1985 LSF 124 FORSLAG TIL LOV OM VISSE HOVEDLANDEVEJSSTRÆKNINGER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00124@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at lade følgende
hovedlandevejsstrækninger udbygge eller anlægge som motorveje med
de fornødne tilslutninger til det eksisterende vejnet:
1. Hovedlandevej 411, Viborg-Støvring, på strækningen fra Årestrup
til Støvring, og i forlængelse heraf en hovedlandevej med et
forløb vest om Ellidshøj til forbindelse med hovedlandevej 70, den
nordjyske motorvej, ved Bonderup.
2. En hovedlandevej fra hovedlandevej 40, motorvejen
Knudshoved-Kolding, øst for Børup til hovedlandevej 60, den
midtjyske motorvej Kolding-Århus, nord for Herslev. Motorvejen
føres over Mølleådalen på en bro.
§ 2
Ministeren bemyndiges til at nedlægge følgende vejstrækninger som
hovedlandeveje:
1. Hovedlandevej 433, Hobro-Ålborg, for så vidt angår strækningen fra
nord for Støvring til Bonderup, syd for Ålborg.
2. Hovedlandevej 411, Viborg-Støvring, for så vidt angår strækningen
fra den i § 1, nr. 1, nævnte motorvej til hovedlandevej 433,
Hobro-Ålborg.
3. Hovedlandevej 341, Vejle-Brovad, for så vidt angår strækningen fra
tilslutningsanlægget til hovedlandevej 60, den midtjyske motorvej
Kolding-Århus, sydøst for Vejle til tilslutningsanlægget til
hovedlandevej 40, motorvejen Knudshoved-Kolding, ved Brovad.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 402
§ 1.
Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at lade følgende
hovedlandevejsstrækninger udbygge eller anlægge som motorveje med
de fornødne tilslutninger til det eksisterende vejnet:
1. Hovedlandevej 411, Viborg-Støvring, på strækningen fra Årestrup
til Støvring, og i forlængelse heraf en hovedlandevej med et
forløb vest om Ellidshøj til forbindelse med hovedlandevej 70, den
nordjyske motorvej, ved Bonderup.
2. En hovedlandevej fra hovedlandevej 40, motorvejen
Knudshoved-Kolding, øst for Børup til hovedlandevej 60, den
midtjyske motorvej Kolding-Århus, nord for Herslev.
§ 2.
Ministeren bemyndiges til at nedlægge følgende vejstrækninger som
hovedlandeveje:
1. Hovedlandevej 433, Hobro-Aalborg, for så vidt angår strækningen
fra nord for Støvring til Bonderup, syd for Aalborg.
2. Hovedlandevej 411, Viborg-Støvring, for så vidt angår strækningen
fra den i § 1 stk. 1 nævnte motorvej til hovedlandevej 433,
Hobro-Aalborg.
3. Hovedlandevej 341, Vejle-Brovad, for så vidt angår strækningen fra
tilslutningsanlægget til hovedlandevej 60, den midtjyske motorvej
Kolding-Århus, sydøst for Vejle til tilslutningsanlægget til
hovedlandevej 40, motorvejen Knudshoved-Kolding, ved Brovad.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Bemærkninger til lovforslaget
I henhold til § 14, stk. 1, i lov om offentlige veje, jfr.
lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985, bestemmes det ved
særlig lov, hvilke offentlige veje der skal være hovedlandeveje,
og hvilke nye hovedlandeveje der skal anlægges. Nedlæggelse af
offentlige veje som hovedlandeveje sker ligeledes ved lov.
I.
Videreførelse af den nordjyske motorvej
fra Årestrup til Bonderup,
jfr. forslagets § 1, nr. 1, og § 2, nr. 1 og 2
(bilag 1).
I henhold til lov nr. 237 af 14. juni 1965 om projektering m.v. af
den nord-sydgående motorvej i Jylland indgår strækningen
Årestrup-Bonderup som en del af den nordjyske motorvej, der
omfatter strækningen fra syd for Århus til nord for Ålborg, med en
samlet længde på 136 km.
Af den nordjyske motorvej er i dag som 4-sporet motorvej anlagt
strækningerne Bonderup-Vodskov og Randers syd- Randers nord, i alt
ca. 32 km. Herudover er en 10 km lang strækning fra Årestrup til
Støvring anlagt som 2-sporet motortrafikvej. Sidstnævnte strækning
fungerer i dag som en del af hovedlandevej 411, Viborg-Støvring,
men er forberedt til udbygning til 4-sporet motorvej med henblik
på at kunne indgå i den nordjyske motorvej.
Ved lov nr. 259 af 6. juni 1985 vedtog folketinget anlæg af
hovedlandevejsstrækningen Handest-Årestrup som 2-sporet
motortrafikvej, forberedt til udbygning til 4-sporet motorvej.
Anlægget skal ligeledes indgå i den nordjyske motorvej.
Som følge af, at der i forbindelse med færdiggørelsen af denne
strækning i 1991 forventes en stigning i årsdøgntrafikken på
strækningen Årestrup-Støvring fra 6.000 til 10.000 køretøjer
(trafikniveau 1984), er en udbygning af strækningen
Årestrup-Støvring fra 2-sporet motortrafikvej til 4-sporet
motorvej indeholdt i lovforslaget.
Forslaget omfatter endvidere anlæg af ca. 6 km motorvej fra Støvring
til Bonderup. Herved opnås en nødvendig aflastning af den
nuværende hovedlandevejsstrækning (E3), der har en årsdøgntrafik
på 17.000 køretøjer (trafikniveau 1984).
Årsdøgntrafikken på motorvejen Støvring-Bonderup og den
nedklassificerede del af hovedlandevej 433, Hobro-Aalborg,
forventes at blive henholdsvis ca. 11.000 og 6.000 køretøjer
(trafikniveau 1984).
Anlæg af motorvejsforbindelsen Årestrup-Bonderup forventes at betyde
en årlig reduktion i antal uheld med personskade på ca. 7.
Den forholdsvis korte strækning Støvring-Bonderup forløber vest for
den nuværende hovedlandevej i en afstand af 500-900 m og passerer
vest om det mindre bysamfund Ellidshøj i en afstand af ca. 900 m.
Motortrafikvejen Årestrup-Støvring er som nævnt forberedt til
udbygning til 4-sporet motorvej. Forberedelsen består i, at der er
foretaget arealerhvervelse, fuld udbygning af broer for overførte
veje samt visse jordarbejder.
Mod syd videreføres motorvejen i motortrafikvejen mellem Handest og
Årestrup, og ved etapegrænsen tilsluttes hovedlandevej 411 mod
Viborg i et forbindelsesanlæg som forudsat i lov nr. 259 af 6.
juni 1985.
Mod nord videreføres motorvejen i den eksisterende motorvej,
Bonderup-Vodskov.
Med anlæg af motorvejen Årestrup-Bonderup samt den senere udbygning
af motortrafikvejen Handest-Årestrup til motorvej etableres der
sammenhæng i den nordjyske motorvej på strækningen mellem Handest
syd for Hobro frem til Vodskov nord for Aalborg, i alt ca. 70 km.
Vejen forudsættes anlagt som en 4-sporet motorvej. Der vil i
forbindelse med den videre projektering blive taget stilling til
vejens kronebredde. Spørgsmålet har sammenhæng med, at
motorvejsstrækningen Bonderup-Aalborg har en kronebredde på 32 m
med 6 m midterrabat, og med, at der på strækningen
Årestrup-Støvring er udført afvandingskonstruktioner på den
eksisterende hovedlandevej, der vil forudsætte en større
kronebredde på motorvejen her end de sædvanlige 26 m. Afgørelsen
af spørgsmålet vil under alle omstændigheder ikke kunne komme til
at betyde en væsentlig ændring af den nedenfor angivne
anlægsudgift.
Projektet indebærer omlægning, forlægning eller regulering af et
antal skærende veje samt etablering af følgende tilslutningsanlæg:
Sydvest for Støvring ved skæring med landevej 508, Nibe-Buderup. Det
eksisterende tilslutningsanlæg udbygges med nordvendte ramper.
Vest for Bonderup ved den nordlige etapegrænse nedlægges det
nuværende T-kryds. I stedet forlægges kommunevej 3254 (Hobrovej)
til fortsættelse i den nuværende hovedlandevej 433 mod Støvring.
Ved skæringen med motorvejen etableres et tilslutningsanlæg. Det
bemærkes, at det ved den videre projektering kan vise sig
hensigtsmæssigt at ændre tilslutningsanlæggenes antal og
placering, herunder at etablere et tilslutningsanlæg nord for
Støvring.
Forslaget har været forelagt Nordjyllands amtsråd, Støvring
kommunalbestyrelse og Aalborg byråd samt miljøministeriet og
landbrugsministeriet til udtalelse.
Nordjyllands amtsråd har ingen bemærkninger til selve lovforslaget.
Amtsrådet peger på problemerne vedrørende tværprofilet, jfr.
ovenfor. Øvrige bemærkninger fra amtsrådet er indarbejdet i
bemærkningerne til lovforslaget.
Støvring kommunalbestyrelse har ingen bemærkninger til linieføringen,
men ønsker etablering af et fuldt tilslutningsanlæg nord for
Støvring. Begrundelsen er den store byudvikling,der sker i
Støvring med heraf følgende stor samfærdsel mellem Aalborg og
Støvring byer. Endvidere ønskes overvejet mulighederne for en
udvidelse af tilslutningsanlægget mellem hovedlandevej 411 og
motortrafikvejen Handest-Årestrup, således at der bliver adgang
til fra- og tilkørsel til motorvejen på dette sted.
Aalborg byråd tiltræder lovforslaget, men ønsker, at det af
bemærkningerne til lovforslaget må fremgå, at beslutning om
etablering af et tilslutningsanlæg nord for Støvring må bero på en
undersøgelse af behovet herfor. Som anført ovenfor vil spørgsmålet
blive taget op under detailprojekteringen.
Med hensyn til den af Støvring kommunalbestyrelse ønskede udvidelse
af tilslutningsanlægget ved Årestrup, mellem hovedlandevej 411 og
motortrafikvejen Handest-Årestrup, er det ved liniebesigtigelsen
vedrørende anlægget af motortrafikvejen Handest-Årestrup af
ekspropriationskommissionen bestemt, at en sådan udvidelse ikke
skal udføres. Baggrunden er dels, at det anlægsteknisk vil være
meget vanskeligt at udføre den ønskede udvidelse, dels at der ikke
skønnes at være tilstrækkeligt trafikalt behov herfor.
Miljøministeriet har udtalt, at forslaget er i overensstemmelse med
regionplanen for Nordjyllands amtskommune, og at
fredningsstyrelsen i princippet har godkendt
hovedlandevejsstrækningen. Endvidere oplyser miljøministeriet, at
miljøstyrelsen går ud fra, at de støjbelastninger, der som følge
af anlæggets etablering vil blive påført eventuelt nærliggende
boliger, vil blive søgt afhjulpet i forbindelse med
detailplanlægningen.
Landbrugsministeriet har ikke haft bemærkninger til forslaget.
Overslagssummen for det samlede anlæg andrager, inklusive udgifter
til arealerhvervelse, projektering, tilsyn og administration, men
eksklusive moms, 113,2 mill. kr. (prisniveau januar 1985).
Udgifterne, eksklusive projekterings-, tilsyns- og
administrationsudfgifter, andrager 104 mill. kr., der påregnes at
fordele sig således:
Finansår Mill. kr. 1988........... 5 1989........... 34 1990........... 36 1991........... 29
Vejanlægget forventes åbnet i 1991.
Som konsekvens af bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 1, er i
forslagets § 2, nr. 1 og 2, medtaget bestemmelser om
nedklassificering af en strækning af hovedlandevej 433 og en
strækning af hovedlandevej 411.
II.
Anlæg af motorvejsforbindelsen Børup-Herslev,
jfr. forslagets § 1, nr. 2, og § 2, nr. 3
(bilag 2).
I henhold til lov nr. 237 af 14 juni 1965 om projektering m.v. af en
nord-sydgående motorvej i Jylland med forskellige tilsluttende
vejforbindelser indgår strækningen Børup-Herslev som en del af
denne motorvej.
Motorvejsprojektet har flere gange været genstand for drøftelser i
folketingets udvalg om offentlige arbejder.
I 1971-1972 udførtes på foranledning af Fredericia byråd, der af
hensyn til sin byudvikling ønskede en vestligere placering af
motorvejsbenet, en undersøgelse af motorvejssystemet i
trekantområdet Kolding, Vejle, Fredericia. Som alternativ til
projekteringslovens motorvejssystem undersøgtes således forslag om
en vestligere placering af strækningen, der indebar en vestligere
placering i området ved Smidstrup af den nu anlagte
motorvejsstrækning Kolding-Vejle. Denne strækning ville dermed få
en mere direkte liniføring.
På baggrund af undersøgelsen måtte udvalget om offentlige arbejder
konstatere, at den oprindeligt planlagte motorvejstrekant fortsat
var den optimale løsning, fordi den indebar kortere kørsel, og
udvalget fastholdt da også i 1973 denne løsning i et brev til den
daværende trafikminister.
I 1977 blev spørgsmålet om linieføringen atter forelagt udvalget af
en lokal beboergruppe, der af hensyn til miljøinteresser bl.a. i
forbindelse med motorvejens passage af Elbodalen, foreslog en
lille »motorvejstrekant« i umiddelbar nærhed af
udfletningsanlægget mellem motorvejen Knudshoved-Kolding og
motorvejen Vejle-Kolding. Ligeledes fremkom medlemmer af
Fredericia byråd påny med tilsvarende indsigelser mod
linieføringen som fremført i 1971-1972. Udvalget fastholdt
imidlertid igen den oprindelige linieføring, idet beboergruppens
forslag ville betyde, at hovedparten af trafikken mellem Vejle og
Lillebæltsbroen fortsat ville anvende den eksisterende
hovedlandevej 341 mellem Vejle og Lillebæltsbroen. Dette ville
igen have konsekvenser for denne hovedlandevejsstrækning både af
udbygnings- og trafiksikkerhedsmæssig karakter.
Det foreliggende projekt omfatter anlæg af en 9 km lang motorvej
udgående fra motorvejen Knudshoved-Kolding (hovedlandevej 40) ved
Børup til forbindelse med motorvejen Kolding-Vejle (hovedlandevej
60) nord for Herslev.
Anlæggets gennemførelse er forberedt såvel ved Børup som ved Herslev.
Udfletningsanlægget ved Børup fra motorvejen Kolding-Lille Bælt blev
anlagt sammen med denne og indeholder rampetilslutninger samt
broanlæg. Udfletningsanlægget ved Herslev fra motorvejen Nr.
Stenderup-Vejle er forberedt, idet motorvejen her er udført med
delt trace, men bro og ramper er ikke anlagt.
Vejanlægget indebærer, at der skabes en ubrudt motorvejsforbindelse
fra Århus til Store Bælt også for den fra nord kommende trafik,
idet det eksisterende udfletningsanlæg mellem motorvejen
Kolding-Vejle og motorvejen Kolding-Knudshoved kun giver den syd
fra kommende trafik direkte tilslutning. Dernæst vil anlægget
betyde en aflastning af den nuværende hovedlandevej 341 mellem
Vejle og Lille Bælt.
Årsdøgntrafikken på den eksisterende hovedlandevej 341 var i 1984 på
10.000-11.000 køretøjer. Ca. 70 pct. af denne trafik, svarende til
ca. 7.000 køretøjer (trafikniveau 1984), forventes overflyttet til
den nye vej. Anlæg af motorvejen forventes herved at indebære en
årlig reduktion i antallet af uheld med personskade på ca. 5.
Det må dog forventes, at trafikken på motorvejsforbindelsen vil stige
med mere end den almindelige vækst i trafikken ved etablering af
en fast forbindelse over Store Bælt.
Vejen forudsættes anlagt som en 4-sporet motorvej med en kronebredde
på 26 m.
Motorvejen forudsættes ført over Elbodalen på en ca. 240 m lang
dalbro, hvorved ådalens særlige naturmæssige værdi bevares mest
muligt.
I overensstemmelse med den af udvalget om offentlige arbejder i 1973
opstillede forudsætning har i projekteringsarbejdet deltaget
landskabs- og naturfredningsmæssig ekspertise, ligesom der er lagt
vægt på, at der sikres vejanlægget et narturligt forløb i
landskabet.
Projektet indebærer omlægning eller regulering og forlægning af et
antal skærende veje samt udførelse af et halvt nordvendt
tilslutningsanlæg ved landevej 503, Hejse-Børup. Desuden
forudsættes det eksisterende tilslutningsanlæg mellem
hovedlandevej 341 og motorvejen Kolding-Lillebæltsbroen ombygget
til et halvt østvendt tilslutningsanlæg og forbindelsen mellem
hovedlandevej 341 og landevej 506 genetableret.
Forslaget har været forelagt Vejle amtsråd, Børkop kommunalbestyrelse
og Fredericia byråd samt miljøministeriet og landbrugsministeriet
til udtalelse.
Vejle amtsråd og Børkop kommunalbestyrelse anbefaler projektet, der
efter amtsrådets opfattelse må anses at beskrive den optimale
liniføring for den stærkt påkrævede motorvejsstrækning.
Fredericia byråd har nødtvunget accepteret forslaget, idet byrådet
fortsat går ind for den »lille trekantsløsning«. Byrådet anfører,
at dets accept ubetinget forudsætter, at der etableres et fuldt
tilslutningsanlæg ved Taulov ved krydsningen mellem motorvejen
Kolding-Lille Bælt og landevej 503, Hejse-Børup, samt at der
etableres et fuldt tilslutningsanlæg mellem hovedlandevej 341 og
motorvejen Kolding-Lille Bælt. En sådan udbygning af det halve
vestvendte tilslutningsanlæg ved Taulov til fuldt
tilslutningsanlæg vil blive søgt gennemført til ibrugtagning
samtidig med åbningen af motorvejsstrækningen Børup-Herslev.
Derimod skønnes der ikke på nærværende tidspunkt at være baggrund
for at imødekomme ønsket om etableringen af fuldt
tilslutningsanlæg mellem hovedlandevej 341 og motorvejen
Kolding-Lille Bælt. Først, såfremt der efter etableringen af et
planlagt regionalt service- og arbejdspladsareal ved hovedlandevej
341 skulle vise sig et trafikalt behov for den ønskede udbygning,
bør sagen tages op til fornyet vurdering.
Miljøministeriet har udtalt, at forslaget er i overensstemmelse med
regionplanen for Vejle amtskommune, og at fredningsstyrelsen i
princippet har godkendt hovedlandevejsstrækningen. Endvidere
oplyser miljøministeriet, at miljøstyrelsen går ud fra, at de
støjbelastninger, der som følge af anlæggets etablering vil blive
påført eventuelt nærliggende boliger, vil blive søgt afhjulpet i
forbindelse med detailplanlægningen.
Landbrugsministeriet har ikke haft bemærkninger til forslaget.
Overslagssummen for det samlede anlæg andrager, inklusive udgifter
til arealerhvervelse, projektering, tilsyn og administration, men
eksklusive moms, 159,5 mill. kr. (prisniveau januar 1985).
Udgifterne, eksklusive projekterings-, tilsyns- og
administrationsudgifter, andrager 143 mill. kr., der påregnes at
fordele sig således:
Finansår Mill. kr. 1988........ 28 1989........ 54 1990........ 37 1991........ 24
Vejanlægget forventes åbnet i 1991.
Som konsekvens af bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, er i
forslagets § 2, nr. 3, medtaget bestemmelse om nedklassificering
af en strækning af hovedlandevej 341.