Gelex

1985 LSF 162 FORSLAG TIL LOV OM TELEFONAPPARATER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00162@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Telefonapparater kan indføres, forhandles eller tilsluttes

anlæg, der tilhører staten og de koncessionerede telefonselskaber

(televirksomhederne) efter reglerne i denne lov og de i medfør

heraf fastsatte bestemmelser. Loven gælder dog ikke radioanlæg.

Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte nærmere

bestemmelser om, hvilke arter af telekommunikationsudstyr der

omfattes af loven.

§ 2. Telefonapparater, der kan anvendes i tilslutning til

televirksomhedernes anlæg, må med henblik på anvendelse her i

landet kun indføres, forhandles, udleveres eller tilsluttes

televirksomhedernes anlæg, såfremt apparaterne er godkendt af

ministeriet for offentlige arbejder.

Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte bestemmelser

om, hvornår telefonapparater, jfr. § 1, stk. 2, anses for

tilsluttet televirksomhedernes anlæg.

§ 3. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter bestemmelser om

godkendelse af telefonapparater, jfr. § 2, stk. 1, og fastsætter

gebyrer for godkendelse af telefonapparater og andre ydelser i

forbindelse med godkendelsesordningens administration.

§ 4. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte bestemmelser

om tilsyn med den i § 2, stk. 1, anførte forhandling af

telefonapparater.

Stk. 2. Med henblik på udøvelsen af det i stk. 1 nævnte tilsyn har

repræsentanter for de myndigheder, til hvem tilsynet henlægges,

uden retskendelse mod forevisning af behørig legitimation adgang

til alle lokaler, hvori der forhandles eller oplagres

telefonapparater.

§ 5. Overtrædelse af § 2, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, som udfærdiges i medfør af loven, kan

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende kan bødeansvar pålægges selskabet som

sådant.

§ 6. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for

offentlige arbejder.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 462

§ 1. Telefonapparater kan indføres, forhandles eller tilsluttes

anlæg, der tilhører staten og de konsessionerede telefonselskaber

(televirksomhederne) efter reglerne i denne lov og de i medfør

heraf fastsatte bestemmelser. Loven gælder dog ikke radioanlæg.

Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte nærmere

bestemmelser om hvilke arter af telekommunikationsudstyr, der

omfattes af loven.

§ 2. Telefonapparater, der kan anvendes i tilslutning til

televirksomhedernes anlæg, må med henblik på anvendelse her i

landet kun indføres, forhandles, udleveres eller tilsluttes

televirksomhedernes anlæg, såfremt apparaterne er godkendt af

ministeriet for offentlige arbejder.

Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte bestemmelser

om, hvornår telefonapparater, jfr. § 1, stk. 2, anses for

tilsluttet televirksomhedernes anlæg.

§ 3. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter bestemmelser om

godkendelse af telefonapparater, jfr. § 2, stk. 1 og fastsætter

gebyrer for godkendelse af telefonapparater og andre ydelser i

forbindelse med godkendelsesordningens administration.

§ 4. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte bestemmelser

om tilsyn med den i § 2, stk. 1 anførte forhandling af

telefonapparater.

Stk. 2. Med henblik på udøvelsen af det i stk. 1 nævnte tilsyn har

repræsentanter for de myndigheder, til hvem tilsynet henlægges,

uden retskendelse mod forevisning af behørig legitimation adgang

til alle lokaler, hvori der forhandles eller oplagres

telefonapparater.

§ 5. Overtrædelse af § 2, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, som udfærdiges i medfør af loven, kan

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende kan bødeansvar pålægges selskabet som

sådant.

§ 6. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for

offentlige arbejder.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Medens der efter lov om radiokommunikation (lovbekendtgørelse nr. 210

af 6. april 1976) er adgang til anvendelse af typegodkendt, privat

terminaludstyr til brug i forbindelse med de offentlige

radiotjenester, har der hidtil som anført nedenfor på grundlag af

lov om telegrafer og telefoner (lov nr. 84 af 11. maj 1897 med

senere ændringer) i almindelighed været monopol for

televirksomhederne, når det gælder tilslutning af telefonapparater

til det offentlige telenet.

I overensstemmelse med regeringens moderniseringsbestræbelser er det

hensigten med dette lovforslag at tilvejebringe grundlag for en

liberalisering af markedet for telefonapparater, der er således

indrettet, at de kan anvendes i tilslutning til det offentlige

telenet.

Det foreslås derfor, at der skabes lovmæssigt grundlag for en

egentlig statslig godkendelsesordning for telefonapparater, der

herefter frit kan tilsluttes telenettet og forhandles, og at der

gives hjemmel til at straffe indførsel, forhandling, udlevering og

tilslutning af uautoriseret materiel.

Loven om telegrafer og telefoner giver i § 1 staten eneret til anlæg

og drift af telegrafer og telefoner. I det omfang, hvori staten

selv udøver eneretten ved at drive offentlige teletjenester,

varetages denne opgave af post- og telegrafvæsenet. Eneretten er i

henhold til loven om telegrafer og telefoner og senere love i et

nærmere angivet omfang ved koncessioner videregivet til de tre

telefonselskaber, Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns Kommunale

Telefonselskab og Jydsk Telefon-Aktieselskab. Staten og de tre

telefonselskaber benævnes i dette lovforslag under et

televirksomhederne.

Televirksomhedernes eneret efter loven om telegrafer og telefoner

omfatter også retten til levering og installation af

telefonapparater.

Juridisk set er der ikke noget i vejen for, at televirksomhederne,

uden at der er gennemført en særlig liberaliseringslov, tillader

andre at levere telekommunikationsudstyr til abonnenterne og lader

disse tilslutte dette udstyr til televirksomhedernes net. Det kan

ske på den måde, at televirksomhederne i de almindelige

abonnementsvilkår indsætter bestemmelser om, at kun sådant udstyr,

som er særligt godkendt til tilslutning til telenettet, må leveres

og tilsluttes af andre end televirksomhederne.

En sådan fremgangsmåde er allerede i en årrække anvendt for så vidt

angår forskellige specialinstallationer som f.eks. automatiske

telefonsvarere, telefaxapparater osv. Senest er også markedet for

modem'er (op til 1.200 bit/ sek. halv duplex) blevet liberaliseret

på tilsvarende måde.

Det er i alle tilfælde, som det fremgår af foranstående, en

betingelse, at det udstyr, som er liberaliseret, opfylder visse

betingelser.

Der er i princippet intet til hinder for, at liberaliseringen udvides

til også at omfatte andre arter af udstyr, og at dette sker efter

samme fremgangsmåde, som hidtil har været benyttet, dvs. uden

særlig lovgivning. Andre forhold kan imidlertid gøre det påkrævet

for en eller flere arter af udstyr at søge gennemført en særlig

lovgivning.

Uretmæssig tilslutning kan efter den gældende lovgivning ikke

straffes, hvilket der imidlertid heller ikke i en meget lang

årrække har været noget nævneværdigt behov for. Et forbud mod

sådan tilslutning er indeholdt i de almindelige vilkår for et

telefonabonnement. Overtrædelse af forbudet er alene sanktioneret

på den måde, at abonnementet kan bringes til ophør uden varsel.

Denne ordning vil ikke i en situation, hvor en liberalisering af

telefonapparater tænkes gennemført, være tilstrækkelig med henblik

på at forhindre udbredelse og tilslutning af ikke-godkendte

apparater. Dels er tilslutningen af et sådant apparat hos en

bestemt abonnent ikke i alle tilfælde mulig at konstatere gennem

f.eks. central overvågning af telenettet, dels rammer sanktionen i

givet fald alene den enkelte abonnent og altså ikke forhandleren

af det ikke-godkendte apparat.

Den hidtidige ordning, hvorefter televirksomhederne har leveret og

installeret telefonapparaterne hos den almindelige, private

abonnent, har givetvis indebåret betydelige fordele for en sådan

abonnent. Televirksomhederne har dermed haft pligt til inden for

normale abonnements- og samtaleafgifter at foretage reparation og

vedligeholdelse af telefonapparaterne såvel som af telenettet. Set

fra den enkelte abonnents synspunkt har ordningen virket

ukompliceret. Der har navnlig ikke været tvivl om, hvem der skulle

foretage en reparation i fejlsituationer, fordi televirksomhederne

har haft pligt til at sørge for alle deles funktionsduelighed, og

reparationer har ikke skullet betales særskilt. I tilfælde af at

televirksomheden ikke fortsat skal være alene om at levere

telefonapparater og dermed ikke længere være ene om at have

ansvaret for, at det tilsluttede apparat hele tiden fungerer

tilfredsstillende, bliver spørgsmålet om at lokalisere fejlen, før

reparatør tilkaldes, af afgørende betydning. Fejlretning må i så

fald betales efter regning i de tilfælde, hvor fejlen ikke kan

lokaliseres til komponenter, for hvilke televirksomheden bærer

ansvaret.

På trods af disse fordele ved det eksisterende system må det

imidlertid erkendes, at der hos brugerne er et ønske om større

valgmuligheder end hidtil, hvilket de seneste års import af

uautoriserede telefonapparater har vist.

Uanset at der ikke har været knyttet traditionelle

serviceforpligtelser til disse apparater, uanset at deres standard

for det store antal købere har været ukendt, og uanset at deres

standard i hvert fald gennemsnitligt har kunnet påregnes at være

under standarden for de af televirksomhederne leverede

standardapparater, har der været ønske om at anskaffe disse

uautoriserede, men billige apparater. Denne faktiske udvikling har

yderligere ført til, at televirksomhederne selv har markedsført

billigere apparater.

Dette lovforslag tjener til at skabe det nødvendige

lovgivningsmæssige grundlag for på forsvarlig og hensigtsmæssig

måde at indskrænke televirksomhedernes eneret for så vidt angår

telefonapparater og samtidig understøtte mulighederne for et

friere forbrugsvalg.

Dette vil bl.a. forudsætte, at der indføres en generel

godkendelsesordning for telefonapparater.

Der er solgt og installeret et meget betydeligt antal uautoriserede

telefonapparater i de seneste år. Til illustration kan anføres, at

der i 1984 importeredes ca. 100.000 telefonapparater, der for

hovedpartens vedkommende må antages at være videresolgt med

henblik på tilslutning til televirksomhedernes anlæg i strid med

abonnementsvilkårene. Til sammenligning leverer televirksomhederne

årligt ca. 4-500.000 telefonapparater til abonnenterne.

Med hensyn til indførelsen af en godkendelsesordning vil der blive

tale om at tilvejebringe hjemmel for udfærdigelse af bestemmelser

om godkendelse af liberaliserede telefonapparater, dvs. de typer

af telefonapparater, som besluttes undtaget fra statens eneret. I

sådanne bestemmelser vil der bl.a. blive fastsat nærmere normer,

som de pågældende telefonapparater skal opfylde for at sikre

telenettet mod forstyrrelser og for at sikre en rimelig

funktionsduelighed. Det er ikke hensigten med

godkendelsesordningen at indføre en mere detaljeret

kvalitetsbedømmelse af telefonapparater, men alene at sikre

forbrugerne imod, at der på markedet forhandles apparater, hvis

funktionsduelighed er af tvivlsom lødighed, således at apparaterne

allerede ved markedsføringen er helt eller delvis uanvendelige til

at blive anvendt i tilslutning til det offentlige og dermed det

internationale telefonnet.

For at forbedre forbrugervejledningen vil der kunne tilbydes en

yderligere attestation af, at den pågældende telefonapparattype

lever op til de internationale anbefalinger m.v. med hensyn til

bl.a. overføringskvalitet, som måtte være fastsat for apparatet og

for den teletjeneste, hvori det indgår. Der vil i givet fald ikke

blive stillet krav om, at en sådan yderligere attestation skal

foreligge af hensyn til opfyldelsen af bestemmelserne i dette

lovforslag. Ordningen vil alene have karakter af et tilbud.

Der pågår i disse år et meget omfattende arbejde med hensyn til

standardisering af diverse specifikationskrav og normer for

forskellige typer af telekommunikationsudstyr. Dette arbejde

foregår i såvel EF som CEPT (Den europæiske post- og

telekommunikationskonference) og i tæt samarbejde med øvrige

europæiske standardiserings- og industriorganisationer. De normer

og specifikationer for telefonapparater, som vil indgå i den foran

omtalte godkendelsesordning for telefonapparater, vil i videst

muligt omfang blive fastsat med skyldig hensyntagen til

resultaterne af det nævnte internationale standardiseringsarbejde.

I praksis vil sikringen af disse normers overholdelse ske gennem

indførelsen af en typegodkendelsesordning, der vil blive

administreret af generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet.

I den forbindelse bemærkes, at udstyr, som i udlandet er godkendt

efter normer, der opfylder de danske normers krav, ikke her i

landet påregnes at skulle gennemgå nogen fornyet prøvning, idet

selve typegodkendelsen vil kunne ske umiddelbart på grundlag af

den udenlandske typegodkendelse. Normalt vil en sådan ordning

hvile på et princip om gensidighed. Et EF-direktiv, som er under

udarbejdelse, vil kunne skabe et særligt retsgrundlag på dette

punkt for så vidt angår forholdet til de øvrige EF-lande.

Tilsvarende vil typegodkendelse kunne foretages på grundlag af

målerapporter fra laboratorier uden for post- og telegrafvæsenet,

hvorom det dokumenteres, at de anvender de målemetoder m.v., som

er fastsat af post- og telegrafvæsenet. Nærmere bestemmelser herom

vil blive fastsat på grundlag af forhandlinger med Statens

Tekniske Prøvenævn, som udover at stå for autorisation af

laboratorier til at udføre tekniske prøvninger bl.a. har til

opgave at samordne den tekniske prøvning, som udføres i danske

laboratorier og prøvningsinstitutter.

Statens teleråd, hvori bl.a. televirksomhederne, disses medarbejdere,

abonnenter og industrirådet er repræsenteret, har nærmere

overvejet spørgsmålet om liberalisering af markedet for bl.a.

telefonapparater.

Statens teleråd har som resultat af disse overvejelser indstillet, at

der på telefonterminalområdet gennemføres en liberalisering

omfattende »ekstraapparater«.

På baggrund af telerådets indstilling er det ministeriet for

offentlige arbejders hensigt i givet fald at fastsætte de

nødvendige administrative bestemmelser med henblik på, at der

snarest gennemføres en liberalisering af markedet for

telefonapparater.

De administrative og økonomiske konsekvenser for staten af

lovforslagets gennemførelse vil primært være knyttet til teknisk

og administrativ sagsbehandling i tilknytning til

typegodkendelsesordningens administration med deraf følgende behov

for ansættelse af personale.

Den administrative sagsbehandling som primært omfatter opgaver i

forbindelse med udfærdigelsen af den formelle typegodkendelse, men

også sagsbehandling i forbindelse med det omfattende

internationale arbejde på dette område bl.a. i EF vil blive

varetaget af generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet.

For levering, reparation m.v. af telefonapparater vil overgangen fra

en monopolsituation til et frit marked naturligt føre til

indskrænkninger med hensyn til det personale, der har den direkte

betjening af kunderne, i samme udstrækning som andre leverandører

overtager opgaver, som hidtil har været varetaget af post- og

telegrafvæsenet og de koncessionerede telefonselskaber. De

konkrete personalemæssige konsekvenser af en liberalisering kan

vanskeligt angives på nuværende tidspunkt.

De med godkendelsesordningen forbundne udgifter forudsættes dækket

fuldt ud af gebyrer. Godkendelsesordningen vil således ikke

medføre nogen nettobelastning af finansloven.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bestemmelsens stk. 1 er det anført, hvad sigtet med loven er. I den

forbindelse præciseres, at loven ikke gælder for radioanlæg.

Sådanne anlæg (herunder bl.a. trådløse telefoner og

mobilradiotelefonterminaler) vil i forvejen være omfattet af loven

om radiokommunikation.

Herudover defineres hvad der i lovforslaget skal forstås ved

udtrykket televirksomhederne. For statens vedkommende vil det

normalt være post- og telegrafvæsenet, der optræder som

televirksomhed. Men også andre statsinstitutioner f.eks.

statsbanerne og forsvaret vil på de områder, som dette lovforslag

vedrører, være at betragte som televirksomheder. De

koncessionerede telefonselskaber er Kjøbenhavns Telefon

Aktieselskab, Fyns Kommunale Telefonselskab og Jydsk

Telefon-Aktieselskab.

I stk. 2 gives der ministeren for offentlige arbejder bemyndigelse

til at fastsætte bestemmelser om, hvad der forstås ved

telefonapparater. Herved gives der mulighed for løbende og i takt

med den teknologiske udvikling at tilpasse lovforslaget til de

typer udstyr, der til enhver tid findes på markedet. Den nærmere

fastsættelse af indholdet af dette tekniske begreb, der

naturligvis i første række omfatter de helt almindelige typer, som

anvendes af private abonnenter, vil derfor mest hensigtsmæssigt

kunne ske administrativt.

Til § 2

I stk. 1 slås det fast, at telefonapparater, der er således

indrettet, at de kan anvendes i tilslutning til

televirksomhedernes anlæg, ikke må indføres, forhandles, udleveres

eller tilsluttes televirksomhedernes anlæg, medmindre apparaterne

er godkendt af ministeriet for offentlige arbejder.

I ministeriet for offentlige arbejder vil typegodkendelsen blive

foretaget af post- og telegrafvæsenet. I den udstrækning et

telefonapparat omfattes af en typegodkendelsesordning, vil denne

være altomfattende. Den vil derfor bl.a. også omfatte

telefonapparater af den pågældende type, der forhandles af

televirksomhederne i konkurrence med andre leverandører.

Bestemmelsen omfatter ikke den indførsel, der finder sted med henblik

på typegodkendelse her i landet. Endvidere følger det af

bestemmelsen, at forbudet ikke omfatter forhandling eller

udlevering med henblik på eksport af telekommunikationsudstyr.

Det er i øvrigt en betingelse for, at det pågældende udstyr omfattes

af bestemmelsen, at det er således indrettet, at det - direkte

eller gennem en simpel ændring af tilslutningsstik - kan anvendes

i tilslutning til televirksomhedernes anlæg. Herved understreges

det, at sigtet med lovforslaget ikke er helt primitivt udstyr,

eksempelvis visse samtaleanlæg til legetøjsbrug, som ikke kan

bringes til at fungere i forbindelse med televirksomhedernes

anlæg, men kun de udstyrstyper, der er sådan indrettet, at det

ikke kan udelukkes, at de vil kunne blive tilsluttet telenettet og

dermed i givet fald vil kunne forstyrre telenettets funktion.

I stk. 2 gives der ministeren for offentlige arbejder bemyndigelse

til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvad der forstås ved, at

et telefonapparat tilsluttes televirksomhedernes anlæg. Herved

gives der mulighed for at give en relativt detaljeret og entydig

beskrivelse af det tekniske grænsesnit mellem televirksomhedernes

anlæg og det liberaliserede telefonapparat. Dette grænsesnit kan

meget vel variere både for så vidt angår de forskellige

apparattyper og over tiden i takt med den teknologiske udvikling.

Den nærmere fastsættelse af indholdet af dette tekniske begreb vil

derfor mest hensigtsmæssigt kunne ske administrativt.

Til § 3

Stk. 1 indeholder hjemmelen for ministeren for offentlige arbejder

til at fastsætte nærmere administrative forskrifter om godkendelse

efter § 2. Der vil nærmere blive tale om opstilling af tekniske

specifikationer, som de enkelte apparattyper skal opfylde, for at

typegodkendelse skal kunne gives. Om godkendelsesniveauet henvises

til det foran under almindelige bemærkninger anførte.

Endvidere vil der i de pågældende forskrifter blive fastsat den

nærmere procedure for gennemførelsen af typegodkendelser, herunder

i hvilken udstrækning og på hvilke betingelser disse kan gives på

grundlag af udenlandske typegodkendelser og målerapporter fra

laboratorier uden for post- og telegrafvæsenet.

Herudover gives der med stk. 1 ministeren for offentlige arbejder

bemyndigelse til at fastsætte gebyrer for godkendelser samt for

øvrige administrative ydelser i forbindelse med

godkendelsesordningens administration, der vil blive varetaget af

post- og telegrafvæsenet.

Til § 4

I bestemmelsens stk. 1 åbnes der adgang for ministeren for offentlige

arbejder til at fastsætte nærmere bestemmelser om tilsyn med

lovens efterlevelse i forhandlerledet. Det er formentlig alene på

dette punkt, at der i givet fald kan tænkes at være behov for

særligt tilsyn. Erfaringerne m.h.t. overholdelsen af loven i

praksis vil være afgørende for i hvilken udstrækning og under

hvilken form denne bemyndigelse vil blive udnyttet.

Stk. 2. Indeholder den fornødne hjemmel for tilsynsmyndigheden til

uden retskendelse at få adgang til de af forhandlernes lokaler,

hvori der oplagres eller forhandles telefonapparater.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder den til sikring af lovens overholdelse

nødvendige straffebestemmelse og giver desuden hjemmel til

fastsættelse af straffebestemmelser i forskrifter udfærdiget i

medfør af loven.

Det forudsættes, at størrelsen af de bødestraffe, som idømmes for

overtrædelse af loven og forskrifter udfærdiget i medfør heraf,

fastsættes bl.a. under hensyntagen til den økonomiske vinding, som

er opnået i forbindelse med overtrædelsen.

Til § 6

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for

offentlige arbejder.

Baggrunden herfor er bl.a., at det vil være nødvendigt forud for

ikrafttrædelsen at gennemføre en notifikationsprocedure for så

vidt angår lovforslag og tilhørende administrative forskrifter

overfor EF-Kommissionen i henhold til direktiv 83/ 189/ EØF om en

informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og

forskrifter, jfr. industriministeriets cirkulære af 28. juni 1984,

samt at notificere lovforslaget m.v. overfor GATT's sekretariat i

henhold til den internationale aftale om tekniske

handelshindringer, jfr. industriministeriets cirkulære af 27. juni

1980.

Versioner

  1. 1988-05-21