1985 LSF 116 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF BISTANDSLOVEN (ÆNDRING AF KONTANTHJÆLPSREGLER M.V.)

GældendeVersion 1988-05-21

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00116@1988-05-21/da

Indhold

Indledning

§ 1

I lov om social bistand, jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli

1984, som ændret bl.a. ved lov nr. 205 af 22. maj 1985 og senest

ved lov nr. 523 af 4. december 1985, foretages følgende ændringer:

1. § 2, 2. pkt., ophæves.

2. I § 8, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »aftale om bidrag«: »eller

afkald herpå«.

3. § 25, stk. 2, ophæves.

4. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Er der ydet et ægtepar hjælp, som er brugt til familiens

forsørgelse, kan tilbagebetalingskravet gøres gældende mod begge

ægtefæller, uanset om ægteskabet er opløst på

tilbagebetalingstidspunktet.«

5. Kap. 9 affattes således:

»Kap. 9. Kontanthjælp til underhold m.v.

§ 37. Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er

afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens

underhold, ydes der efter dette kapitel kontanthjælp, der består

af en grundydelse, et boligtillæg og et børnetillæg.

Stk. 2. Grundydelsen udgør 2.579 kr. månedlig for enlige og det

dobbelte for ægtepar. For unge under 23 år, der ikke har

forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn, udgør

grundydelsen dog 1.222 kr. månedlig for hjemmeboende og 1.847 kr.

månedlig for udeboende, såfremt de ikke hidtil har haft indtægter,

der overstiger disse grundydelser. Når der er ydet hjælp i en

sammenhængende periode på 9 måneder, udgør grundydelsen efter 1.

pkt. 2.193 kr. månedlig, medmindre det kan godtgøres, at

pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare

sig selv.

Stk. 3. Boligtillægget ydes til dækning af enten husleje efter

fradrag af tilskud efter boliglovgivningen eller terminsydelser

vedrørende fast ejendom. Boligtillægget skal endvidere dække vand,

varme, gas, elektricitet, ydelser vedrørende boligindskudslån og

lignende løbende udgifter, der har tilknytning til boligen. For

personer, der har fælles husførelse med andre end en ægtefælle,

beregnes boligtillægget forholdsmæssigt efter de pågældendes

indtægter, før behovet for hjælp er opstået. Hvis de pågældende i

fællesskab ejer en fast ejendom, beregnes tillægget dog

forholdsmæssigt efter de tinglyste andele. Hvis boligudgiften

efter en samlet bedømmelse af familiens størrelse og forhold i

øvrigt skønnes at være for høj, og der kan fremskaffes en rimelig

og billigere bolig, udgør udgifterne til denne grundlaget for

boligtillægget. Der kan ikke ydes hjælp til den del af

boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den dækket af

kontanthjælp. De årlige udgifter omregnes til et månedligt beløb,

der ydes sammen med grundydelsen.

Stk. 4. Børnetillægget udgør et månedligt beløb, udregnet på grundlag

af summen af en faders og moders normalbidrag, for hvert barn

under 18 år. For det ældste barn i hjemmet forhøjes beløbet til

6/5 af en faders og moders normalbidrag. Hvis den pågældende ikke

har barnet hos sig, men svarer underholdsbidrag til dette, kan

børnetillægget dog højst udgøre normalbidraget og ikke overstige

det fastsatte bidrag. Hvis personer, der har fælles husførelse med

andre end en ægtefælle, har fælles børn, fradrages et beløb i

børnetillægget, svarende til henholdsvis en faders eller en moders

normalbidrag, hvis kun den ene person modtager kontanthjælp.

Stk. 5. Den samlede hjælp kan ikke overstige 90 pct. af den hidtidige

indtægt. Dette gælder dog ikke, hvis hjælpen er mindre end eller

svarer til det beløb, der udbetales som dagpenge efter § 51, stk.

2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. med

fradrag for skat af dette beløb. Ved beregning af skatten lægges

det til grund, at personen ikke har andre indtægter og ikke har

andre fradrag end personfradrag. Ved hidtidig indtægt forstås

indtægten i den seneste kalendermåned. Hvis dette beløb i det

enkelte tilfælde ikke er et rimeligt udtryk for ansøgerens

indtjeningsevne, anvendes i stedet den gennemsnitlige indtægt i de

seneste 3 kalendermåneder.

Stk. 6. Socialministeren kan fastsætte regler om hjælp til personer,

der aftjener værnepligt ved bistandsarbejde i udviklingslandene,

og personer, der afsoner en straf.

Stk. 7. Forslag om regulering af de beløb, der er nævnt i stk. 2,

fremsættes af socialministeren inden udgangen af 1986.

§ 38. I den beregnede, samlede kontanthjælp, jfr. § 37, fradrages

pågældendes og ægtefællens indtægter. Forinden nedsættes

indtægterne dog med de nødvendige udgifter til arbejdsredskaber og

-beklædning samt til transport i forbindelse med erhvervelse af

indtægterne. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal

fradrages i kontanthjælpen, når ferien holdes, og der kan kun

foretages fradrag, svarende til kontanthjælpen for det antal dage,

som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.

Stk. 2. Ved nedsættelsen af hjælpen efter stk. 1 foretages der en

forholdsmæssig nedsættelse af boligtillægget, når dette ydes til

dækning af terminsudgifter.

Stk. 3. Invaliditetsydelsen og invaliditetsbeløbet efter lov om

social pension og andre løbende ydelser på grund af invaliditet

skal ikke fradrages. Det samme gælder indtægter, der hidrører fra

erstatning for invaliditet eller godtgørelse for ikke-økonomisk

skade.

Stk. 4. Indtægter hos børnene, herunder bidrag til børnenes

underhold efter lov om børns retsstilling og særligt børnetilskud

efter børnetilskudsloven, fradrages i børnetillægget efter § 37,

stk. 4. De øvrige ydelser efter børnetilskudsloven fradrages ikke.

§ 39. Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger hjælpen,

eller ægtefællen er i besidelse af formue, hvoraf det økonomiske

behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er

nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig

boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til pågældendes og

familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Stk. 2. Der skal endvidere ses bort fra erstatning for invaliditet

og godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

§ 40. Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen,

som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan f.

eks. anses for godtgjort,

1) når pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, eller det

er attesteret af arbejdsformidlingen, at der ikke kan anvises

pågældende arbejde,

2) når det er attesteret af en læge, at pågældende er uarbejdsdygtig

på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige

arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,

3) når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde af

hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller

fortsat efter tilskyndelse fra det sociale udvalg, jfr. § 42,

4) når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde på

grund af pasning af børn, og det sociale udvalg ikke kan anvise

anden pasningsmulighed, eller

5) når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende arbejde af

en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden

ægtefælle i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af

hensyn til børnenes pasning.

Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til personer, som er under

uddannelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler for, i

hvilke særlige tilfælde der kan ydes hjælp uanset bestemmelsen i

1. pkt.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., er ikke til hinder

for, at der ydes hjælp til en person, hvis ægtefælle er under

uddannelse.

§ 41. Det sociale udvalg skal, når der ydes hjælp efter § 37,

vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige

hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i

stand til at klare sig selv.

Stk. 2. Det sociale udvalg skal i øvrigt senest 3 måneder efter

hjælpens påbegyndelse tage den pågældendes og familiens forhold op

til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for

bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om

afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som pågældende

ikke kan forventes at blive i stand til at afholde fremtidig.

Stk. 3. Hvis hjælpen er begrundet i sygebehandling eller

erhvervsmæssige foranstaltninger, er det en betingelse, at lægens

eller de sociale myndigheders anvisninger følges.

§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed

for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der

ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning

eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af

Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den

sociale lovgivning.

Stk. 2. Når der er truffet beslutning efter stk. 1, beregnes hjælpen

efter reglerne i § 37, dog udgør grundydelsen til unge under 23 år

altid 2.579 kr. månedlig. Bestemmelserne i § 37, stk. 2, 3. pkt.,

og stk. 5, finder ikke anvendelse. Ud over grundydelse,

boligtillæg og børnetillæg kan der ydes hjælp til de særlige

udgifter, der er en følge af uddannelsen eller handicappet.

Stk. 3. Ved optræning eller oplæring på det almindelige

arbejdsmarked kan hjælpen ydes som et vederlag, der fastsættes

uanset stk. 2.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår hjælpen til

den uddannelsessøgende og dennes familie ydes som lån.

Stk. 5. Lån ydet efter stk. 4 tilbagebetales ved en

tilbagebetalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg

efter forhandling med låntageren. Lånet, der er rentefrit, skal

normalt være afdraget over en tiårig periode. De enkelte afdrag

fastsættes således, at pågældende kan udrede disse uden at komme

til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller

familiens underhold.

Stk. 6. Inddrivelse af forfaldne, ikke betalte afdrag sker efter

reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 7. Hvis låntageren i en periode på 5 år ikke har haft økonomisk

mulighed for at tilbagebetale på lånet, bortfalder den resterende

del af tilbagebetalingskravet.

Stk. 8. Hvis det skønnes rimeligt ud fra den pågældendes økonomiske

forhold, kan der ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og

arbejdsmaskiner, når det er af afgørende betydning for en person

med nedsat erhvervsevne.

Stk. 9. Der kan ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig

virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår

som et sædvanligt led i den pågældende virksomhed. Hjælpen kan

ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til pågældendes

fremtidige erhvervsmuligheder.

Stk. 10. Afgørelse om hjælp efter stk. 9 træffes af revaliderings-

og pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg.

Afgørelse om henstand med tilbagebetaling eller eftergivelse af

lån ydet efter stk. 9 træffes af det sociale udvalg.«

6. Kapitel 10 ophæves.

7. § 46 affattes således:

»§ 46. Under de forhold, der er nævnt i § 37, kan der særskilt eller

i forbindelse med udbetaling af kontanthjælpen ydes hjælp til

dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes

egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad ville

vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for

fremtidig at klare sig selv.

Stk. 2. Under forbigående vanskeligheder kan der til en familie med

et eller flere børn under 18 år ydes hjælp til foranstaltninger,

der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås,

eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes, såfremt familien ikke

selv har midler til at afholde udgifterne herved. Der kan ydes

hjælp til afholdelse af udgifter, der står i direkte sammenhæng

med henstillinger eller pålæg, der meddeles af offentlige

myndigheder med hensyn til et barns pleje eller behandling,

opdragelse, uddannelse eller arbejde, når forsørgeren ikke selv

har midler dertil.

Stk. 3. Der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til

sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke

kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt pågældende ikke selv

har midler til at afholde udgifterne.«

8. I § 49 ændres »at yde hjælpen som naturalhjælp.« til: »på hvilken

måde hjælpen skal udbetales.«.

9. I § 138a udgår: »forbigående«.

§ 2

Personer, der efter 1. oktober 1986 ansøger om kontanthjælp,

orienteres af det sociale udvalg om de ændrede beregningsregler

pr. 1. januar 1987 og om de eventuelle konsekvenser for hjælpens

størrelse.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1987, § 2 dog den 1. oktober 1986.

§ 4

Ved anvendelse af § 37, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr.

5, skal der medregnes perioder, hvor pågældende har modtaget

kontanthjælp efter de hidtil gældende regler. Personer, som den 1.

januar 1987 modtager hjælp efter de hidtidige regler i § 43, skal

efter lovens ikrafttræden have beregnet hjælpen efter § 37, stk.

2, sidste pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 3 finder reglen i bistandslovens §

37, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, anvendelse

indtil den 1. juli 1987, når der ydes kontanthjælp efter § 42,

jfr. § 37, stk. 1-4.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Folketinget vedtog i december 1982 ved en ændring af bistandsloven at

indføre hjemmel for forsøgsordninger. Socialministeren kan efter

den gældende forsøgsbestemmelse i bistandslovens § 138a (lov nr.

620 af 8. december 1982) efter indstilling fra kommunalbestyrelsen

tillade, at det sociale udvalg i en forsøgsperiode yder

forbigående hjælp efter regler, der fraviger bestemmelserne i

bistandslovens § 37, såfremt reglerne er godkendt af

socialministeren.

Det fremgår af bemærkningerne til loven, at socialministeren efter

ønske fra de kommunale organisationer i december 1980 nedsatte et

udvalg, der fik til opgave at foretage en gennemgang af

bistandslovens kontanthjælpsafsnit med henblik på forslag til

ændringer, navnlig i retning af faste ydelser og forenklet

sagsbehandling. Udvalget skitserede i sin rapport to modeller for

beregning af forbigående kontanthjælp, der i større omfang end

hidtil er baseret på faste ydelser. Der er nærmere redegjort for

modellerne i bemærkningerne til loven. Efter at rapporten var

afgivet, blev der i en række kommuner foretaget beregninger af,

hvordan rapportens model 1 og 2 ville virke i nogle konkrete

sager. På denne baggrund fandt regeringen det hensigtsmæssigt, at

der kunne gives tilladelse til forsøg efter model 2.

Det fremgår videre af bemærkningerne, at forsøgskommunerne med

henblik på at give regeringen og folketinget et fyldestgørende

grundlag for en eventuel varig ændring af § 37 ville få anmodning

om at deltage i en undersøgelse af forsøgets administrative,

juridiske og socialpolitiske virkninger, som de kommer til udtryk

i den enkelte kommune, herunder ikke mindst borgernes reaktion på

de nye regler.

Det skulle være forsøgets formål - inden for de givne rammer - at

undersøge, om kontanthjælp kan udmåles efter fastere regler,

således at man kunne opnå administrative lettelser, der kan

anvendes til rådgivning m.v. og forbedret retssikkerhed for

kontanthjælpsmodtagerne. Set under et i forsøgskommunerne skulle

forsøget være udgiftsneutralt. Der skulle dog ske en omfordeling

mellem de forskellige modtagergrupper, navnlig til fordel for

børnefamilierne.

I 2. rapport fra kontanthjælpsudvalget af marts 1984 er nærmere

beskrevet, hvorledes forsøgsmodellen kunne gøres praktisk

anvendelig, og hvorledes undersøgelse og forsøg med modellen kunne

tilrettelægges.

Forsøget vedrører perioden 1. oktober 1984 - 1. oktober 1985. De 14

kommuner, der har fået tilladelse til at beregne hjælpen efter en

model med faste ydelser, er Birkerød, Bjerringbro, Frederiksberg,

Græsted-Gilleleje, Gudme, Ledøje-Smørum, Nakskov, Nordborg, Nørre

Snede, Ribe, Suså, Sønderborg, Aabenraa og Århus kommuner.

Forsøgsreglerne fremgår af socialministeriets bekendtgørelse nr. 484

af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter

bistandsloven.

Forsøget betyder, at reglerne om forbigående kontanthjælp i

bistandslovens § 37, i forsøgskommunerne er afløst af en model med

en hjælp, der består af tre elementer:

1) En grundydelse til dækning af underhold og faste udgifter, bortset

fra boligudgifter. Taksten for ægtepar er det dobbelte af taksten

for enlige.

2) Et boligtillæg, der dækker alle udgifter vedrørende boligen.

3) Et børnetillæg, svarende til summen af en faders og en moders

normalbidrag med forhøjelse for det første barn.

Det blev anført i pkt. 10 i bekendtgørelsen, at såfremt

kommunalbestyrelsen ønskede at yde forbigående hjælp i henhold til

forsøgsreglerne efter den 30. september 1985, skulle indstilling

herom indgives til socialministeren. Alle forsøgskommunerne har

ønsket at fortsætte efter disse regler. Dette fremgår af

socialministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 24. september 1985 om

fortsættelse af forsøg med faste ydelser efter bistandsloven i

perioden 1. oktober 1985 - 1. januar 1987.

Der blev forud for forsøgets start nedsat en følgegruppe, som skulle

forestå vurderingen af forsøget.

Rapporten fra følgegruppen består af 4 delrapporter:

1. »Kontanthjælpsforsøget - Frigjorte ressourcer og forbedret socialt

arbejde.«

2. »Kontanthjælpsforsøget set med klienternes øjne.«

3. »Kontanthjælpsforsøgets økonomiske og fordelingsmæssige

virkninger.«

4. »Den juridiske evaluering af kontanthjælpsforsøget.«

I rapportens kap. 3 gengives kort indholdet af de 4 delrapporter.

Kap. 4 indeholder følgegruppens samlede vurderinger af forsøget.

Rapporten giver klart udtryk for, at der er store fordele ved

anvendelse af faste regler. Men samtidig peger den på problemer,

der kan opstå også efter forsøgsmodellen og eventuelt kan give

anledning til korrektioner af modellen.

Med hensyn til forsøgets resultater sammenholdt med forsøgets formål

viser følgegruppens rapport, at de forenklede beregningsregler har

medført, at forsøgskommunerne har fået frigjort administrative

ressourcer, der bl.a. anvendes til forbedring af rådgivning og

vejledning eller til iværksættelse af projekter o.lign. Det er i

mange sager blevet lettere at udregne ydelserne og lettere at

forklare modtagerne, hvordan hjælpen beregnes, bl.a. fordi der

indgår færre elementer i hjælpen.

Undersøgelserne viser endvidere, at forsøget ikke har løst alle

problemer i forbindelse med udmålingen af kontanthjælpen på den

administrativt set mest hensigtsmæssige måde. Som det væsentligste

problem fremhæves, at fastsættelsen af hidtidigt leveniveau

fortsat giver anledning til problemer.

Efter de gældende regler i bistandslovens § 37, skal den samlede

hjælp holdes inden for såvel en individuel grænse som en generel

grænse. Efter reglen om den individuelle grænse kan hjælpen ikke

overstige ansøgerens hidtidige eller fremtidige leveniveau. Efter

reglen om den generelle grænse kan hjælpen som hovedregel højst

ydes med et beløb, der svarer til dagpenge efter den højeste sats

efter fradrag for skat. Efter forsøgsreglerne er der derimod alene

fastsat individuelle grænser for den samlede hjælp, således at

hjælpen ikke kan overstige det hidtidige leveniveau.

Det foreliggende lovforslag bygger på forsøgsmodellen.

På baggrund af følgegruppens rapport stilles der dog forslag til

yderligere forenkling af begrebet hidtidigt leveniveau.

Det foreslås derfor, at der i et vist omfang kan ydes hjælp uden

hensyn til hidtidige indtægter (leveniveau). Dette kan ske, hvis

beregningen viser, at summen af grundydelsen, boligtillægget og

evt. børnetillægget ikke overstiger det beløb, der efter

arbejdsløshedsforsikringsloven kan ydes til dimittender

(»dimittendsatsen«) efter fradrag for skat.

Alene i de tilfælde, hvor beregningen af den samlede hjælp overstiger

dimittendniveauet, har de hidtidige indtægter betydning.

Der vil således kunne ydes en hjælp ud over dimittendniveauet, hvis

de hidtidige indtægter giver grundlag for. I givet fald kan

hjælpen dog ikke overstige 90 pct. af ansøgerens hidtidige

indtægter for den seneste måned.

Fordelen ved dimittendniveauet, er, at socialforvaltningerne som

udgangspunkt alene skal foretage en beregning, der indeholder

grundydelse, boligtillæg og evt. børnetillæg, uden at der samtidig

skal foretages en vurdering/beregning af det hidtidige eller

fremtidige leveniveau.

Viser det sig således, at den beregnede hjælp svarer til eller er

mindre end dimittendniveauet, kan dette beløb umiddelbart

udbetales uafhængigt af de indtægter, som pågældende hidtidigt har

haft.

Når det er besluttet at yde hjælp til revalidering efter § 42, ydes

hjælpen derimod altid med fuld grundydelse, boligtillæg og

børnetillæg.

Den foreslåede beregningsmetode har den væsentlige fordel, at det vil

være muligt for ansøgeren på forhånd at beregne, hvor meget

pågældende kan få i kontanthjælp. Grænserne for hjælpen, der

hidtil har været vanskeligt forståelige, vil således kunne læses

umiddelbart i loven. Retssikkerhedsmæssigt er den foreslåede

forenklede beregningsmetode derfor et fremskridt.

Forslaget indeholder herudover en række mindre justeringer af

modellen samt visse andre ændringer af bistandsloven, som bl.a. er

beskrevet i kontanthjælpsudvalgets 2. rapport fra marts 1984.

Administrative konsekvenser

Om de administrative konsekvenser af lovforslaget bemærkes, at en af

de væsentligste fordele ved forsøgsmodellen som nævnt består i en

forenkling af de kontanthjælpsberegninger, der skal foretages af

de kommunale social- og sundhedsforvaltninger, med mulighed for i

stedet at anvende frigjorte ressourcer på rådgivning og anden

forebyggende virksomhed.

Økonomiske konsekvenser

Lovforslaget vil medføre merudgifter på 31 mill. kr. i 1987 og 42

mill. kr. i 1988 (PL: Januar 1985).

Udgifterne fremkommer således:

Indførelse af forsøgsreglerne uden ændringer, jfr. den omtalte rapport fra følgegruppen 58 mill. kr. Øvrige ændringer med virkning fra 1. januar 1987 -38 mill kr. -------------- Merudgifter i 1987 20 mill. kr. -------------- Afskaffelse af maksimumsgrænser for § 42-modtagere pr. 1. juli 1987, jfr. § 4, stk. 2, i lovforslaget. Merudgifter i 2. halvår 1987 + 11 mill. kr. -------------- I alt merudgifter i 1987 31 mill. kr. -------------- Yderligere merudgifter i 1988 som følge af afskaffelse af maksimumsgrænser for § 42-modtagere (Helårsvirkning fra 1988) + 11 mill. kr. -------------- I alt merudgifter i 1988 42 mill. kr. --------------

Merudgifterne vil blive modsvaret af kompenserende besparelser.

Kompensation for kommunale merudgifter vil blive endeligt fastlagt

efter forhandling i kommunekontaktudvalget.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i bistandslovens § 2 er krav om dansk

indfødsret fraveget for en kvinde, der er gift med eller senest

har været gift med en mand med dansk indfødsret.

Denne bestemmelse foreslås ophævet under hensyn til den almindelige

udvikling, der går i retning af at afskaffe alle regler om

forskelsbehandling på grund af køn også i de tilfælde, hvor

reglerne er til fordel for kvinderne. Ophævelse af reglen

harmonerer med EF Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis

gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder

med hensyn til social sikring.

Ændringen svarer til en tilsvarende ændring i lovreglerne om social

pension.

Til nr. 2

Sigtet med bestemmelsen i bistandslovens § 8, stk. 2, har været, at

det offentlige skal indtræde fuldt ud i samtlige de rettigheder,

der efter den privatretlige lovgivning tilkommer den, der modtager

hjælp efter bistandsloven. Ved Højesterets dom af 13. december

1983 er det imidlertid fastslået, at § 8, stk. 2, 2. pkt., må

forstås således, at bestemmelsen alene omfatter tilfælde, i hvilke

der trods en bestående bidragspligt er givet afkald på

fastsættelse af bidrag eller på at kræve bidrag forhøjet.

Det foreslås derfor præciseret, at det offentlige har samme ret til

at få fastsat en bidragspligt eller få fastsat eller forhøjet

bidraget, som den pågældende selv ville have. Bestemmelsen

foreslås affattet således, at det udtrykkeligt fremgår, at det

offentlige også kan få tilsidesat en aftale om bidragsafkald.

Til nr. 3

Efter den gældende bestemmelse sikres tilbagebetalingskrav for

kontanthjælp, der er ydet til dækning af terminsudgifter, ved, at

det sociale udvalg lader meddelelse herom tinglyse eller lader

skadesløsbrev eller ejerpantebrev tinglyse som hæftelse på den

faste ejendom med oprykkende prioritet efter foranstående

hæftelser.

Det foreslås, at denne tinglysningsregel ophæves.

Det har nemlig i praksis vist sig, at bestemmelsen volder

vanskeligheder, idet meddelelsen (eller skadesløsbrevet eller

ejerpantebrevet) ikke kan aflyses, når tilbagebetalingskravet ikke

er fuldt indfriet. Ejendommen kan derfor ofte ikke sælges i fri

handel, men må gå på tvangsauktion. Kommunen kan på dette tidpunkt

eventuelt blive fyldestgjort af budsummen forud for senere

kreditorer.

Der findes ikke i bistandsloven en regel om, at tinglyste

tilbagebetalingskrav forfalder ved ejerskifte, og selve

tilbagebetalingskravet gennemføres ved fastsættelse af en

betalingsordning efter § 27.

Tinglysningen betyder ikke i praksis, at kommunens reelle muligheder

for at få pengene forbedres. Kommunen har den sikkerhed, at

kontanthjælpsmodtageren hæfter personligt for

tilbagebetalingskravet, og at forfaldne tilbagebetalingskrav i

medfør af § 27 kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af

personlige skatter.

Hertil kommer, at en tinglysningsregel harmonerer dårligt med en

regel om faste takster for udbetaling af kontanthjælp, idet

hjælpen til boligudgifter skal udbetales med månedlige beløb. En

sådan regel vil betyde et administrativt merarbejde, idet

kommunerne i stort omfang anvender tinglysning af meddelelser, og

der derfor skal tinglyses 1 gang om måneden.

Til nr. 4

Højesteret har ved dom af 16. april 1985 underkendt antagelsen i

hidtidig praksis om, at ægtefæller hæfter solidarisk for

tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.

Dommen er kommenteret i Ugeskrift for Retsvæsen, 1985, s. 255-258.

Det gøres her gældende, at den tvivl, der hidtil har været vedrørende

spørgsmålet om ægtefællers hæftelse for tilbagebetalingspligtig

kontanthjælp, er afklaret ved Højesterets dom. Den opfattelse, som

bl.a. socialministeriet har haft, hvorefter ægtefæller hæfter

solidarisk for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, er således

blevet underkendt af Højesteret.

Dommen udelukker, at tilbagebetalingskravet kan gøres gældende mod

den anden ægtefælle. Dette gælder, uanset om der ved beregningen

af hjælpen er taget hensyn til, at der ydes hjælp til et ægtepar,

uanset om der ydes hjælp til fælles bolig, og uanset at

ægtefællerne har gensidig forsørgelsespligt i forhold til det

offentlige efter bistandslovens § 6.

På baggrund heraf foreslås det, at det præciseres i loven, at begge

ægtefæller hæfter for den hjælp, der er ydet med

tilbagebetalingspligt, og som er brugt til familiens forsørgelse.

Dette gælder, uanset om ægteskabet er opløst på det tidspunkt, da

tilbagebetalingskravet søges gennemført.

Til nr. 5

§ 37, stk. 1

Efter de gældende regler i bistandslovens § 37 er det en forudsætning

for at yde forbigående kontanthjælp, at ansøgeren på grund af

ændringer i sine forhold (en »social begivenhed«) er afskåret fra

at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.

Efter forslaget til stk. 1 opretholdes denne grundlæggende betingelse

for at yde kontanthjælp.

Det fastslås samtidig, hvilke bestanddele hjælpen består af. Denne

opdeling af hjælpen er i overensstemmelse med den

kontanthjælpsmodel, der har været afprøvet i de 14

forsøgskommuner.

§ 37, stk 2

Det foreslås, at grundydelsen skal udgøre 2.579 kr. månedlig for

enlige og det dobbelte for ægtepar. I overensstemmelse med den

gældende regel i § 37, stk. 4, reduceres grundydelsen til 2.193

kr. månedlig, når der har været ydet hjælp i 9 måneder.

De i forslaget nævnte grundydelser svarer til ydelsernes størrelse

pr. 1. januar 1987. Ydelserne er i øvrigt, bortset fra mindre

justeringer af de særlige grundydelser til unge, identiske med de

ydelser, der har været anvendt af de 14 kommuner under forsøget.

Som det har været tilfældet efter den anvendte forsøgsmodel, skal

grundydelsen dække ansøgerens udgifter til underhold og alle andre

udgifter end udgifter vedrørende boligen.

Forhøjelsen af grundydelsen for ægtepar til det dobbelte af ydelsen

for enlige medfører, at der ikke længere skal foretages fradrag i

hjælpen, svarende til de økonomiske fordele ved fælles husførelse

for personer, der bor sammen med andre end en ægtefælle.

I overensstemmelse med de gældende regler i § 37, stk. 1, om hjælp

til unge foreslås det, at der fastsættes en lavere grundydelse,

når der er tale om unge uden forsørgelsespligter, som ikke hidtil

har haft indtægter, der overstiger de lavere grundydelser for

henholdsvis hjemme- og udeboende. Det forudsættes, at enhver form

for indtægter tages i betragtning, herunder også offentlige

ydelser som f.eks. hjælp efter § 42.

Ligesom forsøgsmodellen indeholder lovforslaget en aldersgrænse for

den lavere grundydelse. Forslagets regel herom, der også er et led

i forenklingen af beregningsreglerne, medfører, at den lavere

grundydelse alene kan ydes til unge under 23 år. Ved det fyldte

23. år overgår den unge til grundydelse efter 1. pkt., eller -

hvis pågældende har modtaget hjælp i en sammenhængende periode på

9 måneder - til grundydelsen efter 3. pkt.

§ 37, stk. 3

Efter forslaget skal boligtillægget dække ansøgerens faktiske

udgifter vedrørende boligen.

For personer, der har fælles husførelse med andre end en ægtefælle,

foreslås det, at boligtillægget skal beregnes forholdsmæssigt

efter de pågældendes indtægter, før behovet for hjælp er opstået.

Ejer de pågældende i fællesskab en fast ejendom, beregnes

tillægget dog forholdsmæssigt efter de tinglyste andele. Forslaget

medfører, at det bliver præciseret, at beregningen af

boligtillægget for disse personer skal tage udgangspunkt i de

faktiske forhold og ikke baseres på skønsmæssige vurderinger.

I de tilfælde, hvor boligudgiften skønnes at være for høj, og der kan

fremskaffes en rimelig og billigere bolig, foreslås det, at det er

udgifterne til denne bolig, der danner grundlag for beregning af

boligtillæg.

I forsøgsmodellen er der efter ønske fra kommunal side indarbejdet en

regel om udbetaling af boligtillægget med et månedligt beløb.

Efter de gældende regler kan der først ydes hjælp til

boligudgifter, når disse skal betales, hvilket kan være

kvartalsvis eller halvårsvis.

Kontanthjælpsforsøget har vist, at der er administrative fordele

forbundet med at yde hjælp til boligudgifter på månedsbasis, og at

kontanthjælpsmodtagerne også har været tilfredse med selv at

skulle administrere hjælpen til dette formål.

Det foreslås derfor, at boligudgiften skal beregnes for hver måned og

udbetales sammen med grundydelsen.

§ 37, stk. 4

Forslaget svarer til den regel om børnetillæg, der er anvendt i

forsøgskommunerne.

I forhold til de gældende regler i § 37 forhøjes hjælpen til børn fra

et beløb, der svarer til faderens normalbidrag, til et beløb, der

svarer til summen af en faders og moders normalbidrag, for det

ældste barn 6/5 heraf. Hjælpen til børn bliver således næsten

fordoblet. Det forhøjede børnetillæg medfører, at enlige fædre og

mødre - uanset bidrag fra henholdsvis moderen og faderen, der

fratrækkes i tillægget - nu også kan få dækket deres egen andel af

udgifter til forsørgelsen af barnet.

Hertil kommer, at ægtepar med forslaget for hvert enkelt barn får det

samme beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten som enlige.

Gennem den yderligere forhøjelse af børnetillægget for det første

barn får familien hermed dækket de større udgifter, der kan være

forbundet med det første barn i forhold til de følgende. Da

forhøjelsen omfatter det ældste barn i hjemmet, kan der til

ægtefæller eller samlevende med såvel fællesbørn som særbørn kun

ydes et forhøjet børnetillæg.

§ 37, stk. 5

Efter de gældende regler skal den samlede hjælp holdes inden for

såvel en individuel grænse som en generel grænse. Efter reglen om

den individuelle grænse kan hjælpen ikke overstige ansøgerens

hidtidige eller fremtidige leveniveau. Efter reglen om den

generelle grænse kan hjælpen som hovedregel højst ydes med et

beløb, der svarer til dagpenge efter den højeste sats efter

fradrag for skat. Det generelle maksimum kan undtagelsesvis

overskrides, hvis forholdene er særlig vanskelige på grund af

usædvanlig store forsørgerbyrder eller høje boligudgifter, men

aldrig ud over den individuelle grænse.

Efter forsøgsreglerne er der alene fastsat individuelle grænser for

den samlede hjælp. Efter disse regler kan hjælpen således ikke

overstige det hidtidige leveniveau. For ansøgere, der ikke hidtil

har haft indtægter, er der fastsat en grænse, der tager

udgangspunkt i mindstelønnen inden for normallønsområdet.

Det fremgår af rapporten om vurderingen af kontanthjælpsforsøget, at

beregningen og vurderingen af det hidtidige leveniveau - fortsat -

giver mange administrative problemer. Forsøget har således bl.a.

afdækket, at det hidtidige leveniveau i de 14 forsøgskommuner

beregnes på 5 forskellige måder. Ud fra retssikkerhedsmæssige

hensyn er dette ikke tilfredsstillende.

Med forslaget søges anvendelsen af det hidtidige leveniveau - de

hidtidige indtægter - derfor begrænset og forenklet.

Efter forslaget kan den samlede hjælp ydes uden begrænsninger af

hidtidige indtægter, forudsat at summen af grundbeløb, boligtillæg

og børnetillæg ikke overstiger det beløb, der efter

arbejdsløshedsforsikringsloven udbetales til dimittender

(»dimittendsatsen«). Overstiger grundbeløb og tillæggene dette

niveau, er det en forudsætning for, at den højere hjælp kan ydes,

at ansøgerens hidtidige indtægter giver grundlag herfor. I givet

fald kan hjælpen dog ikke overstige en grænse, der svarer til 90

pct. af den hidtidige indtægt i den seneste kalendermåned.

Viser det sig undtagelsesvis, at indtægten i den seneste måned ikke

kan anses for at være et rimeligt udtryk for ansøgerens

indtjeningsevne, dvs., at der ikke er tale om et beløb, som

pågældende typisk har haft til disposition til at leve for, kan

den gennemsnitlige indtægt i de seneste 3 kalendermåneder i stedet

anvendes som individuel grænse for den samlede hjælp.

§ 37, stk. 6

Efter den nuværende praksis kan der, som anført i pkt. 18 og 18 a i

socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp

efter bistandsloven, ydes kontanthjælp til personer, der aftjener

værnepligt ved bistandsarbejde i udviklingslandene, og i yderst

begrænset omfang til personer, der afsoner en straf.

Det foreslås, at socialministeren i overensstemmelse med hidtidig

praksis får bemyndigelse til at udstede regler herom.

§ 37, stk. 7

De forskellige beløb for grundydelsen, der er nævnt i forslagets §

37, stk. 2, er på baggrund af forsøgsreglerne og den ramme, der er

fastsat i den gældende lovs § 37, stk. 5, beregnet til at gælde

pr. 1. januar 1987. I lighed med, hvad der gælder reguleringen af

andre offentlige ydelser, forudsættes efter forslaget, at der i

slutningen af 1986 bliver fremsat lovforslag om den fremtidige

regulering af grundydelserne.

§ 38

Et af bistandslovens grundprincipper er, jfr. også den gældende lovs

§ 37, stk. 1, at ydelse af kontanthjælp er betinget af, at det

ikke er muligt at dække behovet på anden måde. Kontanthjælpen er

således subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder.

Det følger heraf, at alle indtægter skal fratrækkes i den hjælp, der

beregnes efter forslagets § 37.

Det har i praksis vist sig, at det ikke har været rimeligt at

fastholde fradragsreglen uden undtagelse. Som følge heraf har der

i forsøgsreglerne været indarbejdet de undtagelser fra

fradragsreglen, som svarer til hidtidig praksis.

Det foreslås, at forsøgsmodellens fradragsregler indarbejdes i loven,

der dog er udbygget med en regel om nedsættelse af indtægter med

udgifter til arbejdsredskaber og -beklædning og en præcision af

reglerne vedrørende ydelser i anledning af invaliditet og

ikke-økonomisk skade.

Ydes der hjælp til terminsudgifter, fordeles indtægtsfradraget under

hensyn til tilbagebetalingsreglen i § 25, stk. 1, nr. 2,

forholdsmæssigt på boligtillægget og den øvrige del af hjælpen

(grundydelse + børnetillæg).

Det præciseres, at et barns indtægter kun kan fradrages i den hjælp,

der ydes til barnet. Dette skyldes, at børn ikke har

forsørgelsespligt over for forældrene. Det angives endvidere, at

underholdsbidrag efter lov om børns retsstilling og særligt

børnetilskud fradrages i børnetillægget, mens de øvrige ydelser

efter børnetilskudsloven ikke fradrages.

§ 39

Efter forslag fra kontanthjælpsudvalget foreslås en række

præciseringer og mindre redaktionelle ændringer af de nuværende

bestemmelser i §§ 38 og 39.

Det kan være rimeligt specielt i forbindelse med revalideringsforløb

at lade en ansøger beholde en formue. Dette kan have en vis

motiverende funktion, idet formuen på den måde kan anvendes til

igangsætning eller etablering efter revalidering. Det foreslås

derfor at lade ordet »mindre« udgå i § 39, 2. pkt.

Det fremgår af socialministeriets cirkulære om kontanthjælp efter

bistandsloven af 20. december 1982, at der kan ses bort fra

ydelser til kompensation for invaliditet. Det foreslås, at der i

et nyt stykke til § 39 tilvejebringes en udtrykkelig hjemmel til

at kunne se bort fra en formue, hidrørende fra erstatning for

invaliditet og godtgørelse for ikke-økonomisk skade, hvad enten

erstatningen ydes efter arbejdsskadeforsikringslovens regler,

privatretlige regler eller er udbetalt efter en privat

ulykkesforsikring.

§ 40

Forslaget til § 40 svarer til den gældende § 38, idet det dog er

præciseret, at opregningen i pkt. 1-5 ikke er udtømmende, og at

reglen i pkt. 1 udelukker kontanthjælp til personer, der har et

rimeligt, åbent tilbud om arbejde. Endelig er reglen om enlige

forsørgere med børnepasningsproblemer udvidet til at omfatte alle

forsørgere.

§ 41

Med forslaget præciseres det, at det sociale udvalg har pligt til

løbende at vurdere, om der er behov for at iværksætte særlige

hjælpeforanstaltninger med henblik på at sætte ind over for

kontanthjælpsmodtagere, der - som det bl.a. er fremhævet i

socialforskningsinstituttets socialreformundersøgelse - har risiko

for at blive »hængende« i systemet, hvis der ikke gøres en særlig

indsats.

Forslaget indeholder herudover nogle redaktionelle ændringer, bl.a.

som følge af forslaget om indførelse af faste takster for

kontanthjælp.

§ 42

Hjælp efter § 42 er hidtil beregnet efter reglerne i § 37, dog er der

herudover hjælp til de særlige udgifter, der er en følge af

uddannelsen eller handicappet.

For at tilskynde personer til revalidering og samtidig bevare de

forenklede regler foreslås det, at hjælp efter § 42, altid

beregnes således, at der ydes fuld grundydelse, boligtillæg og

børnetillæg.

Revalideringshjælp vil således efter forslaget ikke blive nedsat som

følge af maksimumsgrænsen i § 37, stk. 5, og unge under 23 år vil

altid få den fulde grundydelse.

Revalidender, herunder enlige forsørgere med store forsørgerbyrder,

der netop har behov for særlige støtte, vil herved være tilsikret

en rimelig økonomisk hjælp til gennemførelse af revalideringen.

9-måneders reglen i § 37, stk. 2, 3. pkt., finder som hidtil ikke

anvendelse og de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller

handicappet, ydes ligeledes som hidtil udover grundydelse,

boligtillæg og børnetillæg.

De særlige udgifter, der er en følge af uddannelsen eller

handicappet, må som hidtil ydes ud over grundydelse, boligtillæg

og børnetillæg.

Bestemmelsen om, at hjælpen ved optræning eller oplæring på det

almindelige arbejdsmarked kan ydes som et vederlag, der fastsættes

uafhængigt af indtægten, svarer til gældende praksis, hvorefter

der udbetales en lønlignende ydelse.

I bemyndigelsesreglen i stk. 4 præciseres, at også en del af den

hjælp, der ydes til en uddannelsessøgendes familie, kan ydes som

lån. Præciseringen sker efter en henstilling fra ombudsmanden.

Stk. 5-7 vedrører tilbagebetaling af den uddannelseshjælp efter § 42,

der er ydet som lån.

Efter de gældende regler er der ikke mulighed for direkte inddrivelse

af uddannelseslånene efter § 42. Det betyder, at kommuner i sager,

hvor låntageren ikke vil indgå en aftale eller ikke overholder en

indgået aftale, er nødsaget til enten at anlægge civilt søgsmål

for at få en restance betalt eller at indbringe sagen direkte for

fogedretten, hvis det er muligt. Det har givet anledning til en

del administrativt besvær, hvorfor kommunerne har fremsat ønske

om, at der tilvejebringes hjemmel til, at lån ydet efter § 42,

stk. 1, kan inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige

skatter på samme måde som tilbagebetalingspligtig kontanthjælp. En

sådan ordning vil åbne mulighed for en mere forenklet

administration og vil kunne spare kommunerne for diverse udgifter

til advokatsalær, sagsomkostninger og lignende.

Endelig foreslås det nu indsat i lovteksten, at

tilbagebetalingskravet for uddannelseslån bortfalder, hvis

hindringen for at betale vedvarer, indtil der er gået 5 år efter

hindringens indtræden. Dette er i overensstemmelse med hidtig

praksis.

Gennem reglen i stk. 8 skabes der mulighed for, at der kan ydes hjælp

til anskaffelse af værktøj og arbejdsmaskiner, hvis det skønnes

rimeligt ud fra pågældendes økonomiske forhold.

Efter de gældende regler er det revaliderings- og pensionsnævnene,

der træffer afgørelse om hjælp til selvstændig etablering,

herunder om henstand og eftergivelse af et eventuelt lån.

Det foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse om henstand og

eftergivelse af lån ydet efter bistandslovens § 42 til selvstændig

etablering henlægges til det sociale udvalg.

Til nr. 6

Det foreslås at ophæve kap. 10 om varig hjælp.

I bistandslovens § 43 beskrives de situationer, hvor der kan ydes

varig hjælp til underhold. Efter ikrafttrædelsen af

pensionsreformen den 1. januar 1984 og efter indførelse af

9-måneders reglen har bestemmelsen ikke mere nogen reel social

betydning.

Det foreslås at ophæve bestemmelsen om varig hjælp som led i

regeringens bestræbelser på regelforenkling. Den lille

restgruppe, der måtte komme på tale efter § 43, kan herefter

hjælpes efter de almindelige bestemmelser om kontanthjælp, der

ydes med et nedsat beløb efter 9 måneders forløb.

Som konsekvens heraf foreslås bestemmelserne i §§ 44 og 45 ophævet

som overflødige.

Til nr. 7

Efter forslag fra kontanthjælpsudvalget foreslås det at sammenfatte

de gældende regler i §§ 40 og 46.

Som følge af § 40, stk 1's placering i lovens kap. 9 vil ydelser

efter denne bestemmelse efter skattelovgivningen bevirke

forholdsmæssig reduktion af modtagernes personfradrag i lighed med

løbende ydelser efter § 37. Af administrative grunde findes det

uhensigtsmæssigt, at hjælp til dækning af enkeltudgifter skal have

denne virkning. Det foreslås derfor, at bestemmelsen vedrørende

hjælp til enkeltudgifter i stedet sammen med den gældende § 46,

stk. 1, placeres i kap. 11 som en hjælp, der ikke påvirker

modtagerens personfradrag. Sidstnævnte regel optages som stk. 3 i

bestemmelsen.

Tilsvarende betragtninger gør sig gældende for § 40, stk. 2. Det

foreslås derfor, at §§ 40, stk. 2, og 46, stk. 2, der sigter på

den samme målgruppe, skrives sammen og anbringes i kap. 11,

således at ydelserne efter disse bestemmelser ikke påvirker

forældrenes personfradrag.

Til nr. 8

Det foreslås, at bestemmelsen formuleres under hensyn til de

tilsvarende regler i pensionslovgivningen. Efter forslaget angives

det, at det sociale udvalg kan træffe afgørelse om, på hvilken

måde hjælpen skal komme den pågældende til gode. Der er herved

ikke tilsigtet en materiel ændring.

Til nr. 9

Ændringen er redaktionel.

Til § 2

Efter forsøgsreglerne skal hjælpen ved overgang til anvendelse af

forsøgsmodellen gradvis tilpasses over en 3 måneders periode for

såvel personer, der får mindre i hjælp, som personer, der får mere

i hjælp.

Det fremgår af følgegruppens rapport vedrørende vurderingen af

forsøget, at der er administrative vanskeligheder forbundet med

den gradvise ændring af hjælpen.

Det foreslås derfor, at det sociale udvalg i stedet skal orientere de

personer, der ansøger om hjælp efter 1. oktober 1986, om de nye

beregningsregler, der træder i kraft den 1. januar 1987. Udvalget

skal samtidig orientere om eventuelle konsekvenser for hjælpens

størrelse.

Til § 4

I forslagets stk. 1 præciseres, hvordan hjælpen skal beregnes til

personer, der modtager kontanthjælp ved lovens ikrafttræden.

Som følge af de udgiftsmæssige konsekvenser, der er forbundet med

forslaget om, at hjælpen efter § 42 skal beregnes uafhængigt af

maksimumsgrænsen i § 37, stk. 5, foreslås det i stk. 2, at

forslaget først får virkning fra den 1. juli 1987.

BILAG

I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

1. § 2, 2. pkt., ophæves.

--/

§ 2. Ret til bistand i form af vedvarende hjælp til forsørgelse er betinget af dansk indfødsret. En kvinde, der er eller senest har været gift med en dansk statsborger, ligestilles med danske statsborgere. /--

2. I § 8, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »aftale om bidrag«: »eller

afkald herpå«.

--/

§ 8. Er det efter lovgivningen om retsforholdet mellem ægtefæller eller om børns retsstilling pålagt en person at svare underholdsbidrag m.v. til en anden person, der modtager hjælp til forsørgelse, indtræder det offentlige for et beløb, der svarer til hjælpen, i kravet mod den bidragsskyldige, uanset om forsørgelsespligten efter reglerne i § 6 er ophørt.

Stk. 2. Det offentlige indtræder endvidere i retten til at kræve bidrag fastsat eller kræve et bidrag forhøjet. Ved fastsættelsen eller forhøjelsen af bidrag kan vedkommende myndighed tilsidesætte en aftale om bidrag, der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige i at indtræde i retten til bidrag. /--

3. § 25, stk. 2, ophæves.

--/

§ 25. Det sociale udvalg træffer beslutning om tilbagebetaling,

1) når en person har undladt at give oplysninger som krævet i § 18 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov,

2) i det omfang der ydes kontanthjælp til dækning af terminsudgifterne vedrørende fast ejendom.

Stk. 2. Tilbagebetalingskravet efter stk. 1, nr. 2, sikres ved, at det sociale udvalg lader meddelelse herom tinglyse eller lader skadesløsbrev eller ejerpantebrev tinglyse som hæftelse på den faste ejendom med oprykkende prioritet efter foranstående hæftelser. /--

4. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Er der ydet et ægtepar hjælp, som er brugt til familiens

forsørgelse, kan tilbagebetalingskravet gøres gældende mod begge

ægtefæller, uanset om ægteskabet er opløst på

tilbagebetalingstidspunktet.«

--/

§ 27. Tilbagebetalingskravet gennemføres ved en betalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg under hensyn til, hvad pågældende kan udrede uden at komme til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold.

Stk. 2. Inddrivelsen sker efter de regler, der er nævnt i § 7, stk. 2.

Stk. 3. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der efter reglen i stk. 1 har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. /--

5. Kap 9 affattes således: