1985 LSF 123 FORSLAG TIL LOV OM HØSTPANT
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00123@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom kan stifte pant i
ejendommens afgrøder til sikkerhed for betalingen af gæld opstået
i forbindelse med køb af de rå- og hjælpestoffer, der er nævnt i §
2.
Stk. 2. Har ejeren bortforpagtet eller udlejet en del af
landbrugsejendommen, finder lovens regler tilsvarende anvendelse
på den del af ejendommen, som ejeren driver.
Stk. 3. Loven finder endvidere tilsvarende anvendelse på den del af
landbrugsejendommen, som brugeren driver.
Stk. 4. Ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom kan ikke
gyldigt fraskrive sig retten efter stk. 1.
§ 2. Pantsætning efter loven kan ske i forbindelse med indkøb af:
1) sædekorn,
2) læggekartofler,
3) stikløg,
4) markfrø og grønsagsfrø,
5) småplanter af etårige grønsager til plantning,
6) handelsgødning,
7) voksemedier,
8) bekæmpelsesmidler, hvis formål er beskyttelse eller fremme af
høsten,
9) flydende og fast brændsel til opvarmning af væksthuse med etårige
grønsager.
Stk. 2. I det beløb, der kan sikres ved pant efter § 1, kan ud over
købesummen for rå- og hjælpestofferne indregnes alle afgifter samt
sædvanlige leverings- og udbringningsomkostninger.
§ 3. Rå- og hjælpestoffer leveret efter denne lov må alene anvendes
på den ejendom, hvis afgrøder er pantsat.
§ 4. Rå- og hjælpestoffer leveret efter denne lov kan ikke gøres til
genstand for arrest, udlæg eller anden retsforfølgning på grundlag
af andre tilgodehavender.
Stk. 2. Afgrøder omfattet af et høstpantebrev må ikke overdrages
uden kreditors forudgående samtykke. Såfremt afgrøderne overdrages
til kreditor, eller kreditor betinger sit samtykke af en
modydelse, skal afregningsbeløbet eller modydelsen afskrives på
gælden ifølge høstpantebrevet.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., kan sukkerroer, der
dyrkes i henhold til en kontrakt med en sukkerfabrik, leveres til
sukkerfabrikken.
Stk. 4. Afgrøder omfattet af et høstpantebrev må ikke uden kreditors
forudgående samtykke anvendes til opfodring i større omfang, end
at der er dækning for gælden ifølge høstpantebrevet.
§ 5. Panteretten stiftes ved oprettelse af et høstpantebrev på en
pantebrevsformular godkendt hertil af justitsministeren.
Stk. 2. Pantebrevet skal angive, at det er udstedt efter denne lov,
og skal indeholde en erklæring afgivet af udstederen om, at de
indkøbte rå- og hjælpestoffer udelukkende vil blive anvendt på
ejendommen.
Stk. 3. Pantebrevet skal indeholde oplysning om:
1) ejendommens matr.nr.,
2) leverandørens navn og adresse,
3) rå- og hjælpestoffernes art, mængde og pris,
4) den aftalte leveringsperiode,
5) den aftalte dato for første leverance.
§ 6. Høstpantebrevet skal anmeldes til tinglysning senest 2 uger
efter den dato for første leverance, der er angivet i pantebrevet.
Såfremt pantebrevet ved anmeldelsen til tinglysning lider af en
mangel, der medfører afvisning, skal det efter berigtigelse af
mangelen på ny anmeldes til tinglysning senest 2 uger fra datoen
for afgørelsens meddelelse til anmelderen.
Stk. 2. Et høstpantebrev tinglyses efter reglerne for tinglysning af
underpant i løsøre. Såfremt pantsætteren er ejer af ejendommen,
skal der tillige foretages notering om pantebrevet på ejendommens
blad i tingbogen.
§ 7. Leverancer af rå- og hjælpestoffer efter denne lov skal ske i
tiden 1. august til 31. juli.
Stk. 2. Panteretten efter et høstpantebrev, der vedrører leverancer i
tiden 1. januar til 31. juli, omfatter alle afgrøder, der høstes
på ejendommen det pågældende år. Panteretten efter et pantebrev,
der vedrører leverancer i tiden 1. august til 31. december,
omfatter alle afgrøder, der høstes det følgende år.
Stk. 3. Panteretten går forud for alle tidligere stiftede
panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør og for
panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.
Stk. 4. Såfremt de pantsatte afgrøder omfatter sukkerroer dyrket i
henhold til en kontrakt med en sukkerfabrik, går sukkerfabrikkens
kontraktmæssige krav på dækning af udgiften til frø,
handelsgødning, bekæmpelsesmidler, de i § 2, stk. 2, nævnte
afgifter og sædvanlige leverings- og udbringningsomkostninger samt
forskud og fragt forud for kreditors krav på fyldestgørelse i
sukkerroerne.
Stk. 5. Såfremt flere høstpantebreve tinglyses med pant i den samme
ejendoms afgrøder, er pantebrevene ligestillede.
§ 8. Et høstpantebrev, der vedrører leverancer i tiden 1. januar til
31. juli, forfalder til indfrielse den herefter førstkommende 1.
oktober. Et høstpantebrev, der vedrører leverancer i tiden 1.
august til 31. december, forfalder til indfrielse den 1. oktober
det følgende år.
Stk. 2. Såfremt begæring om udlæg ikke er indgivet til fogden inden
den førstkommende 1. januar efter forfaldsdagen, bortfalder
fortrinsretten. En måned efter fortrinsrettens bortfald sletter
dommeren pantebrevet af personbogen samt noteringen i tingbogen
foretaget i medfør af § 6, stk. 2, sidste pkt.
§ 9. Med bøde straffes den, som forsætligt overtræder bestemmelsen i
§ 3.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. august 1986.
Stk. 2. Lov nr. 50 af 14. februar 1951 om fortrinsret i høsten
ophæves. Loven finder dog fortsat anvendelse på pantegæld stiftet
senest 1. juni 1986.
Stk. 3. Lov nr. 242 af 8. juni 1966 om belåning af salgsafgrøder
ophæves.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 401
§ 1. Ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom kan stifte pant i
ejendommens afgrøder til sikkerhed for betalingen af gæld opstået
i forbindelse med køb af de rå- og hjælpestoffer, der er nævnt i §
2.
Stk. 2. Har ejeren bortforpagtet eller udlejet en del af
landbrugsejendommen, finder lovens regler tilsvarende anvendelse
på den del af ejendommen, som ejeren driver.
Stk. 3. Loven finder endvidere tilsvarende anvendelse på den del af
landbrugsejendommen, som brugeren driver.
Stk. 4. Ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom kan ikke
gyldigt fraskrive sig retten efter stk. 1.
§ 2. Pantsætning efter loven kan ske i forbindelse med indkøb af:
1) sædekorn,
2) læggekartofler,
3) stikløg,
4) markfrø og grønsagsfrø,
5) småplanter af et-årige grønsager til plantning,
6) handelsgødning,
7) voksemedier,
8) bekæmpelsesmidler, hvis formål er beskyttelse eller fremme af
høsten,
9) flydende og fast brændsel til opvarmning af væksthuse med et-årige
grønsager.
Stk. 2. I det beløb, der kan sikres ved pant efter § 1, kan ud over
købesummen for rå- og hjælpestofferne indregnes alle afgifter samt
sædvanlige leverings- og udbringningsomkostninger.
§ 3. Rå- og hjælpestoffer leveret efter denne lov må alene anvendes
på den ejendom, hvis afgrøder er pantsat.
§ 4. Rå- og hjælpestoffer leveret efter denne lov kan ikke gøres til
genstand for arrest, udlæg eller anden retsforfølgning på grundlag
af andre tilgodehavender.
Stk. 2. Afgrøder omfattet af et høstpantebrev må ikke overdrages
uden kreditors forudgående samtykke. Såfremt afgrøderne overdrages
til kreditor, eller kreditor betinger sit samtykke af en
modydelse, skal afregningsbeløbet eller modydelsen afskrives på
gælden ifølge høstpantebrevet.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., kan sukkerroer, der
dyrkes i henhold til en kontrakt med en sukkerfabrik, leveres til
sukkerfabrikken.
Stk. 4. Afgrøder omfattet af et høstpantebrev må ikke uden kreditors
forudgående samtykke anvendes til opfodring i større omfang, end
at der er dækning for gælden ifølge høstpantebrevet.
§ 5. Panteretten stiftes ved oprettelse af et høstpantebrev på en
pantebrevsformular godkendt hertil af justitsministeren.
Stk. 2. Pantebrevet skal angive, at det er udstedt efter denne lov,
og skal indeholde en erklæring afgivet af udstederen om, at de
indkøbte rå- og hjælpestoffer udelukkende vil blive anvendt på
ejendommen.
Stk. 3. Pantebrevet skal indeholde oplysning om:
1) ejendommens matr.nr.,
2) leverandørens navn og adresse,
3) rå- og hjælpestoffernes art, mængde og pris,
4) den aftalte leveringsperiode,
5) den aftalte dato for første leverance.
§ 6. Høstpantebrevet skal anmeldes til tinglysning senest 2 uger
efter den dato for første leverance, der er angivet i pantebrevet.
Såfremt pantebrevet ved anmeldelsen til tinglysning lider af en
mangel, der medfører afvisning, skal det efter berigtigelse af
manglen på ny anmeldes til tinglysning senest 2 uger fra datoen
for afgørelsens meddelelse til anmelderen.
Stk. 2. Et høstpantebrev tinglyses efter reglerne for tinglysning af
underpant i løsøre. Såfremt pantsætteren er ejer af ejendommen,
skal der tillige foretages notering om pantebrevet på ejendommens
blad i tingbogen.
§ 7. Leverancer af rå- og hjælpestoffer efter denne lov skal ske i
tiden 1. august til 31. juli.
Stk. 2. Panteretten efter et høstpantebrev, der vedrører leverancer i
tiden 1. januar til 31. juli, omfatter alle afgrøder, der høstes
på ejendommen det pågældende år. Panteretten efter et pantebrev,
der vedrører leverancer i tiden 1. august til 31. december,
omfatter alle afgrøder, der høstes det følgende år.
Stk. 3. Panteretten går forud for alle tidligere stiftede
panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør og for
panterettigheder efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2.
Stk. 4. Såfremt de pantsatte afgrøder omfatter sukkerroer dyrket i
henhold til en kontrakt med en sukkerfabrik, går sukkerfabrikkens
kontraktmæssige krav på dækning af udgiften til frø,
handelsgødning, bekæmpelsesmidler, de i § 2, stk. 2, nævnte
afgifter og sædvanlige leverings- og udbringningsomkostninger samt
forskud og fragt forud for kreditors krav på fyldestgørelse i
sukkerroerne.
Stk. 5. Såfremt flere høstpantebreve tinglyses med pant i den samme
ejendoms afgrøder, er pantebrevene ligestillede.
§ 8. Et høstpantebrev, der vedrører leverancer i tiden 1. januar til
31. juli, forfalder til indfrielse den herefter førstkommende 1.
oktober. Et høstpantebrev, der vedrører leverancer i tiden 1.
august til 31. december, forfalder til indfrielse den 1. oktober
det følgende år.
Stk. 2. Såfremt begæring om udlæg ikke er indgivet til fogeden inden
den førstkommende 1. januar efter forfaldsdagen, bortfalder
fortrinsretten. En måned efter fortrinsrettens bortfald sletter
dommeren pantebrevet af personbogen samt noteringen i tingbogen
foretaget i medfør af § 6, stk. 2, sidste pkt.
§ 9. Med bøde straffes den, som forsætligt overtræder bestemmelsen i
§ 3.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. august 1986.
Stk. 2. Lov nr. 50 af 14. februar 1951 om fortrinsret i høsten
ophæves. Loven finder dog fortsat anvendelse på pantegæld stiftet
senest 1. juni 1986.
Stk. 3. Lov nr. 242 af 8. juni 1966 om belåning af salgsafgrøder
ophæves.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Ved lov nr. 25 af 16. februar 1932 om fortrinsret i høsten for
året 1932 for gæld, der stiftes af ejere og brugere af
landbrugsejendomme til anskaffelse af såsæd, frø og kunstgødning
etableredes første gang en ordning, hvorefter ejere og brugere af
landbrugsejendomme til sikkerhed for betalingen af visse rå- og
hjælpestoffer indkøbt til ejendommens drift kunne stifte pant med
fortrinsret i ejendommens høst. Den for 1932 indførte ordning
fornyedes med visse mindre ændringer gennem en længere årrække ved
årlige love, bortset fra årene 1945-46 og 1946-47. I
rigsdagssamlingen 1949-50 fremsatte landbrugsministeren et forslag
til lov om fortrinsret i høsten for året 1950, og under Rigsdagens
behandling af lovforslaget rejstes spørgsmål om ønskeligheden af
at gøre ordningen permanent. Landbrugsministeriet modtog i den
følgende tid flere henvendelser til støtte herfor og iværksatte en
undersøgelse af antallet af høstpantebreve. Under Rigsdagens
behandling af et forslag til lov om fortrinsret i høsten for året
1951 fremsatte landbrugsministeren ændringsforslag, således at
ordningen blev gjort permanent, og lovforslaget gennemførtes som
lov nr. 50 af 14. februar 1951 om fortrinsret i høsten. Forslagets
behandling findes i Rigsdagstidende 1950-51: Landstingstidende sp.
302, 385, 390, 394, 457; Folketingstidende sp. 1816, 2010, 2019;
tillæg A, sp. 3655; tillæg C, sp. 297, 311 og 325. I 1954 og 1957
gennemførtes midlertidige ændringer af loven, hvorved fristen for
fortrinsrettens bortfald forlængedes med 2 måneder.
Lovens tekst med senere ændringer er optaget som bilag 1.
I forbindelse med bestræbelserne på bekæmpelse af såkaldt
dobbeltadministration, jfr. også lov nr. 311 af 19. juni 1974 om
ændringer af forskellige lovbestemmelser om kommunal og
amtskommunal administration m.v., fremkom der ønske om ændringer i
høstpantebrevsordningen således, at den i lovens § 2 indeholdte
ordning, hvorefter kommunalrådene skulle afgive erklæring i
forbindelse med udstedelse af høstpantebreve, ophævedes. Denne
ændring blev gennemført ved lov nr. 537 af 17. november 1976 om
ændringer af lov om fortrinsret i høsten. Desuden ophævedes efter
henstilling fra justitsministeriet lovens § 7, stk. 2, om
fritagelse for tinglysningsafgift, idet det omhandlede gebyr var
afskaffet. Lovens § 7, stk. 1, om fritagelse for stempelafgift,
ophævedes derimod ikke, uanset at denne afgiftsfritagelse måtte
anses for bortfaldet ved § 90, stk. 3, i lov nr. 174 af 30. april
1969 om stempelafgift. Forslagets behandling findes i
Folketingstidende 1976/77: Folketingets forhandlinger sp. 399,
962, 1077, 1321; tillæg A sp. 749; tillæg C sp. 17.
I 1981 fremsatte medlemmer af Venstre og Det konservative Folkeparti
forslag til lov om ændringer i lov om fortrinsret i høsten (L
176), hvorefter »sprøjtemidler« skulle omfattes af loven, og hvor
tillige foresloges en udskydelse af forfaldstiden og fristen for
indgivelse af begæring om udpantning til fogeden. Forslaget blev
ikke gennemført. Der henvises til Folketingstidende 1980/81:
Folketingets forhandlinger sp. 6737, 8630; tillæg A sp. 4049.
I 1980-81 fremførtes fra forskellige sider ønsker om at afskaffe
stempelafgiften for høstpantebreve. Stempelafgiften udgjorde på
dette tidspunkt 15 promille af den pålydende værdi. I begyndelsen
af 1981 fremsatte medlemmer af Venstre og Det konservative
Folkeparti forslag til lov om ændring af lov om stempelafgift (L
177), hvorefter dokumenter oprettet i medfør af lov om fortrinsret
i høsten påny skulle være stempelfri. Dette forslag kom til
behandling i folketinget sammen med et af regeringen fremsat
lovforslag ( L 189) om nedsættelse af stempelafgiften på
høstpantebreve til 3 promille. Regeringens forslag gennemførtes
som lov nr. 158 af 10. april 1981 om ændring af lov om
stempelafgift. Der henvises til Folketingstidende 1980/81:
Folketingets forhandlinger sp. 8026, 8621, 9405, 9812; tillæg A
sp. 4513; tillæg B sp. 551, 593; tillæg C sp. 471. Nedsættelsen af
stempelafgiften blev imidlertid, jfr. også bemærkningerne til
lovforslaget, begrænset til de hidtidige områder for lov om
fortrinsret i høsten, det vil sige såsæd, frø, kunstgødning og
læggekartofler og omfatter således ikke bekæmpelsesmidler bestemt
til beskyttelse af høsten, der indføjedes i høstpantebrevsloven
ved den nedenfor nævnte ændring af denne i 1984.
Ved lov nr. 563 af 7. december 1983 om ændring af lov om retsafgifter
indførtes en tinglysningsafgift på 400 kr., der også omfatter
høstpantebreve, der anmeldes til tinglysning.
I foråret 1984 fremsatte regeringen forslag til ændring af
høstpantebrevsloven (L 135), hvorefter stiftelsesperioden for
høstpantebreve ændredes fra perioden 1. december til 1. juni til
perioden 1. august til 1. juni. Forslaget, der under folketingets
behandling suppleredes med en udvidelse af loven til også at
omfatte »bekæmpelsesmidler bestemt til beskyttelse af høsten« og
en regel om leverandørers regnskabsføring, gennemførtes som lov
nr. 225 af 16. maj 1984 om ændring af lov om fortrinsret i høsten
og lov om belåning af salgsafgrøder. Der henvises herom til
Folketingstidende 1983/84 (2. samling) Folketingets forhandlinger
sp. 2103, 3168, 5512, 6083; tillæg A sp. 3147; tillæg B sp. 353,
563; tillæg C sp. 283.
2. Med baggrund i, at høstpantebrevsordningen i sin tid blev indført
som en hjælpeforanstaltning over for landbruget i en helt speciel
nødsituation, og ordningen på en række punkter griber ind i
etablerede retsforhold, har det ved flere lejligheder gennem årene
været overvejet, om landbrugets økonomiske situation og
landmændenes faktiske udnyttelse af ordningen fortsat kunne
begrunde en opretholdelse af denne. Dette var således tilfældet
omkring 1950, inden høstpantebrevsordningen blev gjort permanent,
og kommissionen vedrørende landbrugets kreditforhold foreslog i
1956 en afvikling af ordningen over en 5-årig periode. Også i
forbindelse med lovens revision i 1976 var spørgsmålet om
ordningens fortsatte berettigelse fremme. Efter at
høstpantebrevsordningen i en årrække kun havde været lidet
udnyttet, har den imidlertid i 1980'erne fået fornyet betydning.
Ifølge Danmarks Statistik anmeldtes således til tinglysning i 1983
ialt 3.503 høstpantebreve til et samlet beløb af 193.859.000 kr.
og i 1984 4.132 pantebreve til et samlet beløb på 260.717.000 kr.
For perioden januar til september 1985 inclusive udgjorde tallene
3.064 og 240.200.000 kr. Udnyttelsen af høstpantebrevsordningen er
meget forskellig fra landsdel til landsdel, og høstpantebreve er
mest udbredt i Nord-, Vest- og Sønderjylland.
3. Som nævnt i bemærkningerne til lov nr. 225/1984 havde der fra
erhvervslivets side været fremsat en række ønsker og forslag om
ændringer i høstpantebrevsordningen, og loven var iøvrigt på en
række punkter forældet, hvorfor landbrugsministeriet havde indledt
et revisionsarbejde med henblik på udarbejdelse af forslag til en
helt ny lov.
Ved det foreliggende lovforslag tilsigtes en ajourføring,
tydeliggørelse og bedre systematisering af lovens bestemmelser.
Lovforslaget indeholder derudover en række reelle ændringer i
forhold til den hidtidige lovgivning, hvoraf følgende mere
væsentlige punkter skal nævnes:
a. Ved lov nr. 225/1984 ændredes stiftelsesperioden for
høstpantebreve til tiden mellem 1. august og 1. juni. Det foreslås
nu, at høstpantebreve kan oprettes hele året.
b. Efter den hidtidige ordning er det alene høsten på den enkelte
landbrugsejendom, der kan panstsættes ved et høstpantebrev. Under
hensyn til nutidens betydelige udbredelse af samdriftsforhold er
det fundet rimeligt at ændre lovens affattelse, således at den
ikke er til hinder for, at høstpantebrevet omfatter f.eks. et
tilforpagtet areal, til hvilket der leveres rå- og hjælpestoffer.
c. Der foreslås under ordningen medtaget yderligere en række rå- og
hjælpestoffer, hvorved der skabes reelle muligheder for, at også
gartnerierhvervet kan udnytte høstpantebrevsordningen.
Landbrugsministeriet har derimod ikke fundet det muligt at imødekomme
de fra forskellige sider fremsatte ønsker om, at også drivmidler
og maskinstationsarbejde skulle kunne medtages under
høstpantebrevsordningen.
d. Der har hidtil ikke været nogen egentlig pligt til at anmelde et
høstpantebrev til tinglysning, og bl.a. på baggrund af
foreliggende statistisk materiale må det antages, at der ofte er
gået meget lang tid fra gældsforholdets stiftelse til pantebrevets
anmeldelse til tinglysning, eventuelt således, at kreditor har
ventet med tinglysningen, indtil det kunne blive aktuelt at gøre
panteretten gældende. Under hensyn til, at der er tale om pant med
fortrinsret, må det anses for yderst uheldigt, at der ikke gennem
tinglysning sker underretning af de øvrige kreditorer om, at deres
debitor har pantsat høsten, og der foreslås derfor fastsat en
frist for høstpantebrevets anmeldelse til tinglysning.
e. Efter den hidtidige ordning har brugere (forpagtere m.fl.) af
landbrugsejendomme skullet indhente ejendommens ejers samtykke til
tinglysning af et høstpantebrev. Det har fra landbrugets side
været gjort gældende, at det i en række tilfælde skulle være
forekommet, at ejendommens ejer over for forpagteren har nægtet at
give et sådant samtykke, og man har derfor ønsket en ligestilling
af ejere og brugere. Dette ønske er nu imødekommet, ved at der
ikke længere skal samtykke fra ejendommens ejer ved tinglysning af
et pantebrev udstedt af en bruger.
f. Lov nr. 242 af 8. juni 1966 om belåning af salgsafgrøder
gennemførtes i forbindelse med bortfaldet af den siden 1958
gældende brødkornsordning, der gav en landmand ret til at aflevere
sit brødkorn til en i loven garanteret pris. Loven foreslås nu
ophævet som led i regeringens regelsaneringsprogram og på baggrund
af, at ordningen kun har været udnyttet i yderst begrænset omfang
efter Danmarks indtræden i De europæiske Fællesskaber. Statistisk
materiale til belysning heraf forefindes ikke, idet høstpantebreve
og pantebreve udstedt i henhold til lov om belåning af
salgsafgrøder registreres under et. Ved en af landbrugsministeriet
foretagen høring af landets tinglysningsdommere i sommeren 1984
blev det imidlertid oplyst, at man på de fleste
tinglysningskontorer ikke mindedes at have set sådanne pantebreve,
og de steder, hvor sådanne havde været ekspederet, havde der kun
været tale om nogle enkelte.
Lovens tekst er optaget som bilag 2.
4. Lovforslaget har været forelagt for De danske Landboforeninger,
Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne, Dansk
Erhvervsgartnerforening, De samvirkende danske Frøavlerforeninger,
De samvirkende danske Sukkerroedyrkerforeninger, Nykøbing
Kontraktavlerforening, De danske Sukkerfabrikker, Sukkerfabrikken
Nykøbing, Dansk Landbrugs Grovvareselskab, Landsforeningen af
Andels-Grovvareforeninger, Landsforeningen af Grovvarehandlende -
den frie grovvarehandel, Danske Korn- og Foderstof-Im- og
Eksportørers Fællesorganisation (DAKOFO), Dansk
Frøhandlerforening, Provinshandelskammeret, De samvirkende
Købmandsforeninger i Danmark, Den danske Bankforening, Danmarks
Sparekasseforening og Realkreditrådet.
5. Lovforslagets gennemførelse vil ikke have udgifts- eller
personalemæssige konsekvenser for staten eller kommunerne.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter at der i § 7, stk. 2, er taget stilling til, hvilken høst et
pantebrev vedrørende leverancer inden for en bestemt periode har
fortrinsret i, synes der ikke længere begrundelse for at
opretholde den nuværende lovs bestemmelse, om at høstpantebreve
ikke kan oprettes for gæld stiftet i juni og juli måneder. Det
foreslås derfor nu ved den ændrede affattelse af § 1, stk. 1, at
høstpantebreve kan oprettes hele året.
Bestemmelsen i stk. 1, om, at kun ejere og brugere af
landbrugsejendomme kan udstede høstpantebreve, svarer til den
gældende lov. Det anses nødvendigt at opretholde denne
bestemmelse, da det ellers ikke er muligt at afgrænse de
jordarealer, på hvilke afgrøderne kan pantsættes ved et
høstpantebrev. Begrebet »landbrugsejendom« er fastlagt ved § 2,
stk. 2, i lov om landbrugsejendomme.
Reglen i stk. 2 har ikke tidligere fundet udtryk i loven.
Bestemmelsen supplerer stk. 1 og fastslår, at ejeren af en
landbrugsejendom, der på grund af et brugsforhold ikke driver hele
ejendommen, kun er berettiget til at udstede et høstpantebrev med
pant i høsten på den del af ejendommen, som han driver.
Bestemmelsen i stk. 3 er ny. Gennem en årrække har samdriftsforhold
fundet meget stor udbredelse i dansk landbrug, ikke mindst i form
af delforpagtninger, hvor landmanden ejer en eller flere af de
ejendomme, der indgår i bedriften, medens resten af bedriftens
jordtilliggende udgøres af tilforpagtede arealer. Statens
jordbrugsøkonomiske Institut har således i Rapport nr. 17:
Delforpagtning i landbruget (1984) anslået antallet af
delforpagtninger i 1982 til ca. 29.000 omfattende over 40.000
forpagtningsforhold. Det har derfor været overvejet at udvide
pantsætningsretten til også at omfatte de med en landbrugsejendom
samdrevne ejendomme og arealer (bedriften), men efter drøftelser
med Realkreditrådet og justitsministeriet har landbrugsministeriet
ikke fundet det hensigtsmæssigt at foreslå en så vidtgående
løsning. Der foreslås derfor ved stk. 3 åbnet mulighed for, at
panteretten kan omfatte et tilforpagtet areal, hvortil der i
henhold til loven leveres rå- og hjælpestoffer. Panteretten ifølge
et høstpantebrev vil således ikke automatisk omfatte tilforpagtede
arealer.
Bestemmelsen i stk. 4 svarer til gældende lov.
Til § 2
I § 2, stk. 1, svarer nr. 1), 2), 4), 6) og 8) i princippet til den
nuværende lov, men »frø« i nr. 4) er præciseret som markfrø og
grønsagsfrø. Havefrø (dvs. frø af prydplanter) er således ikke
omfattet af loven.
De i nr. 3), 5), 7) og 9) nævnte rå- og hjælpestoffer har ikke
tidligere været omfattet af høstpantebrevsordningen, men foreslås
nu medtaget for at også gartnerierhvervet kan udnytte
høstpantebrevsordningen. De i nr. 7) nævnte »voksemedier« er i §
1, nr. 4), i lov nr. 41 af 26. januar 1977 om handel med gødning
og grundforbedringsmidler m.m. defineret som: teknisk behandlede
faste stoffer, som med eller uden tilsætning af
plantenæringsstoffer er bestemt til anvendelse som voksebund for
planter.
Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Der har i praksis bl.a. været tvivl om,
hvorvidt merværdiafgiften har kunnet indregnes i gælden ifølge et
høstpantebrev, ligesom der har foreligget spørgsmål om, hvorvidt
udgifterne ved nedfældning af flydende ammoniak i marken eller ved
udspredning af faste gødningsstoffer kunne anses omfattet af et
høstpantebrev. For ikke at låse udviklingen fast og for at skabe
ensartede retningslinier foreslås der i forbindelse med udvidelsen
af de grupper af rå- og hjælpestoffer, som omfattes af loven, en
generel regel, hvorefter alle afgifter samt sædvanlige leverings-
og udbringningsomkostninger kan indregnes i det pantsikrede beløb.
Til § 3
§ 3 og § 4 tilsigter at samle en række bestemmelser om dispositioner
over henholdsvis rå- og hjælpestofferne og de pantsatte afgrøder
under gældsforholdets løbetid. Reglen i § 3 fremgår af den
nuværende lovs § 3, stk. 1, 1. pkt.
Til § 4
§ 4, stk. 1, svarer til den nuværende lovs § 5.
Stk. 2, 1. pkt., og stk. 4 svarer i princippet til den nuværende
lovs § 3, stk. 2, sidste pkt. I forslagets stk. 2, 2. pkt., er
der optaget en ny regel, hvorefter en kreditor, såfremt debitor
leverer afgrøderne til ham, eller kreditor betinger sit samtykke
af en modydelse, skal afskrive afregningsbeløbet eller værdien af
modydelsen på gælden ifølge høstpantebrevet. Efter dansk rets
almindelige regler er dette i øjeblikket kun tilfældet, når
debitor over for kreditor udtrykkeligt har angivet dette, og
kreditor har således i almindelighed fri adgang til at afskrive på
ældre fordringer, som han måtte have på debitor. Bestemmelsens
formulering tilsigter at tydeliggøre, at også andre end
leverandører af rå- og hjælpestoffer kan være kreditor ifølge et
høstpantebrev, hvilket er i overensstemmelse med nyere
retspraksis.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den nugældende lovs § 3, stk. 4, dog
er »skal« ændret til »kan«. Det har herved fundet udtryk, at
reglen alene er en modifikation til stk. 2, 1. pkt., medens loven
ikke tager stilling til, om der er pligt til at levere til
sukkerfabrikken, idet dette er et kontraktmæssigt spørgsmål.
Det har i forbindelse med bestemmelsen i stk. 3 og de foreslåede
bestemmelser i § 7, stk. 4, været overvejet, om der fortsat var
tilstrækkelig begrundelse for at opretholde disse særbestemmelser
for sukkerroedyrkningen, eller om reglerne eventuelt burde udvides
til at omfatte andre former for kontraktavl.
Under Rigsdagens behandling af forslag til lov om fortrinsret i
høsten for året 1933 stilledes af landstingsudvalget
ændringsforslag, tiltrådt af landbrugsministeren, hvorefter
sukkeroer, hvorom der er kontraheret med en sukkerfabrik, uanset
fortrinsretten skal leveres til fabrikken, og fordringshaveren
ifølge høstpantebrevet først kan gøre sin fortrinsret gældende,
når sukkerfabrikken er dækket for sine udlæg. Det har ikke været
muligt at opklare den reelle begrundelse for dette forslag, idet
det alene er ledsaget af en bemærkning om, at man tilsigtede at
tydeliggøre forholdet, hvor pantsætter har kontrakt med en
sukkerfabrik. Denne regel har siden været gældende uændret.
Allerede i 1955 fremførtes der fra frøhandlerside ønske om en
ligestilling med sukkerfabrikkerne for så vidt angik kontraktavl
af frø, og også i forbindelse med de senere års overvejelser om
revision af høstpantebrevsordningen har landbrugsministeriet
modtaget flere henvendelser med ønske om ligestilling med
sukkerfabrikkerne med hensyn til kontraktavl af mark- og havefrø
samt raps.
Kontraktavl har i dag meget stor udbredelse inden for dansk landbrug
og omfatter ud over den egentlige frøavl f.eks. også i et vist
omfang dyrkning af kartofler og ærter, og det vil næppe være
muligt i lovteksten at afgrænse de former for kontraktavl, hvor
der skulle gælde en særregel. Hertil kommer, at der ville være
tale om et yderligere brud på lovens princip om, at
høstpanteretten går forud for alle tidligere stiftede rettigheder.
Når særordningen for sukkerfabrikkerne foreslås opretholdt, er det
begrundet i, at det i mere end 50 år har været praksis, at
sukkerfabrikkerne leverer sukkerroefrø, handelsgødning m.m. på
kredit til deres kontraktavlere, samt at der i juni måned
udbetales forskud til avlerne på i alt 155-165 mill. kr. På
grundlag af den lovfæstede sikkerhed for disse krav har
sukkerfabrikkerne ikke følt behov for at kræve anden sikkerhed.
Sukkerfabrikkerne har anført, at det næppe vil være muligt at
opretholde denne praksis, hvis den hidtidige særordning for
kontraktavl af sukkerroer bortfalder.
Til § 5
Bestemmelsen i § 5, stk. 1, er i overensstemmelse med
tinglysningsbekendtgørelsens § 6, hvorefter pantebreve, der
anmeldes til tinglysning, skal være oprettet på blanketter, der er
godkendt af justitsministeren.
Bestemmelserne i stk. 2 svarer til den nuværende ordning.
Stk. 3, nr. 1) til nr. 3) er en præcisering af den hidtil gældende
ordning. Nr. 4) skal ses i sammenhæng med de foreslåede
bestemmelser i § 7, stk. 1 og stk. 2, samt § 8. Nr. 5) er en
forudsætning for beregningen af tinglysningsfristen i § 6, stk. 1,
1. pkt.
Til § 6
Ved § 6, stk. 1, foreslås fastsat en frist for pantebrevets
anmeldelse til tinglysning. Som redegjort for under Almindelige
bemærkninger, d, må det anses for nødvendigt, at der under hensyn
til den fortrinsret, der er tillagt pantebrevet, fastsættes en
frist for tinglysning af dette. Ifølge tinglysningsloven medfører
en række nærmere angivne mangler ved et dokument, der anmeldes til
tinglysning, at dette skal afvises fra dagbogen, f.eks. hvis et
pantebrev mangler underskrift af vitterlighedsvidner, eller der
mangler genpart af pantebrevet. Medens en sådan afvisning i
almindelighed ikke vil have alvorligere konsekvenser, ville en
afvisning af et høstpantebrev medføre rettighedstab, idet
anmelderen på grund af den fastsatte frist for anmeldelse til
tinglysning typisk ville være afskåret fra påny at anmelde
høstpantebrevet til lysning efter afhjælpning af manglen. Der
foreslås derfor i stedet fastsat en 2-ugers frist til afhjælpning
af mangler.
Ved stk. 2 fastsættes en ændret tinglysningsmåde således, at alle
høstpantebreve skal tinglyses efter reglerne for tinglysning af
underpant i løsøre. Ændringen er en konsekvens af den foran under
bemærkningerne til § 1 omtalte udvidelse af pantsætningsretten,
således at høstpantebreve for fremtiden i et vist omfang vil kunne
omfatte høsten på arealer, som pantsætter ikke har ejendomsret
til. Samtidig indskrænkes kravet om notering på ejendommens blad i
tingbogen til de tilfælde, hvor pantsætter er ejer af ejendommen,
således at en forpagter ikke længere kan risikere, at ejendommens
ejer ikke vil give samtykke til pantebrevets tinglysning uanset,
at han har afstået brugsretten til det pågældende areal. Den
foreslåede ordning svarer i det store og hele til de før 1938
gældende regler. Den foreslåede ændring tilsigter desuden at
modvirke den udbredte opfattelse, at en høstpanthaver har
fortrinsret i den faste ejendom.
Til § 7
Som nævnt foran under Almindelige bemærkninger, 3.a., og i
bemærkningerne til § 1, vil høstpantebreve efter forslaget kunne
oprettes hele året. For fastsættelsen af, hvilken høst der gives
pant i, og for fastsættelsen af forfaldsdagen i § 8 er en
tidsmæssig skillelinie imidlertid fortsat nødvendig, og det
foreslås derfor ved § 7, stk. 1, at de af høstpantebrevet
omfattede leverancer skal finde sted i tiden 1. august til 31.
juli.
Efter den i 1984 gennemførte lovændring har panthaver, når
gældsforholdet er stiftet mellem 1. januar og 1. juni, pant i den
førstkommende høst efter gældsstiftelsen, og når gældsforholdet er
stiftet mellem 1. august og 31. december, omfatter høstpanteretten
det følgende års høst. I konsekvens af, at høstpantebreve for
fremtiden vil kunne oprettes hele året, foreslås i stk. 2, at et
høstpantebrev, der vedrører leverancer i perioden 1. januar til
31. juli giver pant i alle afgrøder, der høstes på ejendommen i
det pågældende år, medens pantebreve, der vedrører leverancer i
perioden 1. august til 31. december giver pant i de afgrøder, der
høstes det følgende år. Det er ved den foreslåede ændring
tydeliggjort, at et høstpantebrev giver panteret i hele høsten,
således at f.eks. leverandøren af læggekartofler også har pant i
kornhøsten.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den nuværende lovs § 3, stk. 2, 1.
pkt.
Vedrørende stk. 4 henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 3.
Bestemmelsen giver i realiteten sukkerfabrikkerne den samme
beskyttelse for deres krav som hidtil, idet bekæmpelsesmidler dog
nu også er medtaget blandt de udgifter, som kan kræves dækket
forlods. Bestemmelsens formulering er imidlertid ændret, således
at en høstpanthaver, kan gøre panteretten gældende, før
sukkerfabrikkens krav er opfyldt.
Bestemmelsen i stk. 5 svarer til den nuværende lovs § 3, stk. 5, 2.
pkt.
Til § 8
Efter den nuværende lovs § 4 forfalder et høstpantebrev den
påfølgende 1. oktober, undtagen ved gæld stiftet i august og
september måneder, hvor forfaldsdagen er 1. oktober i det følgende
år. I konsekvens af, at høstpantebreve nu efter forslaget vil
kunne oprettes hele året, foreslås det ved stk. 1, at
forfaldsdagen for et høstpantebrev, der vedrører leverancer i
perioden 1. januar til 31. juli fastsættes til den førstkommende
1. oktober, medens forfaldsdagen for et høstpantebrev, der
vedrører leverancer i perioden 1. august til 31. december,
fastsættes til 1. oktober det følgende år.
Stk. 2 svarer i princippet til reglerne i den nuværende lovs § 4, 3.
pkt. og § 6.
Efter den nuværende lovs § 3, stk. 5, 1. pkt., finder de i
retsplejeloven § 507, stk. 3, og § 509, stk. 3, hjemlede
undtagelser fra udlæg ikke anvendelse ved udlæg efter
høstpantebrevsloven. Disse henvisninger til retsplejeloven er nu
forældede. Medens der tidligere efter retsplejelovens § 507, stk.
3, ikke kunne foretages særskilt udlæg i bl.a. foder- og sædekorn,
foderroer og foderkartofler, der var fornødent til ejendommens
drift, kan der nu efter retsplejelovens § 510, stk. 2, af en
panthaver, som har særskilt pant i tilbehøret til en fast ejendom
foretages udlæg i dette, hvis ingen bedre stillede rettigheder er
til hinder herfor. En undtagelsesbestemmelse i forhold til
retsplejeloven er således på dette punkt ikke længere nødvendig.
Den tidligere i retsplejelovens § 509, stk. 3, indeholdte regel
findes nu i retsplejelovens § 509, stk. 2. Herefter kan udlæg ikke
foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er
nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller
uddannelse. Under hensyn til den lave beløbsgrænse set i forhold
til den typiske fordring ifølge et høstpantebrev synes der ikke at
være behov for at gøre undtagelse fra denne regel ved udlæg
foretaget i medfør af et høstpantebrev.
Til § 9
Bestemmelsen er ny. En straffehjemmel foreslås optaget, da det nævnte
forhold ikke er dækket af bestemmelser i borgerlig straffelov.
Bilag 1
LOV
Nr. 50 af 14. februar 1951
om
fortrinsret i høsten
(med de af § 90, stk. 3, i lov nr. 174 af 30. april 1969 om
stempelafgift, lov nr. 537 af 17. november 1976 om ændring af lov
om fortrinsret i høsten samt lov nr. 225 af 16. maj 1984 om
ændring af lov om fortrinsret i høsten og lov om belåning af
salgsafgrøder følgende ændringer)
§ 1. Til sikkerhed for betaling af gæld, der stiftes mellem 1. august
og 1. juni til anskaffelser i dette tidsrum af såsæd, frø,
kunstgødning og læggekartofler samt af bekæmpelsesmidler bestemt
til beskyttelse af høsten, kan ejere og brugere af
landbrugsejendomme give kreditor fortrinsret i den førstkommende
høst efter gældsstiftelsen. For gæld, der stiftes i perioden 1.
august-31. december, kan fortrinsret dog kun gives i det følgende
års høst.
Stk. 2. De nævnte ejere og brugere kan ikke gyldigt fraskrive sig
denne ret.
§ 2. (Ophævet).
§ 3. Fortrinsretten stiftes ved et pantebrev, hvori udstederen efter
en af landbrugsministeren foreskreven formular på tro og love
erklærer, at den bestilte mængde af såsæd, frø, kunstgødning og
læggekartofler vil blive tilført ejendommen og udelukkende anvendt
på dens jorder. Pantebrevet oprettes på den af justitsministeriet
foreskrevne formular for pantebreve i fast ejendom og lyses efter
de derom gældende regler. I de tilfælde, hvor udstederen er
forpagter eller lejer af ejendommen, udstedes pantebrevet efter
den af justitsministeriet foreskrevne formular for
løsørepantebreve og lyses efter reglerne derfor, idet det dog er
en betingelse for lysningen, at ejendommens ejer har givet
samtykke til denne. Notering foretages i dette tilfælde tillige på
vedkommende ejendoms blad i tingbogen. Tinglysning kan ske uden
den begrænsning, der iøvrigt gælder for skyldnere, der har
modtaget saneringslån.
Stk. 2. Den herved stiftede panteret nyder samme retsbeskyttelse som
underpant i fast ejendom, men går forud for alle tidligere
stiftede panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør og,
forsåvidt angår bortforpagtede eller bortlejede ejendomme,
endvidere forud for den ejeren i henhold til lov om konkurs m.m.
af 25. marts 1872 § 152 tilkommende panteret. Uden panthaverens
samtykke kan pantsætteren, sålænge fortrinsretten består, ikke
sælge høsten, hverken helt eller delvis, og heller ikke opfodre
mere af høsten end således, at panthaverens krav til enhver tid er
fuldt dækket.
Stk. 3. Kreditor skal føre særligt regnskab over tilgodehavender, der
er sikret ved pant med fortrinsret efter denne lov.
Stk. 4. Sukkerroer, hvorom der er kontraheret med en sukkerfabrik,
skal uanset fortrinsretten leveres til sukkerfabrikken, og
fortrinsretten kan først gøres gældende, efter at sukkerfabrikken
er dækket for sine udlæg til frø, gødning, forskud og fragt.
Stk. 5. Den i retsplejelovens § 507, stk. 3, og § 509, stk. 3,
hjemlede undtagelse fra udlæg kan ikke gøres gældende med hensyn
til høsten efter nærværende lov. Såfremt der tinglyses flere
pantebreve i henhold til nærværende lov, er disse at betragte som
ligestillede. Ethvert pantebrev, som tinglyses efter denne lov,
skal derfor ved tinglysningen forsynes med påtegning om, at det må
respektere andre pantebreve i henhold til samme lov som
sideordnede med sig.
Stk. 6. Genparterne af pantebrevene opbevares i et særligt omslag i
rækkefølge efter lysningen.
§ 4. Det ifølge pantebrevet skyldige beløb, der kan inddrives ved
udpantning, forfalder til betaling den efter gældsstiftelsen
nærmest påfølgende 1. oktober. For gæld stiftet i august og
september måneder er forfaldsdagen dog 1. oktober i det følgende
år. Fortrinsretten bortfalder, såfremt begæring om udpantning ikke
er indgivet til fogeden inden den efter forfaldstid førstkommende
1. januar. Udpantningen skal uanset fordringens størrelse på
landet foretages af sognefogeden, medmindre ganske særlige grunde,
navnlig sognefogedens inhabilitet, i enkelte tilfælde taler
herimod.
§ 5. Varer, leveret på de i denne lov angivne vilkår, kan ikke for
andre tilgodehavender gøres til genstand for arrest, udlæg eller
anden retsforfølgning.
§ 6. Efter forløbet af 1 måned fra fortrinsrettens bortfald, jfr. §
4, udsletter dommeren de tinglyste pantebreve, uden at
fremsættelse af begæring i så henseende er fornøden.
§ 7. (Ophævet).
§ 8. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder straks i kraft.
Bilag 2
LOV
Nr. 242 af 8. juni 1966
om
belåning af salgsafgrøder
(som ændret ved § 2 i lov nr. 225 af 16. maj 1984 om ændring af lov
om fortrinsret i høsten og lov om belåning af salgsafgrøder)
§ 1. Ejere og brugere af landbrugsejendomme, på hvilke der ikke er
tinglyst høstpantebreve med fortrinsret i årets høst, kan i tiden
mellem 1. august og 15. oktober pantsætte ejendommens afgrøder til
sikkerhed for lån, som bevilges i samme tidsrum.
§ 2. Panteretten stiftes ved et pantebrev, hvori udstederen efter en
af landbrugsministeren foreskrevet formular på tro og love
erklærer, at lånet udelukkende vil blive anvendt til dækning af
udgifter til opretholdelse og forbedring af ejendommens drift.
Erklæringen skal tillige indeholde en specifikation af ejendommens
besætning.
Stk. 2. Panteretten går forud for alle tidligere stiftede
panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør og for
panterettigheder i henhold til konkurslovens § 152, stk. 2. Uden
panthaverens samtykke må pantsætteren ikke afhænde de pantsatte
afgrøder eller forbruge en større del heraf, end hvad der - under
hensyn til tilstedeværende rimelige beholdninger af andre
fodermidler - er nødvendigt til fodring af en besætning af samme
størrelse som den, der fandtes på ejendommen ved panterettens
stiftelse.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan sukkerroer, hvorom der er
kontraheret med en sukkerfabrik, leveres til sukkerfabrikken, hvis
krav for udlæg til frø, gødning, forskud og fragt går forud for
panthaverens krav.
Stk. 4. Pantebreve, der udstedes af ejendommens ejer, affattes på
pantebrevsformular I og tinglyses som underpant i fast ejendom.
Pantebreve, der udstedes af en forpagter eller lejer, affattes på
pantebrevsformular II og tinglyses som underpant i løsøre, ligesom
der foretages notering på vedkommende ejendoms blad i tingbogen.
Stk. 5. Ved pantebrevets anmeldelse til tinglysning skal medfølge
dokumentation for, at meddelelse om pantebrevets udstedelse er
tilsendt samtlige panthavere i ejendommen mindst 8 dage før
anmeldelsen. Er pantebrevet udstedt af en forpagter eller lejer,
skal det tillige dokumenteres, at tilsvarende meddelelse inden
samme frist er tilsendt ejendommens ejer. Landbrugsministeren
fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler
om meddelelsens form og indhold samt om beviset for dens
afgivelse.
§ 3. Det efter pantebrevet skyldige beløb forfalder til betaling
senest den efter udstedelsesdagen nærmest følgende 15. januar og
kan inddrives ved udpantning. Panteretten bortfalder, såfremt
begæring om udpantning ikke er indgivet til fogeden inden den
efter nævnte dato førstkommende 1. marts.
Stk. 2. Udpantningen, der ikke kan udstrækkes til andet end den
pantsatte afgrøde, kan ikke foretages i den del heraf, der skal
anvendes til såsæd, eller som under hensyn til en forsvarlig drift
af den pågældende ejendom ud over tilstedeværende rimelige
beholdninger af andre fodermidler er nødvendig til fodring af en
besætning på samme størrelse som den, der fandtes på ejendommen
ved panterettens stiftelse. Det skal af fogeden afgøres, hvilke
beholdninger der skal reserveres til disse formål.
Stk. 3. På landet kan udpantningen uden hensyn til fordringens
størrelse foretages af sognefogeden.
§ 4. Efter forløbet af 1 måned fra panterettens bortfald udsletter
dommeren de tinglyste pantebreve, uden at fremsættelse af begæring
i så henseende er fornøden.
§ 5. Loven træder i kraft den 1. august 1966.
§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.