale Domstol ved en
anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.
2. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen eller
ratifikationen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af
konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af
bestemmelsen i stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal ikke
være bundet af stk. 1 over for en kontraherende stat, der har
taget et sådant forbehold.
3. Enhver kontraherende stat, der har taget forbehold i medfør af
stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved
meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 17
1. Denne konvention står indtil den 31. december 1980 åben for
undertegnelse for alle stater i De forenede Nationers hovedsæde i
New York.
2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne
skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.
3. Denne konvention står åben for tiltrædelse af enhver stat.
Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede
Nationers generalsekretær.
Artikel 18
1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for
deponeringen af det 22. ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder konventionen
efter deponeringen af det 22. ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft den 30. dag
efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-
eller tiltrædesesinstrument.
Artikel 19
1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved
skriftlig meddelelse herom til De forenede Nationers
generalsekretær.
2. Opsigelsen får virkning et år efter den dato, på hvilken
meddelelsen om opsigelsen modtages af De forenede Nationers
generalsekretær.
Artikel 20
1. Originaleksemplaret af denne konvention, hvoraf den arabiske,
kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme
gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers
generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf til alle
stater.
2. Til bekræftelse heraf har undertegnede, der har behørig fuldmagt
dertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne
konvention, der er åbnet for undertegnelse i New York den 18.
december 1979.
BILAG
I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
§ 1
I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november
1981 som ændret senest ved lov nr. 229 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 1, ophæves nr. 5-8, og i stedet indsættes:
»5) når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge
hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning,
eller
6) når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land
afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for
folkeretlig anerkendt statsområde, er strafbar efter den der
gældende lovgivning, og den efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 1 år.«
2. § 8, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I de under stk. 1, nr. 4-6, nævnte tilfælde afgør
justitsministeren, om påtale skal finde sted.«
--/
§ 8. Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, foretagne uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme,
1) når handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder, en embedspligt mod staten eller sådanne interesser, hvis retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne,
2) når handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet, eller en ham over for dansk fartøj påhvilende tjenestepligt.
3) når en uden for folkeretlig anerkendt statsområde foretagen handling krænker nogen, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, og handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end hæfte,
4) når handlingen er omfattet af § 183 a. Påtalen kan tillige omfatte overtrædelser af §§ 237 og 244-248, som er begået i forbindelse med overtrædelsen af § 183 a,
5) når handlingen er omfattet af konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed,
6) når handlingen er omfattet af konventionen om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter,
7) når handlingen er omfattet af den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager og der i medfør af denne konvention er fremsat begæring om retsforfølgning her i landet.
8) når handlingen er omfattet af artikel 1 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.
Stk. 2. I det under nr. 3 nævnte tilfælde afgør rigsadvokaten, om påtale skal finde sted.
Stk. 3. I de under nr. 4, 5, 6 og 8 nævnte tilfælde afgør justitsministeren, om påtale skal finde sted.
/--
3. I § 10 a, stk. 1, ændres ordene »lov om fuldbyrdelse af europæiske
straffedomme eller« til: »den europæiske konvention om
straffedommes internationale retsvirkninger eller af«.
--/
§ 10 a. En person, over for hvem der er afsagt en straffedom i den stat, hvor handlingen er begået, eller en dom, der er omfattet af lov om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme eller lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, kan ikke strafforfølges her i landet for den samme handling, såfremt:
1) han er endeligt frifundet,
2) den idømte sanktion er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller er bortfaldet efter domslandets regler, eller
3) han er fundet skyldig, uden at der er fastsat nogen sanktion.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke: a) handlinger, der falder ind under § 6, stk. 1, eller b) de i § 8, stk. 1, nr. 1, nævnte handlinger, medmindre strafforfølgning i domslandet er sket efter anmodning af den danske anklagemyndighed.
/--
§ 2
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Det samme gælder »viten«, om hvilke der i Finland eller
Sverige er truffet afgørelse om fuldbyrdelse, og som
1) er pålagt parter eller andre under en retssag
(»raettegångsviten«),
2) i Finland er pålagt af marknadsdomstolen eller efter anke af
marknadsdomstolens afgørelse af højesteret, eller
3) i Sverige er pålagt af konsumentombudsmanden,
næringsfrihedsombudsmanden eller marknadsdomstolen.'
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 1, stk. 2, som bliver § 1, stk. 3, ændres ordene »Det samme
gælder afgørelse om« til: »Det samme gælder endvidere afgørelse
om«.
--/
§ 1. Bødestraf, som er pålagt i Finland, Island, Norge eller Sverige, kan fuldbyrdes her i landet.
Stk. 2. Det samme gælder afgørelse om
1) konfiskation.
2) sagsomkostninger i straffesager, herunder private straffesager.
3) beslaglæggelse af en sigtets gods til sikring af bøde, konfiskation, erstatning, godtgørelse eller sagsomkostninger.
/--
§ 3
I § 3, stk. 2, i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet
land af retsforfølgning i straffesager ændres »§ 8, stk. 1, nr.
7,» til: »§ 8, stk. 1, nr. 5,».
--/
§ 3. I det omfang konventionen ikke indeholder modstående regler, gælder retsplejelovens regler om straffesagers behandling.
Stk. 2. Når en fremmed stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte anmodning om retsforfølgning, og danske domstole alene er kompetente til at behandle sagen efter straffelovens § 8, stk. 1, nr. 7, kan den sigtede anholdes og fængsles i overensstemmelse med reglerne i konventionens art. 27-29.
/--