1985 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM UDDANNELSE AF ERHVERVSPILOTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00136@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Med det formål at uddanne piloter til danske koncessionerede
luftfartsselskaber oprettes der ved Skolen for
luftfartsuddannelserne en særlig uddannelse af erhvervspiloter.
§ 2. Den elementære del af den praktiske erhvervspilotuddannelse
foregår ved forsvarets flyveskole efter samme vejledende
retningslinier, som gælder for den tilsvarende del af forsvarets
pilotuddannelse.
Stk. 2. Skolen for luftfartsuddannelserne kan med godkendelse fra det
nævn, som er nedsat efter § 3, indgå aftale med en eller flere
flyveskoler om den øvrige del af den praktiske uddannelse.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om
uddannelsen.
§ 3. Undervisningsministeren nedsætter et nævn for
erhvervspilotuddannelsen.
Stk. 2. Nævnet består af 8 medlemmer, der udpeges således: 5 af de
koncessionerede luftfartsselskaber, 1 af forsvarsministeren, 1 af
ministeren for offentlige arbejder og 1 af
undervisningsministeren.
Stk. 3. Det medlem, som undervisningsministeren udpeger, er tillige
formand for nævnet.
Stk. 4. Medlemmerne beskikkes for 4 år ad gangen.
§ 4. Nævnet fører tilsyn med, at uddannelsen opfylder de
koncessionerede luftfartsselskabers særlige behov, og rådgiver
undervisningsministeren om væsentlige ændringer i uddannelsens
struktur eller indhold.
Stk. 2. Nævnet indstiller hvert år til undervisningsministeren, hvor
mange elever der bør optages ved den særlige
erhvervspilotuddannelse det samme år. Undervisningsministeren
fastsætter det endelige optagelsestal. Optagelse kan finde sted en
eller flere gange om året.
§ 5. Nævnet nedsætter et optagelsesudvalg på indtil 5 medlemmer efter
indhentet udtalelse fra de koncessionerede luftfartsselskaber,
forsvarsministeren og Skolen for luftfartsuddannelserne.
Stk. 2. Udvalget forestår udvælgelsen af eleverne. Udvalget skal i
forbindelse hermed tage hensyn til, at der sikres de
koncessionerede luftfartsselskaber den fornødne tilgang af
velkvalificerede erhvervspiloter.
§ 6. Nævnet nedsætter endvidere en bedømmelseskommission på 3
medlemmer efter indhentet udtalelse fra de koncessionerede
luftfartsselskaber, forsvarsministeren og statens luftfartsvæsen.
Stk. 2. Efter indstilling fra uddannelsesstedet afgør kommissionen,
om en elev skal ophøre med uddannelsen, fordi eleven ikke anses
for egnet til senere ansættelse som erhvervspilot i et
koncessioneret luftfartsselskab. Kommissionen træffer den endelige
administrative afgørelse.
§ 7. Undervisningsministeren fastsætter bestemmelser for nævnets,
optagelsesudvalgets og bedømmelseskommissionens virksomhed.
§ 8. Udgifterne ved den særlige erhvervspilotuddannelse dækkes ved
årlige bidrag fra de koncessionerede luftfartsselskaber.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med de
koncessionerede luftfartsselskaber, hvordan bidragene skal
pålignes selskaberne, herunder bestemmelser om indbetaling af
forskud og endelig afregning af bidragene.
§ 9. Undervisningsministeren kan bemyndige ministeriets direktorater
til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte bestemmelser om
adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold
til bemyndigelse efter stk. 1, herunder om, at afgørelser ikke
skal kunne indbringes for ministeren.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1986.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 415
§ 1. Med det formål at uddanne piloter til danske koncessionerede
luftfartsselskaber oprettes der ved Skolen for
luftfartsuddannelserne en særlig uddannelse af erhvervspiloter.
§ 2. Den elementære del af den praktiske erhvervspilotuddannelse
foregår ved forsvarets flyveskole efter samme vejledende
retningslinier, som gælder for den tilsvarende del af forsvarets
pilotuddannelse.
Stk. 2. Skolen for luftfartsuddannelserne kan med godkendelse fra det
nævn, som er nedsat efter § 3, indgå aftale med en eller flere
flyveskoler om den øvrige del af den praktiske uddannelse.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om
uddannelsen.
§ 3. Undervisningsministeren nedsætter et nævn for
erhvervspilotuddannelsen.
Stk. 2. Nævnet består af 8 medlemmer, der udpeges således: 5 af de
koncessionerede luftfartsselskaber, 1 af forsvarsministeren, 1 af
ministeren for offentlige arbejder og 1 af
undervisningsministeren.
Stk. 3. Det medlem, som undervisningsministeren udpeger, er tillige
formand for nævnet.
Stk. 4. Medlemmerne beskikkes for 4 år ad gangen.
§ 4. Nævnet fører tilsyn med, at uddannelsen opfylder de
koncessionerede luftfartsselskabers særlige behov, og rådgiver
undervisningsministeren om væsentlige ændringer i uddannelsens
struktur eller indhold.
Stk. 2. Nævnet indstiller hvert år til undervisningsministeren, hvor
mange elever der bør optages ved den særlige
erhvervspilotuddannelse det samme år. Undervisningsministeren
fastsætter det endelige optagelsestal. Optagelse kan finde sted en
eller flere gange om året.
§ 5. Nævnet nedsætter et optagelsesudvalg på indtil 5 medlemmer efter
indhentet udtalelse fra de koncessionerede luftfartsselskaber,
forsvarsministeren og Skolen for luftfartsuddannelserne.
Stk. 2. Udvalget forestår udvælgelsen af eleverne. Udvalget skal i
forbindelse hermed tage hensyn til, at der sikres de
koncessionerede luftfartsselskaber den fornødne tilgang af
velkvalificerede erhvervspiloter.
§ 6. Nævnet nedsætter endvidere en bedømmelseskommission på 3
medlemmer efter indhentet udtalelse fra de koncessionerede
luftfartsselskaber, forsvarsministeren og Statens luftfartsvæsen.
Stk. 2. Efter indstilling fra uddannelsesstedet afgør kommissionen,
om en elev skal ophøre med uddannelsen, fordi eleven ikke anses
for egnet til senere ansættelse som erhvervspilot i et
koncessioneret luftfartsselskab. Kommissionen træffer den endelige
administrative afgørelse.
§ 7. Undervisningsministeren fastsætter bestemmelser for nævnets,
optagelsesudvalgets og bedømmelseskommissionens virksomhed.
§ 8. Udgifterne ved den særlige erhvervspilotuddannelse dækkes ved
årlige bidrag fra de koncessionerede luftfartsselskaber.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med de
koncessionerede luftfartsselskaber, hvordan bidragene skal
pålignes selskaberne, herunder bestemmelser om indbetaling af
forskud og endelig afregning af bidragene.
§ 9. Undervisningsministeren kan bemyndige ministeriets direktorater
til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte bestemmelser om
adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold
til bemyndigelse efter stk. 1, herunder om at afgørelser ikke skal
kunne indbringes for ministeren.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. april 1986.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Efter en række forhandlinger i 1978 mellem SAS på den ene side og
forsvarsministeriet, ministeriet for offentlige arbejder og
undervisningsministeriet på den anden side nedsatte
undervisningsministeriet den 1. december 1978 et udvalg om
etablering af en civil pilotuddannelse. Udvalget skulle undersøge
og vurdere behovet for piloter til dansk luftfart, herunder SAS,
redegøre for forsvarets eget pilotbehov og muligheder for at dække
det civile behov samt stille forslag om en civil pilotuddannelse.
Tilsvarende udvalg blev omtrent samtidig nedsat i Norge og Sverige,
og de tre udvalg holdt sig løbende i kontakt med hinanden.
Baggrunden for de tre udvalgs nedsættelse var, at SAS og andre store
luftfartsselskaber i løbet af 1980erne ventede en voksende afgang
af piloter, der nåede pensionsalderen, samtidig med at de ventede
en stigning i flytrafikken. Denne øgede efterspørgsel efter
piloter kunne ikke forventes dækket ved afgang af piloter fra de
tre landes forsvar. Dette skyldtes bl.a., at alle tre landes
flyvevåbner efterhånden rådede over færre, men mere avancerede fly
med en tilsvarende mindre stab af piloter, og at den avancerede
flyteknik gjorde det muligt at holde militærpiloter i aktiv
tjeneste længere end tidligere.
Hertil kom, at en militærpilot ved overgang til civil flyvning
normalt havde kostet 10 gange så meget i uddannelse, som det
ville koste at uddanne en civil pilot, der kunne leve op til
luftfartsselskabernes kvalifikationskrav.
Den 30. juni 1981 afgav udvalget betænkning nr. 939 om etablering af
en civil pilotuddannelse. Udvalget var nået til det resultat, at
der skulle uddannes 20-40 civilpiloter årligt, hvis de behov, som
lå til grund ved udvalgets nedsættelse, skulle dækkes. Udvalget
foreslog derfor, at der under Skolen for luftfartsuddannelserne
skulle etableres en civil pilotuddannelse. Medens Skolen for
luftfartsuddannelserne skulle varetage den teoretiske uddannelse,
skulle den elementære flyveundervisning foregå på forsvarets
flyveskole efter samme retningslinier, som gælder for den
elementære undervisning af militærpiloter. Den resterende
praktiske uddannelse blev foreslået henlagt til en eller flere
civile flyveskoler.
Da betænkningen blev afgivet, havde luftfartskonjunkturerne
imidlertid ændret sig, og det pilotbehov, som man forudså i 1978,
var ikke længere aktuelt. Betænkningens forslag blev derfor ikke
gennemført, idet man dog i de følgende år fulgte udviklingen i
pilotbehovet. Så sent som i midten af 1984 viste SAS' prognoser,
at behovet for nye danske piloter ikke før omkring 1990 ville
overstige den naturlige afgang fra flyvevåbnet.
I begyndelsen af 1985 viste oplysninger fra luftfartsselskaberne -
herunder SAS -, at man nu regnede med en stigning i det samlede
behov for piloter på 4 pct. årligt, samtidig med at der frem til
begyndelsen af 1990erne vil være en voksende afgang af piloter på
grund af pensionering.
Skulle dette udvidelses- og erstatningsbehov dækkes ved rekruttering
fra det danske, norske og svenske flyvevåben, ville de fastsatte
styrkemål meget hurtigt blive illusoriske, og i løbet af ganske få
år ville de tre landes flyvevåbner være udtørrede som
rekrutteringskilde.
Det danske flyvevåben har siden 1980 alene rekrutteret et antal
piloter svarende til forsvarets eget behov, og det er også
forudsat i forsvarsaftalen af 1984, at flyvevåbnets
pilotuddannelse skal begrænses hertil. Skal SAS' senest oplyste
behov for danske piloter dækkes alene gennem afgang fra
flyvevåbnet, vil det betyde en alvorlig svækkelse af flyvevåbnets
muligheder for at løse sine militære og civile opgaver.
På grund af dette perspektiv rettede SAS, Conair, Maersk Air og
Sterling Airways derfor den 30. april 1985 en henvendelse til
undervisningsministeriet med anmodning om, at der hurtigst muligt
blev oprettet en statslig uddannelse af erhvervspiloter.
Selskaberne henviste bl.a. til, at de på længere sigt ikke ville
kunne få dækket deres pilotbehov ved at rekruttere fra
flyvevåbnet.
Forinden havde de tre nordiske landes forsvarsministre taget
initiativ til nedsættelse af en dansk-norsk-svensk arbejdsgruppe,
som skulle undersøge mulighederne for at etablere en fælles
skandinavisk erhvervspilotuddannelse.
Til støtte for de danske medlemmer af den skandinaviske arbejdsgruppe
blev der tillige nedsat en dansk arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter for forsvarsministeriet, ministeriet for offentlige
arbejder, Statens luftfartsvæsen og undervisningsministeriet.
Da det blev klart, at en fælles skandinavisk uddannelse ikke kunne
kom i gang før i 1987, og da den forudsatte, at de første 2/3 af
uddannelsen blev gennemført nationalt, besluttede den danske
arbejdsgruppe at udarbejde forslag til en rent dansk
erhvervspilotuddannelse.
Ifølge forslaget oprettes uddannelsen af erhvervspiloter ved Skolen
for luftfartsuddannelserne. Mens skolen selv varetager den
teoretiske undervisning, skal den elementære del af den praktiske
uddannelse foregå ved forsvarets flyveskole efter de samme
retningslinier, som gælder for den tilsvarende del af forsvarets
pilotuddannelse. Den resterende del af den praktiske uddannelse
skal foregå ved en eller flere flyveskoler, som Skolen for
luftfartsuddannelserne indgår aftale med.
Ansøgning om optagelse til erhvervspilotuddannelsen kan indgives af
enhver mand eller kvinde mellem 20 og 25 år, der har fast bopæl i
Danmark, som har bestået studentereksamen eller HF med karakteren
8 eller derover i dansk, engelsk og matematik eller har bestået
anden kundskabsprøve på samme niveau, og som opfylder
helbredskravene til privatflyvercertifikat.
Ansøgerne skal gennemgå de samme optagelsesprøver, som flyvevåbnet
anvender, hvorefter et optagelsesudvalg udvælger de bedst egnede
til gennemgang af den elementære del af den praktiske uddannelse.
Elementæruddannelsen, der omfatter praktiske og teoretiske fag, vil
vare 5 måneder. Den resterende del af uddannelsen vil omfatte 5
faser og vare ca. 15 måneder inkl. 1 måneds ferie.
Der regnes med optagelse af to hold a 25 elever årligt og med, at
15-20 af hvert hold vil gennemføre uddannelsen.
Udgiften pr. færdiguddannet anslås til 1-1,3 mill. kr., idet en mere
nøjagtig pris først vil kunne angives, når der er indgået aftale
mellem Skolen for luftfartsuddannelserne og den eller de
flyveskoler, som skal varetage den praktiske undervisning efter
den elementære del, og når man har erfaring for, hvor mange elever
der gennemfører uddannelsen. De samlede årlige udgifter må på
nuværende tidspunkt anslås til 40 mill. kr.
Indkaldelse af ansøgninger forudsættes sat i værk umiddelbart efter
lovens vedtagelse, hvorefter det første hold elever vil kunne
udtages og begynde uddannelsen i 2. halvdel af 1986.
For at kunne fremskynde udbuddet af piloter med den nye uddannelse
bør det overvejes at give nuværende piloter, der har opnået B/I
certifikat, og som er blevet privat uddannede for egne midler,
adgang til den nye uddannelses 2 sidste faser (flyvning med
to-motorede fly) efter bestået optagelsesprøve.
De danske luftfartsselskaber har ved et møde den 10. december 1985
tilkendegivet, at de ønsker en rent dansk løsning.
Til sammenligning kan oplyses, at det forslag, som den
fælles-skandinaviske arbejdsgruppe har udarbejdet, har følgende
indhold:
Den første del af uddannelsen skal foregå på national basis. Det vil
for Danmarks vedkommende sige, at uddannelsen til og med fase 3
skal foregå her i landet. De sidste to faser henlægges til
Sverige.
I Sverige er man allerede begyndt med en erhvervspilotuddannelse på
den militære flyveskole på Ljungbyhed i Skåne. Skal danske og
norske elever også uddannes i Sverige, er kapaciteten i Ljungbyhed
med tilhørende luftrum imidlertid utilstrækkelig, og det vil være
nødvendigt at oprette endnu et uddannelsessted ved en af de
nedlagte militære flyvestationer i Norrkoeping eller Vaesterås.
De direkte undervisningsudgifter pr. elev anslås til ca. 250.000
sv.kr. eller 300.000 d.kr. Hertil kommer imidlertid en række
investeringer i fly, simulatorer og elevhjem samt udgifter til
leje af hangarer og undervisningslokaler og udgifter til
flyveledelse og vejrtjeneste m.m., der ikke er gjort endeligt op,
og som foreslås fordelt mellem Sverige, Norge og Danmark i
forholdet 3-2-2.
De første danske elever vil kunne modtages i Sverige pr. 1. juli
1987.
Lovens administrative og økonomiske konsekvenser
Uddannelsen vil blive forestået af Skolen for luftfartsuddannelserne
under undervisningsministeriet, direktoratet for
erhvervsuddannelserne.
Forslaget er udgiftsneutralt for undervisningsministeriet, mens der
ved uddannelsens etablering må påregnes mindre udgifter for
forsvarsministeriet.
Som det fremgår af lovforslagets § 8, pålægges det
luftfartsselskaberne at dække udgifterne ved
erhvervspilotuddannelsen. Når man har valgt denne
finansieringsform, skyldes det, at der her - i modsætning til de
øvrige offentligt finansierede uddannelser - er tale om en
uddannelse, som skal dække en meget begrænset og veldefineret
kreds af aftageres behov for specialuddannet personale. Hertil
kommer, at der er tale om en uddannelse, som er meget kostbar pr.
uddannet, og at det offentlige under den herskende begrænsning af
de offentlige udgifter derfor ikke kan påtage sig at finansiere en
så speciel, målrettet og kostbar uddannelse.
Til gengæld sikres luftfartsselskaberne ifølge lovforslagets §§ 3-6
en usædvanlig stor indflydelse på udvælgelsen af eleverne og
uddannelsens indhold og struktur.
Man har under forberedelsen af lovforslaget forhandlet med
luftfartsselskaberne om, hvordan de årlige udgifter skal fordeles
på de enkelte selskaber. Da selskaberne imidlertid er af den
opfattelse, at uddannelsen skal betales af staten, har de ikke
villet indgå i realitetsforhandling om udgiftsfordelingen. Det
foreslås, at de faste udgifter dækkes med bidrag, som fastsættes i
forhold til den årlige pilotlønsum, som selskaberne udbetaler,
medens de variable udgifter dækkes af bidrag fastsat under hensyn
til, hvor mange flere piloter det enkelte selskab har ansat i det
foregående år, og hvor mange de har ansat som erstatning for
afgang på grund af pensionering og tab af certifikat, jfr. i
øvrigt bemærkningerne til § 8.
Følgende selskaber vil indtil videre være omfattet af ordningen:
Air Business A/S
Bohnstedt-Petersen & Dyrberg A/S
Cimber Air A/S
A/S Conair
Maersk Air I/S
Muk Air Taxi
Sterling Airways A/S
SAS
Det må forventes, at bidraget fra SAS vil dække godt halvdelen af
udgifterne, medens resten fordeles på de øvrige selskaber.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Skolen for luftfartsuddannelserne, der er en selvejende institution,
skal forestå erhvervspilotuddannelsens tilrettelæggelse og
varetage den teoretiske undervisning. Skolen skal endvidere i
samarbejde med forsvarets flyveskole og den eller de flyveskoler,
der måtte blive indgået aftale med i henhold til lovforslagets §
2, stk. 2, tilrettelægge uddannelsesforløbet således, at det
afvikles på den mest hensigtsmæssige måde og med mindst mulig
spildtid.
Skolen skal derudover udarbejde årlige budgetforslag og føre
regnskabet for uddannelsen og indhente de oplysninger fra
luftfartsselskaberne, der skal danne grundlag for beregning og
opkrævning af de bidrag, der er nævnt i § 8, opkræve forskud og
foretage den endelige afregning med selskaberne.
Skolen indkalder ansøgninger til elevoptagelsen.
Skolen yder endvidere sekretariatsbistand til nævnet for
erhvervspilotuddannelsen (§ 3), optagelsesudvalget (§ 5) og
bedømmelseskommissionen (§ 6).
Ved koncessionerede luftfartsselskaber forstås i dette lovforslag
selskaber, som har koncession til at drive charter- eller
ruteflyvning (excl. rutetaxi- flyvning).
Til § 2
Stk. 1.
Luftfartsselskaberne har bl.a. fremhævet den elementære
pilotuddannelse på forsvarets flyveskole som en væsentlig årsag
til, at man foretrækker at rekruttere sine piloter fra
flyvevåbnet. Selskaberne har derfor også lagt vægt på, at den
elementære del af en erhvervspilotuddannelse kommer til at foregå
på forsvarets flyveskole efter de undervisningsplaner, som
militære flyveelever uddannes efter. Forsvaret er villig til at
stille kapacitet på skolen til rådighed for en civil uddannelse.
Den elementære del af erhvervspilotuddannelsen foreslås derfor
henlagt til forsvarets flyveskole, der skal varetage denne del af
uddannelsen på Skolen for luftfartsuddannelsernes vegne. For så
vidt angår denne del af uddannelsen, indhenter
undervisningsministeriet en udtalelse fra forsvarsministeriet.
Stk. 2.
Skolen for luftfartsuddannelserne råder i dag ikke over fly og
flyvepladsfaciliteter, hvormed den kan varetage den praktiske
flyvetræning. Det foreslås derfor, at skolen med hensyn til
varetagelse af den øvrige del af den praktiske flyvetræning indgår
aftale med en eller flere flyveskoler, der råder over eller er
villige til at anskaffe det nødvendige flymateriel m.v, og som har
hjemsted på en egnet flyveplads.
Stk. 3.
Bestemmelser om den teoretiske og praktiske uddannelses indhold og
struktur fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling
med ministeren for offentlige arbejder, der i øvrigt fastsætter de
krav, der skal være opfyldt for at få certifikat som pilot.
Til § 3
Der lægges vægt på, at de koncessionerede luftfartsselskaber kommer
til at anvende den nye uddannelse som adgangsvej til ansættelse
som pilot i selskaberne til erstatning for den hidtidige
rekruttering fra forsvaret. Det foreslås derfor, at selskaberne
får en stærk repræsentation i nævnet. Man går ud fra, at de store
selskaber, som hidtil har rekrutteret hovedparten af deres piloter
fra forsvaret, bliver stærkest repræsenteret, idet man dog finder
det hensigtsmæssigt, at Erhvervsflyvningens Sammenslutning
repræsenteres af 1 medlem.
Forsvaret foreslås repræsenteret med 1 medlem, dels fordi forsvaret
har en vital interesse i, at luftfartsselskabernes fremtidige
pilotrekruttering sker gennem den nye uddannelse, dels fordi den
elementære del af den nye uddannelse skal foregå ved forsvarets
flyveskole.
Ministeriet for offentlige arbejder foreslås repræsenteret ved 1
medlem, dels fordi ministeriet ifølge lov om luftfart
(lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985) fastsætter de
krav, der skal være opfyldt for at få certifikat som pilot, dels
fordi ministeriet er ansvarlig for luftfartspolitikken.
Undervisningsministeriet foreslås repræsenteret ved 1 medlem, der
tillige skal være nævnets formand, da uddannelsen oprettes under
undervisningsministeriets ansvarsområde.
Til § 4
Stk. 1.
Da det er målet at uddanne erhvervspiloter, der kan leve op til
luftfartsselskabernes kvalifikationskrav, er det nævnets opgave at
føre tilsyn med uddannelsen og om nødvendigt udøve kritik over for
uddannelsesstederne. Finder nævnet det påkrævet at ændre
uddannelsens indhold væsentligt eller at ændre dens struktur, må
nævnet over for undervisningsministeren stille forslag herom. Det
forudsættes i øvrigt, at nævnet holder sig i forbindelse med
uddannelsesnævnet for luftfartsuddannelserne, jfr,. Akt 189 12/12
78.
Stk. 2.
Da der er tale om en kostbar uddannelse, og da det har vist sig, at
behovet for erhvervspiloter er meget følsomt over for ændringer i
konjunkturerne, må behovet for nye erhvervspiloter vurderes hvert
år, inden optagelsestallet for nye elever for det pågældende år
fastsættes. Man vil herved tilstræbe, at der hverken uddannes for
mange eller for få piloter i forhold til ansættelsesmulighederne
ved uddannelsens afslutning.
Til § 5
De store luftfartsselskaber har gjort gældende, at de har foretrukket
at rekruttere deres piloter fra flyvevåbnet, bl.a. fordi
flyvevåbnets piloter har gennemgået en omfattende
udvælgelsesproces, både før de blev optaget på forsvarets
flyveskole, og under selve uddannelsen.
Skal den nye uddannelses piloter være attraktive for
luftfartsselskaberne, er det derfor nødvendigt, at der skabes en
udvælgelsesproces, som giver selskaberne den samme sikkerhed som
forsvarets.
Der foreslås derfor nedsat et optagelsesudvalg under nævnet, der kan
forestå udvælgelsen. Udvalget foreslås sammensat af repræsentanter
for luftfartsselskaberne, flyvevåbnet og Skolen for
luftfartsuddannelserne. Det er forudsat, at udvælgelsen blandt
ansøgerne sker efter de metoder, som forsvaret med stort udbytte
har anvendt i mange år, suppleret med de prøver, som
luftfartsselskaberne anser for velegnede til at vise, om ansøgerne
er kvalificerede til beskæftigelse som erhvervspilot i civil
luftfart.
Til § 6
Erfaringsmæssigt viser det sig under uddannelsen, at nogle elever,
selv om de har klaret optagelsesproceduren, ikke kan leve op til
de krav, der må stilles til en velkvalificeret pilot. Det må
derfor påhvile uddannelsesstederne (forsvarets flyveskole, Skolen
for luftfartsuddannelserne og de flyveskoler, der er nævnt i § 2,
stk. 2) at indstille til en bedømmelseskommission, at en sådan
elev skal ophøre med uddannelsen.
Da kommissionen ved behandlingen af en sådan indstilling skal udøve
et på fagkundskab baseret skøn, foreslås kommissionens afgørelse
gjort endelig, således at den ikke kan indbringes for en højere
administrativ instans.
Til § 7
Bestemmelser for nævnets, optagelsesudvalgets og
bedømmelseskommissionens virksomhed foreslås fastsat af
undervisningsministeren. Der vil således blive tale om
forretningsordener for de tre organer, om terminer for
fastsættelsen af de årlige optagelsestal, jfr. § 4, stk. 2, og
fastlæggelse af den procedure, der skal følges, når en elev
indstilles til ophør med uddannelsen.
Til § 8
Under forberedelsen af dette lovforslag har undervisningsministeriet
sammen med forsvarsministeriet og ministeriet for offentlige
arbejder forelagt luftfartsselskaberne forslag til, hvordan
selskabernes bidrag til uddannelsens finansiering kan pålignes og
opkræves. Selskaberne har dog ikke ønsket at tage stilling til
disse forslag, bl.a. fordi selskaberne er af den principielle
opfattelse, at uddannelserne skal være statsfinansieret.
Som en ordning, der dels tager hensyn til selskabernes økonomiske
bæreevne, dels tager hensyn til selskabernes forbrug af piloter,
foreslås følgende:
Til dækning af de faste udgifter opkræves et årligt, forholdsmæssigt
bidrag beregnet på grundlag af det enkelte selskabs samlede
pilotlønsum i det foregående år.
Ved faste udgifter forstås udgifterne til udvælgelsesproceduren,
faste anlæg, udstyr og lokaler, samt til personer, hvis antal ikke
varierer med elevtallet.
Til dækning af de variable omkostninger opkræves et bidrag beregnet
på grundlag af det foregående års forøgelse af pilotantallet +
antallet af nyansættelser i samme år på grund af pensionering,
dødsfald eller tab af certifikat i det enkelte selskab.
Ved variable omkostninger forstås udgifterne til medicinske prøver,
certifikatudstedelse, flyve- og simulatortimer og
instruktørlønninger.
Når selskabernes bidragsprocenter er beregnet, opkræves der
kvartalsvise forskud hos dem til dækning af det indeværende
undervisningsårs budgetterede udgifter. Når regnskabet for det
pågældende undervisningsår er afsluttet, foretages endelig
afregning med selskaberne.
Udgifterne ved erhvervspilotuddannelsen og luftfartsselskabernes
bidrag opføres på de årlige bevillingslove.
Der er mellem ministerierne enighed om, at forsvarsministeriet inden
for de eksisterende rammer og den kapacitet, der er ledig eller
kan skaffes ved omfordeling af aktiviteten på flyveskolen, stiller
forsvarets flyveskole til rådighed for den elementære del af den
praktiske erhvervspilotuddannelse, jfr. lovforslagets § 2, stk. 1.
Udgifterne til denne del af uddannelsen refunderes
forsvarsministeriet efter aftale mellem undervisningsministeren og
forsvarsministeren.
Der er endvidere enighed om, at der indledningsvis ikke skal ske
refusion af udgifterne til benyttelse af det eksisterende
flyvefelt med landingsudstyr m.v. samt undervisningslokaler
o.lign. Øvrige driftsudgifter forudsættes refunderet.
Er det påkrævet at foretage investeringer på flyveskolen, forudsættes
fordelingen af disse udgifter mellem forsvarsministeriet og
selskaberne nærmere drøftet mellem forsvarsministeriet og
undervisningsministeriet.
I den udstrækning, der er eller vil kunne fremskaffes kapacitet
hertil, vil der til elever under den elementære del af
erhvervspilotuddannelsen kunne stilles indkvartering til rådighed
mod betaling af de herfor fastsatte takster.
Eleverne vil endvidere kunne benytte forsvarets cafeterier.
Til § 9
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er regeringens
moderniseringsprogram, der bl.a. går ud på at uddelegere ansvar og
kompetence og at forenkle reglerne inden for ankesystemerne og
herunder i videst muligt omfang at undgå unødig dobbeltbehandling
og enkeltsagsbehandling på departementalt niveau. Bestemmelsen er
opbygget og formuleret på samme måde som bestemmelser i anden
lovgivning.