1985 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM HANDELSREGISTRE, FIRMA OG PROKURA, LOV OM AKTIESELSKABER, LOV OM ANPARTSSELSKABER OG LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED (RETTERNES STEDLIGE KOMPETENCE I BORGERLIGE SAGER, EF-DOMSKONVENTIONEN)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00118@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om rettens pleje, jfr., lovbekendtgørelse nr. 555 af 1.
november 1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 223 a indsættes som § 223 b:
»§ 223 b. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at der
ikke kan kræves legalisering, bekræftelse m.v. af offentlige
dokumenter, der er udfærdiget af domstole eller myndigheder i et
andet land.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om
fremgangsmåden ved besvarelse af henvendelser fra udlandet om
ægtheden af offentlige dokumenter, der angives at være udfærdiget
af danske domstole eller andre offentlige myndigheder.«
2. Kapitel 22 affattes således:
»Kapitel 22
Stedlig kompetence
§ 235. Retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er
bestemt ved lov.
Stk. 2. Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har
sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem.
Stk. 3. Har sagsøgte ingen bopæl, er hjemtinget i den retskreds,
hvor han opholder sig.
Stk. 4. Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, er
hjemtinget i den retskreds, hvor han sidst har haft bopæl eller
opholdssted.
§ 236. Danske statsborgere, der er bosat i udlandet uden tillige at
have bopæl i Danmark, og som ikke er undergivet bopælslandets
domsmyndighed, har hjemting i København.
§ 237. Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed,
kan, når sagen vedrører virksomheden, anlægges ved retten på det
sted, hvorfra virksomheden udøves.
§ 238. Selskaber, foreninger, private institutioner og andre
sammenslutninger, der kan optræde som part i retssager, har
hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, eller, hvis
et sådant ikke kan oplyses, i den retskreds, hvor et af
bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.
Stk. 2. Sager mod de i stk. 1 nævnte sammenslutninger, der driver
erhvervsvirksomhed uden for hjemtinget, kan, når sagen vedrører
virksomheden, anlægges ved retten på det sted, hvorfra
virksomheden udøves.
Stk. 3. Sager, der vedrører sammenslutningen, og som rejses af
sammenslutningen mod de enkelte medlemmer eller opstår imellem
disse, kan anlægges ved sammenslutningens hjemting.
Stk. 4. Sager om erstatning mod stiftere, bestyrelsesmedlemmer og
direktører i de i stk. 1 nævnte sammenslutninger kan anlægges ved
sammenslutningens hjemting.
§ 239. Kommuner har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret
ligger.
§ 240. Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som
stævnes på statens vegne, har kontor.
§ 241. Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom, kan anlægges
ved retten på det sted, hvor ejendommen ligger.
§ 242. Sager om kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det
sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er
opfyldt eller skal opfyldes.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på pengekrav,
medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under
sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet
forlades.
§ 243. Sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller
oprejsning i anledning af retskrænkelser, kan anlægges ved retten
på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået.
§ 244. I sager om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved
personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste
forretningssted, kan forbrugeren anlægge sag mod den
erhvervsdrivende ved sit eget hjemting.
§ 245. Parterne kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter
sagen skal anlægges.
Stk. 2. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om
værneting ikke bindende for forbrugeren.
§ 246. Sager mod personer, selskaber, foreninger, private
institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i
Danmark, kan anlægges her i landet, for så vidt nogen ret efter
bestemmelserne i §§ 237, 238, stk. 2, 241, 242, 243 og 245 kan
anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler kan
forbrugeren anlægge sag mod de i 1. pkt. nævnte personer og
sammenslutninger ved sit eget hjemting, såfremt fremsættelsen af
særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået forud for
aftalens indgåelse og forbrugeren her i landet har foretaget de
dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen.
Stk. 2. Kan ingen ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan
sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer
anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens
forkyndelse opholder sig.
Stk. 3. Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte
personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er
værneting efter reglen i stk. 1, anlægges ved retten på det sted,
hvor den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for
sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder
sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem
sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der
befinder sig på det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet
fald skulle være indgivet.
§ 247. I sager, der er omfattet af konventionen af 27. september
1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser
i borgerlige sager, herunder handelssager, med senere ændringer,
anvendes konventionens værnetingsregler, jfr. lov om
EF-domskonventionen m.v.
Stk. 2. Hvor der ikke efter dansk lovgivning i øvrigt er værneting
for en sag, der efter den i stk. 1 nævnte konvention skal eller
kan anlægges her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting
eller, såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, ved
Københavns byret eller østre landsret.
§ 248. Retten påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette
værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens
kompetence i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes
skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen, anses retten
for rette værneting.
Stk. 2. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til
at behandle sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om
muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol.
Afgørelse om henvisning træffes ved kendelse. Kan henvisning ikke
ske, afviser retten sagen ved dom.«
3. § 487, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) hvor skyldneren har hjemting, jfr. §§ 235, 236, 238, 239 og
240,».
4. § 487, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-5 bliver herefter stk. 3-4.
5. I § 487, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1
og 2«.
6. I § 487, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1-4« til: »stk.
1-3«.
§ 2
I lov nr. 23 af 1. marts 1889 om handelsregistre, firma og prokura,
som ændret senest ved lov nr. 64 af 24. februar 1951, ophæves §
34.
§ 3
I lov om aktieselskaber, jfr. lovbekendtgørelse nr. 483 af 15.
november 1985, ophæves § 146 og § 159, stk. 1.
§ 4
I lov om anpartsselskaber, jfr. lovbekendtgørelse nr. 484 af 15.
november 1985, ophæves § 116 og § 129, stk. 1.
§ 5
I lov om forsikringsvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23.
marts 1984, ophæves § 236 og § 248.
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1986 og har virkning for
sager, som ikke er anlagt inden lovens ikrafttræden, jfr. dog stk.
2.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af den i § 1, nr. 2, foreslåede
affattelse af retsplejelovens § 247 fastsættes af
justitsministeren.
§ 7
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 389
§ 1
I lov om rettens pleje, jfr., lovbekendtgørelse nr. 555 af 1.
november 1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 223a indsættes som § 223b:
»§ 223b. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at der
ikke kan kræves legalisering, bekræftelse m.v. af offentlige
dokumenter, der er udfærdiget af domstole eller myndigheder i et
andet land.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om
fremgangsmåden ved besvarelse af henvendelser fra udlandet om
ægtheden af offentlige dokumenter, der angives at være udfærdiget
af danske domstole eller andre offentlige myndigheder.«
2. Kapitel 22 affattes således:
»Kapitel 22
Stedlig kompetence
§ 235. Retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er
bestemt ved lov.
Stk. 2. Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har
sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem.
Stk. 3. Har sagsøgte ingen bopæl, er hjemtinget i den retskreds,
hvor han opholder sig.
Stk. 4. Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, er
hjemtinget i den retskreds, hvor han sidst har haft bopæl eller
opholdssted.
§ 236. Danske statsborgere, der er bosat i udlandet uden tillige at
have bopæl i Danmark, og som ikke er undergivet bopælslandets
domsmyndighed, har hjemting i København.
§ 237. Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed,
kan, når sagen vedrører virksomheden, anlægges ved retten på det
sted, hvorfra virksomheden udøves.
§ 238. Selskaber, foreninger, private institutioner og andre
sammenslutninger, der kan optræde som part i retssager, har
hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, eller, hvis
et sådant ikke kan oplyses, i den retskreds, hvor et af
bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.
Stk. 2. Sager mod de i stk. 1 nævnte sammenslutninger, der driver
erhvervsvirksomhed uden for hjemtinget, kan, når sagen vedrører
virksomheden, anlægges ved retten på det sted, hvorfra
virksomheden udøves.
Stk. 3. Sager, der vedrører sammenslutningen, og som rejses af
sammenslutningen mod de enkelte medlemmer eller opstår imellem
disse, kan anlægges ved sammenslutningens hjemting.
Stk. 4. Sager om erstatning mod stiftere, bestyrelsesmedlemmer og
direktører i de i stk. 1 nævnte sammenslutninger kan anlægges ved
sammenslutningens hjemting.
§ 239. Kommuner har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret
ligger.
§ 240. Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som
stævnes på statens vegne, har kontor.
§ 241. Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom, kan anlægges
ved retten på det sted, hvor ejendommen ligger.
§ 242. Sager om kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det
sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er
opfyldt eller skal opfyldes.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på pengekrav,
medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under
sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet
forlades.
§ 243. Sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller
oprejsning i anledning af retskrænkelser, kan anlægges ved retten
på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået.
§ 244. I sager om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved
personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste
forretningssted, kan forbrugeren anlægge sag mod den
erhvervsdrivende ved sit eget hjemting.
§ 245. Parterne kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter
sagen skal anlægges.
Stk. 2. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om
værneting ikke bindende for forbrugeren.
§ 246. Sager mod personer, selskaber, foreninger, private
institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i
Danmark, kan anlægges her i landet, for så vidt nogen ret efter
bestemmelserne i §§ 237, 238, stk. 2, 241, 242, 243 og 245 kan
anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler kan
forbrugeren anlægge sag mod de i 1. pkt. nævnte personer og
sammenslutninger ved sit eget hjemting, såfremt fremsættelsen af
særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået forud for
aftalens indgåelse, og forbrugeren her i landet har foretaget de
dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen.
Stk. 2. Kan ingen ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan
sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer
anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens
forkyndelse opholder sig.
Stk. 3. Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte
personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er
værneting efter reglen i stk. 1, anlægges ved retten på det sted,
hvor den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for
sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder
sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem
sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der
befinder sig på det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet
fald skulle være indgivet.
§ 247. I sager, der er omfattet af konventionen af 27. september
1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser
i borgerlige sager, herunder handelssager, med senere ændringer,
anvendes konventionens værnetingsregler, jfr. lov om
EF-domskonventionen m.v.
Stk. 2. Hvor der ikke efter dansk lovgivning i øvrigt er værneting
for en sag, der efter den i stk. 1 nævnte konvention skal eller
kan anlægges her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens
hjemting, eller, såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i
landet, ved Københavns byret eller østre landsret.
§ 248. Retten påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette
værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens
kompetence i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes
skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen, anses retten
for rette værneting.
Stk. 2. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til
at behandle sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om
muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol.
Afgørelse om henvisning træffes ved kendelse. Kan henvisning ikke
ske, afviser retten sagen ved dom.«
§ 2
I lov nr. 23 af 1. marts 1889 om handelsregistre, firma og prokura,
som ændret senest ved lov nr. 64 af 24. februar 1951, ophæves §
34.
§ 3
I lov om aktieselskaber, jfr. lovbekendtgørelse nr. 483 af 15.
november 1985, ophæves § 146 og § 159, stk. 1.
§ 4
I lov om anpartsselskaber, jfr. lovbekendtgørelse nr. 484 af 15.
november 1985, ophæves § 116 og § 129, stk. 1.
§ 5
I lov om forsikringsvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23.
marts 1984, ophæves § 236 og § 248.
§ 6
Loven træder i kraft den 1. juli 1986 og har virkning for sager, som
ikke er anlagt inden lovens ikrafttræden, jfr. dog stk. 2.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af den i § 1, nr. 2, foreslåede
affattelse af retsplejelovens § 247 fastsættes af
justitsministeren.
§ 7
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Lovforslaget indeholder først og fremmest et nyskrevet kapitel
22 i retsplejeloven om retternes stedlige kompetence i borgerlige
sager.
Lovforslaget indebærer endvidere ophævelse af en række
værnetingsbestemmelser i særlovgivningen, som bliver overflødige
med gennemførelsen af det nye kapitel 22 i retsplejeloven.
Endelig indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestemmelse til
justitsministeren om adgangen til at fastsætte bestemmelser om, at
der ikke kan kræves legalisering m.v. af udenlandske offentlige
dokumenter.
1.2. I betænkning nr. 1052/1985 har retsplejerådet - i forbindelse
med udarbejdelsen af forslag til hvorledes EF-domskonventionen bør
gennemføres i Danmark, jfr. det samtidig hermed fremsatte
lovforslag til lov om EF-domskonventionen m.v. - foretaget en
almindelig gennemgang af retsplejelovens værnetingsregler.
Retsplejerådet har i forbindelse hermed overvejet, hvorvidt
domskonventionens regler bør indføres dels som nationale
værnetingsregler, det vil sige som værnetingsgrundlag i sager mod
sagsøgte med hjemting i Danmark, dels som internationale
værnetingsregler uden for domskonventionens område, det vil sige
ved sagsanlæg her i landet mod sagsøgte uden hjemting i Danmark i
sager, der ikke omfattes af domskonventionen. Retsplejerådet har
endvidere overvejet eventuelle andre ændringer, herunder sproglig
modernisering, af de gældende nationale og internationale
værnetingsregler.
Lovforslaget bygger - med enkelte ændringer af overvejende
redaktionel karakter - på retsplejerådets betænkning.
2. Gældende regler om værneting
2.1. De gældende nationale værnetingsregler er nærmere beskrevet i
retsplejerådets betænkning, side 12-18.
Efter disse regler skal retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting,
d.v.s. i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl.
Visse sager kan dog tillige anlægges ved et andet værneting end
sagsøgtes hjemting. Disse supplerende værneting (de såkaldte
undtagelsesværneting) bygger på et andet tilknytningsmoment end
sagsøgtes bopæl og opholdssted. Eksempelvis kan sager om
rettigheder over fast ejendom anlægges i den retskreds, hvor
ejendommen ligger, jfr. retsplejelovens § 240, stk. 1. Der
henvises om de øvrige supplerende værneting til retsplejerådets
betænkning, side 13-16.
Endelig kan retssager anlægges ved et aftalt værneting. Parterne kan
nemlig aftale at indbringe deres sag, for hvilken af samtlige
ligeartede retter i første instans, de vil.
2.2. De gældende regler om danske domstoles internationale
kompetence er nærmere beskrevet i retsplejerådets betænkning, side
18-21.
De såkaldte processuelle udlændinge, altså personer der ikke har
hjemting her i landet, kan sagsøges i Danmark, hvis danske
domstole er kompetente efter reglerne om de særlige supplerende
værneting, eller hvis den sagsøgte ved aftale har underkastet sig
dansk værneting. Udlændinge, der ikke kan sagsøges ved et
supplerende værneting (undtagelsesværneting) eller et aftalt
værneting, kan dog sagsøges her, hvis de ved stævningens
forkyndelse opholder sig eller har gods her, og sagen angår
formueretsforhold, jfr. retsplejelovens § 248, stk. 2. Om
bestemmelsens nærmere indhold, der har givet anledning til tvivl i
teori og praksis, henvises til retsplejerådets betænkning, side
19-20.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Den foreslåede affattelse af retsplejelovens værnetingskapitel
om borgerlige sager opretholder i det væsentlige den gældende
systematik. De ændringer i forhold til den gældende affattelse af
kapitel 22, som er indeholdt i lovforslaget, består i vidt omfang
af sproglige moderniseringer af redaktionel karakter. På en række
punkter foreslås der imidlertid egentlige ændringer i de nationale
og internationale værnetingsregler, og disse ændringer omtales
nærmere nedenfor.
3.2. Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser svarende til de
gældende regler i retsplejelovens § 240, stk. 2, (værneting for
krav på grundlag af fordringer med pant i fast ejendom), § 240,
stk. 3, (værneting når en fast ejendom ligger i flere retskredse),
§ 241 (værneting i skiftesager) og § 242 (regnskabs- eller
forvaltningsværneting).
Retsplejerådet anser de nævnte regler for at være uden praktisk
betydning og foreslår dem ophævet som overflødige.
Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
3.3. Selskaber og foreninger m.v. har efter de gældende regler i
retsplejeloven hjemting i den retskreds, hvor
hovedforretningslokalet findes. For registrerede firmaer,
aktieselskaber m.v. findes der imidlertid i særlovgivningen regler
om sagsanlæg ved virksomhedens hovedkontor.
Retsplejerådet har i betænkningen, side 43-45, overvejet, om
retsplejelovens almindelige regel om selskaber m.v. bør udformes
på en sådan måde, at den vil kunne dække sager, som anlægges mod
selskaber og andre sammenslutninger. Dette vil medføre, at en
række særlige værnetingsregler kan ophæves, ligesom det ikke vil
være nødvendigt at indsætte særlige værnetingsregler i fremtidig
selskabslovgivning. På denne baggrund foreslår retsplejerådet, at
sager skal kunne anlægges på det sted, har selskabets eller
sammenslutningens hovedkontor ligger, jfr. lovforslagets § 238.
I forbindelse hermed stiller retsplejerådet forslag om en ny
værnetingsregel (filialværnetinget), hvorefter et selskab m.v.,
der driver erhvervsmæssig virksomhed uden for hjemtinget
(retskredsen, hvor hovedkontoret er beliggende), i sager
vedrørende denne virksomhed skal kunne sagsøges ved retten på det
sted, hvorfra virksomheden udøves. En sådan regel gælder allerede
i dag med hensyn til virksomhed, der drives af fysiske personer,
og rådet finder det rimeligt, at der indføres samme adgang til at
sagsøge selskaber m.v.
Filialværnetingsreglen foreslås tillige gennemført som international
værnetingsregel, således at udenlandske selskaber m.v. uden
hovedkontor i Danmark skal kunne sagsøges ved retten på det sted
her i landet, hvor det pågældende selskab m.v. driver virksomhed,
såfremt sagen vedrører denne virksomhed. En sådan international
filialværnetingsregel gælder allerede i dag for udenlandske
aktie-, anparts- og forsikringsselskaber. Reglen kommer endvidere
til at gælde inden for EF-domskonventionens område, når Danmark
får gennemført denne konvention, jfr. konventionens art. 5, nr. 5.
Retsplejerådet finder det rimeligt, at reglen udstrækkes til dels
at omfatte andre sammenslutninger end de ovenfor nævnte dels til
at gælde også udenfor domskonventionens område.
Endelig foreslår retsplejerådet, at erstatningssøgsmål med stiftere
m.v. af sammenslutninger skal kunne anlægges ved sammenslutningens
hjemting. Reglen svarer til gældende bestemmelser i
selskabslovgivningen og foreslås tillagt generel gyldighed i
forhold til sammenslutninger m.v. samt overført til de almindelige
regler i retsplejeloven.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter, og
lovforslagets § 238 og § 246, stk. 1, 1. pkt., er udformet i
overensstemmelse hermed.
3.4. Efter gældende ret kan sager om opfyldelse af kontraktmæssige
forpligtelser anlægges i den retskreds, hvor kontrakten skulle
opfyldes, såfremt sagsøgtes tilstedeværelse på det pågældende sted
er nødvendig for at opfylde kontrakten, og sagsøgte ved
stævningens forkyndelse er til stede i retskredsen, det såkaldte
opfyldelsesværneting.
Retsplejerådet har i betænkningen, side 48-50, overvejet om denne
regel bør udvides, således at den finder anvendelse, selv om
kontraktsforholdet ikke kræver skyldnerens tilstedeværelse ved
opfyldelsen, og selv om sagsøgte ikke er tilstede i den pågældende
retskreds ved stævningens forkyndelse. En sådan regel skal under
alle omstændigheder gennemføres inden for EF-domskonventionens
område, jfr. konventionens art. 5, nr. 1.
Retsplejerådet finder, at den nationale og internationale
værnetingsregel vedrørende kontraktsforhold i videst muligt omfang
bør svare til konventionens bestemmelse. Rådet foreslår derfor, at
der gennemføres en tilsvarende national og international
værnetingsregel, der dog ikke skal omfatte sager, der angår
pengeforpligtelser. Dette skyldes, at kreditors bopæl efter dansk
ret er opfyldelsesstedet for pengekrav, og en regel af den
pågældende karakter ville derfor have den vidtgående virkning, at
kreditor ville kunne anlægge sag mod skyldneren ved sit eget
hjemting.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter, og
lovforslagets § 242, stk. 1, og § 246, stk. 1, 1. pkt., er
udformet i overensstemmelse hermed.
3.5. Der gælder i dag ikke særlige værnetingsregler for sager om
forbrugeraftaler (forbrugerværneting). Der er i de senere år
gennemført en række ændringer i den materielle lovgivning med det
formål at beskytte forbrugere. Der henvises til lov om visse
forbrugeraftaler (dørsalgsloven), lov om indsættelse af regler om
forbrugerkøb i købeloven samt kreditkøbsloven. Endvidere
indeholder EF-domskonventionen i art. 13 ff særlige regler om
værneting i sager om forbrugerkontrakter, hvorefter forbrugere kan
anlægge sådanne sager ved deres hjemting.
Retsplejerådet overvejer på denne baggrund i betænkningen, side
56-61, om der bør indføres nationale og internationale
værnetingsregler om forbrugeres adgang til at sagsøge den
erhvervsdrivende ved deres eget hjemting.
Retsplejerådet foreslår en ny national værnetingsregel vedrørende
sager om forbrugeraftaler. Efter forslaget kan en forbruger i
sager om forbrugeraftaler, som han ikke har indgået ved personlig
henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted,
anlægge sag mod den erhvervsdrivende ved sit eget hjemting.
Retsplejerådet forudsætter, at det er dansk rets almindelige
forbrugeraftalebegreb, der fastlægger reglens anvendelsesområde.
For tilfælde, hvor der er tale om en erhvervsdrivende uden hjemting i
Danmark, foreslår rådet, at forbrugeren skal kunne anlægge sager
om forbrugeraftaler ved sit eget hjemting, såfremt fremsættelsen
af særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået forud for
aftalens indgåelse, og forbrugeren her i landet har foretaget de
dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter, og
lovforslagets § 244 og § 246, stk. 1, 2. pkt., er udformet i
overensstemmelse hermed.
3.6. Efter de gældende regler kan parterne før eller efter tvistens
opståen aftale at indbringe deres sag, for hvilken af samtlige
ligeartede domstole i første instans, de vil (værnetingsaftaler).
Dette gælder både i nationale og internationale forhold, og der
findes ikke almindelige bestemmelser om værnetingsaftalers
ugyldighed.
Ifølge kreditkøbslovens § 39 er en forudgående værnetingsaftale i
forbindelse med indgåelse af forbrugerkøb ikke bindende for
køberen. EF-domskonventionen indeholder en række særlige regler om
værnetingsaftaler, bl.a. bestemmelser, hvorefter konventionens
kompetenceregler for forbrugersager kun kan fraviges ved aftale i
særlige tilfælde.
Retsplejerådet drøfter i betænkningen side 62-64, om der bør indføres
et forbud mod visse forhåndsværnetingsaftaler. Rådet foreslår, at
der i overensstemmelse med domskonventionens regler gennemføres en
bestemmelse, hvorefter den almindelige adgang til at aftale
værneting kun kan finde anvendelse i sager om forbrugeraftaler,
hvis værnetingsaftalen er indgået, efter at tvisten er opstået,
eller hvis aftalen giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved
andre retter end den, der er værneting i følge de almindelige
regler. Bestemmelsen skal efter retsplejerådets forslag gælde både
nationale og internationale sager.
Justitsministeriet er enig i, at der bør gennemføres en bestemmelse
om forbud mod forudgående værnetingsaftaler i sager om
forbrugeraftaler. Bl.a. på baggrund af høringssvar fra østre
landsret, vestre landsret og Den Danske Dommerforening har
justitsministeriet af lovtekniske grunde fundet det mest
hensigtsmæssigt at udforme reglen således, at den svarer til
kreditkøbslovens § 39.
3.7. Retsplejerådet foreslår i betænkningen, side 81-82, og
lovudkastets § 246, stk. 2-3, den gældende adgang til at sagsøge
processuelle udlændinge og udenlandske selskaber i Danmark på
grundlag af den pågældendes ophold (opholdsværnetinget) eller gods
her i landet (godsværnetinget) opretholdt alene med den ændring,
at spørgsmålet, om der er gods her i landet, fremtidig skal
bedømmes på grundlag af forholdene ved sagens anlæg.
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets lovudkast til en
regel om værneting for udlændinge på grundlag af ophold, og
lovforslagets § 246, stk. 2, er udformet i overensstemmelse
hermed.
Retsplejerådet refererer i betænkningen kortfattet den opfattelse, at
der efter retspraksis ikke kan anlægges sag mod en udlænding her i
landet på grundlag af godsværnetingsreglen, såfremt spørgsmålet,
om udlændingen har gods her i landet, er afhængig af sagens
udfald. Rådet tolker denne opfattelse som værende begrundet i et
hensyn til at undgå misbrugstilfælde, hvor godsets tilstedeværelse
her i landet beror på sagsøgerens ensidige disposition, og rådet
foreslår ikke ændringer med hensyn til reglens anvendelsesområde i
forhold til den praksis, der har udviklet sig.
Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt bl.a. på baggrund
af lignende regler i Norge og Sverige at supplere bestemmelsen i
retsplejerådets lovudkast således, at den udtrykkeligt omfatter
sager angående gods, der befinder sig her i landet, samt sager,
hvor en arrest i gods her i landet er blevet afværget ved
sikkerhedsstillelse.
De nævnte områder for et godsværneting er tillagt en særlig
beskyttelse i den nordiske domskonvention, art. 2, jfr. lov nr.
300 af 8. juni 1977 § 8, nr. 1, samt i EF-domskoventionen art. 59,
stk. 2, nr. 1-2. Danske domstole kan efter de anførte
konventionsbestemmelser ikke nægte at anerkende en udenlandsk dom
afsagt på grundlag af godsværneting, såfremt sagen vedrører godset
eller en fordring, som godset er stillet til sikkerhed for. Dette
taler for, at netop disse områder for at godsværneting bør kunne
udgøre værnetingsgrundlag også ved tvister for danske domstole.
I praksis har der endvidere i visse sager vist sig at være et behov
for at kunne anlægge sager i Danmark mod udlændinge, når kravet
angår gods, der befinder sig her i landet. I tilfælde, hvor en
skyldner kort før sin konkurs overdrager en simpel fordring på en
herboende debitor til en udlænding, vil konkursboet således have
en berettiget interesse i at kunne anlægge en eventuel
omstødelsessag her i landet.
Justitsministeriet finder endvidere, at det er uheldigt, at de
gældende regler om godværneting er udformet således, at man kan
sikre værneting her i landet ved at foretage arrest i gods,
samtidig med at en sikkerhedsstillelse, der afværger arrest, ikke
altid vil kunne danne grundlag for værneting. I den forbindelse
kan det nævnes, at en skyldner kan afværge arrest og få foretaget
arrest ophævet, hvis han blot stiller fornøden sikkerhed for den
fordring, der ligger til grund for arrestbegæringen. Efter
justitsministeriets opfattelse bør det ikke bevirke nogen forskel
i henseende til godsværneting, om arresten er gennemført eller
afværget ved sikkerhedsstillelse.
Industriministeriet har med hensyn til sit embedsområde foreslået en
tilsvarende ændring i forhold til retsplejerådets lovudkast,
navnlig med hensyn til afværgelse af arrest i skib gennem
sikkerhedsstillelse.
Som det fremgår af bl.a. retsplejerådets betænkning er
godsværnetingsbestemmelsen i hidtidig retspraksis blevet anvendt
med den modifikation, at den ikke omfatter misbrugstilfælde, hvor
godsets tilstedeværelse her i landet beror på sagsøgerens ensidige
disposition. Baggrunden herfor må antages at være, at der i
sådanne tilfælde typisk kan være handlet illoyalt af sagsøgeren,
og at det vil være uheldigt, hvis der anerkendes en ret for en
sagsøger til på denne måde at skabe et værneting i Danmark for en
sag mod en processuel udlænding.
Det er imidlertid meget vanskeligt at give en regel herom en helt
dækkende udforming. Justitsministeriet har derfor afstået fra at
foreslå en sådan regel, men forudsætter, at de foreslåede regler
om godsværneting i almindelighed ikke vil kunne anvendes i
tilfælde, hvor godsets tilstedeværelse her i landet skyldes en
ensidig og illoyal disposition fra sagsøgers side.
3.8. Retsplejerådet foreslår, at EF-domskonventionens
værnetingsregler gennemføres i Danmark ved en bestemmelse i
retsplejelovens § 247, hvorved konventionsteksten ord til andet
gøres til en del af dansk ret (inkorporering).
Som det fremgår af det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om
EF-domskonventionen m.v. har justitsministeriet af redaktionelle
grunde foretrukket at foreslå hele domskonventionen gennemført ved
en særlig lov. Efter justitsministeriets opfattelse bør
lovgivningens almindelige værnetingsregler imidlertid fremgå af
retsplejeloven, og justitsministeriet har derfor udformet § 247
således, at bestemmelsen henviser til den særlige lov om
domskonventionen m.v.
3.9. EF-domskonventionen indeholder i art. 7 ff særlige regler om
retternes kompetence i forsikringssager. Disse regler skal
gennemføres inden for konventionens område. Retsplejerådet har i
betænkningen, side 51-55, overvejet, hvorvidt det vil være
ønskeligt at gennemføre særlige værnetingsregler for
forsikringssager, ligesom rådet har overvejet, om der uden for
konventionens anvendelsesområde bør gennemføres internationale
værnetingsregler for de pågældende sager i lighed med
konventionens regler.
Retsplejerådet finder, at der næppe er behov for særregler på dette
område, idet hensynet til forsikringstageren m.v. må anses for
tilstrækkeligt varetaget bl.a. ved bestemmelserne i lovforslagets
§ 238 (sammenslutningens hjemting, filialværneting) og § 244
(sager om forbrugeraftaler).
Justitsministeriet kan tiltræde retsplejerådets synspunkter, og i
overensstemmelse hermed er der i lovforslaget ikke medtaget
særlige værnetingsregler for sager om forsikringsaftaler.
4. Hørte myndigheder m.v.
Retsplejerådets betænkning har været sendt til høring hos
præsidenterne for østre og vestre landsret, præsidenterne for sø-
og handelsretten, Københavns byret og retterne i Århus, Odense og
Ålborg, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Advokatrådet, Kammeradvokaten, Indenrigsministeriet,
Industriministeriet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerklagenævnet,
Dansk Arbejdsgiverforening, Grosserer-Societetet, Industrirådet,
Butikshandelens Fællesråd, Håndværksrådet, Assurandør-Societetet,
Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Provinshandelskammeret,
Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening,
Landsorganisationen i Danmark, Forbrugerrådet og
Arbejderbevægelsens erhvervsråd.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at medføre væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen giver justitsministeren bemyndigelse til at fastsætte
bestemmelser om, at der ikke kan kræves legalisering, bekræftelse
m.v. af offentlige dokumenter, der er udfærdiget af domstole eller
myndigheder i et andet land.
Det har hidtil været antaget, at regeringen kan indgå overenskomster
med fremmede stater om fritagelse for legalisering, men der har
næppe kunnet anføres en formel hjemmel herfor. Spørgsmålet har
bl.a. været rejst i forbindelse med indgåelse af en overenskomst
med Forbundsrepublikken Tyskland om fritagelse for legalisering
til afløsning af en ældre overenskomst fra 1936 om samme emne.
Forslaget skaber udtrykkelig hjemmel for indgåelse af overenskomster
m.v. på dette område.
Bestemmelsens stk. 2 giver justitsministeren bemyndigelse til at
fastsætte bestemmelser om fremgangsmåden ved besvarelse af
udenlandske forespørgsler om legalisering m.v. af offentlige
danske dokumenter.
Til nr. 2
Til kapitel 22
Kapiteloverskriften er ændret til stedlig kompetence for at skabe
bedre fremstillingsmæssig sammenhæng med kapitel 21 om saglig
kompetence.
Til § 235
Bestemmelsen svarer til § 235 i retsplejerådets lovudkast og bortset
fra nogle redaktionelle ændringer til de gældende bestemmelser i
retsplejelovens §§ 235-236. Der henvises til betænkning nr.
1052/1985, side 67 og 72-73.
Til § 236
Bestemmelsen svarer til § 236 i retsplejerådets lovudkast og med
redaktionelle ændringer til den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 237. Der henvises til betænkningen, side 67 og
73.
Til § 237
Bestemmelsen svarer til § 237 i retsplejerådets lovudkast samt i
realiteten til den gældende § 241 a i retsplejeloven. Der henvises
til betænkningen, side 67 og 73.
Til § 238
Bestemmelsen, hvis stk. 2 er nyt, svarer til § 238 i retsplejelovens
lovudkast. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
3.3., og til betænkningen, side 67-68 og 73-74.
Til § 239
Bestemmelsen svarer til § 239 i retsplejerådets lovudkast. Der
henvises til betænkningen, side 68 og 75.
Til § 240
Bestemmelsen svarer til § 240 i retsplejerådets lovudkast. Der
henvises til betænkningen, side 68 og 75-76.
Til § 241
Bestemmelsen svarer til § 241 i retsplejerådets lovudkast og med
sproglige ændringer til den nugældende regel i retsplejelovens §
240, stk. 1. Der henvises til betænkningen, side 68 og 76-77.
Til § 242
Bestemmelsen svarer til § 242 i retsplejerådets lovudkast og træder i
stedet for den nugældende § 243 i retsplejeloven. Der henvises til
de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4., og til betænkningen side
68 og 77-78.
Til § 243
Bestemmelsen svarer til § 243 i retsplejerådets lovudkast og med
sproglige forenklinger til den nugældende regel i retsplejelovens
§ 244. Der henvises til betænkningen, side 68 og 78.
Justitsministeriet forudsætter, at bestemmelsen i sager om
produktansvar medfører, at sag kan anlægges, hvor skaden sker.
Til § 244
Bestemmelsen, der er ny, svarer til § 244 i retsplejerådets
lovudkast. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
3.5., samt til betænkningen, side 68-69 og 78-79.
Til § 245
Bestemmelsen, hvis stk. 2 er nyt, svarer med en redaktionel ændring
til § 245 i retsplejerådets lovudkast. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, afsnit 3.6., samt til betænkningen, side
69 og 79.
Til § 246
Bestemmelsens stk. 1-2 svarer til § 246, stk. 1-2, i retsplejerådets
lovudkast. Der henvises til betænkningen, side 69 og 80-82.
Reglen i stk. 2 om det såkaldte opholdsværneting indebærer, at
processuelle udlændinge kan sagsøges ved retten på det sted, hvor
de opholder sig ved stævningens forkyndelse. Dette svarer til de
gældende regler. Efter bestemmelsen kan det imidlertid næppe
antages, at ethvert nok så kortvarigt ophold kan danne grundlag
for værneting, f.eks. hvis den sagsøgte befinder sig kortvarigt i
transit i en dansk lufthavn. Der er dog ikke taget stilling hertil
i retspraksis.
Bestemmelsens stk. 3, 1. pkt., 1. led, hvorefter sag kan anlægges på
det sted, hvor den pågældende udlænding har gods, svarer til §
246, stk. 3, i retsplejerådets lovudkast samt med en enkelt
ændring til den gældende godsværnetingsregel i retsplejelovens §
248, stk. 2. Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med
den retspraksis, der har dannet sig med hensyn til den gældende
regel.
Stk. 3, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., hvorefter godsværnetinget også
omfatter sager angående gods, der befinder sig her i landet, samt
sager, hvor en arrest i gods her i landet er blevet afværget ved
sikkerhedsstillelse, er nye. Om baggrunden for disse nye regler
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.7.
Den nye regel i stk. 3, 1. pkt., 2. led, omfatter sager angående gods
her i landet. Reglen, som er udformet med udgangspunkt i de
tilsvarende norske og svenske regler, vil navnlig omfatte krav om
fuldstændig ejendomsret til eller krav om begrænsede rettigheder
over herværende gods, herunder fordringer. Andre krav vedrørende
gods her i landet vil imidlertid efter omstændighederne kunne være
omfattet af reglen. Bestemmelsen bør dog ikke kunne påberåbes i
tilfælde, hvor godsets tilstedeværelse her i landet skyldes
sagsøgerens ensidige og illoyale disposition.
Den nye regel i stk. 3, 2. pkt. vedrører den situation, at en arrest
i gods er blevet afværget ved sikkerhedsstillelse. En sådan
afværgelse kan forekomme såvel før som efter, at en arrestbegæring
er indgivet til fogedretten. For sådanne tilfælde bestemmes det,
at sikkerhedsstillelsen betragtes som gods, der befinder sig på
det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet fald skulle være
indgivet.
Til § 247
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 247 i
retsplejerådets lovudkast. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.8. samt til betænkningen, side 69-70 og
82-86.
Til § 248
Bestemmelsen svarer til § 248 i retsplejerådets lovudkast og den
nugældende § 248 a i retsplejeloven. Der henvises til
betænkningen, side 70 og 86.
Til § 2-§ 5
Bestemmelserne indebærer en ophævelse af en række værnetingsregler i
særlovgivningen, som bliver overflødige med gennemførelsen af det
nye kapitel 22 i retsplejeloven.
Bestemmelserne er medtaget i lovforslaget efter aftale med
industriministeriet. De nævnte værnetingsregler i særlovgivningen
indeholder tillige bestemmelser, der udtrykkeligt fastslår, at
kontoret betragtes som bopæl med hensyn til forkyndelse og varsel.
Selv om reglerne nu ophæves i ders helhed, forudsættes det ved
lovforslaget, at den hidtidige retstilstand med hensyn til
forkyndelse og varsel på dette område opretholdes.
Til § 6
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1986.
Dette gælder dog ikke den i § 1, nr. 2, foreslåede affattelse af
retsplejelovens § 247, der bl.a. bestemmer, at
EF-domskonventionens værnetingsregler finder anvendelse i de
sager, der er omfattet af domskonventionens saglige
anvendelsesområde. Som det fremgår af det samtidig hermed
fremsatte forslag til lov om EF-domskonventionen m.v., vil
konventionen ikke kunne få virkning i forhold til Danmark, før
Belgien har gennemført en ratifikation af tiltrædelseskonventionen
af 1978 vedrørende bl.a. Danmark.
På denne baggrund foreslås det, at tidspunktet for ikrafttræden af
lovforslagets forslag til retsplejelovens § 247 samt loven om
EF-domskonventionen m.v. fastsættes af justitsministeren.
Justitsministeren agter at sætte de anførte bestemmelser i kraft, så
snart også belgisk ratifikation har fundet sted.
Til § 7
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om lovens gyldighed på Færøerne og
Grønland.