Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00114@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Lovens regler om vagtvirksomhed finder anvendelse på enhver

selvstændig virksomhed, hvorved personer

1) enten ved egen eller ansattes tilstedeværelse, ved brug af hunde

eller ved TV-overvågning fører tilsyn med privat område eller

område, hvortil der er almindelig adgang,

2) udfører værditransporter,

3) udøver beskyttelse af andre personer,

4) modtager og behandler alarmsignaler fra overfalds- eller

indbrudsalarmeringsanlæg eller

5) fører kontrol med andres virksomhed som nævnt i nr. 1-4.

Stk. 2. Ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed samt vagtvirkomhed, der

udøves af statslig eller kommunal myndighed, er dog kun omfattet

af reglerne om vagtvirksomhed i det omfang, dette bestemmes af

justitsministeren.

Stk. 3. Justitsministeren kan undtagelsesvis bestemme, at lovens

regler ikke eller kun delvis skal finde anvendelse på en

vagtvirksomhed.

Autorisation og godkendelse

§ 2. Den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, skal

have autorisation hertil.

Stk. 2. Personalet i en vagtvirksomhed skal være godkendt efter

reglerne i § 7.

Stk. 3. Kontrolcentraler, hvorfra der til politiet videregives

alarminformationer fra anlæg som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4, skal

være godkendt hertil, jfr. § 9.

Betingelser for meddelelse af autorisation

§ 3. Autorisation kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er fyldt 25 år,

4) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

5) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende

fare for misbrug af adgangen til at udøve vagtvirksomhed, jfr.

borgelig straffelovs § 78, stk. 2, og som

7) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve vagtvirksomhed

på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om dansk indfødsret og bopæl i Danmark

bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale

eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 4. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber,

når de er registreret i aktieselskabs-registeret og direktørerne

og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i §

3, stk. 1, nr. 1-4, jfr. stk. 2, og direktørerne og alle

bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr.

5-7. Der kan endvidere under tilsvarende betingelser meddeles

autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber med

begrænset ansvar, foreninger, stiftelser og andre selvejende

institutioner. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i 1.

og 2. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt dette er

hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen,

skal selskabet inden 14 dage foretage anmeldelse herom til den

myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør

herefter, om autorisationen kan opretholdes. Såfremt myndigheden

bestemmer, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder

bestemmelserne i §§ 15-17 anvendelse.

Autorisationens indhold

§ 5. En autorisation meddeles for bestemte former for vagtvirksomhed

efter § 1, for et tidsrum af højst 5 år og for en eller flere

politikredse eller for hele landet. En autorisation meddeles i

øvrigt på nærmere fastsatte vilkår for vagtvirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Såfremt myndigheden bestemmer, at en autorisation ikke kan

fornys, finder bestemmelserne i §§ 15-17 anvendelse.

Vagtvirksomhed på områder, hvortil der er almindelig adgang

§ 6. En autorisation til at udøve virksomhed som nævnt i § 1, stk. 1,

nr. 1, omfatter ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder,

hvortil der er almindelig adgang, medmindre der er givet særlig

tilladelse hertil. Det samme gælder anvendelse af hunde på sådanne

områder som led i virksomheden.

Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,

kan til enhver tid bestemme, at vagtvirksomhed ikke må udøves på

bestemte steder, hvortil der er almindelig adgang.

Godkendelse af personalet

§ 7. Autorisationens indehaver skal sørge for, at vagtvirksomhedens

personale er godkendt til ansættelse i virksomheden, inden

ansættelsen træder i kraft. Godkendelse kan kun meddeles, såfremt

den, der ønskes ansat, er fyldt 18 år.

Stk. 2. Justitsministeren kan dog fastsætte bestemmelser om, at stk.

1 ikke eller kun delvis skal gælde for nærmere angivne grupper af

ansatte.

Stk. 3. Godkendelse af en ansættelse kan nægtes

1) under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs §

78, stk. 2, eller

2) såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en

sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke

vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Bestemmelser om vagtvirksomhed

§ 8. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om

vagtvirksomhed, herunder om personalets uddannelse, uniformering

og legitimation, samt krav til hunde, køretøjer og anden

udrustning.

Alarminformationer til politiet

§ 9. Alarminformationer fra overfalds- og indbrudsalarmeringsanlæg må

kun videregives til politiet af personalet i en kontrolcentral,

der er godkendt hertil. Når særlige politimæssige hensyn taler

derfor, kan der gives tilladelse til, at alarminformationer fra

overfaldsalarmeringsanlæg indføres direkte til politiet.

Bestemmelser om kontrolcentraler

§ 10. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om

godkendelse af kontrolcentraler efter § 9 samt bestemmelser om

indretningen og driften af kontrolcentraler. Der kan herunder

fastsættes bestemmelser om personlig observation på den lokalitet,

der overvåges, eller om andre tilsvarende forholdsregler inden

videregivelse af alarminformationen til politiet.

Bestemmelser om alarmeringsanlæg

§ 11. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod

anvendelse af indbrudsvarslingsanlæg samt bestemte typer af

overfalds- eller indbrudsalarmeringsanlæg.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om

typegodkendelsesordning for overfalds- og

indbrudsalarmeringsanlæg.

Gebyrbestemmelse

§ 12. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gebyr for

udstedelse af autorisationer og godkendelser samt om gebyr for

politiets behandling af fejlalarmeringer eller lignende.

Lovens administration

§ 13. Autorisation til at udøve vagtvirksomhed samt godkendelse af

kontrolcentraler og personalet i en vagtvirksomhed meddeles af

justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om ansøgningers

udformning.

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisationer m.v.

§ 14. En autorisation og en godkendelse af en ansættelse i en

vagtvirksomhed kan tilbagekaldes af justitsministeren eller den,

ministeren bemyndiger dertil, såfremt autorisationens indehaver

eller den ansatte har gjort sig skyldig i grov eller oftere

gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller

godkendelsen eller af bestemmelser fastsat i henhold til loven.

Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 7, § 4,

stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, nr. 7, eller § 7, stk. 3, nr. 2, for

meddelelse af autorisation eller godkendelse ikke længere er til

stede. Tilbagekaldelsen kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller

indtil videre.

Stk. 2. En afgørelse om tilbagekaldelse skal indeholde oplysning om

adgangen efter § 15, stk. 1, til at begære domstolsprøvelse og om

fristen herfor.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 1, kan af den, afgørelsen

vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes herefter for retten efter reglerne om

politisager.

Stk. 2. Anmodning om indbringelse af sagen for retten har opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende

under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis

tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne

bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 16. En tilbagekaldelse af en autorisation eller en godkendelse

efter denne lov kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. En

ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis en

tilbagekaldelse er sket indtil videre og en ansøgning om ophævelse

afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene,

såfremt der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og

mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. § 14,

stk. 2, og § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.

§ 17. En autorisation bortfalder, når autorisationens indehaver dør

eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5,

og § 4, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har

meddelt autorisationen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i

uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et

konkursbo eller en værge for en umyndiggjort uden autorisation

fortsætte vagtvirksomheden med henblik på afvikling, afhændelse

eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder

efter dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse,

konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige

tilfælde kan fristen forlænges.

§ 18. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om tilbagekaldelse af

en godkendelse af en kontrolcentral.

Kontrolbestemmelse

§ 19. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation adgang til en vagtvirksomheds forretningslokaler,

forretningsbøger og -papirer for at føre det nødvendige tilsyn med

virksomhedens udøvelse.

Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der

1) overtræder § 2, § 4, stk. 2, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 9

eller

2) overtræder vilkår eller forbud fastsat efter § 5 og § 6, stk. 2.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab,

anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller på

tilsvarende måde af et kommunalt fællesskab, der er omfattet af §

60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller

det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. Bestemmelserne i stk.

2 og § 13, stk. 2, træder dog i kraft dagen efter lovens

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte overgangsregler vedrørende

vagtvirksomhed, der udøves inden lovens ikrafttræden.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 351

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Lovens regler om vagtvirksomhed finder anvendelse på enhver

selvstændig virksomhed, hvorved personer

1) enten ved egen eller ansattes tilstedeværelse, ved brug af hunde

eller ved TV-overvågning fører tilsyn med privat område eller

område, hvortil der er almindelig adgang,

2) udfører værditransporter,

3) udøver beskyttelse af andre personer,

4) modtager og behandler alarmsignaler fra overfalds- eller

indbrudsalarmeringsanlæg, eller

5) fører kontrol med andres virksomhed som nævnt i nr. 1-4.

Stk. 2. Ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed samt vagtvirkomhed, der

udøves af statslig eller kommunal myndighed, er dog kun omfattet

af reglerne om vagtvirksomhed, i det omfang dette bestemmes af

justitsministeren.

Stk. 3. Justitsministeren kan undtagelsesvis bestemme, at lovens

regler ikke eller kun delvis skal finde anvendelse på en

vagtvirksomhed.

Autorisation og godkendelse

§ 2. Den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, skal

have autorisation hertil.

Stk. 2. Personalet i en vagtvirksomhed skal være godkendt efter

reglerne i § 7.

Stk. 3. Alarmcentraler, hvorfra der til politiet videregives

alarminformationer fra anlæg som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4, skal

være godkendt hertil, jfr. § 9.

Betingelser for meddelelse af autorisation

§ 3. Autorisation kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er fyldt 25 år,

4) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

5) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende

fare for misbrug af adgangen til at udøve vagtvirksomhed, jfr.

borgelig straffelovs § 78, stk. 2, og som

7) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve vagtvirksomhed

på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om dansk indfødsret og bopæl i Danmark

bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale

eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 4. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber,

når de er registreret i aktieselskabs-registeret, og direktørerne

og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i §

3, stk. 1, nr. 1-4, jfr. stk. 2, og direktørerne og alle

bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr.

5-7. Der kan endvidere under tilsvarende betingelser meddeles

autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber med

begrænset ansvar, foreninger, stiftelser og andre selvejende

institutioner. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i 1.

og 2. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt dette er

hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen,

skal selskabet inden 14 dage foretage anmeldelse herom til den

myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør

herefter, om autorisationen kan opretholdes. Såfremt myndigheden

bestemmer, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder

bestemmelserne i §§ 15-17 anvendelse.

Autorisationens indhold

§ 5. En autorisation meddeles for bestemte former for vagtvirksomhed

efter § 1, for et tidsrum af højst 5 år og for en eller flere

politikredse eller for hele landet. En autorisation meddeles i

øvrigt på nærmere fastsatte vilkår for vagtvirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Såfremt myndigheden bestemmer, at en autorisation ikke kan

fornyes, finder bestemmelserne i §§ 15-17 anvendelse.

Vagtvirksomhed på områder, hvortil der er almindelig adgang

§ 6. En autorisation til at udøve virksomhed som nævnt i § 1, stk. 1,

nr. 1, omfatter ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder,

hvortil der er almindelig adgang, medmindre der er givet særlig

tilladelse hertil. Det samme gælder anvendelse af hunde på sådanne

områder som led i virksomheden.

Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,

kan til enhver tid bestemme, at vagtvirksomhed ikke må udøves på

bestemte steder, hvortil der er almindelig adgang.

Godkendelse af personalet

§ 7. Autorisationens indehaver skal sørge for, at vagtvirksomhedens

personale er godkendt til ansættelse i virksomheden, inden

ansættelsen træder i kraft. Godkendelse kan kun meddeles, såfremt

den, der ønskes ansat, er fyldt 18 år.

Stk. 2. Justitsministeren kan dog fastsætte bestemmelser om, at stk.

1 ikke eller kun delvis skal gælde for nærmere angivne grupper af

ansatte.

Stk. 3. Godkendelse af en ansættelse kan nægtes

1) under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs §

78, stk. 2, eller

2) såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en

sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke

vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Bestemmelser om vagtvirksomhed

§ 8. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om

vagtvirksomhed, herunder om personalets uddannelse, uniformering

og legitimation samt krav til hunde, køretøjer og anden

udrustning.

Alarminformationer til politiet

§ 9. Alarminformationer fra overfalds- og indbrudsalarmeringsanlæg må

kun videregives til politiet af personalet i en alarmcentral, der

er godkendt hertil. Når særlige politimæssige hensyn taler derfor,

kan der gives tilladelse til, at alarminformationer fra

overfaldsalarmeringsanlæg indføres direkte til politiet.

Bestemmelser om alarmcentraler

§ 10. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om

godkendelse af alarmcentraler efter § 9 samt bestemmelser om

indretningen og driften af alarmcentraler. Der kan herunder

fastsættes bestemmelser om personlig observation på den lokalitet,

der overvåges, eller om andre tilsvarende forholdsregler inden

videregivelse af alarminformationen til politiet.

Bestemmelser om alarmeringsanlæg

§ 11. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod

anvendelse af indbrudsvarlingsanlæg samt bestemte typer af

overfalds- eller indbrudsalarmeringsanlæg.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om

typegodkendelsesordning for overfalds- og

indbrudsalarmeringsanlæg.

Gebyrbestemmelse

§ 12. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gebyr for

udstedelse af autorisationer og godkendelser samt om gebyr for

politiets behandling af fejlalarmeringer eller lignende.

Lovens administration

§ 13. Autorisation til at udøve vagtvirksomhed samt godkendelse af

alarmcentraler og personalet i en vagtvirksomhed meddeles af

justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om ansøgningers

udformning.

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisationer m.v.

§ 14. En autorisation og en godkendelse af en ansættelse i en

vagtvirksomhed kan tilbagekaldes af justitsministeren eller den,

ministeren bemyndiger dertil, såfremt autorisationens indehaver

eller den ansatte har gjort sig skyldig i grov eller oftere

gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller

godkendelsen eller af bestemmelser fastsat i henhold til loven.

Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 7, § 4,

stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, nr. 7, eller § 7, stk. 3, nr. 2 for

meddelelse af autorisation eller godkendelse ikke længere er til

stede. Tilbagekaldelsen kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller

indtil videre.

Stk. 2. En afgørelse om tilbagekaldelse skal indeholde oplysning om

adgangen efter § 15, stk. 1, til at begære domstolsprøvelse og om

fristen herfor.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 1, kan af den, afgørelsen

vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes herefter for retten efter reglerne om

politisager.

Stk. 2. Anmodning om indbringelse af sagen for retten har opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende

under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis

tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne

bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 16. En tilbagekaldelse af en autorisation eller en godkendelse

efter denne lov kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. En

ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis en

tilbagekaldelse er sket indtil videre, og en ansøgning om

ophævelse afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved

domstolene, såfremt der er forløbet mindst 5 år efter

tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er

nægtet ved dom. § 14, stk. 2, og § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt.,

finder tilsvarende anvendelse.

§ 17. En autorisation bortfalder, når autorisationens indehaver dør

eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5,

og § 4, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har

meddelt autorisationen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i

uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et

konkursbo eller en værge for en umyndiggjort uden autorisation

fortsætte vagtvirksomheden med henblik på afvikling, afhændelse

eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder

efter dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse,

konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige

tilfælde kan fristen forlænges.

§ 18. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om tilbagekaldelse af

en godkendelse af en alarmcentral.

Kontrolbestemmelse

§ 19. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation adgang til en vagtvirksomheds forretningslokaler,

forretningsbøger og -papirer for at føre det nødvendige tilsyn med

virksomhedens udøvelse.

Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der

1) overtræder § 2, § 4, stk. 2, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 9,

eller

2) overtræder vilkår eller forbud fastsat efter § 5 og § 6, stk. 2.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab,

anpartselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller på

tilsvarende måde af et kommunalt fællesskab, der er omfattet af §

60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller

det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. Bestemmelserne i stk.

2 og § 13, stk. 2, træder dog i kraft dagen efter lovens

kundgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte overgangsregler vedrørende

vagtvirksomhed, der udøves inden lovens ikrafttræden.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget indebærer, at der gennemføres en retlig regulering af

adgangen til at udøve vagtvirksomhed.

Hovedsigtet med lovforslaget er at regulere den virksomhed, der

typisk udføres af private vagtselskaber, men lovforslaget giver

også mulighed for at fastsætte regler om denne form for

tilsynsarbejde, selv om den udføres af private uden vederlag, af

en virksomheds egne ansatte eller af en offentlig myndighed.

Endvidere omfatter forslaget også virksomhed, der udøves ved hjælp

af tekniske anlæg. Lovforslagets titel afspejler, at

anvendelsesområdet omfatter mere end private vagtselskaber.

Den foreslåede regulering består først og fremmest i et krav om, at

personer eller selskaber, der ønsker at udøve selvstændig

vagtvirksomhed, skal have autorisation hertil. Endvidere skal

personalet i en vagtvirksomhed være godkendt, og også

alarmcentraler, der videregiver alarminformationer til politiet,

skal være godkendt. Lovforslaget indeholder en række betingelser,

der skal være opfyldt, for at autorisation eller godkendelse kan

gives, og herudover bemyndiges justitsministeren til navnlig at

fastsætte bestemmelser om personalets uddannelse, uniformering,

udrustning og brug af hunde.

2. Lovforslaget bygger på et udkast, som er udarbejdet af

justitsministeriets udvalg om private vagtselskaber, og som er

indeholdt i udvalgets betænkning om vagtvirksomhed, 1048/1985.

Udvalget blev nedsat på baggrund af en debat bl.a. som følge af en

række folketingsspørgsmål om den virksomhed, der udøves af visse

private vagtselskaber.

Der har været enighed i udvalget om, at der bør gennemføres en

lovregulering vedrørende den virksomhed, der udøves af de private

vagtselskaber. Udvalget har herved lagt vægt på, at der knytter

sig en væsentlig interesse fra samfundets side til

vagtselskabernes virksomhed, fordi denne er af stor

kriminalpræventiv betydning. Dette forhold gør det nødvendigt at

sikre, at selskaberne udøver virksomheden på en forsvarlig og

betryggende måde, således at selskabernes kunder sikres en rimelig

betjening, uden at virksomheden udvikler sig til noget, som kunne

opfattes som private politistyrker, og således at bogerne på en

rimelig måde beskyttes mod overvågning og kontrol.

Vagtselskaber får ofte adgang til private områder på en måde, der

indebærer en risiko for ulovligheder, f.eks. tyveri,

industrispionage m.v., og virksomheden bør derfor være undergivet

en regulering, der svarer til andre erhverv, hvor lovgivningen

stiller særlige krav til udøvernes kompetence og vandel.

Lovreguleringen vil derfor give mulighed for en sanering af

branchen.

I justitsministeriets udvalg har deltaget repræsentanter for

fagorganisationerne både på arbejdsgiver- og arbejdstagersiden,

og såvel disse repræsentanter som Dansk Arbejdsgiverforening og

LO, der har fået betænkningen forelagt til udtalelse, har udtalt

sig til støtte for en lovregulering i form af en

autorisationsordning.

For så vidt angår den vagtvirksomhed, der udføres ved hjælp af

tekniske anlæg, er det under udvalgets arbejde blevet oplyst, at

omkring 95 pct. af alle alarmeringer, der indgår til politiet fra

disse anlæg, er fejlalarmeringer. Da antallet af alarmsignaler

udgør ca. 100.000 om året, finder justitsministeriet, at

ressourcemæssige hensyn nødvendiggør en regulering.

3. Lovforslaget indeholder i overensstemmelse med udvalgets udkast

flere bestemmelser, der bemyndiger justitsministeren til at

inddrage andre former for vagtvirksomhed under lovens område og

til at udstede nærmere regler om vilkårene for en autorisation

eller en godkendelse. Udvalget har i sin betænkning angivet,

hvorledes man finder, at disse bemyndigelser bør udøves. Flere af

de myndigheder eller organisationer, som har afgivet en udtalelse

over betænkningen, har kommenteret disse bemærkninger, idet man

generelt har akcepteret, at det vil være hensigtsmæssigt ikke at

belaste selve loven med en række detailregler. Samtidig har man

dog udtrykt ønske om at kunne medvirke ved udformningen af

bekendtgørelserne.

Justitsministeriet finder også, at det er nødvendigt at indsætte

visse bemyndigelsesbestemmelser i loven under hensyn til, at

området ikke tidligere har været reguleret, og det kan f.eks. være

nødvendigt at indsamle yderligere oplysninger og erfaringer, før

lovens anvendelsesområde udvides til vagtvirksomhed, der udøves af

en offentlig myndighed. I bemærkningerne til de enkelte

bestemmelser er der angivet nogle retningslinjer for den påtænkte

administration, og justitsministeriet er indstillet på at inddrage

interesseorganisationerne i udarbejdelsen af de nødvendige

bekendtgørelser.

I udvalget har der været enighed om lovudkastets udformning, ligesom

der bortset fra et enkelt punkt foreligger en enig indstilling

vedrørende lovens administration. Uenigheden vedrører spørgsmålet

om bevæbning af vægterne med stav. Spørgsmålet er udførligt

behandlet i betænkningen s. 60-65, og udvalgets flertal har

indstillet, at vægtere ikke skal gives tilladelse til at bære

stav. Man har herved lagt vægt på, at der ikke er dokumenteret et

behov herfor, at vægternes organisation ikke ønsker en sådan

bevæbning, og at bevæbningen vil kunne medføre en uheldig

grænseflytning af opgavefordelingen mellem politiet og de private

vagtvirksomheder.

Dansk arbejdsgiverforenings repræsentant i udvalget har indstillet,

at vægtere skal kunne være bevæbnet med stav under forudsætning

af, at de har gennemgået en uddannelse, der sikrer, at der ikke

sker misbrug. Begrundelsen for indstillingen er dels hensynet til

den enkelte vægters personlige sikkerhed dels et ønske om at undgå

improviserede våben.

Flertalsindstllingen støttes af politifuldmægtigforeningen og

Forbrugerrådet, der ikke var repræsenteret i udvalget. Dansk

arbejdsgiverforening har i sin udtalelse over betænkningen

fastholdt den dissentierende indstilling.

Under hensyn til at et overordnet sigte med lovforslaget er at

tilvejebringe en sanering af branchen og sikre, at private

vagtselskabers virksomhed ikke udvikler sig til noget, som kan

opfattes som private politistyrker, kan justitsministeriet

tilslutte sig udvalgets flertals indstilling. Der er heller ikke i

øvrigt i lovforslaget tillagt vagtpersonale særlige beføjelser til

at foretage anholdelser eller på anden måde udøve offentlig

myndighed. Hensynet til vagtpersonalets sikkerhed bør derfor

varetages med andre midler end ved bevæbning, f.eks. således at

vægtere forsynes med en radio, så de kan tilkalde hjælp. Der

henvises endvidere til § 8, hvorefter der kan fastsættes regler om

vægternes uddannelse og brug af hunde.

4. Justitsministeriet har modtaget en udtalelse over betænkningen fra

følgende myndigheder og organisationer: Rigsadvokaten,

rigspolitichefen, politidirektøren i København, Foreningen af

politimestre i Danmark, politifuldmægtigforeningen, Dansk

Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Det

Kriminalpræventive Råd, Assurandør-Societetet, Forbrugerrådet,

Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening,

Kommunernes Landsforening, Den danske Bankforening, Danmarks

Sparekasseforening og industriministeriet.

5. Lovforslaget indebærer en vis administrativ byrde for politiet,

som vil få til opgave at behandle ansøgninger om autorisation og

godkendelse. På den anden side må det forventes, at en

autorisationsordning vil medføre et kraftigt fald i

fejlalarmeringer fra alarmeringsanlæg og således muliggøre en

bedre udnyttelse af politiets ressourcer. Under hensyn hertil og

til, at det i § 12 er bestemt, at justitsministeren kan fastsætte

regler om gebyr for udstedelse af autorisationer og godkendelser,

må det antages, at lovforslaget ikke vil medføre nævneværdige

administrative eller økonomiske konsekvenser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Som anført i de almindlige bemærkninger bygger justitsministeriets

lovforslag på udkastet i betænkning 1048/1985. De følgende

bemærkninger til de enkelte bestemmelser vil alene indeholde en

kortfattet begrundelse, idet der i øvrigt henvises til

betænkningens bemærkninger.

Til § 1

Bestemmelserne i § 1 angiver lovens hovedanvendelsesområde. Der

henvises til betænkningens s. 34-42.

Stk. 1 fastlægger, hvilke former for vagtvirksomhed lovens regler, og

herunder særlig kravet om autorisation, finder anvendelse på.

Loven omfatter 5 forskellige former for vagtvirksomhed: Den

såkaldte vægtertjeneste (stk. 1, nr. 1), værditransporter (stk. 1,

nr. 2), bodyguards (stk. 1, nr. 3) og den vagtvirksomhed, som

udføres ved hjælp af alarmanlæg (stk. 1, nr. 4). Endelig omfatter

loven også virksomhed, der består i at føre kontrol med en af de

nævnte former for vagtvirksomhed (stk. 1, nr. 5).

I stk. 1 fastslås, at der kun er tale om en vagtvirksomhed, såfremt

virksomheden udøves selvstændigt. En person, der er ansat i en

andens tjeneste, udfører derfor ikke vagtvirksomhed i lovens

forstand, og skal derfor heller ikke have autorisation hertil

efter § 2, men vedkommendes ansættelse i en andens vagtvirksomhed

skal godkendes efter § 7. Hvis en erhvervsvirksomhed udfører

overvågning i sine lokaler m.v. ved hjælp af sine egne ansatte, er

vagtvirksomheden ikke omfattet af § 1, stk. 1, men af stk. 2,

uanset om vægterne eller butiksdetektiverne er en særlig

personalegruppe i virksomheden. Der forligger normalt kun en

selvstændig virksomhed, hvis der er tale om, at tilsynsfunktionen

ydes som en tjenesteydelse af en selvstændigt erhvervsdrivende.

I stk. 1, nr. 1, defineres den såkaldte vægtertjeneste. Efter

betænkningens udkast skulle denne bestå i, at personer fører

tilsyn med privat eller offentligt område. Forbrugerrådet har i

sin udtalelse over betænkningen peget på, at denne formulering

kunne forstås således, at hundevagttjeneste ikke umiddelbart

omfattes. Justitsministeriet er enig i, at også den vagttjeneste,

der foregår på industriområder, byggepladser m.v. ved anvendelse

af løsgående hunde, bør være omfattet af autorisationsordningen.

Efter hundelovens § 3, stk. 5, må løsgående glubske hunde ikke uden

politiets tilladelse anvendes til bevogtning af pladser. Når en

vagtvirksomhed ønsker at foretage en bevogtning ved hjælp af

hunde, synes der imidlertid at være behov for at inddrage

reguleringen under lovforslagets autorisationsordning.

Samtidig er det i stk. 1, nr. 1, angivet, at også den virksomhed, der

består i at føre tilsyn ved hjælp af TV-overvågning, omfattes. Ved

lov nr. 278 af 9. juni 1982 indførtes forbud mod privates

TV-overvågning af gader m.v., som benyttes til almindelig færdsel.

TV-overvågning defineres som vedvarende eller regelmæssigt

gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller

automatisk virkende TV-kamera, fotografiappartat eller lignende

apparat. Forbuddet gælder ikke TV-overvågning af tankstationer,

fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignede områder, på

hvilke der drives erhvervsvirksomhed, såfremt overvågningen

foretages af den, der har rådighed over området. Efter

justitsministeriets opfattelse ville det kunne føre til urimelige

resultater, hvis man nøjedes med at kræve autorisation af den

vagtvirksomhed, der ville føre tilsyn med et butikscenter ved

hjælp af vægtere eller indbrudsalarmeringssystemer, jfr. stk. 1,

nr. 4, mens vagtvirksomhed, der består i at tilse et automatisk

virkende kamera, ikke skulle være omfattet. Også efter

formuleringen af udvalgets udkast ville en vagtvirksomhed med

TV-overvågning typisk være omfattet, men justitsministeriet har

skønnet det hensigtsmæssigt udtrykkeligt at angive, at

vægtertjeneste er omfattet, også selv om den ikke foregår ved

traditionel patruljering.

Stk. 1, nr. 3, vedrører vagtvirksomhed, der udføres af bodyguards

eller livvagter. Personbeskyttelse er en typisk politiopgave, og

justitsministeriet er enig med udvalget i, at der kun i ganske

sjældne tilfælde kan blive tale om at meddele autorisation til

denne form for vagtvirksomhed.

Stk. 2. undtager dels ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed, dels

vagtvirksomhed, der udøves af statslig eller kommunal myndighed.

Ved erhvervsmæssig vagtvirksomhed skal forstås, at den udøves mod

vederlag eller økonomisk bidrag i en eller anden form (herunder

ved kontingenter eller som en del af f.eks. huslejen), og at der

skal væe tale om regelmæssig virksomhed af et vist omfang. Det er

ikke noget krav, at virksomheden skal udøves som hovederhverv. Et

vejledende moment vil bl.a. være, om der er oprettet en kontrakt

vedrørende vagtvirksomheden.

Den ikke-erhvervsmæssige vagtvirksomhed er derfor dels den form for

tilsyn, der ydes uden eller kun mod et beskedent vederlag f.eks.

tilsyn med en nabos ejendom under dennes bortrejse, dels

vagtvirksomhed, der er organiseret i eget regie, og hvor egne

ansatte alene fører tilsyn med eget område.

Har f.eks. en forretning (et stormagasin) ansat sine egne

butiksdetektiver, vil der ikke være tale om erhvervsmæssig

vagtvirksomhed. Det samme gælder, såfremt f.eks. et pengeinstituts

værditransporter udføres af personer, der er ansat i

pengeinstituttet.

Udføres der derimod vagtvirksomhed i et butikscenter, på et

butiksstrøg (en gågade) eller i en forlystelsespark, og er

vagtpersonalet ansat af f.eks. centerforeningen, handelsforeningen

eller det selskab, der udlejer forretningerne m.v., og bliver det

aflønnet via huslejen, medlemsbidrag eller lignende, vil der være

tale om erhvervsmæssig vagtvirksomhed i lovens forstand.

Forbrugerrådet har i sit høringssvar foreslået, at stk. 2 udelades,

således at ikke-erhvervsmæssig vagtvirkomhed umiddelbart omfattes

af loven. Man har herved henvist til, at en udeladelse af

virksomheder, der foretager vagtopgaver i eget regie, kan indebære

en også fra et erhvervssynspunkt uakceptabel forskelsbehandling i

forhold til f.eks. butiksdetektivvirksomhed, der omfattes af

loven.

Udvalget var opmærksom på dette forhold og udtaler i sin betænkning,

at hvis vagtvirksomheden får et større omfang, kan der være behov

for at medtage den helt eller delvis under loven.

Justitsministeriet finder, at der ikke er behov for allerde nu og

generelt at behandle alle former for vagtvirksomhed på samme måde.

Den ikke-erhvervsmæssige vagtvirksomhed vil antagelig være af en

meget forskellig karakter, og fælles regler ville kunne føre til

betydelige administrative problemer. Hertil kommer imidlertid, at

hovedsigtet med lovforslaget, at opnå mulighed for en regulering

af en branche, der »sælger sikkerhed«, ikke kan begrunde en

regulering af den ikke-erhvervsmæssige vagtvirksomhed. Med hensyn

til spørgsmålet om forskelsbehandling har justitsministeriet lagt

vægt på, at LO og Dansk Arbejdsgiverforening ikke har haft

bemækninger til dette punkt.

For så vidt angår den vagtvirksomhed, der udføres af statslig eller

kommunal myndighed bemærkes, at et reguleringsbehov umiddelbart

forekommer mindre påtrængende, og at det under alle omstændigheder

vil være nødvendigt at inddrage Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen og flere statslige styrelser i overvejelserne,

før man kan tage stilling til, hvilke regler der i givet fald bør

indføres på dette område.

Til § 2

Der henvises til betænkningen s. 43-44.

Stk. 1 indeholder lovudkastets centrale krav om, at den person eller

det selskab m.v., der udøver vagtvirksomhed, således som dette

følger af § 1, skal have autorisation hertil. Autorisationen skal

være meddelt, inden vagtvirksomheden påbegyndes, og inden der

indgås (bindende) aftale om udøvelse af vagtvirksomhed. I

forbindelse med udløb af de højst 5-årige autorisationer efter § 5

indebærer bestemmelsen, at vagtvirksomheden ikke må fortsættes,

medmindre autorisationen er forlænget for en ny periode.

Bestemmelsen tager ikke stilling til de civilretlige forhold

mellem vagtvirksomheden og kunden, idet dette må afgøres efter

almindelige formueretlige regler.

I stk. 3 fastsættes, at alarmcentraler, hvorfra der til politiet

videregives alarminformationer, som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4,

skal være godkendt hertil, jfr. ligeledes § 9. Baggrunden for

dette krav er et ønske om i forbindelse med godkendelse af

alarmcentralen at kunne stille sådanne krav til alarmcentralsens

udstyr, indretning og drift, at et af lovens hovedformål

tilgodeses, nemlig at indgå de mange fejlalarmeringer af politiet.

De nærmere krav til alarmcentralen skal fastsættes i henhold til §

10.

En alarmcentral, der modtager, behandler og til politiet videregiver

alarmsignaler fra overfaldsalarmeringsanlæg og

indbrudsalarmeringsanlæg, skal være godkendt, selvom virksomheden

udøves i eget regie og dermed ikke er erhvervsmæssig. Også

virksomheder, der ikke skal have autorisation efter stk. 1, skal

således søge om godkendelse af en alarmcentral. Efter § 18 kan

justitsministeren fastsætte bestemmelser om tilbagekaldelse af en

godkendelse af en alarmcentral, og det kan forventes, at

godkendelsen vil blive tilbagekaldt hvis den for en alarmcentral

ansvarlige har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen

overtrædelse af vilkår for godkendelse. Derimod er det ikke i § 9

fastsat, at en godkendelse skal være tidsbegrænset, fordi

alarmcentralen typisk vil blive drevet af en virksomhed, der skal

have autorisation efter stk. 1, jfr. § 5. Hvis en alarmcentral

undtagelesvis drives af en ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed, bør

en godkendelse dog begrænses til 5 år.

Til §§ 3-4

Der henvises til betænkningen s. 44-47. Lovforslaget svarer til

betænkningens udkast, idet der dog i § 4, stk. 2, er indsat en

henvisning til §§ 15-17. Efter betænkningen kunne man få det

indtryk, at en virksomhed selv må anlægge sag mod myndigheden,

hvis denne meddeler, at en autorisation ikke kan opretholdes,

fordi bestyrelsens eller direktionens sammensætning er ændret.

Imidlertid gør der sig de samme retssikkerhedshensyn gældende, som

har begrundet reglerne i §§ 15-17 om fratagelse eller bortfald af

en autorisation.

Til § 5

Der henvises til betænkningens s. 47-49.

Efter § 5 meddeles en autorisation for bestemte former for

vagtvirksomhed efter § 1. Dette indebærer, at det i ansøgningen om

autorisation skal anføres, hvilke(n) form(er) for vagtvirksomhed

der ønskes autorisation til. Baggrunden for, at en autorisation

ikke uden videre bør omfatte alle former for vagtvirksomhed, er,

at de krav der skal være opfyldt efter § 3, stk. 1, nr. 7, ikke

nødvendigvis er de samme ved de forskellige former for

vagtvirksomhed.

Dernæst foreslås, at en autorisation meddeles for et tidsrum af højst

5 år. Formålet hermed er, at der med passende mellemrum bør gives

den autorisationsudstedende myndighed mulighed for at overveje,

hvorvidt betingelserne for at udøve vagtvirksomhed fortsat er til

stede. En sådan tidsbegrænsning af autorisationer vil antagelig

også have en betydelig præventiv virkning.

En autorisation skal meddeles på nærmere fastsatte vilkår.

Overtrædelse vil kunne medføre straf efter § 20 og i grovere

tilfælde en tilbagekaldelse af autorisationen, jfr. § 14.

Da en nægtelse af at forlænge eller forny en autorisation vil være et

vidtgående indgreb, er det i stk. 2 bestemt, at reglerne i §§

15-17 om tilbagekaldelse eller bortfald skal finde anvendelse.

Til § 6

Der henvises til betænkningens s. 49-52.

§ 6 bestemmer, at der skal gives særlig tilladelse til at udføre

vagtvirksomhed på områder, hvortil der er almindelig adgang.

Anvendelsen af udtrykket »tilladelse« i stedet for »autorisation«

tilkendegiver sammen med stk. 2, at en tilbagekaldelse af en

tilladelse ikke er omfattet af de særlige regler i §§ 14-15 om

fratagelse af autorisation.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets indstilling, hvorefter man

bør være yderst tilbageholdende med at meddele tilladelse til

vagtvirksomhed for så vidt angår offentlige veje, pladser og

steder som f.eks. (gå)gader, jernbane- og busstationer,

færgelejer, lufthavne og lignende. Kun hvor der foreligger særlige

grunde, bør der (af den lokale politimester) kunne gives

tilladelse hertil. Disse særlige grunde kan f.eks. foreligge,

såfremt politimesteren finder, at politiet i forbindelse med den

almindelige politimæssige indsats ikke har ressourcer til at

foretage den tilstrækkelige patruljering på et bestemt offentligt

område, og at det derfor findes forsvarligt - eventuelt kun for et

begrænset tidsrum - at tillade privat vagtvirksomhed på området.

I stk. 1, 2. pkt., foreslås endvidere, at en autorisation til at

udøve virksomhed som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 (tilsyn på privat

område og område, hvortil der er almindelig adgang, ikke omfatter

en adgang til som et led i virksomheden at anvende hunde på

steder, hvortil der er almindelig adgang, medmindre der er givet

særlig tilladelse hertil. Baggrunden for denne bestemmelse er, at

hundens opgave alene bør være at bruge sine sanser og dermed være

et hjælpemiddel for vægteren. Den bør derimod ikke kunne anvendes

til som fritløbende at eftersøge personer eller gennemtvinge en

anholdelse. På den baggrund vil der kun i yderst sjældne tilfælde

at være anledning til at bruge hunde på områder, hvortil der er

almindelig adgang.

Efter § 6, stk. 2, kan justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, til enhver tid bestemme, at vagtvirksomhed ikke

må udøves på bestemte steder, hvortil der er almindelig adgang.

Denne bestemmelse tænkes i første række anvendt til at forbyde

ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed, f.eks. private vagtværn, jfr.

§ 1, stk. 2.

Til § 7

Efter stk. 1, 1. pkt., skal autorisationens indehaver sørge for, at

virksomhedens personale er godkendt til ansættelse i virksomheden,

inden ansættelsen træder i kraft. Efter 2. pkt. kan godkendelse

kun meddeles, såfremt den pågældende er fyldt 18 år. § 7 gælder

kun for ansatte i vagtvirksomheder, der skal have autorisation.

Ansatte i ikke-erhvervsmæssige vagtvirksomheder skal således ikke

godkendes, medmindre justitsministeren benytter beføjelsen i § 1

stk. 2.

Efter stk. 2 kan justitsministeren fastsætte bestemmelser om, at

godkendelseskravet og/eller alderskravet efter stk. 1 ikke skal

gælde for nærmere angivne grupper af ansatte. Udvalget har

begrundet dette med en henvisning til, at det formentlig vil være

forsvarligt at undtage f.eks. underordnet kontorpersonale,

håndværkere, rengørings- og serveringspersonale samt bude fra

alderskravet på de 18 år, idet disse grupper af ansatte alene har

rent administrative eller serviceprægede funktioner. De hører med

andre ord ikke til det personale, er udfører eller forestår selve

vagtvirksomheden som fastlagt i § 1, stk. 1. Udvalget har

endvidere anført, at der ud fra tilsvarende synspunkter bør være

en adgang til at fastsætte, at visse af de nævnte grupper af

ansatte (f.eks. rengørings- og serveringspersonalet) end ikke skal

godkendes og dermed heller ikke være fyldt 18 år. Derimod har

udvalget lagt vægt på, at selve vagtpersonalet ikke kan undtages

fra alders- og godkendeleskravet, og udvalget har også forudsat,

at i hvert fald kontorpersonalet ikke undtages fra

godkendelseskravet, men kun fra alderskravet.

Forbrugerrådet har stillet spørgsmålstegn ved denne sidstnævnte

bemærkning og har foreslået, at afgørelsen af, om der kan bortses

fra godkendelseskravet, kan bero på en konkret vurdering afhængig

af kontorarbejdets karakter.

Efter justitsministeriets opfattelse vil sådant kriterium dog ikke

være egnet til at indgå i en generel forskrift, og hensigten med §

7, stk. 2, er at gøre det muligt i en bekendtgørelse af undtage

f.eks. kantinepersonale i en vagtvirksomhed fra

godkendelseskravet. Derimod er det muligt at administrere

godkendelseskravet forskelligt afhængigt af indholdet af den

pågældende stilling. Herved skal dog også indgå i vurderingen, at

loven ikke tilsigter at berøre retsforholdet mellem arbejdsgiveren

og de ansatte. Myndighedens godkendelse gør ikke indgreb i

arbejdsgivernes ret til at ansætte og afskedige de ansatte eller

til at fordele arbejdet. En godkendelse, der forudsætter en snæver

fastlæggelse af den pågældendes arbejdsopgaver, vil derimod næppe

kunne undgå at påvirke arbejdsforholdene.

Det er klart, at en godkendelsesprocedure vil blive gennemført meget

hurtigt.

Til § 8

Efter § 8, der svarer til udkastets § 9, fastsætter justitsministeren

nærmere bestemmelser om vagtvirksomhed, herunder om pesonalets

uddannelse, uniformering og legitimation samt krav til hunde,

køretøjer og anden udrustning.

Justitsministeriet kan henholde sig til den grundige redegørelse for

bestemmelsen, der er indeholdt i betænkningen s. 57-65. Vedr.

bevæbning med stav henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

3. Opregningen i § 8 er dog ikke udtømmende, og der vil som

påpeget i politifuldmægtigforeningens udtalelse være grund til

også at overveje en bestemmelse om, at en vagtvirksomhed skal

tegne en forsikring, der kan dække erstatningsansvaret for skader,

som forvoldes af virksomheden og dens personale. Endvidere

påtænker justitsministeriet at pålægge autorisationsindehaveren at

instruere og føre tilsyn med vagtpersonalet.

Til §§ 9-10

Der henvises til betænkningens s. 54-57.

Det foreslås i § 9, 1. pkt., at alarminformationer fra

overfaldsalarmeringsanlæg og alarminformationer fra

indbrudsalarmeringsanlæg kun må videregives til politiet af

personalet i en godkendt alarmcentral. Det er justitsministeriets

opfattelse, at det overordentlig store antal fejlalarmeringer af

politiet herved vil blive reduceret betydeligt.

Antallet af ægte alarmeringer vil formentlig kunne forøges

yderligere, såfremt der i medfør af § 10, 2. pkt., fastsættes

bestemmelser om personlig observation på den lokalitet, der

overvåges, eller om andre tilsvarende forholdsregler inden

videregivelse af alarminformationen til politiet, eller såfremt

der efter § 12 fastsættes bestemmelser om gebyr for politiets

behandling af fejlalarmeringer eller lignende.

Skulle dette mod forventning ikke blive tilfældet, vil det efter §

11, stk. 2 være muligt at indføre en typegodkendelsesordning for

de enkelte alarmeringsanlæg.

Vedrørende § 9 skal i øvrigt understreges, at kravet efter

bestemmelsens formål også gælder, selv om alarmeringsanlægget ikke

er installeret i tilknytning til en vagtvirksomhed, og i givet

fald uanset om denne er erhvervsmæssig eller ej, jfr. § 2, stk. 3.

Bestemmelsen indebærer med andre ord, at ingen lovligt kan

installere et af de nævnte alarmeringsanlæg, således at

alarminformationen automatisk indføres direkte til politiet.

Videregivelsen af alarminformationen skal ske fra en godkendt

alarmcentral og ved direkte (telefonisk) kontakt mellem personalet

i denne og politiet.

Efter § 9, 2. pkt., kan politiet tillade, at alarminformationer fra

overfaldsalarmeringsanlæg indføres direkte til politiet, når

særlige politimæssige hensyn taler derfor. Bestemmelsen

forudsættes kun anvendt i undtagelsestilfælde, dvs. ved behov for

særlig hurtig politimæssig indsats under alle forhold.

Den danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening har i en

fælles udtalelse over betænkningen fremhævet, at det er helt

afgørende, at informationer fra pengeinstitutternes

overfaldsalarmeringsanlæg fortsat vil kunne indføres direkte til

politiet.

Justitsministeriet er opmærksom på, at hensynet til trygheden for

pengeinstitutternes personale kan begrunde en dispensation efter §

9, 2. pkt. I den forbindelse kan det imidlertid være rimeligt at

stille særlige krav til alarmcentralen, jfr. § 10.

Efter § 10 kan justitsministeren fastsætte nærmere bestemmelser om

godkendelse af alarmcentraler samt bestemmelser om indretningen og

driften af alarmcentraler. Regler om tilbagekaldelse af en

godkendelse fastsættes efter § 18.

Bestemmelser vedrørende indretningen af en alarmcentral vil ikke

alene kunne omhandle det tekniske udstyr, men også krav til den

fysiske sikring af alarmcentralen. Bestemmelser om driften bør

omfatte krav til behandling af det enkelte alarmsignal samt

bestemmelser om service, reparation m.v. af det enkelte

alarmeringsanlæg.

Til § 11

Efter stk. 1 kan justitsministeren fastsætte bestemmelser om forbud

mod anvendelsen af indbrudsvarslingsanlæg. Udvalget har i

betænkningen s. 65 henvist til, at aktivering af disse anlægs

sirener eller kraftigt ringende klokker - udover de ofte

betydelige støjgener - medfører uforholdsmæssigt mange

henvendelser fra de omkringboende. Da alarmeringstidspunkterne

oftest forekommer om natten, er dette endvidere medvirkende til,

at ventetiden på personer, der kan afbryde anlæggende, er meget

lang med deraf følgende ressourcespild for politiet. Endelig er

antallet af fejlalarmeringer fra disse anlæg meget betydeligt.

Den danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening har foreslået

som alternativ, at der sker en automatisk afbrydelse af alarmen

efter f.eks. 30 sekunder.

Dette vil formentlig imødekomme enkelte af de indvendinger, udvalget

har anført mod indbrudsvarslingsanlæg. Imidlertid har

Assurandør-Societetet ikke haft indvendinger mod, at disse anlæg

som hovedregel forbydes. Justitsministeriet finder derfor, at der

er behov for en bemyndigelse til at forbyde disse anlæg, men efter

§ 11, stk. 2, er der mulighed for i stedet for et forbud at

indføre en typegodkendelsesordning.

Til § 12

Bestemmelsen indeholder en hjemmel for justitsministeren til at

fastsætte gebyrer for udstedelsen af autorisationer og

godkendelser til dækning af udgifterne ved lovens administraion.

Endividere foreslås, at der som en af mange forholdsregler

(sanktionsmidler) med henblik på at nedbringe antallet af

fejlalarmeringer af politiet kan fastsættes bestemmelser om gebyr

for politiets behandling af fejlalarmeringer eller lignende.

Reglerne vil blive udformet således, at politiet får en adgang til

at pålægge gebyrer særligt i tilfælde af gentagne fejlalarmeringer

fra et bestemt alarmsted, eller såfremt der i øvrigt i en given

periode har været uforholdsmæssig mange fejlalarmeringer m.v. fra

en alarmcentral. Gebyret bør i givet fald pålægges

vagtvirksomheden.

Til § 13

Der henvises til betænkningen s. 67.

Til §§ 14-17

Forslagets regler om tilbagekaldelse af autorisation eller

godkendelse er i det væsentlige affattet i overensstemmelse med de

tilsvarende regler i anden lovgivning.

Til bestemmelserne skal bemærkes, at muligheden for retsafgørelse

ikke udelukker muligheden for almindelig administrativ rekurs, og

at fristen i § 15, stk. 1, 2. pkt., i givet fald skal regnes fra

rekursmyndighedens afgørelse.

Det må i øvrigt understreges, at lovens regler om tilbagekaldelse

suppleres af straffelovens § 78, stk. 2, der indeholder en

procedure, der svarer til lovens §§ 15 og 16.

Til § 18

Efter bestemmelsen fastsætter justitsministeren regler om

tilbagekaldelse af en godkendelse af en alarmcentral.

En tilbagekaldelse af en godkendelse af en alarmcentral vil kun komme

på tale i de formentlig sjældne tilfælde, hvor pålæg til driften

af alarmcentralen og bestemmelser truffet i medfør af § 10 og § 12

har vist sig utilstrækkelige til at undgå for mange

fejlalarmeringer. Bestemmelserne om tilbagekaldelse af en

godkendelse forudsættes i øvrigt udformet efter de samme

principper som angivet i § 14 og § 15. Endvidere kan nævnes, at en

eventuel autorisation til at udføre vagtvirksomhed som nævnt i §

1, stk. 1, nr. 4, i givet fald vil kunne tilbagekaldes efter § 14,

ligesom en forlængelse af autorisationen vil kunne nægtes, når de

højst 5 år er gået. jfr. § 5. På den baggrund må det antages, at

muligheden for at tilbagekalde en godkendelse alene for så vidt

angår alarmcentralen, kun vil være aktuel, hvis den drives af en

ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed, der ikke skal have

autorisation efter § 1, stk. 2, men skal godkendes efter § 2, stk.

3.

Til § 19

Bestemmelsen indeholder en hjemmel for politiet til uden retskendelse

at foretage husundersøgelse af en vagtvirksomhed for at føre det

nødvendige tilsyn med virksomhedens udøvelse. Bestemmelsen er

formuleret på tilsvarende måde som i anden lovgivning, der hjemler

husundersøgelse uden retskendelse. Der henvises i den forbindelse

til betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen.

Til § 20

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde.

Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at forsøg på

overtrædelse af loven herefter ikke er strafbart.

I § 20, stk. 3, er det foreslået, at der også vil kunne pålægges en

kommune et bødeansvar. Baggrunden herfor er betænkningen om

ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, nr.

996/1983, og bestemmelsen vil have interesse, hvis bemyndigelsen i

§ 1, stk. 2, udnyttes, således at også vagtvirksomhed, der udøves

af en kommunal myndighed, omfattes af loven.

Forbeholdet om, at højere straf kan være forskyldt efter anden

lovgivning, henviser specielt til straffelovens § 131, hvorefter

straffen er bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under

skærpende omstændigheder fængesel i samme tid for den, som uden

offentlig bemyndigelse udøver en virksomhed, til hvilken en sådan

kræves, eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten

er ham frakendt.

Til §§ 21 og 22

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 1987 for at

gøre det muligt at udforme de nødvendige administrative

forskrifter. Eksisterende vagtvirksomheder bør have mulighed for

allerede inden lovens ikrafttræden af indrette sig på de nye

regler, og det er derfor samtidig bestemt, at justitsministeren

allerede dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende kan

fastsætte overgangsregler og regler om ansøgningers udformning.

Endvidere indeholder bestemmelserne sædvanligt forbehold vedr.

Færøerne og Grønland.

Versioner

1. 1988-05-21